Fra feltstationens dagbog – 26. marts 1991

Sidste dag i pentaden, og der manglede at blive fyret et par taxer af – så dem tog vi lige, fra morgenstunden – undertegnede blev kørt på Fjordholmene, og Terje tog på Arup.

På vejen konstaterede vi, at vandet nu fosser ud fra Bygholmengen, så det er ved at være nu, at der skal sættes stopklodser i! Vandstanden på Limfjorden var nede på -20-22 cm, så der var kilometervis af vade, og vandfladen på Limfjorden lå spejlblank – så det var en ren fornøjelsestur, én af de flotteste FJORDHOLMtaxer jeg kan huske. Turen over Borreholm var dog lidt af en blandet fornøjelse, da (minimum) 700 Stormmåger skrigende beklagede sig over min tilstedeværelse. Det bliver som at løbe spidsrod, når vi når lidt længere hen i ynglecyklus, og der måske er 3000 vrede skrigehalse om ørerne på én! Andre (formentlig) ynglefugle allerede på plads var 55 Klyder omkring panden midt på Borreholm. Også mens jeg gik på Borreholm gjorde jeg en anden interessant obs.: i 10 minutter til et kvarter var der en flok på 16 Skarver, som kredsede og kredsede over Fiskehejrekolonien. Så hvem ved, måske bliver det alligevel ikke på Melsig, at vi får Vejlerområdets første yngleforsøg af denne ekspanderende art. For at vi får det en dag er der vist ingen tvivl om?!!!

Men ellers var det jo mest vadefuglene det handlede om, selvom jeg tror jeg ”missede” mange på grund af den kilometerbrede vade. Jeg fik dog selvfølgelig styr på Regnspoverne, som der var 72 af, og sammen med dem 2 Små Kobbersnepper, som er de første vi ser i år. Klyder var der ialt 111 af, men ”småvaderne” kneb det mere med at få reelle tal på – faktisk fandt jeg kun 90 Almindelige Ryler og 22 Store Præstekraver, hvilket jeg tror er alt for få. Meget talrige var specielt to arter: Pibeand med ialt 3030 (270 i vildtreservatet, 1700 på strækningen op til lagunen ved Ullerup Langholm, resten – 1060 – på strækningen op mod dæmningen, talt af Terje), plus 80 på Fjord Øst vest for centralslusen, og Hættemåge med 3210 jævnt fordelt.

Usædvanligt for en Fjordholmtax var det med hele 1030 Kortnæbbede Gæs – 220 græssende nordligst, og 810, som stadig stod og rastede efter overnatning på vaden i lagunen, da jeg kom sydfra – der var gåselort i tusinder, da de var fløjet. Imellem dem en enkelt Blisgås. Terje talte 150 Kortnæb. ved Glombak, og på et tidspunkt stod hele 1150 sammen på Bygholmengen. Andre gode supplerende Terje-tal fra Engen er 98 Klyder og 140 Storspover – så vi kommer op på et par pæne tal for de arter!

Afslutningsvis skal nævnes, at jeg fandt et par små søde ravklumper, og så årets første levende humlebi på min tax.

Endnu en Terje-obs. fra Bygholmengen skal med, nemlig en ny årsart, i form af en Sortklire – en af de tidlige.

ARUPtaxen var ikke specielt fuglerig, men dog med flere spændende indslag – bl.a. en Duehøg, som en afveksling fra den evindelige Vandrefalk (-der var selvfølgelig Vandrefugl på Bygholmengen). Fjeldvågen på sin plads i sydøsthjørnet. De Kortnæbbede og Sædgæssene blev talt, og dem var der henholdsvis 151 og 188 af. 4 Bramgæs blandede sig, den ene af dem et individ med lyst hoved, som vistnok er set før. Der var 45 Brushans på engene, men ellers kun få vadefugle, måske pga. forstyrrelser – både fiskere i Arup og en mand med hund i Læsvig – og så denne infame GASKANON, som det åbenbart nu er sæson for. Den er træls! Men selvom vadefugletallene er relativt små, skal de nu alligevel nævnes: Klyde 11 (i Sydøsthjørnet), Stor Regnspove 17, Stor Kobbersneppe 4, Vibe ca. 300, Hjejle 25, Dobbeltbekkasin 5 og Almindelig Ryle 10. Andetallene heller ikke imponerende, men bl.a. 191 Krik’er i Læsvig.

