Orange – en usædvanlig farve på vandnymfer

Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I guldsmede/vandnymfe-verdenen findes vist de fleste tænkelige farver repræsenteret – men der er ingen tvivl om, at blå – og nuancer af blåt – må være nogle af de mest almindelige og udbredte.

I Danmark har vi en vandnymfe med en af de mere usædvanlige farver – orange. Det drejer sig om unge hunner af Lille Farvevandnymfe, og selv om jeg har set arten en del gange (og ofte skrevet om den her på bloggen), havde jeg indtil igår aldrig set denne form. Når hunnerne ikke længere er helt nyforvandlede skifter de nemlig farve, og de orange partier bliver grønne.

Men da jeg igår besøgte Vang Sø (anden runde af mit guldsmedeprojekt i Nationalpark Thy), havde jeg ikke bevæget mig mange meter ud i sumpen, før den første af disse små smukke orange skabninger viste sig.

Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det blæste en del (faktisk frisk vind) igår eftermiddag, men alligevel var der mange vandnymfer at finde, godt gemte i vegetationen. Ialt fandt jeg 14 individer af Lille Farvevandnymfe, spredt over en strækning på nogle hundrede meter. Der må have været mange mange flere, sikkert helt nyforvandlede (bedømt ud fra farven på hunnerne). Det kan under alle omstændigheder kun blive en stikprøve, når denne type af blød sump/hængesæk med mange blottede mudderflader breder sig over så stort et areal (og der er grænser for hvor langt ud på “gyngende grund” jeg vover mig).

De er også pæne i modlys:

Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den orange farve springer i øjnene, selv om dyrene kun er tre cm lange. Gad vide om de bevidst vælger at placere sig i forlængelse af visne græsstrå med nogenlunde samme orange/okker-farve, for kamouflagens skyld?

Hanner var der selvfølelig også, og som det næsten altid er tilfældet, ser man lidt flere af dem. De er også fine!

Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der var sket en “eksplosion” af vandnymfer siden mit sidste besøg på stedet; udover Lille Farve- var der også en del Flagermusvandnymfe og rigtigt mange Stor Farvevandnymfe, så når man fandt en lille læ-krog (ofte i kanten af pilekrat) var det vigtigt at være hurtig for at få overblik, når man nærmest trådte de to arter farvevandnymfer op imellem hinanden. Ialt registrerede jeg 60 af den store art, men igen – det kan kun være en lille brøkdel, man får registreret.

Stor Farvevandnymfe han og hun, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Farvevandnymfe han og hun, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nogle Stor Farvevandnymfe var allerede så langt i deres livscyklus, at de var i færd med parring. Når så æglægningen er forbi, har de ikke mange dage tilbage – ja et liv som flyvende vandnymfe er hurtigt overstået! Billedet er fra Nors Sø, som jeg også besøgte igår.

En anden farve som er mindre hyppigt repræsenteret, ialfald hos danske vandnymfearter, er denne:

Rød Vandnymfe han, Nors Bagsø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rød Vandnymfe han, Nors Bagsø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Rød Vandnymfe er også en af de tidligt flyvende arter, så det er nu den skal registreres. Der var adskillige af dem rundt om Nors Bagsø igår.

Projektet er støttet af 15. Juni Fonden og Nationalpark Thy.

Jeg har fundet GULD!

I min søgen efter GULDsmede sker det jo også, at jeg støder på andre insekter, som nok kan vække interesse.

I søndags, hvor jeg havde haft årets første odonata (guldsmede/vandnymfer) hjemme på matriklen i Tømmerby (Flagermus- og Rød Vandnymfe), ville jeg også lige checke situationen ude ved Blovsgårde, hvor nogle af Naturstyrelsens nygravede søer (i forbindelse med vindmølletestcentret) de senere år har været nogle af mine “reference-steder” – lokaliteter jeg opsøger ofte for at følge med i sæsonens udvikling.

Herude var de første Blå Libel fremme i en læ-krog, mens der endnu ingen vandnymfer var at se omkring vandfladerne. Det er jo ved disse søer, at jeg tidligere har fundet Lille Farvevandnymfe (se dette indlæg og dette indlæg), og den skal også nok dukke op i år, når vi lige når lidt længere hen på sæsonen.

I stedet for guldsmede/vandnymfer var der til gengæld et andet markant insekt, som løb (spænede!) rundt i sandet og fangede min opmærksomhed.

Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det gik stærkt, og jeg nåede kun at få knipset nogle få hurtige skud – på det sidste foto ses, at den på et tidspunkt prøvede at gemme sig – men jeg tror nu ikke at den gravede sig ned.

