Ankomst af Skestork

Der har været set Skestork i Vadehavet hele februar måned, ifølge DOFbasen, og for et par dage siden sås de første 2015-fugle i Vejlerne (samme kilde).

I går havde jeg fornøjelsen af byde disse tre fugle velkommen, de fouragerede aktivt i panderne på den fine strandeng ved Attrup.

Skestorke, Attrup Enge, februar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Attrup Enge, februar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fra i mange år at være en halvsjælden (men dog næsten årlig) gæst i Vejlerne og Limfjords-området, er arten som bekendt siden 1996 blevet fast inventar på disse kanter i yngletiden – de seneste år med over 50 par.

De netop ankomne fugle er således fortropperne af den lokale ynglebestand, der nu er parate til at tage hul på sæson nr. 20 i træk, og dermed for alvor må siges at have bidt sig fast. Hvor er det herligt at denne skønne fugl i dén grad er blevet hjemmehørende i Limfjordens landskaber i mange måneder om året!