Hvide hejrer bonanza med Kohejre!

Haaning hitter igen! – på totaltælling i mandags fandt Henrik Haaning en Kohejre i  Kogleakssøen, som han fortæller om på Pandion i linket her.

Kohejre, Kogleakssøen, august 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kohejre, Kogleakssøen, august 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg befandt mig på pågældende tidspunkt ved frokosttid på Bygholmdæmningen i søgen efter de to Odinshøns, Henrik havde rapporteret tidligere  på morgenen. Så jeg kunne ret hurtigt være på plads i Kogleaks-skjulet, og sammen med Henrik og blot to observatører til nåede jeg  – i det ikke alt for spændende, kølige blæsende vejr – at se hit-hejren. Først stod den og skuttede sig på en af øerne i søen, ret kedeligt at se i kraftigt modlys, men efter et kvarters tid lettede den og fløj over på en kreaturgræsset mark på Kærup Holme – desværre skjult bag en nåletræsplantage. Det var under denne flyvetur at ovenstående uskarpe dogme-doku-foto blev taget.

Senere vendte den meget kortvarigt tilbage til søen, hvor den bl.a. stod på en hegnspæl i nogle få sekunder – denne gang var der lidt mere nydelse i synet. Kohejre er jo såmænd en fin lille hejre, men dens almindelighed i andre dele af verden taget i betragtning er det jo ikke en art, man som sådan går og har et romantisk forhold til… Men det er ALTID sjovt at få sig en ny Vejler-art, og for Henrik da ikke mindst – “findelønnen” når det uventede dukker op i teleskopfeltet er altid stor!

Resten af mandagen og tirsdag med blev fuglen eftersøgt uden held, men onsdag morgen fandt Henrik Læssøe fuglen igen i Kogleakssøen, og denne dag blev den set flere gange i løbet af dagen frem til om aftenen – dog afbrudt af perioder, hvor den skjulte sig. Der blev også taget væsentligt bedre fotos af fuglen end ovenstående. Det forekommer sandsynligt at fuglen stadig er til stede, så mon ikke den vil blive set flere gange i den kommende tid…

Det er så kun anden gang på godt 100 år, at der ses Kohejre i Vejlerne – vi skal helt tilbage til 1903, hvor en fugl blev skudt i Selbjerg Vejle – dengang det første fund i Danmark, i øvrigt. Og det passer så alligevel (måske) ikke helt – for i 1995 kom min datter Pia en gang hjem og fortalte, at hun havde set en hvid fugl stå på ryggen af en hest ved Tømmerby Fjord – så siger alarmklokkerne jo med det samme Kohejre! Den blev eftersøgt uden held – men senere samme år dukkede der en Kohejre op ved Ove Sø i Thy…

Kohejrens opdukken i Vejlerne falder fint i tråd med at stort set alle Sydeuropas hejrearter igennem mange år har haft fremgang, og nu ses flere af dem regelmæssigt på vore breddegrader. Under Kohejrens ophold i Kogleakssøen i mandags fløj der flere gange en Sølvhejre forbi i baggrunden (én af de ca. 10, der huserer i Vejlerne i øjeblikket), og det er ikke mange dage siden at der også var Silkehejre i Pytodde og på Bygholmengen. Det engang eksotiske er ikke længere helt så eksotisk!

Influx af Sølvhejrer m.m.

Sølvhejrer, Skestorke og Fiskehejre, Kogleaskssøen, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejrer, Skestorke og Fiskehejre, Kogleakssøen, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejre, Pytodde, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejre, Pytodde, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Lørdagens fantastiske indian summer med grill og bål på plænen til sent blev efterfulgt af en tidlig søndag morgen, som vejrmæssigt også var rigtig fin (og meget bedre end DMI’s forudsigelser!), hvor hele Bygholm Vejle fra nord til syd blev checket fra Østre Landkanal-siden.

Det første syn som mødte os var – som Rolf C. ville udtrykke det! – en kæmpeflok af Sølvhejrer i Kogleakssøen, hele 6 styks, som fouragerede på det efterhånden meget lave vand sammen med Skestorke og Fiskehejrer. Det er den største flok af denne art, som til dato er set i Vejlerne (-og Nordjylland?)…

Ned langs Bygholm Nord var det planen at følge udflyvningen af de overnattende Traner, og det lykkedes meget godt; i større og mindre flokke taltes 175 fugle, som alle trak ud på fouragering på Thorup Fjordholme – eller ialfald i en østlig retning. Det er ikke rekord, men et stort tal – og flere end der maksimalt blev talt sidste efterår.

En gammel Havørn – en af de mindst 5-6 fugle, der huserer i Vejlerne og Hjardemål Klit-området for tiden – skabte ravage blandt Bygholm Nords rastende fugle. Et par unge Vandrefalke gav også lidt dramatik, men mest fordi de gjorde talrige udfald imod hinanden i luften.

