Østlige insekter

Jeg har været en tur østpå – Bornholm, Falster, Lolland og Sydsjælland – i den seneste weekend og de første dage af denne uge, i forbindelse med NOVANA-arbejde (overvågning af Grøn Mosaikguldsmed). Der blev også set andre interessante dyr når tiden var til det – her kommer et lille udvalg…

Lille Kejserguldsmed, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Kejserguldsmed, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den ekstremt flotte Lille Kejserguldsmed har de seneste år været fast beboer i Safirsøen, en af mange fine søer opstået som følge af råstofgravning på øen. Jeg så et par i æglægning samt et par hanner, der fouragerede langs en skovvej – og af og til satte sig til hvile, hvor det var muligt at studere alle detaljer. Arten har også de seneste år været fast i Sydsverige, og bliver nu set flere steder på Bornholm (og sidste år på Sjælland), så måske kommer vi til at se noget som minder om en gentagelse af Stor Kejser’s indvandringshistorie (for 20 år siden en stor sjældenhed, idag er det svært at finde en lokalitet UDEN arten)…

Lille Kejserguldsmed, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Kobbervandnymfe, Oksemyr, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den anden store specialitet blandt guldsmede og vandnymfer på Bornholm er Lille Kobbervandnymfe, en art jeg virkeligt havde håbet – og satset hårdt – på at få at se. Jeg fandt den ikke ved Bastemose, og efter at have kigget hundredvis af kobbervandnymfer igennem og kun fundet Almindelig og Sortmærket, var jeg ved at opgive håbet. Men ved den fine skovmose Oksemyr ved Paradisbakkerne lykkedes det endelig, dyret materialiserede sig pludselig – ikke i selve sumpen, men i tørt hedeterræn mellem lyngplanter og blåbær. Den Lille Kobber levede fuldt op til mine forventninger – en meget, meget delikat sag, nåletynd, fin og lækker!

Rødåret Hedelibel, Ringedal, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel, Ringedal, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Årets invasion af Rødåret Hedelibel har selvfølgelig også ramt Borholm – jeg så både en han og denne flotte hun, der ser så frisk ud og klar i farverne, at det er lidt svært at tro at den skulle være fløjet fra Sydeuropa…

Tidselsommerfugl, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En anden insekt-invasion, Danmark har været ramt af i år, er formentlig den største masseoptræden af Tidselsommerfugl nogensinde. Der flyver stadig nogle få ekstremt slidte eksemplarer rundt med pergament-tynde stumper af vinger (dennes vinger var næppe over 1½ cm lange)…

Tidselsommerfugl, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

…men nu myldrer det også frem med den nye generation – en meget smuk sommerfugl er det altså!

Gammaugle, Gedser Odde, Falster, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gammaugle, Gedser Odde, Falster, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg havde en morgen ved Gedser, hvor jeg håbede at finde én af de mange Høsommerfugle, der er registreret den seneste tid som tilflyvere sydfra, men selv om der var stor aktivitet blandt diverse kålsommerfugle, Tidselsommerfugle og Gammaugler, lykkedes det desværre ikke…

Buksebi, Gedser Odde, Falster, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Buksebi (og svirreflue), Gedser Odde, Falster, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Til gengæld så jeg, også på Gedser Odde, hvad jeg tror er den første Buksebi, jeg har mødt… Sjovt at se den tøffe rundt med de enorme “pludderbukser” – og sjovt selv at få hilst på et dyr, som i år har været så meget i medierne (efter at kommunale myndigheder har udraderet flere kolonier)…

Moskusbuk, Birket, Lolland, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Moskusbuk, Birket, Lolland, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På Lolland fandt jeg denne Moskusbuk, en ekstremt flot stor bille, som jeg ellers tidligere kun har set i Sverige.

Hvepseagtigt!

Biulv, Lodbjerg Klitplantage, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Biulv, Lodbjerg Klitplantage, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tobåndet Hvepsesvirreflue, Vang Sø, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tobåndet Hvepsesvirreflue, Vang Sø, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man som jeg for tiden tilbringer mange timer i felten med at kigge efter nogle specielle insekter – guldsmede og vandnymfer – er det selvfølgelig uundgåeligt, at der også kommer andre interessante dyr i kikkerten.

I den forløbne uge er jeg to gange i Nationalpark Thy stødt på nogle flotte, hvepselignende dyr, som jeg ikke lige har kunnet genkende ved første øjekast.

