Besøg i Lille Vildmose

Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I forgårs var jeg en tur i Lille Vildmose, et af mine favorit-naturområder i Danmark. Ja på mange parametre må man sige at Lille Vildmose er fuldstændig unikt – her er tale om et af de største virkeligt vilde områder i landet med en næringsfattig natur, der leder tankerne hen på vore nabolande mod øst og nord. Og dét, at så store områder er indhegnede, gør at stedet for alvor giver begrebet rewilding mening – her er der plads til vigtige store pattedyr og deres påvirkning af vegetation og landskab.

I første omgang var det nu de mere ydmyge skabninger, som havde lokket mig ud på den lange køretur. Guldsmedesæsonen er så småt startet, og jeg skulle lige checke, hvor langt fremme den var i vildmosen.

Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har tidligere oplevet, hvordan Lille Vildmose i maj måned kan være totalt tæt besat med Nordisk Kærguldsmed, og det er i al fald også godt i gang nu; på strækningen fra P-pladsen til “kaffepletten” og lidt ind i Paraplymosen var der mindst 160 af denne fine guldsmed. Jeg havde håbet, at de meget våde tidligere gravebaner i Paraplymosen (fotoet øverst) ville “levere” den tidlige art Huevandnymfe – vegetationsstrukturen med spredt voksende kæruld, starer og siv ser ialfald helt rigtig ud. Og der skulle efter sigende være en meget stor bestand af arten i mosen – men i så fald er det ikke hér, eller de er ikke kommet frem endnu (jeg havde i sidste uge et enkelt individ ved Blovsgårde, og den er også meldt fra Bornholm for nogle dage siden).

Eneste vandnymfe jeg faktisk så var Rød Vandnymfe.

Rød Vandnymfe, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rød Vandnymfe, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Derudover en enkelt Grøn Smaragdlibel og nogle få Fireplettet Libel.

Fireplettet Libel, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fireplettet Libel, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så det var såmænd ikke fordi der var så meget gang i guldsmedefaunaen, når man ser bort fra kærguldsmedene. Af andre insekter så jeg bl.a. Grøn Busksommerfugl, Grøn Sandspringer, Aurora og Nældesommerfugl, samt et par svirreflue-arter, som jeg behøver eksperthjælp til at bestemme…

Nældesommerfugl, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nældesommerfugl, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg ofrede ved dette besøg ikke fuglene så meget opmærksomhed, men blev dog glad for et par gange at møde lang- og spidsvingede Lærkefalk i hurtig flugt langs skovbryn. Det er jo en art som optræder ret så sparsomt i den landsdel jeg selv bor i…

Da jeg havde sumpet rundt efter guldsmede i Paraplymosen i nogle timer og var på vej tilbage til P-pladsen stod der pludselig en Elg på stien 15-20 meter fra mig.

Elg, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Elg, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den havde et øje på mig det meste af tiden, men virkede på ingen måde stresset over min tilstedeværelse, bevægede sig roligt rundt og spiste løs af diverse buske og små træer – som det ses i videoen nedenfor. Det var mit første møde med Elg i dansk natur, en dejlig oplevelse at slutte en fin dag i mosen med…

Elg i Lille Vildmose af Jørgen Peter KjeldsenVimeo.

Okkerfarvet ørken på Fuerteventura

Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det har længe ligget i kortene, at vi (Mie og jeg) på et tidspunkt skulle besøge øen Fuerteventura – en af de Kanariske Øer. Tidligere har vi været på Tenerife, men de østlige ørkenøer Fuerteventura og Lanzarote med deres meget anderledes landskaber og fugle havde en særlig tiltrækning – ikke mindste efter at jeg havde set denne rejserapport fra nogle meget dygtige tyske fotografer… Rapporten (og links til fotografernes hjemmesider med endnu flere lækre fotos) viste, at man godt kan regne med at se nogle af “target”-arterne under fine forhold, der tillader også at få gode fotos med hjem.

