Fra feltstationens dagbog – 11. december 1991

Albert fragtede undertegnede på FJORDHOLMtax, som jeg var så heldig at få pentadens vejrmæssigt flotteste dag til. Yderligere heldigt var det, at vandstanden var vade-venlig, mellem -14 og -10 bevægede den sig, mens jeg var af sted. Nattens frost (2 minusgrader) havde afsat en bræmme is langs fjordbredden hele vejen, mest som grødis men der var også allerede 2 cm tyk, fast is flere steder. Også de blotlagte vader var frosne, og hårde som et balgulv at gå på. Det var næsten de flottest tænkelige betingelser til en Fjordtax man kan få på denne årstid, men selvfølgelig var der så til gengæld ikke så mange fugle. Det startede nu meget fint med turen over Borreholm, hvor 25 fine, pludrende Bjerglærker var det første der kom mig i møde. 160 Snespurve myldrede rundt, og så sad der en fed adult Vandrefalk på den vestligste ende af øen – ligesom fuglen i de Vestlige Vejler et rigtigt “klassisk” eksemplar, flot og klar – kridende hvid og blændende blå! Sikkert den samme, Terje & Co. så i mandags. Efterhånden som jeg bevægede mig over øen sørgede den for at flytte sig, så den hele tiden var på behørig afstand – men den fløj ikke væk, den blev på øen. Den havde vist lige spist – et blodigt, friskt Pibeande-kadaver med dybe hak i brystbenet var efterladt som visitkort. På resten af turen var der længere mellem de stærke fugleindtryk, og tallene var heller ikke videre imponerende: ca. 500 Gråænder (ca. halvdelen i vildtreservatet, halvdelen ud for Ullerup Langholm-lagunen), og ved Langholm desuden 25 Krik’er og 40 Pibeænder. Gravænder var der 126 af. Der var selvfølgelig svundet betragteligt ind i vadefugleflokkene, og f.eks. 263 Almindelige Ryler er væsentligt færre end hvad vi længe har set – men der er jo altså også december. Så var der 5 Strandhjejler, 5 kolde Viber, 22 Regnspover og 7 Rødben. Udover ovennævnte Bjerglærker og Snespurve blev det til flere vintersmåfugleflokke; tilsammen ialt 245 Snespurve, 90 Sjaggere og 207 Bjergirisker.

På Bygholmengen sad en Fjeldvåge og på Fjord Øst (Lagunen) var der supplerende 25 Ryler, 1 Strandhjejle og 6 Rødben, desuden en flok på 70 Troldænder.

Ikke flere fugle i dag, men jeg kan fortælle, at det var dagen hvor Terje, Bertel & Frimer skulle vaccineres mod tropesygdomme i Ålborg. Vi andre sørgede selvfølgelig for at forberede dem godt ved at udpensle pinslerne, de skulle igennem! Frimer ankom til stationen til aften efter en længere “ferie”, det samme gjorde David B., så Albert blev ikke uden selskab i aften, selvom Terje var blevet i Ålborg.

Fra feltstationens dagbog – 9. december 1991

Det var noget mørkt vejr at være ude i, og koldt, men det var ikke sådan at vejret satte nogle begrænsninger i mulighederne for at tælle fugle, så det var sådan set en udmærket total. Den havde blot været forbundet med større nydelse, hvis det havde været en lille smule lysere vejrstemning…

Fugle var der for så vidt nok af, men man mærker alligevel tydeligt, at det er ved at være vinter. Den smule frost vi fik i denne omgang (torsdag-fredag-lørdag) har dog ikke været nok til at skræmme alle fuglene væk – der var stort set ingen is på vandfladerne, kun lidt “pjatis” i kanterne rundtomkring. Og f.eks. Rørdrummerne er her endnu – i det mindste én, som kom flyvende fra Glombak, da jeg nåede Krap i morges. Lappedykkerne ser dog ud til at være skredet for i år… Den sædvanlige opremsning af andetal lyder denne gang på 582 Krikænder, 1909 Grå-, 527 Pibe– og 12 Spidsænder, for nu at starte med svømmeænderne. Der “mangler” 300 Krik- og Pibeænder og 1000 Gråænder i forhold til sidste total, men vi fandt flere Spidsænder denne gang. I dykandeafdelingen så det således ud: Taffeland 275 (halvdelen Glombak, resten i Østerild og Lønnerup), Troldand 543 (4/5 i Østerild, Vejlernes eneste rigtig gode Troldande-lokalitet) og Bjergand kun 1 (én) denne gang (sidst fandt vi 16). Hvinænderne, ialt ca. 600 (597 talt), ligger langt mere spredt på en masse delområder, men dog med de største fourageringsflokke på Fjord Vest (160) og i Lønnerup (270). De tre Skallesluger-arter fandtes med henholdsvis 13 Små (-så er vi næsten oppe på sidste vinters stabile antal, 14), 23 Toppede og 480 af de Store – denne gang var de ikke at finde i Tømmerby (kun 20), derimod lå der en stor flok i Arup (380) og en mindre i Lund (60) plus lidt spredte. Terje havde problemer med at holde styr på dem, da de fløj meget omkring i de Vestlige Vejler. Men det er stadig Han Vejle, der huser de mest “afvigende” dykandearter; her lå stadig både Havlit og Sortand – én af hver.

