Det rigtige vejr til guldsmede

Juli måned 2020 var kølig våd og blæsende, og som én der gerne vil bruge sommeren på oplevelser med bl.a. guldsmede, oplevede jeg det som en meget frustrerende vejr-periode.

Fra månedsskiftet juli/august har vi haft mere end to uger med det helt rigtige vejr; solrigt stille og mange dage med tæt på 30 grader C. Selv om jeg i år ikke har guldsmede-opgaver jeg skal, kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at opsøge oplevelser med de fine dyr – den lange periode med dårligt vejr har dog betydet, at flere hus/have-projekter er blevet udskudt, så tiden har måttet prioriteres og fordeles. Men der er heldigvis blevet tid til mange timer i selskab med mine yndlings-sommer-insekter! 🙂

Mine fund af enorme tætheder af Stor Kejserguldsmed har ført til spekulationer om, hvorvidt denne nyindvandrede art kan udkonkurrere eller fortrænge andre større guldsmede som f.eks. Siv-Mosaikguldsmed. Jeg har i år fundet flere områder i Hjardemål-Østerild Klitplantager som så oplagte ud for Siv-Mosaik, med partier domineret af våd sphagnum, og heldigvis har jeg da fundet enkelte dyr af denne smukke art.

Nyforvandlet Siv-Mosaikguldsmed hun, Hjardemål Klitplantage, juli 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nyforvandlet Siv-Mosaikguldsmed hun, Hjardemål Klitplantage, juli 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ovenstående eksemplar havde desværre skadet vingerne og kom næppe nogensinde ud af flyve. I samme nygravede sø (der må have været et sumpet parti i skoven i forvejen) var der heldigvis også en æglæggende hun, og i et træ lidt derfra sad en han på stammen og sugede sol.

Siv-Mosaikguldsmed han, Hjardemål Klitplantage, juli 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-Mosaikguldsmed han, Hjardemål Klitplantage, juli 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I samme sø fandt jeg denne Efterårs-Mosaikguldsmed, også et helt nyforvandlet eksemplar (og den første jeg så i år):

Nyforvandlet Efterårs-Mosaikguldsmed, Hjardemål Klitplantage, juli 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nyforvandlet Efterårs-Mosaikguldsmed, Hjardemål Klitplantage, juli 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På en tur til Midtjylland checkede jeg først Kompedal Plantage, hvor der tidligere år har været meldt både Grøn Kølleguldsmed, Højmose-Mosaikguldsmed, Lille Blåpil og Arktisk Smaragdlibel – blandt andet. De to førstnævnte ville være nye arter for mig; kølleguldsmeden var dog ikke “hjemme” dén dag, men jeg fik et nyt kryds i form af Højmose-Mosaikguldsmed, hvor jeg så både en hun og en han. Jeg bestemte dyrene fra Siv-Mosaik på grund af, at jeg (i kikkert) kunne se en større gul “plamage” mellem de to diagonale gule striber på siden af forkroppen – som det ses lykkedes det desværre ikke at fotodokumentere på en overbevisende måde…

Højmose-Mosaikguldsmed han, Kompedal Plantage, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Højmose-Mosaikguldsmed han, Kompedal Plantage, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Igennem denne plantage går en langstrakt lysning som er domineret af store partier med karakterer som minder om højmose (uden dog nok helt at leve op til betegnelsen rent teknisk) – ialfald er der sphagnum-puder udbredt over store områder. Da jeg besøgte lokaliteten i den tørre sommer 2018 var disse partier helt tørret ud, men i år så de meget fine og våde ud. Det er også på grund af denne fine habitat at lokaliteten huser nogle af de andre eksklusive arter; kølleguldsmeden er dog nok tilflyver fra den nærliggende å. Arktisk Smaragdlibel var jeg ikke heldig med, men ialfald fandt jeg en enkelt han af Lille Blåpil på stedet; en art der hos mig altid skaber glæde, da den stort set kun findes i den sydlige halvdel af Jylland og jeg derfor ikke får “hilst på” den så tit…

Lille Blåpil han, Kompedal Plantage, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Blåpil han, Kompedal Plantage, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der er ingen tvivl om at også en art som Sort Hedelibel nyder godt af våd tørvemos; de to steder jeg har oplevet denne art i største tætheder er i Lille Vildmose og så her i Kompedal.

Sort Hedelibel han, Kompedal Plantage, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel han, Kompedal Plantage, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter besøget i Kompedal kørte jeg videre til Gudenåen nedstrøms fra Silkeborg, en af “højborgene” for Grøn Kølleguldsmed, en art jeg i flere år har ønsket mig at få at se. Jeg havde da heller ikke gået mange skridt ad “trækstien” ved Resenbro, før dette flotte dyr viste sig på stien – og til fulde levede op til mine forestillinger om arten:

Grøn Kølleguldsmed hun, Gudenåen ved Resenbro, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grøn Kølleguldsmed hun, Gudenåen ved Resenbro, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har fornylig erhvervet mig en kajak, og et projekt til en kommende sommer må være at gennemsejle en strækning af Gudenåen, Skjern Å eller en af de andre store jyske åer hvor man vil kunne få en chance for flere oplevelser med denne spektakulære art – den eneste danske repræsentant for den gruppe flodguldsmede, som på engelsk kaldes “Snaketails”.

I forbindelse med det store formidlings-tiltag “Vores Natur” var jeg hyret til et par guldsmede-kurser i Nationalpark Thy, begge gange uden optimalt guldsmedevejr, men på turen ved Nors Sø og Bagsø havde vi i det mindste mange samarbejdsvillige vandnymfer og så denne pædagogiske nyforvandlede Glinsende Smaragdlibel, som efter at være blevet vist frem på hånden blev sat “til tørre” i skovbrynet:

Glinsende Smaragdlibel han, Nors Bagsø, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Glinsende Smaragdlibel han, Nors Bagsø, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har været fem-seks gange i Han Vejle og Lund Fjord for at kigge efter Baltisk Mosaikguldsmed, Vejlernes “monopolart”, desværre uden held. Henrik Haaning har ellers (samme dag hvor jeg var på mit midtjyske raid) rapporteret hele ti individer de to lettilgængelige steder (gangbroen i Han, ophalerpladsen i Lund). I begyndende desparation, eller i det mindste bekymring, over ikke at få arten at se i år, brugte jeg en eftermiddag på nogle af strandsøerne i Hjardemål Klit og ved Lild Strand, da der tidligere år har været rapporteret Baltisk Mosaik derude. Dér fandt jeg den nu heller ikke, men kunne i stedet fornøje mig over bl.a. tre fede Gulvinget Hedelibel, én af mine yndlingsarter.

