“Spoveryle” – og andre lækre unge vadefugle…

Krumnæbbet Ryle, Limfjorden ved Bygholmdæmningen, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>
Krumnæbbet Ryle, Limfjorden ved Bygholmdæmningen, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man ser sådan en ung Krumnæbbet Ryle, forstår man godt, at både svenskerne og englænderne kalder den for “Spoveryle” (henholdsvis Spovsnäppa og Curlew Sandpiper)…  Til gengæld kan det godt undre, at man i vore to nabolande ikke har et selvstændigt ord for den gruppe af vadefugle, vi kalder ryler – hos svenskerne hedder det hele (klirer, ryler osv.) for snäppor, og hos englænderne sandpipers…

Under alle omstændigheder er det en lækker fugl – og det er også alle de andre unge vadefugle, som Vejlerne og vore øvrige kystområder “oversvømmes” med for tiden…

Stenvender, Roshage, Hanstholm, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stenvender, Roshage, Hanstholm, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Præstekrave, Limfjorden ved Bygholmdæmningen, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Præstekrave, Limfjorden ved Bygholmdæmningen, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Ryle og Sandløbere, Limfjorden ved Bygholmdæmningen, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Almindelig Ryle og Sandløbere, Limfjorden ved Bygholmdæmningen, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Kun i Hjejle-flokkene er der stadig dominans af adulte fugle…

Hjejler, Arup Holm, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Hjejler, Arup Holm, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Flere nye fotos af vadefugle i friske ungfugledragter kan ses på mit fotogalleri (klik her) – sammen med et udvalg af andre motiver fra august måned…

Hvide hejrer bonanza med Kohejre!

Haaning hitter igen! – på totaltælling i mandags fandt Henrik Haaning en Kohejre i  Kogleakssøen, som han fortæller om på Pandion i linket her.

Kohejre, Kogleakssøen, august 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kohejre, Kogleakssøen, august 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg befandt mig på pågældende tidspunkt ved frokosttid på Bygholmdæmningen i søgen efter de to Odinshøns, Henrik havde rapporteret tidligere  på morgenen. Så jeg kunne ret hurtigt være på plads i Kogleaks-skjulet, og sammen med Henrik og blot to observatører til nåede jeg  – i det ikke alt for spændende, kølige blæsende vejr – at se hit-hejren. Først stod den og skuttede sig på en af øerne i søen, ret kedeligt at se i kraftigt modlys, men efter et kvarters tid lettede den og fløj over på en kreaturgræsset mark på Kærup Holme – desværre skjult bag en nåletræsplantage. Det var under denne flyvetur at ovenstående uskarpe dogme-doku-foto blev taget.

Senere vendte den meget kortvarigt tilbage til søen, hvor den bl.a. stod på en hegnspæl i nogle få sekunder – denne gang var der lidt mere nydelse i synet. Kohejre er jo såmænd en fin lille hejre, men dens almindelighed i andre dele af verden taget i betragtning er det jo ikke en art, man som sådan går og har et romantisk forhold til… Men det er ALTID sjovt at få sig en ny Vejler-art, og for Henrik da ikke mindst – “findelønnen” når det uventede dukker op i teleskopfeltet er altid stor!

Resten af mandagen og tirsdag med blev fuglen eftersøgt uden held, men onsdag morgen fandt Henrik Læssøe fuglen igen i Kogleakssøen, og denne dag blev den set flere gange i løbet af dagen frem til om aftenen – dog afbrudt af perioder, hvor den skjulte sig. Der blev også taget væsentligt bedre fotos af fuglen end ovenstående. Det forekommer sandsynligt at fuglen stadig er til stede, så mon ikke den vil blive set flere gange i den kommende tid…

Det er så kun anden gang på godt 100 år, at der ses Kohejre i Vejlerne – vi skal helt tilbage til 1903, hvor en fugl blev skudt i Selbjerg Vejle – dengang det første fund i Danmark, i øvrigt. Og det passer så alligevel (måske) ikke helt – for i 1995 kom min datter Pia en gang hjem og fortalte, at hun havde set en hvid fugl stå på ryggen af en hest ved Tømmerby Fjord – så siger alarmklokkerne jo med det samme Kohejre! Den blev eftersøgt uden held – men senere samme år dukkede der en Kohejre op ved Ove Sø i Thy…

