Ny art for Thy: Rødåret Hedelibel

Brun Kejserguldsmed er ikke den eneste vandre-guldsmed, som rører på sig for tiden.

Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Igår fandt jeg ialt 3-4 hanner af den flotte Rødåret Hedelibel på to lokaliteter i Sydthy. Arten blev først opdaget i Danmark for ca. 20 år siden, og der gøres ikke fund hvert år – men i år ser der ud til at være en reel invasion i gang, de seneste dage er der rapporteret adskillige fra forskellige steder i landet (19 bare igår).

Arten findes udbredt i Sydeuropa, Afrika og Asien, og visse år sker der sådan en spredning nordpå, som der øjensynligt er i gang i år. Det sker så tidligt på sæsonen, at de “fastboende” hedelibeller kun lige er startet på forvandlingen til voksne insekter. Det tager et stykke tid fra forvandlingen til hannerne får deres røde farve – derfor var jeg med det samme på vagt, da jeg så den første røde han igår, ved Bisole Vande nord for Lyngby.

Rødåret Hedelibel han, Lyngby, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lyngby, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Dette individ var ikke så indstillet på at lade mig komme i nærheden, men jeg fik da knipset nogle dokumentations-skud, hvor man ser de røde årer i vingerne samt lige aner at undersiden af øjnene er støvet blå.

Senere på Lodbjerg Klithede fandt jeg yderligere to, måske tre. De to hanner opretholdt aggressivt territorier – både overfor hinanden og overfor en meget større Fireplettet Libel.

Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er netop et karakteristisk træk for denne art, at hannerne er særdeles territoriale – meget mere end de øvrige hedelibel-arter. De er også tit svære at komme helt tæt på – men da den ene konstant søgte tilbage til den samme udsigts-pind, satte jeg mig ned i nærheden af pinden og fik nogle bedre fotos når den landede…

 Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det måske tredje dyr på stedet var også en rød han hedelibel, men den satte sig ikke længe nok til at jeg fik set de afgørende kendetegn. Jeg er dog næsten sikker på at det også var en Rødåret – syntes jeg så et rødt skær i vingernes “svirren”.

Det var en ny Danmarksart for mig personligt, og selvfølgelig endnu en art til den igangværende undersøgelse af guldsmedefaunaen i nationalparken – listen over arter som er registreret i de atlaskvadrater, som dækker nationalparken står lige nu på 32, hvilket i nordjysk sammenhæng må siges at være ganske godt.

Tidligere har jeg kun truffet Rødåret Hedelibel ved én enkelt lejlighed, under trækfugletælling i ørkenen i Egypten…

Rødåret Hedelibel hun, El Zayt, Egypten, april 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel hun, El Zayt, Egypten, april 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det skal blive spændende at se, hvor mange som dukker op i Thy de kommende dage!

 

Vandrende guldsmed finder til Thy!

Efter at have arbejdet intensivt med guldsmede de seneste par somre, er det efterhånden sjældent at jeg oplever at være i tvivl, når jeg kigger på en guldsmed.

Men igår stod jeg – ved Kokkær Vand nær Tved – pludselig med et par store, blegbrune guldsmede i “tandem”, som jeg ikke lige kunne identificere ved første øjekast.

De havde denne blegbrune (kanel) farve både på kroppen og øjnene, var store som mosaikguldsmede – og virkede faktisk ret kedelige at se på. Jeg var bare mystificeret – hvad kunne det dog være for en art? Det var først da et lysende blåt “midterstykke” ved en bestemt vinkel sprang i øjnene, at jeg var klar over, at jeg stod med noget meget sjældent – en af de sydlige kejserguldsmede, enten Brun Kejserguldsmed eller Lille Kejserguldsmed.

De var meget omkringfarende, blev nærmest blæst omkring i den kraftige vind, men 4-5 gange så jeg dem gå ned ved en lille vig i søen for at lægge æg – stadig sammenkoblede i tandem. Det forvirrede mig lidt, for jeg ved at hos Stor Kejserguldsmed lægger hunnen æg alene (dog ofte med hannen vogtende i nærheden). Jeg havde ingen felthåndbog ved hånden, men jeg ringede til Kent Olsen, lederen af guldsmedeatlas-projektet, som kunne fortælle mig lidt om kendetegnene på Brun og Lille Kejser, og desuden sendte mig en MMS med de to relevante sider i felthåndbogen. Der stod netop fremhævet (både for Lille og Brun) at de lægger æg i tandem, og desuden at det vigtigste kendetegn er øjenfarven, som er klart skinnende grønblå hos Lille. Det var derfor åbenbart, at disse dyr var Brun Kejserguldsmed!

