Sne / is / polar – arktisk aura

Sneugle.

Sneugle han, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle han, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ismåge.

Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Polarræv.

Polarræv, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Polarræv, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Henrik Haaning beskrev en gang (på den hedengangne blog “vejlerwebben”) trækket af Dværgmåge langs danske kyster som “måske verdens smukkeste fugletræk”. Jeg var tilbøjelig til at give ham ret (for Dværgmåge er en af mine yndlingsarter), lige indtil jeg blev præsenteret for disse billeder fra nogle hollænderes besøg i Barrow, Alaska, i efteråret 2018. Hollænderne var taget til Barrow for at opleve det spektakulære træk af Rosenmåge, der er beskrevet for denne lokalitet igennem de sidste ca. 20 år. Og jeg må sige, at de fotos, der kom ud af deres besøg, i dén grad fik tænderne til at løbe i vand – dét var bare et fænomen, man havde lyst til at opleve. På billederne er der flokke på op til 40-50 stykker af de små lækre måger, og der er close up-fotos af fugle som kommer helt ind i brændingen og fouragerer.

Så Henrik og jeg, foruden Martin Lund og Morten Jenrich Hansen, fik talt hinanden varme på sådan en tur. Vi valgte en uge midt i oktober sidste år, som skulle være det optimale tidspunkt. Der var ikke set Rosenmåger i dagene forud for vores ankomst, så der var lagt “i kakkelovnen” til, at det snart måtte ske.

For at gøre en lang historie kort, så skete det aldrig, desværre. Efteråret 2019 blev dét år, hvor Rosenmåge-trækket svigtede Barrow – det forholder sig nok sådan, at trækket bare er foregået længere til havs, og manglen på blæsevejr gjorde, at de ikke blev presset tæt på kysten. Faktisk SÅ vi (dvs. de fleste i vores gruppe) på dagen med de højeste vindstyrker to Rosenmåger, en gammel og en ung – men på lang afstand og slet ikke dét syn vi havde drømt om at opleve. Derudover var der en amerikansk fuglefotograf, som havde fået en flok med ti fugle med på et dokumentationsfoto – men igen på enorm lang afstand.

Derudover sås INGEN Rosenmåger i Barrow i 2019.

Det var altså langt hen ad vejen en slukøret fornemmelse vi havde, og desperationen steg, efterhånden som vores uge på stedet nærmede sig enden. Læs hele Henriks beretning om besøget ledsaget af mange fotos på Pandion (klik her).

Men man rejser selvfølgelig ikke så langt uden at have øjnene åbne for hvad stedet ellers kan byde på. Barrow er et vildt Klondyke-agtigt sted, Nordamerikas Skagen, der stikker som en pynt ud i Beauforthavet – og samler en masse fugletræk op. Ikke mange arter, slet ikke så sent på efteråret, hvor frosten har sat ind – men det var arter med “arktisk aura”.

Talmæssigt var det et stort træk af Havlit og Ederfugl (iblandet Kongeederfugl og enkelte Brilleederfugl), som dominerede – fugle som kom fra det enorme havområde nord for Canada og passerede Barrow-pynten på vej mod isfri farvande. I alt talte vi f.eks. over 16.000 Ederfugle.

Ederfugleflok passerede obspunktet, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugleflok passerede obspunktet, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ederfugletræk, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugletræk, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ederfugle og Kongeederfugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugle og Kongeederfugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Over havet trak også mange Hvidnæbbet Lom og Stillehavslom (totaler for ugen på ca. 50 og >100) og overraskende mange Korthalet Skråpe (over 600 – vi har ikke set andre rapporter fra Barrow i oktober med så store tal).

Men ellers var det, der gjorde størst indtryk, de enorme mængder af lemminger og de dyr, der spiser dem! Polarræve i hvid vinterpels kunne ses allevegne rundt om byen og ude i tundraen (på de få kilometer veje, der strækker sig ud fra byen).

Polarræv med lemming, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Polarræv med lemming, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi måtte jo tage en pause fra havobsen en gang imellem, for det trak også i os at kigge nærmere på de mange Sneugler, som bare sad allevegne. Vi kunne se Sneugler fra hotellet, og de sad spredt rundt om i byen, bl.a. på gravstederne, og de sad også ude i tundraen – på én dag så vi på et par timer ialt 29 Sneugler, helt vildt! Man kunne altså på hvilket som helst tidspunkt beslutte sig for at opsøge en Sneugle – de var bare til stede over det hele!

Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover lemming-spiserne var det et plaster på såret, når nu Rosenmåge-trækket ikke indfandt sig, at Ismåge viste sig at være meget medgørlig. Blandt store mængder af Gråmåger som hang ud langs stranden dukkede af og til en Ismåge op, hver dag fik vi besøg på obspunktet af én til tre stykker af de delikate fugle, som det er en udsøgt nydelse at se!

Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så man kan på ingen måde sige, at turen var en fiasko – det var et skår i glæden at det ikke lykkedes med Rosenmågerne, men vi sørgede for at suge til os af de mange andre fantastiske fugle og dyr, man kan opleve i Barrow i oktober. Vi var aktive i alle de lyse timer og nåede en samlet fugleliste på 31 arter, inkl. sjældenheder som Stor Gulben og Varied Thrush – og det er faktisk flere end der normalt bliver set på stedet på den årstid.

Varied Thrush, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Varied Thrush, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Mange flere fotos fra turen til Barrow kan ses i mit fotogalleri (klik her).

