Dagens haiku

Rappe vingeslag.
En Fjordterne stopper op,
hænger i luften.

Herfra overblik.
Mon der er hundestejler
til frokost i dag?

Fjordterne, Lund Fjord, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fjordterne, Lund Fjord, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

(Jeg har i den seneste tid genoptaget en gammel syssel; poetiske skildringer af oplevelser i naturen. De fleste har jeg delt på min Facebook-side, men læsere af bloggen her, som ikke er på Facebook, skal da også have en chance…)

Bliver det ved med at være eksotisk?

Jeg har flere gange her på bloggen skrevet om, hvordan nogle af de fugle, som vi tidligere betragtede som sydlandske og eksotiske, såsom Skestork og Sølvhejre, i disse år optræder i stadigt større tal på vore breddegrader.

Faktisk er det nu sådan, at man i Vejlerne på hvilken som helst dag året rundt kan beslutte sig for at tage ud og kigge på Sølvhejrer – hvis man skulle få lyst til det. Altså forudsat at vi ikke ryger ind i én af de sjældne isvintre.

I de seneste par år har Sølvhejre jo ynglet her i lokalområdet med nogle par i fiskehejrekolonien i Øsløs Skov – sidste år var der først på sæsonen op til 23 fugle, men formentlig på grund af “tryk” fra Havørnene gik det tilsyneladende ikke så godt for kolonien.

Igen i år er der Sølvhejre i Øsløs Skov, eller de har i al fald lagt an til yngel på stedet – men nu er en større “udbrydergruppe” under etablering et andet sted i Vejlerne. Faktisk ret præcist en kilometer fra hvor jeg bor! Her så Henrik og jeg i går ca. 30 fugle i fuldt display med udslåede egretter (prydfjer) osv. – det ser virkeligt lovende ud! Denne gang er ynglestedet ikke i træer sammen med Fiskehejrer, men i rørskov og lave buske – en type ynglelokalitet, der i dén grad leder tankerne hen på sydligere himmelstrøg.

Så ja, det ser godt nok stadig eksotisk ud, selv om Sølvhejre i den grad er blevet et dagligdags syn her i Vejlerne… Det ser EDDERMA’ME eksotisk ud! 😉

Den nye koloni kan kun ses på stor afstand, så ingen aktuelle fotos, men et arkivbillede fra november sidste år…

Sølvhejre, Østerild Fjord, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk">ornit.dk</a>.
Sølvhejre, Østerild Fjord, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det skal blive spændende at følge udviklingen i den nye koloni. Går det godt, kan der komme et stort antal unger på vingerne til sommer…

Endnu en nytårshilsen fra ornit.dk

Jeg plejer hvert år at udsende en kombineret jule/nytårshilsen fra firmaet, med et tilbageblik på det forgangne års projekter, og et ønske om fortsat samarbejde med mine forskellige samarbejdspartnere. I år blev den ikke klar lige så tidligt som de andre år, og julen er ligesom forpasset, så det blev bare til en nytårshilsen.

Som altid har jeg forsøgt at layoute en pæn “tryksag” (som dog kun findes digitalt). Det er ellers ikke mange ressourcer, jeg ofrer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se mit lille firma og nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde. Den må derfor gerne videre-distribueres!

Klik på forsidebilledet her for at downloade hele nytårshilsenen (fem sider som pdf):

nytaarshilsen2019_forside_lille

En magisk aften på Arupdæmningen

Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Forleden aften (i forgårs) ved Arupdæmningen var magisk! Helt stille vejr efter en smuk solrig dag, mørke skyer trak op fra syd og tilføjede dramatik, og lydkulissen fra 500 Sangsvaner i Østerild Fjord samt indtrækkende Kortnæbbede– og Bramgæs gik tilsammen op i en smuk og højere helhed.

Jeg har tidligere fortalt om min fascination af aften- og morgentrækket af Toppet Skallesluger – fugle som har tilbragt dagtimerne ude på Limfjorden, men som ved solnedgang søger ind i Vejlerne for at overnatte mere beskyttet. Det samme fænomen ses også med Hvinand, som regel dog med mindre tal. I sidste uge hjalp jeg ved en totaltælling af Vejlerne, hvor dette træk blev talt – den dag gav det 1009 Toppet Skallesluger og 157 Hvinand indtækkkende til Østerild Fjord over Arupdæmningen. Der var nok nogenlunde tilsvarende tal i forgårs, men frem for at tælle fokuserede jeg på at fotografere det flotte skue, når dykænderne kommer i høj fart ude fra fjorden, og lader sig “dumpe ned” de sidste par hundrede meter inden de rammer vandfladen…

Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Solnedgangen bag Sennels Hage var spektakulær…

Solnedgang set fra Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Solnedgang set fra Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hvinand, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hvinand, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvinænderne kommer som de sidste, nogle gange først når det er næsten helt mørkt…

En stressende tilværelse som gåsefamilie

Jeg forestiller mig, at det kan være et stressende liv at være gås!

