Ikke særligt sørgeligt!

Det er aldrig sørgeligt at finde en Sørgekåbe – en af Skandinaviens store flotte sommerfugle.

Det skete for mig idag – da jeg kom kørende ind ad indkørslen, så jeg ud af øjenkrogen en stor mørk sommerfugl med hvidlig bagkant på vingerne – og den var med det samme på lystavlen, selv om jeg næsten ikke kunne tro det.

JPK #3_047500.web
Sørgekåbe, Tømmerby, august 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er kun anden gang i løbet af de 26 år vi har boet her, at vi har haft Sørgekåbe på matriklen – første gang var tilbage i 1990’erne, hvor et individ besøgte vores brændestak.

I dag fandt jeg sommerfuglen i vores store vedbend-behængte asketræ. Som jeg fortalte om her på bloggen for nogle år siden, så er netop vedbend en vækst, der har stor tiltrækningskraft på sommerfugle og andre insekter. Det ser dog ikke ud til at blomsterne rigtigt har åbnet sig endnu, og Sørgekåben fløj da også hurtigt videre – og forsvandt.

Det blev således en flygtig oplevelse, og det var et noget laset eksemplar – men det er altid glædeligt at se Sørgekåbe, og heldigvis lå kameraet parat på bilsædet, så jeg kunne dokumentere fundet – selv om det er et lidt kedeligt foto…

Ved opslag på sommerfugleatlas.dk kan jeg se, at det blot er det andet rapporterede fund fra Thy i atlasperioden 2014-17 – første var fra Sydthy i april sidste år. Så det er absolut ikke nogen årlig begivenhed at støde på Sørgekåbe på disse kanter.

Ikke særligt sørgeligt, tværtimod et glædeligt gensyn med en sjældent set sommerfugl!

Hvide hejrer bonanza med Kohejre!

Haaning hitter igen! – på totaltælling i mandags fandt Henrik Haaning en Kohejre i  Kogleakssøen, som han fortæller om på Pandion i linket her.

Kohejre, Kogleakssøen, august 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kohejre, Kogleakssøen, august 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg befandt mig på pågældende tidspunkt ved frokosttid på Bygholmdæmningen i søgen efter de to Odinshøns, Henrik havde rapporteret tidligere  på morgenen. Så jeg kunne ret hurtigt være på plads i Kogleaks-skjulet, og sammen med Henrik og blot to observatører til nåede jeg  – i det ikke alt for spændende, kølige blæsende vejr – at se hit-hejren. Først stod den og skuttede sig på en af øerne i søen, ret kedeligt at se i kraftigt modlys, men efter et kvarters tid lettede den og fløj over på en kreaturgræsset mark på Kærup Holme – desværre skjult bag en nåletræsplantage. Det var under denne flyvetur at ovenstående uskarpe dogme-doku-foto blev taget.

Senere vendte den meget kortvarigt tilbage til søen, hvor den bl.a. stod på en hegnspæl i nogle få sekunder – denne gang var der lidt mere nydelse i synet. Kohejre er jo såmænd en fin lille hejre, men dens almindelighed i andre dele af verden taget i betragtning er det jo ikke en art, man som sådan går og har et romantisk forhold til… Men det er ALTID sjovt at få sig en ny Vejler-art, og for Henrik da ikke mindst – “findelønnen” når det uventede dukker op i teleskopfeltet er altid stor!

Resten af mandagen og tirsdag med blev fuglen eftersøgt uden held, men onsdag morgen fandt Henrik Læssøe fuglen igen i Kogleakssøen, og denne dag blev den set flere gange i løbet af dagen frem til om aftenen – dog afbrudt af perioder, hvor den skjulte sig. Der blev også taget væsentligt bedre fotos af fuglen end ovenstående. Det forekommer sandsynligt at fuglen stadig er til stede, så mon ikke den vil blive set flere gange i den kommende tid…