Kohejrens opdukken i Vejlerne falder fint i tråd med at stort set alle Sydeuropas hejrearter igennem mange år har haft fremgang, og nu ses flere af dem regelmæssigt på vore breddegrader. Under Kohejrens ophold i Kogleakssøen i mandags fløj der flere gange en Sølvhejre forbi i baggrunden (én af de ca. 10, der huserer i Vejlerne i øjeblikket), og det er ikke mange dage siden at der også var Silkehejre i Pytodde og på Bygholmengen. Det engang eksotiske er ikke længere helt så eksotisk!

Fra feltstationens dagbog – 9. oktober 1998

På den lavvandede Limfjord ud for Bygholmdæmningen fouragerede 8 Knortegæs og de 12 Kanadagæs, der har været her et stykke tid.

Der var igen en Duehøg hun, der rastede i Bos Buske og forskrækkede observatøren, da den brasede ud! Som sædvanligt på totalerne nåede vi 3 Vandrefalke – en ungfugl i Arup Vejle og på Bygholm en ad. han og en ung hun, som på et tidspunkt sås sammen, efter at ungfuglen havde vovet sig for tæt på den gamles territorium i dens jagt på Pibeænder

Fuldmånen bringer igen samling på brokfuglene, dog ikke særligt store Hjejle-tal, men 1955 Viber taltes. Og 99 Strandhjejler på fjorden. Mest bøvlet på Limfjorden var en “helvedes” masse måger der skulle tælles, især 2600 dumme Sølvmåger!

Dagens sjældneste obs. stod Thomas for: en trækkende Bjergvipstjert ved Arupskrænten.

Fra feltstationens dagbog – 8. oktober 1998

Thomas havde praktikant-Lasse med på månedenes Lønnerup-tælling. Der var mange fugle med den extremt lave vandstand, der er efter 14 dage-3 ugers konstante østenvind. Bl.a. taltes 303 Spidsænder, 71 Brushøns, 11 Sortklirer og 2 sene Store Kobbersnepper.

Bagefter var de en tur på Bygholm, hvorfra de især berettede om extrem lavvande på Limjorden – så der bliver noget at arbejde med på totalen, der er planlagt til imorgen…!

Fra feltstationens dagbog – 3. september 1998

Haaning & Varto var rundt og finde fugle – sådan en gang rigtig “div’er-obs.“! De koncentrerede sig især om Læsvig og Lønnerup, hvor der er en dejligt lav vandstand nu, p.g.a. den vedvarende østenvind. Det gav da også pænt med vadefugle, bl.a. 269 Dværgryler (138 i Lønnerup), en enkelt Temmincksryle og 3 Krumnæbbede, samt 271 Dobbeltbekkasiner, heraf de 220 i Lønnerup, hvilket er lidt imponerende! På Limfjorden ud for Bygholmdæmningen er vadefladen gigantisk og ørkenagtig – her gik bl.a. 112 Storspover – de fleste pudsigt nok ude i det “jagttilladte” område

Fra feltstationens dagbog – 21. december 1991

Selvfølgelig ikke verdens bedste totalvejr til 1991’s tredjesidste total, men i det mindste var det superklart, man kunne se fuglene, og kun måske den første times tid blæste det for meget til at man kunne holde optikken helt i ro. Så generelt kan vi kun være tilfredse med denne total, efter alt det “møgvejr” vi har haft her i december. Arbejdsfordelingen var Terje på Vest, han var pakket og klar til at drage af sted på knallert da jeg ankom ved 9-tiden, så jeg valgte at benytte mig af bilen på Øst, da jeg syntes bygeskyerne så truende ud. Det havde nu ikke været nødvendigt, de byger der faldt var få og små…

Med hensyn til vandstand så havde nattens storm presset fjordvandet op på +136, langt fra at udgøre nogen trussel mod hverken Arup- eller Bygholmdæmningen, men nok til at oversvømme fjordlokaliteterne; på Fjordholmene var det kun jægerhytterne og pigtrådshegnene der stak op, og der lå svaner og “snaskede” langt inde på Holmkær. Hovsør Røn var totalt forsvundet.

