Styr på ynglefuglene

Tørre forhold på Bygholmengen, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tørre forhold på Bygholmengen, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Engryle, Bygholmengen, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Engryle, Bygholmengen, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Grundlovsdagsmorgen/formiddag tilbragte fem personer på Bygholmengen, med formålet at få styr på ynglefuglene. Arterne i fokus var især Rødben, Engryle og ungevarslende Stor Kobbersneppe (-kobbersnepperne blev også kortlagt i maj, som territoriehævdende, men vi ville gerne have data for ynglesuccesen, derfor to kortlægninger af denne art).

Normalt kortlægger vi også Brushøner i juni, men vi var godt klar over, at datoen var for tidlig. Vi så enkelte Brushaner på danseplads, en hun tilknyttet en danseplads, og en “løs” hun, som ikke på nogen måde optrådte yngleurolig. Men de er altså til stede, og vi vil forsøge at organisere en ekstra tur senere i juni – altså en tredje kortlægningsrunde lige som sidste år – for at også få registreret eventuelle Brushøner med klækningssucces.

Resultatet for fokusarterne var:
274 par Rødben, hvilket er bedre end 2010 (230), og et ret “normalt” antal (dog stadig i den lave ende af skalaen).
29 territorier af Engryle, og sammenholdt med kortlægningen fra maj giver det ialt 45 territorier på Bygholmengen. I 2010 var der 60 territorier, men 45 er på niveau med bestanden 2005-09.
69 ungevarslende par af Stor Kobbersneppe (ud af de 111 territorier som blev kortlagt i maj). Det kan sammenlignes med 2010, hvor der i juni var 43 ungevarslende par (ud af 94 territorier i maj). Men over en længere årrække er tallet i den lave ende.

Relativ fremgang for både Rødben og Stor Kobbersneppe er i nogen grad overraskende, ikke mindst i betragtning af de særdeles tørre forhold på engen i år. Til gengæld ser engens vegetationsstruktur bedre ud end i mange år, selv om der i flere områder igen i år bør sættes ind med slåning for at tilgroningen ikke skal tage overhånd.

For Engryles vedkommende skal det bemærkes, at der udover de kortlagte par var en flok på 9 fouragerende fugle, altså fugle som har opgivet ynglen for i år.

I øvrigt var der på Bygholmengen også allerede store flokke af adulte Viber, ialt mere end 400, som har opgivet deres yngleforsøg. Vi kortlagde ikke de ungevarslende Viber på Bygholmengen, men det er mit indtryk, at kun få har opgivet, ialfald var der masser af kraftigt ungevarslende fugle i luften – så det er formentlig især Viber fra agerlandet, der har fået yngleforsøget ødelagt (af markbearbejdning m.v.)…

På Bygholmengen virker en anden trussel stærkere i kombination med udtørringen, nemlig fra rovdyrene; vi fandt to beboede rævegrave på engen (-og ræv og andre rovdyr har lettere ved at “operere” på engene, jo lavere vandstanden er)…

Kreaturerne kommer sent ud i år – i løbet af den kommende uge – så der vil næppe blive ødelagt særligt mange reder pga. kreaturnedtrampning i år.