Gulvinget Hedelibel han, Hjardemål Klit, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel han, Hjardemål Klit, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg havde to territoriehævdende hanner med kort afstand i Hjardemål Klit og én hun ved Lild Strandkær, og det begyndte at minde om en tilflyvning – der har dog ikke andre steder i landet været rapporteret Gulvinget Hedelibel af betydning (kun ganske enkelte eksemplarer), så jeg tænker at der nok snarere er tale om et resultat af lokal ynglen. Der lader til generelt i Nordeuropa at være en tendens til nedgang for denne art – lad os håbe at vi atter kan få nogle år med stor tilflyvning sydfra – det er virkeligt en smuk guldsmed som nødigt skulle forsvinde fra vores fauna.

Strandsøerne derude tæt på Vesterhavet var i det hele taget rigtigt gode for hedelibeller med alle fem “faste” danske arter til stede (invasionen af Rødåret Hedelibel sidste år har jo ikke ført til en egentlig etablering, og der er rapporteret meget få af arten i Nordeuropa i år).

Blodrød Hedelibel han, Hjardemål Klit, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blodrød Hedelibel han, Hjardemål Klit, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Hedelibel han, Lild Strandkær, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Hedelibel han, Lild Strandkær, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Bemærk i øvrigt de meget kraftige gule langsgående striber på benene hos denne Almindelig Hedelibel, et understøttende kendetegn jeg er blevet mere opmærksom på efter erhvervelsen af “Nordens Trollsländor” (og åbenbart et kendetegn som der bliver lagt mere vægt på i Sverige). Jeg tror ikke det kan bruges alene, men ser man en hedelibel med sådanne kraftige striber er der en meget stor sandsynlighed for at det er en Alm., hvorimod der hos Stor Hedelibel ofte er tale om ultra-tynde gule striber, som det kan være svært at få øje på…

I strandsøerne i Hjardemål Klit og ved Lild Strand – som ellers på mange måder minder om hinanden – oplevede jeg den pudsige forskel, at der i Hjardemål Klit tilsyneladende kun var Sortmærket Kobbervandnymfe, mens jeg ved Lild Strandkær kun fandt Almindelig Kobbervandnymfe. Måske blot en tilfældighed…?

Sortmærket Kobbervandnymfe par i parring, Hjardemål Klit, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortmærket Kobbervandnymfe par i parring, Hjardemål Klit, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som tidligere omtalt har jeg anskaffet en kajak, og det er i høj grad planen at den fremover skal bruges til at give mig adgang til søer og åer og foretage registreringer af guldsmede. En af de første ture gik til Hvidbjerg Å i Thy, strækningen mellem Lyngholm og Ove Sø.

Selfie i kajakken, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Selfie i kajakken, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Guldsmederegistreringer på Hvidbjerg Å, 13. august 2020 - kort fra Naturbasen.
Guldsmederegistreringer på Hvidbjerg Å, 13. august 2020 – kort fra Naturbasen.

Her var det en fornøjelse at konstatere, at “selvfølgelig” lever der Blåbåndet Pragtvandnymfe ved Hvidbjerg Å – arten har ellers kun været kendt i Thy fra Hansted Mølleå, Klitmøller Å og de to tilløb til Vejlerne Tømmerby Å og Østerild Bæk. Omkring halvdelen af de plottede registreringer på ovenstående kort er af denne smukke art, og jeg så både hanner og hunner, inkl. parringshjul. De fleste øvrige registreringer på turen var af Brun Mosaikguldsmed.

Og så slutter jeg denne lille “sæson-beretning” med et par fotos af den allestedsnærværende Stor Kejserguldsmed, som også i den grad sætter sit præg på guldsmede-sommeren. Hunnerne er i gang med æglægning i stor stil, og hannerne bruger mange kræfter på at holde territorium – måske derfor de også behøver mange hvil og ofte er nemme at få fotos af…

Stor Kejserguldsmed han, Lild Strandkær, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kejserguldsmed han, Lild Strandkær, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kejserguldsmed han, Lild Strandkær, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kejserguldsmed han, Lild Strandkær, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

381 Stor Kejserguldsmed på få hundrede kvadratmeter!

Nogle af de nye søer ved vindmølletestcentret, som jeg har fulgt siden et par år efter de blev anlagt i 2014, fortsætter med at overraske!

Sø i Blovgårde, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sø i Blovsgårde, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De søer som jeg har fulgt tættest er tre små søer i Blovsgårde, hvor jeg i 2017 præcist for tre år siden idag fandt Lille Farvevandnymfe (-som stadig er her). Jeg besøgte atter disse søer i går eftermiddags, og havde ikke taget mange skridt ud i den sumpede bredvegetation (af sumpstrå, liden siv og kæruld), før jeg blev slået af, hvor mange store exuvier (tomme larvehuder) af en eller anden stor guldsmedeart, der sad i vegetationen. Der er ikke så mange store guldsmede som flyver endnu, så jeg gættede på at det måtte være Stor Kejserguldsmed. Ganske rigtigt, inden længe lettede jeg den første nyforvandlede af arten, og senere fandt jeg flere – hvoraf nogle dog ikke kunne lette, da de i processen havde fået forkrøblet eller beskadiget deres vinger…

På en hurtig gennemgang af de tre søer fandt jeg ialt 100 exuvier (kun i den vestligste og den østligste sø, hvor der er etableret mange flere vandplanter end i den midterste, som stadig er ret bar).

Exuvier af Stor Kejserguldsmed, Blovgårde, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Exuvier af Stor Kejserguldsmed, Blovsgårde, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nogle steder sad de virkeligt tæt, og som det ses på billedet visse steder flere sammen på samme strå. Jeg har før oplevet at forundres over hvor få voksne individer man ser i forhold til antallet af exuvier, man kan finde (mest af andre, mindre arter, men eksempelvis også hos Grøn og Blå Mosaikguldsmed). I dette tilfælde så jeg ialt tre sunde voksne individer på typisk kejser-manér “cruise” rundt over søerne – men desværre altså også nogle stykker – ialt 7 – som det ikke var lykkedes for at komme på vingerne.

