Fra feltstationens dagbog – 29. oktober 1998

Mere ubehageligt blæsevejr, hård kuling fra vest/nordvest, og jævnlige byger. Indendørsvejr!

Jeg fik i dag kigget på de dias, der blev optaget på maj-flyvningen i år, og kortlagt rørskæret. Vi forsøgte også at fotografere Hættemåge-kolonien i BNB, men det duede altså ikke! Jeg kunne ikke orientere mig på billederne, og fuglene var for små og forsvandt i lysreflekser. Så det kan ikke rigtigt lade sig gøre…

Thomas fik bl.a. dagen til at gå med en tur på Thorup Fjordholme. Det lykkedes ham at finde en Trane-flok på 19 (5 ungefamilier), som han prøvede at liste sig ind på for at fotografere. Det lykkedes vist at få et par enkelte skud i kassen, men de var meget vågne, og havde stor flugtafstand. Desuden noteret lidt forskelligt diverse, bl.a. 85 Skeænder på Bygholmengen, hvilket jeg synes er mange så sent. En ilder fandtes trafikdræbt ved hovedvejen – vi har vist kun set det dyr i trafikdræbt tilstand i år.