Besøg i Lille Vildmose

Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I forgårs var jeg en tur i Lille Vildmose, et af mine favorit-naturområder i Danmark. Ja på mange parametre må man sige at Lille Vildmose er fuldstændig unikt – her er tale om et af de største virkeligt vilde områder i landet med en næringsfattig natur, der leder tankerne hen på vore nabolande mod øst og nord. Og dét, at så store områder er indhegnede, gør at stedet for alvor giver begrebet rewilding mening – her er der plads til vigtige store pattedyr og deres påvirkning af vegetation og landskab.

I første omgang var det nu de mere ydmyge skabninger, som havde lokket mig ud på den lange køretur. Guldsmedesæsonen er så småt startet, og jeg skulle lige checke, hvor langt fremme den var i vildmosen.

Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har tidligere oplevet, hvordan Lille Vildmose i maj måned kan være totalt tæt besat med Nordisk Kærguldsmed, og det er i al fald også godt i gang nu; på strækningen fra P-pladsen til “kaffepletten” og lidt ind i Paraplymosen var der mindst 160 af denne fine guldsmed. Jeg havde håbet, at de meget våde tidligere gravebaner i Paraplymosen (fotoet øverst) ville “levere” den tidlige art Huevandnymfe – vegetationsstrukturen med spredt voksende kæruld, starer og siv ser ialfald helt rigtig ud. Og der skulle efter sigende være en meget stor bestand af arten i mosen – men i så fald er det ikke hér, eller de er ikke kommet frem endnu (jeg havde i sidste uge et enkelt individ ved Blovsgårde, og den er også meldt fra Bornholm for nogle dage siden).

Eneste vandnymfe jeg faktisk så var Rød Vandnymfe.

Rød Vandnymfe, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rød Vandnymfe, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Derudover en enkelt Grøn Smaragdlibel og nogle få Fireplettet Libel.

Fireplettet Libel, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fireplettet Libel, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så det var såmænd ikke fordi der var så meget gang i guldsmedefaunaen, når man ser bort fra kærguldsmedene. Af andre insekter så jeg bl.a. Grøn Busksommerfugl, Grøn Sandspringer, Aurora og Nældesommerfugl, samt et par svirreflue-arter, som jeg behøver eksperthjælp til at bestemme…

Nældesommerfugl, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nældesommerfugl, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg ofrede ved dette besøg ikke fuglene så meget opmærksomhed, men blev dog glad for et par gange at møde lang- og spidsvingede Lærkefalk i hurtig flugt langs skovbryn. Det er jo en art som optræder ret så sparsomt i den landsdel jeg selv bor i…

Da jeg havde sumpet rundt efter guldsmede i Paraplymosen i nogle timer og var på vej tilbage til P-pladsen stod der pludselig en Elg på stien 15-20 meter fra mig.

Elg, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Elg, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den havde et øje på mig det meste af tiden, men virkede på ingen måde stresset over min tilstedeværelse, bevægede sig roligt rundt og spiste løs af diverse buske og små træer – som det ses i videoen nedenfor. Det var mit første møde med Elg i dansk natur, en dejlig oplevelse at slutte en fin dag i mosen med…

Elg i Lille Vildmose af Jørgen Peter KjeldsenVimeo.

Dagens haiku

Rappe vingeslag.
En Fjordterne stopper op,
hænger i luften.

Herfra overblik.
Mon der er hundestejler
til frokost i dag?

Fjordterne, Lund Fjord, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fjordterne, Lund Fjord, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

(Jeg har i den seneste tid genoptaget en gammel syssel; poetiske skildringer af oplevelser i naturen. De fleste har jeg delt på min Facebook-side, men læsere af bloggen her, som ikke er på Facebook, skal da også have en chance…)

Rapporten færdig: Guldsmede og vandnymfer i Nationalpark Thy 2019

Det er med stor glæde og tilfredsstillelse at jeg nu – omsider – kan præsentere rapporten med resultaterne af undersøgelsen: [klik for download].

