Et af de mest skattede forårstegn…

Skestorke, Attrup Enge, februar 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Attrup Enge, februar 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvert år fra midt i februar bringer mit arbejde med Kortnæbbede Gæs mig rundt langs Limfjordens bredder, og de seneste år har det tilføjet et nyt element til paletten af forårstegn, nemlig når de første Skestorke indfinder sig i det fjordlandskab, hvor de passer så godt ind. Jeg har tidligere skrevet om det i indlægget Ankomst af Skestork (fra 2015, hvor det skete 25. februar). Og siden har jeg hvert år set de første Skestorke i februar eller starten af marts.

Fuglene har jeg enten set på sydsiden ved Hornsgård Holm/Staun eller som her på nordsiden ved Attrup Enge (ud for de seneste års største ynglekoloni Troldholmene).

Idag, hvor jeg dækkede nordsiden fra Haldager Vejle og Ulvedybet til Aggersund, var der fra morgenstunden skruet op for forårsfornemmelserne med syngende Sanglærker over marker og strandenge, og sandelig, da jeg nåede til Attrup, vakte dette par ivrigt fouragerende Skestorke i yngleskrud med lange prydfjer stor glæde. Så er det forår! Det er efter hukommelsen min tidligste observation nogensinde (og i DOFbasen er foreløbig årets tidligste fra igår).

Under alle omstændigheder er det en fantastisk udvikling vi har været vidner til med denne smukke fugl – og heldigvis er det ikke så mange måneder om året, at vi må undvære dem!

En “rigtig” Rødhalset Gås!

I Lille Vildmose huserer for tiden en smuk Rødhalset Gås, og da jeg i forrige uge var derovre i anden anledning, skulle der da lige kastes et blik på fuglen.

Jeg havde på forhånd egentlig tænkt, at det nok var en af de sædvanlige fugle, der færdes sammen med Bramgæs. Den befandt sig dog i en stor blandet flok, hvor der ganske vist var nogle få Bramgæs, men flokken bestod mest af Sædgæs (Tajgasædgæs, 1090) og Blisgæs (130) – og den Rødhalsede holdt sig mest sammen med de to arter.

Rødhalset Gås, Sædgås og Blisgås, Lille Vildmose, februar 2019. Foto: Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødhalset Gås, Tajgasædgås og Blisgås, Lille Vildmose, februar 2019. Foto: Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu har jeg set mange Rødhalsede Gæs i Danmark (og tidligere skrevet om én af dem her på bloggen: Miss Gås), og jeg har da også mentalt “krydset” arten på min Danmarksliste, men som med så mange andre andefugle, der er populære i fangenskab, har der jo altid været en nagende tvivl – ER det nu en vild fugl?

Det er for så vidt ikke særligt usandsynligt, at en vildfaren Rødhalset Gås i naturen får kontakt med en flok Bramgæs (og mange af dem, der bliver set her i Danmark kan sagtens være vilde og autentiske), men jeg må indrømme, efter selv at have oplevet arten på overvintring i Rumænien, at det giver en god mavefornemmelse at se en fugl i selskab med Blisgæs – i Rumænien og Bulgarien, hvor hovedparten af bestanden overvintrer, er det netop ofte i blandede flokke Rødhalset Gås/Blisgås. Så jeg vil vurdere, at denne fugl er en af de mest oplagte kandidater til at være “rigtig” af de mange jeg har set i DK.

Fuglen i Lille Vildmose bragte altså lige hukommelsen en tur tilbage ad “Memory Lane”, og jeg har i tankerne genoplevet de minderige dage ved Sortehavet, hvor vi – en bande unge knægte – i 1981 længe før murens fald trodsede vinterkulde og et generelt ugæstfrit land med sort pengeveksling, kallunsuppe som det kulinariske lavpunkt osv. – og til gengæld fik ornitologisk forløsning, da drømmene om hundredtallige flokke af små lækre rødbrune gæs materialiserede sig i virkeligheden. Det var en meget speciel oplevelse, ikke mindst fordi det var en virkelig pioner-tur – mig bekendt havde ialfald ingen andre danskere prøvet noget lignende på det tidspunkt.