Den første er faktisk en hveps, fra familien Gravehvepse. Det er en lille hveps (ca. 1 cm, vil jeg vurdere), og nem at kende på den rødbrune bagkant på hovedet, tegningerne på bagkroppen og en hvid “maske” i “ansigtet” (ikke synlig på dette foto). Navnet – og dyrets levevis – er måske det mest bemærkelsesværdige, den hedder noget så spektakulært som Biulv! Det skyldes dens yngleadfærd, hvor den jager honningbier, som paralyseres med en gift og anbringes i boet som foder for larverne. Mange insekter har sådan en “parasiterende” levevis, men det er altid fascinerende med disse ekstreme tilpasninger. Biulven har tidligere været sjælden i Danmark, men regnes for et af de insekter som har haft gavn af klimaforandringerne, ialfald er den vandret nordpå og er gradvist blevet mere almindelig i hele Nordeuropa. Den kan nu findes i det meste af Danmark, dog stadig ret sparsomt i Vestjylland, og dette fund var det første fra Thy som er rapporteret til Naturbasen.

Det andet dyr er overhovedet ikke nogen hveps, ja slet ikke en årevinge, men den flotte svirreflue Tobåndet Hvepsesvirreflue – i mine øjne en af de flotteste af svirrefluerne, som jeg længe har ønsket mig at se. Ved første øjekast giver den slet ikke indtryk af at være en flue, med de lange antenner og selvfølgelig de skarpt afsatte gule bånd på sort bagkrop – og antydningen af “hvepsetalje”. Arten har en udbredelse som minder om Biulvens, også med færreste fund i Vestjylland – der var dog enkelte fund forud for mit fra Thy.

Den slags små oplevelser som giver ekstra krydderi på dagene i felten… 🙂

Ny art for Thy: Rødåret Hedelibel

Brun Kejserguldsmed er ikke den eneste vandre-guldsmed, som rører på sig for tiden.

Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Igår fandt jeg ialt 3-4 hanner af den flotte Rødåret Hedelibel på to lokaliteter i Sydthy. Arten blev først opdaget i Danmark for ca. 20 år siden, og der gøres ikke fund hvert år – men i år ser der ud til at være en reel invasion i gang, de seneste dage er der rapporteret adskillige fra forskellige steder i landet (19 bare igår).

Arten findes udbredt i Sydeuropa, Afrika og Asien, og visse år sker der sådan en spredning nordpå, som der øjensynligt er i gang i år. Det sker så tidligt på sæsonen, at de “fastboende” hedelibeller kun lige er startet på forvandlingen til voksne insekter. Det tager et stykke tid fra forvandlingen til hannerne får deres røde farve – derfor var jeg med det samme på vagt, da jeg så den første røde han igår, ved Bisole Vande nord for Lyngby.

Rødåret Hedelibel han, Lyngby, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lyngby, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Dette individ var ikke så indstillet på at lade mig komme i nærheden, men jeg fik da knipset nogle dokumentations-skud, hvor man ser de røde årer i vingerne samt lige aner at undersiden af øjnene er støvet blå.

Senere på Lodbjerg Klithede fandt jeg yderligere to, måske tre. De to hanner opretholdt aggressivt territorier – både overfor hinanden og overfor en meget større Fireplettet Libel.

Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er netop et karakteristisk træk for denne art, at hannerne er særdeles territoriale – meget mere end de øvrige hedelibel-arter. De er også tit svære at komme helt tæt på – men da den ene konstant søgte tilbage til den samme udsigts-pind, satte jeg mig ned i nærheden af pinden og fik nogle bedre fotos når den landede…

 Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det måske tredje dyr på stedet var også en rød han hedelibel, men den satte sig ikke længe nok til at jeg fik set de afgørende kendetegn. Jeg er dog næsten sikker på at det også var en Rødåret – syntes jeg så et rødt skær i vingernes “svirren”.

Det var en ny Danmarksart for mig personligt, og selvfølgelig endnu en art til den igangværende undersøgelse af guldsmedefaunaen i nationalparken – listen over arter som er registreret i de atlaskvadrater, som dækker nationalparken står lige nu på 32, hvilket i nordjysk sammenhæng må siges at være ganske godt.

Tidligere har jeg kun truffet Rødåret Hedelibel ved én enkelt lejlighed, under trækfugletælling i ørkenen i Egypten…

Rødåret Hedelibel hun, El Zayt, Egypten, april 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel hun, El Zayt, Egypten, april 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det skal blive spændende at se, hvor mange som dukker op i Thy de kommende dage!

 

Vandrende guldsmed finder til Thy!

Efter at have arbejdet intensivt med guldsmede de seneste par somre, er det efterhånden sjældent at jeg oplever at være i tvivl, når jeg kigger på en guldsmed.

Men igår stod jeg – ved Kokkær Vand nær Tved – pludselig med et par store, blegbrune guldsmede i “tandem”, som jeg ikke lige kunne identificere ved første øjekast.