Okkerfarvet ørken på Fuerteventura

Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det har længe ligget i kortene, at vi (Mie og jeg) på et tidspunkt skulle besøge øen Fuerteventura – en af de Kanariske Øer. Tidligere har vi været på Tenerife, men de østlige ørkenøer Fuerteventura og Lanzarote med deres meget anderledes landskaber og fugle havde en særlig tiltrækning – ikke mindste efter at jeg havde set denne rejserapport fra nogle meget dygtige tyske fotografer… Rapporten (og links til fotografernes hjemmesider med endnu flere lækre fotos) viste, at man godt kan regne med at se nogle af “target”-arterne under fine forhold, der tillader også at få gode fotos med hjem.

Øen er ikke så stor, så de fleste kan fint nå at se det meste på en uge – mange rejserapporter fortæller endda om endnu kortere besøg. Vi havde midt i januar den luksus at have hele 12 tage til rådighed, så vi var der så længe, at vi nåede at få nogle “yndlings-lokaliteter”, som i løbet af opholdet fik mange besøg. Vi havde valgt en indkvartering på den nordlige del af øen inde i landet – væk fra turistmekkaerne ved kysten, og tæt på nogle af de fine ørkenlokaliteter – blot otte kilometer fra den mest kendte lokalitetet Tindaya-sletten, der strækker sig fra byen Tindaya mod nordvest ud mod kysten. Det betød, at vi stort set hver dags morgen eller aften opsøgte dette område – og især aftenlyset var meget smukt, med okkerfarvede, afrundede bjerge som baggrund.

Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-sletten, nuancer af okker, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-steppen, en Kravetrappe krydser vejen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-sletten, en Kravetrappe krydser vejen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En af de fuglearter som bor på denne steppe er Kravetrappe, som i det meste af dens øvrige udbredelsesområde er meget forfulgt og svær at få at se – men her er det helt ligetil. Vi så den på hvert eneste besøg på Tindaya-sletten, op til otte individer. Det handlede blot om at følge grusvejen og så stoppe op og kigge med jævne mellemrum. Ofte var det ikke engang nødvendigt – mange gange dukkede fuglene bare pludselig op helt tæt på vejen, eller de krydsede vejen lige foran bilen…

Kravetrappe, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe han, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe han, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi var der mens parringssæsonen var godt i gang; flere gange så vi meget “spillegale” hanner og én morgen var der nærmest en spilleplads tæt på vejen, hvor en han kurtiserede fire hunner. Når hannerne er i affekt, krænger de fjerkraven op over hovedet og løber som en hovedløs høne forvildet rundt – eller tager nogle meget lange sololøb hen over ørkenen. Det ser helt fjollet ud!

Kravetrappe var en ny art for mig, men jeg havde næsten endnu større forhåbning om at få en anden af ørkenens specialiteter at se; Ørkenløber var en art jeg virkeligt håbede at få et reelt forhold til på denne tur. Jeg har tidligere set den i Egypten, men på meget stor afstand. Jeg blev ikke skuffet, i gennemsnit hver anden gang vi kørte ad vejene nordvest for Tindaya så vi arten, op til seks-otte stykker. Også dén havde den venlighed nogle gange at stille sig helt op ad vejen!

Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ørkenløber er bare raffineret; en “feminin” yndefuld vadefugl med farver perfekt afstemt til omgivelserne, dens bevægelsesmønster er også så fint: med opret holdning når den stopper op, og så tilter den forover med hele kroppen (nødvendigt på grund af de lange ben) når den samler et fødeemne op… Virkeligt en lækker fugl, som det næsten ikke er til at se sig mæt på!

Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Andre smukke ørkenfugle som også var talrige og generelt nemme at “arbejde med” var Sortbuget Sandhøne (sås på ca. hvert andet besøg) og Triel (ca. hvert tredje besøg).

Sortbuget Sandhøne han og hun, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortbuget Sandhøne han og hun, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Triel par, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Triel par, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På Tindaya-sletten kan man også møde Berberhøne, men den er generelt mere knyttet til steder med klippefyldt terræn, såsom i de raviner (“barrancos“) som mange steder løber fra kysten og ind i landet.

Berberhøne, Catalina García, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Berberhøne, Catalina García, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Berberhønsene er noget sværere at komme tæt på end de andre ørkenfugle!

Den allerstørste specialitet blandt fuglene på Fuerteventura er naturligvis den endemiske Fuerteventura Bynkefugl (også kaldet Kanarisk Bynkefugl, men eftersom den kun findes hér, er det vel på sin plads at øens navn indgår i navnet på fuglen)… Den findes udbredt på det meste af øen, men har også en forkærlighed for stenede steder som disse raviner.

Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl hun, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl hun, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fuerteventura Bynkefugls han er ret diskret farvet sammenlignet med eksempelvis Sortstrubet Bynkefugl, men hunnen er decideret farveløs.

Øen er ikke kun ren ørken, i nogle af dalene er der lidt mere vegetation, ja ligefrem palmer, så visse steder giver associationer i retning af oaser…

Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det man ser på disse fotos repræsenterer noget af det mest “frodige” (!), Fuerteventura byder på. Her træffer man lidt andre arter end i ørkenen…

Kanarisk Blåmejse, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kanarisk Blåmejse, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De utroligt kraftigt farvede Kanarisk Blåmejse her er en anden race (degener) end den, som man ser på de vestlige Kanariske Øer.

Hærfugl, La Oliva, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hærfugl, La Oliva, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hærfugl er decideret almindelig og vi så dem mange steder, ofte i par, og de sad og sang rundtomkring. En fugl som altid vækker glæde!

