Fuglebogsanmeldelser

Som nogen af læserne af DOFT, Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift, måske vil have bemærket, så havde jeg i det nyligt udkomne nummer 3, 2008, et par anmeldelser af nyere felthåndbøger fra Mellemamerika.
Hvis man synes at det er interessant, så kan man på min egen hjemmeside finde længere uforkortede udgaver af anmeldelserne:
Field Guide to the Birds of Costa Rica, Garrigues & Dean 2007
A Field Guide to the Birds of Mexico and Central America, van Perlo 2006
– som en udvidelse til min store artikel om Nicaragua som fugleland – en udfordring for gør-det-selv-folk!.

Fugle i farver

Nej, jeg tænker ikke på den gamle fuglebog af Hans Hvass fra langt tilbage i forrige århundrede – den er vist også smidt ud for længst – men på de nye billeder, jeg netop har lagt på en af mine andre hjemmesider, prinzapolka.dk. Nicaraguas nationalfugl Turquoise-browed Motmot her er et enkelt eksempel.

Turquoise-browed Motmot, Nicaragua, marts 2007. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Turquoise-browed Motmot, Nicaragua, marts 2007. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg er nemlig netop hjemvendt fra godt 1½ måned i Nicaragua og Costa Rica, men da jeg var på arbejde det meste af tiden, blev der denne gang ikke så megen tid til fotografering – blot 15 nye fuglebilleder.

Men de kører med klatten, gør de, derovre, fuglene, og hvis andre skulle have hang til en farve-indsprøjtning, kan jeg kun anbefale Mellemamerika – eller i det mindste et kig på nævnte hjemmeside… Hvis man ikke har besøgt siden før, er der meget at kigge på, ialt ca. 260 fuglebilleder af ca. 130 arter.

Ædelarter på afveje. Falken, kjoven og mågen.

Ja, lige for tiden bidrager jeg ikke med ædelarter til års-ædelart-konkurrencen mod de hårde hunde fra Halsnæs, men forleden havde jeg en dramatisk oplevelse som inkluderede tre gode Vejler-arter.

Jeg havde netop fået sat mig til rette ved bordet på en restaurant med udsigt over Bluefields Bay, selvfølgelig med kikkerten indenfor rækkevidde, da jeg øjnede en større fugl som lavede nogle hurtige dyk ned over vandet og op i luften igen.
Det viste sig, at det drejede sig om en Vandrefalk, som jagede en ung Lattermåge, der så noget sløj ud; den manglede det meste af halen og nogle fjer i den ene vinge og fløj selvfølgelig ikke så godt. Falken forsøgte nogle forskellige strategier, nogle gange steg den til stor højde og slog ned mod mågen, der baksede lavt over vandspejlet, i de tilfælde endte det altid med, at falken tilsyneladende var bange for at blive våd, den fik mågen næsten ned på vandet, men kunne ikke slå kløerne i den. Andre gange tog Vandrefalken en lang vandret flyvning lavt over vandet hen mod Lattermågen, som den forsøgte at overraske ved at komme skråt nedefra – men heller ikke den strategi lykkedes de gange jeg så det.
Vandrefalken havde efterhånden gjort mange forsøg og brugt megen energi og måtte efterhånden være ved at opgive – troede jeg…
Så blev der pludselig stor forvirring, idet en lys Mellemkjove dukkede op på arenaen. Den kastede sig også efter den efterhånden meget udmattede måge, der knapt kunne holde sig fri af vandet. For mig var det meget interessant med en Mellemkjove, da jeg aldrig havde set denne art – eller nogen anden kjove for den sags skyld – her i landet – og jeg kiggede derfor mest på den i nogen tid – måske et lille minut. Da jeg igen fik kikkerten drejet mod Vandrefalken, havde den fået slået kløerne i Lattermågen. Jeg fik således ikke set, hvilken jagtteknik, der til sidst gav bonus. Måske var Vandrefalken bare hurtig til at udnytte forvirringen, da Mellemkjoven blandede sig i dramaet.
Mågen hang nu livløs i fangerne på falken, der derefter havde en lang flyvetur foran sig med en tung byrde – jeg vil tro at der var over en kilometer til land – ikke fra hvor jeg sad, i byen, men til en skovklædt pynt, hvor den fløj hen for at fortære det hårdt tilkæmpede bytte.
Kjoven så jeg ikke mere til…

PS Bluefields ligger ved den karibiske kyst i ”mit andet fædreland” Nicaragua. Mellemkjoven var – så vidt jeg husker – (ædel)art nr. 527 i landet.

