Krebseklo-sumpen

I Litauen i maj oplevede jeg, hvordan sumpområder domineret af planten krebseklo var rigtig god habitat for mange arter, og bl.a. diverse padder og Sortterner ynglede i sumpene.

Grøn Frø/Latterfrø, Nemunas-deltaet, Litauen, maj 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Frø/Latterfrø i krebseklo-sump, Nemunas-deltaet, Litauen, maj 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortterner i krebseklo-sump, Nemunas-deltaet, Litauen, maj 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sortterner i krebseklo-sump, Nemunas-deltaet, Litauen, maj 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

For Sortternernes vedkommende fandt jeg bl.a. en koloni i en afsnøret flodarm, hvor hele vandoverfladen var dækket af et tæppe af krebseklo. Kolonien talte formentlig over 150 par (250 fugle i luften på én gang, da en Rørhøg passerede), og strakte sig over mange hundrede meter langs det gamle flodløb.

I maj/juni på mine indledende kanoture i forbindelse med guldsmedeundersøgelsen blev jeg klar over (jeg anede det ikke i forvejen!), at der visse steder i Vejlerne også findes sumpe, hvor krebseklo danner sådanne tæpper, ialfald i Tømmerby Ringkanal. Det giver god mening, for tidligere ynglede nogle af Vejlernes Sortterner netop den slags steder, hvor kanalen udvider sig og danner lavvandede søer i kanten af de tilstødende enge. Krebseklo er en kraftig plante, som nemt kan bære eksempelvis en sortternerede.

Sump med krebseklo, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sump med krebseklo, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der er dog også anden biodiversitet knyttet til disse sumpe, og besøger man sumpene i Litauen på dette tidspunkt af sommeren, er jeg overbevist om, at der må være en rig guldsmedefauna tilknyttet.

Ialfald kunne jeg i tirsdags, hvor jeg gennemsejlede ca. tre fjerdedele af hele ringkanalen sammen med en god ven, konstatere at der som forudset var godt med aktivitet af den flotte Grøn Mosaikguldsmed, der er helt afhængig af krebseklo i sin ynglecyklus. Ialt 13 individer så vi, heraf mindst 6 æglæggende hunner i den største af sumpene umiddelbart nord for Maskinhuset. Samtidig satte observationerne guldsmedenes korte liv som “imago” (betegnelsen for insekters voksens-stadium) i relief.  Der var kommet mange til, siden jeg gennemsejlede samme strækning i sidste uge, og jeg fandt også et “exuvie” (tom, afskudt nymfehud), som sandsynligvis stammer fra en Grøn Mosaikguldsmed.

Tom nymfehud i krebseklo, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Bemærk edderkoppen, som gemmer sig under huden. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Tom nymfehud i krebseklo, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Bemærk edderkoppen, som gemmer sig under huden. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og allerede så kort tid efter at de selv har forladt nymfestadiet, er de nye guldsmede i færd med at føre slægten videre… Flere hanner sås flyve lavt over krebseklo-sumpen, sikkert i jagten på en parringsvillig hun.

Vi samlede denne han op af vandet, som måske havde været forsøgt fanget af en fugl – ialfald manglede halvdelen af forvingerne…

Grøn Mosaikguldsmed han, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Mosaikguldsmed han, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter at have sundet sig lidt, var han dog i stand til at flyve videre, og kunne måske stadig nå at bidrage til at føre arten videre…

Også andre arter af store guldsmede havde travlt…

Æglæggende Stor Kejserguldsmed, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Æglæggende Stor Kejserguldsmed, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ialt sås 12 Stor Kejserguldsmed på turen i tirsdags, heraf også flere over krebseklo-sump (men æglægningen foregik ikke i krebseklo). Der sås også 45 Brun Mosaikguldsmed, her, dér og allevegne – dén art er på ingen måde specialiseret på habitat, men er tilsyneladende en ægte “generalist”…

Æglæggende Brun Mosaikguldsmed, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Æglæggende Brun Mosaikguldsmed, Tømmerby Ringkanal, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg fik desværre ikke billeder af de æglæggende Grøn Mosaikguldsmed, da de “forsvandt” mellem krebseklo-planterne (-men det skal være en ambition på de kommende ture på ringkanalen)…

Med de kortnæbbede på rejse

I mit arbejde med Kortnæbbet Gås for Aarhus Universitet (læs evt. om projektet: klik her) har jeg i snart mange år fulgt gæssene fra ankomsten midt i september, til de drager af sted nordpå – tidligere skete det først i maj, men nutildags sker afrejsen for størstedelen af bestandens vedkommende allerede  kort efter 1. april.

