36 arter guldsmede og vandnymfer i Vejlerområdet

Inden guldsmedeundersøgelsen i Vejlerne gik i gang (fra sæsonen 2017), var der registreret 29 arter af guldsmede og vandnymfer i de atlaskvadrater, der dækker Vejlerområdet.

Nu er antallet 36, og dermed er området uden konkurrence det artsrigeste i Nordjylland.

For mig personligt gav dagen idag to nye til listen (begge var dog registreret af andre tidligere). Jeg havde slet ikke forventet at finde Gulvinget Hedelibel inde i Vejlerne, men idag fandt jeg en fin hun ved Maskinhuset, Tømmerby Fjord.

Gulvinget Hedelibel, Tømmerby Fjord, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel, Tømmerby Fjord, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel, Tømmerby Fjord, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel, Tømmerby Fjord, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som andre hedelibeller er arten specielt tilknyttet næringsfattige miljøer, og jeg havde mere ventet at finde den f.eks. i Hjardemål Klit/Blovsgårde/Glæde-området (-hvorfra den også blev rapporteret for få dage siden). Det er også en art som optræder i stærkt svingende antal, nogle år ses næsten ingen i hele landet (som sidste år) – og det er først anden gang i min odonatologiske karriere, at jeg støder på den. Og med hensyn til habitaten, så er den åbenbart fleksibel – det er jo heller ikke fordi de tre almindelige arter af hedelibeller ikke kan findes i Vejlerne, de er blot mere talrige på mere næringsfattige habitater…

Den anden ny for mig idag var resultatet af en målrettet eftersøgning. Jeg opsøgte søerne vest for hedeområdet ved Glombak, stednavnet er muligvis “Skærpensig” (-ialfald er det dét, jeg har hørt Albert benytte)… Jeg havde nemlig tænkt, at hvis jeg skulle finde Siv-Mosaikguldsmed her i området, så måtte disse søer være et godt bud, ikke mindst fordi det er et “surt” hedeområde, og der er spaghnum/tørvemos i forbindelse med den mindste af søerne. Det meste af spaghnumområdet var dog helt udtørret, men langs søbredden var der stadig en bræmme på nogle meters bredde med vådt tørvemos. Og sandelig! -efter nogle minutters venten dukkede den op, den ønskede art – første en omkringflyvende han, og senere en hun, som lagde æg i spaghnum’en.

Siv-Mosaikguldsmed, Glombak, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-Mosaikguldsmed, Glombak, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-Mosaikguldsmed, Glombak, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-Mosaikguldsmed, Glombak, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fascinerende, at “søster-arterne” Baltisk Mosaik- og Siv-Mosaikguldsmed her lever så tæt på hinanden – Baltisk fandt jeg jo sidste år i selve Glombak, ca. 1100 meter fra Skærpensig. Siv-Mosaik var desuden kun registreret i området før Baltisk blev fundet i 2006, så jeg havde en mistanke om, at den slet ikke fandtes her – derfor var det ekstra godt at få bekræftet, at det gør den faktisk!

Derudover bød området på bl.a. Sort Hedelibel, Lille Kærguldsmed (nogle af de sidste i år, formentlig), Stor Kejserguldsmed og Brun Mosaikguldsmed (sidstnævnte to er allestedsnærværende!) m.fl.

Lille Kærguldsmed og Almindelig Vandnymfe, Glombak, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Kærguldsmed og Almindelig Vandnymfe, Glombak, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Lille Kærguldsmed har jeg ikke truffet inde i Vejler-reservatet, det samme gælder flere andre af arterne på listen fra de relevante atlaskvadrater – så listen for reservatet vil være noget kortere. Eksempelvis er også Spyd- og Månevandnymfe kun truffet i mere næringsfattige habitater. Selve Vejlerne er mere til de arter, der trives i frodige miljøer!