Slutrapport for guldsmedeundersøgelsen i Nationalpark Thy.
Slutrapport for guldsmedeundersøgelsen i Nationalpark Thy. Forsiden er meget typisk for nationalparken: den talrige Almindelig Vandnymfe, siddende i Tvepibet Lobelie, karakterplanten i mange af de klarvandede klithedesøer.

Med økonomisk støtte fra 15. Juni Fonden og Nationalparkfond Thy var det muligt for mig at bruge det meste af sommeren sidste år i felten i vådområderne i nationalparken – et arbejde jeg ofte har berettet om her på bloggen. Arbejdet gav mange spændende resultater, og det har da også taget megen tid at få det store materiale bearbejdet til publicering. Nu foreligger resultatet, og det er en glæde at invitere andre guldsmedeinteresserede til at læse med.

Med denne undersøgelse har vi har fået en meget større viden om guldsmedefaunaen i Thy. For blot at nævne nogle få af resultaterne: Der er fundet fire helt nye arter for området, samt en rødlistet art, Huevandnymfe, som ikke er registreret i Thy siden 1960. Rødlistearten (ifølge den gamle rødliste som var gældende sidste år) Lille Farvevandnymfe har ikke tidligere været kendt fra det egentlige Thy vest for Vejlerne, men er i undersøgelsens løb fundet otte forskellige steder – bl.a. med en af de største kendte bestande i Danmark. En af de nye arter for området er Brun Kejserguldsmed, med første fund i Nordjylland og tredje i Danmark. Og Thy blev selvfølgelig ramt af 2019-invasionen af Rødåret Hedelibel, bl.a. blev der konstateret reproduktion af arten.

Sammenlignet med den undersøgelse jeg foretog i Vejlerne 2017-18 er denne undersøgelse endnu grundigere, især i den forstand at der er udvalgt nogle faste lokaliteter, som alle er besøgt ti gange i løbet af sæsonen. Det har givet en mulighed for præcist at beskrive fænologien i flyvetiden for de enkelte arter, og sikret at også arterne med kort flyvetid er blevet registreret. En eksempelside fra rapporten kan ses her, med en graf over fænologien:Eksempelside fra rapporten.

Undersøgelsens resultater har løbende været kommunikeret til offentligheden via sociale medier og dagblade, nyheden om fundet af Brun Kejserguldsmed blev desuden spredt via en pressemeddelelse fra nationalparken. Alle resultaterne indgår i den igangværende atlasundersøgelse.

Sne / is / polar – arktisk aura

Sneugle.

Sneugle han, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle han, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ismåge.

Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Polarræv.

Polarræv, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Polarræv, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Henrik Haaning beskrev en gang (på den hedengangne blog “vejlerwebben”) trækket af Dværgmåge langs danske kyster som “måske verdens smukkeste fugletræk”. Jeg var tilbøjelig til at give ham ret (for Dværgmåge er en af mine yndlingsarter), lige indtil jeg blev præsenteret for disse billeder fra nogle hollænderes besøg i Barrow, Alaska, i efteråret 2018. Hollænderne var taget til Barrow for at opleve det spektakulære træk af Rosenmåge, der er beskrevet for denne lokalitet igennem de sidste ca. 20 år. Og jeg må sige, at de fotos, der kom ud af deres besøg, i dén grad fik tænderne til at løbe i vand – dét var bare et fænomen, man havde lyst til at opleve. På billederne er der flokke på op til 40-50 stykker af de små lækre måger, og der er close up-fotos af fugle som kommer helt ind i brændingen og fouragerer.

Så Henrik og jeg, foruden Martin Lund og Morten Jenrich Hansen, fik talt hinanden varme på sådan en tur. Vi valgte en uge midt i oktober sidste år, som skulle være det optimale tidspunkt. Der var ikke set Rosenmåger i dagene forud for vores ankomst, så der var lagt “i kakkelovnen” til, at det snart måtte ske.

