Midvintertælling på Sjælland med mange fugle og en overraskelse

Prærietrane, Avnø Fjord, januar 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Prærietrane, Avnø Fjord, januar 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg er fascineret af de sydsjællandske fjorde og nor – nærmere betegnet landskaberne mellem Vordingborg og Skælskør, hvor et system af laguner, øer og tanger (herovre kaldes de “fed”) danner en flot dobbeltkyst/barrierekyst. Det er et godslandskab og mange steder går godsernes store skove med brede bøge og ege helt ud til kysten, hvilket jo altid tager sig godt ud. Det ses bl.a. ved Basnæs, men også eksempelvis Glænø har sådanne landskaber, med kig til Ormø og Holsteinsborg. Hvis jeg rigtigt skal være højstemt er jeg ikke bleg for at udnævne området til måske det landskabeligt smukkeste i vort lille kongerige…

De forgangne 3-4 dage har jeg her været på den årlige midvintertælling, en del af NOVANA-programmet, for Aarhus Universitet. Det er en opgave jeg altid ser særligt frem til, for ikke alene er her flot, men fuglene er også MANGE!

Jeg er tilfreds med at jeg valgte netop disse dage, for det var det mest udsøgte flotte vintervejr med temperaturer omkring eller lidt under frysepunktet og svag vind næsten hele tiden.

I torsdags på førstedagen var jeg færdig med tællingen fra “kontroltårnet” på den gamle Avnø flyveplads og på vej rundt til Knudshoved Odde, da jeg efter en hurtig indskydelse lige ville checke vigen ved pumpehuset – her kunne godt ligge nogle fugle gemt som jeg ikke kunne se fra tårnet. Her blev jeg overrasket over en kaglende trane-trompet-lyd, og i samme sekund som jeg hørte lyden slog det ned i mig, at det jo var her i området ved Vordingborg at Danmarks anden Prærietrane nogensinde var blevet set i nytårsdagene. Og ganske rigtigt – det var denne lækre lille trane, der slog sig ned på en mark tæt på – se billedet ovenfor. Jeg har ikke set arten siden for mange år siden i USA, så det var et fint gensyn – den er virkeligt markant mere kompakt end vores egen trane, kort- og tykhalset. Fundet lige før weekenden affødte selvfølgelig at en hel masse mennesker satte sig i bevægelse for at opleve den sjældne gæst (- der iøvrigt opholdt sig i længere tid i Nordsverige i efteråret, inden den dukkede op her – så den må siges at være alvorligt på afveje. Sandsynligheden taler måske mest for, at den er kommet østfra, fremfor over Atlanterhavet). Det er altid dejligt når de hits man finder kan blive delt med og glæde andre, og det må vist siges at være tilfældet her; der må foreløbig have været adskillige hundrede som har “besøgt” fuglen (der dog indimellem har været noget “flyvsk”). Den var tilmed genstand for et indslag i de lokale TV2-nyheder.

De andre dage gik med intens fugletælling i alle de lyse timer, og det blev til ialt godt 51.000 fugle talt – med Bramgås 12420, Blishøne 8042 og Knopsvane 8332 som de mest markante tal. Men også Lille Lappedykker 212 synes jeg er imponerende – op til 65 i de største flokke. Troldand 5753 og Taffeland 699 er tal som ikke kan undgå at imponere en jyde. Også skalleslugere sås i pæne tal, dog ikke Lille Skallesluger, hvor jeg kun fandt 35 (her plejer at være mange flere, specielt i Dybsø Fjord, hvor jeg denne gang havde nul!).

Frostnætterne gjorde at fjordene nåede at blive isdækkede i nogle af bugterne og fuglene mere koncentrerede, men jeg tror ikke at det egentlig har skræmt fugle væk fra området – og idag er det jo slået om til typisk dansk lavtryks-vejr med plusgrader og regn… Ja det var virkeligt nogle velvalgte dage til min tælling.