Det er så kun anden gang på godt 100 år, at der ses Kohejre i Vejlerne – vi skal helt tilbage til 1903, hvor en fugl blev skudt i Selbjerg Vejle – dengang det første fund i Danmark, i øvrigt. Og det passer så alligevel (måske) ikke helt – for i 1995 kom min datter Pia en gang hjem og fortalte, at hun havde set en hvid fugl stå på ryggen af en hest ved Tømmerby Fjord – så siger alarmklokkerne jo med det samme Kohejre! Den blev eftersøgt uden held – men senere samme år dukkede der en Kohejre op ved Ove Sø i Thy…

Kohejrens opdukken i Vejlerne falder fint i tråd med at stort set alle Sydeuropas hejrearter igennem mange år har haft fremgang, og nu ses flere af dem regelmæssigt på vore breddegrader. Under Kohejrens ophold i Kogleakssøen i mandags fløj der flere gange en Sølvhejre forbi i baggrunden (én af de ca. 10, der huserer i Vejlerne i øjeblikket), og det er ikke mange dage siden at der også var Silkehejre i Pytodde og på Bygholmengen. Det engang eksotiske er ikke længere helt så eksotisk!

Mød Kæmpefluen Harald

Kæmpefluen Harald, Glæde (mellem Lild og Hjardemål Klit), juli 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kæmpefluen Harald, Glæde (mellem Lild og Hjardemål Klit), juli 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Forleden mødte jeg Kæmpefluen Harald i Glæde, hvor han sammen med en masse andre insekter, især svirrefluer af forskellige arter, var tiltrukket af nektaren i nogle hvide skærmblomster. Også sidste år mødte jeg Harald samme sted,  og ifølge udbredelseskortet på fugleognatur.dk er denne gigantiske flue også mest udbredt på kystnære lokaliteter – samt en del steder i det indre Jylland, vist mest lokaliteter med hede/overdrev.

Jeg er lidt fascineret af Harald, synes han har et pudsigt udseende med det lyse hovede og de markerede mørke øjne samt  små “trompet-antenner”. For ikke at snakke om de gule “trædepuder”! Der er en aura af noget  extraterrestrial/fra det ydre rum over Harald…

Sump og højmose i Litauen

Ynglende Hjejle på højmosen Aukstumala i Litauen. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ynglende Hjejle på højmosen Aukstumala i Litauen. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I starten af juni  havde jeg et fire-dages ophold i det sydvestlige Litauen, i forbindelse med en opgave med registrering af ynglefugle i Aukstumala-højmosen. Her har man i forbindelse med et EU-LIFE-projekt sat ind med forskellige tiltag for at gavne naturtilstanden, først og fremmest ved at tilstoppe drænkanaler, så mosen ikke tørrer ud. Fokusarterne var Tinksmed og Hjejle – jeg fandt ingen af førstnævnte, men som det ses, var der enkelte spredte par af Hjejle på den 20 km2 store moseflade. Desuden godt med Dobbeltbekkasiner, selvfølgelig Traner, pæne bestande af både Stor og Rødrygget Tornskade samt som en overraskelse Stor Kobbersneppe som ynglefugl på højmosen – specielt at se denne Vejlerfugl i disse omgivelser! I spredte trægrupper i kanten af mosen var Pirol et markant indslag, som især fyldte godt i lydbilledet.

Jeg var på mosen hver dag fra solopgang og til efter frokost, men da omgivelserne også var spændende brugtes resten af dagen på forskellige lokaliteter i Nemunas-deltaet/Rusné-øen, hvor habitaterne er ekstensivt drevne våde enge og sumpe i forbindelse med flodarmene. Her var associationerne til Vejlerne endnu større, Sortterne og Dværgmåge var karakterfugle,  og engene havde de tætteste bestande af Gul Vipstjert og Bynkefugl jeg har oplevet. Og så var der de mere eksotiske indslag som Hærfugl, Karmindompap og Drosselrørsanger – fugle der godt kan opleves  i Vejlerne, men  derovre østpå i Baltikum er de bare tæske-almindelige. På hver eneste gårdsplads var der en pæl til Hvid Stork – ja helt ind i parcelhushaverne i byen Silute ynglede der storke!