Dagens aktiviteter var ikke afsluttet med de to tax’er – igen til aften var vi aktive; Terje tog i hochstanden og jeg på Revlen, begge lidt tilskyndede af, at vejret lignede noget som ville stilne af til aften – men tværtimod virkede det nærmest som om det blæste lidt op. Så lytte-obs.’ene blev ikke så mange og gode som håbet – vi fik styr på lidt Rørdrummer, bl.a. 2 nye her i Selbjerg, men alt der kom sydfra var umuligt pga. vinden – således hørte jeg ikke en eneste fra Selbjerg Sydvest! De Gråstrubedes skrig fra ”Revle-søen” gik nu klart og tydeligt igennem, og ligeledes nogle tætte Vandrikser – både med gyp og grisehyl. Og så kunne et par spille-bekkasiner kortlægges – én på Skårup Odde og én her nedenfor Lynge. Men hochstand-turen var selvfølgelig lige så meget for at få styr på de indtrækkende dykænder, og det lykkedes da også ganske godt – det blev til 1600 Toppede Skaller og 1100 Hvinænder. På vej derud blev Terje og et par Tårnfalke overraskede over at møde hinanden i Krapkrattet, og så kom han også hjem (Terje) med årets første præderede Gråande-æggeskal fra diget.

Ikke flere obs. herfra idag, men lidt ude fra den store verden: vi fik besøg af Ejlif, som havde set en Ravn ved Bulbjerg (og nogle idiotiske ”bjergbestigere”!). Dét er jo ikke hverdagskost (-altså Ravnen, mener jeg)!

Og så blev vi ”invaderet” af en flok Københavnere, Rolf & Co., som satte deres (larmende) præg på stedet – de fylder godt i landskabet, sådan nogle knægte! Den ene af dem var iøvrigt Sebastian Klein, berømte Jesper & Lykkes søn, som jeg en gang for adskillige år siden havde på besøg på Tipperne – dengang var han bare en bette purk, nu er han en stor lømmel! De havde, efter Rødhalsgåsen, selvfølgelig lige scoret endnu et hit, en Jagtfalk ved Plet Enge/Harboøre Tange.

Fra feltstationens dagbog – 25. marts 1991

Perfekt vejr – både på Tipperne, hvor stationens observatører befandt sig det meste af dagen, og her i æ’ Vejler, hvor Bjarne og Frimer residerede. Det startede med en helt stille, diset morgen, rimfrost i græsset – og så stod den store orange sol op og fik gradvist mere magt, og disen og rimfrosten måtte vige for en smuk dag. Midt på dagen mærkedes en svag brise fra en eller anden nordlig retning, men igen til aften blev det helt vindstille. Natten blev kold – måneklar og lys, med en godt halvfuld måne.

Det var jo på en måde ærgerligt, at en vejrmæssigt så sjælden og perfekt dag skulle bruges på et møde, men det var altså idag, at det ”hurtigtarbejdende ynglefugleudvalg” nedsat på observatørmødet i december skulle samles. Men i det mindste fik Terje og undertegnede da en tur til Tipperne ud af det, og vi fik også nydt nogle timers fin morgenstemning omkring krattet, inden det gik løs omkring spisebordet. Det var desværre ikke en af de store småfuglemorgener, men der var mange fugle på vandfladerne, og lyde og snak fra bl.a. en masse Hættemåger og Bram-, Knorte– og Kortnæbsgæs, samt begyndende liv på engene med Viber og Kobbersnepper. Den nærmeste Dobbeltbekkasin på Storetipper brægede og tikkede, og Drummerne kunne høres fra Værnet og Nymindestrømmen. Og da solen begyndte at varme kom hugormene frem af deres skjul – så alt i alt var det en rigtig nostalgisk Tipperstemnings-morgen for undertegnede…

Mødet drejede sig mest om ned- og omprioriteringer af Tippernes arbejdsprogram i den arbejdsmæssigt mest spidsbelastede periode, 20. maj – 5. juni. For Vejlernes vedkommende snakkede vi noget om det formålstjenlige i at kortlægge Grågåse”par” og Gråænder – men så længe der ikke er bedre alternativer, fortsætter vi med den gængse metode.

Terje og jeg forlod Tipperhalvøen ved 16-tiden, og lagde selvfølgelig vores vej op forbi de gode gåselokaliteter langs kysten. Først Vest Stadil Fjord med imponerende 10-12.000 (mindst) Kortnæbbede og islæt af Bram-, Blis-, Sne– og Kanadagæs, og så Bøvling Klit og Nissum Fjord, hvor der også var mange Kortnæbbede – og imellem dem en lille nuttet RØDHALSET GÅS, som vi var så heldige at få serveret på et sølvfad. Vi kunne nyde den i den sidste times fine aftenmedlys på ret kort afstand (engene er jo ikke ret brede), altimens 3-4000 Storspover og 10.000’er af måger i baggrunden gik til overnatning i fjorden – jo det var en fin aften! Og så var vi i selskab med en masse hyggelige mennesker, bl.a. hr. og fru Læssø, Palle & Erik fra Skagen, Gorm Wæhrens, Rolf & slænget fra København, Alex Bühring m.fl. Nogle af dem havde brugt en 5-6 dage på at lede efter den lille sjældne ting, men vi droppede bare forbi og så var den der – SÅDAN!! Det var fedt – men jeg er nu glad for at jeg også har set den hvor den rigtigt hører hjemme – ved Donaudeltaet i Rumænien, i 100-vis…

