Vullum Vildmark

Havørne, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er ikke Vejlerne, men (nogle af) fuglene er sikkert gengangere!

I lørdags tilbragte jeg nogle timer i området mellem Vigsø og Lild Strand.

Hjardemål Klit, Vullum, Harboslette, Glæde – det er et storslået vildmarkslandskab, og man kan godt undre sig over, at det ikke blev fundet værdigt til at indgå i Nationalpark Thy.

Når man kravler op på en klittop ude ved bugten og kan overskue det hele – og se, at man er det eneste menneske ved stranden på en mere end 10 km lang strækning, føler man sig lidt lille. Her er plads til stor natur, og landskabets storladenhed understreges af store fugle.

Et par gamle Havørne legede sammen i vinden – når de ikke lige skræmte med Grågæs og Skarver – og 26 Traner lod sig også skræmme op af ørnene, trompeterende.

Havørne og Grågæs, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne og Grågæs, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn og Skarver, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn og Skarver, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Traner, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Traner, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fra de nordskandinaviske birkeskove…

Fuglekiggere kigger på Høgeugle, Hjardemål, december 2005. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.
Fuglekiggere kigger på Høgeugle, Hjardemål, december 2005. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.

Fra de nordskandinaviske birkeskove kom en Høgeugle ned og beærede Thy med sin smukke tilstedeværelse. Og så på sådan en fin og flot vinterdag!!!
Peter “Maura” Kristensen opdagede i formiddags fuglen lidt vest for Hjardemål, næsten i “Vejlernes baghave”. I løbet af få timer havde rigtig mange mennesker fundet vej til stedet, og den dejlige fugl var særdeles samarbejdsvillig, lod sig tilsyneladende ikke stresse af de nærgående fotografer, som det ses på billedet her ved siden af og i galleriet på Netfugl.
På nogle af billederne ses det også, at de mange fuglekiggere, der holdt Høgeuglen ved selskab idag, ialfald heller ikke har afholdt den fra at få noget at spise – den ses flyvende med mus i kløerne, og næbbet er rødt af blod.
Fuglen gik til overnatning i en gran og vil sikkert være på plads de kommende dage…

Fra feltstationens dagbog – 6. marts 1991

Vejret i disse dage er et resultat af et stabilt højtryk over Leningrad og et lavtryk over de Britiske øer, som i ”sammenstødszonen” her hos os bevirker noget kedeligt disetgråt blæsevejr fra øst – dog heldigvis uden al den regnvejr, som met’rologerne i Karup havde lovet. Sigten idag nåede sjældent over 2 km, og blæsten blæste hele dagen østfra, af styrke 4-5, køligt.

Pelle var her idag på en af hans korte visitter – kom med flyveren kl. 9 og tog af sted igen kl. 16 – han nåede ikke engang at få sin kikkert med denne gang! Grunden til besøget var, at han skulle mødes med David Boertmann, som er ansat med tilknytning til stationen siden i fredags – han skal bearbejde fugleforekomster i relation til vandstand – primært selvfølgelig svømmeænderne. Så der var lige nogle ting angående det projekt, som skulle drøftes – der bliver nogle ringbind, der skal ”tygges” igennem! Ellers gik snakken også om den forestående fredning, det bliver noget som vil gi’ rav i den i lokalsamfundet! Boertmanns projekt skal resultere i en eller anden præsentabel PR-rapport a’la ’Naturpejlinger’, og jeg håber også at jeg kan få lejlighed til at lave noget ynglefuglebearbejdning og få det præsenteret i denne nye ’Vejlerbog’…

Ellers foregik der det idag, at Mariko tilbragte fra før dæmringen til efter skumringen i det Thylandske landskab for at lede efter ”hendes” gæs – og hun fandt dem! , et helt nyt sted, ved Borup/Tved/Thisted lufthavn. Der gik 374 Sædgæs (meget præcist talt) i noget ”halvopdyrket” græsland ved Borup/Tved (nord for Tved Plantage) – i denne flok var der 5 halsbåndsmærkede. Meget tæt på lufthavnen (og Pelles fly!) en anden flok på 100 (ca.), inklusive 7 halsmærkede – ialt 12 af de 14 halsbåndsfugle, der har tilbragt denne vinter i England. De 2 ”manglende” var i en af de sidste flokke, der forlod England den 1.-2.3, som altså endnu ikke har sluttet sig til hovedflokken. Ved Vullum var der kun 8 rastende Sædgæs idag. Dermed skulle det nok være fastslået, at fuglene trækker direkte fra Norfolk til Nordthy – tillykke Mariko!

Sidst på eftermiddagen gik jeg periodens ARUPtax i det ikke specielt charmerende vejr (Selbjerg falder så ud i denne pentade). Der var ikke mange nye fugle i forhold til totalen forleden, kun 5 Præstekraver på engen i Læsvig fortjener at nævnes. Jeg havde kort med og fik ret godt styr på Grågæssene i Læsvig – 15 tilsyneladende udparrede par. Det er karakteristisk, at de parrede fugle er mindre tilbøjelige til at flyve op ved forstyrrelser end flokfuglene. Jeg så en fin ræv og der lå en død brud på diget – dem finder vi af og til. De smager nok ikke så godt…

Terje trodsede også vejret og var en tur ved Krap i skumringen. Han fandt flere odderlort (-de er meget aktive for tiden) og SÅ var der endelig en Rørdrum, der sendte sine ”brøl” ud og blande sig med blæsten – en meget længe ventet lyd!, ja faktisk har vi snakket om den i over en måned nu! En enkelt Gråstrubet Lap. lå i Halds Hul, og Terje så også en ræv.