Der var så travlt med tælleriet at jeg stort set ikke havde tid til af have kameraet fremme… Jeg fik dokumenteret Prærietranen, jo, men derudover blev det ikke til meget. Ved Basnæs Nor var stemningen dog så tyk af Sangsvane-sang at jeg ikke kunne lade være med at skyde en bitte filmsekvens… Tallet for Sangsvane endte i øvrigt på 1215, og det er jo altid en art, som er med til at skabe stemning.

En magisk aften på Arupdæmningen

Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Forleden aften (i forgårs) ved Arupdæmningen var magisk! Helt stille vejr efter en smuk solrig dag, mørke skyer trak op fra syd og tilføjede dramatik, og lydkulissen fra 500 Sangsvaner i Østerild Fjord samt indtrækkende Kortnæbbede– og Bramgæs gik tilsammen op i en smuk og højere helhed.

Jeg har tidligere fortalt om min fascination af aften- og morgentrækket af Toppet Skallesluger – fugle som har tilbragt dagtimerne ude på Limfjorden, men som ved solnedgang søger ind i Vejlerne for at overnatte mere beskyttet. Det samme fænomen ses også med Hvinand, som regel dog med mindre tal. I sidste uge hjalp jeg ved en totaltælling af Vejlerne, hvor dette træk blev talt – den dag gav det 1009 Toppet Skallesluger og 157 Hvinand indtækkkende til Østerild Fjord over Arupdæmningen. Der var nok nogenlunde tilsvarende tal i forgårs, men frem for at tælle fokuserede jeg på at fotografere det flotte skue, når dykænderne kommer i høj fart ude fra fjorden, og lader sig “dumpe ned” de sidste par hundrede meter inden de rammer vandfladen…

Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Solnedgangen bag Sennels Hage var spektakulær…

Solnedgang set fra Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Solnedgang set fra Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hvinand, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hvinand, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvinænderne kommer som de sidste, nogle gange først når det er næsten helt mørkt…

Den østlige trækvej (Kortnæbbede Gæs i Sverige)

I løbet af de efterhånden mange år, jeg har været med til at følge bestanden af Kortnæbbet Gås, har de gang på gang overrasket ved at finde på noget nyt. Nok er gæs i udpræget grad traditionalister, som netop vender tilbage til de samme rastepladser år efter år. Men der må også være en vis procentdel eventyrlystne blandt dem, som fortropper når nye rastepladser – og ligefrem trækveje – bliver fundet. For mange år siden var den gængse opfattelse, at de trak direkte mellem de vestjyske rastepladser og ynglepladserne på Svalbard. Jeg har tidligere berettet om det “nye” rasteområde i Trøndelag i Norge, kendt gennem de seneste godt 20 år – [se indlægget her] – som jeg har besøgt om foråret 2017, -18 og -19. Det er gået stærkt, og nu står langt hovedparten af bestanden deroppe ved Trondheim-fjorden sidste halvdel af april og første halvdel af maj.

Det nyeste er, at en østlig trækvej gennem Finland (om foråret) og Mellemsverige (mest efterår) i løbet af de sidste ca. fem år er vokset frem. Tidligere var Kortnæbbet Gås i Sverige en sjælden fugl. Det begyndte med nogle få blandt de store flokke af Sædgæs ved de traditionelle gåserastepladser, fuglesøerne Kvismaren og Tysslingen nær Örebro i landskabet Närke, og landbrugsområderne omkring søerne. Der foreligger ikke så mange store tællinger, men det var åbenbart ud fra rapporter om halsmærkede gæs, at der måtte være mange hundrede fugle involveret. Fænomenet har været hastigt stigende, og skal nu tælles i tusinder.

Da jeg blev bedt om for Aarhus Universitet at tage derover og gøre en ekstra indsats med halsringsaflæsning den sidste uge af oktober, var jeg ikke sen til at sige ja til tilbuddet. Og det har været interessant igen at opleve den kendte art i nye sammenhænge og nye landskaber. Her følger lidt fotos og indtryk fra turen.