Stor Kejserguldsmed med beskadigede vinger, Blovgårde, juni 2020. Bemærk de to exuvier i billedet. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Kejserguldsmed med beskadigede vinger, Blovsgårde, juni 2020. Bemærk de to exuvier i billedet. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kejserguldsmed med helt forkrøblede vinger, Blovgårde, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Kejserguldsmed med helt forkrøblede vinger, Blovsgårde, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er en nærliggende tanke, at så høj en “fejlprocent” som disse fund antyder, skyldes at dyrene har været henvist til at klatre op på relativt små og svage stængler, som desuden – især for liden siv’s vedkommende – også vokser meget tæt og nærmest danner ugennemtrængelige “tæpper”. Det har derfor været svært for dem at komme fri af anden vegetation, og vingerne har ikke kunnet udfolde sig under forvandlingen. Og når først vingerne er stivnet, er løbet kørt – hvis en guldsmed er uden flyveevne, er den prisgivet.

Den hurtige tælling igår endte som nævnt på præcist 100 exuvier. Jeg tog derud igen idag for om muligt at foretage en mere detaljeret gennemgang, og for at indsamle exuvierne og dermed at kunne tage derud igen om nogle dage og se, om der er kommet nye til. Selv om det ikke kan overraske, at jeg havde overset nogle igår, må jeg sige at jeg alligevel er overrasket – og imponeret – over, at jeg idag nåede op på hele 381 exuvier af Stor Kejserguldsmed i de to små søer (!). Jeg gennemgik søbredderne minutiøst så langt ud jeg kunne gå i almindelige gummistøvler, typisk indtil 3-5 meter fra bredden. I den østligste sø var der 323 exuvier. Denne sø har et areal på ca. 1440 kvadratmeter (målt på Google Maps) og længden af søbredden (omkredsen) er 169 meter. Exuvierne var dog noget ujævnt fordelt, og jeg prøvede at skridte de enkelte afdelinger af for at få nogle beregninger af tætheder. Den største tæthed var i et felt (domineret af sumpstrå) med 131 exuvier på ca. 15 kvadratmeter. Det er jo en helt vild tæthed!

I den anden sø (den vestligste) fandt jeg 58 exuvier. Søen er på ca. 820 kvadratmeter, og længden af søbredden 179 meter.

381 exuvier af Stor Kejserguldsmed fra Blovsgårde, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
381 exuvier af Stor Kejserguldsmed fra Blovsgårde, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har altid haft en stor fascination af, når insekter udviser masse-optræden, som eksempelvis når Fireplettet Libel sværmer i hundredvis i Vejlerne. I dette tilfælde ville jeg gerne have være til stede den/de morgener, hvor de mange kejserguldsmede kravlede op af søerne og gennemgik forvandlingen til det “færdige” insekt! Selv om det som ovenfor beskrevet i adskillige tilfælde slog fejl med at gennemføre forvandlingen, tror jeg dog at det i langt de fleste tilfælde er gået godt. Jeg fandt ganske vist idag flere som var døde i forsøget – men altså også flere perfekte, sunde individer. At jeg trods alt ikke fandt en højere “fejlprocent” kan dog ikke nødvendigvis tages som et godt tegn – det kan jo også være, at nogle fugle (som f.eks. det lokale par af Rødrygget Tornskade) har opdaget, at der var nemme proteiner at hente her, og dermed løbende har “ryddet op”…

Det må formodes at æggene som nu har gennemgået insektets vandlevende stadier og er nået til det sidste, luftbårne stadium, blev lagt i den varme sommer i 2018, eftersom litteraturen siger at det almindeligste er en toårig cyklus hos Stor Kejserguldsmed.

Observationerne fortæller noget om potentialet for erobring af nyt land, en art som Stor Kejserguldsmed besidder. Hvis bare halvdelen eller en tredje-fjerdedel af exuvierne har produceret et levedygtigt voksent individ, er det klart, at de ikke alle kan yngle samme sted – nogle af dem må søge nye steder hen!

Næsten allermest fascinerende ved mine observationer er tanken om, at så nye søer allerede kan tilbyde så meget naturindhold! Som jeg i flere omgange har skrevet om her på bloggen er der allerede tale om en meget rig guldsmedefauna. Denne sommer, hvor jeg ikke har andre større guldsmedeprojekter i gang, er det min hensigt at ofre nogle af disse nye søer ekstra opmærksomhed…

Fireplettet Libel under forvandling på samme strå som hvor der sidder to exuvier af Stor Kejserguldsmed, Blovsgårde, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fireplettet Libel under forvandling på et strå, hvor der i forvejen sidder to exuvier af Stor Kejserguldsmed, Blovsgårde, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kejserguldsmed med beskadigede vinger, Blovsgårde, juni 2020. Denne har måske en chance for at komme ud at flyve... Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nyforvandlet Stor Kejserguldsmed med beskadigede vinger, Blovsgårde, juni 2020. Denne har måske en chance for at komme ud at flyve… Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

OPDATERING 24/6: Jeg besøgte de to søer i Blovsgårde igen idag, og fandt 151 nye exuvier af Stor Kejserguldsmed (124 i den østlige sø, 27 i den vestlige), således at totalen nu er oppe på 532. Det skal understreges at det er absolut minimumstal, da det har regnet kraftigt i mellemtiden, og en del exuvier kan være skyllet ned af strået. Også idag fandt jeg et ikke-flyvedygtigt individ med beskadigede vinger, men de fleste exuvier jeg fandt var bedre placeret, mere åbent, hvor dyret skulle have bedre mulighed for at få vingerne foldet helt ud…

OPDATERING 14/7: Jeg har nu foretaget syv indsamlinger af exuvier fordelt over en lille måned, som det ses i skemaet her:

Øst Vest
18-jun 323 58
24-jun 124 27
27-jun 151 18
30-jun 36 3
04-jul 25 3
07-jul 6 0
12-jul 10 1
I alt 675 110

Altså en (foreløbig) sum på 785 exuvier af Stor Kejserguldsmed i disse to små søer. Det giver 0,54 pr. kvadratmeter vandflade i den østlige sø, 0,13 i den vestlige. Jeg har desværre ikke kunnet finde litteratur med angivelser af tætheder for arten, men jeg vil da tro, at der her er tale om høje tætheder.

Og endnu en gang vil jeg understrege: jeg kan umuligt have fundet alle, specielt fordi det de seneste par uger har blæst og regnet meget. Det kunne være spændende et år at foretage en systematisk optælling med daglige (morgen-)besøg igennem hele sæsonen!

Nye oplevelser med vandnymfer i Thy

Da jeg i år ikke – i modsætning til de sidste tre somre – er engageret i et større guldsmedeprojekt, er jeg mere fri til at lægge en indsats hvor jeg nu synes det er mest interessant.