De havde denne blegbrune (kanel) farve både på kroppen og øjnene, var store som mosaikguldsmede – og virkede faktisk ret kedelige at se på. Jeg var bare mystificeret – hvad kunne det dog være for en art? Det var først da et lysende blåt “midterstykke” ved en bestemt vinkel sprang i øjnene, at jeg var klar over, at jeg stod med noget meget sjældent – en af de sydlige kejserguldsmede, enten Brun Kejserguldsmed eller Lille Kejserguldsmed.

De var meget omkringfarende, blev nærmest blæst omkring i den kraftige vind, men 4-5 gange så jeg dem gå ned ved en lille vig i søen for at lægge æg – stadig sammenkoblede i tandem. Det forvirrede mig lidt, for jeg ved at hos Stor Kejserguldsmed lægger hunnen æg alene (dog ofte med hannen vogtende i nærheden). Jeg havde ingen felthåndbog ved hånden, men jeg ringede til Kent Olsen, lederen af guldsmedeatlas-projektet, som kunne fortælle mig lidt om kendetegnene på Brun og Lille Kejser, og desuden sendte mig en MMS med de to relevante sider i felthåndbogen. Der stod netop fremhævet (både for Lille og Brun) at de lægger æg i tandem, og desuden at det vigtigste kendetegn er øjenfarven, som er klart skinnende grønblå hos Lille. Det var derfor åbenbart, at disse dyr var Brun Kejserguldsmed!

Jeg havde på dette tidspunkt endnu ikke fået billeder af dyrene, men alligevel valgte Kent ud fra min beskrivelse selv at begive sig mod Thy, for Brun Kejserguldsmed var en art, han selv meget gerne ville se i Danmark. Sidste gang de kom hen til vigen for at lægge æg lykkedes det mig at få skudt nogle få skud, fotos som ikke på nogen måde lever op til min sædvanlige standard, men som trods alt dokumenterer iagttagelsen:

Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På dette tidspunkt (ved 15-tiden) måtte jeg tilbage til bilen for at fouragere, da jeg ikke havde fået noget i maven siden morgenmaden. Kent ankom 1½ time senere, så sidst på eftermiddagen opsøgte vi igen søen. Vi var ikke nået mange meter ind på heden, før den første Brun Kejserguldsmed – en hun – viste sig foran os, på insektjagt over heden – alt for hurtig til at det var muligt at få billeder. Fremme ved søen var der en Stor Kejserguldsmed han, som patruljerede over vigen hvor jeg havde haft parret æglæggende – men derudover var der meget lidt aktivitet. Kent smed bukserne og vadede hele søen rundt, mens jeg holdt øje – men ikke overraskende så vi ikke mere til dyrene, normalt kulminerer æglægningen hos de store guldsmede midt på dagen, hvorefter de bruger resten af dagen på fouragering.

Fra hvor vi stod kunne vi se, at der længere vestpå over heden (og mere i læ fra plantagen) drønede nogle større guldsmede rundt, så vi gik i den retning, og havde først en Stor Kejserguldsmed hun, men senere gik ønsket i opfyldelse: en Brun Kejserguldsmed han dukkede op fra lyngen, og cruisede i langsom flugt lavt rundt over den våde klithede. Det var fedt endelig at have den i syne, hvor det var muligt at se detaljer under mindre hektiske omstændigheder. Et par gange kom den så tæt på, at Kent næsten kunne have fanget den i insektnettet, men ialfald fik han fyret nogle skud af, som jeg regner med har resulteret i betydeligt bedre fotos end mine. Da dette dyr var forsvundet bag en lav klitrække, rykkede vi længere frem langs en grøft og lettede efter nogle hundrede meter endnu en Brun Kejserguldsmed, han! Også denne kunne vi følge i nogle minutter på samme måde – jagende i rolig flugt i en meters højde.

Vi var nu oppe på, at der havde indfundet sig mindst tre, og måske helt op til fem Brun Kejserguldsmed ved denne fine lokalitet, og vi var begge meget tilfredse over den vellykkede mission: at (gen)finde dyrene.

Brun Kejserguldsmed er især udbredt i Afrika og Asien i zoner med markant regntid, og visse år kan den spredes over store afstande – det er en af verdens mest kendte vandre-guldsmede, selv til Island er den nået. Der har netop i år været en større nordgående bevægelse i gang siden februar-marts, med store antal i England og landene lige syd for Danmark, og også Sverige og Norge har fået besøg. I sidste uge blev den første så taget i Danmark – et dyr landede i et af ringmærkningsnettene på Blåvand Fuglestation!

Når to dyr kan finde hinanden, parre sig og lægge æg – og det senere viser sig, at der på lokaliteten er yderligere mindst ét dyr – må det betyde, at der også til Thy er nået adskilligt mange Brun Kejserguldsmed på deres vandring nordpå.