Kortnæbbet Gås, Sædgås m.fl., Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås, Sædgås m.fl., Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det var spektakulært at se de tusindtallige gåseflokke i de flotte landskaber. Jeg nåede op på ialt ca. 3100 Kortnæbbede (2300 overnattende i Tysslingen og 800 i Kvismaren). Sædgæssene gjorde jeg ikke forsøg på at få et samlet overblik over, men der var op til over 5500 i de største flokke jeg så. Og så var der andre gåsearter indblandet, Grågås, Blisgås, Bramgås og Canadagås.

Lyse Kortnæbbet Gås og mørke Sædgås, nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lyse Kortnæbbet Gås og mørke Sædgås, nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås og Sædgås i typisk landskab nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sangsvane, Kortnæbbet Gås og Sædgås i typisk landskab nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås på morgenudflyvning fra Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås på morgenudflyvning fra Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn flyver samme vej som gæssene, Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn flyver samme vej som gæssene, Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Del af en flok på 5650 Sædgæs, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Del af en flok på 5650 Sædgås, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sædgås og Blisgås, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sædgås og Blisgås, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover gæs byder Sverige jo altid på mange andre oplevelser…

Trane, rådyr m.m., Vallersta, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Trane, Rådyr m.m., Vallersta, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg var overrasket over at der stadig rastede mange Traner i landbrugslandet, bl.a. over 1100 i én flok i starten af ugen. Det har været et relativt mildt efterår, men sidste uge af oktober bød på dage med nattefrost og stille højtryksvejr, så jeg går ud fra at en stor del af dem stak sydpå i løbet af ugen…

Elg, Egersta ved Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Elg, Egersta ved Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Kan det blive mere svensk end en Elg med disse omgivelser? Der var i øvrigt mange marker med vinterraps, som jeg ikke så gæssene spise af – men et par unge usky Elge syntes at det var fortrinlig føde… De andre pattedyr på turen, Rådyr og Ræv, er det jo ikke fordi jeg ikke omgås til dagligt herhjemme – der var blot mange flere af dem, og de virkede mindre bange for mennesker end jeg er vant til.

Øjenkontakt med våd Ræv ved Kvismaren, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Øjenkontakt med våd Ræv ved Kvismaren, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Til sidst turens bonus, en Høgeugle som valgte at slå sig ned få km fra hvor jeg boede…

Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Flere fotos fra Sveriges-turen kan ses i galleriet her.

En “rigtig” Rødhalset Gås!

I Lille Vildmose huserer for tiden en smuk Rødhalset Gås, og da jeg i forrige uge var derovre i anden anledning, skulle der da lige kastes et blik på fuglen.

Jeg havde på forhånd egentlig tænkt, at det nok var en af de sædvanlige fugle, der færdes sammen med Bramgæs. Den befandt sig dog i en stor blandet flok, hvor der ganske vist var nogle få Bramgæs, men flokken bestod mest af Sædgæs (Tajgasædgæs, 1090) og Blisgæs (130) – og den Rødhalsede holdt sig mest sammen med de to arter.

Rødhalset Gås, Sædgås og Blisgås, Lille Vildmose, februar 2019. Foto: Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødhalset Gås, Tajgasædgås og Blisgås, Lille Vildmose, februar 2019. Foto: Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu har jeg set mange Rødhalsede Gæs i Danmark (og tidligere skrevet om én af dem her på bloggen: Miss Gås), og jeg har da også mentalt “krydset” arten på min Danmarksliste, men som med så mange andre andefugle, der er populære i fangenskab, har der jo altid været en nagende tvivl – ER det nu en vild fugl?

