Endnu en nytårshilsen fra ornit.dk

Jeg plejer hvert år at udsende en kombineret jule/nytårshilsen fra firmaet, med et tilbageblik på det forgangne års projekter, og et ønske om fortsat samarbejde med mine forskellige samarbejdspartnere. I år blev den ikke klar lige så tidligt som de andre år, og julen er ligesom forpasset, så det blev bare til en nytårshilsen.

Som altid har jeg forsøgt at layoute en pæn “tryksag” (som dog kun findes digitalt). Det er ellers ikke mange ressourcer, jeg ofrer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se mit lille firma og nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde. Den må derfor gerne videre-distribueres!

Klik på forsidebilledet her for at downloade hele nytårshilsenen (fem sider som pdf):

nytaarshilsen2019_forside_lille

En magisk aften på Arupdæmningen

Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Forleden aften (i forgårs) ved Arupdæmningen var magisk! Helt stille vejr efter en smuk solrig dag, mørke skyer trak op fra syd og tilføjede dramatik, og lydkulissen fra 500 Sangsvaner i Østerild Fjord samt indtrækkende Kortnæbbede– og Bramgæs gik tilsammen op i en smuk og højere helhed.

Jeg har tidligere fortalt om min fascination af aften- og morgentrækket af Toppet Skallesluger – fugle som har tilbragt dagtimerne ude på Limfjorden, men som ved solnedgang søger ind i Vejlerne for at overnatte mere beskyttet. Det samme fænomen ses også med Hvinand, som regel dog med mindre tal. I sidste uge hjalp jeg ved en totaltælling af Vejlerne, hvor dette træk blev talt – den dag gav det 1009 Toppet Skallesluger og 157 Hvinand indtækkkende til Østerild Fjord over Arupdæmningen. Der var nok nogenlunde tilsvarende tal i forgårs, men frem for at tælle fokuserede jeg på at fotografere det flotte skue, når dykænderne kommer i høj fart ude fra fjorden, og lader sig “dumpe ned” de sidste par hundrede meter inden de rammer vandfladen…

Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Solnedgangen bag Sennels Hage var spektakulær…

Solnedgang set fra Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Solnedgang set fra Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hvinand, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hvinand, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvinænderne kommer som de sidste, nogle gange først når det er næsten helt mørkt…

Den østlige trækvej (Kortnæbbede Gæs i Sverige)

I løbet af de efterhånden mange år, jeg har været med til at følge bestanden af Kortnæbbet Gås, har de gang på gang overrasket ved at finde på noget nyt. Nok er gæs i udpræget grad traditionalister, som netop vender tilbage til de samme rastepladser år efter år. Men der må også være en vis procentdel eventyrlystne blandt dem, som fortropper når nye rastepladser – og ligefrem trækveje – bliver fundet. For mange år siden var den gængse opfattelse, at de trak direkte mellem de vestjyske rastepladser og ynglepladserne på Svalbard. Jeg har tidligere berettet om det “nye” rasteområde i Trøndelag i Norge, kendt gennem de seneste godt 20 år – [se indlægget her] – som jeg har besøgt om foråret 2017, -18 og -19. Det er gået stærkt, og nu står langt hovedparten af bestanden deroppe ved Trondheim-fjorden sidste halvdel af april og første halvdel af maj.

Det nyeste er, at en østlig trækvej gennem Finland (om foråret) og Mellemsverige (mest efterår) i løbet af de sidste ca. fem år er vokset frem. Tidligere var Kortnæbbet Gås i Sverige en sjælden fugl. Det begyndte med nogle få blandt de store flokke af Sædgæs ved de traditionelle gåserastepladser, fuglesøerne Kvismaren og Tysslingen nær Örebro i landskabet Närke, og landbrugsområderne omkring søerne. Der foreligger ikke så mange store tællinger, men det var åbenbart ud fra rapporter om halsmærkede gæs, at der måtte være mange hundrede fugle involveret. Fænomenet har været hastigt stigende, og skal nu tælles i tusinder.

Da jeg blev bedt om for Aarhus Universitet at tage derover og gøre en ekstra indsats med halsringsaflæsning den sidste uge af oktober, var jeg ikke sen til at sige ja til tilbuddet. Og det har været interessant igen at opleve den kendte art i nye sammenhænge og nye landskaber. Her følger lidt fotos og indtryk fra turen.

Kortnæbbet Gås, Sædgås m.fl., Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås, Sædgås m.fl., Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det var spektakulært at se de tusindtallige gåseflokke i de flotte landskaber. Jeg nåede op på ialt ca. 3100 Kortnæbbede (2300 overnattende i Tysslingen og 800 i Kvismaren). Sædgæssene gjorde jeg ikke forsøg på at få et samlet overblik over, men der var op til over 5500 i de største flokke jeg så. Og så var der andre gåsearter indblandet, Grågås, Blisgås, Bramgås og Canadagås.