Herhjemme kunne Frimer & Bjarne jo selvfølgelig ikke holde sig inde i det smukke vejr, og deres færden i landskabet resulterede bl.a. i obs. af årets første sommerfugl, selvfølgelig en nældens takvinge, ved Lund. -Den kom dén dag hvor temperaturen første gang nåede over 10 grader. En anden fænologisk nyhed er blomstrende følfod ved Tømmerby. På Bygholmengen sås 1200 Kortnæbbede Gæs og 900 Hjejler, og så havde Frimer en Vandrefalk, som lavede overraskelsesangreb på de stakkels potentielle byttefugle ved at stige højt op (og forsvinde) imod solen, hvorefter den med lyset i ryggen (og derfor usynlig) drønede ned og lavede panik. Den ramte ét eller andet, men tabte det igen ned i rørene, og måtte opgive at få fat på det.

Fra feltstationens dagbog – 15. marts 1991

Ja, vi måtte jo til det, selvom det fra morgenstunden ikke så for lovende ud. Vi satte vores lid til meteorologernes løfter om opklaring, som heldigvis viste sig at holde stik, og vi gennemførte en udmærket total på den helt klart bedste vejrdag, vi har haft i denne pentade. Der var lidt problemer med sigten i Lønnerup, Østerild, Læsvig og på vestsiden af Tømmerby, til sidst også fordi det var ved at blive mørkt, men min fornemmelse er, at det kun var få fugle vestmanden (undertegnede) gik glip af. Der var få fugle i Lønnerup (høj vandstand) og i Læsvig (forstyrrelse). Østmanden Terje havde som han kalder det ”perfekt vejr” bortset fra da han løb ind i en havgus-mur i nordenden af Lund.

Jeg havde bilen på vest, måske ikke helt retfærdiggjort af vejromstændighederne, men mest fordi jeg kom så sent af sted. Det blev da også en stresset optælling pga. de mange fugle og fordi jeg blev en halv time forsinket, da jeg kom til at låse nøglerne inde i bilen! DUMT!

Men nu til fuglene, som der bare er mange af. Alt for mange! Vi begynder med Toppet Lappedykker, som der var 5 af på vandfladerne i de Østlige Vejler. Svømmeandetallene var egentlig ikke imponerende; kun et stort tal af Pibeænder, 4435, med de 3200 (!) på fjorden ud for Bygholmdæmningen, 405 ud for Arupdæmningen. Der er stadig lav vandstand på Limfjorden, og så får vi de store tal dérude. De øvrige andearter kunne tilsammen ikke hamle op med Pibeænderne: Gråand 1345, Krikand 1275, Spidsand kun 125, Skeand 2, Knarand 4, og Atlingandrikken stadig ved Mommer. Ske- og Knarænderne var på Bygholmengen. Trold– og Taffelænderne sås med henholdsvis 391 og 87 styks, men enkelte kan være oversete i disen, især i Østerild. Skallesluger-tallene er faldet til 6 Små og 670 Store – de 370 af sidstnævnte lå i Lund Fjord.

Ved Marikos hjælp fik vi talt Sædgæssene grundigt op – der var temmeligt præcist 300 i de Vestlige og 300 i de Østlige Vejler – ialt 600. Det giver ifølge Marikos endelige opgørelse idag (hun rejser imorgen) ialt omkring 1600 fugle i Thy i øjeblikket, fordelt på 450 ved Ovesø/Sjørring, 540 i ”hendes” gruppe, Tved/Ballerum/Hjardemål-gruppen, og så de 600 i Vejlerne. Heraf regner hun de 300 i de Østlige Vejler som næsten totalt isolerede fra resten, mens der hele tiden foregår udveksling mellem de vestlige grupper. Halsbånd [H08] befandt sig i Vejlerne, ved Østerild og Arup idag. Af Kortnæb var der kun 7 i de Østlige Vejler, på Bygholmengen, men til gengæld 735 i to flokke (den ene helt tæt på vejen) ved ”de to købmænd”, Arup, og derudover 71 ved Østerild. Jeg måtte opgive obs.-punktet mellem de to købmænd for ikke at forstyrre gæssene! Endelig var der 21 hyggelige Blisgæs ved Tovsig. Også Grågåsetallet er stort nu, hvor vi kortlægger dem allesammen grundigt – ialt 1448. Halsbånd [T31] blev aflæst ved Skårup – én af ’87-fangsterne fra Vesløs Vejle.

Vadefuglene udmærker sig idag med store tal af Vibe og Hjejle, 1222 og 470 henholdsvis – Viberne med de største flokke på Bygholmengen og i Arup, Hjejlerne ligeligt fordelt mellem Bygholm, Vesløs/Arup, Østerild og Lønnerup. Også Strandskaderne er ved at komme godt med nu, med ialt 250 fugle på de to fjordlokaliteter. De (stadig) mere fåtallige vadere blev set i følgende tal: Almindelig Ryle 24, Brushøne 2 og Klyde 7, og så var der en Skovsneppe, som Terje havde megen glæde af ved Krap – den blev skræmt op og set fint adskillige gange. Det var også Terje, der havde årets første Store Kobbersneppe – vildt spillende på Bygholmengen. Det var jo også ventet!