Vejlernes ynglende Grågæs har nu unger i forskellige størrelser, og mange af familierne samles på Bygholmengen. Særligt ved Vestsøen kan man opleve, at de krydser kanalen og kommer op og græsser i vejrabatten, hvor græsset åbenbart er grønnere eller på anden måde mere tillokkende end græsset på selve engen.

Nogle gange forsøger de også at krydse hovedvej 11 for at komme over til Pytodde. Det er en farefuld færd, og der kan nemt opstå kritiske situationer, når bilisterne må bremse for ikke at køre gæslingerne ned.

Det er da heller ikke ualmindeligt at finde døde gæs liggende i rabatten, hvilket taler sit tydelige sprog om farligheden…

Igår fulgte jeg nogle familier ved P-pladsen, som hele tiden søgte ud mod kanten af vejen – og nogle gange op på vejen – men som også utallige gange blev nødt til at flygte løbende tilbage til kanalen og sikkerheden.

Jo, jeg tror det må være en tilværelse fyldt med stress at være gåsefamilie…

Gåseforældre er konstant på vagt. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gåseforældre er konstant på vagt. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gæs og trafik for tæt på hinanden indebærer visse risici. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gæs og trafik for tæt på hinanden indebærer visse risici. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
En lastbil bremser ned for at undgå at påkøre gæssene. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
En lastbil bremser ned for at undgå at påkøre gæssene. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I sikkerhed i kanalen. Grågås, Bygholmengen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I sikkerhed i kanalen. Grågås, Bygholmengen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jule/nytårshilsen fra firmaet

Jeg forsøger hvert år at få tid til at skrive og layoute en lille nytårshilsen, som summerer lidt af årets aktiviteter i ornit.dk, ledsaget af udvalgte fotos.

Her ses nogle af de projekter, jeg har arbejdet på i år, og som får en kort omtale i dette års nytårshilsen:

Det er ellers ikke mange ressourcer, jeg ofrer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se mit lille firma og nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde.

I år følger der en lille “gave” med, i form af en Kalender for 2019.

Nytårshilsnen kan læses her: [klik for download].

Kalenderen kan hentes her:  [klik for download] – så kan man selv printe den ud!

Må gerne videre-distribueres!

En Havørn har fået identitet!

Som jeg tidligere har fortalt, har (mindst) én af de op til 13 (!) Havørne, som for tiden huserer på Bygholmengen, en farvering med inskription på den ene fod. Nu er det nok flere af dem som er ringmærkede, og de fleste gange hvor jeg ser en ung/yngre ørn rimeligt tæt på, bemærker jeg faktisk, at fuglen bærer ringe.

For at aflæse ringene, kræver det dog, at man ser dem godt – eller (måske mere realistisk) i flugten får taget et foto, hvor man kan aflæse ringen. Dét er svært, skulle jeg hilse og sige (selv om udviklingen med flere fugle også gør, at der oftere opstår situationer, hvor man er tæt på ørnene)…

Som gammel ringmærker synes jeg altid det er interessant, når jeg ser en mærket fugl. Kan det lade sig gøre at få identificeret fuglen? (-så har den jo altid en historie at fortælle)…

Derfor var jeg straks “alert”, da Vejlernes driftsleder Niels Dahlin Lisborg forleden viste mig et billede han havde taget af én af de unge Havørne, siddende på toppen af Bygholm Mølle (en yndet udkigspost for rovfugle, oftest er det den lokale Tårnfalk, men også Vandrefalk har vi set benytte møllens øverste vingespids som siddeplads).

Havørn, Bygholm Mølle, november 2018. Foto: Niels Dahlin Lisborg.
Havørn, Bygholm Mølle, november 2018. Foto: Niels Dahlin Lisborg.

Billedets tekniske kvalitet er måske ikke fantastisk (taget med mobilkamera gennem teleskop), men informationsværdien er høj! Man kan jo læse den sorte ring (eller er den mørkeblå?) på fuglens venstre ben – DO 63 – og det er nok til, at Havørnen får identitet!

Jeg sendte aflæsningen til ringmærkningsafdelingen på Zoologisk Museum (via deres indtastningsformular fuglering.dk) i aftes, og her til morgen da jeg stod op var der allerede svar.

Her er et link til ørnens historie på Zoologisk Museums hjemmeside: DO 63’s mærkningsdata. Det er altså en ungfugl fra i år, mærket i reden i Søhøjlandet ved Silkeborg i sommers. Inden Havørn blev almindelig som dansk ynglefugl regnede vi nok med, at mange af de ørne, vi så i vinterhalvåret, kom fra Norge og Sverige. Men ringmærkningen viser nu, at de danskfødte ørne efter yngletiden spredes til gode fourageringsområder som Vejlerne. Det er ikke overraskende, men alligevel altid godt at få data om!

Endnu mere informativt er det når ringmærkningen suppleres med gps-teknologi, og “en lille fugl” har hvisket mig i øret og fortalt, at der i det kommende nummer af ‘Fugle & Natur’ kommer en artikel med resultater af gps-mærkninger af danske Havørne – dét skal blive spændende at læse!