Det er jo det, sjælde fugle mange gange kan: de leder tankerne hen på oplevelser man har haft med dem på ganske andre breddegrader. De fleste “sjældne” fugle er nemlig ganske almindelige, hvis man bevæger sig hen til deres regelmæssige opholdssteder. Som tidligere fortalt her på bloggen, så kom der efter vores legendariske Rumæniens-tur en artikel ud af det, Lars Abrahamsens Vinterdage ved Donau – i Fugle hæfte 1983-1, side 28-29, med fine illustrationer af Jens Frimer – som jeg kan henvise til, hvis nogen skulle have lyst til at vide mere om de steder, hvor Rødhalset Gås er almindelig. Og iøvrigt så er der jo i dag MASSER af yderligere billeder (og videoer) tilgængelige – prøv bare at google Red-breasted Goose + Romania + Bulgaria! Så vil I bl.a. støde på fotos som dette: [klik her] fra en engelsk fuglerejse-udbyder – ganske enkelt et fantastisk foto!

Middelhavsstenpikkeren

I Sundstrup ved dæmningen i nordenden af Hjarbæk Fjord har der siden Anden Juledag været set en Midddelhavsstenpikker, en sjælden gæst (DK’s femte fund), som selvfølgelig har tiltrukket masser af juleferie-ramte ornitter fra det ganske land.

Jeg var dernede igår, og fornøjede mig med den fine fugl i et par timer. Ud over dragtkarakterer, så adskiller fuglen sig fra “vores” Stenpikker ved at være markant langhalet, og så holder den kroppen horisontalt, ikke opret (som ellers er karakteristisk for de fleste stenpikker-arter).

Fuglen opholdt sig mest tæt op ad en gård med husdyrhold og åben mødding, altid tæt på husmuren og helst fuldt soleksponeret. Den fluesnappede efter insekter, og vi så den også flere gange tage regnorm. Når den nu er fløjet til så køligt et sted, må man sige at den har valgt en biotop, der lader til at være produktiv med hensyn til egnede fødeemner. Bedømt ud fra antallet af klatter, den sked, havde den ikke svært ved at skaffe sig mad.

Den fouragerede meget aktivt, kun afbrudt af korte perioder hvor der blev “slået mave”, og den hvilede/solede sig, bl.a. på et sort tagpap-tag, op mod en sortmalet væg – maksimal varme-effekt.

Her kommer et par billeder som på ingen måde er close-ups til at studere dragtdetaljer, men illustrerer fuglens præference for menneskepåvirket “habitat”…

Middelhavsstenpikker, Virksund, december 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Middelhavsstenpikker, Virksund, december 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Middelhavsstenpikker, Virksund, december 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Middelhavsstenpikker, Virksund, december 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Middelhavsstenpikker, Virksund, december 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Middelhavsstenpikker, Virksund, december 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Middelhavsstenpikker, Virksund, december 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Middelhavsstenpikker, Virksund, december 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har ved en tidligere lejlighed berettet om en anden sjælden stenpikkerart, Nonnestenpikkeren (fra Blovsgårde/Østerild Vindmølletestcentret i 2011)…

Jule/nytårshilsen fra firmaet

Jeg forsøger hvert år at få tid til at skrive og layoute en lille nytårshilsen, som summerer lidt af årets aktiviteter i ornit.dk, ledsaget af udvalgte fotos.

Her ses nogle af de projekter, jeg har arbejdet på i år, og som får en kort omtale i dette års nytårshilsen:

Det er ellers ikke mange ressourcer, jeg ofrer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se mit lille firma og nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde.

I år følger der en lille “gave” med, i form af en Kalender for 2019.

Nytårshilsnen kan læses her: [klik for download].

Kalenderen kan hentes her:  [klik for download] – så kan man selv printe den ud!

Må gerne videre-distribueres!

En Havørn har fået identitet!

Som jeg tidligere har fortalt, har (mindst) én af de op til 13 (!) Havørne, som for tiden huserer på Bygholmengen, en farvering med inskription på den ene fod. Nu er det nok flere af dem som er ringmærkede, og de fleste gange hvor jeg ser en ung/yngre ørn rimeligt tæt på, bemærker jeg faktisk, at fuglen bærer ringe.

For at aflæse ringene, kræver det dog, at man ser dem godt – eller (måske mere realistisk) i flugten får taget et foto, hvor man kan aflæse ringen. Dét er svært, skulle jeg hilse og sige (selv om udviklingen med flere fugle også gør, at der oftere opstår situationer, hvor man er tæt på ørnene)…

Som gammel ringmærker synes jeg altid det er interessant, når jeg ser en mærket fugl. Kan det lade sig gøre at få identificeret fuglen? (-så har den jo altid en historie at fortælle)…

Derfor var jeg straks “alert”, da Vejlernes driftsleder Niels Dahlin Lisborg forleden viste mig et billede han havde taget af én af de unge Havørne, siddende på toppen af Bygholm Mølle (en yndet udkigspost for rovfugle, oftest er det den lokale Tårnfalk, men også Vandrefalk har vi set benytte møllens øverste vingespids som siddeplads).

