Henriks røst var mere end sædvanligt febrilsk og ivrig, da jeg fik ham i røret kort før solnedgang i lørdags:
“J-jeg h-har en-n nonnonnon, NONNEstenpikker!!!! Lige her! Kan du se hvor jeg holder?!”
Og det kunne jeg! Henrik var næsten nået frem til obs.-punktet for fugleovervågningen i forbindelse med Østerild-testcentret, hvor jeg befandt mig, da han med sædvanlig held og næse “faldt over” denne mega-sjældenhed.
Jeg kom hurtigt derhen, og sammen kunne vi, i kapløb med det svindende lys, nyde og foto-dokumentere fuglen, der ivrigt fouragerende og omkringfarende bevægede sig i kanten af et nyfældet plantageområde, og lidt ude på en tilstødende stubmark. Indrømmet, jeg havde s’gu ikke lige dragtkarakterer for sådan én present på lystavlen – det var for mig en NY ART, en lifer – men at det var en markant ANDERLEDES stenpikker, var der ingen tvivl om.
Fuglen var meget smuk med kølige afstemte farver, hvor jeg især lagde mærke til et meget lyst felt på vingedækfjerene (fremkaldt af meget brede lyse bræmmer), og ligeledes markante lyse bræmmer på armsvingfjerene, hvorimod håndsvingfjerene virkede som en helt sort “klump”, muligvis fordi de blev holdt tæt samlede. Henrik påpegede, at det var vigtigt at lægge mærke til nogle forholdvis tydelige bræmmer på den brunlige ryg (som forvekslingsmuligheden Middelhavsstenpikker ikke har). Undersiden var fint ferskenfarvet, og det allermest markante var selvfølgelig ansigtsmasken, sort, som bagtil fadede ud i gråt – og så en bred øjenbrynstribe af nogenlunde samme fersken-nuance som undersiden.
Jeg fik ikke set haletegningen godt, men det gjorde Henrik.
Efterfølgende fik Henrik udvirket, at myndighederne var velvillige overfor eventuelle gæstende fuglekiggere i området dagen efter. MEN, som vi nok havde fornemmet (det var en usædvanlig fin træknat med stjerneklart (og -skud)), var fuglen væk næste morgen, og Henrik fik sendt beskeden “nonnepik negativ” (kl. 7:25-8:25) ud på DOFcall, hvilket formentlig betød, at mange valgte at bruge deres søndag på andre ting… (og nogle fik kaffen galt i halsen!)…
Som altid er fuglekiggeri sjovest, når det helt uventede sker – og jeg står tilbage med en lidt uvirkelig fornemmelse – men (dogme)billederne viser jo, at det rent faktisk fandt sted…