Nedenfor kommer listen med de 36 arter, som pt er registreret i det samlede område. Jeg forventer ikke at der dukker flere op foreløbig, men visse arter under spredning kunne udmærket indfinde sig her en dag, arter som Lille Blåpil eller Grøn Kobbervandnymfe, eksempelvis. Dog næppe mens det pågående projekt stadig kører (det slutter med afslutningen af denne sæson i oktober).

Atlaskvadrater (fra www.guldsmedeatlas.dk) som dækker Vejlerområdet.
Atlaskvadrater (fra www.guldsmedeatlas.dk) som dækker Vejlerområdet.

Arter registreret i de indrammede kvadrater:

Blåbåndet Pragtvandnymfe, Blåvinget Pragtvandnymfe, Almindelig Kobbervandnymfe, Sortmærket Kobbervandnymfe, Stor Farvevandnymfe, Lille Farvevandnymfe, Almindelig Vandnymfe, Flagermusvandnymfe, Hesteskovandnymfe, Spydvandnymfe, Månevandnymfe, Huevandnymfe, Rødøjet Vandnymfe, Lille Rødøjet Vandnymfe, Rød Vandnymfe, Efterårs-Mosaikguldsmed, Kileplet-Mosaikguldsmed, Brun Mosaikguldsmed, Blå Mosaikguldsmed, Grøn Mosaikguldsmed, Siv-Mosaikguldsmed, Baltisk Mosaikguldsmed, Stor Kejserguldsmed, Håret Mosaikguldsmed, Grøn Smaragdlibel, Glinsende Smaragdlibel, Fireplettet Libel, Blå Libel, Stor Blåpil, Lille Kærguldsmed, Nordisk Kærguldsmed, Sort Hedelibel, Blodrød Hedelibel, Gulvinget Hedelibel, Stor Hedelibel, Almindelig Hedelibel.

Igen i år – tillidsfulde unge Rørhøge

Ligesom sidste år er der i Han Vejle udklækket et kuld Rørhøg-unger, der foreløbigt er meget tillidsfulde og opholder sig tæt på vejen (jernbanedæmningen) – i buskene langs vejen eller selve vejen.

Rørhøg, jernbanedæmningen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøg, jernbanedæmningen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De fanger endnu ikke selv deres bytte, men tilbringer det meste af tiden i venten på, at forældrefuglene bringer dem mad.

Rørhøg, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøg, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvis man parkerer ud for fuglene og bliver i bilen, vil de i de fleste tilfælde blive siddende, og man kan få sig nogle fornøjelige minutter med de smukke ungfugle, der sidder og følger med i alt, hvad der sker rundtomkring – og ikke mindst om de gamle Rørhøge nærmer sig med mad.

Rørhøge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ungfuglene er endnu usikre, og bare det at balancere i de tynde kviste kan være en udfordring…

Rørhøge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Rørhøge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Rørhøge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Blikket, søsteren sender den balancerende ungfugl, virker næsten overbærende… 😉

Fra eksotisk og sjældent til super-almindeligt på få år

I min ungdom som fuglekigger var de eksotiske hvide fugle – hejrer og Skestork – store sjældenheder, som man kunne finde på at køre på tværs af landet for at få at se. Næsten altid drejede det sig om én fugl. Fuglene fik tankerne hen på sydlige himmelstrøg.

Siden Skestork midt i 1990erne begyndte at yngle i Danmark efter en længere pause er det gået stærkt, og som beskrevet i mit forrige indlæg, er Vejlerne her i sommer- og sensommer-månederne “opsamlingssted” for fugle fra ynglekolonierne i Limfjordsområdet. I sidste uge talte jeg det foreløbigt højeste tal for i år, 237.

Det er ret nyt, at det ikke er Bygholmengen, som er den vigtigste lokalitet – i år har de største flokke været i Kogleaks/Lund Fjord-området. Det skyldes sikkert de helt ekstremt tørre forhold på Bygholmengen. Ofte flytter Skestorkene flere gange om dagen mellem Kogleakssøen og Lund Fjord, således også i dag, hvor en Havørn fik alle de knap 100 fugle på vingerne – ved den lejlighed blev disse fotos taget.