Der er tidligere i Danmark én gang, i 1995, fundet larver af Brun Kejserguldsmed på Bornholm – og nu vil der ialfald komme larver i Kokkær Vand – men det er vist den almindelige opfattelse, at larverne ikke vil kunne overleve en dansk vinter. Arten som sådan får derfor ikke så meget ud af “erobringstogtet” – men hvor var det stort at finde sådan en sjældenhed, og hvor var det fedt at Kent også fik den at se. Glæden ved at finde noget sjældent er altid større, når der er nogen man kan dele det med!

Om udbredelsen af Huevandnymfe

Huevandnymfe han, Per Madsens Kær, Hvidbjerg Klitplantage, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe han, Per Madsens Kær, Hvidbjerg Klitplantage, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man læser Ole Fogh Nielsens fremragende bog ‘De danske guldsmede’ fra 1998, står der om udbredelsen af Huevandnymfe: “Hue-Vandnymfe har altid været regnet for en af vore meget sjældne guldsmede. Den er tidligere fundet hist og her i Jylland og på Sjælland og Bornholm, men siden 1980 er den kun registreret fra en enkelt lokalitet på Lolland.

Der er sket en del siden. I det hele taget kunne man godt blive i dårligt humør af mange af bogens artsafsnit – på det tidspunkt var mange arter i tilbagegang og kun kendte fra nogle få lokaliteter. Jeg har indtryk af, at der dengang kun var nogle få håndfulde mennesker, der havde guldsmede og vandnymfer som interesse – og desuden var effekten af vandmiljøplan og sø- og å-genopretningsprojekter stadig ikke slået fuldt igennem. Men Ole Fogh Nielsen skriver i forlængelse af ovenstående, måske for at appellere til andre guldsmedeentusiaster: “Det er muligt, at den er overset på grund af den tidlige og meget korte flyvetid, og måske findes arten stadigvæk flere steder i landet. Man bør lede efter den på egnede lokaliteter i maj måned.

Det store boost i guldsmedeinteressen kom først for alvor med Atlasprojektet Danmarks Guldsmede I (2014-18), hvor ‘citizen science‘-bidrag fra mange amatør-odonatologer landet over, der rapporterede til databasen på fugleognatur.dk (Naturbasen), mangedoblede vores kendskab til udbredelsen af Danmarks guldsmede og vandnymfer.

Her er den kendte udbredelse af Huevandnymfe efter Danmarks Guldsmede I:

Udbredelsen af Huevandnymfe i Atlasprojektet Danmarks Guldsmede I 2015-18 (kilde: guldsmedeatlas.dk)
Udbredelsen af Huevandnymfe i Atlasprojektet Danmarks Guldsmede I (2014-18). Kilde: guldsmedeatlas.dk.

Det drejer sig om ialt 23 (3,5%) af landets 650 10×10 km-kvadrater, på Bornholm og spredt i Jylland – men ingen på Lolland. Sammenlagt er arten fundet på under 30 lokaliteter – ikke mange, men trods alt langt flere end før atlasprojektet. De gule kvadrater i Vejler-området skyldes, at jeg her i mit projekt ‘Guldsmedefaunaen i Vejlerne 2017-18’ fandt nogle meget store bestande med tusindvis af dyr (hvilket jeg ofte har berettet om på denne blog (indlæg tagget huevandnymfe)).

I det nye projekt jeg arbejder på i år, har jeg hidtil fundet Huevandnymfe på fem nye lokaliteter i Nationalpark Thy, fordelt på tre atlaskvadrater. Tidligere har der kun én enkelt gang været fundet Huevandnymfe i det “egentlige” Thy (vest for Vejlerne), tilbage i 1960 i Hanstholm Vildtreservat (men den har jo nok været der hele tiden)…

Jeg er helt overbevist om, at selv om vores kendskab til artens udbredelse er stærkt forøget med atlasprojektet og mine special-undersøgelser af Vejlerne og Nationalpark Thy, så må arten stadig være overset i betydelig grad – sikkert især på grund af den tidlige flyvetid (en del guldsmedeinteresserede kommer måske ikke så ofte ud tidligt på sæsonen, hvor der ikke er så mange arter på vingerne).

Mine mange iagttagelser af arten de seneste tre år har givet mig noget indblik i, på hvilke typer habitat, arten trives. Men faktisk er det svært at komme med et bud på, hvad det er, arten kræver, en fællesnævner for lokaliteterne – udover formentlig klart vand. Men ialfald findes den både i næringsfattige og mere frodige miljøer, og der er iøvrigt kæmpe forskelle i vegetationen – fra Han Vejles høje tætte rørskov over bukkeblads-sump i Tømmerby Fjord, nyanlagte søer i Hjardemål/Blovsgårde-området, Nors Sø og andre lobelie-søer med spredt bredvegetation, til sure lavvandede søer i klitheden (mit sidste fund er fra en sådan typisk klithede-sø ved Vangså).