Næste skridt på rejsen  mod ynglepladserne på Svalbard  går til Trondheimfjorden i Trøndelag i Norge, og jeg har længe ønsket at følge “mine” gæs  til disse landskaber, som jo må siges at være noget anderledes end Jyllands  (og Holland/Belgiens, hvor nogle af dem overvintrer) flade vidder.

I år gik dette ønske i opfyldelse, idet jeg for NINA (Norsk institutt for naturforskning) fik til opgave i tre uger fra midt i april og til i søndags at aflæse halsringe  på gæssene i Trøndelag. Det var en opgave jeg virkeligt værdsatte, ikke alene var det en succes i kraft af et stort antal aflæsninger (over 1700), men oplevelserne med fuglene i Vestnorges dramatiske landskaber  gjorde i den grad også indtryk. Heroppe fouragerer fuglene i agerlandet tidlig morgen og sen eftermiddag, mens de i en lang periode midt på dagen hviler på store rastepladser,  de fleste på mudderflader i Trondheimfjordens bugter, som udgør en meget spændende tidevandszone. Og som altså rent landskabeligt er ganske storslået. Men jeg vil lade billederne tale for sig selv.

Kortnæbbede Gæs, Trondheimfjorden, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Kortnæbbede Gæs, Trondheimfjorden, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Kortnæbbede Gæs, Trondheimfjorden, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Kortnæbbede Gæs, Trondheimfjorden, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk

Indimellem alle aflæsningerne af halsbånd (som det på billedet ovenfor) blev der også tid til kig på noget af det, vilde Norge også har at byde på…

Elg, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Elg, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Urfugl, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Urfugl, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Nordisk Lappedykker, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Nordisk Lappedykker, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk

Perú pattedyr

I starten af året tilbragte jeg seks uger i Perú, et på alle måder fantastisk land, både hvad angår den kulturelle og den biologiske mangfoldighed.

Udover fuglene og insekterne – som jeg sikkert vil skrive om på et senere tidspunkt – var det overvældende med diversiteten og mængderne af pattedyr. Udover storvildtet – jaguar og tapir, ganske vist kun set i form af spor – var det især de mange arter af primater, der gjorde indtryk. Landet rummer ikke færre end mindst 48 arter aber, og på de gode regnskovslodger ser man faktisk rigtigt mange af arterne – de viste her er blot et udpluk.

Flagermus er en anden artsrig gruppe (hvor jeg ikke har gjort noget seriøst forsøg på at danne mig et overblik over hvad jeg har set), og så ser man godt med dovendyr, og vi så en enkelt myresluger.

En stor oplevelse var det også at se mine første ferskvandsdelfiner.

Se fotos af pattedyr fra Perú på galleriet her.

Pattedyr fotograferet i Perú. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk">ornit.dk</a>
Pattedyr fotograferet i Perú. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk

Sump og højmose i Litauen

Ynglende Hjejle på højmosen Aukstumala i Litauen. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ynglende Hjejle på højmosen Aukstumala i Litauen. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I starten af juni  havde jeg et fire-dages ophold i det sydvestlige Litauen, i forbindelse med en opgave med registrering af ynglefugle i Aukstumala-højmosen. Her har man i forbindelse med et EU-LIFE-projekt sat ind med forskellige tiltag for at gavne naturtilstanden, først og fremmest ved at tilstoppe drænkanaler, så mosen ikke tørrer ud. Fokusarterne var Tinksmed og Hjejle – jeg fandt ingen af førstnævnte, men som det ses, var der enkelte spredte par af Hjejle på den 20 km2 store moseflade. Desuden godt med Dobbeltbekkasiner, selvfølgelig Traner, pæne bestande af både Stor og Rødrygget Tornskade samt som en overraskelse Stor Kobbersneppe som ynglefugl på højmosen – specielt at se denne Vejlerfugl i disse omgivelser! I spredte trægrupper i kanten af mosen var Pirol et markant indslag, som især fyldte godt i lydbilledet.