Stor Tornskade, Tindaya, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Tornskade, Tindaya, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stor Tornskade er også meget almindelig og i alle habitater, blot der er de mindste buske eller stendynger den kan sidde og holde udkig fra. Det er her racen koenigi, som er endemisk for de Kanariske Øer.

Ørkendompap, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkendompap, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg var glad for at se Ørkendompap, som var ny art for mig. Desværre lykkedes det ikke at få ordentlige fotos af den – men fin det er den!

Sorthovedet Sanger, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sorthovedet Sanger, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De samme steder som hvor der lever Kanarisk Blåmejse (steder med egentlig trævækst) er der også altid mange Sorthovedet Sanger. Brillesanger derimod er at finde i meget lave buske, også helt ude i åbne ørkenområder.

Brillesanger, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brillesanger, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En art som er udbredt overalt på Fuerteventura er Kanarisk Piber.

Kanarisk Piber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kanarisk Piber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Allestednærværende er også Ravn, her i en udgave (racen tingitanus) som er lidt mindre end vores egen (og med brunlig nakke)…

Ravn, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ravn, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også Musvåge optræder med en speciel lokal form, insularum, som på nogle karakterer er ret Ørkenvåge-agtig.

Musvåge, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Musvåge, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

To andre rovfugle er almindelige: Tårnfalk (racen dacotiae) og Ådselsgrib, og så havde vi en enkelt obs. af en hurtigt forbiflyvende Berberfalk. Til min store overraskelse var dén fugleart som vi så i største flokke (op til 205) Rustand (!). Det er en nylig indvandrer til øen; de fleste så vi ved et stort vand-reservoir, men vi så dem også parvis langt fra vand, inkl. i ørkenen.

Rustand, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rustand, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu får I ikke flere fuglefotos i denne omgang; måske får jeg på et tidspunkt tid til at lægge flere op i mit online fotogalleri.

Vi kigger jo også meget gerne på andet levende end fugle, her var noget af det mest iøjnefaldende det indførte, men charmerende “Berberjordegern“. Efter sigende er det startet med at blot to dyr er sat ud på øen, men de findes nu overalt – hvilket ikke kan undgå at påvirke det øvrige dyreliv på øen (men nok ikke mere end de sindsygt mange geder, som ialfald har meget af skylden for den sparsomme vegetation).

Berberjordegern, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Berberjordegern, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man er af sted om vinteren er det også altid livgivende at træffe lidt insekter – der var selvfølgelig ikke et mylder på denne tørre ø, men dog nogle græshopper og diverse sommerfugle og guldsmede…

Monark, Oasis Park, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Monark, Oasis Park, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Punta Jandia, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Punta Jandia, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sahara Farvevandnymfe par, Puertito Los Molinos, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sahara Farvevandnymfe par, Puertito Los Molinos, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flammelibel han, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flammelibel han, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det varer stadig tre måneder inden det er tid for guldsmede og vandnymfer herhjemme, så det var fint at se fem arter af dem: Stor Kejserguldsmed, Brun Kejserguldsmed, Rødåret Hedelibel, Sahara Farvevandnymfe og Flammelibel (fotos af de to sidstnævnte). Sahara Farvevandnymfe (Ischnura saharenis) er næppe officielt navngivet på dansk, men eftersom den hedder noget med ‘Sahara’ både i det videnskabelige og det engelske navn (Sahara Bluetail) ligger det jo lige for… Der er jo som det fremgår ikke meget vand på ørkenøen Fuerteventura, men til gengæld var det imponerende hvor lidt vand der skulle til, før der var guldsmede eller vandnymfer til stede. Især farvevandnymfen og Flammelibel – mens Brun Kejser kunne dukke op hvor som helst (der er nok tale om indflyvning fra Afrika, der var en dominerende østenvind mens vi var på øen). Jeg var særligt glad for at se Flammelibel, en art som af og til dukker op som en sjælden gæst i Danmark (men som jeg hidtil ikke har været heldig at se). Der er ikke meget på dét dyr, som ikke er rødt. Selv benene er røde!

Hvis nogen ved at læse ovenstående (eller af billederne) er blevet inspireret til en tur til Fuerteventura, står jeg gerne til rådighed med flere tips og gode råd.

Endnu en nytårshilsen fra ornit.dk

Jeg plejer hvert år at udsende en kombineret jule/nytårshilsen fra firmaet, med et tilbageblik på det forgangne års projekter, og et ønske om fortsat samarbejde med mine forskellige samarbejdspartnere. I år blev den ikke klar lige så tidligt som de andre år, og julen er ligesom forpasset, så det blev bare til en nytårshilsen.

Som altid har jeg forsøgt at layoute en pæn “tryksag” (som dog kun findes digitalt). Det er ellers ikke mange ressourcer, jeg ofrer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se mit lille firma og nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde. Den må derfor gerne videre-distribueres!