Skestorke, Kogleaks, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Kogleaks, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også Sølvhejre eksploderer voldsomt i antal disse år. For fem år siden var seks fugle en “kæmpeflok” som omtaltes som “influx”,  for to år siden startede arten på at yngle i fiskehejrekolonien i Øsløs Skov, og i år husede denne koloni hele ni par. Også for Sølvhejre er Kogleaks/Han/Lund-området et “hotspot”, og idag talte jeg 25 deroppe – heraf hele 19 samlet i nogle buske i sydvesthjørnet af Lund Fjord. Ikke alle 19 kunne dog være på tele-fotoet…

Sølvhejrer og Fiskehejrer, Lund Fjord, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejrer og Fiskehejrer, Lund Fjord, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og selv om det er blevet et almindeligt syn med alle disse hvide fugle i Vejler-landskabet, giver det nu stadig et lidt eksotisk præg og får tankerne til af flyve til Doñana, Hortobagy, Neusiedler og slige steder… 🙂

Skestorkene bygger op…

Med næsten 400 par Skestork i Danmark i år, heraf størstedelen i Limfjorden, må det forventes at årets sommer-koncentrationer vil nå hidtil usete højder. Der meldes allerede om over 100 fugle i den nye Birkesø i Lille Vildmose, og i Vejlerne er der selvfølgelig også gang i tingene.

For godt en uge siden så jeg de første årsunger, og for hver dag dukker der flere nye, tiggende Skestorke op i flokkene i selskab med forældrefuglene. På en rundtur i de Østlige Vejler igår havde jeg 137 fugle, heraf 75 i Kogleakssøen og resten på Bygholmengen. Derudover er der stadig mange fugle i kolonien på Melsig (Arup Vejle), og i Østerild Fjord har mange den sidste tid haft glæde af Skestorke, der har fourageret ganske tæt på dæmningen.

Så der er lagt op til en stor skestorkesommer i Vejlerne! I år bliver det lidt i “konkurrence” med Lille Vildmose, for nye søer som Birkesø har jo de første år en enorm produktion, bl.a. af hundestejler, og ved selvsyn kunne jeg sidste weekend iagttage, hvordan fuglene derovre nærmest “skovlede” hundestejler i sig. Det samme fænomen kunne iagttages i årene lige efter Vilsted Søs etablering – dengang taltes de hidtil største flokke af Skestork i Danmark på dén lokalitet.

Men det betyder ikke, at der ikke også kommer mange fugle i Vejlerne – der er bare mange at fordele rundt om på lokaliteterne. Også Ulvedybet og Agger Tange fungerer som opsamlingssteder for nogle af de mange Skestorke. Tænk sig at der nu yngler næsten 400 par – hvem ville have troet det for få år siden? Og det ser ikke ud til at stoppe – formentlig er der plads til mange flere Skestorke i den danske kystnatur. Det bliver spændende at følge også de kommende år.

Her er lidt billeder af de sjove, elegante men klovneagtige fugle fra gårsdagens tur…

Skestorke på vej mod Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke på vej mod Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke på vej mod Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke på vej mod Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke lander i Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke lander i Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke og Fjordterne, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke og Fjordterne, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke og Hættemåge, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke og Hættemåge, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Eksklusiv natur med eksklusive arter, i Himmerland

Fredags og lørdag i sidste uge – de to sidste junidage – havde jeg fornøjelsen af en udflugt til det østlige Himmerland, med det formål at opsøge nogle potentielle steder for især Arktisk Smaragdlibel, der i atlasperioden ellers kun har været rapporteret fra Søhøjlandet omkring Silkeborg.