Fasanføde

Da jeg en gang i sin tid startede med at holde høns, ville en rådgiver udi hønsehold bilde mig ind, at høns var vegetarer, og at jeg derfor ikke skulle ulejlige mig med at give dem animalsk føde. Ved at iagttage hønsenes ligegyldige attitude overfor salat og store interesse, når man smed en regnorm ind til dem, blev jeg imidlertid overbevist om, at høns ikke er vegetarer.

Nu har jeg fundet ud af, at det samme gælder fasaner. Hvis nogen prøver at bilde jer ind, at fasaner er vegetarer – tro ikke på det!

Hugorm, Skårup Odde, oktober 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.
Hugorm, Skårup Odde, oktober 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.

Igen baserer jeg mig på egne iagttagelser, empirisk viden. Idag, da jeg kom kørende ud ad vejen på Skårup Odde i mine egne tanker, brasede pludselig en fasankok fra et tæt buskads ud på vejen foran bilen – vel 25 meter fra mig. Jeg standsede straks. Fasanen havde noget i næbbet, noget som den straks gav sig til at hakke i/på. Og jeg syntes at det bevægede sig, ja ligefrem snoede sig. Da jeg fik kikkerten for øjnene så jeg, at det var en hugorm, den var i færd med at bearbejde. “Desværre” fik mine bevægelser fasanen til at løbe væk – jeg ville ellers gerne have haft et billede af seancen. Men for hugormen var det nærmere heldigvis, for da jeg efter forgæves at have ventet på at fasanen skulle komme tilbage (så jeg kunne få mit billede!) checkede hugormen, så jeg at den stadig var aldeles levende. Men hvis ikke jeg havde været der til at forstyrre, er jeg sikker på at fasanen havde spist hugorm til frokost i dag!…

Hændelsen fik mig til at tænke på noget som skete i min tid i Nicaragua, hvor vi havde besøg af en rigtig giftig slange i vores hønsegård. Den kom hver dag og tog en kylling, men da det havde stået på i en uge, blev det os for meget, og en af vore ansatte fik til opgave at dræbe slangen. Da han havde gjort det, og den døde slange (på en lille meter i længden) blev efterladt på jorden, skete der efterfølgende det, at hønsene gik i gang med at plukke slangen fra hinanden og æde den!

Hønsefugle, ligesom kinesere, spiser altså slanger, vil jeg tillade mig at konkludere…

Farvelade

Orange-collared Manakin, Costa Rica, marts 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.
Orange-collared Manakin, Costa Rica, marts 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.
Chestnut-mandibled Toucan, Costa Rica, marts 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.
Chestnut-mandibled Toucan, Costa Rica, marts 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.

I dette grågrumsede vejr kan nogen måske have brug for at drømme sig væk til en tropisk og mere farverig palet? I så fald vil jeg gerne gøre lidt reklame for et andet projekt, jeg er involveret i, nemlig hjemmesiden www.prinzapolka.dk, hvor jeg lige har uploadet en stor stak billeder fra min nyligt overståede tur til “de varme lande” i Mellemamerika. Der er denne gang en hel del fuglebilleder imellem, da jeg i forhold til mine tidligere ophold derovre nu er blevet udstyret med lidt bedre fuglefotogrej. Hjemmesiden indeholder nu ialt 240 fuglebilleder af 125 mellemamerikanske arter. Se fuglebillederne her.

Hvis man er mere til andre dyr med stærke farver, er der f.eks. også 320 sommerfuglebilleder af ca. 200 arter. Find dem her.