Jeg var på mosen hver dag fra solopgang og til efter frokost, men da omgivelserne også var spændende brugtes resten af dagen på forskellige lokaliteter i Nemunas-deltaet/Rusné-øen, hvor habitaterne er ekstensivt drevne våde enge og sumpe i forbindelse med flodarmene. Her var associationerne til Vejlerne endnu større, Sortterne og Dværgmåge var karakterfugle,  og engene havde de tætteste bestande af Gul Vipstjert og Bynkefugl jeg har oplevet. Og så var der de mere eksotiske indslag som Hærfugl, Karmindompap og Drosselrørsanger – fugle der godt kan opleves  i Vejlerne, men  derovre østpå i Baltikum er de bare tæske-almindelige. På hver eneste gårdsplads var der en pæl til Hvid Stork – ja helt ind i parcelhushaverne i byen Silute ynglede der storke!

Ikke mindst insektfaunaen var også yderst eksotisk, især bemærkede jeg at guldsmede som Stor, Østlig og Åkande-kærguldsmed var almindelige, ligesom Kileplet-Mosaikguldsmed og Almindelig Flodguldsmed (der i Danmark slet ikke er almindelig) – og så fandt jeg i en enkelt lille sø på højmosen en fin bestand af Dværgvandnymfe – den mindste vandnymfe jeg har set, så fin!  For de ikke-indviede kan jeg fortælle, at disse arter i Danmark enten har en meget østlig udbredelse på få lokaliteter eller er helt forsvundne fra landet…

Det var for kort tid på nogle fantastiske lokaliteter, men naturen var rig og mangfoldig, og jeg nåede at få lidt fotos med hjem,  hvoraf et udvalg kan ses i galleriet her.

Dagligliv i rørdrumreden

Når regnen trommer mod ruden i denne kølige og blæsende maj måned og lysten til at komme ud måske ikke altid er så stor, er det let at lade sig underholde af nogle af tilbuddene på internettet…

Jeg har i flere år med mellemrum besøgt nogle baltiske hjemmesider som viste webcams (live transmissioner) fra reder af Fiskeørne, Sorte Storke, Små Skrigeørne med mere – og har bl.a. flere gange været heldig at være “på”, mens en brun bjørn besøgte en foderplads i en stor dyb skov derovre… Derudover (på foderpladsen) skræmmende mængder af mårhunde…

Der er vel at mærke tale om webcams med en væsentligt højere kvalitet end de lidt “forkølede” tilbud DOF stiller til rådighed i disse år (de meget berømte Havørn- og Stor Hornugle-reder)…

Forleden blev jeg opmærksom på, at der i år også transmitteres fra reden af en rigtig Vejler-fugl, nemlig en rørdrumrede i Letland. Jeg har de seneste dage med mellemrum været inde og kigge på livet i reden med to unger, som jeg vil tro er ca. 14 dage gamle. De er så småt begyndt at udvikle dækfjer, og tilbringer meget tid på reden alene. Når en forældrefugl ankommer til reden (de gange jeg har set det altid vandrende gennem rørskoven), bliver den “overfaldet” af de små, som ofte bider om næbbet på den gamle fugl, hvilket ser ud til at genere den ret meget. Men det er åbenbart sådan det foregår – som hos alle spidsnæbbede fugle kan det godt se ud til at være med fare for at få stukket et øje ud…

Screendump fra rørdrumrede-webcam i Letland
Screendump fra rørdrumrede-webcam i Letland

Føden de får bragt, som forældrefuglen gylper op, er hele, store fisk, og de to små er i stand til at sluge dem hele! Jeg så én gang en sjov situation, hvor der blev lagt en ål på reden, men ålen gled ned i vandet – og fisket op igen af den gamle fugl, slugt – og lidt senere gylpet op igen. Det gentog sig to gange, inden det lykkedes en af ungerne at få gaflet ålen og slugt den!

Lydbilledet omkring reden minder om Vejlernes med paukende drummer, Vandrikser osv., men der er tydeligvis flere Drosselrørsangere i Letland!

Hvis man ikke passer på kan det godt være ret vanedannende at følge med i disse webcams! Nogle af de andre baltiske webcams i år kan findes via dette link.

Ø-hopperi!