Det ser ud til, at Blisgås-influxet er overstået og forbi, jeg kunne ialfald ingen finde idag, men der er stadig 39 Grågæs i området (21 Lund) og en ordentlig bande Sædgæs – 145 på Bygholmengen og 731 i de Vestlige Vejler, fordelt på Arup og Læsvig – der var ingen ved Tovsig idag. Også rigtig mange Sangsvaner er at finde i Vejlerne nu, 660 – de præger lydbilledet! Der var store koncentrationer på Bygholmengen og Lønnerup, henholdsvis 195 og 240, og iøvrigt mindre flokke på stort set alle lokaliteter. Pibesvaner ses i øjeblikket næsten ikke, kun 16 kunne vi finde. Sidst var der 2 i Midtsøen på Bygholmeren – i dag kun en enlig! Blishønsene er rigtigt ved at rykke på fjorden, ved Lønnerup lå der 320 udenfor dæmningen, 460 inde i Lønnerup Fjord – der plejer at være over 1000 i vildtreservatet.

Musvåge-totaltallet ligger gerne på en godt 30 stykker – sidst 32, i dag 31 – de var blot helt anderledes fordelt denne gang. Der var meget få af de Blå (måske p.g.a. den relativt dårlige sigt), og andet rovtøj der blev noteret var en Fjeldvåge (Fjeldvågen) ved Arup, hele 7 Tårnfalke og 4 Spurvehøge – foruden en død fugl fra Vesløs (ved Storkereden) som blev indleveret på stationen til aften -den bar ring nr. 6221895 og var selvfølgelig mærket hér på stedet – det var Alberts den første fra den 1. oktober, som han havde mange minder om… Nu befinder den sig i vores fryser.

4 af de “hårde” vadefuglearter er her endnu: 70 Viber, 4 Strandhjejler, 78 Rødben og 32 Ryler. Ingen “Alm.” Hjejler denne gang. En tæt flok på 33 Viber stod på vaden ved Fjordholmene og så meget rastløse og træk-urolige ud – de vil nok til at forlade os snart nu.

Spurvefuglene fylder godt i landskabet og i sumskemaet, mange arter og mange flokfugle – kun udpluk nævnes: 15 Råger Lønnerup, ialt 164 Grønirisker, 288 Bogfinker (200 i én flok ved Lund), 80 Kvækerfinker i ren flok Læsvig, 227 Bomlærker (120 Lønnerup), 213 Gulspurve (bl.a. 40 i Ør. Landkanal-pilebuskene BNR, 20 overnattende ved Maskinhuset Tømmerby), 165 Bjergirisker og 25 Snespurve – sidstnævnte to arter kun i de Vestlige Vejler. Af de mere fåtallige kan fremhæves 3 Vindrosler Arup, 20 Stillitser samme sted og en Silkehale ved Lønnerup. En Skovspurv i Krap-krattet er så vidt jeg husker første gang jeg har set sådanén dér, men Terje kan huske, at det er set tidligere. En Solsort ved Arup var i forårshumør og sad og sang – dog kun subsang.

Til sidst de firbenede: en lyslevende ræv på Bygholmeng, spor (ekskrementer) af odder ved Mommer og Rødebro. Mommer er et meget benyttet sted for tiden.

Albert “ringmærkede” også idag, dvs. han fangede en masse allerede mærkede fugle og så en enkelt umærket Solsort (som blev mærket). Mange bække små…

Fra feltstationens dagbog – 8. december 1991

Jeg benyttede Terjes weekend-fravær til en aktivitet som kun omfatter mig selv, nemlig den månedlige agerlands-punkttælling ved Østerild/Hunstrup. Som sædvanligt fik jeg talt præcis 20 punkter – de er der endnu! NÅ, spøg til side, det er jo FUGLE det her handler om, og dem der er i sådant et landskab på denne årstid er vinter-flokfuglene måger, kragefugle, Ringduer og Bomlærker, og så ikke ret meget andet. Tallene var 208 måger (ca. 1/3 af hver Sølv/Storm/Hætte), 273 krager (99 Grå-, 174 Alliker), 124 Ringduer og 99 Bomlærker. En del af dem selvfølgelig gengangere. Derudover var der ingen arter i antal over 14 (!). Så som sædvanligt var det en ret kedelig affære, der bare skulle overstås.