Hvis jeg skulle pege på en enkelt faktor, som kunne være medvirkende til, at arten måske er overset, er det at den er svær at registrere i almindelige gummistøvler. Stort set alle de steder, hvor jeg har registreret arten, er det på vanddybder mellem 30 og 70 cm vand – steder hvor det IKKE er behageligt at færdes, med mindre man er iført waders eller ialfald skridtstøvler. Jeg har indtryk af, at arten i langt mindre grad end de fleste andre vandnymfer flyver væk fra ynglesøerne – kun enkelte gange har jeg set Huevandnymfer sidde i vegetationen væk fra søerne, og da altid indenfor ti meter fra vandfladen.

Det er en god fornemmelse at have bidraget til et bedre kendskab til denne fine arts udbredelse. Fra stort set ikke at være kendt i Nordvestjylland for 15 år siden ser det for tiden ud til, at området er et af artens kerneområder i Danmark. Og vi kan nu betragte artens status i landet med mindre bekymring end ved udgivelsen af ‘De danske guldsmede’ for 20 år siden. Jeg tænker at det nye Atlasprojektet Danmarks Guldsmede II (2019-23) vil føre til opdagelsen af endnu flere steder, hvor arten trives. På med skridtstøvlerne! 😉

Projektet ‘Guldsmedefaunaen i Vejlerne 2017-18’ blev støttet af Aage V. Jensen Naturfond, og den afsluttende rapport kan hentes her: (klik for download).

Projektet vedrørende kortlægning af guldsmedefaunaen i Thy er støttet af 15. Juni Fonden og Nationalpark Thy.

Orange – en usædvanlig farve på vandnymfer

Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I guldsmede/vandnymfe-verdenen findes vist de fleste tænkelige farver repræsenteret – men der er ingen tvivl om, at blå – og nuancer af blåt – må være nogle af de mest almindelige og udbredte.

I Danmark har vi en vandnymfe med en af de mere usædvanlige farver – orange. Det drejer sig om unge hunner af Lille Farvevandnymfe, og selv om jeg har set arten en del gange (og ofte skrevet om den her på bloggen), havde jeg indtil igår aldrig set denne form. Når hunnerne ikke længere er helt nyforvandlede skifter de nemlig farve, og de orange partier bliver grønne.

Men da jeg igår besøgte Vang Sø (anden runde af mit guldsmedeprojekt i Nationalpark Thy), havde jeg ikke bevæget mig mange meter ud i sumpen, før den første af disse små smukke orange skabninger viste sig.

Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det blæste en del (faktisk frisk vind) igår eftermiddag, men alligevel var der mange vandnymfer at finde, godt gemte i vegetationen. Ialt fandt jeg 14 individer af Lille Farvevandnymfe, spredt over en strækning på nogle hundrede meter. Der må have været mange mange flere, sikkert helt nyforvandlede (bedømt ud fra farven på hunnerne). Det kan under alle omstændigheder kun blive en stikprøve, når denne type af blød sump/hængesæk med mange blottede mudderflader breder sig over så stort et areal (og der er grænser for hvor langt ud på “gyngende grund” jeg vover mig).

De er også pæne i modlys:

Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den orange farve springer i øjnene, selv om dyrene kun er tre cm lange. Gad vide om de bevidst vælger at placere sig i forlængelse af visne græsstrå med nogenlunde samme orange/okker-farve, for kamouflagens skyld?

Hanner var der selvfølelig også, og som det næsten altid er tilfældet, ser man lidt flere af dem. De er også fine!

Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der var sket en “eksplosion” af vandnymfer siden mit sidste besøg på stedet; udover Lille Farve- var der også en del Flagermusvandnymfe og rigtigt mange Stor Farvevandnymfe, så når man fandt en lille læ-krog (ofte i kanten af pilekrat) var det vigtigt at være hurtig for at få overblik, når man nærmest trådte de to arter farvevandnymfer op imellem hinanden. Ialt registrerede jeg 60 af den store art, men igen – det kan kun være en lille brøkdel, man får registreret.

Stor Farvevandnymfe han og hun, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Farvevandnymfe han og hun, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nogle Stor Farvevandnymfe var allerede så langt i deres livscyklus, at de var i færd med parring. Når så æglægningen er forbi, har de ikke mange dage tilbage – ja et liv som flyvende vandnymfe er hurtigt overstået! Billedet er fra Nors Sø, som jeg også besøgte igår.

En anden farve som er mindre hyppigt repræsenteret, ialfald hos danske vandnymfearter, er denne:

Rød Vandnymfe han, Nors Bagsø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rød Vandnymfe han, Nors Bagsø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Rød Vandnymfe er også en af de tidligt flyvende arter, så det er nu den skal registreres. Der var adskillige af dem rundt om Nors Bagsø igår.

