Nordamerikas største naturbeskyttelsesorganisation, National Audobon Society, har netop udsendt en stor rapport om “State of the Birds – Common Birds in Decline” – altså tilstanden hos de almindelige fuglearter i landskabet. Rapporten analyserer data fra de sidste 40 år, som er samlet ind i forbindelse med såkaldte “Breeding Bird Surveys” og “Christmas Bird Counts” efter metoder, som minder meget om DOFs punkttællingsprogrammer (sommer- og vinter-tællinger).
Og det ser skræmmende skidt ud! For de tyve arter med størst tilbagegang er der i alle tilfælde tale om mere end 50% bestandstilbagegang – størst hos Northern Bobwhite, en lille hønsefugl, som er gået tilbage med over 80%. En af fuglene på listen har en særlig Vejler-tilknytning, nemlig Amerikansk Rørdrum, som er gået tilbage med lige knap 60%, og befinder sig som nr. 15 på listen over arter med størst tilbagegang. Man kan så sige, at tilbagegangen er sket fra et højt niveau, idet beregningerne siger, at der i 1967 var 7,3 mio. Amerikanske Rørdrummer i Nordamerika. Men idag er der altså “kun” 3 mio. tilbage.
Arten er udbredt i et bredt bælte over hele bredden af kontinentet, fortrinsvis den sydlige halvdel af Canada og de nordligste stater i USA – incl. Newfoundland, og det er vel fugle fra disse østligste områder, som en gang imellem bliver blæst over Atlanterhavet og kommer til Europa. De fleste overvintrer i USAs sydstater og et stykke ned i Mexico.
Det er bestemt alarmerende med så stor en bestandstilbagegang hos denne karismatiske art – men med tre millioner indiver skulle der stadigvæk være basis for, at en desorienteret fugl kan dukke op på disse længde/breddegrader – potentialet er der, ialfald…
År: 2007
En historisk Pungmejse-historie
Jeg fik fornylig en interessant henvendelse. Det var en nordmand, Geir Olav Toft, som skrev følgende:
“Jeg har en etterlysning på en pungmeis som ble kontrollert i Vejle 19.07.1989. Denne fuglen hadde Østtysk ring 91330577 og var blitt merket som 1K 14.10.1988 i Beeskow i daværende Øst Tyskland.
22.06.1990 ble denne hunnen konstatert hekkende på Jæren, det første norske hekkefunnet av denne arten.
Jeg er svært interessert i flere opplysninger rundt kontrollen i Vejle, jeg tror dette dreier seg om en opprinnelig dansk fugl. Og håper på at den hekket i Vejle i 1989!!”
Jeg husker godt den østtysk ringmærkede fugl. Da den blev fanget i juli, er det – som Geir skriver – sandsynligt, at den kan have ynglet i Vejlerne det år. Men ringmærkningsområdet – i den østlige del af Han Vejle – ligger ikke i forbindelse med et kendt ynglested. Der har dog ynglet Pungmejser i Han Vejle, men i en anden del af lokaliteten, som er på ca. 90 hektar. Men det er umuligt med sikkerhed at konstatere, hvor den ynglede. Vi (feltstationen) har aldrig fanget fuglene på/i rederne.
Det er nyt for mig, at fuglen året efter flyttede til Norge og ynglede, oven i købet som Norges første sikre ynglefund – meget spændende! Underligt, at denne information ikke nåede frem til feltstationen via ZM… Den er heller ikke nævnt i Dansk Trækfugleatlas.
Det har altid forekommet mig, at Pungmejse er en nomade. Jeg tror, at en del Pungmejser flytter ynglelokalitet fra år til år. Vi fangede ialt omkring 100 Pungmejser mellem 1988 og 1996 i Han Vejle, og der var mange aflæsninger imellem. Det er helt klart den spurvefugleart, som gav flest aflæsninger, forholdsmæssigt.
Jeg har sendt besked tilbage til Geir (baseret på hukommelsen) – og fortalt ham om forskellen på Vejle og Vejlerne! – og selv om jeg ikke med sikkerhed kan sige, om fuglen har ynglet her, håber jeg at oplysningerne kan være nordmændene til hjælp. Jeg glæder mig til at se artiklen om Pungmejsens indvandring til Norge, når den bliver publiceret.
Ranunkelrige
På ynglefugletælling på engene i den østlige del af Østerild Fjord i går morges – det vi kalder “Engelstoften” samt stykket mellem Dykkerslusen og Røde Bro – var der måske nok ikke særligt mange fugle, men så var der det botaniske, man kunne gå og glædes over.
I Engelstoften fandt jeg et lille vandhul med klatter af vandranukler samt en anden opretstående plante. Nu er jeg ikke nogen stor botaniker, men jeg mener at den ranke plante er tigger-ranunkel.
Og på stykket mellem Dykkerslusen og Røde Bro var der kæmpestore lavvandede partier med tæpper af vandranunkel – meget, meget flot. (Ja, jeg ved godt at der findes forskellige arter vandranunkel, men jeg nøjes med at konstatere, at det var vandranunkel, det er jeg godt tilfreds med).