Det er for så vidt ikke særligt usandsynligt, at en vildfaren Rødhalset Gås i naturen får kontakt med en flok Bramgæs (og mange af dem, der bliver set her i Danmark kan sagtens være vilde og autentiske), men jeg må indrømme, efter selv at have oplevet arten på overvintring i Rumænien, at det giver en god mavefornemmelse at se en fugl i selskab med Blisgæs – i Rumænien og Bulgarien, hvor hovedparten af bestanden overvintrer, er det netop ofte i blandede flokke Rødhalset Gås/Blisgås. Så jeg vil vurdere, at denne fugl er en af de mest oplagte kandidater til at være “rigtig” af de mange jeg har set i DK.

Fuglen i Lille Vildmose bragte altså lige hukommelsen en tur tilbage ad “Memory Lane”, og jeg har i tankerne genoplevet de minderige dage ved Sortehavet, hvor vi – en bande unge knægte – i 1981 længe før murens fald trodsede vinterkulde og et generelt ugæstfrit land med sort pengeveksling, kallunsuppe som det kulinariske lavpunkt osv. – og til gengæld fik ornitologisk forløsning, da drømmene om hundredtallige flokke af små lækre rødbrune gæs materialiserede sig i virkeligheden. Det var en meget speciel oplevelse, ikke mindst fordi det var en virkelig pioner-tur – mig bekendt havde ialfald ingen andre danskere prøvet noget lignende på det tidspunkt.

Det er jo det, sjælde fugle mange gange kan: de leder tankerne hen på oplevelser man har haft med dem på ganske andre breddegrader. De fleste “sjældne” fugle er nemlig ganske almindelige, hvis man bevæger sig hen til deres regelmæssige opholdssteder. Som tidligere fortalt her på bloggen, så kom der efter vores legendariske Rumæniens-tur en artikel ud af det, Lars Abrahamsens Vinterdage ved Donau – i Fugle hæfte 1983-1, side 28-29, med fine illustrationer af Jens Frimer – som jeg kan henvise til, hvis nogen skulle have lyst til at vide mere om de steder, hvor Rødhalset Gås er almindelig. Og iøvrigt så er der jo i dag MASSER af yderligere billeder (og videoer) tilgængelige – prøv bare at google Red-breasted Goose + Romania + Bulgaria! Så vil I bl.a. støde på fotos som dette: [klik her] fra en engelsk fuglerejse-udbyder – ganske enkelt et fantastisk foto!

Hjortespring

Dådyr og gæs, Hannæs, marts 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dådyr og gæs, Hannæs, marts 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På billedet ses et par af de dyregrupper, som i disse år har størst succes i det danske landbrugsland: gæs og hjorte.
Nærmere bestemt nogle af de tusindtallige Bram– og Kortnæbbede Gæs, samt en af flokkene af dådyr på Hannæs.
Hjortene og gæssene har det tilfælles, at de nyder godt af et bugnenede spisekammer i form af især de mange vintergrønne kornmarker – og når vintrene så er grønne som den netop overståede, betyder det tilmed at væksten nærmest ikke stopper på noget tidspunkt.

Mens gæssene jo i overflod er synlige og fylder i landskabet i dagtimerne, så er det normalt mest i dæmring og skumring, at hjortene kommer ud fra gemmestederne i områdets små lunde, hegn og plantager. Men forleden mødte jeg denne flok på ca. 35 individer på flugt henover de åbne marker i fuldt dagslys – så de må være blevet forstyrret på deres dag-rasteplads.

Der er efterhånden gået mere end 5 år, siden den første flok dådyr mere eller mindre bevidst blev sluppet fri på Hannæs, senere suppleret med flere udsætninger fra jagtforeninger både øst og vest for Vejlerne. De fleste af os har vænnet os til denne tredje hjorteart som en del af landskabet, og den instinktive første reaktion med lettere afstandstagen er afløst af accept – på samme måde som der nok heller ikke længere er nogen som sætter spørgsmålstegn ved det rigtige i, at vi skal have krondyr i naturen…

Så man må sige, at rewilding-konceptet så småt er ved at vinde indpas, selv her i Thy… Så nu glæder jeg mig bare til, at vi kommer til at møde elgen – den ville i dén grad pynte i landskabet ved eksempelvis Tovsig – eller Lyngholm/Madsted-området omkring Hvidbjerg Å ved Ove Sø – nå nu løber fantasien vist af med mig…

Iøvrigt har jeg i tidens løb skrevet adskillige indlæg om dådyrene: Tæt på dyrene, De kære dådyr, Dådyrøjne og -ører og Morgenrøde over Skårup Høje.