OG SÅ er Hættemågerne rigtigt ved at rykke ind i kolonierne – også de gamle kolonier i de Østlige Vejler, som har været forladt de senere år – fordelt således: Glombak 9, Selbjerg 25, Kogleaks 90, Han 4 og Lund 80. De kan naturligvis sagtens nå at opgive endnu! I Arup-kolonierne selvfølgelig masser af fugle og larm.

Forårstræktiden blandt spurvefuglene markeres af obs. af Tornirisk, Sangdrossel og Hvid Vipstjert, og et større influx af Solsort – bl.a. 11 ved Kraphytten og 4 Bo’s Buske – ialt 34 i de Østlige Vejler, men kun 5 set i VestVejlerne fra forsædet i TOYOTA’en… Andre spændende småfugle: 14 Store Korsnæb ved Glombak og min. 6 Skægmejser i Tømmerby – bl.a. én ved Maskinhuset, som havde ring på! Dét var nok min dags mest ophidsende og fantasiæggende obs.!

Fra feltstationens dagbog – 12. marts 1991

Mere af denne tågedisede vejrtype – dog langtfra så slemt som igår. Idag nåede sigten det meste at dagen op omkring et par km, og vinden var svagelig fra vest/sydvestlige retninger. Der kom lidt regn og finregn indimellem, men ikke meget – det blev kun til 0,2 mm. Igen til aften tågede det voldsomt til.

Idag – præcist en måned efter det store carcrash, fik feltstationen sin bil tilbage fra værkstedet. Det var Terje og undertegnede, der hentede den hjem om formiddagen, fragtet til Thisted af taxi-Bjarne. Nu er bilen så fin og flot og ser så ny (og ren!) ud som nogensinde! Ved samme lejlighed fik vi lige brugt nogle af styrelsens penge – på værktøj, kontorstolerygge og en lækker diasskærm.

Ellers var det meste af dagen ret sløv for vores vedkommende, efter fø’sdagsaftenen på Pilgårdsvej igår.

Kun Frimer var aktiv i felten – han var nede og checke stemningen ved sin ruin, og var ved samme lejlighed på Bygholmdæmningen, hvorfra han så en Havørn og 540 Kortnæbsgæs. Også lidt Blisgæs var kommet – 1 på Bygholmengen og 3 nedenfor Glombak-skrænten – af disse var den ene en gulorange-næbbet Grønlandsk B. Desuden var der kommet lidt flere drosler – 40 Vin– og 2 Misteldrosler.

Mariko var også ude (selvfølgelig) tidlig morgen og eftermiddag – hun har nu været rundt på stort set alle småveje i hele Nordthy for at følge ”hendes” gæs’ strejfen i området – nu opholder de sig ikke længere ved Tved/Borup, men i Ballerum/Skradekær-området, hvor de også overnatter. Men de er stadig sky og flyver (bliver skræmt) en del omkring. Der var også en Isfugl mellem dagens Mariko-obs. – i et lille vandhul ved Ballerum.

Til aften gik jeg en SELBJERGtax i skumringen og tågetykningen, kl. ca. 16:30–18:30 – i en meget stemningsfuld stemning. Der var 9 paukende Drummer langs ruten, hvoraf 7 kunne kortlægges, 18 Gråstrubede og ellers ikke meget nævneværdigt – et utal af ”skingrende” Grågæs selvfølgelig… Rørspurvene synger jo ikke om aftenen.

Mens Terje stod og ventede på mig ved Kogleaks hørte han en fjern Rørdrum nordfra fra Lund, og Bertel hørte på en af sine talrige gåture omkring Tømmerby Fjord 2 styks – totalt for dagen kommer vi op på 12 Drummer, så det begynder at ligne noget…

Fra feltstationens dagbog – 4. marts 1991

Tidlig morgen var det klart nok i vejret, og så lovende ud, og Terje drønede fro af sted med meteorologernes løfte om ”sol og glade dage”, men da Terje nåede til Krap, og da jeg nåede op og i gang i det hele taget, tågede det hele til, sigten kom helt nede på under 50 meter, og det så temmelig håbløst ud. Terje returnerede til feltstationen, og undertegnede tog en spadseretur i skoven syd for Tovsig til at fordrive tiden med, i håb om at det skulle blive bedre, hvad det da heldigvis også gjorde, efter en time til halvanden. OG SÅ igang – ud og opdage, hvordan fuglene havde fordelt sig i Vejlerne denne herrens dag. Det gik meget godt med tælleriet, selvom sigten aldrig blev helt god – der var det meste af tiden lidt soldis og endda varmeflimmer i luften. Vi blev godt nok lidt klamme, da tågebanke nr. to lagde sig som en dyne over det hele – på det tidspunkt befandt vi os henholdsvis på Bygholmdæmningen (Øst-Terje) og Arupdæmningen (Vest-JP), og kunne så småt se en spoleret tælling i øjnene – men heldigvis slap vi med skrækken.

