Naturens orden i praksis

Stære, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stære, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stære, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stære, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Spurvehøg med Stær, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Spurvehøg med Stær, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En ubekymret fouragerende Stæreflok.

Pludselig panik.

Spurvehøg.

(Ikke fordi jeg nyder at være vidner til fugles død – jeg er så blød, at jeg faktisk har ondt af offeret – men det drama en Spurvehøg er i stand til at skabe, gør nu altid indtryk – ikke mindst når det som her foregår lige for næsen af én…)

Atlingand

 

Atlingand, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Atlingand, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Atlingand, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Atlingand, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Atlingand, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Atlingand, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En han og to forskellige hunner af Atlingand fra i morges. Det er nogle af Bygholmengens ynglefugle – den ene hun havde helt sikkert en rede, var meget lusket.

Og hannerne er brogede nu, er ved at skifte til den såkaldte eclipsedragt

Gæster fra Tyskland og Frankrig

Skestorke, Bygholmengen, maj 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Bygholmengen, maj 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter at have fourageret meget aktivt i et stykke tid – på hundestejler, så det ud til – søgte de fleste af en flok på 16 Skestorke i går eftermiddags op på en af Bygholmengens langstrakte øer, ganske tæt på dæmningen. Så blev det muligt, på trods af ret heftigt varmeflimmer, at få aflæst et par af fuglene, der var forsynet med nogle meget iøjnefaldende farveringe.

Den ene havde én lang hvidgul ring med fire bogstaver, AALP. Den anden var en kombination af 6 ringe, hvoraf den øverste på højre ben var udformet som et flag, så det springer ekstra meget i øjnene.

Man kan mene om farveringmærkning hvad man vil, og rent æstetisk er det ialfald ikke ligefrem nogen nydelse – især ikke på en elegant fugl som Skestork. MEN det er eddermame effektivt, ikke mindst når man som i skestorkeprogrammet har en fast informationskanal, som svarer på alle forespørgsler ekspedit, så observatørerne i den grad anspores til at gå ud og få lavet nogle aflæsninger.

Jeg sendte aflæsningerne i aftes til hollandske Otto Overdijk, som på 30. år (!!) er ansvarlig for Skestorke-ringmærkningerne. Og her til morgen da computeren blev åbnet, var der allerede svar! Dét kalder jeg service!

De to fugle er fra henholdsvis Frankrig og Tyskland, og for den tyske fugl – den med de mange ringe – har jeg fået hele livshistorien. For den franske modtager jeg en rapport fra Otto, så snart han har detaljerne. Den tyske fugl er klækket i Niedersachsen i 2009, 404 km fra Bygholmengen. Den er aflæst mange gange, især i vinterhalvåret i Frankrig, og sidste år tilbragte den sommeren i Schleswig-Holstein. Aflæsningen på Bygholmengen er den første i Danmark.

Det ser altså ud til, at de danske Skestorke bliver ved med at “trække” fugle, som er klækket syd for Danmark, med herop. Desværre ser det ikke ud til, at vi får ynglende Skestork i Vejlerne i år, selv om der har stået over 20 fugle på Melsig på et tidspunkt – egentlig underligt, når nu de havde succes sidste år.

Flokken på Bygholmengen består nok udelukkende af ikke-ynglende individer, selv om der er flere tilsyneladende helt udfarvede fugle imellem. To af dem var meget forelskede og “nussede” og fjerplejede hinanden…

Opdatering 10. maj: Jeg har nu modtaget information på den franske fugl, der er mærket som redeunge i Camargue i Sydfrankrig, også i 2009. Den har aldrig tidligere været aflæst uden for Frankrig, men er altså nu fløjet 1550 km fra redestedet og har blandet sig med fugle fra andre oprindelsessteder. Som Otto Overdijk skriver i en kommentar til observationen: “…again a proof that birds live in metapopulation“.

Om Vandrefalkes udholdenhed. Drama over Limfjorden.

Under vandprøvetagning i Limfjorden ved Bygholmdæmningen igår blev jeg opmærksom på en ung Vandrefalk, der fløj rundt med store “armbevægelser” ude over fjorden.

Det viste sig, at den var på jagt. Offeret var en Lille Kobbersneppe, der med mange kast til siden gang på gang undveg, når falken kastede sig efter den i imponerede dyk og “hvem-flyver-hurtigst-jagter” lavt over vandoverfladen.