Nytårsgæs

Kortnæbbede Gæs og Bramgæs, Lynge, december 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbede Gæs og Bramgæs, Lynge, december 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbede Gæs og Bramgæs, Lynge, december 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbede Gæs og Bramgæs, Lynge, december 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der har været både Kortnæbbede Gæs og Bramgæs til stede i Vejlerne siden ankomsten i september/oktober. Det er imidlertid et kendt fænomen, at de fleste gæs forlader Danmark i efterårsmånederne til fordel for jagtfri tilstande i Holland. Så selv om der nok har været flokke på nogle få hundrede gæs til stede, så er der jo ikke tale om store antal…

Men, som det har været tilfælde i andre milde vintre, så er gæssene parat til hurtigt at rykke tilbage til Vestjylland. Man har i mange år talt om “julegæs”, der ofte ankom ved juletid til de jagtfri reservater som Tipperne og Bygholmengen her i Vejlerne, for at vente på jagtfred i det øvrige landskab efter nytår. Det har også været tilfældet i år; i løbet af den sidste uges tid er tallene af både Kortnæbbet Gås og Bramgås steget markant – hvilket man nemt kan forvisse sig om ved at konsultere DOFbasen.

Jeg har ikke præcist overblik over de aktuelle antal i Vejlerne, men sammenlagt drejer det sig om formentlig 20.000 gæs, der lige nu benytter Bygholm Vejle som overnatningsplads, og spreder sig i landskaberne rundt om Vejlerne i dagtimerne. Mange jægere forsøgte idag at udnytte sidste chance for at få en nytårsgås på tasken, men alligevel kunne man mange steder se store gåseflokke lande og fouragere på de vintergrønne marker.

Billederne her er fra Lynge ved middagstid – flere billeder af nytårsgæs kan ses i galleriet (klik her).

Rustand-hybrid ved færgelejet

Rustand-hybrid med Gravænder og Stormmåger, Arup Holm, februar 2009. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rustand-hybrid med Gravænder og Stormmåger, Arup Holm, februar 2009. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg var i embeds medfør på tælling i de Vestlige Vejler idag. Fuglene var ikke så mange, og koncentreret på få steder – da det meste af vandfladerne var tilfrosne – men hold da op, hvor var det et fint vejr at være ude i!

Der var mange af de 6740 Kortnæbbede Gæs som gik rigtigt fint, og jeg fik aflæst mange halsbånd. En små tusind af dem havde overnattet på isen på Tømmerby Fjord, hvorfra de fløj til fouragering på Hannæs. Der var også 1435 Bramgæs og lige så mange Grågæs, men jeg fandt ikke andre “sjove” gæs i flokkene.

Ellers var det mest Lønnerup Fjord, der trak læsset, rent talmæssigt (næsten alle svømmeænderne, bl.a., samt 13 Små Lappedykkere), og på Revlsbuske gik den eneste større flok Sangsvaner, 258 eks.

Jeg hyggede mig med en lille flok Halemejser i Læsvig – en art jeg ikke møder hvert år!

