Om udbredelsen af Huevandnymfe

Huevandnymfe han, Per Madsens Kær, Hvidbjerg Klitplantage, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe han, Per Madsens Kær, Hvidbjerg Klitplantage, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man læser Ole Fogh Nielsens fremragende bog ‘De danske guldsmede’ fra 1998, står der om udbredelsen af Huevandnymfe: “Hue-Vandnymfe har altid været regnet for en af vore meget sjældne guldsmede. Den er tidligere fundet hist og her i Jylland og på Sjælland og Bornholm, men siden 1980 er den kun registreret fra en enkelt lokalitet på Lolland.

Der er sket en del siden. I det hele taget kunne man godt blive i dårligt humør af mange af bogens artsafsnit – på det tidspunkt var mange arter i tilbagegang og kun kendte fra nogle få lokaliteter. Jeg har indtryk af, at der dengang kun var nogle få håndfulde mennesker, der havde guldsmede og vandnymfer som interesse – og desuden var effekten af vandmiljøplan og sø- og å-genopretningsprojekter stadig ikke slået fuldt igennem. Men Ole Fogh Nielsen skriver i forlængelse af ovenstående, måske for at appellere til andre guldsmedeentusiaster: “Det er muligt, at den er overset på grund af den tidlige og meget korte flyvetid, og måske findes arten stadigvæk flere steder i landet. Man bør lede efter den på egnede lokaliteter i maj måned.

Det store boost i guldsmedeinteressen kom først for alvor med Atlasprojektet Danmarks Guldsmede I (2014-18), hvor ‘citizen science‘-bidrag fra mange amatør-odonatologer landet over, der rapporterede til databasen på fugleognatur.dk (Naturbasen), mangedoblede vores kendskab til udbredelsen af Danmarks guldsmede og vandnymfer.

Her er den kendte udbredelse af Huevandnymfe efter Danmarks Guldsmede I:

Udbredelsen af Huevandnymfe i Atlasprojektet Danmarks Guldsmede I 2015-18 (kilde: guldsmedeatlas.dk)
Udbredelsen af Huevandnymfe i Atlasprojektet Danmarks Guldsmede I (2014-18). Kilde: guldsmedeatlas.dk.

Det drejer sig om ialt 23 (3,5%) af landets 650 10×10 km-kvadrater, på Bornholm og spredt i Jylland – men ingen på Lolland. Sammenlagt er arten fundet på under 30 lokaliteter – ikke mange, men trods alt langt flere end før atlasprojektet. De gule kvadrater i Vejler-området skyldes, at jeg her i mit projekt ‘Guldsmedefaunaen i Vejlerne 2017-18’ fandt nogle meget store bestande med tusindvis af dyr (hvilket jeg ofte har berettet om på denne blog (indlæg tagget huevandnymfe)).

I det nye projekt jeg arbejder på i år, har jeg hidtil fundet Huevandnymfe på fem nye lokaliteter i Nationalpark Thy, fordelt på tre atlaskvadrater. Tidligere har der kun én enkelt gang været fundet Huevandnymfe i det “egentlige” Thy (vest for Vejlerne), tilbage i 1960 i Hanstholm Vildtreservat (men den har jo nok været der hele tiden)…

Jeg er helt overbevist om, at selv om vores kendskab til artens udbredelse er stærkt forøget med atlasprojektet og mine special-undersøgelser af Vejlerne og Nationalpark Thy, så må arten stadig være overset i betydelig grad – sikkert især på grund af den tidlige flyvetid (en del guldsmedeinteresserede kommer måske ikke så ofte ud tidligt på sæsonen, hvor der ikke er så mange arter på vingerne).