Klik på forsidebilledet her for at downloade hele nytårshilsenen (fem sider som pdf):

nytaarshilsen2019_forside_lille

Den østlige trækvej (Kortnæbbede Gæs i Sverige)

I løbet af de efterhånden mange år, jeg har været med til at følge bestanden af Kortnæbbet Gås, har de gang på gang overrasket ved at finde på noget nyt. Nok er gæs i udpræget grad traditionalister, som netop vender tilbage til de samme rastepladser år efter år. Men der må også være en vis procentdel eventyrlystne blandt dem, som fortropper når nye rastepladser – og ligefrem trækveje – bliver fundet. For mange år siden var den gængse opfattelse, at de trak direkte mellem de vestjyske rastepladser og ynglepladserne på Svalbard. Jeg har tidligere berettet om det “nye” rasteområde i Trøndelag i Norge, kendt gennem de seneste godt 20 år – [se indlægget her] – som jeg har besøgt om foråret 2017, -18 og -19. Det er gået stærkt, og nu står langt hovedparten af bestanden deroppe ved Trondheim-fjorden sidste halvdel af april og første halvdel af maj.

Det nyeste er, at en østlig trækvej gennem Finland (om foråret) og Mellemsverige (mest efterår) i løbet af de sidste ca. fem år er vokset frem. Tidligere var Kortnæbbet Gås i Sverige en sjælden fugl. Det begyndte med nogle få blandt de store flokke af Sædgæs ved de traditionelle gåserastepladser, fuglesøerne Kvismaren og Tysslingen nær Örebro i landskabet Närke, og landbrugsområderne omkring søerne. Der foreligger ikke så mange store tællinger, men det var åbenbart ud fra rapporter om halsmærkede gæs, at der måtte være mange hundrede fugle involveret. Fænomenet har været hastigt stigende, og skal nu tælles i tusinder.

Da jeg blev bedt om for Aarhus Universitet at tage derover og gøre en ekstra indsats med halsringsaflæsning den sidste uge af oktober, var jeg ikke sen til at sige ja til tilbuddet. Og det har været interessant igen at opleve den kendte art i nye sammenhænge og nye landskaber. Her følger lidt fotos og indtryk fra turen.

Kortnæbbet Gås, Sædgås m.fl., Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås, Sædgås m.fl., Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det var spektakulært at se de tusindtallige gåseflokke i de flotte landskaber. Jeg nåede op på ialt ca. 3100 Kortnæbbede (2300 overnattende i Tysslingen og 800 i Kvismaren). Sædgæssene gjorde jeg ikke forsøg på at få et samlet overblik over, men der var op til over 5500 i de største flokke jeg så. Og så var der andre gåsearter indblandet, Grågås, Blisgås, Bramgås og Canadagås.

Lyse Kortnæbbet Gås og mørke Sædgås, nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lyse Kortnæbbet Gås og mørke Sædgås, nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås og Sædgås i typisk landskab nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sangsvane, Kortnæbbet Gås og Sædgås i typisk landskab nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås på morgenudflyvning fra Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås på morgenudflyvning fra Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn flyver samme vej som gæssene, Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn flyver samme vej som gæssene, Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Del af en flok på 5650 Sædgæs, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Del af en flok på 5650 Sædgås, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sædgås og Blisgås, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sædgås og Blisgås, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover gæs byder Sverige jo altid på mange andre oplevelser…

Trane, rådyr m.m., Vallersta, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Trane, Rådyr m.m., Vallersta, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg var overrasket over at der stadig rastede mange Traner i landbrugslandet, bl.a. over 1100 i én flok i starten af ugen. Det har været et relativt mildt efterår, men sidste uge af oktober bød på dage med nattefrost og stille højtryksvejr, så jeg går ud fra at en stor del af dem stak sydpå i løbet af ugen…

Elg, Egersta ved Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Elg, Egersta ved Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Kan det blive mere svensk end en Elg med disse omgivelser? Der var i øvrigt mange marker med vinterraps, som jeg ikke så gæssene spise af – men et par unge usky Elge syntes at det var fortrinlig føde… De andre pattedyr på turen, Rådyr og Ræv, er det jo ikke fordi jeg ikke omgås til dagligt herhjemme – der var blot mange flere af dem, og de virkede mindre bange for mennesker end jeg er vant til.

Øjenkontakt med våd Ræv ved Kvismaren, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Øjenkontakt med våd Ræv ved Kvismaren, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Til sidst turens bonus, en Høgeugle som valgte at slå sig ned få km fra hvor jeg boede…

Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Flere fotos fra Sveriges-turen kan ses i galleriet her.

Anmeldelse af ‘Nordens trollsländor’

Billqvist, M., D. Andersson & C. Bergendorff 2019: Nordens trollsländor. 352 sider. Avium förlag, Stenåsa. 289 SEK i Naturbokhandeln, 299 DKK i Naturbutikken.

Siden denne nye bog blev annonceret første gang for et par år siden, har jeg meget interesseret fulgt med i opdateringer om tilblivelsen af bogen – bl.a. i en til formålet indrettet Facebook-gruppe. De prøver på bogens indhold, som har været vist frem, lovede MEGET godt, og derfor sad jeg nærmest klar til at afgive en bestilling, det øjeblik da bogen for ca. fjorten dage siden endelig blev meldt klar fra trykkeriet.

Og jeg må sige, at de tårnhøje forventninger er IKKE blevet skuffede! Her er simpelthen tale om en af de mest gennemarbejdede felthåndbøger til nogen artsgruppe, jeg endnu har haft i hænderne.

Bogens tekst er forfattet af Magnus Billqvist, formand for Trollsländeföreningen i Sverige. Han var også forfatter til forgængeren Svenska trollsländeguiden fra 2012, som også var en meget fin bog. Den var dog layoutmæssigt ikke lige så ”lækker” som den nye bog – og så havde den jo ikke alle skandinaviske arter med. I den gamle bog fik hver art ét opslag – i den nye er det to (altså fire sider pr. art), så bogen er også vokset betragteligt i omfang (formatet er tilmed større, Svenska trollsländeguiden målte 150×215 mm, Nordens trollsländor 160×250 mm). Kun fire arter bagest i bogen må ”nøjes” med ét opslag hver – arter som endnu ikke er truffet i Norden, men som regnes som sandsynlige ”indvandrere” indenfor de kommende år.