Jeg drages dog ofte tilbage til steder jeg tidligere har besøgt; og i mandags valgte jeg at gense nogle af de lokaliteter i Nationalpark Thy, som sidste år gav mange finde oplevelser.

Første besøg var ved Vang Sø, hvor jeg sidste år på denne tid fandt virkeligt mange Lille Farvevandnymfe. Jeg havde godt hørt, at vandstanden på lokaliteten i år er meget høj, men blev alligevel overrasket over at se, hvor meget vand der var…

Vang Sø, månedsskiftet maj/juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Vang Sø, månedsskiftet maj/juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Under sidste års undersøgelse var jeg på intet tidspunkt i nærheden af vandfladen, men gik langs en sumpet zone med hængesæk, på overgangen til tør hede. Vandfladen kunne højst skimtes i det fjerne. I år går vandet helt op til zonen hvor sumpen møder heden – jeg vil skønne mindst en halv meter højere end sidste år. Det understreger jo, at den type undersøgelse jeg foretog sidste år kun giver øjebliksbilleder, og at forholdene årene imellem kan variere enormt.

Det var derfor måske heller ikke så overraskende, at jeg ikke fandt Lille Farvevandnymfe på stedet; jeg forestiller mig at de enten er nogle andre steder nu, eller at den megen vand måske helt har ødelagt larvernes udviklingsmuligheder. TIL GENGÆLD var der så andre dyr i antal som jeg ikke så sidste år, især Månevandnymfe, hvoraf jeg sidste år kun fandt ét dyr; men i forgårs hele ti, bl.a. to par i parring. Og dagens helt store bonus var Huevandnymfe, hvoraf jeg fandt to hanner og to hunner.

Huevandnymfe hun, Vang Sø, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe hun, Vang Sø, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Månevandnymfe er siden sidste år blevet taget af rødlisten og kan da også findes ganske mange steder (men er dog ret krævende hvad levested angår). Huevandnymfe derimod står stadig med status “truet” på rødlisten, og det er derfor velkomment at finde den på endnu en lokalitet. Ikke et nyt kvadrat for arten; idet jeg sidste år fandt den ved de nærliggende Røstrimme-søer på Vangså Klithede, men alligevel er det dejligt at se arten på steder, hvor den aldrig har været registreret tidligere. Jeg går ud fra, at arten “altid” har været ved Vang Sø, men at vandstanden er afgørende for hvor ved søen, og hvorvidt det overhovedet er muligt at færdes hvor vandnymferne færdes. Det kunne være spændende at lave en total optælling hele bredden rundt i waders!

I det hele taget er Vang Sø en fantastisk lokalitet med stor dynamik og unikke botaniske værdier, og initiativtagerne skal have stor ros for naturgenopretningsprojektet dér!

Efterfølgende besøgte jeg nogle at de nyetablerede vandhuller ved Lortpøt (Lodbjerg Klitplantage) og ved Stenbjerg Klitplantage, hvor jeg fandt flere Månevandnymfe (begge steder), bl.a. dette uheldige par i tandem, hvor hannen havde lagt sig til at dø og hunnen derfor var noget besværet…

Månevandnymfe hun og han (død), Stenbjerg Klitplantage, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Månevandnymfe hun og han (død), Stenbjerg Klitplantage, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er hannen som griber fat om hunnens nakke og dermed også ham der har “udløsermekanismen” og jeg tror ikke at det vil lykkes hunnen at frigøre sig. Dermed er hun nok også prisgivet – sådan er naturens gang, der er mange dramaer!

Begge steder fandt jeg også Lille Farvevandnymfe i de nye vandhuller.

Æglæggende Lille Farvevandnymfe hun, Stenbjerg Klitplantage, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Æglæggende Lille Farvevandnymfe hun, Stenbjerg Klitplantage, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe han og Almindelig Vandnymfe hun, Stenbjerg Klitplantage, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Farvevandnymfe han og Almindelig Vandnymfe hun, Stenbjerg Klitplantage, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som man ofte blandt mange arter af guldsmede og vandnymfer var der stor overvægt af hanner (af dem man ser) af Lille Farvevandnymfe denne dag. Måske derfor hannen på det sidste foto havde fundet en hun af en anden art at koble sig sammen med. Det kommer der dog næppe noget godt ud af.

Men altid fint at komme ud og få nye oplevelser med guldsmede/vandnymfer på smukke steder!

Huevandnymferne i Hjardemål Klitplantage

For to år siden kørte jeg mit store guldsmede/vandnymfe-projekt i Vejlerne, hvor jeg fandt nogle meget store bestande af en af mine yndlingsarter, Huevandnymfe. Dengang fandt jeg også arten i Blovsgårde/Hjardemål Klit-området i nogle af de nyanlagte søer (“erstatningsnatur” i forbindelse med Østerild Vindmølletestcentret), som omtalt i dette blogindlæg: Om nyskabte søers potentiale for guldsmede og vandnymfer.

Ialt fandt jeg dengang i 2018 Huevandnymfe i seks af de nye søer, med en samlet sum på 14 individer. Jeg betragtede det som “overskud”/spredning fra den store bestand i nærliggende Tømmerby Fjord, og det var et spørgsmål om arten var i stand til at etablere en egentlig bestand i disse nye søer.

Sidste år fik jeg ikke checket op på det (da jeg var optaget af Nationalpark Thy-projektet), men i år har jeg aflagt søerne derude flere besøg. Sæsonen har været langsom om at komme i gang; men endelig igår var der kommet skub i sagerne; i den største af søerne mellem Klitvejen og Harboslettevej talte jeg ialt 11 smukke Huevandnymfer – ni hanner og to hunner.

Huevandnymfe hun, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe hun, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. Hunnerne kan ved første øjekast være bedragerisk lig Stor Farvevandnymfe, da det blå “baglys” har nogenlunde samme størrelse og placering som på den art.
Huevandnymfe han, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe han, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. Hannen er i mine øjne en af de flotteste guldsmede, med den pastelgrønne grundfarve og den markante “gribetang” bagest.

Vegetationen i de stadig meget nyetablerede søer udvikler sig hele tiden; i denne store sø er der efterhånden en stor dækningsgrad af vandplanter, og bredzonen er meget sumpet med store partier med sjapvand mellem græs og siv-tuer.

