Fra feltstationens dagbog – 9. november 1991

Albert var ved havet fra morgenstunden, det var også oplagt i dette havvejr (westen-frisk vind til kuling). På under 1 time gav det bl.a. 23 Søkonger, 4 Suler, 108 Rider, 1 Gråmåge, 68 Sortænder og 7 Fløjlsænder – ganske pænt især Søkongerne, som der iøvrigt bliver set mange af for tiden rundtomkring.

Bagefter ringmærkede han lidt i haven, det kunne godt la’ sig gøre, da blæsten ikke mærkes så meget her lidt i læ på Lynge. Men det var nu ikke fordi udbyttet blev det helt store, tværtimod – 2 i forvejen ringmærkede Solsorter var alt hvad han fik fingre i.

Om eftermiddagen var Albert så en tur ned ad Ør. Landkanal-diget, hvor han så 40 Sangsvaner på de oversvømmede enge øst for kanalen.

Dagens sidste obs., 1 ad. Vandrefalk i Vesløs Vejle, skyldes selvfølgelig Helge & Sus – set ud gennem panoramavinduet…

Terje var på weekend i Ålborg, undertegnede lå mere eller mindre brak, efter at gårsdagens strabadser ude i det voldsomme vejr havde givet mig et eller andet hals- og hoved-onde. Jeg brugte dog et par timer ved computeren, mens Mie var herhenne og gøre rent…