Okkerfarvet ørken på Fuerteventura

Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det har længe ligget i kortene, at vi (Mie og jeg) på et tidspunkt skulle besøge øen Fuerteventura – en af de Kanariske Øer. Tidligere har vi været på Tenerife, men de østlige ørkenøer Fuerteventura og Lanzarote med deres meget anderledes landskaber og fugle havde en særlig tiltrækning – ikke mindste efter at jeg havde set denne rejserapport fra nogle meget dygtige tyske fotografer… Rapporten (og links til fotografernes hjemmesider med endnu flere lækre fotos) viste, at man godt kan regne med at se nogle af “target”-arterne under fine forhold, der tillader også at få gode fotos med hjem.

Øen er ikke så stor, så de fleste kan fint nå at se det meste på en uge – mange rejserapporter fortæller endda om endnu kortere besøg. Vi havde midt i januar den luksus at have hele 12 tage til rådighed, så vi var der så længe, at vi nåede at få nogle “yndlings-lokaliteter”, som i løbet af opholdet fik mange besøg. Vi havde valgt en indkvartering på den nordlige del af øen inde i landet – væk fra turistmekkaerne ved kysten, og tæt på nogle af de fine ørkenlokaliteter – blot otte kilometer fra den mest kendte lokalitetet Tindaya-sletten, der strækker sig fra byen Tindaya mod nordvest ud mod kysten. Det betød, at vi stort set hver dags morgen eller aften opsøgte dette område – og især aftenlyset var meget smukt, med okkerfarvede, afrundede bjerge som baggrund.

Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-sletten, nuancer af okker, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-steppen, en Kravetrappe krydser vejen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-sletten, en Kravetrappe krydser vejen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En af de fuglearter som bor på denne steppe er Kravetrappe, som i det meste af dens øvrige udbredelsesområde er meget forfulgt og svær at få at se – men her er det helt ligetil. Vi så den på hvert eneste besøg på Tindaya-sletten, op til otte individer. Det handlede blot om at følge grusvejen og så stoppe op og kigge med jævne mellemrum. Ofte var det ikke engang nødvendigt – mange gange dukkede fuglene bare pludselig op helt tæt på vejen, eller de krydsede vejen lige foran bilen…

Kravetrappe, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe han, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe han, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi var der mens parringssæsonen var godt i gang; flere gange så vi meget “spillegale” hanner og én morgen var der nærmest en spilleplads tæt på vejen, hvor en han kurtiserede fire hunner. Når hannerne er i affekt, krænger de fjerkraven op over hovedet og løber som en hovedløs høne forvildet rundt – eller tager nogle meget lange sololøb hen over ørkenen. Det ser helt fjollet ud!

Kravetrappe var en ny art for mig, men jeg havde næsten endnu større forhåbning om at få en anden af ørkenens specialiteter at se; Ørkenløber var en art jeg virkeligt håbede at få et reelt forhold til på denne tur. Jeg har tidligere set den i Egypten, men på meget stor afstand. Jeg blev ikke skuffet, i gennemsnit hver anden gang vi kørte ad vejene nordvest for Tindaya så vi arten, op til seks-otte stykker. Også dén havde den venlighed nogle gange at stille sig helt op ad vejen!

Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ørkenløber er bare raffineret; en “feminin” yndefuld vadefugl med farver perfekt afstemt til omgivelserne, dens bevægelsesmønster er også så fint: med opret holdning når den stopper op, og så tilter den forover med hele kroppen (nødvendigt på grund af de lange ben) når den samler et fødeemne op… Virkeligt en lækker fugl, som det næsten ikke er til at se sig mæt på!

Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Andre smukke ørkenfugle som også var talrige og generelt nemme at “arbejde med” var Sortbuget Sandhøne (sås på ca. hvert andet besøg) og Triel (ca. hvert tredje besøg).