Om eftermiddagen stod den på skrivebord for mit vedkommende. Alberts dag gik med lidt netrunder om formiddagen (gav kun en enkelt aflæsning), computer-finpudsning af sin vegetationsanalyse-rapport, og så var han om eftermiddagen på en knallerttur ud i det blå (grå), til Arupdæmningen, hvor han så Vandrefalken og den Blå Kærhøg han på Østerild-siden – det er sikkert den samme, man tit ser i området omkring Bruuns Hul. 50 Bjergirisker vimsede omkring på Hovsør Indtørring.

Helge indtelefonerede Silkehaleflokke fra byerne: 15 i Øsløs og 10 i Vesløs – det er dog uklart, om det var i går eller i dag han så dem. Det får vi opklaret!

Fra feltstationens dagbog – 7. december 1991

ENDELIG blev vi færdige med det småbiotop-kvadrat på Thorup Fjordholme, som vi startede på for præcis en måned siden, Albert og jeg. Det har også ligget og naget den dårlige samvittighed lige siden, så det var rart at få det af vejen. Albert fik kigget på flere én- og flerårige urter, på artssammensætningen i de nye tre-rækkede løvtræshegn (-som der er mange af i dette kvadrat, og kun ganske få énrækkede granhegn tilbage), og sammen fik vi den resterende del trasket igennem på en 3 timer. En del af arbejdet var lidt molboagtigt, fordi vi blev nødt til at dække et område som vi allerede havde taget én gang – men fordi det feltkort vi har at gå ud fra er temmelig uaktuelt, løb vi sur i hegnene déngang. Det gik dog ret let at få fadæsen redt ud igen. Der er forresten mange vintergrønne marker i vores kvadrat, ca. 2/3 af de 4 kvadratkilometer er udlagt som græsmarker, og det er selvfølgelig godt nok. MEN man forstår bedre, hvorfor der er problemer med næringsstofbelastning af Ør. Landkanal når man ser, hvor meget gylle der bliver kørt ud på markerne – både igår og idag har Albert og jeg gået rundt i en evig hørm, og mange vognlæs er blevet spredt ud. En del af det bliver selvfølgelig bundet af græsset, men mange steder bliver der overdoseret, og græsset er helt gult og afsvedet. Og når man så samtidig ved, at der indenfor vores kvadrat er ca. 30 km (tredive kilometer!) større eller mindre drængrøfter og småkanaler, der alle fører ud i Landkanalen via den store kanal “Vester Vandløb”, er det klart, at en masse gylle bare bliver ledt direkte ud i systemet. NÅ, men nu mangler så bare kontorarbejdet, det store arbejde med at få ført alle de enkelte småbiotoper (over 200!) på kartotekskort. Mens vi gik der skræmte vi et par Agerhøne-flokke (på 5 og 8) på vingerne, og andet fugleværk i landskabet var sådan noget som flere store kragefugle-flokke, en Dobbeltbekkasin skræmt op fra en drængrøft og 75 Sædgæs, som gik på nogle marker indenfor vores kvadrat. I øvrigt et sted, hvor jeg tvivler på, de ville blive opdaget på vores “standardiserede” THF-tællinger. Vi kunne høre gulnæbbede svaner i baggrunden, men da vi efter endt biotopskortlægning kørte de sædvanlige veje igennem, fandt vi nu ingen. Måske også fordi der var en masse af vore grønne venner jægerne ude med hundene – ialt en 20-25 stykker så vi. Til gengæld talte vi Bomlærke-flokkene på trådene, ialt 105, og 7 Musvåger kom også i notesbogen. En lidt uvant Thorup Fjordholme-fugl var en Stor Tornskade ved Alvejen – vi snakkede lidt om det kunne være Ør. Landkanal-fuglen, men det var 3-4 km fra der hvor dén plejer at sidde, så det er vel en anden. Teoretisk kan det selvfølgelig godt være samme fugl – de har jo nogle ret store vinterterritorier…

Bygholmengen blev checket på hjemvejen, her stod næsten alle ænderne på isen, men der var dog også små huller i søerne, hvor der var plads til lidt fouragering. En blandet flok gæs med 140 Sædgæs, 11 Blis-, 3 Grå– og en Kortnæbbet græssede bag Midtsøen, og 2 Viber stod og skuttede sig. På Fjordsiden så vi 21 Rødben og et par Strandhjejler.

Så skete der ikke meget mere idag. Mie var her og fik gjort rent, og vi fik skyllet afløbet igennem med noget ætsnatron, noget afskyeligt stads – men måske hjælper det (det har været stoppet den sidste uges tid).