Dagens mest aparte obs. var en Rustand-hybrid, der lå lige ved Feggesund-færgelejet, Arup Holm. Vanen tro blandt en bunke Gravænder

Hilsen fra marsken

Fra den forgangne uge og et par måneder frem har jeg fået arbejde for DMU i Tøndermarsken, på et projekt, som handler om at undersøge samspillet mellem marskens ynglefugle (især Viberne) og prædatorer som ræv og Ravn. Herligt arbejde i et fantastisk landskab – selv om alting er 100% menneskeskabt – og så giver det mig mulighed for at lære et af Danmarks helt store lokaliteter for engfugle at kende på tæt hold. Efter at have registreret ynglefugle på Tipperne, Tangerne og i Vejlerne er Tøndermarsken det sidste af Vestjyllands store lokaliteter for ynglende engfugle, jeg mangler at opleve på denne måde, og det skal blive et spændende forår.

Marsken er jo ikke kun ynglefugle, lige for tiden er der besøg af enorme mængder gæs af stort set alle danske arter – især imponerer Bramgås-flokkene, der kan fylde flere km i længden og bredden!

Bramgæs, Tøndermarsken april 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Bramgæs, Tøndermarsken april 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Bramgæs, Tøndermarsken april 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Bramgæs, Tøndermarsken april 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Bramgæs, Tøndermarsken april 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Bramgæs, Tøndermarsken april 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk

Fra feltstationens dagbog – 11. november 1991

Denne pentadens sidste dag blev benyttet til en FJORDHOLMtax, som det var Terjes tur til. Det var egentlig også idag, at Aruptaxen skulle være gået, men jeg havde fået tilbagefald af influenza, så jeg holdt mig i skindet og blev indendøre. -Bortset fra da jeg kørte Terje til Aggersund, altså… På vejen derned kiggede vi også lidt fugle; igen 7 Bramgæs på Bygholmengen (Vandrefalken var ikke at finde), og på den sydlige del af Thorup Fjordholme, helt op til A11, gik 87 Pibesvaner, fordelt på 70 ad. og 17 juv. Også inde på Sletten kom vi forbi en flok Pibesvaner som blev klikket af; 33 var der i dén flok (med fordelingen 2/3 ad., 1/3 juv.). Og nede i Aggersund nåede jeg at få taxens fedeste fugl med, en Vandrefalk som “dumpede” lige ned i en flok på 300 Sjaggere meget tæt på! Det var en han, vistnok en ad./subad. og altså en anden end dén der “manglede” på BygEngen. Sådan en han er utrolig kompakt og temmelig Dværgfalke-agtig…

Vandstanden var (jo) stadig høj, selvom den var faldet til +50, så det blev igen en digetax. Men sådan én kan jo også godt være temmelig fuglerig, viste det sig sidste gang. Der var dog knapt så meget at kigge på for Terje idag, bl.a. var der ikke så mange Pibeænder i vildtreservatet, kun 630, de fleste på Borreholm. Dérudover så han kun én Pibeand på hele taxen, og det var et skadet/skamskudt eksemplar! Til gengæld var der så kommet nogen flere Gråænder, 410 – også alle i vildtreservatet. Af andre ænder kun 2 Spidsænder og 48 Grav-. Efterhånden er det lidt småt med vadefugle udover Almindelig Ryle, som der stadig myldrede 570 af rundt på engene. Af brokfuglene var der idag kun 294 Viber, 200 Hjejler og 10 Strandhjejler. Men en overraskelse var det at finde 8 Strandskader på Langholm – men det skal åbenbart være reglen med sen-efterår/vinter-obs. efter at vi sidste år udvidede taxen til at omfatte Aggersborg Vildtreservat. Til gengæld kunne han denne gang ikke finde flokken af Stor Regnspove der ellers har stået på Langholm. De typiske Fjordholm-spurvefugle var idag repræsenterede af 3 Skærpibere, 6 Bjerglærker og 15 Bjergirisker (lidt tyndt), og så var der selvfølgelig nogle lidt mere granhegns-tilknyttede arter inde langs diget. Bl.a. fik han 3 Stillitser og 1 Kvækerfinke med, og så havde han også en af de sene Tornirisker. Iøvrigt løb Terje ind i et par byger undervejs. Han blev lidt våd, men han nåede også at blive tør igen. Bortset fra tæerne – han fik SOK da han forsøgte at passere kanalen mellem Langholm og diget bagved!