Sortbuget Sandhøne han og hun, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortbuget Sandhøne han og hun, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Triel par, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Triel par, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På Tindaya-sletten kan man også møde Berberhøne, men den er generelt mere knyttet til steder med klippefyldt terræn, såsom i de raviner (“barrancos“) som mange steder løber fra kysten og ind i landet.

Berberhøne, Catalina García, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Berberhøne, Catalina García, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Berberhønsene er noget sværere at komme tæt på end de andre ørkenfugle!

Den allerstørste specialitet blandt fuglene på Fuerteventura er naturligvis den endemiske Fuerteventura Bynkefugl (også kaldet Kanarisk Bynkefugl, men eftersom den kun findes hér, er det vel på sin plads at øens navn indgår i navnet på fuglen)… Den findes udbredt på det meste af øen, men har også en forkærlighed for stenede steder som disse raviner.

Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl hun, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl hun, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fuerteventura Bynkefugls han er ret diskret farvet sammenlignet med eksempelvis Sortstrubet Bynkefugl, men hunnen er decideret farveløs.

Øen er ikke kun ren ørken, i nogle af dalene er der lidt mere vegetation, ja ligefrem palmer, så visse steder giver associationer i retning af oaser…

Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det man ser på disse fotos repræsenterer noget af det mest “frodige” (!), Fuerteventura byder på. Her træffer man lidt andre arter end i ørkenen…

Kanarisk Blåmejse, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kanarisk Blåmejse, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De utroligt kraftigt farvede Kanarisk Blåmejse her er en anden race (degener) end den, som man ser på de vestlige Kanariske Øer.

Hærfugl, La Oliva, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hærfugl, La Oliva, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hærfugl er decideret almindelig og vi så dem mange steder, ofte i par, og de sad og sang rundtomkring. En fugl som altid vækker glæde!

Stor Tornskade, Tindaya, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Tornskade, Tindaya, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stor Tornskade er også meget almindelig og i alle habitater, blot der er de mindste buske eller stendynger den kan sidde og holde udkig fra. Det er her racen koenigi, som er endemisk for de Kanariske Øer.

Ørkendompap, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkendompap, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg var glad for at se Ørkendompap, som var ny art for mig. Desværre lykkedes det ikke at få ordentlige fotos af den – men fin det er den!

Sorthovedet Sanger, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sorthovedet Sanger, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De samme steder som hvor der lever Kanarisk Blåmejse (steder med egentlig trævækst) er der også altid mange Sorthovedet Sanger. Brillesanger derimod er at finde i meget lave buske, også helt ude i åbne ørkenområder.

Brillesanger, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brillesanger, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En art som er udbredt overalt på Fuerteventura er Kanarisk Piber.

Kanarisk Piber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kanarisk Piber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Allestednærværende er også Ravn, her i en udgave (racen tingitanus) som er lidt mindre end vores egen (og med brunlig nakke)…

Ravn, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ravn, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også Musvåge optræder med en speciel lokal form, insularum, som på nogle karakterer er ret Ørkenvåge-agtig.

Musvåge, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Musvåge, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

To andre rovfugle er almindelige: Tårnfalk (racen dacotiae) og Ådselsgrib, og så havde vi en enkelt obs. af en hurtigt forbiflyvende Berberfalk. Til min store overraskelse var dén fugleart som vi så i største flokke (op til 205) Rustand (!). Det er en nylig indvandrer til øen; de fleste så vi ved et stort vand-reservoir, men vi så dem også parvis langt fra vand, inkl. i ørkenen.

Rustand, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rustand, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu får I ikke flere fuglefotos i denne omgang; måske får jeg på et tidspunkt tid til at lægge flere op i mit online fotogalleri.

Vi kigger jo også meget gerne på andet levende end fugle, her var noget af det mest iøjnefaldende det indførte, men charmerende “Berberjordegern“. Efter sigende er det startet med at blot to dyr er sat ud på øen, men de findes nu overalt – hvilket ikke kan undgå at påvirke det øvrige dyreliv på øen (men nok ikke mere end de sindsygt mange geder, som ialfald har meget af skylden for den sparsomme vegetation).