Lyse Kortnæbbet Gås og mørke Sædgås, nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lyse Kortnæbbet Gås og mørke Sædgås, nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås og Sædgås i typisk landskab nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sangsvane, Kortnæbbet Gås og Sædgås i typisk landskab nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås på morgenudflyvning fra Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås på morgenudflyvning fra Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn flyver samme vej som gæssene, Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn flyver samme vej som gæssene, Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Del af en flok på 5650 Sædgæs, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Del af en flok på 5650 Sædgås, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sædgås og Blisgås, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sædgås og Blisgås, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover gæs byder Sverige jo altid på mange andre oplevelser…

Trane, rådyr m.m., Vallersta, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Trane, Rådyr m.m., Vallersta, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg var overrasket over at der stadig rastede mange Traner i landbrugslandet, bl.a. over 1100 i én flok i starten af ugen. Det har været et relativt mildt efterår, men sidste uge af oktober bød på dage med nattefrost og stille højtryksvejr, så jeg går ud fra at en stor del af dem stak sydpå i løbet af ugen…

Elg, Egersta ved Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Elg, Egersta ved Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Kan det blive mere svensk end en Elg med disse omgivelser? Der var i øvrigt mange marker med vinterraps, som jeg ikke så gæssene spise af – men et par unge usky Elge syntes at det var fortrinlig føde… De andre pattedyr på turen, Rådyr og Ræv, er det jo ikke fordi jeg ikke omgås til dagligt herhjemme – der var blot mange flere af dem, og de virkede mindre bange for mennesker end jeg er vant til.

Øjenkontakt med våd Ræv ved Kvismaren, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Øjenkontakt med våd Ræv ved Kvismaren, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Til sidst turens bonus, en Høgeugle som valgte at slå sig ned få km fra hvor jeg boede…

Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Flere fotos fra Sveriges-turen kan ses i galleriet her.

Sensommerens guldsmede i Thy

Siv-Mosaikguldsmed han, Lodbjerg Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-Mosaikguldsmed han, Lodbjerg Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg er nu igennem de første fire af fem planlagte måneder (maj-september) i årets guldsmedeundersøgelse i Nationalpark Thy. Det er tid til lidt omtaler af nogle af fundene gjort i projektet…

Siv-Mosaikguldsmed blev slet ikke registreret i Thy under den første atlasundersøgelse (2014-18), så det er en glæde, at jeg har fundet den i år – foreløbigt to steder, men arten kan flyve til sent, så der kan sagtens nå at dukke flere op.

I den undersøgelse jeg de sidste to år foretog i Vejlerne, var der her hen på sensommeren en vis “afmatning” i registreringerne; efter at forårets enorme mængder af vandnymfer var færdige med at flyve, blev arenaen overtaget af især mosaikguldsmede – og dermed kunne mobiltelefonen og app’en Naturbasen i nogen grad hvile lidt, når jeg var i felten.

Jeg havde – nok fordi jeg ikke havde gennemskuet forskellene i guldsmedefaunaen mellem Vejlerne og Thys klitheder – forventet at noget lignende ville gøre sig gældende i denne undersøgelse. Men sådan er det IKKE gået! – der er STADIG masser af registreringer, der skal gøres, når jeg er i felten. Den store forskel i forhold til Vejlerne er, at lokaliteterne i Thy rummer store bestande af “sensommerens vandnymfer” nemlig kobbervandnymferne (først og fremmest Almindelig Kobbervandnymfe) – og så er bestandene af hedelibeller – hele seks arter! – også meget, meget større end i Vejlerne… I Vejlerne registrerer man disse arter – men kun meget sporadisk.

Der er ganske vist mange af hedelibellerne, som det ikke er muligt at artsbestemme i felten, når man ser dem ‘omkringflyvende’ (men de bliver indtastet som ‘Hedelibel sp.’). Men selvfølgelig bliver det også til mange iagttagelser, hvor artsbestemmelse er mulig – så her kommer lige nogle fotos af sensommerens hedelibeller:

Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Allerede 18. juni så jeg de første af sommerens invasion af Rødåret Hedelibel, bl.a. 2-3 stykker i en fin sø på Lodbjerg Klithede. Igår besøgte jeg denne lokalitet igen, og der var STADIG gang i dem, mindst fire hanner så jeg med sikkerhed, men jeg tror der var flere, da ialt 10-15 røde han-hedelibeller optrådte territoriehævdende langs bredden – netop som det er karakteristisk for denne art. I mellemtiden har jeg også haft hunner, tilmed æglæggende, på denne og andre lokaliteter – og er spændt på om jeg også kommer til at se nyforvandlede eksemplarer her i sensommeren. Ovenstående meget slidte han sad på samme pind, hvor jeg så én i juni – og jeg er ikke i tvivl om, at det må dreje sig om samme individ. Jeg besøger lokaliteterne med ca. 14 dages mellemrum, og flere steder har jeg iagttaget territoriehævdende hanner præcis de samme steder gang efter gang. Gad vide hvor længe de holder sig igang? Ialt er det blevet til ikke færre end 68 observationer af arten i Nationalparken (tilsammen 81 individer), fordelt på seks atlaskvadrater.

Gulvinget Hedelibel han, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel han, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Gulvinget Hedelibel er det blot blevet til fire observationer af, én fra Holmesø i Hvidbjerg Klitplantage og tre fra Vang Sø. Det er svært at vurdere om der er tale om lokal reproduktion (efter sidste års influx), eller tilflyvning sydfra. Men en art som det altid er hyggeligt at hilse på!

Sort Hedelibel han, Vangså Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel han, Vangså Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sort Hedelibel har vist sig at være rimeligt almindelig de fleste steder; ikke mindst i de helt åbne klithede-terræner. De småbitte guldsmede er meget omkringfarende og faktisk lidt udfordrende at få billeder af. Især når man ser dem sammen med vandnymfer, går det op for én hvor små de virkeligt er – kropslængden er mindre end hos Almindelig Vandnymfe!