Som det fremgår var det en meget flot bille med de changerende kobber-, irgrønne og vinrøde nuancer – så meget kunne jeg se, men jeg havde ingen idé om navnet på dyret. Jeg kom i tanker om Naturbasens app, hvor der er en funktion som hedder “Hvad er det?”, hvor man kan oploade fotos direkte i felten, og hvis man er heldig få en eksperts hjælp til at bestemme dyret. Dyret var jo for længst væk, men så tog jeg med mobilen et foto af skærmen på kameraet – og sendte det af sted i cyberspace…

Få timer senere var der svar – tak til Jens Søgaard Hansen! – og det viste sige at være intet mindre end Lille Guldløber (Carabus nitens), en rødlistet billeart (i kategorien “sårbar”), som i det igangværende Billeatlas hidtil blot var registreret i 11 atlas-kvadrater (ud af ialt 650 10×10 km kvadrater, som dækker hele landet).

Kvadrater med fund af Lille Guldløber i det igangværende Billeatlas (www.billeatlas.dk).
Kvadrater med fund af Lille Guldløber i det igangværende Billeatlas 2017-21 (www.billeatlas.dk).

Så det var en stor sjældenhed jeg fandt! – rent GULD! Hvis man går på www.fugleognatur.dk og undersøger, hvad der ligger af tidligere fund, så har den også været registreret på enkelte indlandslokaliteter, men i atlasperioden er fundene udelukkende kystnære. Der står ikke meget at læse om artens biologi, kun at den er knyttet til næringsfattige steder – men jeg kunne have en mistanke om, at de blottede sandflader spiller en rolle for Guldløberen, eftersom den netop ses på sand på flere af de fotos, man kan finde af arten.

Henrik Schjødt Kristensen, som er Naturstyrelsen Thy’s ansvarlige for de nyetablerede søer og vandhuller har fortalt mig, at han netop lægger vægt på at der bliver skabt disse flader med bart sand omkring søerne.

På stedet var iøvrigt også en anden fin bille, Grøn Sandspringer, som ialfald også foretrækker sandede, varme steder – men som åbenbart er mindre krævende end Guldløberen, idet den findes over stort set hele landet… Men den er også fin!

Grøn Sandspringer, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grøn Sandspringer, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Første reelle feltdag i nationalparken: tre rødlistede vandnymfearter

Som mange insekt-interesserede har bemærket, så har det kølige vejr, der afløste den varme påske, lagt en alvorlig dæmper på aktiviteten, og derfor er det først de allerseneste dage, at der er begyndt at ske noget på guldsmede- og vandnymfe-fronten, her i havnære og vindpåvirkede Nordvestjylland.

Jeg har jo i år et stort projekt med registrering af guldsmede og vandnymfer i Nationalpark Thy, og eftersom første “runde” (ud af ti i sommerens løb) egentlig skulle være afsluttet inden midten af maj, har jeg haft lidt travlt siden jeg kom hjem fra Norge for en uge siden. Men indtil nu har der ikke været megen grund til at dække en masse områder, da der ikke er megen værdi i nul-registreringer. Men igår og idag har temperaturen fået et lille nøk opad (selvom det stadig blæser meget) – så nu er der gået hul på bylden!

Idag startede det fint ved Nors Bagsø med Grøn Smaragdlibel og Rød Vandnymfe, men da jeg så kom til bugten i Nors Sø ud for Isbjerg, var jeg med det samme alert – for vegetationen her var en afgræsset, meget åben rørsump med spredte startuer og en rig blomster- og urtevegetation – og det klare rene vand som søen er berømt for.

Sumpvegetation i bugten ved Isbjerg, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sumpvegetation i bugten ved Isbjerg, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne vegetationstype, og det klare vand, ledte tankerne hen på Klaringerne i Tømmerby Fjord, hvor jeg sidste år den 15. maj oplevede et “mirakel” hvad angår antallet af Huevandnymfer. Så mine tanker kredsede meget om denne fine art, og jeg kan egentlig ikke kalde det en overraskelse, da de første individer begyndte at materialisere sig…

Hun og han af Huevandnymfe, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hun og han af Huevandnymfe, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Men lidt epokegørende kan man nu godt kalde det, for der er ikke i det foregående Atlasprojekt registreret Huevandnymfe i Thy udenfor Vejlerne og nærmeste omgivelser. Der ligger så godt nok et ældre fund fra kvadratet, som dækker Nors Sø, men det er helt tilbage fra 1960’erne! Det er nok sandsynligt, at arten har været til stede “altid”, men det siger lidt om, hvor lille fokus der har været på guldsmede og vandnymfer, når den ikke er rapporteret herfra i den mellemliggende årrække – Isbjerg og Nors Sø hører trods alt til de mest besøgte lokaliteter i Thy! Ialt 7 individer fandt jeg på stedet. Da jeg så kom over på sydsiden af søen, hvor rørsumpen, skønt ugræsset, mindede meget om den på nordsiden, blot uden den rige urtevegetation – men med spredte tagrør og startuer – fandt jeg yderligere 2 Huevandnymfer. Rørbræmmen her var mere vindudsat, og jeg kan sagtens forestille mig, at der på en stille dag vil kunne findes et større antal af arten… Huevandnymfe er for mig en af de fineste danske vandnymfearter, så det vil jeg kalde en god start på den første egentlige feltdag på projektet!