For at gøre en lang historie kort, så skete det aldrig, desværre. Efteråret 2019 blev dét år, hvor Rosenmåge-trækket svigtede Barrow – det forholder sig nok sådan, at trækket bare er foregået længere til havs, og manglen på blæsevejr gjorde, at de ikke blev presset tæt på kysten. Faktisk SÅ vi (dvs. de fleste i vores gruppe) på dagen med de højeste vindstyrker to Rosenmåger, en gammel og en ung – men på lang afstand og slet ikke dét syn vi havde drømt om at opleve. Derudover var der en amerikansk fuglefotograf, som havde fået en flok med ti fugle med på et dokumentationsfoto – men igen på enorm lang afstand.

Derudover sås INGEN Rosenmåger i Barrow i 2019.

Det var altså langt hen ad vejen en slukøret fornemmelse vi havde, og desperationen steg, efterhånden som vores uge på stedet nærmede sig enden. Læs hele Henriks beretning om besøget ledsaget af mange fotos på Pandion (klik her).

Men man rejser selvfølgelig ikke så langt uden at have øjnene åbne for hvad stedet ellers kan byde på. Barrow er et vildt Klondyke-agtigt sted, Nordamerikas Skagen, der stikker som en pynt ud i Beauforthavet – og samler en masse fugletræk op. Ikke mange arter, slet ikke så sent på efteråret, hvor frosten har sat ind – men det var arter med “arktisk aura”.

Talmæssigt var det et stort træk af Havlit og Ederfugl (iblandet Kongeederfugl og enkelte Brilleederfugl), som dominerede – fugle som kom fra det enorme havområde nord for Canada og passerede Barrow-pynten på vej mod isfri farvande. I alt talte vi f.eks. over 16.000 Ederfugle.

Ederfugleflok passerede obspunktet, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugleflok passerede obspunktet, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ederfugletræk, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugletræk, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ederfugle og Kongeederfugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugle og Kongeederfugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Over havet trak også mange Hvidnæbbet Lom og Stillehavslom (totaler for ugen på ca. 50 og >100) og overraskende mange Korthalet Skråpe (over 600 – vi har ikke set andre rapporter fra Barrow i oktober med så store tal).

Men ellers var det, der gjorde størst indtryk, de enorme mængder af lemminger og de dyr, der spiser dem! Polarræve i hvid vinterpels kunne ses allevegne rundt om byen og ude i tundraen (på de få kilometer veje, der strækker sig ud fra byen).

Polarræv med lemming, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Polarræv med lemming, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi måtte jo tage en pause fra havobsen en gang imellem, for det trak også i os at kigge nærmere på de mange Sneugler, som bare sad allevegne. Vi kunne se Sneugler fra hotellet, og de sad spredt rundt om i byen, bl.a. på gravstederne, og de sad også ude i tundraen – på én dag så vi på et par timer ialt 29 Sneugler, helt vildt! Man kunne altså på hvilket som helst tidspunkt beslutte sig for at opsøge en Sneugle – de var bare til stede over det hele!

Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover lemming-spiserne var det et plaster på såret, når nu Rosenmåge-trækket ikke indfandt sig, at Ismåge viste sig at være meget medgørlig. Blandt store mængder af Gråmåger som hang ud langs stranden dukkede af og til en Ismåge op, hver dag fik vi besøg på obspunktet af én til tre stykker af de delikate fugle, som det er en udsøgt nydelse at se!

Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så man kan på ingen måde sige, at turen var en fiasko – det var et skår i glæden at det ikke lykkedes med Rosenmågerne, men vi sørgede for at suge til os af de mange andre fantastiske fugle og dyr, man kan opleve i Barrow i oktober. Vi var aktive i alle de lyse timer og nåede en samlet fugleliste på 31 arter, inkl. sjældenheder som Stor Gulben og Varied Thrush – og det er faktisk flere end der normalt bliver set på stedet på den årstid.

Varied Thrush, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Varied Thrush, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Mange flere fotos fra turen til Barrow kan ses i mit fotogalleri (klik her).