Tak til Niels for lån af billedet!

“Min” gås!

Når jeg omtaler mit arbejde med Kortnæbbet Gås, sker det at jeg kommer til at omtale fuglene som “mine” gæs, sådan helt ubevidst… 😉

Selv om jeg udmærket er klar over, at jeg deler gæssene med alle andre, der gider interessere sig for dem, kan formuleringen til en vis grad forsvares – man får et personligt forhold til fugle, man arbejder så intenst med (nogle tusinde timer er det blevet til, efterhånden)… Og særligt kan man få et forhold til nogle bestemte af fuglene, når de – i kraft af individmærkning – begynder at vise personlighed. Der er jo mærket et stort antal gennem mange år, og det bliver mere og mere tydeligt, hvor forskellige de er i deres tilgang til tilværelsen (deres “strategier”). Eksempelvis trækker nogle af dem stort set direkte fra Norge til Holland/Belgien, mens andre tilbringer rigtig meget tid her i Nordjylland. Nogle fugle, som blev mærket for halvandet år siden, vælger næsten udelukkende kendte rastepladser, så der  foreligger allerede mere end 50 aflæsninger af dem – mens andre er mere hemmelighedsfulde og er kun blevet set af mennesker en håndfuld gange.

Idag hilste jeg på én af de fugle, som jeg slet ikke kan undgå at tænke på som “min”. Det drejer sig om hvid JG5, mærket i Trøndelag i Norge i maj sidste år. Siden da er den aflæst 15 gange – og i alle tilfælde er det mig, der har foretaget aflæsningen! Jeg har set fuglen forskellige steder i Thy, Hanherred og i Store Vildmose, samt nogle gange i Norge, da jeg var deroppe i maj (hvor foto’et er fra). Sådan en fugl er det selvfølgelig altid hyggeligt at gense! 🙂

Aflæsninger af hvid JG5.
Aflæsninger af hvid JG5 (fra geese.org).
Kortnæbbet Gås hvid JG5, Trøndelag, Norge, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås hvid JG5, Trøndelag, Norge, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Iøvrigt passerede jeg forleden dag min aflæsning nr. 10.000 af halsmærkede Kortnæbbede Gæs (fordelt på ca. 1650 forskellige fugle). Sådan et jubilæum bør jo fejres, så der må champagne på bordet én af dagene… 😉

Oktoberstemning…

Vi har jo lige vendt et kalenderblad og skriver nu oktober måned, men jeg synes faktisk oktoberstemningen allerede for mere end en uge siden havde indfundet sig – især på Bygholmengen, hvor sjapvand og store fuglemængder ledte tankerne på denne måned, der som regel imponerer netop med mængder.

Grågæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grågæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grågæs, Kortnæbbede Gæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grågæs, Kortnæbbede Gæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover mange Hjejler og andre vadefugle, svømmeænder og gæs, så har de mange Havørne givet mange oplevelser og næsten garanti for underholdning. Op til 7 Havørne er set på Bygholmengen (og 11 i Vejlerne i alt), og som sædvanligt sætter de deres præg på stemningen (se eksempelvis dette tidligere indlæg: [Terrorregime]).

Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ialfald én af de yngre Havørne er ringmærket – så vidt jeg kan se en sort ring med hvid inskription – men jeg kan desværre ikke aflæse ringen.

Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ringmærket Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når det ikke lige er Havørnene, der spreder skræk og skaber panik og får tusindtallige fugleflokke på vingerne, så er også forsvaret leveringsdygtig: den forløbne uge har der været militærøvelse i området, og de sofistikerede flyvende krigsmaskiner holder sig ikke for gode til at flyve lavt hen over fuglereservatet…

Helikopter, Bygholmengen/Thorup Fjordholme, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Helikopter, Bygholmengen/Thorup Fjordholme, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En fugl at blive glad i låget af…

Omkring 1. september for to år siden dukkede en Spætmejse op på matriklen her i Tømmerby – og skabte glæde! Fuglen dengang blev vinteren igennem, og dagligt kunne vi fornøje os med den muntre “fætter” på foderbrættet udenfor vinduet…

Spætmejse, Tømmerby, januar 2017. Foto: ornit.dk.
Spætmejse, Tømmerby, januar 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Først en gang om foråret blev vores (og naboens) “naturskov” åbenbart for lille for fuglen, og den forsvandt… og blev savnet…

Nu er det samme sket igen! Igen lige omkring 1. september, en morgen hvor jeg trådte ud af døren, genlød det med Spætmejsens glade stemme – og lige nu hvor jeg sidder inde på kontoret, hører jeg den igen.

Ja jeg er jo ikke dyrepsykolog, og kan ikke vide om Spætmejsen i virkeligheden er gladere end så mange andre fugle – højst sandsynligt ikke – men der er et eller andet ved dens energiske væsen, stemme og hele adfærd, som man bare bliver i godt humør af! Jeg smiler indvendig, hver gang jeg støder på den, og håber nu på, at den igen vil gøre os selskab de kommende mange måneder… 🙂