Ingen ringmærkning i haven idag. Albert syntes nok det blæste for meget – til gengæld holdt han computeren varm, mens vi andre var væk!

En enkelt diverseobs. i midtbogen skal afslutte denne dagsrapport: en musende Fjeldvåge ved Gravene, Bygholm.

Fra feltstationens dagbog – 8. november 1991

KULING fra WEST hele dagen, af og til med en nordlig drejning. Det var ikke lige dét vejr vi havde drømt om til pentadens totaltælling. Men de lover ikke meget bedre vejr de kommende dage, så vi kunne lige så godt få den overstået, så vi også kan holde lidt weekend. Det var Terjes tur til den lange Vestrute, undertegnede tog den knapt så lange Øst.

Det kraftige blæsevejr gjorde det svært at holde teleskoperne stille, især på dæmningerne – desuden har vi nok “glippet” mange fugle, som gemmer sig i vegetationen i den slags wildvejr. Det blev altså en dårlig total med dårlig dækning. Især for ænderne – tallene taler vist for sig selv: Gråand 1515, Krikand 1100, Pibeand 1810, Skeand 7. Langt hovedparten af fuglene befandt sig på Bygholmengen, hvor også 112 Gravænder havde forsamlet sig. Jeg synes det var utroligt svært at få tal på ænderne langt inde på engen p.g.a. teleskoprystelser – der kan sagtens have været mange flere, hundreder! Af de “sjove” dykænder fik vi dennegang 1 Sortand i Lønnerup og 5 Bjergænder – 4 i Glombak, 1 på Bygholm. Gæssene var til stede i følgende antal (for denne artsgruppe har vi nok fået en rimelig dækning, de gemmer sig ikke så let!): Grågås 436, Sædgås 70, heraf for første gang dette efterår en flok ved Glombak, 25, og endelig Bramgås 6 på Bygholmengen – samme antal som Sune havde da han fandt dem første gang den 21. oktober, siden er der set 4 de fleste gange og en enkelt gang 7… Af Gulnæbbede Svaner fandt vi kun få idag. Der var stadig 2 Rørhøns ved Lønnerup, dennegang i Skiveren (sidst i Storåen). Vandrefalken var der igen på Bygholmengen og skabte panik, derudover blev der af rovfugle set få, kun var tallet for Spurvehøg (6) ret stort (nok nogenlunde så stort som det nogensinde bliver her).

Og vadefugle: 19 Strandhjejler (alle VestVejler), 4085 Hjejler (alle pånær 5 VestVejler, de 3000 på Revlsbuske), mens Viberne var langt mere spredt ud i landskabet – ialt blev det til 1771. Hele 45 af dagens 59 Rødben var at finde i Lønnerup – det ser ud til, at vi igen får store vinterforekomster af robusta-Rødben, ligesom sidste år. Der kunne ikke findes nær så mange Almindelige Ryler som på sidste total, kun 555 (170 på Bygholmengen). En del af skylden for dette vil jeg nu tilskrive de føromtalte problemer med at holde optikken i ro, for vandstandsforholdene idag var stort set ligesom sidst – meget høj på fjorden. Men jeg kunne ganske simpelt ikke skelne hvad der foregik inde på Engen…

På spurvefuglefronten skete der ikke så meget, kun var der store flokke af Sjaggere i især de Vestlige Vejler, ialt 1616, heraf de 1100 omkring Arup. En enkelt Misteldrossel blev også set, i Læsvig, og igen Sortkrage på Langvad. Vinterfuglene var repræsenterede af 74 Bjergirisker og 30 Snespurve – alle vestpå.
Ringmærkningen i haven var mager; 2 Musvitter og 1 Fuglekonge.