Initiativtageren til satsningen var Erik Dylmer, og da han spurgte om jeg ville med, var jeg ikke i tvivl: det ville jeg meget gerne! 🙂

Områderne i fokus var Lille Vildmose og Stubberubvad ved Rold Skov, da der fra begge lokaliteter tidligere (men ikke i atlasperioden) var blevet rapporteret Arktisk Smaragdlibel. Og da atlasprojektet nu kører på sidste sæson, ville det være godt at få konstateret, om arten stadig fandtes på stederne. Begge steder havde Erik sørget for adgangstilladelser (i Lille Vildmose besøgte vi både områder i den lukkede Tofte-indhegning og i alment tilgængelige områder).

Fredagen bød på flot, men noget blæsende vejr, og selv om vi opsøgte nogle af søerne ude på Tofte Mose-højmosefladen, var det begrænset, hvor mange guldsmede, det gav – udover Fireplettet Libel, Rødøjet Vandnymfe, Lille Kærguldsmed og andre almindelige arter.

Fireplettet Libel, Tofte Mose, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fireplettet Libel, Tofte Mose, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Kærguldsmed, Tofte Mose, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Kærguldsmed, Tofte Mose, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Her var til gengæld spændende botanik, i form af både Rundbladet og Langbladet Soldug, Blomstersiv og meget andet, selv om selve mosefladen fremstod overraskende tør (men det har jo også været en ekstrem tør sommer indtil nu)…

Der botaniseres på højmosen - her vokser der Blomstersiv. Tofte Skov i baggrunden til venstre. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Der botaniseres på højmosen – her vokser der Blomstersiv, en sjælden art i Danmark. Tofte Skov i baggrunden til venstre. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I læ inde i Tofte Skov gjorde vi flere interessante fund, bl.a. flere Siv-mosaikguldsmed (som det desværre ikke lykkedes at få fotos af). Og så stødte vi på flere Vildsvin og Krondyr, og mange steder var der spor og vidnesbyrd i kraft af oprodet skovbund – herligt ved selvsyn at få lov til at opleve, hvor stor betydning sådanne nøglearter kan have i dansk natur, her i landets første og største forsøg med “rewilding” i praksis.

Vildsvin, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vildsvin, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og pludselig var den der – den fantastiske og specielle Arktisk Smaragdlibel, en han som fløj rundt langs et skovbryn, men som heldigvis også var så venlig at sætte sig og hvile på en gren ca. i øjenhøjde. Den mest iøjnespringende karakter, som adskiller arten fra andre smaragdlibeller, er hannens bagkropsvedhæng, der er formet som en knibetang a’la ørentvistens.

Arktisk Smaragdlibel han, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel han, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel han, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel han, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og så fremstår bagkroppen meget mørk, nærmest sort, i sammenligning med Glinsende Smaragdlibel, som har nogenlunde samme form (men vedhængene er helt anderledes).

Fredag eftermiddag besøgte vi også bræddestien i Portlandsmosen, også her var forholdene meget tørre – men ved en af de gamle gravebaner var der en Siv-mosaikguldsmed (som blev checket grundigt – stedet ville også være oplagt til Højmose-mosaik – som jeg mangler på min artsliste)…

Fredag aften og lørdag morgen switchede vi til fuglekigger-mode, og dyrkede mængderne af fugle ved den nye Birkesø – her var ca. 80 Skestork, et mylder af lappedykkere (fire arter), specielt mange Sorthalset Lappedykker og Gråstrubet ditto med 1/4-3/4-store unger, en kæmpe Hættemåge-koloni (mange unger), Klyder med unger, Lille Præstekrave og meget andet. I baggrunden Heck-kvæg (urokser) og Krondyr. Et fantastisk nyt fuglested, og som sådan lige nu på sit højeste – hvis det kommer til at følge mønsteret fra andre ny/gen-etablerede lavvandede søer.