Mine mange iagttagelser af arten de seneste tre år har givet mig noget indblik i, på hvilke typer habitat, arten trives. Men faktisk er det svært at komme med et bud på, hvad det er, arten kræver, en fællesnævner for lokaliteterne – udover formentlig klart vand. Men ialfald findes den både i næringsfattige og mere frodige miljøer, og der er iøvrigt kæmpe forskelle i vegetationen – fra Han Vejles høje tætte rørskov over bukkeblads-sump i Tømmerby Fjord, nyanlagte søer i Hjardemål/Blovsgårde-området, Nors Sø og andre lobelie-søer med spredt bredvegetation, til sure lavvandede søer i klitheden (mit sidste fund er fra en sådan typisk klithede-sø ved Vangså).

Hvis jeg skulle pege på en enkelt faktor, som kunne være medvirkende til, at arten måske er overset, er det at den er svær at registrere i almindelige gummistøvler. Stort set alle de steder, hvor jeg har registreret arten, er det på vanddybder mellem 30 og 70 cm vand – steder hvor det IKKE er behageligt at færdes, med mindre man er iført waders eller ialfald skridtstøvler. Jeg har indtryk af, at arten i langt mindre grad end de fleste andre vandnymfer flyver væk fra ynglesøerne – kun enkelte gange har jeg set Huevandnymfer sidde i vegetationen væk fra søerne, og da altid indenfor ti meter fra vandfladen.

Det er en god fornemmelse at have bidraget til et bedre kendskab til denne fine arts udbredelse. Fra stort set ikke at være kendt i Nordvestjylland for 15 år siden ser det for tiden ud til, at området er et af artens kerneområder i Danmark. Og vi kan nu betragte artens status i landet med mindre bekymring end ved udgivelsen af ‘De danske guldsmede’ for 20 år siden. Jeg tænker at det nye Atlasprojektet Danmarks Guldsmede II (2019-23) vil føre til opdagelsen af endnu flere steder, hvor arten trives. På med skridtstøvlerne! 😉

Projektet ‘Guldsmedefaunaen i Vejlerne 2017-18’ blev støttet af Aage V. Jensen Naturfond, og den afsluttende rapport kan hentes her: (klik for download).

Projektet vedrørende kortlægning af guldsmedefaunaen i Thy er støttet af 15. Juni Fonden og Nationalpark Thy.

Orange – en usædvanlig farve på vandnymfer

Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I guldsmede/vandnymfe-verdenen findes vist de fleste tænkelige farver repræsenteret – men der er ingen tvivl om, at blå – og nuancer af blåt – må være nogle af de mest almindelige og udbredte.

I Danmark har vi en vandnymfe med en af de mere usædvanlige farver – orange. Det drejer sig om unge hunner af Lille Farvevandnymfe, og selv om jeg har set arten en del gange (og ofte skrevet om den her på bloggen), havde jeg indtil igår aldrig set denne form. Når hunnerne ikke længere er helt nyforvandlede skifter de nemlig farve, og de orange partier bliver grønne.

Men da jeg igår besøgte Vang Sø (anden runde af mit guldsmedeprojekt i Nationalpark Thy), havde jeg ikke bevæget mig mange meter ud i sumpen, før den første af disse små smukke orange skabninger viste sig.

Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det blæste en del (faktisk frisk vind) igår eftermiddag, men alligevel var der mange vandnymfer at finde, godt gemte i vegetationen. Ialt fandt jeg 14 individer af Lille Farvevandnymfe, spredt over en strækning på nogle hundrede meter. Der må have været mange mange flere, sikkert helt nyforvandlede (bedømt ud fra farven på hunnerne). Det kan under alle omstændigheder kun blive en stikprøve, når denne type af blød sump/hængesæk med mange blottede mudderflader breder sig over så stort et areal (og der er grænser for hvor langt ud på “gyngende grund” jeg vover mig).

De er også pæne i modlys:

Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den orange farve springer i øjnene, selv om dyrene kun er tre cm lange. Gad vide om de bevidst vælger at placere sig i forlængelse af visne græsstrå med nogenlunde samme orange/okker-farve, for kamouflagens skyld?

Hanner var der selvfølelig også, og som det næsten altid er tilfældet, ser man lidt flere af dem. De er også fine!

Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der var sket en “eksplosion” af vandnymfer siden mit sidste besøg på stedet; udover Lille Farve- var der også en del Flagermusvandnymfe og rigtigt mange Stor Farvevandnymfe, så når man fandt en lille læ-krog (ofte i kanten af pilekrat) var det vigtigt at være hurtig for at få overblik, når man nærmest trådte de to arter farvevandnymfer op imellem hinanden. Ialt registrerede jeg 60 af den store art, men igen – det kan kun være en lille brøkdel, man får registreret.

Stor Farvevandnymfe han og hun, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Farvevandnymfe han og hun, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nogle Stor Farvevandnymfe var allerede så langt i deres livscyklus, at de var i færd med parring. Når så æglægningen er forbi, har de ikke mange dage tilbage – ja et liv som flyvende vandnymfe er hurtigt overstået! Billedet er fra Nors Sø, som jeg også besøgte igår.

En anden farve som er mindre hyppigt repræsenteret, ialfald hos danske vandnymfearter, er denne:

Rød Vandnymfe han, Nors Bagsø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rød Vandnymfe han, Nors Bagsø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Rød Vandnymfe er også en af de tidligt flyvende arter, så det er nu den skal registreres. Der var adskillige af dem rundt om Nors Bagsø igår.

Projektet er støttet af 15. Juni Fonden og Nationalpark Thy.

Jeg har fundet GULD!

I min søgen efter GULDsmede sker det jo også, at jeg støder på andre insekter, som nok kan vække interesse.

I søndags, hvor jeg havde haft årets første odonata (guldsmede/vandnymfer) hjemme på matriklen i Tømmerby (Flagermus- og Rød Vandnymfe), ville jeg også lige checke situationen ude ved Blovsgårde, hvor nogle af Naturstyrelsens nygravede søer (i forbindelse med vindmølletestcentret) de senere år har været nogle af mine “reference-steder” – lokaliteter jeg opsøger ofte for at følge med i sæsonens udvikling.

Herude var de første Blå Libel fremme i en læ-krog, mens der endnu ingen vandnymfer var at se omkring vandfladerne. Det er jo ved disse søer, at jeg tidligere har fundet Lille Farvevandnymfe (se dette indlæg og dette indlæg), og den skal også nok dukke op i år, når vi lige når lidt længere hen på sæsonen.

I stedet for guldsmede/vandnymfer var der til gengæld et andet markant insekt, som løb (spænede!) rundt i sandet og fangede min opmærksomhed.

Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det gik stærkt, og jeg nåede kun at få knipset nogle få hurtige skud – på det sidste foto ses, at den på et tidspunkt prøvede at gemme sig – men jeg tror nu ikke at den gravede sig ned.

Som det fremgår var det en meget flot bille med de changerende kobber-, irgrønne og vinrøde nuancer – så meget kunne jeg se, men jeg havde ingen idé om navnet på dyret. Jeg kom i tanker om Naturbasens app, hvor der er en funktion som hedder “Hvad er det?”, hvor man kan oploade fotos direkte i felten, og hvis man er heldig få en eksperts hjælp til at bestemme dyret. Dyret var jo for længst væk, men så tog jeg med mobilen et foto af skærmen på kameraet – og sendte det af sted i cyberspace…

Få timer senere var der svar – tak til Jens Søgaard Hansen! – og det viste sige at være intet mindre end Lille Guldløber (Carabus nitens), en rødlistet billeart (i kategorien “sårbar”), som i det igangværende Billeatlas hidtil blot var registreret i 11 atlas-kvadrater (ud af ialt 650 10×10 km kvadrater, som dækker hele landet).

Kvadrater med fund af Lille Guldløber i det igangværende Billeatlas (www.billeatlas.dk).
Kvadrater med fund af Lille Guldløber i det igangværende Billeatlas 2017-21 (www.billeatlas.dk).