Jeg starter artsgennemgangen systematisk med Lappedykkerne, Terje fandt 2 af de Toppede i Tømmerby og 1 i Østerild, så det har åbenbart ikke været nok vinter til, at de sejeste af dem helt har forladt os. En Lille Lap. i Lønnerup er mere traditionelt vinteragtigt. Bygholmengen var for en gangs skyld rigtigt god for svømmeænder, ialfald årstiden taget i betragtning, 1540 Gråænder og 2150 Pibeænder fylder trods alt godt i landskabet. De fleste af dem lå i tætte flokke på parcellerne inde på den centrale del af øst-engen. Bygholmengen var så også totalt dominererende i svømmeande-forekomsterne, bortset fra Krikand, som der kun var 90 af her, men 373 i de Vestlige Vejler. 2220 Gråænder og lige så mange Pibeænder (eller rettere lidt flere, 2242) blev totaltallene – pænt nok i december. Men kun 2 Spidsænder kunne vi finde. Taffelænderne i de Østlige Vejler var flyttet fra Glombak til Selbjerg (75), i Vest kun 30 (Østerild). Troldand-tallet som sædvanligt totalt domineret af Østerild, hvor 400 var at finde (alle i Røvhullet!), derudover ialt 58. En enkelt Bjergand i Østerild og én på Bygholmengen, og så var der 4 forskellige Sortænder; en hun i Han (igår var der en han i Han!), 1 i Vesløs/Arup, 1 Østerild og 1 i Lønnerup -der har været markant mange af disse “fejlplacerede” havænder her inde bag klitterne dette efterår. Igen mange Store Skallesmækkere i Tømmerby, 362, og derudover ialt 79 spredt på mange lokaliteter. Også de Små Skal’dyr (ialt 9) var fordelt på adskillige (4) lokaliteter.

60 Grågæs (½-delen vest og ½-delen øst for Hannæs) viser at det endnu ikke er rigtig vinter. 17 Kortnæbbede ved Østerild er forløberne for de tilbagevendende efter jagtstoppet fra nytår, mens Sædgæssene er mere rå og decideret forsøger at overvintre her. Der var 190 Østpå, hvilket er helt normalt, men Vestpå har en masse Sædgæs igen forladt os, sikkert til fordel for de traditionelle lokaliteter længere vestpå i Thy. 102 Pibesvaner er flere end vi har haft længe, de 75 fouragerede på Revlsbuske. 312 Sangsvaner er derimod ikke specielt mange.

Fra afdelingen for onde fugle med krumt næb kan nævnes 2 fouragerende Tårnfalke på Holmkær, hvor de sikkert kunne nyde godt af paniske mus, der forsøgte at undgå oversvømmelserne. Den lidt større falk Vandrebørven så Terje ved Lønnerup, en adult han, som nok kan være samme fugl som Henrik Barsk så netop ved Lønnerup for en lille uge siden. 15 Blå Kærhøge var næsten ligeligt fordelt på Øst og Vest, der var dog en enkelt “i overskud” Øst for Hannæs og her så jeg også to gamle af de Blå, mens der kun var én af disse nydelser til Terje Vestpå. Til gengæld var det ham der havde dagens eneste Fjeldvåge, nemlig dén i Arup.

Ligesom sidst lå Bygholmengens eneste Blishøne og så meget ensom og forladt ud i Glombakkanalen vest for Centralslusen. Jeg kunne kun finde 8 repræsentanter for vadefugleslægten på min del af totalen; 4 Viber og lige så mange Rødben på Bygholmengen, så resten står Vestruten for: 72 Viber – mange! (45 på Revlsbuske), 30 Hjejler Hovsør Indtørring, 3 Strandhjejler på Arupengen ved Dykkerslusen, 61 Rødben Fjord Vest (stod langs kysten ned mod Sennels) og 70 Ryler i Arup.