Grundlæggende har jeg – både når det gælder fugle-felthåndbøger, floraer og andre guider – altid foretrukket tegnede illustrationer fremfor fotos. Altså forudsat at kunstneren er dygtig! Men efterhånden er der dukket nye bøger op som baseres udelukkende på fotos – som denne – og jeg må sige, at det fungerer fint, ikke mindst fordi der er lagt et kæmpe stykke arbejde i at få fundet pædagogiske nærbilleder, og præsenteret udsnit som fokuserer på de vigtigste karakterer. Der er tale om et meget imponerende udvalg af fotos, ikke færre end ca. 2000 enkeltbilleder (!). Det er ikke mindst beundringsværdigt, at langt hovedparten et taget af bogens to hovedfotografer David Andersson og Christer Bergendorff.

Bogen indledes med 60 siders introduktion, som kommer vidt omkring og bl.a. fortæller om livet som larver under vandet, forvandlingen og mange aspekter af livet som voksen guldsmed/vandnymfe. Her gives også gode tips til feltbestemmelse, og det pointeres hvor vigtigt det er at være opmærksom på, hvor meget guldsmede og vandnymfers farver forandres i løbet af deres levetid. Forskellige habitaters værdi som levesteder for guldsmede gennemgås, og der er tilmed en guide til, hvordan man kan anlægge en havedam specifikt med henblik på guldsmede!

Den sidste del af introduktionen er en række tavler, som sammenligner nøglekarakterer hos nogle specielt udfordrende grupper – kobbervandnymfer, ”blå vandnymfer”, rødøjede vandnymfer, farvevandnymfer, mosaikguldsmede, smaragdlibeller, kærguldsmede, hedelibeller m.fl. Med disse tavler og nøgler vil man faktisk kunne bestemme langt de fleste arter!

Men selvfølgelig er det vigtigste i enhver felthåndbog selve artsgennemgangen, hvor der ikke blot er blevet plads til et rigt udvalg af fotos, men også megen tekst. Det værdsætter jeg rigtigt meget – uanset hvilke dyr man har været i felten og har mødt, er det altid en fornøjelse når man kommer hjem at kunne læse udførligt om artens levevis, specifikke tilpasninger osv. Overskrifterne i artsbehandlingen er Nøglekarakterer, Optræden, Forekomst, Feltbestemmelse, Variation og Dragtdetaljer. Desuden er der til hver art et Udbredelseskort, skema med Flyvetid, Størrelse i mm og arter som udgør Forvekslingsrisiko er nævnt. Artsnavnet gives på alle skandinaviske sprog samt tysk og engelsk. Overskrifterne Optræden (”Uppträdande”) og Forekomst (”Förekomst”) kan være lidt forvirrende, muligvis fordi jeg ikke kender de finere nuancer på svensk – jeg ville have fundet det mere oplysende at kalde det Habitat/Adfærd og Udbredelse. Men indholdet er der intet i vejen med! Både udbredelseskortene og teksten er for øvrigt ganske aktualiseret, også når det gælder danske forhold (checket af Kent Olsen, hvilket jo borger for at det er korrekt).

nordens-trollslandor-billqvist-andersson-bergendorff (1)nordens-trollslandor-billqvist-andersson-bergendorff (2)

Der er til hver art MANGE bestemmelsesfotos (oftest 15-25), og hos de meget variable arter er der vist hele variationsbredden af farver og andre dragtafvigelser, opdelt på køn. Desuden er der til hver art et lille billede med en typisk habitat, og et stort billede af en larve i det sidste stadium før forvandling til voksent insekt. Det betyder at disse larve-fotos i nogen grad vil kunne hjælpe ved bestemmelse af exuvier (tomme larvehuder). Der er i øvrigt ikke gjort noget ud af at beskrive karakterer til adskillelse af larver/exuvier, men alene det, at de er vist, udgør et stort plus ved guiden.

Jeg mener selv at jeg på forhånd havde et så godt kendskab til danske guldsmede/vandnymfer, at jeg i felten kan bestemme alt hvad jeg måtte møde (forudsat jeg kan få et godt kig på nøglekaraktererne). Alligevel har denne nye guide efter de første par gennemsyn giver mig nye indsigter, som jeg delvist allerede har afprøvet i felten: forskellen på Stor og Almindelig Hedelibel er ikke kun fravær eller tilstedeværelse af ”overskæg” langs øjenkanterne (og for hunnerne skedeklappens udseende). Det er ialfald en god understøttende karakter, at den gule stribe på benene hos Almindelig er meget kraftigere end på Stor Hedelibel – ja faktisk er den hos sidstnævnte ofte så tynd, at den kan være svær at få øje på. Og så har bogen gjort mig opmærksom på, at den form/race af Højmose-Mosaikguldsmed, vi har i Danmark (”interlineata”), har et meget større og mere sammenhængende gult felt på kropssiden mellem de to diagonale gule striber end det er tilfældet i mere nordlige bestande, hvilket burde betyde, at den skulle være nemmere at adskille fra Siv-Mosaik hos os. Det glæder jeg mig til at verificere, når jeg en gang ser min første Højmose-Mosaikguldsmed!