Så det var en stor sjældenhed jeg fandt! – rent GULD! Hvis man går på www.fugleognatur.dk og undersøger, hvad der ligger af tidligere fund, så har den også været registreret på enkelte indlandslokaliteter, men i atlasperioden er fundene udelukkende kystnære. Der står ikke meget at læse om artens biologi, kun at den er knyttet til næringsfattige steder – men jeg kunne have en mistanke om, at de blottede sandflader spiller en rolle for Guldløberen, eftersom den netop ses på sand på flere af de fotos, man kan finde af arten.

Henrik Schjødt Kristensen, som er Naturstyrelsen Thy’s ansvarlige for de nyetablerede søer og vandhuller har fortalt mig, at han netop lægger vægt på at der bliver skabt disse flader med bart sand omkring søerne.

På stedet var iøvrigt også en anden fin bille, Grøn Sandspringer, som ialfald også foretrækker sandede, varme steder – men som åbenbart er mindre krævende end Guldløberen, idet den findes over stort set hele landet… Men den er også fin!

Grøn Sandspringer, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grøn Sandspringer, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Første reelle feltdag i nationalparken: tre rødlistede vandnymfearter

Som mange insekt-interesserede har bemærket, så har det kølige vejr, der afløste den varme påske, lagt en alvorlig dæmper på aktiviteten, og derfor er det først de allerseneste dage, at der er begyndt at ske noget på guldsmede- og vandnymfe-fronten, her i havnære og vindpåvirkede Nordvestjylland.

Jeg har jo i år et stort projekt med registrering af guldsmede og vandnymfer i Nationalpark Thy, og eftersom første “runde” (ud af ti i sommerens løb) egentlig skulle være afsluttet inden midten af maj, har jeg haft lidt travlt siden jeg kom hjem fra Norge for en uge siden. Men indtil nu har der ikke været megen grund til at dække en masse områder, da der ikke er megen værdi i nul-registreringer. Men igår og idag har temperaturen fået et lille nøk opad (selvom det stadig blæser meget) – så nu er der gået hul på bylden!

Idag startede det fint ved Nors Bagsø med Grøn Smaragdlibel og Rød Vandnymfe, men da jeg så kom til bugten i Nors Sø ud for Isbjerg, var jeg med det samme alert – for vegetationen her var en afgræsset, meget åben rørsump med spredte startuer og en rig blomster- og urtevegetation – og det klare rene vand som søen er berømt for.

Sumpvegetation i bugten ved Isbjerg, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sumpvegetation i bugten ved Isbjerg, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne vegetationstype, og det klare vand, ledte tankerne hen på Klaringerne i Tømmerby Fjord, hvor jeg sidste år den 15. maj oplevede et “mirakel” hvad angår antallet af Huevandnymfer. Så mine tanker kredsede meget om denne fine art, og jeg kan egentlig ikke kalde det en overraskelse, da de første individer begyndte at materialisere sig…

Hun og han af Huevandnymfe, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hun og han af Huevandnymfe, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Men lidt epokegørende kan man nu godt kalde det, for der er ikke i det foregående Atlasprojekt registreret Huevandnymfe i Thy udenfor Vejlerne og nærmeste omgivelser. Der ligger så godt nok et ældre fund fra kvadratet, som dækker Nors Sø, men det er helt tilbage fra 1960’erne! Det er nok sandsynligt, at arten har været til stede “altid”, men det siger lidt om, hvor lille fokus der har været på guldsmede og vandnymfer, når den ikke er rapporteret herfra i den mellemliggende årrække – Isbjerg og Nors Sø hører trods alt til de mest besøgte lokaliteter i Thy! Ialt 7 individer fandt jeg på stedet. Da jeg så kom over på sydsiden af søen, hvor rørsumpen, skønt ugræsset, mindede meget om den på nordsiden, blot uden den rige urtevegetation – men med spredte tagrør og startuer – fandt jeg yderligere 2 Huevandnymfer. Rørbræmmen her var mere vindudsat, og jeg kan sagtens forestille mig, at der på en stille dag vil kunne findes et større antal af arten… Huevandnymfe er for mig en af de fineste danske vandnymfearter, så det vil jeg kalde en god start på den første egentlige feltdag på projektet!