Ikke mindst insektfaunaen var også yderst eksotisk, især bemærkede jeg at guldsmede som Stor, Østlig og Åkande-kærguldsmed var almindelige, ligesom Kileplet-Mosaikguldsmed og Almindelig Flodguldsmed (der i Danmark slet ikke er almindelig) – og så fandt jeg i en enkelt lille sø på højmosen en fin bestand af Dværgvandnymfe – den mindste vandnymfe jeg har set, så fin!  For de ikke-indviede kan jeg fortælle, at disse arter i Danmark enten har en meget østlig udbredelse på få lokaliteter eller er helt forsvundne fra landet…

Det var for kort tid på nogle fantastiske lokaliteter, men naturen var rig og mangfoldig, og jeg nåede at få lidt fotos med hjem,  hvoraf et udvalg kan ses i galleriet her.

Vingesuset

Det kan næppe have forbigået nogen læsere af denne blogs opmærksomhed,  at der for nylig udkom en ny fotobog om Vejlerne; Henrik Haanings og Carsten Krogs “Vingesus – Vejlerne i glimt“.

Og det kan da ikke passe, at bogen ikke skal omtales af Vejlerornitten!

Så det vil jeg hermed gøre. Bogen er først og fremmest en fotografisk hyldest til naturen i Vejlerne. Carsten og Henrik formidler på smukkeste vis deres begejstring for Vejlernes fugle, dyr, planter og landskaber i poetiske, stemningsfulde og kreative billeder – nogle af dem meget kreative! 😉

Det er altså billedernes grafiske udtryk (og et gennemført stilrent appetitligt layout af Karin Fredsøe/Tilde Grafisk), som bærer bogen, men der er da også tekster med i Vingesus. Bogen er opdelt i et antal kapitler med overskrifter som Landskaberne, Rørskovene, Engene, Mængderne, Det blå bånd, Agerlandet, Natten, Vinteren osv., samt en række kapitler som præsenterer en enkelt art – selvfølgelig nogle af Vejlernes emblem-arter som Rørdrum, Skægmejse, Odder osv., eller grupper af arter (gæs, insekter m.fl.). I hvert kapitel er der typisk en sides tekst som introduktion til 5-20 sider med fotos. Der er altså ikke tale om en slavisk gennemgang af årets gang, men snarere en række “nedslag” i forskellige emner, man kan fokusere på som fotograf.

Jeg må sige, at det er en storslået præstation af de to “knægte”, og for første gang har Vejlerne fået en publikation, som virkeligt kommer bredt omkring, som i dén grad viser hvor mange forskelligartede oplevelser, man kan få i Vejlerne, og som derfor yder området fuld retfærdighed! Netop diversiteten i landskaberne (både makro- og mikrolandskaber) synes jeg man for alvor får øjnene op for gennem bogens billeder.

Med så mange forskellige fotos taget af to fotografer med ret forskellig tilgang til fotografering vil der uvægerligt være nogle, man bedre kan lide end andre! Selv er jeg helt forelsket i det her viste rørskovsbillede fra Lynge-udsigten mod Skårup Odde (side 28-29), et opslag med en stor flok Skestorke fra Østerild Fjord, som skutter sig i regnen (side 108-109) og en han-Skægmejse i enden af et laaangt, nedadbøjet tagrør-strå (side 53) – en rigtig Haaning-komposition med hovedmotivet placeret helt ude i det ene hjørne af billedet. Men der er så mange andre, og hver ny gennembladring af bogen får én til at dvæle ved nye billeder, nye detaljer.

Den helt store styrke ved Henrik og Carstens fotokunst er deres meget legende og udforskende tilgang til fotografiet – noget som gør at billederne aldrig bliver kedelige eller monotone. Der ligger altid en eller anden drilsk vinkel i forhold til gængse konventioner om fotografering, og ingen (eller ialfald meget få) af billederne er blot portrætter – der tilføjes altid et eller andet nyt aspekt gennem belysning eller leg med lukkertid/blænde, komposition osv.

Det må også lige nævnes, at trykningen af bogen er udført til topkarakter – på noget til formålet meget velvalgt papir med lige præcis den helt rigtige afdæmpede glans – af Naryana Press, Gylling Næs.

Så lad dermed dette være en uforbeholden anbefaling af den flotte bog – som iøvrigt også i dag har fået en fin anmeldelse af Søren Skov i Nordjyske (sektionen Frii).