Bliver det ved med at være eksotisk?

Jeg har flere gange her på bloggen skrevet om, hvordan nogle af de fugle, som vi tidligere betragtede som sydlandske og eksotiske, såsom Skestork og Sølvhejre, i disse år optræder i stadigt større tal på vore breddegrader.

Faktisk er det nu sådan, at man i Vejlerne på hvilken som helst dag året rundt kan beslutte sig for at tage ud og kigge på Sølvhejrer – hvis man skulle få lyst til det. Altså forudsat at vi ikke ryger ind i én af de sjældne isvintre.

I de seneste par år har Sølvhejre jo ynglet her i lokalområdet med nogle par i fiskehejrekolonien i Øsløs Skov – sidste år var der først på sæsonen op til 23 fugle, men formentlig på grund af “tryk” fra Havørnene gik det tilsyneladende ikke så godt for kolonien.

Igen i år er der Sølvhejre i Øsløs Skov, eller de har i al fald lagt an til yngel på stedet – men nu er en større “udbrydergruppe” under etablering et andet sted i Vejlerne. Faktisk ret præcist en kilometer fra hvor jeg bor! Her så Henrik og jeg i går ca. 30 fugle i fuldt display med udslåede egretter (prydfjer) osv. – det ser virkeligt lovende ud! Denne gang er ynglestedet ikke i træer sammen med Fiskehejrer, men i rørskov og lave buske – en type ynglelokalitet, der i dén grad leder tankerne hen på sydligere himmelstrøg.

Så ja, det ser godt nok stadig eksotisk ud, selv om Sølvhejre i den grad er blevet et dagligdags syn her i Vejlerne… Det ser EDDERMA’ME eksotisk ud! 😉

Den nye koloni kan kun ses på stor afstand, så ingen aktuelle fotos, men et arkivbillede fra november sidste år…

Sølvhejre, Østerild Fjord, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk">ornit.dk</a>.
Sølvhejre, Østerild Fjord, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det skal blive spændende at følge udviklingen i den nye koloni. Går det godt, kan der komme et stort antal unger på vingerne til sommer…

Okkerfarvet ørken på Fuerteventura

Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det har længe ligget i kortene, at vi (Mie og jeg) på et tidspunkt skulle besøge øen Fuerteventura – en af de Kanariske Øer. Tidligere har vi været på Tenerife, men de østlige ørkenøer Fuerteventura og Lanzarote med deres meget anderledes landskaber og fugle havde en særlig tiltrækning – ikke mindste efter at jeg havde set denne rejserapport fra nogle meget dygtige tyske fotografer… Rapporten (og links til fotografernes hjemmesider med endnu flere lækre fotos) viste, at man godt kan regne med at se nogle af “target”-arterne under fine forhold, der tillader også at få gode fotos med hjem.

Øen er ikke så stor, så de fleste kan fint nå at se det meste på en uge – mange rejserapporter fortæller endda om endnu kortere besøg. Vi havde midt i januar den luksus at have hele 12 tage til rådighed, så vi var der så længe, at vi nåede at få nogle “yndlings-lokaliteter”, som i løbet af opholdet fik mange besøg. Vi havde valgt en indkvartering på den nordlige del af øen inde i landet – væk fra turistmekkaerne ved kysten, og tæt på nogle af de fine ørkenlokaliteter – blot otte kilometer fra den mest kendte lokalitetet Tindaya-sletten, der strækker sig fra byen Tindaya mod nordvest ud mod kysten. Det betød, at vi stort set hver dags morgen eller aften opsøgte dette område – og især aftenlyset var meget smukt, med okkerfarvede, afrundede bjerge som baggrund.

Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-sletten, nuancer af okker, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-steppen, en Kravetrappe krydser vejen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-sletten, en Kravetrappe krydser vejen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En af de fuglearter som bor på denne steppe er Kravetrappe, som i det meste af dens øvrige udbredelsesområde er meget forfulgt og svær at få at se – men her er det helt ligetil. Vi så den på hvert eneste besøg på Tindaya-sletten, op til otte individer. Det handlede blot om at følge grusvejen og så stoppe op og kigge med jævne mellemrum. Ofte var det ikke engang nødvendigt – mange gange dukkede fuglene bare pludselig op helt tæt på vejen, eller de krydsede vejen lige foran bilen…

Kravetrappe, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe han, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe han, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi var der mens parringssæsonen var godt i gang; flere gange så vi meget “spillegale” hanner og én morgen var der nærmest en spilleplads tæt på vejen, hvor en han kurtiserede fire hunner. Når hannerne er i affekt, krænger de fjerkraven op over hovedet og løber som en hovedløs høne forvildet rundt – eller tager nogle meget lange sololøb hen over ørkenen. Det ser helt fjollet ud!

Kravetrappe var en ny art for mig, men jeg havde næsten endnu større forhåbning om at få en anden af ørkenens specialiteter at se; Ørkenløber var en art jeg virkeligt håbede at få et reelt forhold til på denne tur. Jeg har tidligere set den i Egypten, men på meget stor afstand. Jeg blev ikke skuffet, i gennemsnit hver anden gang vi kørte ad vejene nordvest for Tindaya så vi arten, op til seks-otte stykker. Også dén havde den venlighed nogle gange at stille sig helt op ad vejen!

Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ørkenløber er bare raffineret; en “feminin” yndefuld vadefugl med farver perfekt afstemt til omgivelserne, dens bevægelsesmønster er også så fint: med opret holdning når den stopper op, og så tilter den forover med hele kroppen (nødvendigt på grund af de lange ben) når den samler et fødeemne op… Virkeligt en lækker fugl, som det næsten ikke er til at se sig mæt på!

Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Andre smukke ørkenfugle som også var talrige og generelt nemme at “arbejde med” var Sortbuget Sandhøne (sås på ca. hvert andet besøg) og Triel (ca. hvert tredje besøg).

Sortbuget Sandhøne han og hun, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortbuget Sandhøne han og hun, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Triel par, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Triel par, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På Tindaya-sletten kan man også møde Berberhøne, men den er generelt mere knyttet til steder med klippefyldt terræn, såsom i de raviner (“barrancos“) som mange steder løber fra kysten og ind i landet.

Berberhøne, Catalina García, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Berberhøne, Catalina García, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Berberhønsene er noget sværere at komme tæt på end de andre ørkenfugle!

Den allerstørste specialitet blandt fuglene på Fuerteventura er naturligvis den endemiske Fuerteventura Bynkefugl (også kaldet Kanarisk Bynkefugl, men eftersom den kun findes hér, er det vel på sin plads at øens navn indgår i navnet på fuglen)… Den findes udbredt på det meste af øen, men har også en forkærlighed for stenede steder som disse raviner.

Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl hun, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl hun, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fuerteventura Bynkefugls han er ret diskret farvet sammenlignet med eksempelvis Sortstrubet Bynkefugl, men hunnen er decideret farveløs.

Øen er ikke kun ren ørken, i nogle af dalene er der lidt mere vegetation, ja ligefrem palmer, så visse steder giver associationer i retning af oaser…

Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det man ser på disse fotos repræsenterer noget af det mest “frodige” (!), Fuerteventura byder på. Her træffer man lidt andre arter end i ørkenen…

Kanarisk Blåmejse, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kanarisk Blåmejse, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De utroligt kraftigt farvede Kanarisk Blåmejse her er en anden race (degener) end den, som man ser på de vestlige Kanariske Øer.

Hærfugl, La Oliva, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hærfugl, La Oliva, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hærfugl er decideret almindelig og vi så dem mange steder, ofte i par, og de sad og sang rundtomkring. En fugl som altid vækker glæde!

Stor Tornskade, Tindaya, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Tornskade, Tindaya, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stor Tornskade er også meget almindelig og i alle habitater, blot der er de mindste buske eller stendynger den kan sidde og holde udkig fra. Det er her racen koenigi, som er endemisk for de Kanariske Øer.