Amerikansk Lille Regnspove, Puerto Villamil, Isla Isabela, Galápagos, februar 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Amerikansk Lille Regnspove, Puerto Villamil, Isla Isabela, Galápagos, februar 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sandløbere, Puerto Villamil, Isla Isabela, Galápagos, februar 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sandløbere, Puerto Villamil, Isla Isabela, Galápagos, februar 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

For knap et år siden var jeg for “hundredogsyttende” gang på Galápagos (-hvis man trækker hundrede fra, er det ikke helt forkert!).

Det var dog en noget anderledes tur end de 16 andre, som allesammen var krydstogter (hvor man sejler fra ubeboet ø til næste ø, og hver morgen vågner op et nyt sted).

Krydstogter har længe været den foretrukne måde at besøge Galápagos-øerne på, men i de seneste år er en anden rejseform, nemlig den såkaldte “Island Hopping“, blevet meget populær. Her bor man på hoteller på de beboede øer, og bliver sejlet i hurtige speedbåde (ren transport) fra ø til ø.

Det giver naturligvis ikke de samme muligheder for at komme helt tæt på f.eks. Blåfodede eller Rødfodede Suler osv., men mange af de “klassiske” Galápagos-oplevelser får man alligevel med – søløver, kæmpelandskildpadder, havleguaner osv. På denne tur – som i øvrigt var en unik Politiken-læserrejse, som formentlig aldrig bliver gentaget! – var vi også heldige at få meget store oplevelser med delfiner, en flok på 40-50 legende Bottle-nosed Dolphins (“Øresvin”!), der kastede sig 4-5 meter op af vandet lige rundt om båden.

Og så giver “Ø-hop”-rejseformen bedre muligheder for at blive fortrolig med de Darwinfinker, som lever i højlandet på øerne (jeg fik på denne tur “udfyldt” min liste og mangler nu kun Mangrovefinken, som ikke findes på offentligt tilgængelige steder – ja, og så Cocosfinken på Isla Cocos…).

Og, ikke mindst for naturfotografer: da man bor i land, bliver der meget mere tid til at gå rundt på egen hånd og finde motiver. På krydstogterne er man begrænset af de relativt korte ophold i land (som regel højst et par timer ad gangen), hvor man desuden altid skal færdes sammen med sin gruppe.

Især opholdet i byen Puerto Villamil på Isabela, med en lang strand lige foran hotellet, gav mange muligheder for at komme tæt på fugle- og dyreliv. Da vi var der i vinterhalvåret var det især de mange overvintrende vadefugle, man kunne kravle rundt imellem og bl.a. forsøge med nogle optagelser i helt lav vinkel (“på maven for fuglene”). Vandet og sandet er jo dejligt varmt! Og de arktiske vadefugle forekommer på Galápagos lige så tillidsfulde som det indfødte dyreliv. Nogle eksempler på turens fotomæssige udbytte ses her – og mange flere fotos i galleriet her (klik).

Til sidst kan nævnes, at “Island Hopping” er et væsentligt billigere alternativ, hvis man gerne vil besøge Galápagos, især hvis man arrangerer turen selv. Jeg står gerne til rådighed for gode råd, hvis nogen skulle få lyst til at prøve sådan en tur.

Bison!

Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

For en uge siden var jeg i det østlige Polen. En tidlig majmorgen med mosekonebryg over en lille eng i den berømte Bialowieza-skov mødte vores gruppe denne granvoksne bisontyr. Et imponerende muskuløst dyr, der udstråler urskov og vildskab, og et held og et privilegium var det at stå 300 meter fra sådan en krabat. Den kiggede os an i nogle lange sekunder, men derefter gav den sig til at græsse videre, uanfægtet.

Maj er en god måned at besøge området for mange andre attraktioner – fire arter fluesnappere, ni arter spætter (vi så Hvidrygget, Tretået og Mellemflagspætte ved redehuller) og selvfølgelig også alle sumpfuglene i de nærliggende Biebrza- og Narew-floddale. Men lige præcis for bison er maj ikke det optimale tidspunkt. Køerne går med kalve hver for sig, og også tyrene færdes for sig selv, og derfor skal man være meget heldig for at finde dyrene.
Da vi var der, var der således ikke set bison nær Bialowieza-byen i flere uger. Men lige præcis den morgen, hvor vi skulle ud og checke de kendte steder, kom en tyr ud af skoven, hvilket vi selvfølgelig var svært tilfredse med!