Almindelig Hedelibel han, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Hedelibel han, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Almindelig Hedelibel er faktisk ikke særligt almindelig i Thy – eller også flyver den først i antal senere på sæsonen. Foreløbigt har jeg set tre gange så mange Rødårede som Almindelige Hedelibeller (!)…

Ung Stor Hedelibel hun, Per Madsens Kær, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ung Stor Hedelibel hun, Per Madsens Kær, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gammel Stor Hedelibel hun, Nors Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gammel Stor Hedelibel hun, Nors Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Hedelibel hun og han i parring, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Hedelibel hun og han i parring, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stor Hedelibel er til gengæld – indtil nu – langt den talrigste af hedelibellerne i Thy. Det var den første på arenaen, fra midt i juni, men der ser ikke ud til at være begyndt en afmatning af flyvningen endnu – jeg finder stadig helt nyforvandlede individer.

Blodrød Hedelibel han, Holmesø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blodrød Hedelibel han, Holmesø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og Blodrød Hedelibel er selvfølgelig også en almindelig art i Thy; det er mit indtryk at den især findes på steder med trævækst i nærheden.

Derudover er, som nævnt, Almindelig Kobbervandnymfe allestedsnærværende, og dét i rå mængder…

Indtastninger af Almindelig Kobbervandnymfe på guldsmedeatlas.dk.
Indtastninger af Almindelig Kobbervandnymfe på guldsmedeatlas.dk.

Det er mange gange på en dag, at arten bliver tastet ind i Naturbasens app – heldigvis kan den findes frem ved tastekombinationen ‘g ko’, men alligevel er det mange gange pegefingeren skal ramme mobil-skærmen sådan en dag i felten… Almindelig Kobber er for mig en af mest fotogene vandnymfer, så den er stadig i stand til at sprede glæde, selv om den er almindelig!

Almindelig Kobbervandnymfe hun og han i parring, Blovsgårde, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Kobbervandnymfe hun og han i parring, Blovsgårde, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Disse er ganske vist ikke fotograferede i nationalparken, men ved vindmølletestcentret i Blovsgårde…

Men ellers er det selvfølgelig karakteristisk for årstiden, at de fleste vandnymfearter – ud over de to arter kobbervandnymfer, Stor Farvevandnymfe og Almindelig Vandnymfe – er færdige med at flyve (jeg ser dog stadig enkelte Flagermusvandnymfer, og igår en Lille Farvevandnymfe). Det har været en overraskelse at der stadig flyver enkelte Fireplettet Libel – denne er fra 24. august:

Fireplettet Libel, Vangså Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fireplettet Libel, Vangså Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I Vejlerne så jeg aldrig arten efter 1. august – men det har nok i det hele taget været en sen guldsmedesæson i år.

Jeg har fundet Blåbåndet Pragtvandnymfe i både Klitmøller Å og i Hansted Mølleå, men ikke i store antal – og de lader til at være færdige med at flyve for i år – ingen obs. de seneste par uger. Derfor var det en overraskelse igår at finde denne:

Blåbåndet Pragtvandnymfe, Nagorsaksøen, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåbåndet Pragtvandnymfe, Nagorsaksøen, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ja beklager billedkvaliteten, men så er fundet da dokumenteret ;-). Det var et lidt uventet sted at finde arten, ved Nagorsaksøen i Hvidbjerg Klitplantage, selv om pragtvandnymferne er kendt for at komme noget omkring. Jeg har også på et tidspunkt tidligere på sæsonen haft et individ omkringflyvende over Nors Bagsø…

Jeg har indtil nu foretaget ikke færre end 7630 registreringer (af ialt over 15700 guldsmede og vandnymfer) i årets undersøgelse. Det er flere end i Vejler-projektet (som tilmed løb over to år). Jeg har fundet 32 arter i nationalparken, heraf fem arter som ikke blev registreret i Atlas I. Dette skema sammenligner mine fund i år med fundene gjort under Atlas I:

Fund af guldsmede og vandnymfer i de atlaskvadrater, som dækker Nationalpark Thy, under Atlas I og i år.
Fund af guldsmede og vandnymfer i de atlaskvadrater, som dækker Nationalpark Thy, under Atlas I og i år.

Kun én art som tidligere var registreret har jeg ikke genfundet, Blåvinget Pragtvandnymfe. Til gengæld har jeg givet nogle af kvadraterne et virkeligt løft, så de artsrigeste kvadrater har nu op mod 30 arter (hvor det var ca. halvdelen under den tidligere atlasperiode).

Til sidst et eksempel på nogle af mine mange kortlægninger, fra en af de bedste lokaliteter, Kokkær Vand:

Kortlægninger af guldsmede og vandnymfer i Kokkær Vand 2019.
Kortlægninger af guldsmede og vandnymfer i Kokkær Vand 2019.

Jeg er godt klar over, at farverne på flere af prikkerne ligger så tæt på hinanden at det kan være svært at skelne – det er også bare ment som et eksempel på, hvor overdådig en rigdom af disse fascinerende dyr, der er i Nationalpark Thy!

Anmeldelse af ‘Nordens trollsländor’

Billqvist, M., D. Andersson & C. Bergendorff 2019: Nordens trollsländor. 352 sider. Avium förlag, Stenåsa. 289 SEK i Naturbokhandeln, 299 DKK i Naturbutikken.

Siden denne nye bog blev annonceret første gang for et par år siden, har jeg meget interesseret fulgt med i opdateringer om tilblivelsen af bogen – bl.a. i en til formålet indrettet Facebook-gruppe. De prøver på bogens indhold, som har været vist frem, lovede MEGET godt, og derfor sad jeg nærmest klar til at afgive en bestilling, det øjeblik da bogen for ca. fjorten dage siden endelig blev meldt klar fra trykkeriet.