En anden lokalitet, jeg også checkede idag, var Vang Sø, som for få år siden har gennemgået et større naturgenopretningsprojekt. Jeg kendte ikke stedet, og blev meget imponeret over naturkvaliteten, søen er omgivet at en meget bred zone med forskellige typer af sump, inklusive våd spaghnum og hængesæk – så det er besværligt at færdes i, men giver forhåbning om, at her kan vise sig at være nogle af de mere krævende arter. Det varede da heller ikke længe, inden dagens anden rødlisteart viste sig, Lille Farvevandnymfe – en art som ellers ikke kendes fra Thy, bortset fra de fund jeg selv har gjort ved Blovsgårde/Hjardemål Klit i nogle af de nyetablerede søer i forbindelse med vindmølletestcentret…

Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Dette dyr opholdt sig nær nogle huller i vegetationen med blotlagt mudderbund – i stil med de sølehuller af Kronhjort, hvor jeg sidste år så arten ved Rold Skov (og jeg tror da også hullerne var skabt af hjorte eller kreaturer).

Det blæste stadig, og der var langt mellem guldsmede/vandnymferne – men stemningen var fin, med spillende Storspover og Tinksmede (formentlig lokale ynglefugle), og adskillige Dobbeltbekkasiner som lettede for fødderne af mig. Over søens vandflade fouragerede nogle hundrede svaler i lav højde (alle tre arter).

Kun én almindelig guldsmedeart sås med nogle få eksemplarer – Fireplettet Libel – men lige før jeg vendte om for at drage hjemad, fandt jeg en hun af Månevandnymfe – dagens tredje rødlistede vandnymfeart!

Månevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Månevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I dette tilfælde var arten rapporteret fra samme kvadrat i det netop afsluttede Atlasprojekt, dog fra en anden lokalitet end Vang Sø. Og denne lidt kræsne art er nok mest almindelig præcis i klitheder – så mon ikke det blot er den første af flere, jeg kommer til at registrere i projektet?

Under alle omstændigheder er det fedt at komme i gang igen! 🙂

Projektet er støttet af 15. Juni Fonden og Nationalpark Thy.

 

Et af de mest skattede forårstegn…

Skestorke, Attrup Enge, februar 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Attrup Enge, februar 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvert år fra midt i februar bringer mit arbejde med Kortnæbbede Gæs mig rundt langs Limfjordens bredder, og de seneste år har det tilføjet et nyt element til paletten af forårstegn, nemlig når de første Skestorke indfinder sig i det fjordlandskab, hvor de passer så godt ind. Jeg har tidligere skrevet om det i indlægget Ankomst af Skestork (fra 2015, hvor det skete 25. februar). Og siden har jeg hvert år set de første Skestorke i februar eller starten af marts.

Fuglene har jeg enten set på sydsiden ved Hornsgård Holm/Staun eller som her på nordsiden ved Attrup Enge (ud for de seneste års største ynglekoloni Troldholmene).

Idag, hvor jeg dækkede nordsiden fra Haldager Vejle og Ulvedybet til Aggersund, var der fra morgenstunden skruet op for forårsfornemmelserne med syngende Sanglærker over marker og strandenge, og sandelig, da jeg nåede til Attrup, vakte dette par ivrigt fouragerende Skestorke i yngleskrud med lange prydfjer stor glæde. Så er det forår! Det er efter hukommelsen min tidligste observation nogensinde (og i DOFbasen er foreløbig årets tidligste fra igår).

Under alle omstændigheder er det en fantastisk udvikling vi har været vidner til med denne smukke fugl – og heldigvis er det ikke så mange måneder om året, at vi må undvære dem!