Vi kan takke zarers og kongers jagtinteresse for Bialowieza-urskoven og den europæiske bisons overlevelse, og det var på et hængende hår, at de ikke helt forsvandt. Der lever idag omkring 2000 dyr i naturen (heraf 450 i den polske del af Bialowieza-skoven) og 2000 i fangenskab, fik vi at vide… Der foregår stadig hugst i store dele af skoven på den polske side, hvilket må give mindre biodiversitet, men det ser ikke ud til at være et problem for bisonen, så længe ulvebestanden er så lille som den er (3 familier i hele den polske del af skoven). I Hviderusland er nationalparken meget større, men grænsen er stadig adskilt af et højt hegn, så dyrene på den ene og den anden side har ingen kontakt med hinanden…

Minimalt morgenmåltid / mikro-morder

Tiny Hawk, Maquipucuna, Ecuador, november 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tiny Hawk, Maquipucuna, Ecuador, november 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der findes i Mellem- og Sydamerika en diminutiv rovfugl ved navn Tiny Hawk (og i modsætning til mange andre rovfugl som på engelsk kaldes hawk, er det faktisk en høg – en Accipiter). Mit ønske om at få fuglen at se har i mange år været omvendt proportional med dens størrelse, men i forgårs lykkedes det endelig.

Mens jeg selv indtog min morgenmad på en fin lodge ved navn Maquipucuna på Andesbjergenes skovklædte vestskråning i Ecuador, opstod der pludselig en voldsom tumult blandt de mange tilstedeværende kolibrier. Det viste sig hurtigt, at det skyldtes den lille rovfugl, der havde slået kløerne i et bytte, som den havde sat sig til at fortære på en vandret gren lige foran restauranten.

Kolibrierne gik på det nærmeste bersærk, men Tiny Hawk var uanfægtet. Den blev siddende i lang tid, lige til byttet (en lille fugl med hvidt i halen, formentlig en White-necked Jacobin, se det andet foto) var helt spist op; så rensede den næbbet, rystede fjerene og fløj videre…

Og jeg var en stor oplevelse rigere. Omvendt proportional med fuglens størrelse…

White-necked Jacobin, Maquipucuna, Ecuador, november 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
White-necked Jacobin, Maquipucuna, Ecuador, november 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fuglebogsanmeldelser

Som nogen af læserne af DOFT, Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift, måske vil have bemærket, så havde jeg i det nyligt udkomne nummer 3, 2008, et par anmeldelser af nyere felthåndbøger fra Mellemamerika.
Hvis man synes at det er interessant, så kan man på min egen hjemmeside finde længere uforkortede udgaver af anmeldelserne:
Field Guide to the Birds of Costa Rica, Garrigues & Dean 2007
A Field Guide to the Birds of Mexico and Central America, van Perlo 2006
– som en udvidelse til min store artikel om Nicaragua som fugleland – en udfordring for gør-det-selv-folk!.

Klub 500

Hoatzin, Sani Lodge, Napo, Ecuador, august 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hoatzin, Sani Lodge, Napo, Ecuador, august 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

For 14 dage siden tilbragte jeg nogle dage og nætter på Sani Lodge, en fantastisk regnskovslodge tæt på Napo-floden i det østlige Ecuador.
Det var nogle vildt intense dage, og bl.a. fik jeg for første gang stiftet bekendtskab med Hoatzin (billedet) – en levende flyvende dinosaur! – samt de to Amazonas-terner Yellow-billed Tern (elegant) og Large-billed Tern (voldsom, med grotesk stort næb og Sabinemåge-tegning på overvingen). Om nætterne var det natfugle der stod på programmet, og om dagen fik jeg præsenteret den sjældne – og smukke – Rufous Potoo på dagrast, og jeg fandt selv et par Crested Owl, nok den mest imponerende ugle jeg nogensinde har set.
Det var som sagt intenst, og det gav da også bonus på artslisten; 100 nye arter på 3 hele dage (4 nætter).
Dermed er Ecuador kommet på min personlige “klub 500”, i selskab med México og Nicaragua.
Jeg kan virkeligt anbefale Sani Lodge til andre som måtte overveje en tur til Amazonas. Udover at være et fabelagtigt fuglested (med bl.a. eget canopy tower – et 35 meter højt tårn omkring et af regnskovens højeste træer) så er stedet også på den sociale front helt fremme; alle indtægterne fra hoteldriften går til det lokale quichua-indianersamfund.