Inden vi forlod Lille Vildmose lørdag formiddag var vi også en tur i Porsemosen nord for Portlandsmosen (indgang via “kaffepletten”) – et sted jeg ikke kendte i forvejen. Her var der fire gamle gravefelter omgivet af diger, hvor spagnum-mosen var våd – så det var jo noget af det helt rigtige til nogle af de sjældne arter. Og ganske rigtigt – også her var der Arktisk Smaragdlibel (en omkringflyvende han), adskillige Siv-mosaikguldsmed, og så iøvrigt rå mængder af Sort Hedelibel – en tæthed af hedelibeller som jeg aldrig tidligere har set magen til. Vi vurderede mindst 500 (konservativt), men det reelle tal kan have været meget større.

Sort Hedelibel, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-mosaikguldsmed tørrer vinger, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-mosaikguldsmed tørrer vinger, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Lørdag eftermiddag rykkede vi så en smule vestpå til Stubberupvad, et rigkær og en fantastisk botanisk lokalitet (og måske mest kendt som sådan) ved en skrænt ned til Lindenborg Å. Her fik vi selskab af Thomas Buus Nielsen, og sammen havde vi nogle fantastiske timer med blomster og insekter. Selv om stedet ved første blik oppe fra toppen af skænten så ret så tilgroet ud (meterhøj tagrør dækkede det meste af dalen), viste det sig, når man gik rundt i det, at der stadig var masser af eksklusive arter til stede – og vi fandt endda et par større overraskelser!

Her havde Erik for ca. ti år siden fundet Arktisk Smaragdlibel og Kongeguldsmed. Det var sidstnævnte som først viste sig for os, da vi fandt en af de mange småbitte bække, der springer frem som kilder ved foden af skrænten (“trykvand”). Det er virkeligt nogle overraskende små vandstrømme, den art trives ved!

Kongeguldsmed han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kongeguldsmed han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter min æstetik er det simpelthen den danske guldsmedefaunas flotteste dyr, og så er den tilmed dejligt nem at få lov til at nærstudere, for den sætter sig meget ofte. Ialt mindst otte hanner så vi.

Arktisk Smaragdlibel var der ialt tre af, alle hanner som patruljerede på overgangen mellem rigkæret og den ellesump, der voksede som galleriskov langs åen. Til min overraskelse var den ikke så svær at få flugtbilleder af, faktisk fik jeg mange skarpe fotos “i kassen” – noget som ellers plejer at være tæt på umuligt (eller ialfald kræve stor tålmodighed), når det drejer sig om smaragdlibeller…

Arktisk Smaragdlibel han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den ene af de ovenfor nævnte overraskelser bestod i, at en fjerde smaragdlibel på lokaliteten viste sig at være Plettet Smaragdlibel – en art som i Nordjylland ellers kun kendes fra Læsø og Skagen (-sidstnævnte sted er den fundet som ny art denne sommer). Dén var til gengæld ikke samarbejdsvillig – så ingen fotos af den… Og endnu en markant ny kvadrat-art var Lille Blåpil, ja faktisk var vores observation af et par i parring og en han en fremrykning af artens nordgrænse i Danmark med noget der ligner 50 kilometer!

Lille Blåpil han og hun, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Blåpil han og hun, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Blåpil han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Blåpil han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stort set alle de guldsmede, vi så på lokaliteten, hørte til i den eksklusive kategori – således sad der tre steder i kanten af kronhjortenes sølehuller Lille Farvevandnymfe – for mig en markant udvidelse af min forståelse for denne fine arts habitatpræferencer.

Som nævnt var der også en fin flora på stedet; mange Sumphullæbe og Plettet Gøgeurt voksede i bunden af dalen – og alt muligt andet, som jeg ikke er i stand til at sætte navn på. Så den tilsyneladende “kedelige” zone med tagrør viste sig at gemme store værdier – men der er vist ingen tvivl om, at lokaliteten godt kunne bruge noget mere (kreatur)græsning – i øjeblikket græsser der kun heste, som synes at undgå de vådeste partier. Men den store Krondyr-bestand på stedet er jo nok med til at holde det delvist åbent.