Projektet er støttet af 15. Juni Fonden og Nationalpark Thy.

Jeg har fundet GULD!

I min søgen efter GULDsmede sker det jo også, at jeg støder på andre insekter, som nok kan vække interesse.

I søndags, hvor jeg havde haft årets første odonata (guldsmede/vandnymfer) hjemme på matriklen i Tømmerby (Flagermus- og Rød Vandnymfe), ville jeg også lige checke situationen ude ved Blovsgårde, hvor nogle af Naturstyrelsens nygravede søer (i forbindelse med vindmølletestcentret) de senere år har været nogle af mine “reference-steder” – lokaliteter jeg opsøger ofte for at følge med i sæsonens udvikling.

Herude var de første Blå Libel fremme i en læ-krog, mens der endnu ingen vandnymfer var at se omkring vandfladerne. Det er jo ved disse søer, at jeg tidligere har fundet Lille Farvevandnymfe (se dette indlæg og dette indlæg), og den skal også nok dukke op i år, når vi lige når lidt længere hen på sæsonen.

I stedet for guldsmede/vandnymfer var der til gengæld et andet markant insekt, som løb (spænede!) rundt i sandet og fangede min opmærksomhed.

Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det gik stærkt, og jeg nåede kun at få knipset nogle få hurtige skud – på det sidste foto ses, at den på et tidspunkt prøvede at gemme sig – men jeg tror nu ikke at den gravede sig ned.

Som det fremgår var det en meget flot bille med de changerende kobber-, irgrønne og vinrøde nuancer – så meget kunne jeg se, men jeg havde ingen idé om navnet på dyret. Jeg kom i tanker om Naturbasens app, hvor der er en funktion som hedder “Hvad er det?”, hvor man kan oploade fotos direkte i felten, og hvis man er heldig få en eksperts hjælp til at bestemme dyret. Dyret var jo for længst væk, men så tog jeg med mobilen et foto af skærmen på kameraet – og sendte det af sted i cyberspace…

Få timer senere var der svar – tak til Jens Søgaard Hansen! – og det viste sige at være intet mindre end Lille Guldløber (Carabus nitens), en rødlistet billeart (i kategorien “sårbar”), som i det igangværende Billeatlas hidtil blot var registreret i 11 atlas-kvadrater (ud af ialt 650 10×10 km kvadrater, som dækker hele landet).

Kvadrater med fund af Lille Guldløber i det igangværende Billeatlas (www.billeatlas.dk).
Kvadrater med fund af Lille Guldløber i det igangværende Billeatlas 2017-21 (www.billeatlas.dk).

Så det var en stor sjældenhed jeg fandt! – rent GULD! Hvis man går på www.fugleognatur.dk og undersøger, hvad der ligger af tidligere fund, så har den også været registreret på enkelte indlandslokaliteter, men i atlasperioden er fundene udelukkende kystnære. Der står ikke meget at læse om artens biologi, kun at den er knyttet til næringsfattige steder – men jeg kunne have en mistanke om, at de blottede sandflader spiller en rolle for Guldløberen, eftersom den netop ses på sand på flere af de fotos, man kan finde af arten.

Henrik Schjødt Kristensen, som er Naturstyrelsen Thy’s ansvarlige for de nyetablerede søer og vandhuller har fortalt mig, at han netop lægger vægt på at der bliver skabt disse flader med bart sand omkring søerne.

På stedet var iøvrigt også en anden fin bille, Grøn Sandspringer, som ialfald også foretrækker sandede, varme steder – men som åbenbart er mindre krævende end Guldløberen, idet den findes over stort set hele landet… Men den er også fin!

Grøn Sandspringer, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grøn Sandspringer, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Første reelle feltdag i nationalparken: tre rødlistede vandnymfearter

Som mange insekt-interesserede har bemærket, så har det kølige vejr, der afløste den varme påske, lagt en alvorlig dæmper på aktiviteten, og derfor er det først de allerseneste dage, at der er begyndt at ske noget på guldsmede- og vandnymfe-fronten, her i havnære og vindpåvirkede Nordvestjylland.

Jeg har jo i år et stort projekt med registrering af guldsmede og vandnymfer i Nationalpark Thy, og eftersom første “runde” (ud af ti i sommerens løb) egentlig skulle være afsluttet inden midten af maj, har jeg haft lidt travlt siden jeg kom hjem fra Norge for en uge siden. Men indtil nu har der ikke været megen grund til at dække en masse områder, da der ikke er megen værdi i nul-registreringer. Men igår og idag har temperaturen fået et lille nøk opad (selvom det stadig blæser meget) – så nu er der gået hul på bylden!