En “rigtig” Rødhalset Gås!

I Lille Vildmose huserer for tiden en smuk Rødhalset Gås, og da jeg i forrige uge var derovre i anden anledning, skulle der da lige kastes et blik på fuglen.

Jeg havde på forhånd egentlig tænkt, at det nok var en af de sædvanlige fugle, der færdes sammen med Bramgæs. Den befandt sig dog i en stor blandet flok, hvor der ganske vist var nogle få Bramgæs, men flokken bestod mest af Sædgæs (Tajgasædgæs, 1090) og Blisgæs (130) – og den Rødhalsede holdt sig mest sammen med de to arter.

Rødhalset Gås, Sædgås og Blisgås, Lille Vildmose, februar 2019. Foto: Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødhalset Gås, Tajgasædgås og Blisgås, Lille Vildmose, februar 2019. Foto: Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu har jeg set mange Rødhalsede Gæs i Danmark (og tidligere skrevet om én af dem her på bloggen: Miss Gås), og jeg har da også mentalt “krydset” arten på min Danmarksliste, men som med så mange andre andefugle, der er populære i fangenskab, har der jo altid været en nagende tvivl – ER det nu en vild fugl?

Det er for så vidt ikke særligt usandsynligt, at en vildfaren Rødhalset Gås i naturen får kontakt med en flok Bramgæs (og mange af dem, der bliver set her i Danmark kan sagtens være vilde og autentiske), men jeg må indrømme, efter selv at have oplevet arten på overvintring i Rumænien, at det giver en god mavefornemmelse at se en fugl i selskab med Blisgæs – i Rumænien og Bulgarien, hvor hovedparten af bestanden overvintrer, er det netop ofte i blandede flokke Rødhalset Gås/Blisgås. Så jeg vil vurdere, at denne fugl er en af de mest oplagte kandidater til at være “rigtig” af de mange jeg har set i DK.

Fuglen i Lille Vildmose bragte altså lige hukommelsen en tur tilbage ad “Memory Lane”, og jeg har i tankerne genoplevet de minderige dage ved Sortehavet, hvor vi – en bande unge knægte – i 1981 længe før murens fald trodsede vinterkulde og et generelt ugæstfrit land med sort pengeveksling, kallunsuppe som det kulinariske lavpunkt osv. – og til gengæld fik ornitologisk forløsning, da drømmene om hundredtallige flokke af små lækre rødbrune gæs materialiserede sig i virkeligheden. Det var en meget speciel oplevelse, ikke mindst fordi det var en virkelig pioner-tur – mig bekendt havde ialfald ingen andre danskere prøvet noget lignende på det tidspunkt.

Det er jo det, sjælde fugle mange gange kan: de leder tankerne hen på oplevelser man har haft med dem på ganske andre breddegrader. De fleste “sjældne” fugle er nemlig ganske almindelige, hvis man bevæger sig hen til deres regelmæssige opholdssteder. Som tidligere fortalt her på bloggen, så kom der efter vores legendariske Rumæniens-tur en artikel ud af det, Lars Abrahamsens Vinterdage ved Donau – i Fugle hæfte 1983-1, side 28-29, med fine illustrationer af Jens Frimer – som jeg kan henvise til, hvis nogen skulle have lyst til at vide mere om de steder, hvor Rødhalset Gås er almindelig. Og iøvrigt så er der jo i dag MASSER af yderligere billeder (og videoer) tilgængelige – prøv bare at google Red-breasted Goose + Romania + Bulgaria! Så vil I bl.a. støde på fotos som dette: [klik her] fra en engelsk fuglerejse-udbyder – ganske enkelt et fantastisk foto!

Middelhavsstenpikkeren

I Sundstrup ved dæmningen i nordenden af Hjarbæk Fjord har der siden Anden Juledag været set en Midddelhavsstenpikker, en sjælden gæst (DK’s femte fund), som selvfølgelig har tiltrukket masser af juleferie-ramte ornitter fra det ganske land.