Også langt de fleste spændende spurvefugle er fra Vest (måske som en konsekvens af at østruten foregik i bil!): 4 Sanglærker “Galtholm” (vejen mellem de to købmænd), en fed flok på 25 Bjerglærker (!) ved Lønnerup, hvor der også var massivt kragefugletræf med bl.a. 180 Alliker og hele 90 Råger, desuden 3 Silkehaler ved Arup og 1 Laplandsværling sammesteds. Sjagger– og Stæreflokkene talte idag 335 og 277, henholdsvis, og en enkelt vinter-Vindrossel fandt Terje også ved Arup. Til sidst at nævne et rådyr fra Holmkær, hvor vi ser dem af og til, men der kan godt gå måneder imellem…

Og så var det jo idag, at Albert afsluttede sit ophold, han blev kørt til den tidlige Københavnerbus i morgenmørket, farvel og tak for denne gang – men mon ikke vi kommer til at se mere til ham?… -han snakker ialfald om at købe/leje et lille hus her i nabolaget, måske, den gode Albert… Endnu en feltstationsmand, der er blevet så forelsket i Vejlernes natur, at han har svært ved at undvære den…

Fra feltstationens dagbog – 10. november 1991

Denne flotte dag blev udnyttet til om formiddagen månedens agerlands-punkttælling, om eftermiddagen pentadens Selbjergtax. Disse aktiviteter stod undertegnede for. Her på hjemmefronten ringmærkede Albert, altimens han sled ved computeren – han er nu ved at inddrage diverse litteraturhenvisninger i sit projekt. Og for at starte med ringmærkningen, så var den igen idag beskeden, 9 fugle røg i nettene – men heraf havde vi i forvejen puttet ring på de 7! De to nye var en Solsort og en Dompap – nr. 14 her fra efteråret! Så helt forgæves var det da ikke.

PUNKTTÆLLINGEN var lige så kedelig som den plejer at være, mågerne var de mest dominerende fugle i landskabet, med 50 Sølvmåger, 518 Storm– og 285 Hættemåger – en hel del dog gengangere. Af kragefugle var der 30 Gråkrager, 41 Alliker og 13 Husskader – også hér en del som blev registreret flere gange. Ellers var Sjaggeren den eneste spurvefugl, som optrådte i flok – ialt fik jeg noteret 213. Og de eneste vandfugle var 20 Viber og 5 (overflyvende) Sangsvaner, så det var ret tyndt… På vejen hjem noterede jeg 6 Skovskader langs A11 gennem Læsvig.

SELBJERGTAXen ville også have været en ret kedelig affære, hvis ikke det havde været for Skægmejserne, som jeg så og hørte omkring en 30 stykker af – taxens talrigste fugl. Denne gang var de meget medgørlige og sad ofte i toppen af rørene helt tæt på. Alle er nu helt udfarvede. Ingen af dem jeg kunne se var ringmærkede. Det er bare typisk, at de er nemme at få at se, når man ikke har kameraet med! Ellers så jeg bl.a. Bygholmengens 45 Sædgæs, som græssede et stykke inde på Krapdiget – jeg fik talt dem præcist, da de fløj op; det er givetvist de samme, der har figureret som 40 på en del tællinger. Derudover var 14 Sangsvaner og 8 Knopsvaner i Læssø de eneste vandfugle jeg så – ikke en eneste and!!… Der var 3 Blå Kærhøge over den nordlige del af Bygholmengen – heraf var de 2 rigtige blå hanner.

Det var Albert, der fragtede mig til Krap, han fortsatte så videre omkring Bygholmdæmningen og op langs Ør. Landkanal, og det passede med, at han var ved Kogleaks da jeg var færdig med taxen. På vejen så han Vandrefalken på Bygholmengen, igen omkring 40 Sangsvaner øst for Ør. Landkanal, og på det sidste stykke igennem BNR fulgtes han med en Stor Tornskade, som først “undslap” ham oppe ved Han – det er ganske sikkert den samme som er set i Han/Kogleaks/Ør. Landkanal-området mange gange efterhånden. De kan jo have ret store territorier på vinteropholdsstederne.

