Fra feltstationens dagbog – 7. september 1998

Næsten 9500 svømmeænder er mange så tidligt – heraf ligger de 6000 på Bygholmengen og 1800 i Østerild Fjord. Østerild er i det hele taget imponerende og lidt afskrækkende at gå i gang med at optælle – der ligger bare spredt vandplante-spisende fugle ud over det meste af vandfladen. Den lokalitet har virkelig fået sin revival de seneste år. For Spidsænder og Blishøns er Østerild klart den bedste lokalitet, med henholdsvis 140 og 2810. Med en total på 29 er Rørhøg stadig den talrigste rovfugl i området. Ellers var der både Duehøg, Dværgfalk og Vandrefalk. 5000 Hjejler er det bedste tal i vadefugle-afdelingen – det skulle da lige være bortset fra de 5 Odinshøns, der stadig ligger på plads samme steder som igår! Det er sjældent, at der er flere Sortklirer end Hvidklirer – men det var der idag – 78 af de sorte… Blandt spurvefuglene var 61 Gule Vipstjerter mest imponerende, og så selvfølgelig svale-overnatningen, som Thomas igen var oppe i Bygholm Nord og dække til aften – det blev til 21.000 i BNC og 5.500 i HAN – fordelt på 1.500 Digesvaler og 25.000 Landsvaler. Dertil kommer 2.000 Lands-, der lettede fra Tømmerby Fjords vestside i morges. I Tømmerby var der stadig gang i svale-yngleriet, iøvrigt – det drejer sig naturligvis om Bysvale, hvor der ialfald stadig sidder unger i rederne på Maskinhuset.

Og så var det iøvrigt en dag med mange dagsommerfugle i luften: 14 dagpåfugleøjer, 38 admiraler og 2 citronsommerfugle blev det til…