Fra feltstationens dagbog – 1. december 1991

Terje havde sin broder Børge og sin nevø Michael (lille ornit-spire) med på strejf rundt i Vejlerne og ved Bulbjerg idag. De checkede lokaliteterne Han, Thorup Fjordholme, Bygholmengen og Fjord Øst om formiddagen, og om eftermiddagen var de i de Vestlige Vejler, Læsvig og Vesløs/Arup. De fik bl.a. set 2 (to) Havlitter i Han, og der var også kommet lidt flere dykænder i denne tidligere så fine dykandesø; 20 Troldænder og 5 Taf’ler. På Thorup Fjordholme var der 12 Grågæs og sølle 5 Pibesvaner. Fra Bygholmengen kan nævnes 1 Lille Lappedykker i Frimers Indsnøring, 5 Spidsænder, 80 Sædgæs og 1 Fjeldvåge. På fjorden var der lav vandstand (lover godt for Fjordholmtaxen som er planlagt til i morgen!), og i Pytodde-lagunen var der 170 Ryler og 25 Rødben. Igen var det Vesløs Vejle der var stedet for de Små Skalleslugere, 5 kunne de finde idag. I Læsvig præcis 100 gulnæbbede svaner, 96 Sangs. (82 ad., 14 juv.) og 4 Pibesvaner (ad.). På rundturen i landskabet blev 3 Spurvehøge puttet i notesbogen.

Ved Bulbjerg var der de samme rastende dykænder som igår, og lidt træk gik også forbi – 35 Bjergænder med 1 Taffeland imellem, fløj mod øst – det er sjældent at se Bjergænder på havtræk på disse kanter…

Herhjemme i haven havde Albert nettene åbne fra morgenstunden, der var 5 Silkehaler som provokerede – men heller ikke idag lod de sig snyde. I stedet nåede han at fange 2 nye Bogfinker (og rundede dermed ring-fugl nr. 2000 her fra efteråret!) inden han ved middagstid tog Københavnerbussen hjem, for at ordne nogle formaliteter med A-kassen og arbejdsformidlingen i anledning af, at hans 7-måneders jobtilbud nu er forbi. Men han kommer tilbage og tilbringer ialfald det meste af december måned her på stedet.
Senere havde også Terje nettene åbne, for at demonstrere ringmærkning for sine gæster, han aflæste en Skovspurv, en december-Munk (dén fra i går og i forgårs) samt nymærkede en Grønirisk.

Undertegnede var på kontorarbejde, bl.a. fik jeg udskrevet november måneds dagsrapporter og afskibet dem til Pelle – rart at være ajour!

Fra feltstationens dagbog – 30. november 1991

Stadig uinspirerende vejr, og dagen startede da også med at Terje opgav Fjordholmtaxen p.g.a. den elendige sigt. Jeg valgte dog at få snuppet ARUPTAXen, der kom nemlig en mindre lysning i vejret kort før middag, men inden jeg var nået til Dykkerslusen var det dog lige så tæt som det hele tiden havde været. Nå, men det er jo ikke de store fuglemængder, der præger Aruptaxen for tiden, så det kan jo heller ikke være særlig meget, jeg er gået glip af. Men der var ialfald langt mellem fuglene, der var tid til at gå og lade tankerne flyve vidt omkring…. Men jeg fik da tal på lidt gæs, 55 Sædgæs på Arupengene og 235 i Læsvig, de endte allesammen med at flyve op og stille sig på engene indenfor Vesløs Rør (overfor vejen mellem de to købmænd) – her har Sædgæssene opholdt sig en del i år, det mindes jeg ikke de har gjort tidligere. Der var også mindst 2 Grågæs med skingre stemmer – jeg kunne ikke se dem, blot høre dem et eller andet sted ude fra tågen. Sangsvanerne i Læsvig var væk, men der stod lidt på Arupengene, 16 stykker. Så var der en (sidste?) sen Tornirisk i urterne (tidsler, vist) på diget, og i Vesløs Rør tre værlingearter: 9 Gulværlinger, 3 Rør– og 1 overflyvende Laplandsværling. Ikke mere at berette om fra dén tax.

Den ene af Munkene fra igår befandt sig stadig i haven (aflæst af Albert), og en Solsort til kom i ringmærkningsbogen. Terje og pigerne han har besøg af (Bodil og Magdalena) var en tur ved Bulbjerg, hvor de foruden at være så heldige at få solen at se, kiggede lidt på rastende dykænder ud for klinten; 50 Ederfugle, 30 Sortænder og 20 Havlitter samt en Rødstrubet Lom. Lidt af de samme arter var også at finde inde i Vejlerne, der var både Havlit og Sortand i Han Vejle, og i Han/Lund ialt 65 Krikænder, som er flere end vi havde på totalen i forgårs.