Og jeg må sige, at de tårnhøje forventninger er IKKE blevet skuffede! Her er simpelthen tale om en af de mest gennemarbejdede felthåndbøger til nogen artsgruppe, jeg endnu har haft i hænderne.

Bogens tekst er forfattet af Magnus Billqvist, formand for Trollsländeföreningen i Sverige. Han var også forfatter til forgængeren Svenska trollsländeguiden fra 2012, som også var en meget fin bog. Den var dog layoutmæssigt ikke lige så ”lækker” som den nye bog – og så havde den jo ikke alle skandinaviske arter med. I den gamle bog fik hver art ét opslag – i den nye er det to (altså fire sider pr. art), så bogen er også vokset betragteligt i omfang (formatet er tilmed større, Svenska trollsländeguiden målte 150×215 mm, Nordens trollsländor 160×250 mm). Kun fire arter bagest i bogen må ”nøjes” med ét opslag hver – arter som endnu ikke er truffet i Norden, men som regnes som sandsynlige ”indvandrere” indenfor de kommende år.

Grundlæggende har jeg – både når det gælder fugle-felthåndbøger, floraer og andre guider – altid foretrukket tegnede illustrationer fremfor fotos. Altså forudsat at kunstneren er dygtig! Men efterhånden er der dukket nye bøger op som baseres udelukkende på fotos – som denne – og jeg må sige, at det fungerer fint, ikke mindst fordi der er lagt et kæmpe stykke arbejde i at få fundet pædagogiske nærbilleder, og præsenteret udsnit som fokuserer på de vigtigste karakterer. Der er tale om et meget imponerende udvalg af fotos, ikke færre end ca. 2000 enkeltbilleder (!). Det er ikke mindst beundringsværdigt, at langt hovedparten et taget af bogens to hovedfotografer David Andersson og Christer Bergendorff.

Bogen indledes med 60 siders introduktion, som kommer vidt omkring og bl.a. fortæller om livet som larver under vandet, forvandlingen og mange aspekter af livet som voksen guldsmed/vandnymfe. Her gives også gode tips til feltbestemmelse, og det pointeres hvor vigtigt det er at være opmærksom på, hvor meget guldsmede og vandnymfers farver forandres i løbet af deres levetid. Forskellige habitaters værdi som levesteder for guldsmede gennemgås, og der er tilmed en guide til, hvordan man kan anlægge en havedam specifikt med henblik på guldsmede!

Den sidste del af introduktionen er en række tavler, som sammenligner nøglekarakterer hos nogle specielt udfordrende grupper – kobbervandnymfer, ”blå vandnymfer”, rødøjede vandnymfer, farvevandnymfer, mosaikguldsmede, smaragdlibeller, kærguldsmede, hedelibeller m.fl. Med disse tavler og nøgler vil man faktisk kunne bestemme langt de fleste arter!

Men selvfølgelig er det vigtigste i enhver felthåndbog selve artsgennemgangen, hvor der ikke blot er blevet plads til et rigt udvalg af fotos, men også megen tekst. Det værdsætter jeg rigtigt meget – uanset hvilke dyr man har været i felten og har mødt, er det altid en fornøjelse når man kommer hjem at kunne læse udførligt om artens levevis, specifikke tilpasninger osv. Overskrifterne i artsbehandlingen er Nøglekarakterer, Optræden, Forekomst, Feltbestemmelse, Variation og Dragtdetaljer. Desuden er der til hver art et Udbredelseskort, skema med Flyvetid, Størrelse i mm og arter som udgør Forvekslingsrisiko er nævnt. Artsnavnet gives på alle skandinaviske sprog samt tysk og engelsk. Overskrifterne Optræden (”Uppträdande”) og Forekomst (”Förekomst”) kan være lidt forvirrende, muligvis fordi jeg ikke kender de finere nuancer på svensk – jeg ville have fundet det mere oplysende at kalde det Habitat/Adfærd og Udbredelse. Men indholdet er der intet i vejen med! Både udbredelseskortene og teksten er for øvrigt ganske aktualiseret, også når det gælder danske forhold (checket af Kent Olsen, hvilket jo borger for at det er korrekt).

nordens-trollslandor-billqvist-andersson-bergendorff (1)nordens-trollslandor-billqvist-andersson-bergendorff (2)

Der er til hver art MANGE bestemmelsesfotos (oftest 15-25), og hos de meget variable arter er der vist hele variationsbredden af farver og andre dragtafvigelser, opdelt på køn. Desuden er der til hver art et lille billede med en typisk habitat, og et stort billede af en larve i det sidste stadium før forvandling til voksent insekt. Det betyder at disse larve-fotos i nogen grad vil kunne hjælpe ved bestemmelse af exuvier (tomme larvehuder). Der er i øvrigt ikke gjort noget ud af at beskrive karakterer til adskillelse af larver/exuvier, men alene det, at de er vist, udgør et stort plus ved guiden.

Jeg mener selv at jeg på forhånd havde et så godt kendskab til danske guldsmede/vandnymfer, at jeg i felten kan bestemme alt hvad jeg måtte møde (forudsat jeg kan få et godt kig på nøglekaraktererne). Alligevel har denne nye guide efter de første par gennemsyn giver mig nye indsigter, som jeg delvist allerede har afprøvet i felten: forskellen på Stor og Almindelig Hedelibel er ikke kun fravær eller tilstedeværelse af ”overskæg” langs øjenkanterne (og for hunnerne skedeklappens udseende). Det er ialfald en god understøttende karakter, at den gule stribe på benene hos Almindelig er meget kraftigere end på Stor Hedelibel – ja faktisk er den hos sidstnævnte ofte så tynd, at den kan være svær at få øje på. Og så har bogen gjort mig opmærksom på, at den form/race af Højmose-Mosaikguldsmed, vi har i Danmark (”interlineata”), har et meget større og mere sammenhængende gult felt på kropssiden mellem de to diagonale gule striber end det er tilfældet i mere nordlige bestande, hvilket burde betyde, at den skulle være nemmere at adskille fra Siv-Mosaik hos os. Det glæder jeg mig til at verificere, når jeg en gang ser min første Højmose-Mosaikguldsmed!