Da der var gået et par minutter, uden at Vandrefalken havde haft held til at slå kløerne i Kobbersneppen, kiggede jeg på uret, for jeg var interesseret i at se, hvor længe jagten ville vare.

Det er min erfaring med Vandrefalke, at hvis jagten ikke lykkes i løbet af få minutter, opgiver falken og lader byttet undslippe.

Men her blev det blot ved og ved. Nogle gange fløj Kobbersneppen højt op i luften for at undslippe, men hele tiden havde den falken i hælene, og hele tiden prøvede falken at komme højere op end sneppen, for at kunne få fart på dykkene, når den slog efter sit udsete bytte. Andre gange var den efterhånden paniske (må man formode) Kobbersneppe helt nede over fjorden, og undslip kun ved at kaste sig i 90 grader bratte ryk ud til siden i sidste splitsekund. Hjertet må have siddet oppe i halsen på den stakkels sneppe…

Men falkejagter er jo altid underholdende at kigge på. Det var denne også; men efterhånden begyndte jeg dog at tænke, at nu måtte de godt snart finde ud af, hvem der var den mest udholdende – jeg skulle jo også videre, og ville gerne nå resten af min tælling inden den annoncerede regn begyndte…

Jeg var ikke så forundret over den Lille Kobbersneppes udholdenhed – her taler vi trods alt om en art, der er kendt for nogle meget lange trækruter, og faktisk er noteret for de længste non-stop flyvninger af alle.

Men det overraskede mig, at Vandrefalken viste sådan en sejhed! Hver gang den havde misset målet, måtte den igen kæmpe sig op til en ny fordelagtig udgangsposition for et nyt angreb. Og Kobbersneppen fløj altså ikke langsomt! Mange gange troede jeg, at NU måtte falken give op, fordi sneppen var nået for langt væk fra den, men hver gang satte den efter med fornyet determination og acceleration.

Det hele udspillede sig over et enormt stort område, nogle gange var fuglene få hundrede meter fra mig, andre gange flere kilometer væk. (Jeg ville godt have haft en laserkikkert ved hånden, det havde været interessant at dokumentere, over hvor stort et område sådan en jagt finder sted)… Kobbersneppen prøvede på intet tidspunkt at søge ind mod land, snarere var det nok den, der forsøgte at undslippe ved at søge længere ud over fjorden.

Men ENDELIG, efter 25 (FEMOGTYVE!) minutter, endte et angreb med, at den Lille Kobbersneppe med et stort plask røg i fjorden – langt ude på dybt vand. Herefter hang Vandrefalken over byttet, og forsøgte gentagne gange at få sneppen til at lette, hvorefter den givetvist med lethed ville have slået kløerne i den.

Denne musen over nedslagsstedet fulgte jeg i yderligere et par minutter. NU måtte Vandrefalken altså være meget træt og syret til i musklerne – men den blev ihærdigt ved, nu var målet jo også så nært.

Til sidst blev det mig, der mistede tålmodigheden og fortsatte på min tælling. Næsten ti minutter senere nåede jeg hen til Midtsøen, hvor jeg til min store forundring så Vandrefalken komme ind ude fra fjorden med den Lille Kobbersneppe i fangerne. Den kunne knapt slæbe den over dæmningen, og jeg tror at den er landet lige på den anden side af det sekundære dige inde på Bygholmengen – desværre lykkedes det mig ikke at finde stedet.

Men hvilken imponerende udholdenhed! Hvis ikke jeg havde respekt for Vandrefalke i forvejen, har jeg det ialfald nu… Blandet med, at jeg syntes det er synd for den Lille Kobbersneppe, der så ihærdigt kæmpede for sit liv…

MorgenMad ved FangeFolden

Svaleklire, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Svaleklire, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tinksmed, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tinksmed, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Temmincksryle, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Temmincksryle, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Præstekrave, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Præstekrave, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den megen regn og kreaturernes trampen har rigtigt æltet rundt i jorden ved fangefolden på Bygholmengen, et sted som under sådanne forhold ofte tiltrækker mange fugle.

Således også til morgen, hvor der ud over de afbildede arter Temmincksryle, Tinksmed, Svaleklire og Lille Præstekrave også var fouragerende Dobbeltbekkasin, Stor Præstekrave, Gul og Hvid Vipstjert, Stenpikker, Engpiber, Stær og Landsvale. Se flere fotos fra fangefolden idag i galleriet her.

En fin morgen fik sat prikken over i’et med en Tredækker – det var dog længere oppe langs Østre Landkanal.