Berberjordegern, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Berberjordegern, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man er af sted om vinteren er det også altid livgivende at træffe lidt insekter – der var selvfølgelig ikke et mylder på denne tørre ø, men dog nogle græshopper og diverse sommerfugle og guldsmede…

Monark, Oasis Park, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Monark, Oasis Park, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Punta Jandia, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Punta Jandia, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sahara Farvevandnymfe par, Puertito Los Molinos, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sahara Farvevandnymfe par, Puertito Los Molinos, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flammelibel han, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flammelibel han, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det varer stadig tre måneder inden det er tid for guldsmede og vandnymfer herhjemme, så det var fint at se fem arter af dem: Stor Kejserguldsmed, Brun Kejserguldsmed, Rødåret Hedelibel, Sahara Farvevandnymfe og Flammelibel (fotos af de to sidstnævnte). Sahara Farvevandnymfe (Ischnura saharenis) er næppe officielt navngivet på dansk, men eftersom den hedder noget med ‘Sahara’ både i det videnskabelige og det engelske navn (Sahara Bluetail) ligger det jo lige for… Der er jo som det fremgår ikke meget vand på ørkenøen Fuerteventura, men til gengæld var det imponerende hvor lidt vand der skulle til, før der var guldsmede eller vandnymfer til stede. Især farvevandnymfen og Flammelibel – mens Brun Kejser kunne dukke op hvor som helst (der er nok tale om indflyvning fra Afrika, der var en dominerende østenvind mens vi var på øen). Jeg var særligt glad for at se Flammelibel, en art som af og til dukker op som en sjælden gæst i Danmark (men som jeg hidtil ikke har været heldig at se). Der er ikke meget på dét dyr, som ikke er rødt. Selv benene er røde!

Hvis nogen ved at læse ovenstående (eller af billederne) er blevet inspireret til en tur til Fuerteventura, står jeg gerne til rådighed med flere tips og gode råd.

Vandrende guldsmed finder til Thy!

Efter at have arbejdet intensivt med guldsmede de seneste par somre, er det efterhånden sjældent at jeg oplever at være i tvivl, når jeg kigger på en guldsmed.

Men igår stod jeg – ved Kokkær Vand nær Tved – pludselig med et par store, blegbrune guldsmede i “tandem”, som jeg ikke lige kunne identificere ved første øjekast.

De havde denne blegbrune (kanel) farve både på kroppen og øjnene, var store som mosaikguldsmede – og virkede faktisk ret kedelige at se på. Jeg var bare mystificeret – hvad kunne det dog være for en art? Det var først da et lysende blåt “midterstykke” ved en bestemt vinkel sprang i øjnene, at jeg var klar over, at jeg stod med noget meget sjældent – en af de sydlige kejserguldsmede, enten Brun Kejserguldsmed eller Lille Kejserguldsmed.

De var meget omkringfarende, blev nærmest blæst omkring i den kraftige vind, men 4-5 gange så jeg dem gå ned ved en lille vig i søen for at lægge æg – stadig sammenkoblede i tandem. Det forvirrede mig lidt, for jeg ved at hos Stor Kejserguldsmed lægger hunnen æg alene (dog ofte med hannen vogtende i nærheden). Jeg havde ingen felthåndbog ved hånden, men jeg ringede til Kent Olsen, lederen af guldsmedeatlas-projektet, som kunne fortælle mig lidt om kendetegnene på Brun og Lille Kejser, og desuden sendte mig en MMS med de to relevante sider i felthåndbogen. Der stod netop fremhævet (både for Lille og Brun) at de lægger æg i tandem, og desuden at det vigtigste kendetegn er øjenfarven, som er klart skinnende grønblå hos Lille. Det var derfor åbenbart, at disse dyr var Brun Kejserguldsmed!

