Ædelarter på afveje. Falken, kjoven og mågen.

Ja, lige for tiden bidrager jeg ikke med ædelarter til års-ædelart-konkurrencen mod de hårde hunde fra Halsnæs, men forleden havde jeg en dramatisk oplevelse som inkluderede tre gode Vejler-arter.

Jeg havde netop fået sat mig til rette ved bordet på en restaurant med udsigt over Bluefields Bay, selvfølgelig med kikkerten indenfor rækkevidde, da jeg øjnede en større fugl som lavede nogle hurtige dyk ned over vandet og op i luften igen.
Det viste sig, at det drejede sig om en Vandrefalk, som jagede en ung Lattermåge, der så noget sløj ud; den manglede det meste af halen og nogle fjer i den ene vinge og fløj selvfølgelig ikke så godt. Falken forsøgte nogle forskellige strategier, nogle gange steg den til stor højde og slog ned mod mågen, der baksede lavt over vandspejlet, i de tilfælde endte det altid med, at falken tilsyneladende var bange for at blive våd, den fik mågen næsten ned på vandet, men kunne ikke slå kløerne i den. Andre gange tog Vandrefalken en lang vandret flyvning lavt over vandet hen mod Lattermågen, som den forsøgte at overraske ved at komme skråt nedefra – men heller ikke den strategi lykkedes de gange jeg så det.
Vandrefalken havde efterhånden gjort mange forsøg og brugt megen energi og måtte efterhånden være ved at opgive – troede jeg…
Så blev der pludselig stor forvirring, idet en lys Mellemkjove dukkede op på arenaen. Den kastede sig også efter den efterhånden meget udmattede måge, der knapt kunne holde sig fri af vandet. For mig var det meget interessant med en Mellemkjove, da jeg aldrig havde set denne art – eller nogen anden kjove for den sags skyld – her i landet – og jeg kiggede derfor mest på den i nogen tid – måske et lille minut. Da jeg igen fik kikkerten drejet mod Vandrefalken, havde den fået slået kløerne i Lattermågen. Jeg fik således ikke set, hvilken jagtteknik, der til sidst gav bonus. Måske var Vandrefalken bare hurtig til at udnytte forvirringen, da Mellemkjoven blandede sig i dramaet.
Mågen hang nu livløs i fangerne på falken, der derefter havde en lang flyvetur foran sig med en tung byrde – jeg vil tro at der var over en kilometer til land – ikke fra hvor jeg sad, i byen, men til en skovklædt pynt, hvor den fløj hen for at fortære det hårdt tilkæmpede bytte.
Kjoven så jeg ikke mere til…

PS Bluefields ligger ved den karibiske kyst i ”mit andet fædreland” Nicaragua. Mellemkjoven var – så vidt jeg husker – (ædel)art nr. 527 i landet.