Fra feltstationens dagbog – 30. oktober 1991

Ret tidligt (indenfor en time efter solopgang) blev Terje kørt på pentadens FJORDHOLMtax. Man må sige, at vandstanden indbød til det, den var nede på under -30, og øst for centralslusen var der kæmpemæssige vadeflader. Vejret var derimod knapt så indbydende, men i det mindste kunne han få rygvind på turen. Fugle var der selvfølgelig nok af, og også en pæn ravklump kom med hjem i lommen! Ruten gik over Borreholm dennegang. 715 Pibeænder lå og fouragerede på det lave vand, ellers var det ret småt med ænder, dog 375 Grå-, og så selvfølgelig Gravænderne, som der var 130 af. Mere interessant (det var en subjektiv vurdering!) var selvfølgelig vadefuglene; stadig hele 125 Strandhjejler, mens de andre brokfugle var til stede i mere moderate antal – 360 Viber, 230 Hjejler. Af spove/snepper var der 21 Storspover og 2 Småsnepper. Ryler var der to arter af, først den Almindelige, som der stod større og mindre flokke af hele vejen op, ialt 3030, mange! Den anden art var en sen og meget overraskende Krumnæbbet Ryle! Og stadig også de to sene Hvidklirer, men ikke mange Rødben, kun 4. SÅ var der en hulens bunke kragefugle (-det er der jo for tiden), 465 Gråkrager, 2 Råger og 52 Alliker. De lidt mere spændende (igen subjektivt!) spurvefugle var repræsenterede med 20 Bjerglærker (på Borreholm), 186 Bjergirisker, 300 Sjaggere og en enkelt Lapværling. Ingen Snespurve idag…

Vejen hjem gik selvfølgelig over Bygholmdæmningen, hvor der var Dværgfalk og Vandrefalk på engen (samme individer som igår), og i Pytodde-lagunen lidt supplerende vadefugletal: 8 Strandhjejler, 20 Rødben og 220 Alm. Ryler, samt 120 Pibeænder. For undertegnede, som var chauffør, gik hjemvejen over Thorup Fjordholme, hvor der var kommet lidt flere Pibesvaner, 55, heraf en tredjedel juvenile. Derudover så jeg de 40 Sædgæs, og også en Blå Kærhøg kom i bogen derovrefra.

Albert fik ikke meget ud af dagens haveringmærkning, det blæste vist for meget. Kun en enkelt Vindrossel blev forsynet med ring.

Om aftenen var hele stationen (plus/incl. Bjarne og Mariko) på Mors, nærmere bestemt Karby Kro på den sydlige del af øen, hvor Fugleværnsfonden viste filmen om Agerøs fugle, en verdenspremiere! som de så flot reklamerede med. Ikke færre end mindst 150 mennesker var mødt op, så på den måde kan arrangementet jo betegnes som en succes, men vi syntes ialfald at det var lidt for langt at køre for så lille en film, var vi enige om bagefter. Et 40 minutter langt lysbilledshow om en pensionists liv omkring huset i Vangså gjorde ikke sagen bedre, det var simpelthen for privat.
Derimod var et værtshusbesøg i Thisted at betegne som en større succes, selvom Mariko var noget chokeret over de danske øl- og whisky-priser.

Fra feltstationens dagbog – 21. oktober 1991

Efter en feltmæssig stille weekend var stationens tre fugle-tællere klar til totaltælling, og denne gang var vi heldig med vejret – det var næsten så perfekt som det kunne blive. Kun var den lidt tiltagende vind op ad dagen en smule generende – men ikke noget at snakke om!