Jeg var dernede igår, og fornøjede mig med den fine fugl i et par timer. Ud over dragtkarakterer, så adskiller fuglen sig fra “vores” Stenpikker ved at være markant langhalet, og så holder den kroppen horisontalt, ikke opret (som ellers er karakteristisk for de fleste stenpikker-arter).

Fuglen opholdt sig mest tæt op ad en gård med husdyrhold og åben mødding, altid tæt på husmuren og helst fuldt soleksponeret. Den fluesnappede efter insekter, og vi så den også flere gange tage regnorm. Når den nu er fløjet til så køligt et sted, må man sige at den har valgt en biotop, der lader til at være produktiv med hensyn til egnede fødeemner. Bedømt ud fra antallet af klatter, den sked, havde den ikke svært ved at skaffe sig mad.

Den fouragerede meget aktivt, kun afbrudt af korte perioder hvor der blev “slået mave”, og den hvilede/solede sig, bl.a. på et sort tagpap-tag, op mod en sortmalet væg – maksimal varme-effekt.

Her kommer et par billeder som på ingen måde er close-ups til at studere dragtdetaljer, men illustrerer fuglens præference for menneskepåvirket “habitat”…

Middelhavsstenpikker, Virksund, december 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Middelhavsstenpikker, Virksund, december 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Middelhavsstenpikker, Virksund, december 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Middelhavsstenpikker, Virksund, december 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Middelhavsstenpikker, Virksund, december 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Middelhavsstenpikker, Virksund, december 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Middelhavsstenpikker, Virksund, december 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Middelhavsstenpikker, Virksund, december 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har ved en tidligere lejlighed berettet om en anden sjælden stenpikkerart, Nonnestenpikkeren (fra Blovsgårde/Østerild Vindmølletestcentret i 2011)…

Jule/nytårshilsen fra firmaet

Jeg forsøger hvert år at få tid til at skrive og layoute en lille nytårshilsen, som summerer lidt af årets aktiviteter i ornit.dk, ledsaget af udvalgte fotos.

Her ses nogle af de projekter, jeg har arbejdet på i år, og som får en kort omtale i dette års nytårshilsen:

Det er ellers ikke mange ressourcer, jeg ofrer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se mit lille firma og nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde.

I år følger der en lille “gave” med, i form af en Kalender for 2019.

Nytårshilsnen kan læses her: [klik for download].

Kalenderen kan hentes her:  [klik for download] – så kan man selv printe den ud!

Må gerne videre-distribueres!

Ellekragen i Sårup – et herligt bekendtskab!

Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En sjælden, smuk og farve-ekvilibristisk Ellekrage har den sidste uges tid gæstet os – nærmere betegnet har den taget fast ophold ved P-pladsen i Sårup, på kanten af Hanstholm Vildtreservat, Tved Plantage og Nationalpark Thy.

Utallige fuglekiggere og -fotografer (ikke mindst det sidste!) har lagt vejen forbi og fået sig nogle heftige oplevelser med den smukke fugl (og nogle fantastiske billeder på kameraernes hukommelseskort). Selv har jeg været der (foreløbig) fem gange – bliver den på stedet, er det svært at holde sig væk – det er en fugl med en særlig dragende kraft!

Det er også dén sjældne fugl jeg nogensinde har oplevet, som har været nemmest at arbejde med – den har hver dag været på plads fra solopgang til solnedgang. Det gør det jo heller ikke sværere, at den konstant har været “mandsopdækket” – så når man ankom til parkeringspladsen, skulle man bare kigge efter, hvor der stod en samling mennesker med store kameralinser! 😉

Min oplevelse har været, at fotograferne har holdt en respektfuld afstand til fuglen – og iøvrigt har den virket til at være fuldstændig upåvirket af dens store publikumstække! Dét, der til gengæld har optaget fuglen, har været at skaffe sig mad – det meste af tiden sidder den opmærksomt og vender hovedet for at få øje på bytte – og ofte har den haft fangst med få minutters mellemrum. Især en sort bille (“skarnbasse”) har været et populært fødeemne – og alle de gange, jeg har set den slå ned i skovbunden efter sådan en bille, er den vendt tilbage til en udkigspind med succes (en bille i næbbet). Også frøer, tudser og sågar en mus har været på menuen (sidstnævnte har jeg ikke selv set, kun på fotos).