Jeg har foreløbig kun fundet en enkelt fejl i bogen, under Brun Mosaikguldsmed, hvor bogstav-henvisningerne i teksten og bogstaverne på identifikations-fotos ikke passer sammen – tilsyneladende fordi der i arbejdsgangen er fjernet et af disse fotos. En forståelig fejl, for der har under layout-processen været ufatteligt mange af disse kryds-henvisninger at holde styr på! (og det forstyrrer ikke mere end at man sagtens kan gennemskue sammenhængen)…

Som nævnt er layoutet en fryd for øjet – sagt af én (undertegnede) som selv sysler en del med at ”lege” med layout og finder stor tilfredsstillelse i at nå frem til nogle indbydende sammensætninger af skrifttyper osv. I dette tilfælde er det Magnus Billqvist selv, som har stået for layoutet – han har altså haft fingrene godt nede i ”dejen” i hele tilblivelsen af bogen, hvilket jeg er sikker på har givet et løft til det samlede produkt.

Alt i alt kan jeg ikke lovprise denne bog højt nok – det er virkeligt en guldgrube af viden og æstetisk nydelse vedrørende disse fascinerende dyr!

Østlige insekter

Jeg har været en tur østpå – Bornholm, Falster, Lolland og Sydsjælland – i den seneste weekend og de første dage af denne uge, i forbindelse med NOVANA-arbejde (overvågning af Grøn Mosaikguldsmed). Der blev også set andre interessante dyr når tiden var til det – her kommer et lille udvalg…

Lille Kejserguldsmed, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Kejserguldsmed, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den ekstremt flotte Lille Kejserguldsmed har de seneste år været fast beboer i Safirsøen, en af mange fine søer opstået som følge af råstofgravning på øen. Jeg så et par i æglægning samt et par hanner, der fouragerede langs en skovvej – og af og til satte sig til hvile, hvor det var muligt at studere alle detaljer. Arten har også de seneste år været fast i Sydsverige, og bliver nu set flere steder på Bornholm (og sidste år på Sjælland), så måske kommer vi til at se noget som minder om en gentagelse af Stor Kejser’s indvandringshistorie (for 20 år siden en stor sjældenhed, idag er det svært at finde en lokalitet UDEN arten)…

Lille Kejserguldsmed, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Kobbervandnymfe, Oksemyr, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den anden store specialitet blandt guldsmede og vandnymfer på Bornholm er Lille Kobbervandnymfe, en art jeg virkeligt havde håbet – og satset hårdt – på at få at se. Jeg fandt den ikke ved Bastemose, og efter at have kigget hundredvis af kobbervandnymfer igennem og kun fundet Almindelig og Sortmærket, var jeg ved at opgive håbet. Men ved den fine skovmose Oksemyr ved Paradisbakkerne lykkedes det endelig, dyret materialiserede sig pludselig – ikke i selve sumpen, men i tørt hedeterræn mellem lyngplanter og blåbær. Den Lille Kobber levede fuldt op til mine forventninger – en meget, meget delikat sag, nåletynd, fin og lækker!

Rødåret Hedelibel, Ringedal, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel, Ringedal, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Årets invasion af Rødåret Hedelibel har selvfølgelig også ramt Borholm – jeg så både en han og denne flotte hun, der ser så frisk ud og klar i farverne, at det er lidt svært at tro at den skulle være fløjet fra Sydeuropa…

Tidselsommerfugl, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En anden insekt-invasion, Danmark har været ramt af i år, er formentlig den største masseoptræden af Tidselsommerfugl nogensinde. Der flyver stadig nogle få ekstremt slidte eksemplarer rundt med pergament-tynde stumper af vinger (dennes vinger var næppe over 1½ cm lange)…

Tidselsommerfugl, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

…men nu myldrer det også frem med den nye generation – en meget smuk sommerfugl er det altså!

Gammaugle, Gedser Odde, Falster, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gammaugle, Gedser Odde, Falster, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg havde en morgen ved Gedser, hvor jeg håbede at finde én af de mange Høsommerfugle, der er registreret den seneste tid som tilflyvere sydfra, men selv om der var stor aktivitet blandt diverse kålsommerfugle, Tidselsommerfugle og Gammaugler, lykkedes det desværre ikke…

Buksebi, Gedser Odde, Falster, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Buksebi (og svirreflue), Gedser Odde, Falster, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Til gengæld så jeg, også på Gedser Odde, hvad jeg tror er den første Buksebi, jeg har mødt… Sjovt at se den tøffe rundt med de enorme “pludderbukser” – og sjovt selv at få hilst på et dyr, som i år har været så meget i medierne (efter at kommunale myndigheder har udraderet flere kolonier)…

Moskusbuk, Birket, Lolland, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Moskusbuk, Birket, Lolland, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På Lolland fandt jeg denne Moskusbuk, en ekstremt flot stor bille, som jeg ellers tidligere kun har set i Sverige.

Hvepseagtigt!