En fin morgen var det.
Tudseyngel
Igår morges var kompagnon Haaning og jeg på enggennemgang efter ynglefugle på Bygholmengen.
Det var en meget smuk majmorgen med sol og stille vejr, og med til at give stemning var – udover stemmerne fra Kobbersnepper, Viber, Strandskader og Rødben, samt en diskret Ryle, selvfølgelig – koret af strandtudsernes rullende kvækken.
Det mærkelige er, at selvom der som altid virker til at være en god bestand af strandtudser på Bygholmengen, så ser man forbavsende lidt til deres yngel. Faktisk havde jeg ikke tænkt på dette, før jeg pludselig trådte ned i et vandhul, som var fyldt med små sorte 1 cm-haletudser.
Efter at have travet igennem kilometervis af lavvandede pander på Bygholmengen er jeg altså kommet til at tænke på, hvad det er for forhold, der gør at det åbenbart er meget lokalt, at de yngler…? Yngledammen lignede ialfald for mit øje massevis af andre lavvandede steder på engen.
Iøvrigt synes jeg også det er bemærkelsesværdigt, at haletudserne ikke ser ud til at have nogle forsvarsmekanismer. Jeg stak en finger ned til dem, og de… foretog sig ikke noget som helst! – blev bare ved med roligt at svømme omkring. Det må være meget let for en Skestork som finder den rette pande at nærmest tømme den for tudseyngel, skulle man tro…
Brushanner
Her til aften gik en flok ivrigt fouragerende “Brushans” (-næsten alle hanner) ved en lille pande i engen i det område, vi lokale kalder Trekanten (mellem Vesløs Vejlevej og hovedvej A11 – danner en trekant). Der var 49 i flokken, flere var ved at få fjerkraver, både hvide og tværstribede, og det er ifølge DOFbasen den største flok rapporteret i DK endnu i år. En enlig Stor Kobbersneppe akkompagnerede dem.
Om en måneds tid vil der være flokke overalt på engene…
Forårsvejr
Vi har lige haft nogle flotte lyse dage, men forårets vejr i Vejlerne er jo som bekendt lunefuldt. Mens jeg sad og arbejdede på DOFT-afhandlingen om Vejlernes ynglefugle, faldt jeg lige over følgende lyriske beskrivelse fra salig Arthur Christiansens hånd:
“Det kan hænde, man får et ensformigt og lidet indbydende indtryk af disse vældige lavlande en tidlig forårsdag. De kan se tågede og afskrækkende vejløse ud; de kan endda synes øde og fugletomme på afstand, hvis vejret er koldt og gråt, for så søger fuglene læ i vegetationen. Regn og blæst, ugelange storme fra vest og nord, kølig luft og overskyet himmel kendetegner ofte Vejlernes forårsklima. Havgusen er en påtrængende gæst om foråret og langt hen på sommeren. Havet ligger nær, det holder længe vinterkulden i sig, og der er intet til at bryde pålandsblæstens magt i det skovløse landskab.”
Lyder det trøstesløst? Det får ialfald mig til frustreret at tænke på vejrudsigten for den kommende femdagesperiode…
Men fortvivl ikke, venner, læs videre, for Arthurs pensel maler også lysegrønt: “…ind imellem kommer perioder med søndenvind og lunhed, hvor friskheden og voldsomheden i vegetation og dyreliv er betagende. Da er der fugle overalt, på jorden, på vandet og i luften på rejse mod nord, og deres mangeartede stemmer og frøernes kvækken rejser et kogende brus over landskabet dag og nat og skaber en stemning af livsglæde, som én gang oplevet ikke er til at glemme.”
Christiansen, A. 1947: Fuglelivet i Vejlerne. I: Brunsgaard, C. & H.E. Pedersen (red.) 1947: Landet mod nordvest. Thy og Vester Han Herred. 2. Bind. – Forlaget Bauta, København. Pp. 151-166.
Amerikansk Krikand
Sebastian Klein, Klydeungen, er åbenbart på besøg i Vejlerne, for dagens DOFcall lyder således:
12:18 SUB ons amerikansk krikand han rst bygholmengen 400 m Ø for midtsøen. sek 21733963
Nå. Amerikansk Krikand degraderet til SUBhit var det første jeg tænkte. Men dernæst ærgrede jeg mig – for igår var jeg på optælling af de Østlige Vejler, og jeg så samtlige 5665 Krikænder, som lå på Bygholmengen – og de fyldte godt i landskabet, skulle jeg hilse og sige! Så jeg skal nok få på puklen – det var jo mig, som skulle have fundet fuglen. Men jeg må jo forsvare mig med, at jeg først og fremmest skulle tælle fuglene, og da der var så djævelsk mange af dem, var der altså ikke tid til at dvæle alt for meget ved den enkelte lille Krikand. Starten på tællingen blev forsinket af morgentågen, og det var kun lige akkurat, at de lyse timer slog til til at dække de Østlige Vejler…
Nå, da jeg nu har anbragt mig selv i forsvarsposition, vil jeg ikke undlade at nævne, at det altså var undertegnede, der “opfandt” Amerikansk Krikand i nyere tid: jeg fandt den første fugl i Vejlerne i april 1988, efter at der i hele DK på det tidspunkt kun var kendt et enkelt gammelt fund af en skudt fugl. Men siden er der jo i den grad gået “hul på bylden”, og nu er den jo nærmest årlig i Vejlerne. Dagens fund hører til de tidligste, så vidt jeg lige erindrer…
Andre dyr
Igår eftermiddags var jeg en tur på Skårup Odde i det fine vejr i håb om at finde en slange eller to som Albert forleden – men nej – solen kom først frem så sent på dagen, at den nok ikke har fået varmet tilstrækkeligt. Til gengæld afslørede det bløde mudder på vejene derude, at grævlinger for tiden er meget aktive – der var simpelthen spor overalt.