Ynglelokalitet for Huevandnymfe, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ynglelokalitet for Huevandnymfe, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På nedenstående kort er det søen med en gul cirkel omkring; prikkerne angiver fund af Huevandnymfe i de nye søer i 2018.

Søer med fund af Huevandnymfe, Blovsgårde/Hjardemål Klitplantage, 2018 og 2020.
Søer med fund af Huevandnymfe, Blovsgårde/Hjardemål Klitplantage, 2018 og 2020.

Adgang til denne sø er nemmest hvis man parkerer ved den gamle sø ved Klitvejen med borde/bænke-sæt og krydser vejen. Langskaftede støvler er en nødvendighed – bedst er det med skridtstøvler, hvis man gerne vil “gennemtrawle” den sumpede bredzone.

Ialt besøgte jeg igår fem af de nye søer; udover altid fine Huevandnymfer kunne jeg glædes over at den lille bestand af Lille Farvevandnymfe stadig er at finde derude; igår så jeg syv hanner og to hunner – så vidt jeg husker blandt de største forekomster jeg har registreret på stedet.

Lille Farvevandnymfe han, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Farvevandnymfe han, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. En såkaldt teneral (nyforvandlet) han hvor farven stadig er noget bleg på de ikke-sorte dele.
Lille Farvevandnymfe hun, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Farvevandnymfe hun, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. Nyforvandlede hunner har orange grundfarve hvor de senere på sæsonen bliver grønne.

Også Månevandnymfe så jeg med et enkelt individ; og adskillige Spydvandnymfe inkl. dette par som allerede var i gang med æglægning:

Spydvandnymfe par, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Spydvandnymfe par, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. Øjeblikket efter billedet blev taget søgte de ned til vandoverfladen og hunnen lagde æg.

Der var også andre guldsmede/vandnymfer til stede; Nordisk Kærguldsmed, Fireplettet Libel, Flagermusvandnymfe, Hesteskovandnymfe, Rød Vandnymfe, Almindelig Vandnymfe og Stor Farvevandnymfe.

Herligt at sæsonen for alvor er i gang igen; selv om jeg denne sommer ikke kommer til at arbejde professionelt med guldsmede, skal jeg ikke undlade at dyrke den odonatologiske interesse!

Og dejligt at se at de nye søer i “erstatningsnatur”-tiltagene stadig er i stand til at tiltrække en varieret og rig fauna!

Besøg i Lille Vildmose

Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I forgårs var jeg en tur i Lille Vildmose, et af mine favorit-naturområder i Danmark. Ja på mange parametre må man sige at Lille Vildmose er fuldstændig unikt – her er tale om et af de største virkeligt vilde områder i landet med en næringsfattig natur, der leder tankerne hen på vore nabolande mod øst og nord. Og dét, at så store områder er indhegnede, gør at stedet for alvor giver begrebet rewilding mening – her er der plads til vigtige store pattedyr og deres påvirkning af vegetation og landskab.

I første omgang var det nu de mere ydmyge skabninger, som havde lokket mig ud på den lange køretur. Guldsmedesæsonen er så småt startet, og jeg skulle lige checke, hvor langt fremme den var i vildmosen.

Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har tidligere oplevet, hvordan Lille Vildmose i maj måned kan være totalt tæt besat med Nordisk Kærguldsmed, og det er i al fald også godt i gang nu; på strækningen fra P-pladsen til “kaffepletten” og lidt ind i Paraplymosen var der mindst 160 af denne fine guldsmed. Jeg havde håbet, at de meget våde tidligere gravebaner i Paraplymosen (fotoet øverst) ville “levere” den tidlige art Huevandnymfe – vegetationsstrukturen med spredt voksende kæruld, starer og siv ser ialfald helt rigtig ud. Og der skulle efter sigende være en meget stor bestand af arten i mosen – men i så fald er det ikke hér, eller de er ikke kommet frem endnu (jeg havde i sidste uge et enkelt individ ved Blovsgårde, og den er også meldt fra Bornholm for nogle dage siden).

Eneste vandnymfe jeg faktisk så var Rød Vandnymfe.

Rød Vandnymfe, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rød Vandnymfe, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Derudover en enkelt Grøn Smaragdlibel og nogle få Fireplettet Libel.

Fireplettet Libel, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fireplettet Libel, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så det var såmænd ikke fordi der var så meget gang i guldsmedefaunaen, når man ser bort fra kærguldsmedene. Af andre insekter så jeg bl.a. Grøn Busksommerfugl, Grøn Sandspringer, Aurora og Nældesommerfugl, samt et par svirreflue-arter, som jeg behøver eksperthjælp til at bestemme…

Nældesommerfugl, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nældesommerfugl, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg ofrede ved dette besøg ikke fuglene så meget opmærksomhed, men blev dog glad for et par gange at møde lang- og spidsvingede Lærkefalk i hurtig flugt langs skovbryn. Det er jo en art som optræder ret så sparsomt i den landsdel jeg selv bor i…

Da jeg havde sumpet rundt efter guldsmede i Paraplymosen i nogle timer og var på vej tilbage til P-pladsen stod der pludselig en Elg på stien 15-20 meter fra mig.

Elg, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Elg, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den havde et øje på mig det meste af tiden, men virkede på ingen måde stresset over min tilstedeværelse, bevægede sig roligt rundt og spiste løs af diverse buske og små træer – som det ses i videoen nedenfor. Det var mit første møde med Elg i dansk natur, en dejlig oplevelse at slutte en fin dag i mosen med…

Elg i Lille Vildmose af Jørgen Peter KjeldsenVimeo.

Dagens haiku

Rappe vingeslag.
En Fjordterne stopper op,
hænger i luften.

Herfra overblik.
Mon der er hundestejler
til frokost i dag?

Fjordterne, Lund Fjord, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fjordterne, Lund Fjord, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

(Jeg har i den seneste tid genoptaget en gammel syssel; poetiske skildringer af oplevelser i naturen. De fleste har jeg delt på min Facebook-side, men læsere af bloggen her, som ikke er på Facebook, skal da også have en chance…)

Rapporten færdig: Guldsmede og vandnymfer i Nationalpark Thy 2019

Det er med stor glæde og tilfredsstillelse at jeg nu – omsider – kan præsentere rapporten med resultaterne af undersøgelsen: [klik for download].

Slutrapport for guldsmedeundersøgelsen i Nationalpark Thy.
Slutrapport for guldsmedeundersøgelsen i Nationalpark Thy. Forsiden er meget typisk for nationalparken: den talrige Almindelig Vandnymfe, siddende i Tvepibet Lobelie, karakterplanten i mange af de klarvandede klithedesøer.