Så de fleste af de fugle, der var der, blev registreret! Der er ikke megen is tilbage på vandfladerne, kun er der de fleste steder i rørene endnu is – måske er det derfor, Rørdrummerne endnu ikke er gået igang med blæselydene – vejrmæssigt skulle man eller synes at det var ideelt til dem idag. Vesløs Vejle-drummen blev dog set af Helge også idag, afventende ved 20’eren, og jeg så måske skyggen af én flyve op fra rørområdet udenfor Firkanten, men nåede ikke at få bremset knallerten og få den tjekket efter… Den anden forårsbebuder i rørskoven, som vi også har gået og ventet på, den Gråstrubede Lappedykker, dukkede endelig op idag, med et par i Halds Hul og én hørt med sin hyggeligt grimme griselyd fra Halvkanalen. Også de Toppede var så småt rykket ind, der var 4 styks i Arup og én i Østerild, et par ved Melsig lå allerede så småt og rystede på hovedet mod hinanden – dét der også kaldes parringsdans. Og når vi nu er i gang med nyhederne, så var der masser af Rørspurvesang i rørene idag – det er første gang dét er hørt i år. Derudover ingen nye foreteelser eller årsarter, men de Hvide Vipstjerter må snart være på trapperne!

Jeg synes ikke der var så mange ænder som jeg havde forventet, især ikke svømmeænder, men der er nok åbnet så meget op rundtomkring, at de kan ligge og gemme sig i rørene. Tallene er 2636 Gråænder, 1887 Pibeænder, 196 Spidsænder og 393 Krik. Over halvdelen af Gråænderne lå på Bygholmengen, over halvdelen af Pibeænderne på Limfjorden og knap halvdelen af Spidsænderne i Østerild Fjord. Resten jævnt spredt – Arup Vejle var skuffende for svømmeænder idag. Til gengæld var denne lokalitet supergod for Store Skalleslugere, 510 fugle lå og fyldte det meste af den spejlblanke vandflade ud for Sydøsthjørnet op, og det var flot! Også i Lund var der mange, 430, og tilsammen 1363 Storslugere hører absolut til i den pæne ende! Jeg tror faktisk det nærmer sig en top-forekomst i feltstationens historie, men orker ikke lige tjekke det! Af de Små Slugere fandt vi igen, for gud ved hvilken gang, 14 fugle. Det er åbenbart det antal der er her og overvintrer, men i så fald fordeler de sig højst forskelligt fra gang til gang. Idag var der bl.a. 3 ud for Lønnerupdæmningen og 3 i Læsvig – lidt usædvanlige steder at træffe dem. På sidste total fandt de en masse Bjergænder – idag kun 2 kedelige hunner, i Lønnerup.

De nordiske gæs var til stede i ret moderate antal; 199 Sædgæs og 774 Kortnæbbede, hvoraf endda muligvis 80 ved Glombak var gengangere fra vest. Imellem 125 Tovsig-Sædgæs gik stadig en halsmærket sammen med hybriden ”Blackie” – det er jo nok [H34], men jeg forsøgte ikke at aflæse den. De Kortnæbbede i Arup havde selskab af en Blisgås og i nordøstenden af Tømmerby gik sammen med Grågæs en dum Bramgås – måske den samme artsforvirrede, der også er set her de senere år. Endnu dummere er Kanadagæssene, som vi åbenbart skal trækkes mere og mere med -i dag ikke færre end 68, fordelt med 15 Selbjerg, 22 Lund, 7 Fjord Vest og 24 i Læsvig. Man skulle tro de kommer fra et sted uden jagt – de er utroligt lidt sky af gæs at være!

På vadefuglefronten bemærkes det, at der nu er Viber overalt, og flere hanner begynder så småt at markere territorium med ”display-flugt”. Også enkelte Strandskader er inde og stå på engene, bl.a. ved Mommer og Vesløs Vejle. Ialt sås 30 – flest naturligvis på fjorden, ligesom Stor Præstekrave, som der var 18 af. 13 Almindelige Ryler og 33 Hjejler blandede sig i Vibe-flokkene, og mindede om det forårs-vadefugle-boom, som er på vej.

Der er ikke det store at melde om fra spurvefugleafdelingen, blot vil jeg have lov at nævne en utroligt hyggelig og meget højrøstet pludrende flok Grønsiskener, som jeg havde den store fornøjelse at kunne nyde på få meters afstand på min skov-spadseretur. De larmede så meget, at jeg kunne gå efter lyden fra ½ km’s afstand. De sad i noget ellekrat, hvor de havde travlt med at plyndre kogler og rakler – og det var de meget optaget af, søde og livlige. Det meste af tiden hænger de med hovedet nedad, når de fouragerer, og der var virkeligt lejlighed til at studere dem som man sjældent får lejlighed til det. Og så var det faktisk denne vinters største flok! En anden lille sisken, Gråsiskenen, fløj der et par over af ved Høbjerget, og det lød så hjemligt og sommerligt, at jeg er sikker på det er vores egne cabaret’er der er kommet tilbage. Men det er måske lidt for tidligt?!