Fra feltstationens dagbog – 29. november 1991

TÅGE så tæt at den var til at skære og tygge i!! Hele dagen lang hang der en dyne over Vejlerne, tung og tæt, så man var ved at kvæles. Det var noget med en sigt på max. under ½ km, som oftest bare 50-100 meter. Sådan en dag kan jo ikke bruges til andet end at sidde inde bag ruderne og længselsfuldt kigge ud med korte mellemrum for at se, om der ikke snart er en smule opklaring… Men opklaringen kom aldrig, så vi kunne jo lige så godt kaste os over papirdyngerne, der som altid er et taknemligt emne…

Albert havde også nettene i haven åbne, ikke med realistiske håb om noget særligt, men der var dog et par fine overraskelser i form af først én, siden én til, af “vinter”sangeren Munk – det er godtnok ved at være småsent! Og så hele to. Men det er bare endnu et resultat af Kjeld Hansens fine varierede have med de mange hylde- og andre bærbuske… En Bogfinke røg også i nettet og blev befamlet af Albert.

Ellers kan det nævnes, at de bøger fra styrelsen, som vi bestilte en gang for meget længe siden, dukkede op idag, så nu er der lidt læsestof til de lange mørke vinteraftener… Bl.a. kunne man læse (i det store værk om Fuglene i Danmark), at centraleuropæiske Munke er ved at skifte trækvaner, og flere overvintrer i Nordvesteuropa, især selvfølgelig England (men overvintrende fugle er fundet helt oppe i Norge). Så måske kan vores (Keld Hansens) have holde på Munkene hele vinteren, hvem ved?…

Fra feltstationens dagbog – 28. november 1991

Tidlig morgen var det klart (og det blev det igen til aften). Men ellers måtte vi i alle de lyse timer leve med en sigt på fra under 1 km og til 2-3 km, når det var bedst; på trods af, at der blæste en jævn (til tider frisk) vind fra sydwest. Og tilmed var det vådt – det meste af formiddagen en tæt finregn, som jo heller ikke var nem at se igennem.

Ved telefonkonference mellem Højstrupvej og Lyngevej blev det ved godt ½9-tiden (solopgang) alligevel afgjort, at det var idag vi skulle forsøge at få pentadens total i hus. På det tidspunkt var sigtbarheden ikke så værst, og da de ikke lover bedre vejr senere i perioden (tværtimod) var det jo med at komme ud af røret. MEN! -allerede da vi havde fået pakket os i thermotøj, og tele og madpakke i rygsækken og kom udenfor døren var vejret blevet elendigt, sigten for dårlig til en ordentligt dækkende tælling. Da jeg kom herom på stationen var Terje draget af sted på vest, så jeg startede stationsbilen og drog på øst – ikke så meget fordi jeg ikke kan tåle at blive lidt våd (-det var jo kun finregn), men det er et frygteligt generende handikap at få brillerne gnasket til hele tiden – man kan ikke se en skid! Jeg tog turen “baglæns”, og nede ved Krap mødte jeg så til min overraskelse Terje – han var blevet ked af det hele og var ved at opgi’. Men vi blev dog enige om at fortsætte, nu vi var kommet i gang. Og vi fik da talt lidt fugle, men langt fra dem allesammen!

Glombak gik nogenlunde, men det midterste af Bygholmengen blev væk i brungrå dis, ligesom Lund og Selbjerg var helt håbløse (sigten var under en kilometer om eftermiddagen). Heldigvis plejer der ikke at være mange fugle på disse lokaliteter. I de Vestlige Vejler var der heller ingen totaldækning, men mange steder kommer man jo lidt tættere på fuglene. Og en del af ænderne (Troldænderne) i Østerild lå pressede helt op i nordenden (der var jægere ude ved Bruuns Hul). Samlet kan man sige, at det blev en total med nok et sted mellem 50 og 75%’s dækning.

Nok om det, her er så nogle af de fugle, vi fik set: en Lille Lappedykker i Vesløs Vejle (løjerligt sted) blev dagens eneste Lapdyk. Af ænder så vi kun 1283 Gråænder (645 Bygholmengen), 1016 Pibeænder (stort set halvdelen på hver af lokaliteterne Bygholmengen og Vesløs/Arup), under 50 Krikænder (ynk!) og 6 Spidsænder. Det er selvfølgelig langt under tallene fra sidste total. Så var der mere overensstemmelse for dykændernes vedkommende, endda stigning af Troldænder til 652 (500 i Østerild), og 125 Taffelænder sås i Glombak. Til gengæld kunne vi kun finde 16 Store Skalleslugere – sidst var der næsten 600 i Tømmerby!… Så var der flere Toppede, 21, som alle lå i Holmtangelagunen. Og de Små Skaller var igen at finde i Vesløs Vejle, 7 eks. – der mangler dog 4 i forhold til sidst. Fåtalligheder var en Sortand i kanalen ved Centralslusen samt en Bjergand i Østerild.