Idag var dagen hvor kælderen skulle tømmes for vand og for dyr – ligesom Albert og Carsten har vi haft meget vand i kælderen denne våde vinter. Jeg startede med at tælle, men løb til sidst sur i det – men ialfald var der 5 salamandre, 2 tudser og mindst 100 frøer – heraf én på billedet, efter at den var blevet sat ud i friheden. Der er en lille sprække på kun godt ½ cm ned til vores kælder – og alligevel finder hver vinter alle disse dyr derned…
Fugle i farver
Nej, jeg tænker ikke på den gamle fuglebog af Hans Hvass fra langt tilbage i forrige århundrede – den er vist også smidt ud for længst – men på de nye billeder, jeg netop har lagt på en af mine andre hjemmesider, prinzapolka.dk. Nicaraguas nationalfugl Turquoise-browed Motmot her er et enkelt eksempel.
Jeg er nemlig netop hjemvendt fra godt 1½ måned i Nicaragua og Costa Rica, men da jeg var på arbejde det meste af tiden, blev der denne gang ikke så megen tid til fotografering – blot 15 nye fuglebilleder.
Men de kører med klatten, gør de, derovre, fuglene, og hvis andre skulle have hang til en farve-indsprøjtning, kan jeg kun anbefale Mellemamerika – eller i det mindste et kig på nævnte hjemmeside… Hvis man ikke har besøgt siden før, er der meget at kigge på, ialt ca. 260 fuglebilleder af ca. 130 arter.
Nyt om køns- og aldersbestemmelse af Rørdrum
Jeg er netop, takket være Anders Tøttrup, kommet i besiddelse af en spændende helt ny artikel om køns- og aldersbestemmelse af Rørdrum, publiceret i Ibis i det første nummer i år.
Forfattergruppen er en international gruppe rørdrumspecialister fra England og en række lande i Syd- og Mellemeuropa. Man har undersøgt 87 Rørdrummer fra det samme område og fundet frem til, at den kendte sammenhæng omkring kønforskel, nemlig at hanner er større end hunner, er et holdbart kriterium. Anderledes gælder det for kriterier til aldersopdeling, hvor hidtil publicerede oplysninger viser sig at være forkerte. Der har ikke kunnet påvises nogle forskelle i udseende af Rørdrummerne fra forskellige dele af Europa.
Det spændende ved denne nye undersøgelser er, at den baserer sig på målinger på levende fugle, hvor tidligere undersøgelser i høj grad har været baseret på studier af skind.
Kønsforskellen i størrelse gælder især for alle længdemål, mens der er større variation i vægten af fuglene (for hvert køn kan den variere med en faktor 3! mellem udsultede vinterfugle og velnærede sensommer-individer). En yderligere kønsforskel, som er brugbar, er at det kun er hannerne som får blålig tøjle, og kun i yngletiden.
Med hensyn til aldersforskel siges det helt brutalt, at “all previously suggested plumage criteria for ageing Great Bitterns proved unreliable“. Forskel i farvetone på vingedækkerne kan altså ikke anvendes. Det, man har fundet i undersøgelsen er, at Rørdrummer kan aldersbestemmes ved omhyggelig sammenligning af irisfarve og svingfjersfældning. Om efteråret har alle ungfugle friske svingfjer af samme generation og lys (olivengul) iris, mens adulte fugle generelt har flere generationer svingfjer og gulorange til rødbrun iris. Om vinteren, foråret og sommeren bliver det sværere, fugle med en eller to generationer svingfjer kan ikke sikkert aldersopdeles, da visse ungfugle fælder nogle af svingfjerene om vinteren, og visse adulte kan fælde alle svingfjer om sommeren. Derfor kan kun fugle med tre fjergenerationer sikkert udskilles som adulte, men igen kan irisfarven være en hjælp; en del immature fugle vil stadig have iris af juvenil type til hen på foråret.
Jeg har .pdf-kopi af artiklen, hvis nogen skulle være interesseret.
Og ellers er den korrekte citation: Dmitrenok et al 2007: Geographical variation, sex and age in Great Bittern Botaurus stellaris using coloration and morphometrics. -Ibis 149, pp. 37-44.