Jeg har foreløbig kun fundet en enkelt fejl i bogen, under Brun Mosaikguldsmed, hvor bogstav-henvisningerne i teksten og bogstaverne på identifikations-fotos ikke passer sammen – tilsyneladende fordi der i arbejdsgangen er fjernet et af disse fotos. En forståelig fejl, for der har under layout-processen været ufatteligt mange af disse kryds-henvisninger at holde styr på! (og det forstyrrer ikke mere end at man sagtens kan gennemskue sammenhængen)…

Som nævnt er layoutet en fryd for øjet – sagt af én (undertegnede) som selv sysler en del med at ”lege” med layout og finder stor tilfredsstillelse i at nå frem til nogle indbydende sammensætninger af skrifttyper osv. I dette tilfælde er det Magnus Billqvist selv, som har stået for layoutet – han har altså haft fingrene godt nede i ”dejen” i hele tilblivelsen af bogen, hvilket jeg er sikker på har givet et løft til det samlede produkt.

Alt i alt kan jeg ikke lovprise denne bog højt nok – det er virkeligt en guldgrube af viden og æstetisk nydelse vedrørende disse fascinerende dyr!

Jule/nytårshilsen fra firmaet

Jeg forsøger hvert år at få tid til at skrive og layoute en lille nytårshilsen, som summerer lidt af årets aktiviteter i ornit.dk, ledsaget af udvalgte fotos.

Her ses nogle af de projekter, jeg har arbejdet på i år, og som får en kort omtale i dette års nytårshilsen:

Det er ellers ikke mange ressourcer, jeg ofrer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se mit lille firma og nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde.

I år følger der en lille “gave” med, i form af en Kalender for 2019.

Nytårshilsnen kan læses her: [klik for download].

Kalenderen kan hentes her:  [klik for download] – så kan man selv printe den ud!

Må gerne videre-distribueres!

“Min” gås!

Når jeg omtaler mit arbejde med Kortnæbbet Gås, sker det at jeg kommer til at omtale fuglene som “mine” gæs, sådan helt ubevidst… 😉

Selv om jeg udmærket er klar over, at jeg deler gæssene med alle andre, der gider interessere sig for dem, kan formuleringen til en vis grad forsvares – man får et personligt forhold til fugle, man arbejder så intenst med (nogle tusinde timer er det blevet til, efterhånden)… Og særligt kan man få et forhold til nogle bestemte af fuglene, når de – i kraft af individmærkning – begynder at vise personlighed. Der er jo mærket et stort antal gennem mange år, og det bliver mere og mere tydeligt, hvor forskellige de er i deres tilgang til tilværelsen (deres “strategier”). Eksempelvis trækker nogle af dem stort set direkte fra Norge til Holland/Belgien, mens andre tilbringer rigtig meget tid her i Nordjylland. Nogle fugle, som blev mærket for halvandet år siden, vælger næsten udelukkende kendte rastepladser, så der  foreligger allerede mere end 50 aflæsninger af dem – mens andre er mere hemmelighedsfulde og er kun blevet set af mennesker en håndfuld gange.

Idag hilste jeg på én af de fugle, som jeg slet ikke kan undgå at tænke på som “min”. Det drejer sig om hvid JG5, mærket i Trøndelag i Norge i maj sidste år. Siden da er den aflæst 15 gange – og i alle tilfælde er det mig, der har foretaget aflæsningen! Jeg har set fuglen forskellige steder i Thy, Hanherred og i Store Vildmose, samt nogle gange i Norge, da jeg var deroppe i maj (hvor foto’et er fra). Sådan en fugl er det selvfølgelig altid hyggeligt at gense! 🙂

Aflæsninger af hvid JG5.
Aflæsninger af hvid JG5 (fra geese.org).
Kortnæbbet Gås hvid JG5, Trøndelag, Norge, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås hvid JG5, Trøndelag, Norge, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Iøvrigt passerede jeg forleden dag min aflæsning nr. 10.000 af halsmærkede Kortnæbbede Gæs (fordelt på ca. 1650 forskellige fugle). Sådan et jubilæum bør jo fejres, så der må champagne på bordet én af dagene… 😉

Blåhat-langhornsmøl, Tørve-silkesvirreflue og andre sjove dyr

Blåhat-langhornsmøl, Skårup Odde, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåhat-langhornsmøl, Skårup Odde, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tørve-silkesvirreflue, Skårup Odde, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tørve-silkesvirreflue, Skårup Odde, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fokus er flyttet lidt, efter at jeg for nogle år siden begyndte for alvor at interessere mig for guldsmede. Jeg har nu altid været alment naturinteresseret, men det er klart, at fuglene fyldte det meste i mange år. Men efterhånden begynder jeg også at få øje på mange andre sjove dyr, når jeg færdes i naturen – og det kan jo især være en berigelse med insektinteressen midt om sommeren, hvor der oftest ikke sker så meget på fuglefronten.

Og der er en sådan diversitet i insektverdenen, at jeg ikke kommer til at “løbe tør” for nye oplevelser med nye arter i meget lang tid!