12 Grågæs holder ud, og 261 Sædgæs kunne pilles ud – flere (af begge arter) kan dog sagtens have fjælet sig i disen… Det samme gælder svanerne, 480 Sangsvaner og så godt som ingen Pibesvaner (6) – vi så dog ikke flere på sidste total. Men der har næsten sikkert ligget Sangsvaner i Selbjerg, som jeg ikke kunne skære igennem til. Rovfugletallene lider også under usigtbarheden, så dem vil jeg ikke komme ind på, lige bortset fra den gamle kending Vandrefalke-madammen på Hovsør Røn, som sad og tronede som den plejer. Senere så Terje igen en Vandre-ad-hun, i Revlsbuske, hvor han skræmte den op 100 meter fra grusvejen – det har jo nok været den samme?.. Ialfald kommer den i parentes på datasamleren. Vadefugle skal man efterhånden lede længe efter, 4 arter med tilsammen 173 individer var hvad vi kunne ryste ud af området idag – 57 Viber, 26 Hjejler, 63 Ryler og 27 Rødben, jævnt spredt i området, ingen større flokke.

Af spurvefugle er det næsten kun kragefugle, der bemærker sig, tilfældige obs. af 6 Råger Lønnerup og 1 Sortkrage Langvad, 4 Skovskader på Lønnerupskrænten. -Og så et ordentligt Gråkragetal, især p.g.a. en overnatningsflok på 450 på hjørnet af Langvadvej/Tømmerbyvej, et sted hvor man ofte ser kragefuglene samle sig ved aftenstide. Hvor mon de overnatter? – i Langvadbjerge Plantage, måske?… I modsætning til sidste vinter ser vi ikke meget til Korsnæbbene, så lidt at en flok på 12 (Små, altså) ved Tømmerby faktisk lægges mærke til. Dagens bedste obs. må næsten være de 45 Stillitser, der myldrede forbi vor udsendte reporter vestpå, mens han sad på Lønnerupskrænten og nød sin tørre madpakke – tør, fordi thermokanden med den dejlige, duftende, varme kaffe var gået i smadder i bagagekassen på knallerten! Synd, men så må det da ha’ været et plaster på såret med de Stillitser. Der var forresten også 4 ved Dykkerslusen, hvor man tit ser nogle stykker sidde og pille i urterne.

Af pattedyrobs. kan det kun blive til lidt efterladenskaber fra en odder ved Mommer – frisk lort. Det var der også for 3 dage siden, så stedet bliver åbenbart patruljeret regelmæssigt nu.

Fra feltstationens dagbog – 27. november 1991

SELBJERGTAXen i denne pentade kom hjem ved, at undertegnede tog en knallert og kørte til Krap – og i Kogleaks stod en anden knallert til mig, efterladt af Terje da han kørte på punkttælling i Vr. Thorup Plantage. Taxen var meget hyggelig skønt ret fugletom, og de eneste vandfugle der kunne ses var to Sangsvaner helt tæt på diget i Læssø. Nå men hva’ -de sidste mange taxer viser jo, at det højst kan være en 10-15 fugle, jeg er gået glip af p.g.a. tågen. Skægmejser var der selvfølgelig, en ca. 16 stykker, og heldigvis for det, for ellers ville det være keeedeligt! De var meget fine idag, sad i toppen af rørene og spiste frø og var helt oppustede i fjerdragten – vi er nok ved at være så langt henne, at de bliver nødt til at bruge det meste af de lyse timer på fouragering, og derfor bliver lettere at få at se. Jeg kunne kønsbestemme de 13 (7 hunner, 6 hanner) – for en gangs skyld overvægt af hunner. Men mange af dem ses i tydelige par nu på denne årstid – det samme gjorde sig gældende sidste år, så vidt jeg husker… To af dem jeg så var iøvrigt ringmærkede, også et par… Blåmejser er der endnu meget få af i rørene, kun 2 ialt på taxen. Derudover var det småt med fugle i det hele taget, men jeg kan da nævne en Gærdesmutte og 2 ensomme individer af “normalt-flokfugle”: en Sjagger og en Bogfinke – begge sad og pillede i et eller andet spiseligt på diget. Til sidst turens mest uventede fugl, en Skovsneppe, som jeg også sparkede op fra diget på tæt hold.