Biulv, Lodbjerg Klitplantage, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Biulv, Lodbjerg Klitplantage, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tobåndet Hvepsesvirreflue, Vang Sø, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tobåndet Hvepsesvirreflue, Vang Sø, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man som jeg for tiden tilbringer mange timer i felten med at kigge efter nogle specielle insekter – guldsmede og vandnymfer – er det selvfølgelig uundgåeligt, at der også kommer andre interessante dyr i kikkerten.

I den forløbne uge er jeg to gange i Nationalpark Thy stødt på nogle flotte, hvepselignende dyr, som jeg ikke lige har kunnet genkende ved første øjekast.

Den første er faktisk en hveps, fra familien Gravehvepse. Det er en lille hveps (ca. 1 cm, vil jeg vurdere), og nem at kende på den rødbrune bagkant på hovedet, tegningerne på bagkroppen og en hvid “maske” i “ansigtet” (ikke synlig på dette foto). Navnet – og dyrets levevis – er måske det mest bemærkelsesværdige, den hedder noget så spektakulært som Biulv! Det skyldes dens yngleadfærd, hvor den jager honningbier, som paralyseres med en gift og anbringes i boet som foder for larverne. Mange insekter har sådan en “parasiterende” levevis, men det er altid fascinerende med disse ekstreme tilpasninger. Biulven har tidligere været sjælden i Danmark, men regnes for et af de insekter som har haft gavn af klimaforandringerne, ialfald er den vandret nordpå og er gradvist blevet mere almindelig i hele Nordeuropa. Den kan nu findes i det meste af Danmark, dog stadig ret sparsomt i Vestjylland, og dette fund var det første fra Thy som er rapporteret til Naturbasen.

Det andet dyr er overhovedet ikke nogen hveps, ja slet ikke en årevinge, men den flotte svirreflue Tobåndet Hvepsesvirreflue – i mine øjne en af de flotteste af svirrefluerne, som jeg længe har ønsket mig at se. Ved første øjekast giver den slet ikke indtryk af at være en flue, med de lange antenner og selvfølgelig de skarpt afsatte gule bånd på sort bagkrop – og antydningen af “hvepsetalje”. Arten har en udbredelse som minder om Biulvens, også med færreste fund i Vestjylland – der var dog enkelte fund forud for mit fra Thy.

Den slags små oplevelser som giver ekstra krydderi på dagene i felten… 🙂

Ny art for Thy: Rødåret Hedelibel

Brun Kejserguldsmed er ikke den eneste vandre-guldsmed, som rører på sig for tiden.

Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Igår fandt jeg ialt 3-4 hanner af den flotte Rødåret Hedelibel på to lokaliteter i Sydthy. Arten blev først opdaget i Danmark for ca. 20 år siden, og der gøres ikke fund hvert år – men i år ser der ud til at være en reel invasion i gang, de seneste dage er der rapporteret adskillige fra forskellige steder i landet (19 bare igår).

Arten findes udbredt i Sydeuropa, Afrika og Asien, og visse år sker der sådan en spredning nordpå, som der øjensynligt er i gang i år. Det sker så tidligt på sæsonen, at de “fastboende” hedelibeller kun lige er startet på forvandlingen til voksne insekter. Det tager et stykke tid fra forvandlingen til hannerne får deres røde farve – derfor var jeg med det samme på vagt, da jeg så den første røde han igår, ved Bisole Vande nord for Lyngby.

Rødåret Hedelibel han, Lyngby, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lyngby, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Dette individ var ikke så indstillet på at lade mig komme i nærheden, men jeg fik da knipset nogle dokumentations-skud, hvor man ser de røde årer i vingerne samt lige aner at undersiden af øjnene er støvet blå.

Senere på Lodbjerg Klithede fandt jeg yderligere to, måske tre. De to hanner opretholdt aggressivt territorier – både overfor hinanden og overfor en meget større Fireplettet Libel.

Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er netop et karakteristisk træk for denne art, at hannerne er særdeles territoriale – meget mere end de øvrige hedelibel-arter. De er også tit svære at komme helt tæt på – men da den ene konstant søgte tilbage til den samme udsigts-pind, satte jeg mig ned i nærheden af pinden og fik nogle bedre fotos når den landede…

 Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det måske tredje dyr på stedet var også en rød han hedelibel, men den satte sig ikke længe nok til at jeg fik set de afgørende kendetegn. Jeg er dog næsten sikker på at det også var en Rødåret – syntes jeg så et rødt skær i vingernes “svirren”.

Det var en ny Danmarksart for mig personligt, og selvfølgelig endnu en art til den igangværende undersøgelse af guldsmedefaunaen i nationalparken – listen over arter som er registreret i de atlaskvadrater, som dækker nationalparken står lige nu på 32, hvilket i nordjysk sammenhæng må siges at være ganske godt.

Tidligere har jeg kun truffet Rødåret Hedelibel ved én enkelt lejlighed, under trækfugletælling i ørkenen i Egypten…

Rødåret Hedelibel hun, El Zayt, Egypten, april 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel hun, El Zayt, Egypten, april 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det skal blive spændende at se, hvor mange som dukker op i Thy de kommende dage!

 

Vandrende guldsmed finder til Thy!

Efter at have arbejdet intensivt med guldsmede de seneste par somre, er det efterhånden sjældent at jeg oplever at være i tvivl, når jeg kigger på en guldsmed.

Men igår stod jeg – ved Kokkær Vand nær Tved – pludselig med et par store, blegbrune guldsmede i “tandem”, som jeg ikke lige kunne identificere ved første øjekast.