Indimellem har den dog også taget sig nogle pauser for at fordøje – særligt efter at have fanget et større bytte.

Her kommer et lille udpluk af de mange hundrede billedfiler, jeg har haft med hjem. De sociale medier er lige nu helt oversvømmet af fotos af fuglen, mange af dem beskåret, så Ellekragen fylder næsten hele billedrammen. De er flotte – men jeg prøver at lade billederne fortælle lidt mere om stemningen og omgivelserne…

Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Til sidst nogle febrilske forsøg på flugtfotos, som blot viser, at selv om fuglen har været stabil og forudsigelig, er det alligevel en udfordring at skaffe gode, skarpe billeder i flugten – hvor den jo viser alle sine farver til det ypperste!

Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne Ellekrage er kun nummer to jeg ser i Danmark – den første var ved Struer i juni 1995. Og det er i det hele taget ikke en art jeg har set mange gange – sidst var i Egypten i 2013. Så det er jo lækkert, at dette individ har været så venlig at “bosætte sig” i en periode, inden den nok snart søger mod varmere himmelstrøg, så man for alvor har fået en chance for at få et forhold til arten…

Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage slipper en klat, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

“Min” gås!

Når jeg omtaler mit arbejde med Kortnæbbet Gås, sker det at jeg kommer til at omtale fuglene som “mine” gæs, sådan helt ubevidst… 😉

Selv om jeg udmærket er klar over, at jeg deler gæssene med alle andre, der gider interessere sig for dem, kan formuleringen til en vis grad forsvares – man får et personligt forhold til fugle, man arbejder så intenst med (nogle tusinde timer er det blevet til, efterhånden)… Og særligt kan man få et forhold til nogle bestemte af fuglene, når de – i kraft af individmærkning – begynder at vise personlighed. Der er jo mærket et stort antal gennem mange år, og det bliver mere og mere tydeligt, hvor forskellige de er i deres tilgang til tilværelsen (deres “strategier”). Eksempelvis trækker nogle af dem stort set direkte fra Norge til Holland/Belgien, mens andre tilbringer rigtig meget tid her i Nordjylland. Nogle fugle, som blev mærket for halvandet år siden, vælger næsten udelukkende kendte rastepladser, så der  foreligger allerede mere end 50 aflæsninger af dem – mens andre er mere hemmelighedsfulde og er kun blevet set af mennesker en håndfuld gange.

Idag hilste jeg på én af de fugle, som jeg slet ikke kan undgå at tænke på som “min”. Det drejer sig om hvid JG5, mærket i Trøndelag i Norge i maj sidste år. Siden da er den aflæst 15 gange – og i alle tilfælde er det mig, der har foretaget aflæsningen! Jeg har set fuglen forskellige steder i Thy, Hanherred og i Store Vildmose, samt nogle gange i Norge, da jeg var deroppe i maj (hvor foto’et er fra). Sådan en fugl er det selvfølgelig altid hyggeligt at gense! 🙂

Aflæsninger af hvid JG5.
Aflæsninger af hvid JG5 (fra geese.org).
Kortnæbbet Gås hvid JG5, Trøndelag, Norge, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås hvid JG5, Trøndelag, Norge, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Iøvrigt passerede jeg forleden dag min aflæsning nr. 10.000 af halsmærkede Kortnæbbede Gæs (fordelt på ca. 1650 forskellige fugle). Sådan et jubilæum bør jo fejres, så der må champagne på bordet én af dagene… 😉