Ovenstående to arter traf jeg begge på en tur på Skårup Odde i juli. Sjovt nok var jeg lidt på udkig efter begge, men det var alligevel spændende at få dem at se i virkeligheden, efter at have læst om dem. Blåhat-langhornsmøl er, som navnet antyder, specielt knyttet til planten blåhat. Og da jeg fandt en lille gruppe af denne fine blomst, som altid er god for nektar-sugende insekter, var det bare med at se, hvad de kunne byde på. Selv om jeg var forberedt, var det alligevel overraskende at se hvor mærkelig, dyret er, med de guldfarvede vinger, grønne øjne og bevægelige lange følehorn. Udover et tidligere fund ved Bulbjerg var det faktisk første registrering af arten fra Thy. Jeg kendte i forvejen Løvskovs-langhornsmøl, som jeg også er meget begejstret for. Og Tørve-silkesvirrefluen er bare en af mange fine arter af svirrefluer, som jeg også så småt er begyndt at “tage hul på”. Jeg har nok set arten tidligere, men det var første gang hvor jeg fik den fotograferet, og dermed kunne være sikker på bestemmelsen. Bestemmelsesmæssigt er der mange udfordringer ved svirrefluer, men denne art er en af dem, der er til at bestemme!

Den varme sommer har i det hele taget givet mange oplevelser med insekter, og her kommer et udpluk af fotos af nogle af de arter, som har gjort størst indtryk – eller hvor det er lykkedes særligt godt at få fotos:

Skorpionsflue og edderkop, Tømmerby Fjord, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skorpionsflue og edderkop, Tømmerby Fjord, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En skorpionsflue sp. stjæler sig til et gratis måltid hos edderkoppen (som jeg heller ikke kender navnet på)…

Lille Ildfugl og edderkop, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Ildfugl og edderkop, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En Lille Ildfugl fouragerer på røllike. Bemærk edderkoppen gemt i blomsten – lurer måske på at overfalde et af de nektar-søgende insekter…

Lille Ildfugl og larver af Blodplet, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Ildfugl og larver af Blodplet, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne Lille Ildfugl fouragerer på engbrandbæger, som er kendt som værtsplante for den flotte natsværmer Blodplet’s larver.

Storplettet Perlemorsommerfugl, Jernbanedæmningen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storplettet Perlemorsommerfugl, Jernbanedæmningen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Storplettet Perlemorsommerfugl har optrådt meget mere talrigt end sædvanligt denne sommer. Individet her er en af mange fra vejrabatten på Jernbanedæmningen mellem Lund Fjord og Han Vejle, fouragerende på knopurt.

Gammaugle, Bygholm Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gammaugle, Bygholm Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også den dagflyvende natsværmer Gammaugle har i år optrådt i store tætheder. Her er snablen midlertidigt rullet sammen, men øjeblikket før og efter suges der fra rødkløverens nektar-depoter…

Tidselsommerfugl, Skårup Odde, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Skårup Odde, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der har til gengæld ikke været specielt mange Tidselsommerfugl. Men en flot art er det jo altid, ikke mindst så friskt et eksemplar som dette.

Køllesværmer, bredpande og Engrandøje, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Seksplettet Køllesværmer, bredpande og Engrandøje, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Her er der trængsel på den altid populære blåhat: Seksplettet Køllesværmer, Engrandøje og en bredpande sp.

Sortsømmet Blomsterbuk, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortsømmet Blomsterbuk, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også i blåhatten: en blomsterbuk som jeg formoder er Sortsømmet Blomsterbuk (-den er ialfald kendt fra området).

Kæmpefluen Harald, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kæmpefluen Harald, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Kæmpefluen Harald er det altid en fornøjelse at møde. Her på egnen træffer jeg ham mest i et bælte ret tæt på Vesterhavskysten. Jeg har tidligere skrevet en lille historie om Harald: [klik her].

Dødningehoved-Svirreflue, Gudenåen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dødningehoved-Svirreflue, Gudenåen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg synes ikke at tegningen ligner et dødningehoved (snarere en flagermus a’la Batman) – men Dødningehoved-Svirreflue er en af de mere karakteristisk arter af svirrefluer. Der kører også atlasprojekt for svirrefluer i disse år, og det er jo en tilfredsstillelse at kunne bidrage med observationer, når det som i dette tilfælde viser sig at være en ny art for kvadratet (kvadrat 623_54 ved Tvilum Bro NØ for Silkeborg)…

Håret Dyndflue, Tømmerby, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Håret Dyndflue, Tømmerby, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Håret Dyndflue er en meget almindelig art, men ikke desto mindre ret så flot. Denne er hjemme fra matriklen, på en af de mange tidsler vi er velsignet med…

Grønåret Kålsommerfugl, Tømmerby, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grønåret Kålsommerfugl, Tømmerby, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også en af de talrige (men den har fået sat sig dekorativt!): Grønåret Kålsommerfugl, også denne på en af matriklens tidsler…

Døgnfluer, Kogleaks, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Døgnfluer, Kogleaks, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Et specielt fænomen hvert år i juli er døgnfluernes fremkomst. De sætter sig på alle tilgængelige overflader og skifter hud, og specielt er det tydeligt at se på vinduerne i skjulene – som her i Kogleaks-skjulet. Se også en omtale fra sidste år, hvor jeg fortæller om døgnfluer som føde for Skægmejser: [klik her].

Hvidbåndet Humlesvirreflue, Helge Å, Skåne, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hvidbåndet Humlesvirreflue, Helge Å, Skåne, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vores sommerferie i år gik til Skåne første uge af august. Her så jeg en stor markant svirreflueart, jeg længe havde ønsket mig at se: Hvidbåndet Humlesvirreflue. Når man tager en ny gruppe ind, som jeg så småt er begyndt på med svirrefluerne, er man jo nødt til at starte med dem, der er til at forholde sig til, bestemmelsesmæssigt!