Guldsmedene var heller ikke de eneste interessante insekter – vi så eksempelvis både dagsommerfuglene Iris og Kejserkåbe, og ikke færre end fire arter af køllesværmere.

Engkøllesværmer, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Engkøllesværmer, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I det hele taget må udflugten betegnes som en gennemført succes – stor tak til Erik for initiativet! 🙂

Familieforøgelse hos Blåhalsene

Jeg har for vane at aflægge gangbroen i Han Vejle et besøg mindst én gang om ugen sommeren igennem, ikke mindst fordi det er et godt sted at følge med i sæsonens udvikling for diverse vandnymfe- og guldsmedearter.  Således også i eftermiddags – hvor der dog ikke var meget gang i sagerne, specielt større arter var fraværende, sikkert på grund at en jævn til frisk vind. Lidt vandnymfer var der dog – især æglæggende Flagermusvandnymfe og Stor Farvevandnymfe. Den “kanal” som fører langs gangbroen, skabt af det køretøj på “ballonhjul”, som blev anvendt da broen blev bygget, er fyldt med alger og flydeblade, som vandnymferne ynder at lægge æg i. Denne “grød” af vegetation er nu ved at tørre ind i denne exceptionelt tørre sommer – men holder dog så meget på fugtigheden, at det stadig kan tiltrække insekterne.

Jeg blev distraheret i vandnymfe-kiggeriet, da en han Sydlig Blåhals for næsen af mig kom farende ud fra rørbræmmen og snuppede en vandnymfe.

Sydlig Blåhals han med vandnymfe, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sydlig Blåhals han med vandnymfe, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg kunne ikke se hvilken art det var, den fangede – men sandsynligvis en af de to ovennævnte. Og det viste sig hurtigt, at de insekter, som Blåhalsen samlede, ikke var til sig selv – en nyudfløjen, stumphalet unge sad parat med gabet spilet op – der er sket familieforøgelse hos Blåhalse-familien ved gangbroen, nok nogle af de allermest besøgte af arten i Danmark (hvilket hundredvis, hvis ikke tusindvis af billeder på nettet vidner om).

Sydlig Blåhals han med en meget sulten unge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sydlig Blåhals han med en meget sulten unge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sydlig Blåhals han med insekter i næbbet, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sydlig Blåhals han med insekter i næbbet, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det var tydeligt, at det dyndede, indtørrende “snask” i “kanalen” rummede mange insekter, og Blåhalse-hannen fik hurtigt fyldt næbbet med både voksne insekter og larver. Ungen sad det meste af tiden lidt i skjul i rørbræmmen, men var altid parat med opspilet næb, når hannen havde fangst.

Sydlig Blåhals han og unge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sydlig Blåhals han og unge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På et tidspunkt dukkede også hunnen op på arenaen.

Sydlig Blåhals hun med føde, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sydlig Blåhals hun med føde, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også hunnen samlede føde i næbbet, men jeg så hende ikke fodre denne unge, som regel fløj hun lidt ind ad den “sidekanal”, der fører over mod Østre Landkanal, og forsvandt ind i rørene – så måske var der endnu en unge i familien.

Efter meget fodringsaktivitet i lang tid, mindst en halv time, tog hannen sig en slapper og soignerede fjerdragten.

Sydlig Blåhals han ryster fjerene på plads, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sydlig Blåhals han ryster fjerene på plads, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fjerplejen var dog hurtigt overstået, og hannen vendte tilbage til sit arbejde – ud at skaffe føde til de yngste i familien…

Det var nogle hyggelige indblik i familielivet hos denne smukke art, vi kun har haft som ynglefugl i Vejlerne siden efter årtusindskiftet, og som hvert år glæder mængder af mennesker.

Sydlig Blåhals han. Blåhals er i forvejen langlemmet - langbenet, langhalet, langnæbbet - og bliver det da især, når den står på tæer! Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sydlig Blåhals han. Blåhals er i forvejen langlemmet – langbenet, langhalet, langnæbbet – og bliver det da især, når den står på tæer! Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.