Idag startede det fint ved Nors Bagsø med Grøn Smaragdlibel og Rød Vandnymfe, men da jeg så kom til bugten i Nors Sø ud for Isbjerg, var jeg med det samme alert – for vegetationen her var en afgræsset, meget åben rørsump med spredte startuer og en rig blomster- og urtevegetation – og det klare rene vand som søen er berømt for.

Sumpvegetation i bugten ved Isbjerg, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sumpvegetation i bugten ved Isbjerg, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne vegetationstype, og det klare vand, ledte tankerne hen på Klaringerne i Tømmerby Fjord, hvor jeg sidste år den 15. maj oplevede et “mirakel” hvad angår antallet af Huevandnymfer. Så mine tanker kredsede meget om denne fine art, og jeg kan egentlig ikke kalde det en overraskelse, da de første individer begyndte at materialisere sig…

Hun og han af Huevandnymfe, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hun og han af Huevandnymfe, Nors Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Men lidt epokegørende kan man nu godt kalde det, for der er ikke i det foregående Atlasprojekt registreret Huevandnymfe i Thy udenfor Vejlerne og nærmeste omgivelser. Der ligger så godt nok et ældre fund fra kvadratet, som dækker Nors Sø, men det er helt tilbage fra 1960’erne! Det er nok sandsynligt, at arten har været til stede “altid”, men det siger lidt om, hvor lille fokus der har været på guldsmede og vandnymfer, når den ikke er rapporteret herfra i den mellemliggende årrække – Isbjerg og Nors Sø hører trods alt til de mest besøgte lokaliteter i Thy! Ialt 7 individer fandt jeg på stedet. Da jeg så kom over på sydsiden af søen, hvor rørsumpen, skønt ugræsset, mindede meget om den på nordsiden, blot uden den rige urtevegetation – men med spredte tagrør og startuer – fandt jeg yderligere 2 Huevandnymfer. Rørbræmmen her var mere vindudsat, og jeg kan sagtens forestille mig, at der på en stille dag vil kunne findes et større antal af arten… Huevandnymfe er for mig en af de fineste danske vandnymfearter, så det vil jeg kalde en god start på den første egentlige feltdag på projektet!

En anden lokalitet, jeg også checkede idag, var Vang Sø, som for få år siden har gennemgået et større naturgenopretningsprojekt. Jeg kendte ikke stedet, og blev meget imponeret over naturkvaliteten, søen er omgivet at en meget bred zone med forskellige typer af sump, inklusive våd spaghnum og hængesæk – så det er besværligt at færdes i, men giver forhåbning om, at her kan vise sig at være nogle af de mere krævende arter. Det varede da heller ikke længe, inden dagens anden rødlisteart viste sig, Lille Farvevandnymfe – en art som ellers ikke kendes fra Thy, bortset fra de fund jeg selv har gjort ved Blovsgårde/Hjardemål Klit i nogle af de nyetablerede søer i forbindelse med vindmølletestcentret…

Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe han, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Dette dyr opholdt sig nær nogle huller i vegetationen med blotlagt mudderbund – i stil med de sølehuller af Kronhjort, hvor jeg sidste år så arten ved Rold Skov (og jeg tror da også hullerne var skabt af hjorte eller kreaturer).

Det blæste stadig, og der var langt mellem guldsmede/vandnymferne – men stemningen var fin, med spillende Storspover og Tinksmede (formentlig lokale ynglefugle), og adskillige Dobbeltbekkasiner som lettede for fødderne af mig. Over søens vandflade fouragerede nogle hundrede svaler i lav højde (alle tre arter).

Kun én almindelig guldsmedeart sås med nogle få eksemplarer – Fireplettet Libel – men lige før jeg vendte om for at drage hjemad, fandt jeg en hun af Månevandnymfe – dagens tredje rødlistede vandnymfeart!

Månevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Månevandnymfe hun, Vang Sø, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I dette tilfælde var arten rapporteret fra samme kvadrat i det netop afsluttede Atlasprojekt, dog fra en anden lokalitet end Vang Sø. Og denne lidt kræsne art er nok mest almindelig præcis i klitheder – så mon ikke det blot er den første af flere, jeg kommer til at registrere i projektet?

Under alle omstændigheder er det fedt at komme i gang igen! 🙂

Projektet er støttet af 15. Juni Fonden og Nationalpark Thy.

 

Et af de mest skattede forårstegn…

Skestorke, Attrup Enge, februar 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Attrup Enge, februar 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvert år fra midt i februar bringer mit arbejde med Kortnæbbede Gæs mig rundt langs Limfjordens bredder, og de seneste år har det tilføjet et nyt element til paletten af forårstegn, nemlig når de første Skestorke indfinder sig i det fjordlandskab, hvor de passer så godt ind. Jeg har tidligere skrevet om det i indlægget Ankomst af Skestork (fra 2015, hvor det skete 25. februar). Og siden har jeg hvert år set de første Skestorke i februar eller starten af marts.