Herhjemme i haven sad de 3 Silkehaler fra igår stadig og ringlede, og det inspirerede selvfølgelig Albert til at have nettene åbne – vejret var jo også velegnet til dét. Han fangede nu ikke nogen af Silkehalerne, ikke i levende tilstand i hvert fald (!) – men en Spurvehøg der var røget i nettet havde en dræbt Silkehale i kløerne, GRUMT! Høgen slap fri, men resterne af -halen har vi (kun hovedet var spist), så om ikke andet kan der da blive lidt til fjersamlingen. De små røde “lak”-klatter for enden af de inderste armsvingfjer er helt utrolige!

Terjes skovtur er der ikke meget andet at sige om, end at den var lidt trist (“røvsyg” er hans eget udtryk) – meget få fugle og på flere af punkterne var der ikke et eneste fjerkræ der sagde noget.

Der var en interessant, endda MEGET INTERESSANT nyhed med posten idag – langt om længe fik vi genmeldingen på den Ride med engelsk ring, som Albert fik aflæst på Bulbjerg i sommers. Den blev mærket som redeunge på Farne Islands, Northumberland, den 8.7.1983 – sjovt nok har både Albert og jeg været på Farne-øerne. Vi ringede straks til Sten Asbirk, som kunne fortælle, at det er en virkelig nyhed – det er faktisk første gang en udenlandsk mærket Ride bliver aflæst på en dansk ynglekoloni!!! Så et stort TILLYKKE til Albert for den flotte indsats!

Men eller skete der ikke meget, det er sjovt at skrive om denne tågedag – der blev arbejdet ved skrivebordene hele eftermiddagen på vores respektive rapporter.

Fra feltstationens dagbog – 20. november 1991

VINTER, flot højtryksvejr med en svag nordøstenvind, solskin og frost! Det flottest tænkelige vejr på denne årstid! Farverne er koldtblå-tonede, og både solop- og nedgangen med masser af farvelade-rødt og violet, vinterfarver! Det var et frostdøgn med minimumstemperaturen -5o, og den kom ikke over -2o C. midt på dagen.

Så det blev en fin TOTAL – ja, hvordan kunne det blive andet med dét vejr?…

Det var selvfølgelig en kold knallerttur, især for tæerne, men det kunne man nu sagtens leve med. Østmanden var dog lige inde omkring Bjarne i Vust og få en dosis varme. Bjarne var desværre lige stået op (kl. 13!) og havde ikke fået så meget gang i brændeovnen endnu… Østmanden det var mig, og altså var det Terje der var på den lange Vestrute. Den var så lang, at selvom han startede lige omkring solopgang, var det lige før han ikke nåede at få talt færdigt inden det blev mørkt – men han brugte også en times tid på Lønnerup-skrænten på snak med Niels Odder, der tilfældigvis kiggede forbi.

Også Albert var ude i vejret idag – det var også svært at lade være med. Han var omkring Arupdæmningen og Lønnerup, og kunne bidrage med et par extra obs. dérnedefra.

Det var selvfølgelig tyndet kraftigt ud i svømmefugle og vadefugle i forhold til sidste total, mange af vandfladerne var næsten totalt tilfrosne, og engområderne var totalt døde – specielt Bygholmengen, hvor der så sent som igår var sprøjtende fyldt med ænder. Men så lå fuglene til gengæld koncentreret i nogle få våger, foruden på Limfjorden (der var helt isfri) og selvfølgelig i Lønnerup, som jo altid er god i frostvejr. Der var lav vandstand på fjorden (helt nede omkring -35/-40).

Fuglegennemgangen kan passende starte med Lappedykkerne, som nu er svære at finde – kun 11 Toppede i Tømmerby og derudover kun en enkelt fugl på iskanten i Lund. Ingen Lille Lap. idag. Af Skarver sås kun 2, i Tømmerby, som også var stedet for den ene af dagens 2 Rørdrummer. Den anden så jeg flyve sydpå over Selbjerg, og den var ved at give mig hjertestop, for det var en fugl med en helt anden flugtsilhouet end noget jeg har set tidligere – jeg kunne til at begynde med overhovedet ikke regne ud, hvad det kunne være for en fugl. Den havde nemlig ingen ben, ingen store fødder der stak bagud – gad vide om det kan være fordi den trækker dem op og varmer dem mellem bugfjerene – ellers har den simpelthen fået dem skudt af! Aparte så det ialfald ud! En Blishøne jeg så på isen i Han manglede helt sikkert det ene ben, der var kun en stump tilbage, og den væltede og gled på isen hver gang den forsøgte på at flytte sig -ynkeligt!