De havde denne blegbrune (kanel) farve både på kroppen og øjnene, var store som mosaikguldsmede – og virkede faktisk ret kedelige at se på. Jeg var bare mystificeret – hvad kunne det dog være for en art? Det var først da et lysende blåt “midterstykke” ved en bestemt vinkel sprang i øjnene, at jeg var klar over, at jeg stod med noget meget sjældent – en af de sydlige kejserguldsmede, enten Brun Kejserguldsmed eller Lille Kejserguldsmed.

De var meget omkringfarende, blev nærmest blæst omkring i den kraftige vind, men 4-5 gange så jeg dem gå ned ved en lille vig i søen for at lægge æg – stadig sammenkoblede i tandem. Det forvirrede mig lidt, for jeg ved at hos Stor Kejserguldsmed lægger hunnen æg alene (dog ofte med hannen vogtende i nærheden). Jeg havde ingen felthåndbog ved hånden, men jeg ringede til Kent Olsen, lederen af guldsmedeatlas-projektet, som kunne fortælle mig lidt om kendetegnene på Brun og Lille Kejser, og desuden sendte mig en MMS med de to relevante sider i felthåndbogen. Der stod netop fremhævet (både for Lille og Brun) at de lægger æg i tandem, og desuden at det vigtigste kendetegn er øjenfarven, som er klart skinnende grønblå hos Lille. Det var derfor åbenbart, at disse dyr var Brun Kejserguldsmed!

Jeg havde på dette tidspunkt endnu ikke fået billeder af dyrene, men alligevel valgte Kent ud fra min beskrivelse selv at begive sig mod Thy, for Brun Kejserguldsmed var en art, han selv meget gerne ville se i Danmark. Sidste gang de kom hen til vigen for at lægge æg lykkedes det mig at få skudt nogle få skud, fotos som ikke på nogen måde lever op til min sædvanlige standard, men som trods alt dokumenterer iagttagelsen:

Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På dette tidspunkt (ved 15-tiden) måtte jeg tilbage til bilen for at fouragere, da jeg ikke havde fået noget i maven siden morgenmaden. Kent ankom 1½ time senere, så sidst på eftermiddagen opsøgte vi igen søen. Vi var ikke nået mange meter ind på heden, før den første Brun Kejserguldsmed – en hun – viste sig foran os, på insektjagt over heden – alt for hurtig til at det var muligt at få billeder. Fremme ved søen var der en Stor Kejserguldsmed han, som patruljerede over vigen hvor jeg havde haft parret æglæggende – men derudover var der meget lidt aktivitet. Kent smed bukserne og vadede hele søen rundt, mens jeg holdt øje – men ikke overraskende så vi ikke mere til dyrene, normalt kulminerer æglægningen hos de store guldsmede midt på dagen, hvorefter de bruger resten af dagen på fouragering.

Fra hvor vi stod kunne vi se, at der længere vestpå over heden (og mere i læ fra plantagen) drønede nogle større guldsmede rundt, så vi gik i den retning, og havde først en Stor Kejserguldsmed hun, men senere gik ønsket i opfyldelse: en Brun Kejserguldsmed han dukkede op fra lyngen, og cruisede i langsom flugt lavt rundt over den våde klithede. Det var fedt endelig at have den i syne, hvor det var muligt at se detaljer under mindre hektiske omstændigheder. Et par gange kom den så tæt på, at Kent næsten kunne have fanget den i insektnettet, men ialfald fik han fyret nogle skud af, som jeg regner med har resulteret i betydeligt bedre fotos end mine. Da dette dyr var forsvundet bag en lav klitrække, rykkede vi længere frem langs en grøft og lettede efter nogle hundrede meter endnu en Brun Kejserguldsmed, han! Også denne kunne vi følge i nogle minutter på samme måde – jagende i rolig flugt i en meters højde.

Vi var nu oppe på, at der havde indfundet sig mindst tre, og måske helt op til fem Brun Kejserguldsmed ved denne fine lokalitet, og vi var begge meget tilfredse over den vellykkede mission: at (gen)finde dyrene.

Brun Kejserguldsmed er især udbredt i Afrika og Asien i zoner med markant regntid, og visse år kan den spredes over store afstande – det er en af verdens mest kendte vandre-guldsmede, selv til Island er den nået. Der har netop i år været en større nordgående bevægelse i gang siden februar-marts, med store antal i England og landene lige syd for Danmark, og også Sverige og Norge har fået besøg. I sidste uge blev den første så taget i Danmark – et dyr landede i et af ringmærkningsnettene på Blåvand Fuglestation!

Når to dyr kan finde hinanden, parre sig og lægge æg – og det senere viser sig, at der på lokaliteten er yderligere mindst ét dyr – må det betyde, at der også til Thy er nået adskilligt mange Brun Kejserguldsmed på deres vandring nordpå.

Der er tidligere i Danmark én gang, i 1995, fundet larver af Brun Kejserguldsmed på Bornholm – og nu vil der ialfald komme larver i Kokkær Vand – men det er vist den almindelige opfattelse, at larverne ikke vil kunne overleve en dansk vinter. Arten som sådan får derfor ikke så meget ud af “erobringstogtet” – men hvor var det stort at finde sådan en sjældenhed, og hvor var det fedt at Kent også fik den at se. Glæden ved at finde noget sjældent er altid større, når der er nogen man kan dele det med!

Om udbredelsen af Huevandnymfe

Huevandnymfe han, Per Madsens Kær, Hvidbjerg Klitplantage, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe han, Per Madsens Kær, Hvidbjerg Klitplantage, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man læser Ole Fogh Nielsens fremragende bog ‘De danske guldsmede’ fra 1998, står der om udbredelsen af Huevandnymfe: “Hue-Vandnymfe har altid været regnet for en af vore meget sjældne guldsmede. Den er tidligere fundet hist og her i Jylland og på Sjælland og Bornholm, men siden 1980 er den kun registreret fra en enkelt lokalitet på Lolland.