Havørn, Bygholm Mølle, november 2018. Foto: Niels Dahlin Lisborg.
Havørn, Bygholm Mølle, november 2018. Foto: Niels Dahlin Lisborg.

Billedets tekniske kvalitet er måske ikke fantastisk (taget med mobilkamera gennem teleskop), men informationsværdien er høj! Man kan jo læse den sorte ring (eller er den mørkeblå?) på fuglens venstre ben – DO 63 – og det er nok til, at Havørnen får identitet!

Jeg sendte aflæsningen til ringmærkningsafdelingen på Zoologisk Museum (via deres indtastningsformular fuglering.dk) i aftes, og her til morgen da jeg stod op var der allerede svar.

Her er et link til ørnens historie på Zoologisk Museums hjemmeside: DO 63’s mærkningsdata. Det er altså en ungfugl fra i år, mærket i reden i Søhøjlandet ved Silkeborg i sommers. Inden Havørn blev almindelig som dansk ynglefugl regnede vi nok med, at mange af de ørne, vi så i vinterhalvåret, kom fra Norge og Sverige. Men ringmærkningen viser nu, at de danskfødte ørne efter yngletiden spredes til gode fourageringsområder som Vejlerne. Det er ikke overraskende, men alligevel altid godt at få data om!

Endnu mere informativt er det når ringmærkningen suppleres med gps-teknologi, og “en lille fugl” har hvisket mig i øret og fortalt, at der i det kommende nummer af ‘Fugle & Natur’ kommer en artikel med resultater af gps-mærkninger af danske Havørne – dét skal blive spændende at læse!

Tak til Niels for lån af billedet!

Ellekragen i Sårup – et herligt bekendtskab!

Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En sjælden, smuk og farve-ekvilibristisk Ellekrage har den sidste uges tid gæstet os – nærmere betegnet har den taget fast ophold ved P-pladsen i Sårup, på kanten af Hanstholm Vildtreservat, Tved Plantage og Nationalpark Thy.

Utallige fuglekiggere og -fotografer (ikke mindst det sidste!) har lagt vejen forbi og fået sig nogle heftige oplevelser med den smukke fugl (og nogle fantastiske billeder på kameraernes hukommelseskort). Selv har jeg været der (foreløbig) fem gange – bliver den på stedet, er det svært at holde sig væk – det er en fugl med en særlig dragende kraft!

Det er også dén sjældne fugl jeg nogensinde har oplevet, som har været nemmest at arbejde med – den har hver dag været på plads fra solopgang til solnedgang. Det gør det jo heller ikke sværere, at den konstant har været “mandsopdækket” – så når man ankom til parkeringspladsen, skulle man bare kigge efter, hvor der stod en samling mennesker med store kameralinser! 😉

Min oplevelse har været, at fotograferne har holdt en respektfuld afstand til fuglen – og iøvrigt har den virket til at være fuldstændig upåvirket af dens store publikumstække! Dét, der til gengæld har optaget fuglen, har været at skaffe sig mad – det meste af tiden sidder den opmærksomt og vender hovedet for at få øje på bytte – og ofte har den haft fangst med få minutters mellemrum. Især en sort bille (“skarnbasse”) har været et populært fødeemne – og alle de gange, jeg har set den slå ned i skovbunden efter sådan en bille, er den vendt tilbage til en udkigspind med succes (en bille i næbbet). Også frøer, tudser og sågar en mus har været på menuen (sidstnævnte har jeg ikke selv set, kun på fotos).

Indimellem har den dog også taget sig nogle pauser for at fordøje – særligt efter at have fanget et større bytte.

Her kommer et lille udpluk af de mange hundrede billedfiler, jeg har haft med hjem. De sociale medier er lige nu helt oversvømmet af fotos af fuglen, mange af dem beskåret, så Ellekragen fylder næsten hele billedrammen. De er flotte – men jeg prøver at lade billederne fortælle lidt mere om stemningen og omgivelserne…

Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Til sidst nogle febrilske forsøg på flugtfotos, som blot viser, at selv om fuglen har været stabil og forudsigelig, er det alligevel en udfordring at skaffe gode, skarpe billeder i flugten – hvor den jo viser alle sine farver til det ypperste!

Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne Ellekrage er kun nummer to jeg ser i Danmark – den første var ved Struer i juni 1995. Og det er i det hele taget ikke en art jeg har set mange gange – sidst var i Egypten i 2013. Så det er jo lækkert, at dette individ har været så venlig at “bosætte sig” i en periode, inden den nok snart søger mod varmere himmelstrøg, så man for alvor har fået en chance for at få et forhold til arten…

Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage slipper en klat, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

“Min” gås!

Når jeg omtaler mit arbejde med Kortnæbbet Gås, sker det at jeg kommer til at omtale fuglene som “mine” gæs, sådan helt ubevidst… 😉

Selv om jeg udmærket er klar over, at jeg deler gæssene med alle andre, der gider interessere sig for dem, kan formuleringen til en vis grad forsvares – man får et personligt forhold til fugle, man arbejder så intenst med (nogle tusinde timer er det blevet til, efterhånden)… Og særligt kan man få et forhold til nogle bestemte af fuglene, når de – i kraft af individmærkning – begynder at vise personlighed. Der er jo mærket et stort antal gennem mange år, og det bliver mere og mere tydeligt, hvor forskellige de er i deres tilgang til tilværelsen (deres “strategier”). Eksempelvis trækker nogle af dem stort set direkte fra Norge til Holland/Belgien, mens andre tilbringer rigtig meget tid her i Nordjylland. Nogle fugle, som blev mærket for halvandet år siden, vælger næsten udelukkende kendte rastepladser, så der  foreligger allerede mere end 50 aflæsninger af dem – mens andre er mere hemmelighedsfulde og er kun blevet set af mennesker en håndfuld gange.

Idag hilste jeg på én af de fugle, som jeg slet ikke kan undgå at tænke på som “min”. Det drejer sig om hvid JG5, mærket i Trøndelag i Norge i maj sidste år. Siden da er den aflæst 15 gange – og i alle tilfælde er det mig, der har foretaget aflæsningen! Jeg har set fuglen forskellige steder i Thy, Hanherred og i Store Vildmose, samt nogle gange i Norge, da jeg var deroppe i maj (hvor foto’et er fra). Sådan en fugl er det selvfølgelig altid hyggeligt at gense! 🙂

Aflæsninger af hvid JG5.
Aflæsninger af hvid JG5 (fra geese.org).
Kortnæbbet Gås hvid JG5, Trøndelag, Norge, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås hvid JG5, Trøndelag, Norge, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Iøvrigt passerede jeg forleden dag min aflæsning nr. 10.000 af halsmærkede Kortnæbbede Gæs (fordelt på ca. 1650 forskellige fugle). Sådan et jubilæum bør jo fejres, så der må champagne på bordet én af dagene… 😉

Oktoberstemning…

Vi har jo lige vendt et kalenderblad og skriver nu oktober måned, men jeg synes faktisk oktoberstemningen allerede for mere end en uge siden havde indfundet sig – især på Bygholmengen, hvor sjapvand og store fuglemængder ledte tankerne på denne måned, der som regel imponerer netop med mængder.

Grågæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grågæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grågæs, Kortnæbbede Gæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grågæs, Kortnæbbede Gæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover mange Hjejler og andre vadefugle, svømmeænder og gæs, så har de mange Havørne givet mange oplevelser og næsten garanti for underholdning. Op til 7 Havørne er set på Bygholmengen (og 11 i Vejlerne i alt), og som sædvanligt sætter de deres præg på stemningen (se eksempelvis dette tidligere indlæg: [Terrorregime]).

Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ialfald én af de yngre Havørne er ringmærket – så vidt jeg kan se en sort ring med hvid inskription – men jeg kan desværre ikke aflæse ringen.

Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ringmærket Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når det ikke lige er Havørnene, der spreder skræk og skaber panik og får tusindtallige fugleflokke på vingerne, så er også forsvaret leveringsdygtig: den forløbne uge har der været militærøvelse i området, og de sofistikerede flyvende krigsmaskiner holder sig ikke for gode til at flyve lavt hen over fuglereservatet…

Helikopter, Bygholmengen/Thorup Fjordholme, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Helikopter, Bygholmengen/Thorup Fjordholme, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Knud var i Hanstholm…

Stormen “Knud” passerede i weekenden Hanstholm, og gav nogle store havfugleoplevelser til de mange tilrejsende ornitter. Selv har jeg ikke dyrket havobs i nævneværdig grad de sidste mange år, men da det havde blæst godt fra nordvest i tre-fire dage, kunne jeg alligevel ikke lade være, så i mandags var jeg en tur deroppe.