Duehale, Norrto, Skåne, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Duehale, Norrto, Skåne, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og både i Skåne og hjemme i haven fik vi også fornøjelse af denne sommers helt store “publikums-succes” på insektfronten: Duehale, “kolibri-sværmer” eller “sportshveps”, som den også er blevet kaldt! 😉  Arten er kommet tiltrækkende fra Sydeuropa i stort tal, og rigtigt mange “almindelige mennesker” har undrende lagt billeder af de fine dyr op på de sociale medier…

Dette er som nævnt kun et udpluk – så jo: med flyttet fokus er der virkeligt mange oplevelser at hente i den danske/skandinaviske natur i sommermånederne!

Jule/nytårshilsen fra ornit.dk

Jeg forsøger hvert år at få tid til at skrive og layoute en lille nytårshilsen, som summerer lidt af årets aktiviteter i ornit.dk, ledsaget af udvalgte fotos.

I år er nogle af overskrifterne Kortnæbbet Gås, guldsmede, ynglefugle i Vadehavet og Litauen – projekter jeg også har omtalt her på bloggen.

Det er ellers ikke mange ressourcer, jeg ofrer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se mit lille firma og nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en ‘lækker’ måde.

Nytårshilsnen kan læses her: [klik for download].

Nytårshilsen 2017 fra ornit.dk
Må gerne videre-distribueres!

Krebseklo-sumpen

I Litauen i maj oplevede jeg, hvordan sumpområder domineret af planten krebseklo var rigtig god habitat for mange arter, og bl.a. diverse padder og Sortterner ynglede i sumpene.

Grøn Frø/Latterfrø, Nemunas-deltaet, Litauen, maj 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Frø/Latterfrø i krebseklo-sump, Nemunas-deltaet, Litauen, maj 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortterner i krebseklo-sump, Nemunas-deltaet, Litauen, maj 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sortterner i krebseklo-sump, Nemunas-deltaet, Litauen, maj 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

For Sortternernes vedkommende fandt jeg bl.a. en koloni i en afsnøret flodarm, hvor hele vandoverfladen var dækket af et tæppe af krebseklo. Kolonien talte formentlig over 150 par (250 fugle i luften på én gang, da en Rørhøg passerede), og strakte sig over mange hundrede meter langs det gamle flodløb.

I maj/juni på mine indledende kanoture i forbindelse med guldsmedeundersøgelsen blev jeg klar over (jeg anede det ikke i forvejen!), at der visse steder i Vejlerne også findes sumpe, hvor krebseklo danner sådanne tæpper, ialfald i Tømmerby Ringkanal. Det giver god mening, for tidligere ynglede nogle af Vejlernes Sortterner netop den slags steder, hvor kanalen udvider sig og danner lavvandede søer i kanten af de tilstødende enge. Krebseklo er en kraftig plante, som nemt kan bære eksempelvis en sortternerede.

Sump med krebseklo, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sump med krebseklo, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der er dog også anden biodiversitet knyttet til disse sumpe, og besøger man sumpene i Litauen på dette tidspunkt af sommeren, er jeg overbevist om, at der må være en rig guldsmedefauna tilknyttet.

Ialfald kunne jeg i tirsdags, hvor jeg gennemsejlede ca. tre fjerdedele af hele ringkanalen sammen med en god ven, konstatere at der som forudset var godt med aktivitet af den flotte Grøn Mosaikguldsmed, der er helt afhængig af krebseklo i sin ynglecyklus. Ialt 13 individer så vi, heraf mindst 6 æglæggende hunner i den største af sumpene umiddelbart nord for Maskinhuset. Samtidig satte observationerne guldsmedenes korte liv som “imago” (betegnelsen for insekters voksens-stadium) i relief.  Der var kommet mange til, siden jeg gennemsejlede samme strækning i sidste uge, og jeg fandt også et “exuvie” (tom, afskudt nymfehud), som sandsynligvis stammer fra en Grøn Mosaikguldsmed.

Tom nymfehud i krebseklo, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Bemærk edderkoppen, som gemmer sig under huden. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Tom nymfehud i krebseklo, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Bemærk edderkoppen, som gemmer sig under huden. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og allerede så kort tid efter at de selv har forladt nymfestadiet, er de nye guldsmede i færd med at føre slægten videre… Flere hanner sås flyve lavt over krebseklo-sumpen, sikkert i jagten på en parringsvillig hun.

Vi samlede denne han op af vandet, som måske havde været forsøgt fanget af en fugl – ialfald manglede halvdelen af forvingerne…

Grøn Mosaikguldsmed han, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Mosaikguldsmed han, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter at have sundet sig lidt, var han dog i stand til at flyve videre, og kunne måske stadig nå at bidrage til at føre arten videre…

Også andre arter af store guldsmede havde travlt…

Æglæggende Stor Kejserguldsmed, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Æglæggende Stor Kejserguldsmed, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ialt sås 12 Stor Kejserguldsmed på turen i tirsdags, heraf også flere over krebseklo-sump (men æglægningen foregik ikke i krebseklo). Der sås også 45 Brun Mosaikguldsmed, her, dér og allevegne – dén art er på ingen måde specialiseret på habitat, men er tilsyneladende en ægte “generalist”…

Æglæggende Brun Mosaikguldsmed, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Æglæggende Brun Mosaikguldsmed, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg fik desværre ikke billeder af de æglæggende Grøn Mosaikguldsmed, da de “forsvandt” mellem krebseklo-planterne (-men det skal være en ambition på de kommende ture på ringkanalen)…