Og så er det jo en fornøjelse at kigge på og tælle fugle – og der var mange af dem idag. Sune kunne nyde østruten, Terje tog midt og undertegnede vest, og vi kom hjem med bl.a. følgende i notesbøgerne:

Af Små Lappedykkere lykkedes det dennegang kun at finde 10 – 3 i Ør. Landkanal på Bygholmdæmningen og 7 omkring Lønnerup – 2 i selve Lønnerup Fjord, 3 i Skiveren og 2 i Storåen. Der er stadig 50 Toppede Lappedykkere i Vejlerne, overraskende mange – og ikke mindre overraskende er det at finde 43 af dem i Tømmerby Fjord. Der har i det hele taget været mange Toppede i Tømmerby hele efteråret, men det kan jo være at de snart skrider nu, hvor vi nærmer os frysepunktet om natten!

Så blev der set en Rørdrum flyvende over Han/Lund – der har været en del iagttagelser i dét område den sidste måneds tid, samme fugl?

Ænderne fandtes i pæne antal idag, hvor vandfladerne var nogenlunde stille, i modsætning til sidste total. For Krikanden blev tallet dog ret så moderat, præcis 2800 (selvom der indgår tal på 9 og 4 havner vi alligevel på dette runde tal!). De næsten 1900 var at finde i Arup Vejle, så resten 1000 var spredt på de resterende lokaliteter, med flest Bygholmengen og Selbjerg. 400 i Selbjerg sås kun, fordi en Rørhøg fik dem på vingerne (fra rørkanten). Så var der 4269 Gråænder og 5478 Pibeænder, hvilket jo må siges at være meget pænt! Af Gråænderne befandt de 2710 sig på Bygholmengen, som igen er fyldt med overfladevand inde midt på engen (-men kanalerne er langtfra fyldte), dernæst var Vesløs/Arup største lokalitet med 740. I Arup Vejle lå også spredt ud over vandfladen 2865 Pibeænder, et flot syn! Eneste øvrige lokaliteter af betydning for Pibeand var Limfjorden Øst med 460 og Bygholmengen med 1970. Af de mindre talrige svømmeænder fandt vi 51 Skeænder (32 Bygholm), 47 Spidsænder (23 Selbjerg, og kun 10 i Lønnerup, hvor der sidst var over 100) samt 8 Knarænder – én på Bygholmengen og 7 i Glombak. Det er ikke imponerende mange oktober-Knarænder, vi har fået i år, snarere ynkeligt få!

Der var de sædvanlige store flokke af Taffelænder og Troldænder i de Vestlige Vejler, men da det er en artsgruppe der ikke har min store interesse gider jeg ikke at kommentere tallene! Men jeg vil dog nævne et par større forekomster af Hvinand – 450 i Glombak og 250 i Lønnerup – det er mange inde i Vejlerne i dagtimerne. En enkelt havdykand (eller to) blev det også til, nemlig den sporadisk forekommende Havlit, som Terje så én af i Tømmerby (fløj nordpå efter rast), og senere fandt han én i Han Vejle.

Der opholdt sig idag 553 Grågæs i Vejlerne, mens de Kortnæbbede var væk – næsten da!, kun fandt vi sølle 2 på Bygholmengen og én i Lønnerup (! -ja, Lønnerup – fuglen må være syg!). Nyt er det med 6 Bramgæs på Bygholmengen (-gik 2 og 2, i par, ret langt fra hinanden), og så kom Sædgæssene endelig idag! Jeg fandt 48 på nordvestkanten af Arup Vejle, lige overfor vejen mellem de to købmænd, dér hvor Vandrefalken plejer at sidde – et nyt sted at se Sædgæs, iøvrigt. Én af dem var halsmærket, men jeg kunne ikke læse den på den afstand. Der befandt sig yderligere 26 på engene ved Røde Bro, så ialt 74 i Arup Vejle, og Sune fandt også en flok på 37 på Bygholmengen. Iøvrigt pudsigt at Sædgæssene netop ankom samme dag som vores engelsk/japanske Sædgåse-forsker Mariko Parslow-Otsu, som var med færgen fra Harwich til Esbjerg idag, og dukkede op her til aften. På vejen nåede hun lige at checke Rosvang inden det blev mørkt, og fandt 480 Sædgæs dér. Kun ét halsbånd kunne hun se – [H28], den “afvigende” fugl, der plejer at overvintre her i Thy og ikke i England.