Svømmeænderne var skrumpet betragteligt i antal, undtagen Gråanden, som oven i købet var steget, til 4357, hvor de største koncentrationer befandt sig i Østerild (1290) og på Fjord Øst (1120). Men det er vist helt normalt, når der for alvor kommer frost, at man så ser en stigning i Gråande-tallet. Derimod var der kun få Krikænder, 304, og Pibeænder, 838 – flest på fjordlokaliteterne, 340 Øst og 320 Vest. Der var stadig 4 Skeænder som forvirret og forgæves fløj omkring og forsøgte at finde flydende vand i Vestsøen, Bygengen, og så blev der set 6 til et så unormalt sted for arten som Fjord Vest. De eneste Spidsænder var 5 i Lønnerup. Trold– og Taffelænderne var stærkt koncentrerede i Østerild, hvor henholdsvis 510 og 122 udgjorde langt hovedparten af dem der blev fundet idag. En Bjergand blandede sig i en af flokkene, og en Havlit var dukket op i Lønnerup. Der var kommet et ordentligt læs Store Skalleslugere med frosten, ialt 415 – vi har ikke haft over 10 fugle før idag! De var i modsætning til de andre dykænder koncentreret i Tømmerby Fjord, ikke færre end 340 hér. De Små Skalledyr er der ikke rigtigt gang i endnu – kun 3 fandt vi, dvs. Terje, for de var alle vestpå.

Gæssene har reageret højst forskelligartet på det nye vintervejr – Grågæssene er selvfølgelig skredet, har nok fået for kolde tæer – kun 51 var tilbage idag, den ene et så uvant sted som Lønnerup, men den var skadet. Derimod har vi fået en stærk stigning i Sædgæssene – både Øst og Vest. På Bygholmengen gik 130, ved Tovsig 150, i Læsvig 175 og så var der 3 i Arup – ialt 458. 2 Kortnæbbede ved Østerild kan betegnes som lidt “out of time, out of place” i forhold til artens normale forekomstmønster. Der var masser af Sangsvaner, ialt 643 – mange i små isvåger rundtomkring, og også på Limfjorden (72 Øst, 57 Vest) samt 134 i Læsvig. Ligeledes var der stigning i Pibesvanerne, 144 (de 119 i Lønnerup) – det kan dog evt. være nogle af dem, vi ellers har registreret på Thorup Fjordholme. Rovfuglene var meget synlige i det rimfrost-hvide landskab, især Musvåger var der mange af, ialt 34 – de 28 Vestpå, og 10 alene omkring Arup. Også 3 Fjeldvåger er “mange”, mens 16 Blå Kærhøge er normalt dette efterår. Det er vist en rigtig god Blå Kærhøge-efterår/vinter-sæson i år. Derudover 5 Spurvehøge, 4 Tårnfalke og den efterhånden fåtallige Dværgfalk sås i ét eksemplar, scoret af Albert ved Arupdæmningen. Ingen Pilgrim idag. Til vandhønseafdelingen af sumskemaet skal kun kommenteres, at der var rykket 17 Blishøns ud på Fjord Vest. Det er vist første gang dette efterår.

Vadefugleafsnittet er ret hurtigt overskuet; kun 179 Viber, 7 Hjejler, 46 Dobbeltbekkasiner, 361 Alm. Ryler, 91 Rødben, 14 Brushøns og en Stor Regnspove. Og så befandt halvdelen af Viberne, alle Rødbenene, Brushønsene og næsten alle Bekkasinerne samt de 229 af Rylerne sig i Lønnerup, selvfølgelig! Lønnerup Fjord er virkeligt en fuglelokalitet af særklasse, det viser sig gang på gang på gang… 91 Islandske Rødben er et ret flot tal efter Vejlerforhold, må man sige. Og Brushønsene hører til de sene. Der er ikke særlig meget at komme efter på spurvefuglefronten, de få jeg har fundet værdige til omtale her er en enkelt Jernspurv (på Høbjerget, hvor den har siddet fast og “ringlet” det sidste stykke tid), 4 Misteldrosler i Læsvig, 7 Silkehaler ved Tovsig (nydt i teleskop!), en sen Tornirisk ved Lønnerup, en flok på 30 Kvækerfinker i Læsvig – og for at det ikke skal være Terje der render med alle spurvefuglene må jeg også lige ha’ 3 Laplandsværlinger fra Bygholmengen med…

Til sidst skal jeg lige nævne de dyr, der ikke er fugle. Det drejede sig idag om et egern ved Tovsig, en spættet sæl ved Arupdæmningen samt en brud ved Krap. Sidstnævnte var desværre ikke i live, den lå død i minkfælden bag Kraphytten. Jeg kiggede også bagom hytten igår, da var der ikke noget i fælden, så den er helt frisk død – kunne nok ikke klare frostgraderne i nat. Det er altså for dårligt at have sådan en fælde stående uden at kigge til den mindst én gang dagligt!!!