Nærmest den første fugl jeg fik i teleskopet var en lækker Stor Stormsvale, der passerede tæt forbi – den måtte slå en bue for at komme udenom Roshagemolen. Og ellers var det bare imponerende at se havet vise tænder – og mængderne af Mallemukker og Storkjover som passerede, erindrer jeg ikke at have set tilsvarende. På DOFbasen er der indtastet henholdsvis 13.000 og 150 af de to arter, af folk som sad der fra solopgang til ved middagstid…

Mallemuk passerer Roshagemolen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Mallemuk passerer Roshagemolen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storkjove passerer Roshagemolen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storkjove passerer Roshagemolen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg så også en skråpe langt ude, formentlig en Almindelig Skråpe, men den var bare oppe en enkelt gang, så tabte jeg den… Desuden har de fine havfugledage givet (andre ornitter end mig) krydderier som Sabinemåger, Thorshøns osv.

Synes man det bliver for ensformigt at sidde og kigge på havet, kan man supplere besøget i Hanstholm med at nyde de mange Sorthovedede Måger, der opholder sig på og omkring havnen. Efterårs-forekomsten her har igennem flere år bygget sig op, men i år er det fuldstændig eskaleret, med op til 88 fugle rapporteret. I dagtimerne kan de ofte findes rastende på marker lige udenfor byen ved Nytorp. I mandags var der ca. 50 fugle til stede, men i stedet for at gå op i at tælle til sidste decimal var jeg mere fokuseret på at få gode fotos af de smukke fugle. Sorthovedet Måge hører absolut ikke til de grimme eller kedelige måger!

Ung Sorthovedet Måge med Hanstholm Vildtreservat i baggrunden, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ung Sorthovedet Måge med Hanstholm Vildtreservat i baggrunden, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ung Sorthovedet Måge, Nytorp, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ung Sorthovedet Måge, Nytorp, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ung Sorthovedet Måge, Nytorp, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ung Sorthovedet Måge, Nytorp, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Adult Sorthovedet Måge, Nytorp, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Adult Sorthovedet Måge, Nytorp, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sorthovedet Måge 2K, Hanstholm Havn, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sorthovedet Måge 2K, Hanstholm Havn, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ja vi er nogle som kan føle os priviligerede ved at bo et sted, hvor der sker så meget indenfor kort afstand. Fede oplevelser og smukke indtryk på nethinden er aldrig langt væk!

Som guirlander i regnvejret…

Som guirlander på en snor sad Landsvalerne på kreaturhegn i regnvejret i Hjardemål Klit idag…

Landsvaler, Hjardemål Klit, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Landsvaler, Hjardemål Klit, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ganske dekorativt med gule og rosa blomster på marken bagved.

Landsvale, Hjardemål Klit, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Landsvale, Hjardemål Klit, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Landsvaler, Hjardemål Klit, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Landsvaler, Hjardemål Klit, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Regnen var heftig, og svalerne blev våde.

Landsvale, Hjardemål Klit, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Landsvale, Hjardemål Klit, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Regnen var heftig, og svalerne blev våde.
Landsvaler, Hjardemål Klit, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Landsvale, Hjardemål Klit, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Landsvale, Hjardemål Klit, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Blandt alle klodens fuglearter er Landsvale min absolutte yndlingsfugl – dén jeg ville tage med, hvis jeg blev forflyttet til en øde ø og fik lov til at tage én kær fugleart med mig. Derfor er der altid et stik af vemodighed i hjertet på denne årstid, hvor de samles i flokke – og hvor man ved, at inden længe skal man sige farvel, og så går der et halvt år, før de atter indfinder sig og spreder glæde med deres elegante og livsglade måde at være på.

Jeg kommer altid til at tænke på Villy Sørensens digt: “I dag er de alle borte. Himlen savner dem. En sommers erindringer er pludselig utallige som svalerne på himlen igår.” Digtet er dateret 16. september. Nu er de her jo heldigvis endnu – og der vil være svaler at se langt hen i oktober – men jeg er meget bevidst om at værdsætte dem ekstra meget indtil de forsvinder…