Og så var det iøvrigt idag, at Grågåse-kortlægningen startede – dvs. jeg havde glemt kortene, men Terje fik ialfald nogle fine kortlægninger i de Østlige Vejler. Det ser ud til han har ret godt styr over det! Ved samme lejlighed, når han nu alligevel havde kort med, blev lige årets første Agerhøne-par plottet på kort, og et antal odder-ekskrement-fund, bl.a. et sted ved Ør. Landkanal og ved Østsøen på Bygholmdæmningen. Terje siger at det ser ud som om, den har en sti op på selve vejdæmningen (-og måske ud til fjorden) – det er en farlig trafik!

Apropos at yngletællingerne af Grågæssene er gået igang, så har vi fra Ivan Nielsen i Økologisk Kontor i Styrelsen fået besked om, at der er givet dispensation til fortsat rørskær indtil den 9.3, og de høstede da også godt nok i BNR idag – det er altså groteskt! Mange af fuglene ligger jo og roder rundt inde i rørene på udkig efter redesteder – de er nok ikke ligefrem begyndt at bygge rederne endnu, endsige lægge æg, men de er ialfald godt i gang med forberedelserne. Og de syngende Rørspurve har vel også allerede etableret territorium?

Og hvis dette milde vejr fortsætter kommer der nok snart til virkeligt at ske ting og sager!

Slutbemærkning: vi synes allerede, at totalerne er for lange til to mand og savner at være tre!

Fra feltstationens dagbog – 28. april 1990

Da vejret var klart nok, og det desuden så fint ud med solskin om morgenen, blev det besluttet at få pentadens totaltælling fyret af, trods det kølige og blæsende vejrlig. Fordelingen af optællingsruter blev Terje på øst, Lars på midten og Rolf fik heldagesturen ud omkring de vestlige lokaliteter.

Det blev en udmærket tælling, det er jo ikke de store vilde tal af nordlige vintergæster, ænder og gæs, som præger billedet længere, men til gengæld er der ved at være mange arter. I dag (-som de fleste dage for tiden) således et par nye årsarter, som Lars stod for begge to: Skovpiber, 1 ved Mommer og 1 ved Tovsig, og så kom de kære, ventede Sortterner – 4 styks vimsede rundt i nordvestenden af Selbjerg (-og ikke i Kogleaks, hvor vi ellers har kigget efter dem dagligt den sidste uges tid). Dét var jo ialfald en glædelig nyhed – så fik vi også i år Sortternerne før 1. maj. Det bliver næsten nervepirrende spændende at se hvor mange det bliver til – de er jo stort set gået tilbage hvert eneste år i stationens historie indtil nu…

Ellers skal jeg her forsøge at give en summering af de øvrige vigtige begivenheder på dagens totaltælling: de fine Sorthalsede Lappedykkere var at finde med 5 exemplarer i Glombak – men uden Hættemåger bliver det vel næppe til noget yngleri dér længere?… Træk-svømmeænderne er nu svundet ind til 621 Pibeænder, 1111 Krikænder og 6 Spids-, mens yngle-svømmeænderne er steget til 19 Knar– (de 15 på Bygholmengen), 42 Skeænder og 19 Atlinger. Også hovedparten af Atlingænderne, 11, befandt sig på Bygholmengen. Blandt dykænder er 2 Bjergænder i Glombak og en sidste rest StorSkalleslugere, 8, værd at nævne. Troldænderne (som vi snart skal i gang med at kortlægge!) er der endnu 317 af, flest i større flokke, men en del har da lagt sig i par rundtomkring. Taffelænderne ligger pænt spredt ud som de skal, og med det sædvanlige store han-overskud.

De arktiske Kortnæbsgæs er her endnu (-men vi hørte tidlige nat-nordtrækkende nætterne mellem 24.-25. og 25.-26. april) – i dag blev talt 420 på Bygholmeng og 24 i Læsvig. Vore egne yngle-Grågæs blev registreret med 64 kuld, og et totaltal på 1811 fugle ialt – det er da mange. Store flokke af fugle tøffer rundt i området og må vel udgøre den ikke-ynglende portion af bestanden – at en sådan kategori findes har vi bl.a. fået dokumenteret ved halsbåndsaflæsninger – den spanskmærkede (hvide) [A|02] er de sidste 3 forår/somre blevet aflæst adskillige gange ved Glombak – den er udparret, men den yngler ikke! Af rovfugle er dagens mest bemærkelige iagttagelser 4 Tårnfalke og 2 Dværgfalke. Sidstnævnte havde undervejs på trækket slået sig midlertidigt ned i Vejlerne for at få noget føde – en på Bygholmengen havde bytte i fangerne, og en anden ved Lønnerup blev set jagende. Fra gruppen vandhøns er der kun en enkelt nævneværdig obs., 2 Rørhøns på den gammelkendte lokalitet ”Tovsig Hul”.