Jeg havde på dette tidspunkt endnu ikke fået billeder af dyrene, men alligevel valgte Kent ud fra min beskrivelse selv at begive sig mod Thy, for Brun Kejserguldsmed var en art, han selv meget gerne ville se i Danmark. Sidste gang de kom hen til vigen for at lægge æg lykkedes det mig at få skudt nogle få skud, fotos som ikke på nogen måde lever op til min sædvanlige standard, men som trods alt dokumenterer iagttagelsen:

Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På dette tidspunkt (ved 15-tiden) måtte jeg tilbage til bilen for at fouragere, da jeg ikke havde fået noget i maven siden morgenmaden. Kent ankom 1½ time senere, så sidst på eftermiddagen opsøgte vi igen søen. Vi var ikke nået mange meter ind på heden, før den første Brun Kejserguldsmed – en hun – viste sig foran os, på insektjagt over heden – alt for hurtig til at det var muligt at få billeder. Fremme ved søen var der en Stor Kejserguldsmed han, som patruljerede over vigen hvor jeg havde haft parret æglæggende – men derudover var der meget lidt aktivitet. Kent smed bukserne og vadede hele søen rundt, mens jeg holdt øje – men ikke overraskende så vi ikke mere til dyrene, normalt kulminerer æglægningen hos de store guldsmede midt på dagen, hvorefter de bruger resten af dagen på fouragering.

Fra hvor vi stod kunne vi se, at der længere vestpå over heden (og mere i læ fra plantagen) drønede nogle større guldsmede rundt, så vi gik i den retning, og havde først en Stor Kejserguldsmed hun, men senere gik ønsket i opfyldelse: en Brun Kejserguldsmed han dukkede op fra lyngen, og cruisede i langsom flugt lavt rundt over den våde klithede. Det var fedt endelig at have den i syne, hvor det var muligt at se detaljer under mindre hektiske omstændigheder. Et par gange kom den så tæt på, at Kent næsten kunne have fanget den i insektnettet, men ialfald fik han fyret nogle skud af, som jeg regner med har resulteret i betydeligt bedre fotos end mine. Da dette dyr var forsvundet bag en lav klitrække, rykkede vi længere frem langs en grøft og lettede efter nogle hundrede meter endnu en Brun Kejserguldsmed, han! Også denne kunne vi følge i nogle minutter på samme måde – jagende i rolig flugt i en meters højde.

Vi var nu oppe på, at der havde indfundet sig mindst tre, og måske helt op til fem Brun Kejserguldsmed ved denne fine lokalitet, og vi var begge meget tilfredse over den vellykkede mission: at (gen)finde dyrene.

Brun Kejserguldsmed er især udbredt i Afrika og Asien i zoner med markant regntid, og visse år kan den spredes over store afstande – det er en af verdens mest kendte vandre-guldsmede, selv til Island er den nået. Der har netop i år været en større nordgående bevægelse i gang siden februar-marts, med store antal i England og landene lige syd for Danmark, og også Sverige og Norge har fået besøg. I sidste uge blev den første så taget i Danmark – et dyr landede i et af ringmærkningsnettene på Blåvand Fuglestation!

Når to dyr kan finde hinanden, parre sig og lægge æg – og det senere viser sig, at der på lokaliteten er yderligere mindst ét dyr – må det betyde, at der også til Thy er nået adskilligt mange Brun Kejserguldsmed på deres vandring nordpå.

Der er tidligere i Danmark én gang, i 1995, fundet larver af Brun Kejserguldsmed på Bornholm – og nu vil der ialfald komme larver i Kokkær Vand – men det er vist den almindelige opfattelse, at larverne ikke vil kunne overleve en dansk vinter. Arten som sådan får derfor ikke så meget ud af “erobringstogtet” – men hvor var det stort at finde sådan en sjældenhed, og hvor var det fedt at Kent også fik den at se. Glæden ved at finde noget sjældent er altid større, når der er nogen man kan dele det med!