En anden lokalitet, jeg også checkede idag, var Vang Sø, som for få år siden har gennemgået et større naturgenopretningsprojekt. Jeg kendte ikke stedet, og blev meget imponeret over naturkvaliteten, søen er omgivet at en meget bred zone med forskellige typer af sump, inklusive våd spaghnum og hængesæk – så det er besværligt at færdes i, men giver forhåbning om, at her kan vise sig at være nogle af de mere krævende arter. Det varede da heller ikke længe, inden dagens anden rødlisteart viste sig, Lille Farvevandnymfe – en art som ellers ikke kendes fra Thy, bortset fra de fund jeg selv har gjort ved Blovsgårde/Hjardemål Klit i nogle af de nyetablerede søer i forbindelse med vindmølletestcentret…

Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Dette dyr opholdt sig nær nogle huller i vegetationen med blotlagt mudderbund – i stil med de sølehuller af Kronhjort, hvor jeg sidste år så arten ved Rold Skov (og jeg tror da også hullerne var skabt af hjorte eller kreaturer).

Det blæste stadig, og der var langt mellem guldsmede/vandnymferne – men stemningen var fin, med spillende Storspover og Tinksmede (formentlig lokale ynglefugle), og adskillige Dobbeltbekkasiner som lettede for fødderne af mig. Over søens vandflade fouragerede nogle hundrede svaler i lav højde (alle tre arter).

Kun én almindelig guldsmedeart sås med nogle få eksemplarer – Fireplettet Libel – men lige før jeg vendte om for at drage hjemad, fandt jeg en hun af Månevandnymfe – dagens tredje rødlistede vandnymfeart!

Månevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Månevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I dette tilfælde var arten rapporteret fra samme kvadrat i det netop afsluttede Atlasprojekt, dog fra en anden lokalitet end Vang Sø. Og denne lidt kræsne art er nok mest almindelig præcis i klitheder – så mon ikke det blot er den første af flere, jeg kommer til at registrere i projektet?

Under alle omstændigheder er det fedt at komme i gang igen! 🙂

Projektet er støttet af 15. Juni Fonden og Nationalpark Thy.

 

En stressende tilværelse som gåsefamilie

Jeg forestiller mig, at det kan være et stressende liv at være gås!

Vejlernes ynglende Grågæs har nu unger i forskellige størrelser, og mange af familierne samles på Bygholmengen. Særligt ved Vestsøen kan man opleve, at de krydser kanalen og kommer op og græsser i vejrabatten, hvor græsset åbenbart er grønnere eller på anden måde mere tillokkende end græsset på selve engen.

Nogle gange forsøger de også at krydse hovedvej 11 for at komme over til Pytodde. Det er en farefuld færd, og der kan nemt opstå kritiske situationer, når bilisterne må bremse for ikke at køre gæslingerne ned.

Det er da heller ikke ualmindeligt at finde døde gæs liggende i rabatten, hvilket taler sit tydelige sprog om farligheden…

Igår fulgte jeg nogle familier ved P-pladsen, som hele tiden søgte ud mod kanten af vejen – og nogle gange op på vejen – men som også utallige gange blev nødt til at flygte løbende tilbage til kanalen og sikkerheden.

Jo, jeg tror det må være en tilværelse fyldt med stress at være gåsefamilie…

Gåseforældre er konstant på vagt. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gåseforældre er konstant på vagt. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gæs og trafik for tæt på hinanden indebærer visse risici. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gæs og trafik for tæt på hinanden indebærer visse risici. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
En lastbil bremser ned for at undgå at påkøre gæssene. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
En lastbil bremser ned for at undgå at påkøre gæssene. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I sikkerhed i kanalen. Grågås, Bygholmengen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I sikkerhed i kanalen. Grågås, Bygholmengen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Et af de mest skattede forårstegn…

Skestorke, Attrup Enge, februar 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Attrup Enge, februar 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvert år fra midt i februar bringer mit arbejde med Kortnæbbede Gæs mig rundt langs Limfjordens bredder, og de seneste år har det tilføjet et nyt element til paletten af forårstegn, nemlig når de første Skestorke indfinder sig i det fjordlandskab, hvor de passer så godt ind. Jeg har tidligere skrevet om det i indlægget Ankomst af Skestork (fra 2015, hvor det skete 25. februar). Og siden har jeg hvert år set de første Skestorke i februar eller starten af marts.