Da vi nåede Krapdiget lettede på kort afstand en fed ung, ond Duehøg – en art som er blevet alt for sjælden, selve indbegrebet af power!

Endnu en Sølvhejre var kortvarigt oppe at flyve over Selbjerg Vejle (langs Selbjergdiget), i området hvor Sølvhejrerne de seneste år ofte har holdt til – måske den samme jeg så første gang for tre uger siden.

I Øst- og Midtsøerne ved Bygholmdæmningen var der godt med vadefugle, inkl. flere unge Krumnæbbede Ryler og Dværgryler, og sidstnævne sted også en ung kobberfarvet og kortnæbbet Islandsk Stor Kobbersneppe.

Der er jo ikke ellers mange vandfugle på Bygholmengen i disse steppeklima-tider, men alligevel sad en gammel Vandrefalk i baggrunden og skulede. Og én til af slagsen fandt vi på Pytodde, hvor dagens sidste – ottende! – Sølvhejre også dukkede op – den fløj senere mod Glombak eller Bygholm Vejle.

Det var en overraskelse at finde så mange Sølvhejrer idag, men det falder jo i tråd med, at arten de seneste år er blevet mere og mere almindelig. Vi har én gang tidligere i Vejlerne, den 9. november 2009, registreret et samlet tal på 8 eller 9 Sølvhejrer – som tidligere fortalt – men dengang var største antal set på én gang 5 eksemplarer. September har ofte været den bedste måned, og det skulle ikke undre mig, at vi i år kommer til at opleve endnu større tal af denne fremadstormende art, der giver sydlige og eksotiske associationer…

Terrorregime

Havørn og svømmeænder, Bygholmengen, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn og svømmeænder, Bygholmengen, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne og Kortnæbbede Gæs, Bygholmengen, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne og Kortnæbbede Gæs, Bygholmengen, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn og svømmeænder, Bygholmengen, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn og svømmeænder, Bygholmengen, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn med Tømmerby kirke i baggrunden, Bygholmengen, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn med Tømmerby kirke i baggrunden, Bygholmengen, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når ørnens silhouet viser sig over Bygholmengen, skaber det frygt og panik hos tusinder af vandfugle.

Nogle gange har man indtrykket af, at ørnene flyver en runde blot for at nyde den effekt, de har på de andre fugle, bruset af vinger når de letter…

For tiden er der ialfald mindst tre Havørne, der udøver deres regime på engen – to yngre fugle og en adult. Der er således rige muligheder for at opleve synet af flokke af svømmeænder og gæs, der får den daglige motion, når de prøver at undgå at blive udset som bytte af en af ørnene.

Når ørnene jager for alvor, sker det ofte at de jager i team – jeg har flere gange set to fugle jage sammen, hver gang den gamle sammen med en af de immature.

Jeg har ikke selv oplevet at komme så tæt på fuglene, at jeg ville kunne se eventuelle ringe på benene, og aflæse dem. Men jeg har modtaget rapporter om, at begge de yngre fugle er ringmærket – den ene med blå farveringe og den anden med en rød og en gul farvering. Inskriptionerne på farveringene er vist ikke aflæst med sikkerhed, men det er værd at være opmærksom på, hvis man får en chance med fuglene tæt nok på til aflæsning… Det ville være interessant at vide, hvor “Vejlernes” Havørne er klækket!

Når falke flokkes

-ved fangefolden…

Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når det har regnet og mudderet ved fangefolden på Bygholmengen er godt blødt op, er det et sted, som virker tiltrækkende på diverse vadefugle, vipstjerter, pibere osv. Jeg holder meget af at holde ved lågen, drikke en kop kaffe og se, hvad der er blevet lokket til – som f.eks. denne morgen i august sidste år. Jeg mindes også med nostalgi en majdag for nogle år siden, hvor vi stod en flok i regnvejr og iagttog en Prærieløber på dette sted…

Jeg gjorde også holdt ved fangefolden i dag undervejs på en totaltælling af de Østlige Vejler.

Der var nogle hyggelige Dobbeltbekkasiner, lidt Store Præstekraver, en enkelt Almindelig Ryle, Gule og Hvide Vipstjerter, samt et par Krikænder, som snadrede i mudderet. I baggrunden sad en Vandrefalk og flænsede i et bytte. Nå, det var jo ikke det helt vilde, og da kaffen var drukket, var jeg ved at gøre klar til at tage videre.