På vadefuglescenen har vi nu de store tal hos Hjejle og Brushøne, 3277 og 2095 henholdsvis, med de vigtigste lokaliteter Østerild (Hjejle) og Bygholmengen (Brushøne). Med vestenvinden er der ikke længere vade i Lønnerup, og derfor heller ikke tal af betydning herfra. Eller er kun Almindelig Ryle registreret i ”større” tal, 187 Bygholm og 52 Arup, øvrige træk-vadere ses endnu kun hist og pist, som Hvidklire 5, Sortklire 5 (1 i næsten yngledragt) og Lille Kobbersneppe 4.

Så er der først nu i de seneste dage begyndt at komme gang i Sjagger-tiltrækket, 1870 blev det til i dag, med den største pulje på 1270 omkring Tømmerby. Men endnu er der ikke for alvor ankommet langttrækkende småfugle i mængder, således blev totalerne for Ringdrossel 2, Gærdesanger 1, Løvsanger 7 og Landsvale 6. Okay, nu var det jo heller ikke det bedste småfugle-registreringsvejr i dag…

Afslutningsvis kan et par pattedyrarter lige komme med: Terje så en fin Hr. Melin ved Centralslusen, og ialt 4 RæveMikler kom i bogen.

Mens alt dette stod på fik undertegnede om formiddagen checket noget papirværk, om eftermiddagen var jeg med specialestud. Niels Aagaard (sådan staves det!) fra Aaarhus på Ør. Landkanaldiget (apropos pattedyr) for at sætte musefælder op – fælder som det er meningen i løbet af de næste dage skal fange mindst 20 spidsmus, som han skal bruge til nogle ”anatomiske” undersøgelser. Han skal dissekere hjernen på dem og skære den i skiver for at tælle hjerneceller – lyder det ikke lækkert dejligt makabert bizart!? Fangsten skal gentages en gang til sommer, og det er så meningen at sammenligne resultaterne – spidsmus skulle efter sigende være de eneste højere dyr, hvis hjernestørrelse varierer igennem året, og det interessante er så om antallet af hjerneceller også ændres, samt muligvis at finde de stoffer (enzymer) som regulerer fænomenet! Lyder det ikke spændendende?! Jeg betakker mig, og har egentlig også lidt dårlig samvittighed over at have været med til at stille fangstredskaberne op. Stakkels små dyr! Hvad jeg synes er mere spændende er, hvilke musearter fælderne iøvrigt er i stand til at fange… Mens vi var der (på landkanaldiget) så vi iøvrigt en Moseugle (-som Terje havde overset!?) sidde og kigge med hornene rejste i nogle tuer 15 meter fra diget – meget fint! (-og med det samme kunne jeg ikke lade være med at blive Tippernostalgisk…).

En anden gæst som kom i dag var forhenværende observatør Torben Jørgensen. Han er jo ligesom jeg ynglefuglefreak og har lovet at hjælpe os med nogle af de forestående enggennemgange. Så der var mange mennesker til aften, snak og palaver omkring bordet – desværre havde vi ingen ØL!

Og så blev Bjarne forresten færdig med (sin del af) årsrap88 i dag (-årsrap88 er arbejdstitlen på computersprog!). Tillykke!

Fra feltstationens dagbog – 26. april 1990

Spiseseddel: Natlyt med DK-rekord af Vandrikser og Nordjyllands tidligste Savisanger, Fjordholmtax, Lomviflokke (!) og Rørdrumflugt!

Dagens feltaktiviteter startede lige før midnat, hvor Rolf og undertegnede begav os ud på hver sit dige – han på Selbjergdiget, jeg på Ør. Landkanaldiget – en såkaldt simultantælling (!). Det var (som de sidste par nætter) en perfekt nat til natlyt, og der var et mylder af rikselyd og drumlyd at få plottet på kort – ja hvad Vandrikserne angår så sad de så tæt, at det var meget svært (læs=umuligt) at adskille de enkelte fugle. Jeg har aldrig hørt noget lignende, men var godt klar over, at den var ”gal” i år – mit erfaringsgrundlag og mine fornemmelser siger mig, at der var pænt med rikser i 1988, sidste år var der rigtigt mange og i år er der altså bare helt enormt mange! Og det er et reelt problem at kortlægge dem – bagved dem som sidder tæt på digerne ligger der bare ”kager” af gypgypgyp. Hvor det de andre år har været sådan, at når man gik sådan en nattelyttetur på nogle timer, så blussede riksernes lydaktivitet op på et tidspunkt, mens der på store dele af turen var stille, så har der i år bare været gang i den hele tiden. Og så er det endda kun en brøkdel af dem, der faktisk er, som vi registrerer – hvis man står stille på ét sted dukker der hele tiden flere fugle op. Vi havde ialt 146 Vandrikser i nat (!!!), hvilket jeg ikke tror kan være nogen overdrivelse at kalde Danmarksrekord! Til gengæld er der ikke endnu videre megen gang i Pletvagtlerne, vi hørte kun 3 styks – vi har godtnok fået nogen tidlige aprilfugle også i år, men slet ikke så mange som i ’87 eller ’88. Af Rørdrummer fik vi kortlagt så mange som 16 plus nogle usikre – heraf var der 3 nye i BNR. Desuden hørte Rolf en Savisynger ved Finn’s Krat – det er ikke hvert år at Savis. kommer før Græshoppes., og det skulle da også ifølge tilgængelige oplysninger i ”Nordjyllands Fugle” samt NOK-rapporterne være den tidligste ever. Så det må siges at have været en ganske givtig nat!