Fuglene har jeg enten set på sydsiden ved Hornsgård Holm/Staun eller som her på nordsiden ved Attrup Enge (ud for de seneste års største ynglekoloni Troldholmene).

Idag, hvor jeg dækkede nordsiden fra Haldager Vejle og Ulvedybet til Aggersund, var der fra morgenstunden skruet op for forårsfornemmelserne med syngende Sanglærker over marker og strandenge, og sandelig, da jeg nåede til Attrup, vakte dette par ivrigt fouragerende Skestorke i yngleskrud med lange prydfjer stor glæde. Så er det forår! Det er efter hukommelsen min tidligste observation nogensinde (og i DOFbasen er foreløbig årets tidligste fra igår).

Under alle omstændigheder er det en fantastisk udvikling vi har været vidner til med denne smukke fugl – og heldigvis er det ikke så mange måneder om året, at vi må undvære dem!

En “rigtig” Rødhalset Gås!

I Lille Vildmose huserer for tiden en smuk Rødhalset Gås, og da jeg i forrige uge var derovre i anden anledning, skulle der da lige kastes et blik på fuglen.

Jeg havde på forhånd egentlig tænkt, at det nok var en af de sædvanlige fugle, der færdes sammen med Bramgæs. Den befandt sig dog i en stor blandet flok, hvor der ganske vist var nogle få Bramgæs, men flokken bestod mest af Sædgæs (Tajgasædgæs, 1090) og Blisgæs (130) – og den Rødhalsede holdt sig mest sammen med de to arter.

Rødhalset Gås, Sædgås og Blisgås, Lille Vildmose, februar 2019. Foto: Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødhalset Gås, Tajgasædgås og Blisgås, Lille Vildmose, februar 2019. Foto: Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu har jeg set mange Rødhalsede Gæs i Danmark (og tidligere skrevet om én af dem her på bloggen: Miss Gås), og jeg har da også mentalt “krydset” arten på min Danmarksliste, men som med så mange andre andefugle, der er populære i fangenskab, har der jo altid været en nagende tvivl – ER det nu en vild fugl?

Det er for så vidt ikke særligt usandsynligt, at en vildfaren Rødhalset Gås i naturen får kontakt med en flok Bramgæs (og mange af dem, der bliver set her i Danmark kan sagtens være vilde og autentiske), men jeg må indrømme, efter selv at have oplevet arten på overvintring i Rumænien, at det giver en god mavefornemmelse at se en fugl i selskab med Blisgæs – i Rumænien og Bulgarien, hvor hovedparten af bestanden overvintrer, er det netop ofte i blandede flokke Rødhalset Gås/Blisgås. Så jeg vil vurdere, at denne fugl er en af de mest oplagte kandidater til at være “rigtig” af de mange jeg har set i DK.

Fuglen i Lille Vildmose bragte altså lige hukommelsen en tur tilbage ad “Memory Lane”, og jeg har i tankerne genoplevet de minderige dage ved Sortehavet, hvor vi – en bande unge knægte – i 1981 længe før murens fald trodsede vinterkulde og et generelt ugæstfrit land med sort pengeveksling, kallunsuppe som det kulinariske lavpunkt osv. – og til gengæld fik ornitologisk forløsning, da drømmene om hundredtallige flokke af små lækre rødbrune gæs materialiserede sig i virkeligheden. Det var en meget speciel oplevelse, ikke mindst fordi det var en virkelig pioner-tur – mig bekendt havde ialfald ingen andre danskere prøvet noget lignende på det tidspunkt.

Det er jo det, sjælde fugle mange gange kan: de leder tankerne hen på oplevelser man har haft med dem på ganske andre breddegrader. De fleste “sjældne” fugle er nemlig ganske almindelige, hvis man bevæger sig hen til deres regelmæssige opholdssteder. Som tidligere fortalt her på bloggen, så kom der efter vores legendariske Rumæniens-tur en artikel ud af det, Lars Abrahamsens Vinterdage ved Donau – i Fugle hæfte 1983-1, side 28-29, med fine illustrationer af Jens Frimer – som jeg kan henvise til, hvis nogen skulle have lyst til at vide mere om de steder, hvor Rødhalset Gås er almindelig. Og iøvrigt så er der jo i dag MASSER af yderligere billeder (og videoer) tilgængelige – prøv bare at google Red-breasted Goose + Romania + Bulgaria! Så vil I bl.a. støde på fotos som dette: [klik her] fra en engelsk fuglerejse-udbyder – ganske enkelt et fantastisk foto!