Men jeg blev opholdt, da jeg blev opmærksom på et gennemtrængende skrigeri lige i nærheden. Det lød som falke, og det var falke – nærmere bestemt Vandrefalke. Først var der bare et par, og det virkede som sådan nogle territorial-stridigheder, man en gang imellem ser. Men snart dukkede en tredje fugl op, og så en fjerde – og alle fire fugle var vildt optagede af hinanden, der var stor ståhej og megen flyven rundt under højlydt skrigen, de gjorde udfald på skrømt efter hinanden, jagede i “hælene” på hinanden osv…

Det er svært at fotografere hurtige Vandrefalke i flugt, ikke mindst når man sidder inde i en bil og ikke ønsker at stå ud for ikke at gøre fuglene vagtsomme – så det lykkedes mig ikke at få fotos med mere end to fugle. Men adskillige gange jagede tre fugle rundt efter hinanden, og flere gange var alle fire fugle i luften i samme kikkertfelt.

Forestillingen varede et pænt stykke tid, måske 10 minutter, og flere gange kom to eller tre af fuglene lige hen over hovedet på mig – på tre-fire meters afstand. Jeg er sikker på, at de ikke registrerede mig som en trussel – de var kun optaget af deres indbyrdes sociale interageren.

På et tidspunkt slog én af fuglene den ene af Krikænderne lige foran mig – men den slap den med det samme igen. Bagefter så Krikanden temmelig rystet ud, og den fløj ikke videre, så den var sikkert blevet skadet…

Krikand, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krikand, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vandrefalkene var to gamle og to unge, og i betragtning af så meget socialt, de havde for med hinanden, kan jeg ikke lade være med at få den tanke, at det kunne dreje sig om det “lokale” ynglepar, hvorom der vist ikke foreligger anden officiel viden, end at der har ynglet et par et sted ved Limfjorden i år…

Det er første gang jeg har set, hvad der forekom at være en familie af Vandrefalke – og det var ganske underholdende!

Naturens orden i praksis

Stære, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stære, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stære, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stære, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Spurvehøg med Stær, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Spurvehøg med Stær, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En ubekymret fouragerende Stæreflok.

Pludselig panik.

Spurvehøg.

(Ikke fordi jeg nyder at være vidner til fugles død – jeg er så blød, at jeg faktisk har ondt af offeret – men det drama en Spurvehøg er i stand til at skabe, gør nu altid indtryk – ikke mindst når det som her foregår lige for næsen af én…)

Atlingand

 

Atlingand, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Atlingand, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Atlingand, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Atlingand, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Atlingand, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Atlingand, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En han og to forskellige hunner af Atlingand fra i morges. Det er nogle af Bygholmengens ynglefugle – den ene hun havde helt sikkert en rede, var meget lusket.

Og hannerne er brogede nu, er ved at skifte til den såkaldte eclipsedragt

Gæster fra Tyskland og Frankrig

Skestorke, Bygholmengen, maj 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Bygholmengen, maj 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter at have fourageret meget aktivt i et stykke tid – på hundestejler, så det ud til – søgte de fleste af en flok på 16 Skestorke i går eftermiddags op på en af Bygholmengens langstrakte øer, ganske tæt på dæmningen. Så blev det muligt, på trods af ret heftigt varmeflimmer, at få aflæst et par af fuglene, der var forsynet med nogle meget iøjnefaldende farveringe.

Den ene havde én lang hvidgul ring med fire bogstaver, AALP. Den anden var en kombination af 6 ringe, hvoraf den øverste på højre ben var udformet som et flag, så det springer ekstra meget i øjnene.

Man kan mene om farveringmærkning hvad man vil, og rent æstetisk er det ialfald ikke ligefrem nogen nydelse – især ikke på en elegant fugl som Skestork. MEN det er eddermame effektivt, ikke mindst når man som i skestorkeprogrammet har en fast informationskanal, som svarer på alle forespørgsler ekspedit, så observatørerne i den grad anspores til at gå ud og få lavet nogle aflæsninger.

Jeg sendte aflæsningerne i aftes til hollandske Otto Overdijk, som på 30. år (!!) er ansvarlig for Skestorke-ringmærkningerne. Og her til morgen da computeren blev åbnet, var der allerede svar! Dét kalder jeg service!

De to fugle er fra henholdsvis Frankrig og Tyskland, og for den tyske fugl – den med de mange ringe – har jeg fået hele livshistorien. For den franske modtager jeg en rapport fra Otto, så snart han har detaljerne. Den tyske fugl er klækket i Niedersachsen i 2009, 404 km fra Bygholmengen. Den er aflæst mange gange, især i vinterhalvåret i Frankrig, og sidste år tilbragte den sommeren i Schleswig-Holstein. Aflæsningen på Bygholmengen er den første i Danmark.

Det ser altså ud til, at de danske Skestorke bliver ved med at “trække” fugle, som er klækket syd for Danmark, med herop. Desværre ser det ikke ud til, at vi får ynglende Skestork i Vejlerne i år, selv om der har stået over 20 fugle på Melsig på et tidspunkt – egentlig underligt, når nu de havde succes sidste år.