Der er sket en del siden. I det hele taget kunne man godt blive i dårligt humør af mange af bogens artsafsnit – på det tidspunkt var mange arter i tilbagegang og kun kendte fra nogle få lokaliteter. Jeg har indtryk af, at der dengang kun var nogle få håndfulde mennesker, der havde guldsmede og vandnymfer som interesse – og desuden var effekten af vandmiljøplan og sø- og å-genopretningsprojekter stadig ikke slået fuldt igennem. Men Ole Fogh Nielsen skriver i forlængelse af ovenstående, måske for at appellere til andre guldsmedeentusiaster: “Det er muligt, at den er overset på grund af den tidlige og meget korte flyvetid, og måske findes arten stadigvæk flere steder i landet. Man bør lede efter den på egnede lokaliteter i maj måned.

Det store boost i guldsmedeinteressen kom først for alvor med Atlasprojektet Danmarks Guldsmede I (2014-18), hvor ‘citizen science‘-bidrag fra mange amatør-odonatologer landet over, der rapporterede til databasen på fugleognatur.dk (Naturbasen), mangedoblede vores kendskab til udbredelsen af Danmarks guldsmede og vandnymfer.

Her er den kendte udbredelse af Huevandnymfe efter Danmarks Guldsmede I:

Udbredelsen af Huevandnymfe i Atlasprojektet Danmarks Guldsmede I 2015-18 (kilde: guldsmedeatlas.dk)
Udbredelsen af Huevandnymfe i Atlasprojektet Danmarks Guldsmede I (2014-18). Kilde: guldsmedeatlas.dk.

Det drejer sig om ialt 23 (3,5%) af landets 650 10×10 km-kvadrater, på Bornholm og spredt i Jylland – men ingen på Lolland. Sammenlagt er arten fundet på under 30 lokaliteter – ikke mange, men trods alt langt flere end før atlasprojektet. De gule kvadrater i Vejler-området skyldes, at jeg her i mit projekt ‘Guldsmedefaunaen i Vejlerne 2017-18’ fandt nogle meget store bestande med tusindvis af dyr (hvilket jeg ofte har berettet om på denne blog (indlæg tagget huevandnymfe)).

I det nye projekt jeg arbejder på i år, har jeg hidtil fundet Huevandnymfe på fem nye lokaliteter i Nationalpark Thy, fordelt på tre atlaskvadrater. Tidligere har der kun én enkelt gang været fundet Huevandnymfe i det “egentlige” Thy (vest for Vejlerne), tilbage i 1960 i Hanstholm Vildtreservat (men den har jo nok været der hele tiden)…

Jeg er helt overbevist om, at selv om vores kendskab til artens udbredelse er stærkt forøget med atlasprojektet og mine special-undersøgelser af Vejlerne og Nationalpark Thy, så må arten stadig være overset i betydelig grad – sikkert især på grund af den tidlige flyvetid (en del guldsmedeinteresserede kommer måske ikke så ofte ud tidligt på sæsonen, hvor der ikke er så mange arter på vingerne).

Mine mange iagttagelser af arten de seneste tre år har givet mig noget indblik i, på hvilke typer habitat, arten trives. Men faktisk er det svært at komme med et bud på, hvad det er, arten kræver, en fællesnævner for lokaliteterne – udover formentlig klart vand. Men ialfald findes den både i næringsfattige og mere frodige miljøer, og der er iøvrigt kæmpe forskelle i vegetationen – fra Han Vejles høje tætte rørskov over bukkeblads-sump i Tømmerby Fjord, nyanlagte søer i Hjardemål/Blovsgårde-området, Nors Sø og andre lobelie-søer med spredt bredvegetation, til sure lavvandede søer i klitheden (mit sidste fund er fra en sådan typisk klithede-sø ved Vangså).

Hvis jeg skulle pege på en enkelt faktor, som kunne være medvirkende til, at arten måske er overset, er det at den er svær at registrere i almindelige gummistøvler. Stort set alle de steder, hvor jeg har registreret arten, er det på vanddybder mellem 30 og 70 cm vand – steder hvor det IKKE er behageligt at færdes, med mindre man er iført waders eller ialfald skridtstøvler. Jeg har indtryk af, at arten i langt mindre grad end de fleste andre vandnymfer flyver væk fra ynglesøerne – kun enkelte gange har jeg set Huevandnymfer sidde i vegetationen væk fra søerne, og da altid indenfor ti meter fra vandfladen.

Det er en god fornemmelse at have bidraget til et bedre kendskab til denne fine arts udbredelse. Fra stort set ikke at være kendt i Nordvestjylland for 15 år siden ser det for tiden ud til, at området er et af artens kerneområder i Danmark. Og vi kan nu betragte artens status i landet med mindre bekymring end ved udgivelsen af ‘De danske guldsmede’ for 20 år siden. Jeg tænker at det nye Atlasprojektet Danmarks Guldsmede II (2019-23) vil føre til opdagelsen af endnu flere steder, hvor arten trives. På med skridtstøvlerne! 😉

Projektet ‘Guldsmedefaunaen i Vejlerne 2017-18’ blev støttet af Aage V. Jensen Naturfond, og den afsluttende rapport kan hentes her: (klik for download).

Projektet vedrørende kortlægning af guldsmedefaunaen i Thy er støttet af 15. Juni Fonden og Nationalpark Thy.