Insektguf

Overskriften hentyder ikke til den omkringsiggribende populære trend med at spise insekter, eksempelvis chokoladeovertrukne græshopper eller melorme – addr!
Derimod vil jeg blot fortælle om noget af højsommerens fine oplevelsesmæssige guf i form af det rige insektliv, der sværmer omkring i varmen. Og da halvdelen af matriklens omtrentlige hektar (i Tømmerby midt i Vejlerne) ligger ud som natur (sump, sumpskov, tilgroet eng) behøver man i mit tilfælde ikke gå langt efter oplevelserne!

I sidste uge således en dag med flere andengenerations Nældesommerfugle (efter den første førstegenerations for et par år siden).

Nældesommerfugl, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nældesommerfugl, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I går så jeg årets første Sort Hedelibel, en art jeg fandt på stedet første gang sidste år, hvor de parrede sig her…

Sort Hedelibel, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Samtidig sværmer rigtigt mange Blodrød Hedelibel, og så har jeg dykket lidt ned i bestemmelse af kobbervandnymfer, og fundet ud af, at der forekommer både Sortmærket og Almindelig Kobbervandnymfe.
Nyt for mig var det at finde denne flotte Tidselbuk (-men den har jo sikkert været her altid – her er ialfald mange af de høje stauder/urter, som arten holder af)…

Tidselbuk, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselbuk, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er sjældent, at det lykkes mig at få bestemt nogle af de græshopper jeg ser, men med hjælp fra eksperterne på fugleognatur.dk (som også hjalp med kobbervandnymferne) fandt jeg frem til, at detteher må være en Lynggræshoppe – ret fin med gammelrosa hoved og kropssider i kontrast til den friskgrønne ryg…

Lynggræshoppe, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lynggræshoppe, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Blot et lille udpluk… – der er godt gang i insektlivet derude lige nu!

Tilføjelse dagen efter: nogle af de insekter, der har givet flest frustrationer, er mosaikguldsmedene, som i varmen er på vingerne konstant, og derfor svære at fotografere eller bare at få at se ordentligt. Men i aftes opdagede Mie et individ af Brun Mosaikguldsmed, der var drattet ned foran huset (måske fløjet mod et vindue), hvor den lå og sundede sig. Jeg synes de store mosaikguldsmede er overordentligt fede dyr, og det var en fryd at kunne nærstudere dette individ (selv om den nok ikke havde det så godt). Den sundede sig og “varmede motoren”, men jeg så den ikke flyve. Her til morgen er den dog væk…

Brun Mosaikguldsmed, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Mosaikguldsmed, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.