Fra feltstationens dagbog – 31. oktober 1991

Ingen følte sig særligt inspireret til feltarbejde i dét vejr, kun benyttede Terje månedsskiftet som lejlighed til at tage bilen ud på en runde i de Østlige Vejler – “undskyldningen” var, at vandstandsskemaerne skulle skiftes. Det blev nu ikke til så særlig meget fuglekiggeri, men med hjem i midtbogen var da en Stor Tornskade fra Han, 9 Toppede Lappedykkere fra Lund og de 4 Bramgæs og 60 Fiskehejrer fra Bygholmengen – hejrerne i næsten samlet flok bag Vestsøen. Turen gik også over Thorup Fjordholme, hvor der var samme antal Pibesvaner som igår, 55, men med en lidt anderledes fordeling mellem gamle og ungfugle. Den største oplevelse stod en hermelin for, den kom slæbende på et eller andet stort bytte, rotte eller vandrotte eller noget i den størrelsesorden.

Albert tilbragte dagen sammen med Bjarne, som han hjalp med at få slæbt træ hjem fra Vr. Thorup Klitplantage.
Mariko forlod for en enkelt dags skyld de kære gåselokaliteter i Thy til fordel for Tjele, hvor der var de gæs der skulle være – og heldigvis ingen halsbånd (-det ville have spoleret alle teorier!). Men to af Sædgæssene dér bar metalringe om benet. Hun nåede dog også til Rosvang, hvor hun idag fandt ikke færre end 13 halsmærkede, hvoraf de 12 kunne aflæses. Nu mangler hun bare at få bekræftet ét halsbånd, så har hun set alle fuglene fra sidste vinter.

Og så var det idag, at undertegnede skulle holde foredrag om Vejlerne for Viborg Amt-lokalafdelingen af DOF. Foredraget foregik i Thisted, og det var altså mest Thy-ornithologer der dukkede op, ialt en 16-18 tilhørere. Jeg havde brugt hele dagen på at sortere lysbilleder og endte med en 160 billeder, plus 20 fra Bulbjerg. Foredraget tog 1½ time og det var vist et meget rimeligt niveau, og jeg tror da også nok at det blev rimeligt godt modtaget (men sådan noget er svært at vurdere selv). Jeg fik også solgt et par rapporter for styrelsen, plus 4 “Naturpejlinger”. De bliver solgt ud for 50 kr. stykket nu, hvilket også er et rimeligt godt tilbud, må man sige. Det var så min debut som foredragsholder, og der var selvfølgelig lidt sommerfugle i maven. Men det gik nu godt nok – der er jo egentlig heller ikke noget at være nervøs for, man har da tilegnet sig en rimeligt omfattende viden om emnet efterhånden…