Og som service til læserne kan jeg oplyse, at bogen kan købes på forlagets hjemmeside: klik her – eller hos diverse lokale forhandlere, bl.a. Møbelpolstrer Dorte Grønbech i Frøstrup!

Min ven Blåhalsen

Nogle gange går udviklingen i fugleverdenen ufatteligt stærkt. Tag nu for eksempel Sydlig Blåhals. Fra at have været totalt fraværende som dansk ynglefugl, over en periode hvor arten var en sydvestdansk (=marsk-) specialitet, til en situation hvor det nærmest er en ALMINDELIG fugl på egnede biotoper i det meste af Jylland, er der gået meget få år. Først omkring 2010 begyndte arten at “spøge” i Vejlerne, Lille Vildmose og andre steder i Limfjordsområdet – og idag er der MANGE af dem.

Jeg har tidligere skrevet om Sydlig Blåhals  i dette og dette indlæg.

Når arten i dag bliver eftersøgt på egnede steder, dvs. typisk i rørbræmmer langs grøfter og kanaler, ofte i inddæmmede områder – ja så bliver den også ofte fundet.
Nogle af de nemmest tilgængelige, mest “publikumsvenlige” Blåhalse har vi vist her i Vejlerne, specifikt Han Vejle/Lund Fjord-området (Jernbanedæmningen), og ikke mindst fuglen(e) langs gangbroen i Han Vejle må finde sig i ofte at få besøg af interesserede fotografer og almindeligt nysgerrige.

I år ankom flere fugle til Han Vejle og Lund Fjord den 1. april – sidste år var det allerede i marts, det skete.

Der er flere fine ting ved Blåhalsen. Det er selvfølgelig en juvel, en fryd for øjet! -Men også dens sang-ekvilibrisme er en fryd, og selv om sangen ikke er så kraftig, betyder det, at den netop ankommer så tidligt, at det for alvor giver mulighed for at nyde den uden forstyrrelse fra andre mere larmende fuglesange.

Fuglen ved gangbroen i Han Vejle (fotos) har jeg og mange andre haft stor fornøjelse af her i første halvdel af april. Det er en MEGET aktiv han, som i lange perioder – og slet ikke kun i skumring og dæmring – har travlt med at synge, meget ofte fra særdeles synlige sangposter, således at man allerede fra P-pladsen kan konstatere, at ja, han er på plads også i dag. Når den rigtigt fører sig frem og nærmest kommer i affekt, afleveres sangen med halen stående lodret i vejret. Charme og selvtillid er der ikke for lidt af!

Den pågældende han har iøvrigt kun en svagt udviklet hvid strubeplet, diffust tegnet og blot synlig af og til under sangen.

Blåhals, Han Vejle, april 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåhals, Han Vejle, april 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåhals, Han Vejle, april 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåhals, Han Vejle, april 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sortstrubet Bynkefugl pynter hvorsomhelst

Sortstrubet Bynkefugl, Lund Fjord, marts 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortstrubet Bynkefugl, Lund Fjord, marts 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter en lang dag i felten igår med gennemsyn af 10.000 Kortnæbbede Gæs og endnu flere Bramgæs var det en dejlig gang flødeskum på lagkagen at finde en hyggelig Sortstrubet Bynkefugl ved “smørhullet” nordvest for Lund Fjord. Det er jo en god Vejlerfugl, langtfra årlig, og altid hyggelig! Vi skal dog ikke mange kilometer længere nordpå for at finde arten fast, ved foden af Bulbjerg, hvor der de sidste mange år har været et eller flere stationære par – sidste år fik de unger på vingerne deroppe.

Det blev så årets hidtil bedste fugl ved denne fine lokalitet, hvor der ofte i løbet af vinteren ligger Sangsvaner, og om foråret er vandfladen tit fyldt med svømmeænder, og engen gæstes af Viber, Rødben, Store Præstekraver og vipstjerter. Det var også hér, jeg i 1988 (så vidt jeg husker) fandt Vejlernes (og Danmarks) første Amerikanske Krikand i nyere tid – men det skulle jo senere vise sig, at denne art/form optræder ganske regelmæssigt. Således ligger der jo lige nu som bekendt (via diverse melde-systemer) et eksemplar ved Horsodde i Tømmerby Fjords sydvestlige hjørne… Faktisk er jeg lige ved at tro, at Vejlerne har flere fund af Amerikansk Krikand end af Sortstrubet Bynk…

Nå, “smørhullet” ved Lund kommer ialfald til at blive checket på næsten daglig basis de kommende måneder..