Iøvrigt blev min del af turen ufrivilligt noget længere end beregnet. Det var meningen at jeg skulle gå fra Ør. Landkanal over Krapdiget til den ventende knallert ved Kraphytten, men jeg kunne ikke finde diget i mørket og turde ikke bare gå over engen med fare for at plumpe i diverse kanaler og uden at have noget at sigte efter på den anden side, så jeg vadede hele den lange vej til Bygholmdæmningen, uden om hele Bygholmengen, op langs vestsiden af Glombak og nåede endelig ved 5-tiden i morges frem til Krap. 18 km målte jeg hele min rute fra Kogleaks til Krap til at være på kortet, og turen resulterede da også i ømme ben og vablebefængte fødder!!

Så var vi et par stykker der følte trang til at ligge på langs nogle timer og sove, sove…

Imens var Lars (fragtet af Terje, som var returneret) på en FJORDHOLMtax – på vaden, men på stigende vand, som følge af vejr- og vindomslaget. Fjorden stod på -10 ved starten af taxen. Han nåede næsten igennem inden regnen startede, og havde en udmærket tax dog uden markant store tal – mest bemærkelsesværdige indslag var 568 Hjejler på engen, 46 på fjorden, 84 Almindelige Ryler, 2 Små Kobbersnepper og 1 Hvidklire, mens mågetallene var langt fra Rolfs gigantstore for et par dage siden (-men nu er ham Rolf jo også noget af en rekordtripper og en sportsmand)…

Ellers stod den på indendørskoks en stor del af dagen. Under opklaringen til aften var der igen folk i felten – Frimer tog en tur på det smukke Holmkær, hvor han foruden et flot solgennembrudsaftenslys havde flere fine oplevelser, som årets første Splitterner, Gråstrubet Lappedykker hørt fra samme sø som sidste år samt noget af en erkendelsesmæssig revolution: 17 Lomvier (!!!) som trak vestpå i 3 flokke – 7 + 8 + 2. Han så dem helt ude fra spidsen af Holmkær, og de gik så langt ude, at de sikkert ikke ville kunne ses, endsige artsbestemmes, fra Bygholmdæmningen. Så med det samme rejser spørgsmålet sig: mon det er et regelmæssigt, hidtil overset fænomen med Lomvi-træk i Limfjorden??!!?

Terje brugte denne fine aftentime ved Kogleaks/Han, og også han kom hjem en sjælden og usædvanlig oplevelse rigere; over det nordlige BNR så han først 3, senere 4 Rørdrummer flyve rundt sammen i lang tid, ialt ca. 25 minutter, skrigende lidt en gang imellem, men ellers bare baskende tilsyneladende målbevidst rundt efter hinanden. De 3 af fuglene var klart mørkere end den fjerde (forreste), som ydermere havde svagere og mindre markeret skægstribe – Terje mener, at det måske var 3 hanner efter en hun!! De slog sig til sidst ned i området mellem pumpehuset og Store Gollum, hvorfra der kort tid efter lød en meget kraftig pauken. De er godt nok gådefulde de Drummer, hva’ fa’en er det der foregår?! Han så også lidt overnatningssvaler, 3 Land– og 2 Digesvaler sværmende over Kogleaks, samt noget flere Vipstjerter, som kom trækkende til enkeltvis til overnatning i Han: 47 Hvide og 1 Gul.

Efter aftensmaden (pandekager med hvidløg!!) var det Terjes plan med en natlyt ved Tømmerby, men det satte blæsten en stopper for – han havde endda startet en knallert og iført sig varmedragt, men da han først stod derovre måtte han erkende, at det simpelthen var for vindomsust en affære!

Og så kan jeg jo lige afslutningsvis bemærke, at jeg nu her i løbet af den sidste uge er vendt tilbage blandt de feltaktive – efter 3½ måned bag skrivebord og computer, hvor jeg har fået trykket 1½ ynglerapport ud, længtes jeg efterhånden efter at komme ud og få noget græs under gummistøvlerne! Så må arbejdet med yngl-89 midlertidigt ligge stille – men der kommer jo nok nogle regnvejrsdage, kan man da håbe – også for ynglefuglenes skyld, for Vejlernes enge er godt nok tørrede kraftigt ud med den sidste uges østen-tørke!