Med økonomisk støtte fra 15. Juni Fonden og Nationalparkfond Thy var det muligt for mig at bruge det meste af sommeren sidste år i felten i vådområderne i nationalparken – et arbejde jeg ofte har berettet om her på bloggen. Arbejdet gav mange spændende resultater, og det har da også taget megen tid at få det store materiale bearbejdet til publicering. Nu foreligger resultatet, og det er en glæde at invitere andre guldsmedeinteresserede til at læse med.

Med denne undersøgelse har vi har fået en meget større viden om guldsmedefaunaen i Thy. For blot at nævne nogle få af resultaterne: Der er fundet fire helt nye arter for området, samt en rødlistet art, Huevandnymfe, som ikke er registreret i Thy siden 1960. Rødlistearten (ifølge den gamle rødliste som var gældende sidste år) Lille Farvevandnymfe har ikke tidligere været kendt fra det egentlige Thy vest for Vejlerne, men er i undersøgelsens løb fundet otte forskellige steder – bl.a. med en af de største kendte bestande i Danmark. En af de nye arter for området er Brun Kejserguldsmed, med første fund i Nordjylland og tredje i Danmark. Og Thy blev selvfølgelig ramt af 2019-invasionen af Rødåret Hedelibel, bl.a. blev der konstateret reproduktion af arten.

Sammenlignet med den undersøgelse jeg foretog i Vejlerne 2017-18 er denne undersøgelse endnu grundigere, især i den forstand at der er udvalgt nogle faste lokaliteter, som alle er besøgt ti gange i løbet af sæsonen. Det har givet en mulighed for præcist at beskrive fænologien i flyvetiden for de enkelte arter, og sikret at også arterne med kort flyvetid er blevet registreret. En eksempelside fra rapporten kan ses her, med en graf over fænologien:Eksempelside fra rapporten.

Undersøgelsens resultater har løbende været kommunikeret til offentligheden via sociale medier og dagblade, nyheden om fundet af Brun Kejserguldsmed blev desuden spredt via en pressemeddelelse fra nationalparken. Alle resultaterne indgår i den igangværende atlasundersøgelse.

Sne / is / polar – arktisk aura

Sneugle.

Sneugle han, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle han, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ismåge.

Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Polarræv.

Polarræv, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Polarræv, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Henrik Haaning beskrev en gang (på den hedengangne blog “vejlerwebben”) trækket af Dværgmåge langs danske kyster som “måske verdens smukkeste fugletræk”. Jeg var tilbøjelig til at give ham ret (for Dværgmåge er en af mine yndlingsarter), lige indtil jeg blev præsenteret for disse billeder fra nogle hollænderes besøg i Barrow, Alaska, i efteråret 2018. Hollænderne var taget til Barrow for at opleve det spektakulære træk af Rosenmåge, der er beskrevet for denne lokalitet igennem de sidste ca. 20 år. Og jeg må sige, at de fotos, der kom ud af deres besøg, i dén grad fik tænderne til at løbe i vand – dét var bare et fænomen, man havde lyst til at opleve. På billederne er der flokke på op til 40-50 stykker af de små lækre måger, og der er close up-fotos af fugle som kommer helt ind i brændingen og fouragerer.

Så Henrik og jeg, foruden Martin Lund og Morten Jenrich Hansen, fik talt hinanden varme på sådan en tur. Vi valgte en uge midt i oktober sidste år, som skulle være det optimale tidspunkt. Der var ikke set Rosenmåger i dagene forud for vores ankomst, så der var lagt “i kakkelovnen” til, at det snart måtte ske.

For at gøre en lang historie kort, så skete det aldrig, desværre. Efteråret 2019 blev dét år, hvor Rosenmåge-trækket svigtede Barrow – det forholder sig nok sådan, at trækket bare er foregået længere til havs, og manglen på blæsevejr gjorde, at de ikke blev presset tæt på kysten. Faktisk SÅ vi (dvs. de fleste i vores gruppe) på dagen med de højeste vindstyrker to Rosenmåger, en gammel og en ung – men på lang afstand og slet ikke dét syn vi havde drømt om at opleve. Derudover var der en amerikansk fuglefotograf, som havde fået en flok med ti fugle med på et dokumentationsfoto – men igen på enorm lang afstand.

Derudover sås INGEN Rosenmåger i Barrow i 2019.

Det var altså langt hen ad vejen en slukøret fornemmelse vi havde, og desperationen steg, efterhånden som vores uge på stedet nærmede sig enden. Læs hele Henriks beretning om besøget ledsaget af mange fotos på Pandion (klik her).

Men man rejser selvfølgelig ikke så langt uden at have øjnene åbne for hvad stedet ellers kan byde på. Barrow er et vildt Klondyke-agtigt sted, Nordamerikas Skagen, der stikker som en pynt ud i Beauforthavet – og samler en masse fugletræk op. Ikke mange arter, slet ikke så sent på efteråret, hvor frosten har sat ind – men det var arter med “arktisk aura”.

Talmæssigt var det et stort træk af Havlit og Ederfugl (iblandet Kongeederfugl og enkelte Brilleederfugl), som dominerede – fugle som kom fra det enorme havområde nord for Canada og passerede Barrow-pynten på vej mod isfri farvande. I alt talte vi f.eks. over 16.000 Ederfugle.

Ederfugleflok passerede obspunktet, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugleflok passerede obspunktet, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ederfugletræk, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugletræk, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ederfugle og Kongeederfugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugle og Kongeederfugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Over havet trak også mange Hvidnæbbet Lom og Stillehavslom (totaler for ugen på ca. 50 og >100) og overraskende mange Korthalet Skråpe (over 600 – vi har ikke set andre rapporter fra Barrow i oktober med så store tal).

Men ellers var det, der gjorde størst indtryk, de enorme mængder af lemminger og de dyr, der spiser dem! Polarræve i hvid vinterpels kunne ses allevegne rundt om byen og ude i tundraen (på de få kilometer veje, der strækker sig ud fra byen).

Polarræv med lemming, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Polarræv med lemming, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi måtte jo tage en pause fra havobsen en gang imellem, for det trak også i os at kigge nærmere på de mange Sneugler, som bare sad allevegne. Vi kunne se Sneugler fra hotellet, og de sad spredt rundt om i byen, bl.a. på gravstederne, og de sad også ude i tundraen – på én dag så vi på et par timer ialt 29 Sneugler, helt vildt! Man kunne altså på hvilket som helst tidspunkt beslutte sig for at opsøge en Sneugle – de var bare til stede over det hele!

Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover lemming-spiserne var det et plaster på såret, når nu Rosenmåge-trækket ikke indfandt sig, at Ismåge viste sig at være meget medgørlig. Blandt store mængder af Gråmåger som hang ud langs stranden dukkede af og til en Ismåge op, hver dag fik vi besøg på obspunktet af én til tre stykker af de delikate fugle, som det er en udsøgt nydelse at se!

Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så man kan på ingen måde sige, at turen var en fiasko – det var et skår i glæden at det ikke lykkedes med Rosenmågerne, men vi sørgede for at suge til os af de mange andre fantastiske fugle og dyr, man kan opleve i Barrow i oktober. Vi var aktive i alle de lyse timer og nåede en samlet fugleliste på 31 arter, inkl. sjældenheder som Stor Gulben og Varied Thrush – og det er faktisk flere end der normalt bliver set på stedet på den årstid.

Varied Thrush, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Varied Thrush, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Mange flere fotos fra turen til Barrow kan ses i mit fotogalleri (klik her).

Bliver det ved med at være eksotisk?

Jeg har flere gange her på bloggen skrevet om, hvordan nogle af de fugle, som vi tidligere betragtede som sydlandske og eksotiske, såsom Skestork og Sølvhejre, i disse år optræder i stadigt større tal på vore breddegrader.

Faktisk er det nu sådan, at man i Vejlerne på hvilken som helst dag året rundt kan beslutte sig for at tage ud og kigge på Sølvhejrer – hvis man skulle få lyst til det. Altså forudsat at vi ikke ryger ind i én af de sjældne isvintre.

I de seneste par år har Sølvhejre jo ynglet her i lokalområdet med nogle par i fiskehejrekolonien i Øsløs Skov – sidste år var der først på sæsonen op til 23 fugle, men formentlig på grund af “tryk” fra Havørnene gik det tilsyneladende ikke så godt for kolonien.

Igen i år er der Sølvhejre i Øsløs Skov, eller de har i al fald lagt an til yngel på stedet – men nu er en større “udbrydergruppe” under etablering et andet sted i Vejlerne. Faktisk ret præcist en kilometer fra hvor jeg bor! Her så Henrik og jeg i går ca. 30 fugle i fuldt display med udslåede egretter (prydfjer) osv. – det ser virkeligt lovende ud! Denne gang er ynglestedet ikke i træer sammen med Fiskehejrer, men i rørskov og lave buske – en type ynglelokalitet, der i dén grad leder tankerne hen på sydligere himmelstrøg.

Så ja, det ser godt nok stadig eksotisk ud, selv om Sølvhejre i den grad er blevet et dagligdags syn her i Vejlerne… Det ser EDDERMA’ME eksotisk ud! 😉

Den nye koloni kan kun ses på stor afstand, så ingen aktuelle fotos, men et arkivbillede fra november sidste år…

Sølvhejre, Østerild Fjord, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk">ornit.dk</a>.
Sølvhejre, Østerild Fjord, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det skal blive spændende at følge udviklingen i den nye koloni. Går det godt, kan der komme et stort antal unger på vingerne til sommer…

Okkerfarvet ørken på Fuerteventura

Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det har længe ligget i kortene, at vi (Mie og jeg) på et tidspunkt skulle besøge øen Fuerteventura – en af de Kanariske Øer. Tidligere har vi været på Tenerife, men de østlige ørkenøer Fuerteventura og Lanzarote med deres meget anderledes landskaber og fugle havde en særlig tiltrækning – ikke mindste efter at jeg havde set denne rejserapport fra nogle meget dygtige tyske fotografer… Rapporten (og links til fotografernes hjemmesider med endnu flere lækre fotos) viste, at man godt kan regne med at se nogle af “target”-arterne under fine forhold, der tillader også at få gode fotos med hjem.

Øen er ikke så stor, så de fleste kan fint nå at se det meste på en uge – mange rejserapporter fortæller endda om endnu kortere besøg. Vi havde midt i januar den luksus at have hele 12 tage til rådighed, så vi var der så længe, at vi nåede at få nogle “yndlings-lokaliteter”, som i løbet af opholdet fik mange besøg. Vi havde valgt en indkvartering på den nordlige del af øen inde i landet – væk fra turistmekkaerne ved kysten, og tæt på nogle af de fine ørkenlokaliteter – blot otte kilometer fra den mest kendte lokalitetet Tindaya-sletten, der strækker sig fra byen Tindaya mod nordvest ud mod kysten. Det betød, at vi stort set hver dags morgen eller aften opsøgte dette område – og især aftenlyset var meget smukt, med okkerfarvede, afrundede bjerge som baggrund.

Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-sletten, nuancer af okker, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-steppen, en Kravetrappe krydser vejen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-sletten, en Kravetrappe krydser vejen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En af de fuglearter som bor på denne steppe er Kravetrappe, som i det meste af dens øvrige udbredelsesområde er meget forfulgt og svær at få at se – men her er det helt ligetil. Vi så den på hvert eneste besøg på Tindaya-sletten, op til otte individer. Det handlede blot om at følge grusvejen og så stoppe op og kigge med jævne mellemrum. Ofte var det ikke engang nødvendigt – mange gange dukkede fuglene bare pludselig op helt tæt på vejen, eller de krydsede vejen lige foran bilen…

Kravetrappe, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe han, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe han, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi var der mens parringssæsonen var godt i gang; flere gange så vi meget “spillegale” hanner og én morgen var der nærmest en spilleplads tæt på vejen, hvor en han kurtiserede fire hunner. Når hannerne er i affekt, krænger de fjerkraven op over hovedet og løber som en hovedløs høne forvildet rundt – eller tager nogle meget lange sololøb hen over ørkenen. Det ser helt fjollet ud!

Kravetrappe var en ny art for mig, men jeg havde næsten endnu større forhåbning om at få en anden af ørkenens specialiteter at se; Ørkenløber var en art jeg virkeligt håbede at få et reelt forhold til på denne tur. Jeg har tidligere set den i Egypten, men på meget stor afstand. Jeg blev ikke skuffet, i gennemsnit hver anden gang vi kørte ad vejene nordvest for Tindaya så vi arten, op til seks-otte stykker. Også dén havde den venlighed nogle gange at stille sig helt op ad vejen!

Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ørkenløber er bare raffineret; en “feminin” yndefuld vadefugl med farver perfekt afstemt til omgivelserne, dens bevægelsesmønster er også så fint: med opret holdning når den stopper op, og så tilter den forover med hele kroppen (nødvendigt på grund af de lange ben) når den samler et fødeemne op… Virkeligt en lækker fugl, som det næsten ikke er til at se sig mæt på!

Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Andre smukke ørkenfugle som også var talrige og generelt nemme at “arbejde med” var Sortbuget Sandhøne (sås på ca. hvert andet besøg) og Triel (ca. hvert tredje besøg).

Sortbuget Sandhøne han og hun, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortbuget Sandhøne han og hun, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Triel par, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Triel par, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På Tindaya-sletten kan man også møde Berberhøne, men den er generelt mere knyttet til steder med klippefyldt terræn, såsom i de raviner (“barrancos“) som mange steder løber fra kysten og ind i landet.

Berberhøne, Catalina García, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Berberhøne, Catalina García, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Berberhønsene er noget sværere at komme tæt på end de andre ørkenfugle!

Den allerstørste specialitet blandt fuglene på Fuerteventura er naturligvis den endemiske Fuerteventura Bynkefugl (også kaldet Kanarisk Bynkefugl, men eftersom den kun findes hér, er det vel på sin plads at øens navn indgår i navnet på fuglen)… Den findes udbredt på det meste af øen, men har også en forkærlighed for stenede steder som disse raviner.

Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl hun, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl hun, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fuerteventura Bynkefugls han er ret diskret farvet sammenlignet med eksempelvis Sortstrubet Bynkefugl, men hunnen er decideret farveløs.

Øen er ikke kun ren ørken, i nogle af dalene er der lidt mere vegetation, ja ligefrem palmer, så visse steder giver associationer i retning af oaser…

Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det man ser på disse fotos repræsenterer noget af det mest “frodige” (!), Fuerteventura byder på. Her træffer man lidt andre arter end i ørkenen…

Kanarisk Blåmejse, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kanarisk Blåmejse, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De utroligt kraftigt farvede Kanarisk Blåmejse her er en anden race (degener) end den, som man ser på de vestlige Kanariske Øer.

Hærfugl, La Oliva, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hærfugl, La Oliva, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hærfugl er decideret almindelig og vi så dem mange steder, ofte i par, og de sad og sang rundtomkring. En fugl som altid vækker glæde!

Stor Tornskade, Tindaya, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Tornskade, Tindaya, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stor Tornskade er også meget almindelig og i alle habitater, blot der er de mindste buske eller stendynger den kan sidde og holde udkig fra. Det er her racen koenigi, som er endemisk for de Kanariske Øer.

Ørkendompap, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkendompap, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg var glad for at se Ørkendompap, som var ny art for mig. Desværre lykkedes det ikke at få ordentlige fotos af den – men fin det er den!

Sorthovedet Sanger, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sorthovedet Sanger, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De samme steder som hvor der lever Kanarisk Blåmejse (steder med egentlig trævækst) er der også altid mange Sorthovedet Sanger. Brillesanger derimod er at finde i meget lave buske, også helt ude i åbne ørkenområder.

Brillesanger, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brillesanger, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En art som er udbredt overalt på Fuerteventura er Kanarisk Piber.

Kanarisk Piber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kanarisk Piber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Allestednærværende er også Ravn, her i en udgave (racen tingitanus) som er lidt mindre end vores egen (og med brunlig nakke)…

Ravn, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ravn, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også Musvåge optræder med en speciel lokal form, insularum, som på nogle karakterer er ret Ørkenvåge-agtig.

Musvåge, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Musvåge, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

To andre rovfugle er almindelige: Tårnfalk (racen dacotiae) og Ådselsgrib, og så havde vi en enkelt obs. af en hurtigt forbiflyvende Berberfalk. Til min store overraskelse var dén fugleart som vi så i største flokke (op til 205) Rustand (!). Det er en nylig indvandrer til øen; de fleste så vi ved et stort vand-reservoir, men vi så dem også parvis langt fra vand, inkl. i ørkenen.

Rustand, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rustand, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu får I ikke flere fuglefotos i denne omgang; måske får jeg på et tidspunkt tid til at lægge flere op i mit online fotogalleri.

Vi kigger jo også meget gerne på andet levende end fugle, her var noget af det mest iøjnefaldende det indførte, men charmerende “Berberjordegern“. Efter sigende er det startet med at blot to dyr er sat ud på øen, men de findes nu overalt – hvilket ikke kan undgå at påvirke det øvrige dyreliv på øen (men nok ikke mere end de sindsygt mange geder, som ialfald har meget af skylden for den sparsomme vegetation).

Berberjordegern, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Berberjordegern, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man er af sted om vinteren er det også altid livgivende at træffe lidt insekter – der var selvfølgelig ikke et mylder på denne tørre ø, men dog nogle græshopper og diverse sommerfugle og guldsmede…

Monark, Oasis Park, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Monark, Oasis Park, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Punta Jandia, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Punta Jandia, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sahara Farvevandnymfe par, Puertito Los Molinos, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sahara Farvevandnymfe par, Puertito Los Molinos, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flammelibel han, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flammelibel han, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det varer stadig tre måneder inden det er tid for guldsmede og vandnymfer herhjemme, så det var fint at se fem arter af dem: Stor Kejserguldsmed, Brun Kejserguldsmed, Rødåret Hedelibel, Sahara Farvevandnymfe og Flammelibel (fotos af de to sidstnævnte). Sahara Farvevandnymfe (Ischnura saharenis) er næppe officielt navngivet på dansk, men eftersom den hedder noget med ‘Sahara’ både i det videnskabelige og det engelske navn (Sahara Bluetail) ligger det jo lige for… Der er jo som det fremgår ikke meget vand på ørkenøen Fuerteventura, men til gengæld var det imponerende hvor lidt vand der skulle til, før der var guldsmede eller vandnymfer til stede. Især farvevandnymfen og Flammelibel – mens Brun Kejser kunne dukke op hvor som helst (der er nok tale om indflyvning fra Afrika, der var en dominerende østenvind mens vi var på øen). Jeg var særligt glad for at se Flammelibel, en art som af og til dukker op som en sjælden gæst i Danmark (men som jeg hidtil ikke har været heldig at se). Der er ikke meget på dét dyr, som ikke er rødt. Selv benene er røde!

Hvis nogen ved at læse ovenstående (eller af billederne) er blevet inspireret til en tur til Fuerteventura, står jeg gerne til rådighed med flere tips og gode råd.