Ørkendompap, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkendompap, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg var glad for at se Ørkendompap, som var ny art for mig. Desværre lykkedes det ikke at få ordentlige fotos af den – men fin det er den!

Sorthovedet Sanger, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sorthovedet Sanger, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De samme steder som hvor der lever Kanarisk Blåmejse (steder med egentlig trævækst) er der også altid mange Sorthovedet Sanger. Brillesanger derimod er at finde i meget lave buske, også helt ude i åbne ørkenområder.

Brillesanger, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brillesanger, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En art som er udbredt overalt på Fuerteventura er Kanarisk Piber.

Kanarisk Piber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kanarisk Piber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Allestednærværende er også Ravn, her i en udgave (racen tingitanus) som er lidt mindre end vores egen (og med brunlig nakke)…

Ravn, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ravn, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også Musvåge optræder med en speciel lokal form, insularum, som på nogle karakterer er ret Ørkenvåge-agtig.

Musvåge, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Musvåge, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

To andre rovfugle er almindelige: Tårnfalk (racen dacotiae) og Ådselsgrib, og så havde vi en enkelt obs. af en hurtigt forbiflyvende Berberfalk. Til min store overraskelse var dén fugleart som vi så i største flokke (op til 205) Rustand (!). Det er en nylig indvandrer til øen; de fleste så vi ved et stort vand-reservoir, men vi så dem også parvis langt fra vand, inkl. i ørkenen.

Rustand, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rustand, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu får I ikke flere fuglefotos i denne omgang; måske får jeg på et tidspunkt tid til at lægge flere op i mit online fotogalleri.

Vi kigger jo også meget gerne på andet levende end fugle, her var noget af det mest iøjnefaldende det indførte, men charmerende “Berberjordegern“. Efter sigende er det startet med at blot to dyr er sat ud på øen, men de findes nu overalt – hvilket ikke kan undgå at påvirke det øvrige dyreliv på øen (men nok ikke mere end de sindsygt mange geder, som ialfald har meget af skylden for den sparsomme vegetation).

Berberjordegern, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Berberjordegern, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man er af sted om vinteren er det også altid livgivende at træffe lidt insekter – der var selvfølgelig ikke et mylder på denne tørre ø, men dog nogle græshopper og diverse sommerfugle og guldsmede…

Monark, Oasis Park, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Monark, Oasis Park, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Punta Jandia, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Punta Jandia, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sahara Farvevandnymfe par, Puertito Los Molinos, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sahara Farvevandnymfe par, Puertito Los Molinos, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flammelibel han, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flammelibel han, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det varer stadig tre måneder inden det er tid for guldsmede og vandnymfer herhjemme, så det var fint at se fem arter af dem: Stor Kejserguldsmed, Brun Kejserguldsmed, Rødåret Hedelibel, Sahara Farvevandnymfe og Flammelibel (fotos af de to sidstnævnte). Sahara Farvevandnymfe (Ischnura saharenis) er næppe officielt navngivet på dansk, men eftersom den hedder noget med ‘Sahara’ både i det videnskabelige og det engelske navn (Sahara Bluetail) ligger det jo lige for… Der er jo som det fremgår ikke meget vand på ørkenøen Fuerteventura, men til gengæld var det imponerende hvor lidt vand der skulle til, før der var guldsmede eller vandnymfer til stede. Især farvevandnymfen og Flammelibel – mens Brun Kejser kunne dukke op hvor som helst (der er nok tale om indflyvning fra Afrika, der var en dominerende østenvind mens vi var på øen). Jeg var særligt glad for at se Flammelibel, en art som af og til dukker op som en sjælden gæst i Danmark (men som jeg hidtil ikke har været heldig at se). Der er ikke meget på dét dyr, som ikke er rødt. Selv benene er røde!

Hvis nogen ved at læse ovenstående (eller af billederne) er blevet inspireret til en tur til Fuerteventura, står jeg gerne til rådighed med flere tips og gode råd.