Fuglene har jeg enten set på sydsiden ved Hornsgård Holm/Staun eller som her på nordsiden ved Attrup Enge (ud for de seneste års største ynglekoloni Troldholmene).

Idag, hvor jeg dækkede nordsiden fra Haldager Vejle og Ulvedybet til Aggersund, var der fra morgenstunden skruet op for forårsfornemmelserne med syngende Sanglærker over marker og strandenge, og sandelig, da jeg nåede til Attrup, vakte dette par ivrigt fouragerende Skestorke i yngleskrud med lange prydfjer stor glæde. Så er det forår! Det er efter hukommelsen min tidligste observation nogensinde (og i DOFbasen er foreløbig årets tidligste fra igår).

Under alle omstændigheder er det en fantastisk udvikling vi har været vidner til med denne smukke fugl – og heldigvis er det ikke så mange måneder om året, at vi må undvære dem!

En “rigtig” Rødhalset Gås!

I Lille Vildmose huserer for tiden en smuk Rødhalset Gås, og da jeg i forrige uge var derovre i anden anledning, skulle der da lige kastes et blik på fuglen.

Jeg havde på forhånd egentlig tænkt, at det nok var en af de sædvanlige fugle, der færdes sammen med Bramgæs. Den befandt sig dog i en stor blandet flok, hvor der ganske vist var nogle få Bramgæs, men flokken bestod mest af Sædgæs (Tajgasædgæs, 1090) og Blisgæs (130) – og den Rødhalsede holdt sig mest sammen med de to arter.

Rødhalset Gås, Sædgås og Blisgås, Lille Vildmose, februar 2019. Foto: Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødhalset Gås, Tajgasædgås og Blisgås, Lille Vildmose, februar 2019. Foto: Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu har jeg set mange Rødhalsede Gæs i Danmark (og tidligere skrevet om én af dem her på bloggen: Miss Gås), og jeg har da også mentalt “krydset” arten på min Danmarksliste, men som med så mange andre andefugle, der er populære i fangenskab, har der jo altid været en nagende tvivl – ER det nu en vild fugl?

Det er for så vidt ikke særligt usandsynligt, at en vildfaren Rødhalset Gås i naturen får kontakt med en flok Bramgæs (og mange af dem, der bliver set her i Danmark kan sagtens være vilde og autentiske), men jeg må indrømme, efter selv at have oplevet arten på overvintring i Rumænien, at det giver en god mavefornemmelse at se en fugl i selskab med Blisgæs – i Rumænien og Bulgarien, hvor hovedparten af bestanden overvintrer, er det netop ofte i blandede flokke Rødhalset Gås/Blisgås. Så jeg vil vurdere, at denne fugl er en af de mest oplagte kandidater til at være “rigtig” af de mange jeg har set i DK.

Fuglen i Lille Vildmose bragte altså lige hukommelsen en tur tilbage ad “Memory Lane”, og jeg har i tankerne genoplevet de minderige dage ved Sortehavet, hvor vi – en bande unge knægte – i 1981 længe før murens fald trodsede vinterkulde og et generelt ugæstfrit land med sort pengeveksling, kallunsuppe som det kulinariske lavpunkt osv. – og til gengæld fik ornitologisk forløsning, da drømmene om hundredtallige flokke af små lækre rødbrune gæs materialiserede sig i virkeligheden. Det var en meget speciel oplevelse, ikke mindst fordi det var en virkelig pioner-tur – mig bekendt havde ialfald ingen andre danskere prøvet noget lignende på det tidspunkt.

Det er jo det, sjælde fugle mange gange kan: de leder tankerne hen på oplevelser man har haft med dem på ganske andre breddegrader. De fleste “sjældne” fugle er nemlig ganske almindelige, hvis man bevæger sig hen til deres regelmæssige opholdssteder. Som tidligere fortalt her på bloggen, så kom der efter vores legendariske Rumæniens-tur en artikel ud af det, Lars Abrahamsens Vinterdage ved Donau – i Fugle hæfte 1983-1, side 28-29, med fine illustrationer af Jens Frimer – som jeg kan henvise til, hvis nogen skulle have lyst til at vide mere om de steder, hvor Rødhalset Gås er almindelig. Og iøvrigt så er der jo i dag MASSER af yderligere billeder (og videoer) tilgængelige – prøv bare at google Red-breasted Goose + Romania + Bulgaria! Så vil I bl.a. støde på fotos som dette: [klik her] fra en engelsk fuglerejse-udbyder – ganske enkelt et fantastisk foto!