Flokken på Bygholmengen består nok udelukkende af ikke-ynglende individer, selv om der er flere tilsyneladende helt udfarvede fugle imellem. To af dem var meget forelskede og “nussede” og fjerplejede hinanden…

Opdatering 10. maj: Jeg har nu modtaget information på den franske fugl, der er mærket som redeunge i Camargue i Sydfrankrig, også i 2009. Den har aldrig tidligere været aflæst uden for Frankrig, men er altså nu fløjet 1550 km fra redestedet og har blandet sig med fugle fra andre oprindelsessteder. Som Otto Overdijk skriver i en kommentar til observationen: “…again a proof that birds live in metapopulation“.

Om Vandrefalkes udholdenhed. Drama over Limfjorden.

Under vandprøvetagning i Limfjorden ved Bygholmdæmningen igår blev jeg opmærksom på en ung Vandrefalk, der fløj rundt med store “armbevægelser” ude over fjorden.

Det viste sig, at den var på jagt. Offeret var en Lille Kobbersneppe, der med mange kast til siden gang på gang undveg, når falken kastede sig efter den i imponerede dyk og “hvem-flyver-hurtigst-jagter” lavt over vandoverfladen.

Da der var gået et par minutter, uden at Vandrefalken havde haft held til at slå kløerne i Kobbersneppen, kiggede jeg på uret, for jeg var interesseret i at se, hvor længe jagten ville vare.

Det er min erfaring med Vandrefalke, at hvis jagten ikke lykkes i løbet af få minutter, opgiver falken og lader byttet undslippe.

Men her blev det blot ved og ved. Nogle gange fløj Kobbersneppen højt op i luften for at undslippe, men hele tiden havde den falken i hælene, og hele tiden prøvede falken at komme højere op end sneppen, for at kunne få fart på dykkene, når den slog efter sit udsete bytte. Andre gange var den efterhånden paniske (må man formode) Kobbersneppe helt nede over fjorden, og undslip kun ved at kaste sig i 90 grader bratte ryk ud til siden i sidste splitsekund. Hjertet må have siddet oppe i halsen på den stakkels sneppe…

Men falkejagter er jo altid underholdende at kigge på. Det var denne også; men efterhånden begyndte jeg dog at tænke, at nu måtte de godt snart finde ud af, hvem der var den mest udholdende – jeg skulle jo også videre, og ville gerne nå resten af min tælling inden den annoncerede regn begyndte…

Jeg var ikke så forundret over den Lille Kobbersneppes udholdenhed – her taler vi trods alt om en art, der er kendt for nogle meget lange trækruter, og faktisk er noteret for de længste non-stop flyvninger af alle.

Men det overraskede mig, at Vandrefalken viste sådan en sejhed! Hver gang den havde misset målet, måtte den igen kæmpe sig op til en ny fordelagtig udgangsposition for et nyt angreb. Og Kobbersneppen fløj altså ikke langsomt! Mange gange troede jeg, at NU måtte falken give op, fordi sneppen var nået for langt væk fra den, men hver gang satte den efter med fornyet determination og acceleration.

Det hele udspillede sig over et enormt stort område, nogle gange var fuglene få hundrede meter fra mig, andre gange flere kilometer væk. (Jeg ville godt have haft en laserkikkert ved hånden, det havde været interessant at dokumentere, over hvor stort et område sådan en jagt finder sted)… Kobbersneppen prøvede på intet tidspunkt at søge ind mod land, snarere var det nok den, der forsøgte at undslippe ved at søge længere ud over fjorden.

Men ENDELIG, efter 25 (FEMOGTYVE!) minutter, endte et angreb med, at den Lille Kobbersneppe med et stort plask røg i fjorden – langt ude på dybt vand. Herefter hang Vandrefalken over byttet, og forsøgte gentagne gange at få sneppen til at lette, hvorefter den givetvist med lethed ville have slået kløerne i den.

Denne musen over nedslagsstedet fulgte jeg i yderligere et par minutter. NU måtte Vandrefalken altså være meget træt og syret til i musklerne – men den blev ihærdigt ved, nu var målet jo også så nært.

Til sidst blev det mig, der mistede tålmodigheden og fortsatte på min tælling. Næsten ti minutter senere nåede jeg hen til Midtsøen, hvor jeg til min store forundring så Vandrefalken komme ind ude fra fjorden med den Lille Kobbersneppe i fangerne. Den kunne knapt slæbe den over dæmningen, og jeg tror at den er landet lige på den anden side af det sekundære dige inde på Bygholmengen – desværre lykkedes det mig ikke at finde stedet.

Men hvilken imponerende udholdenhed! Hvis ikke jeg havde respekt for Vandrefalke i forvejen, har jeg det ialfald nu… Blandet med, at jeg syntes det er synd for den Lille Kobbersneppe, der så ihærdigt kæmpede for sit liv…