Styr på ynglefuglene

Tørre forhold på Bygholmengen, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tørre forhold på Bygholmengen, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Engryle, Bygholmengen, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Engryle, Bygholmengen, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Grundlovsdagsmorgen/formiddag tilbragte fem personer på Bygholmengen, med formålet at få styr på ynglefuglene. Arterne i fokus var især Rødben, Engryle og ungevarslende Stor Kobbersneppe (-kobbersnepperne blev også kortlagt i maj, som territoriehævdende, men vi ville gerne have data for ynglesuccesen, derfor to kortlægninger af denne art).

Normalt kortlægger vi også Brushøner i juni, men vi var godt klar over, at datoen var for tidlig. Vi så enkelte Brushaner på danseplads, en hun tilknyttet en danseplads, og en “løs” hun, som ikke på nogen måde optrådte yngleurolig. Men de er altså til stede, og vi vil forsøge at organisere en ekstra tur senere i juni – altså en tredje kortlægningsrunde lige som sidste år – for at også få registreret eventuelle Brushøner med klækningssucces.

Resultatet for fokusarterne var:
274 par Rødben, hvilket er bedre end 2010 (230), og et ret “normalt” antal (dog stadig i den lave ende af skalaen).
29 territorier af Engryle, og sammenholdt med kortlægningen fra maj giver det ialt 45 territorier på Bygholmengen. I 2010 var der 60 territorier, men 45 er på niveau med bestanden 2005-09.
69 ungevarslende par af Stor Kobbersneppe (ud af de 111 territorier som blev kortlagt i maj). Det kan sammenlignes med 2010, hvor der i juni var 43 ungevarslende par (ud af 94 territorier i maj). Men over en længere årrække er tallet i den lave ende.

Relativ fremgang for både Rødben og Stor Kobbersneppe er i nogen grad overraskende, ikke mindst i betragtning af de særdeles tørre forhold på engen i år. Til gengæld ser engens vegetationsstruktur bedre ud end i mange år, selv om der i flere områder igen i år bør sættes ind med slåning for at tilgroningen ikke skal tage overhånd.

For Engryles vedkommende skal det bemærkes, at der udover de kortlagte par var en flok på 9 fouragerende fugle, altså fugle som har opgivet ynglen for i år.

I øvrigt var der på Bygholmengen også allerede store flokke af adulte Viber, ialt mere end 400, som har opgivet deres yngleforsøg. Vi kortlagde ikke de ungevarslende Viber på Bygholmengen, men det er mit indtryk, at kun få har opgivet, ialfald var der masser af kraftigt ungevarslende fugle i luften – så det er formentlig især Viber fra agerlandet, der har fået yngleforsøget ødelagt (af markbearbejdning m.v.)…

På Bygholmengen virker en anden trussel stærkere i kombination med udtørringen, nemlig fra rovdyrene; vi fandt to beboede rævegrave på engen (-og ræv og andre rovdyr har lettere ved at “operere” på engene, jo lavere vandstanden er)…

Kreaturerne kommer sent ud i år – i løbet af den kommende uge – så der vil næppe blive ødelagt særligt mange reder pga. kreaturnedtrampning i år.

Vade- versus rovfugle

Vejlerne og omkringliggende lavvandede fjordområder er i færd med at blive fyldt op med trækkende vadefugle, såsom klirer, røde ryler, spover, m.v. Herligt! Og som et nyt fænomen – jeg husker ialfald ikke tilsvarende – står der for tiden en ordentlig bande Klyder i Pytodde-lagunen. (Hvor mon de i øvrigt kommer fra? De har ialfald ikke ynglet i Vejlerne!!).

De mangre lækre vadeben trækker interesserede fuglekiggere til, på en rundtur igår sås masser af teleskoper rettet mod bl.a. Vestsøen på Bygholmengen.

Men vaderne trækker altså også rovtøj til området! På DOFbasen har Jørgen Beck en malende beskrivelse af en Spurvehøg, der på Hovsør Røn slog en Rødben og pinte livet ud af den. På fugleognatur.dk har Henrik H. Søndergaard lagt denne beskrivelse med fotos af en Vandrefalk i Arup Vejle, der slog en Hvidklire.

Selv så jeg en kæmpe Vandrefalk hun med bytte på Pytodde (troede et øjeblik at det var Jagtfalken, der var kommet tilbage). Desværre satte den sig på bagsiden af odden, så jeg kunne ikke se, hvad det var, den havde slået – men sandsynligheden taler for, at det også har været en vadefugl…