Blå tæer i sneen

Stor Regnspove, nær Binderup Å-udløbet mellem Nibe og Klitgårds Fiskerleje, januar 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Stor Regnspove, nær Binderup Å-udløbet mellem Nibe og Klitgårds Fiskerleje, januar 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Stor Regnspove har i forvejen blå tæer, og i denne kulde må de da blive endnu mere forfrosne. Ialfald virkede fuglene i denne flok noget “stivbenede”, da de rendte rundt på en snedækket mark. Men de var trods alt i stand til at stikke næbbet gennem det relativt tynde snelag – spørgsmålet er så bare, om ikke regnormene er søgt så langt i jorden, at spovenæbbene ikke kan nå dem? Jeg så ialfald ingen hive noget spiseligt op… 42 fugle var der i alt i flokken, og det var ved Binderup Ås udløb nordøst for Nibe forleden dag. Et overraskende syn i dette arktiske miljø.

Ikke Vejlerne, altså – men også Vejlernes spover må være tvunget til at søge alternative “græsgange” – hvis ikke de er stukket af sydpå. Men har de fornemmelse for meteorologi har de måske følt, at det betaler sig at holde ud – ialfald lover såvel DMI som norske YR, at kulden er ovre for denne gang fra en gang i den kommende weekend. Så bliver det lidt lettere at være en langbenet vadefugl igen..

Sumpfugl sort

Sumpfugl Sort
Ibis igen
viser Vejlernes
magnetiske magt.

Sort Ibis, Lønnerup Fjord, september 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Sort Ibis, Lønnerup Fjord, september 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

(Ja, jeg ved godt Lønnerup Fjord teknisk set ikke er en del af Vejlerne – har faktisk selv påpeget det flere gange – men det var jo immervæk en del af feltstationens tælleområde)…

Fuglen her gik fint og fouragerede i kildevældet på Lønnerups vestside i eftermiddags. Så vidt jeg ved er det to år siden vi sidst havde besøg af Sort Ibis – det var også i september.

Den fedeste falk

Jagtfalk, Bygholm Nord, september 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Jagtfalk, Bygholm Nord, september 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Den unge Jagtfalk, der i sidste uge blev opdaget på Bygholmengen på et usædvanligt tidligt fænologisk tidspunkt på året, var i morges så venlig at vise sig for mig, da jeg var på vej ad Østre Landkanal-dæmningen på totaltælling som afløser for Henrik Haaning.

Fuglen sad idag øst for landkanalen nord for højspændingsledningerne, hvor jeg i teleskopet kunne nyde alle detaljer – ganske vist i modlys – mens den plejede fjerdragten. Derimod var den lidt for langt væk til gode fotos – men jeg viser alligevel dette for dokumentationens skyld – et oversigtsbillede taget med 400 mm samt indsat et digiscoping-skud.

På dette tidspunkt havde jeg allerede hilst på den første af dagens to-tre Aftenfalke, senere kom der også en Dværgfalk samt selvfølgelig Vandre– og Tårnfalk. Det er ikke hver dag man bliver belønnet med hele fem falkearter på en totaltælling!

Denne Jagtfalk er én i en stribe af observationer fra Vejlerne gennem årene, de fleste fra Bygholm Vejle og adskillige af dem har været “langliggere”, den sidste var vist fuglen som vi havde glæde af fra oktober 2009 til helt hen i juli 2010 – omtalt i dette indlæg. Specielt da vi i foråret mødte den på engen på ynglefuglegennemgangene gav det nogle helt unikke oplevelser hvor man kom virkeligt tæt på den usky fugl.

Man kan jo håbe at også den aktuelle fugl vælger at tilbringe de kommende måneder her – i givet fald er der mange spændende oplevelser i vente!