Der var også kommet flere gulnæbbede Svaner – ialt 81 Pibesvaner og 28 Sangs. – og der begynder så småt at dukke ungeflokke op imellem dem. Når vi har set 1000 Pibesvaner begynder vi for alvor at kigge efter halsbånd – vi har fået at vide at der er halsmærket 20 oppe på ynglepladserne, hvilket svarer til en tusindedel af bestanden…

Af Høns så vi 15 Agerhøns, 2 Rørhøns og en helvedes bunke Blishøns – bl.a. 3050 alene i Østerild Fjord, hvor de lå og fouragerede hele vejen op langs østsiden så det var en lyst – man skulle jo ikke tro at der var vandkvalitetsproblemer når man ser sådan noget!…

Af de for tiden mere halvsjældne rovfugle (-jeg gider nemlig ikke nævne alle de almindelige!) kan nævnes 2 Duehøge, én ved Arup og dén på Ør. Landkanal, hele 3 Vandrefalke, alle set af Sune, 2 Fjeldvåger (én Arup Holm, én BNR) samt den Rørhøg, der var ansvarlig for at Terje fik talt 400 Krikænder i Selbjerg. Det er ved at være halvsent for Rørhøg, men netop her i Vejlerne er det jo ikke noget særsyn.

På trods af en stor, flot, cirkelrund (og gul) fuldmåne var brokfugleflokkene ikke imponerende store; for hverken Vibe eller Hjejles vedkommende fandtes flokke som var meget større end 100, og mange stod spredt i agerlandet i småflokke – kun én større forekomst skiller sig ud, 2000 Hjejler på Hovsør Indtørring. I det hele taget ingen imponerende vadefugletal – 10 Strandhjejler, 361 Almindelige Ryler (flest på fjorden, lav vandstand), 48 Brushøns… -Men en enkelt Islandsk Ryle, den sidste vel, på Fjord Øst skal lige nævnes.

Ved Dykkerslusen var jeg heldig at se den blændende blå Isfugl, som Terje indtil nu har haft monopol på.

Også spurvefuglene var i luften idag, bl.a. bemærkedes lidt flere Sjaggere, 242, og 45 Vindrosler blandede sig i flokkene. 35 Bjergirisker sås ved Hovsør. De sorte fugle var repræsenterede af bl.a. 12 Råger i Læsvig, 1 Sortkrage på Fjord Vest (ved Lønnerup) og 2 af samme nord for Tømmerby (traditionelt sted). Ringmærkningen i haven idag gav bl.a. en Munk, nok en af de sidste. Iøvrigt ialt 8 fugle fangede. To Landsvaler kunne glæde dem der så dem, Sune fik en på Bygholmengen, og jeg en over hustagene, da jeg var i Frøstrup. Man kan jo ikke lade være med at tænke på, at der nu nok skal gå ½ år, før man ser disse dejlige fugle igen. Der var en Stor Tornskade på jernbanedæmningen Han/Lund, og så mangler jeg værlingerne: 4 Laplandsværlinger i de Vestlige Vejler, 4 Snespurve (ny efterårsart) på Bygholmengen, og til sidst en DVÆRGVÆRLING, som Sune fandt på Glombakskrænten – endelig lykkedes det ham, han har også gået og snakket meget om den kære lille pusilla. Det var en ungfugl, som oven i købet kunne bestemmes til en han, da den sad og sang, eller ialfald småpludrede. Albert og Terje skyndte sig med det samme derned, men det var ved at blive mørkt, og de fandt den ikke.

Ikke flere fugle for idag, men nævnes skal også lige et par andre dyregrupper: sommerfuglene repræsenteret af en admiral ved Arup, og for pattedyrene et egern ved Tovsig.

Til allersidst lige en enkelt jagtbemærkning: der var 2 jægere ude på spidsen af Hovsør Røn, de havde skudt 2 Gråkrager og en 4-5 Toppede Skalleslugere.