Jeg havde på dette tidspunkt endnu ikke fået billeder af dyrene, men alligevel valgte Kent ud fra min beskrivelse selv at begive sig mod Thy, for Brun Kejserguldsmed var en art, han selv meget gerne ville se i Danmark. Sidste gang de kom hen til vigen for at lægge æg lykkedes det mig at få skudt nogle få skud, fotos som ikke på nogen måde lever op til min sædvanlige standard, men som trods alt dokumenterer iagttagelsen:

Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På dette tidspunkt (ved 15-tiden) måtte jeg tilbage til bilen for at fouragere, da jeg ikke havde fået noget i maven siden morgenmaden. Kent ankom 1½ time senere, så sidst på eftermiddagen opsøgte vi igen søen. Vi var ikke nået mange meter ind på heden, før den første Brun Kejserguldsmed – en hun – viste sig foran os, på insektjagt over heden – alt for hurtig til at det var muligt at få billeder. Fremme ved søen var der en Stor Kejserguldsmed han, som patruljerede over vigen hvor jeg havde haft parret æglæggende – men derudover var der meget lidt aktivitet. Kent smed bukserne og vadede hele søen rundt, mens jeg holdt øje – men ikke overraskende så vi ikke mere til dyrene, normalt kulminerer æglægningen hos de store guldsmede midt på dagen, hvorefter de bruger resten af dagen på fouragering.

Fra hvor vi stod kunne vi se, at der længere vestpå over heden (og mere i læ fra plantagen) drønede nogle større guldsmede rundt, så vi gik i den retning, og havde først en Stor Kejserguldsmed hun, men senere gik ønsket i opfyldelse: en Brun Kejserguldsmed han dukkede op fra lyngen, og cruisede i langsom flugt lavt rundt over den våde klithede. Det var fedt endelig at have den i syne, hvor det var muligt at se detaljer under mindre hektiske omstændigheder. Et par gange kom den så tæt på, at Kent næsten kunne have fanget den i insektnettet, men ialfald fik han fyret nogle skud af, som jeg regner med har resulteret i betydeligt bedre fotos end mine. Da dette dyr var forsvundet bag en lav klitrække, rykkede vi længere frem langs en grøft og lettede efter nogle hundrede meter endnu en Brun Kejserguldsmed, han! Også denne kunne vi følge i nogle minutter på samme måde – jagende i rolig flugt i en meters højde.

Vi var nu oppe på, at der havde indfundet sig mindst tre, og måske helt op til fem Brun Kejserguldsmed ved denne fine lokalitet, og vi var begge meget tilfredse over den vellykkede mission: at (gen)finde dyrene.

Brun Kejserguldsmed er især udbredt i Afrika og Asien i zoner med markant regntid, og visse år kan den spredes over store afstande – det er en af verdens mest kendte vandre-guldsmede, selv til Island er den nået. Der har netop i år været en større nordgående bevægelse i gang siden februar-marts, med store antal i England og landene lige syd for Danmark, og også Sverige og Norge har fået besøg. I sidste uge blev den første så taget i Danmark – et dyr landede i et af ringmærkningsnettene på Blåvand Fuglestation!

Når to dyr kan finde hinanden, parre sig og lægge æg – og det senere viser sig, at der på lokaliteten er yderligere mindst ét dyr – må det betyde, at der også til Thy er nået adskilligt mange Brun Kejserguldsmed på deres vandring nordpå.

Der er tidligere i Danmark én gang, i 1995, fundet larver af Brun Kejserguldsmed på Bornholm – og nu vil der ialfald komme larver i Kokkær Vand – men det er vist den almindelige opfattelse, at larverne ikke vil kunne overleve en dansk vinter. Arten som sådan får derfor ikke så meget ud af “erobringstogtet” – men hvor var det stort at finde sådan en sjældenhed, og hvor var det fedt at Kent også fik den at se. Glæden ved at finde noget sjældent er altid større, når der er nogen man kan dele det med!

Om udbredelsen af Huevandnymfe

Huevandnymfe han, Per Madsens Kær, Hvidbjerg Klitplantage, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe han, Per Madsens Kær, Hvidbjerg Klitplantage, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man læser Ole Fogh Nielsens fremragende bog ‘De danske guldsmede’ fra 1998, står der om udbredelsen af Huevandnymfe: “Hue-Vandnymfe har altid været regnet for en af vore meget sjældne guldsmede. Den er tidligere fundet hist og her i Jylland og på Sjælland og Bornholm, men siden 1980 er den kun registreret fra en enkelt lokalitet på Lolland.

Der er sket en del siden. I det hele taget kunne man godt blive i dårligt humør af mange af bogens artsafsnit – på det tidspunkt var mange arter i tilbagegang og kun kendte fra nogle få lokaliteter. Jeg har indtryk af, at der dengang kun var nogle få håndfulde mennesker, der havde guldsmede og vandnymfer som interesse – og desuden var effekten af vandmiljøplan og sø- og å-genopretningsprojekter stadig ikke slået fuldt igennem. Men Ole Fogh Nielsen skriver i forlængelse af ovenstående, måske for at appellere til andre guldsmedeentusiaster: “Det er muligt, at den er overset på grund af den tidlige og meget korte flyvetid, og måske findes arten stadigvæk flere steder i landet. Man bør lede efter den på egnede lokaliteter i maj måned.

Det store boost i guldsmedeinteressen kom først for alvor med Atlasprojektet Danmarks Guldsmede I (2014-18), hvor ‘citizen science‘-bidrag fra mange amatør-odonatologer landet over, der rapporterede til databasen på fugleognatur.dk (Naturbasen), mangedoblede vores kendskab til udbredelsen af Danmarks guldsmede og vandnymfer.

Her er den kendte udbredelse af Huevandnymfe efter Danmarks Guldsmede I:

Udbredelsen af Huevandnymfe i Atlasprojektet Danmarks Guldsmede I 2015-18 (kilde: guldsmedeatlas.dk)
Udbredelsen af Huevandnymfe i Atlasprojektet Danmarks Guldsmede I (2014-18). Kilde: guldsmedeatlas.dk.

Det drejer sig om ialt 23 (3,5%) af landets 650 10×10 km-kvadrater, på Bornholm og spredt i Jylland – men ingen på Lolland. Sammenlagt er arten fundet på under 30 lokaliteter – ikke mange, men trods alt langt flere end før atlasprojektet. De gule kvadrater i Vejler-området skyldes, at jeg her i mit projekt ‘Guldsmedefaunaen i Vejlerne 2017-18’ fandt nogle meget store bestande med tusindvis af dyr (hvilket jeg ofte har berettet om på denne blog (indlæg tagget huevandnymfe)).

I det nye projekt jeg arbejder på i år, har jeg hidtil fundet Huevandnymfe på fem nye lokaliteter i Nationalpark Thy, fordelt på tre atlaskvadrater. Tidligere har der kun én enkelt gang været fundet Huevandnymfe i det “egentlige” Thy (vest for Vejlerne), tilbage i 1960 i Hanstholm Vildtreservat (men den har jo nok været der hele tiden)…

Jeg er helt overbevist om, at selv om vores kendskab til artens udbredelse er stærkt forøget med atlasprojektet og mine special-undersøgelser af Vejlerne og Nationalpark Thy, så må arten stadig være overset i betydelig grad – sikkert især på grund af den tidlige flyvetid (en del guldsmedeinteresserede kommer måske ikke så ofte ud tidligt på sæsonen, hvor der ikke er så mange arter på vingerne).

Mine mange iagttagelser af arten de seneste tre år har givet mig noget indblik i, på hvilke typer habitat, arten trives. Men faktisk er det svært at komme med et bud på, hvad det er, arten kræver, en fællesnævner for lokaliteterne – udover formentlig klart vand. Men ialfald findes den både i næringsfattige og mere frodige miljøer, og der er iøvrigt kæmpe forskelle i vegetationen – fra Han Vejles høje tætte rørskov over bukkeblads-sump i Tømmerby Fjord, nyanlagte søer i Hjardemål/Blovsgårde-området, Nors Sø og andre lobelie-søer med spredt bredvegetation, til sure lavvandede søer i klitheden (mit sidste fund er fra en sådan typisk klithede-sø ved Vangså).

Hvis jeg skulle pege på en enkelt faktor, som kunne være medvirkende til, at arten måske er overset, er det at den er svær at registrere i almindelige gummistøvler. Stort set alle de steder, hvor jeg har registreret arten, er det på vanddybder mellem 30 og 70 cm vand – steder hvor det IKKE er behageligt at færdes, med mindre man er iført waders eller ialfald skridtstøvler. Jeg har indtryk af, at arten i langt mindre grad end de fleste andre vandnymfer flyver væk fra ynglesøerne – kun enkelte gange har jeg set Huevandnymfer sidde i vegetationen væk fra søerne, og da altid indenfor ti meter fra vandfladen.

Det er en god fornemmelse at have bidraget til et bedre kendskab til denne fine arts udbredelse. Fra stort set ikke at være kendt i Nordvestjylland for 15 år siden ser det for tiden ud til, at området er et af artens kerneområder i Danmark. Og vi kan nu betragte artens status i landet med mindre bekymring end ved udgivelsen af ‘De danske guldsmede’ for 20 år siden. Jeg tænker at det nye Atlasprojektet Danmarks Guldsmede II (2019-23) vil føre til opdagelsen af endnu flere steder, hvor arten trives. På med skridtstøvlerne! 😉

Projektet ‘Guldsmedefaunaen i Vejlerne 2017-18’ blev støttet af Aage V. Jensen Naturfond, og den afsluttende rapport kan hentes her: (klik for download).

Projektet vedrørende kortlægning af guldsmedefaunaen i Thy er støttet af 15. Juni Fonden og Nationalpark Thy.