Øen er ikke så stor, så de fleste kan fint nå at se det meste på en uge – mange rejserapporter fortæller endda om endnu kortere besøg. Vi havde midt i januar den luksus at have hele 12 tage til rådighed, så vi var der så længe, at vi nåede at få nogle “yndlings-lokaliteter”, som i løbet af opholdet fik mange besøg. Vi havde valgt en indkvartering på den nordlige del af øen inde i landet – væk fra turistmekkaerne ved kysten, og tæt på nogle af de fine ørkenlokaliteter – blot otte kilometer fra den mest kendte lokalitetet Tindaya-sletten, der strækker sig fra byen Tindaya mod nordvest ud mod kysten. Det betød, at vi stort set hver dags morgen eller aften opsøgte dette område – og især aftenlyset var meget smukt, med okkerfarvede, afrundede bjerge som baggrund.

Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-sletten, nuancer af okker, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-steppen, en Kravetrappe krydser vejen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-sletten, en Kravetrappe krydser vejen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En af de fuglearter som bor på denne steppe er Kravetrappe, som i det meste af dens øvrige udbredelsesområde er meget forfulgt og svær at få at se – men her er det helt ligetil. Vi så den på hvert eneste besøg på Tindaya-sletten, op til otte individer. Det handlede blot om at følge grusvejen og så stoppe op og kigge med jævne mellemrum. Ofte var det ikke engang nødvendigt – mange gange dukkede fuglene bare pludselig op helt tæt på vejen, eller de krydsede vejen lige foran bilen…

Kravetrappe, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe han, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe han, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi var der mens parringssæsonen var godt i gang; flere gange så vi meget “spillegale” hanner og én morgen var der nærmest en spilleplads tæt på vejen, hvor en han kurtiserede fire hunner. Når hannerne er i affekt, krænger de fjerkraven op over hovedet og løber som en hovedløs høne forvildet rundt – eller tager nogle meget lange sololøb hen over ørkenen. Det ser helt fjollet ud!

Kravetrappe var en ny art for mig, men jeg havde næsten endnu større forhåbning om at få en anden af ørkenens specialiteter at se; Ørkenløber var en art jeg virkeligt håbede at få et reelt forhold til på denne tur. Jeg har tidligere set den i Egypten, men på meget stor afstand. Jeg blev ikke skuffet, i gennemsnit hver anden gang vi kørte ad vejene nordvest for Tindaya så vi arten, op til seks-otte stykker. Også dén havde den venlighed nogle gange at stille sig helt op ad vejen!

Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ørkenløber er bare raffineret; en “feminin” yndefuld vadefugl med farver perfekt afstemt til omgivelserne, dens bevægelsesmønster er også så fint: med opret holdning når den stopper op, og så tilter den forover med hele kroppen (nødvendigt på grund af de lange ben) når den samler et fødeemne op… Virkeligt en lækker fugl, som det næsten ikke er til at se sig mæt på!

Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Andre smukke ørkenfugle som også var talrige og generelt nemme at “arbejde med” var Sortbuget Sandhøne (sås på ca. hvert andet besøg) og Triel (ca. hvert tredje besøg).

Sortbuget Sandhøne han og hun, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortbuget Sandhøne han og hun, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Triel par, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Triel par, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På Tindaya-sletten kan man også møde Berberhøne, men den er generelt mere knyttet til steder med klippefyldt terræn, såsom i de raviner (“barrancos“) som mange steder løber fra kysten og ind i landet.

Berberhøne, Catalina García, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Berberhøne, Catalina García, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Berberhønsene er noget sværere at komme tæt på end de andre ørkenfugle!

Den allerstørste specialitet blandt fuglene på Fuerteventura er naturligvis den endemiske Fuerteventura Bynkefugl (også kaldet Kanarisk Bynkefugl, men eftersom den kun findes hér, er det vel på sin plads at øens navn indgår i navnet på fuglen)… Den findes udbredt på det meste af øen, men har også en forkærlighed for stenede steder som disse raviner.

Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl hun, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl hun, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fuerteventura Bynkefugls han er ret diskret farvet sammenlignet med eksempelvis Sortstrubet Bynkefugl, men hunnen er decideret farveløs.

Øen er ikke kun ren ørken, i nogle af dalene er der lidt mere vegetation, ja ligefrem palmer, så visse steder giver associationer i retning af oaser…

Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det man ser på disse fotos repræsenterer noget af det mest “frodige” (!), Fuerteventura byder på. Her træffer man lidt andre arter end i ørkenen…

Kanarisk Blåmejse, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kanarisk Blåmejse, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De utroligt kraftigt farvede Kanarisk Blåmejse her er en anden race (degener) end den, som man ser på de vestlige Kanariske Øer.

Hærfugl, La Oliva, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hærfugl, La Oliva, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hærfugl er decideret almindelig og vi så dem mange steder, ofte i par, og de sad og sang rundtomkring. En fugl som altid vækker glæde!

Stor Tornskade, Tindaya, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Tornskade, Tindaya, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stor Tornskade er også meget almindelig og i alle habitater, blot der er de mindste buske eller stendynger den kan sidde og holde udkig fra. Det er her racen koenigi, som er endemisk for de Kanariske Øer.

Ørkendompap, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkendompap, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg var glad for at se Ørkendompap, som var ny art for mig. Desværre lykkedes det ikke at få ordentlige fotos af den – men fin det er den!

Sorthovedet Sanger, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sorthovedet Sanger, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De samme steder som hvor der lever Kanarisk Blåmejse (steder med egentlig trævækst) er der også altid mange Sorthovedet Sanger. Brillesanger derimod er at finde i meget lave buske, også helt ude i åbne ørkenområder.

Brillesanger, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brillesanger, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En art som er udbredt overalt på Fuerteventura er Kanarisk Piber.

Kanarisk Piber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kanarisk Piber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Allestednærværende er også Ravn, her i en udgave (racen tingitanus) som er lidt mindre end vores egen (og med brunlig nakke)…

Ravn, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ravn, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også Musvåge optræder med en speciel lokal form, insularum, som på nogle karakterer er ret Ørkenvåge-agtig.

Musvåge, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Musvåge, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

To andre rovfugle er almindelige: Tårnfalk (racen dacotiae) og Ådselsgrib, og så havde vi en enkelt obs. af en hurtigt forbiflyvende Berberfalk. Til min store overraskelse var dén fugleart som vi så i største flokke (op til 205) Rustand (!). Det er en nylig indvandrer til øen; de fleste så vi ved et stort vand-reservoir, men vi så dem også parvis langt fra vand, inkl. i ørkenen.

Rustand, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rustand, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu får I ikke flere fuglefotos i denne omgang; måske får jeg på et tidspunkt tid til at lægge flere op i mit online fotogalleri.

Vi kigger jo også meget gerne på andet levende end fugle, her var noget af det mest iøjnefaldende det indførte, men charmerende “Berberjordegern“. Efter sigende er det startet med at blot to dyr er sat ud på øen, men de findes nu overalt – hvilket ikke kan undgå at påvirke det øvrige dyreliv på øen (men nok ikke mere end de sindsygt mange geder, som ialfald har meget af skylden for den sparsomme vegetation).

Berberjordegern, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Berberjordegern, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man er af sted om vinteren er det også altid livgivende at træffe lidt insekter – der var selvfølgelig ikke et mylder på denne tørre ø, men dog nogle græshopper og diverse sommerfugle og guldsmede…

Monark, Oasis Park, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Monark, Oasis Park, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Punta Jandia, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Punta Jandia, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sahara Farvevandnymfe par, Puertito Los Molinos, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sahara Farvevandnymfe par, Puertito Los Molinos, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flammelibel han, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flammelibel han, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det varer stadig tre måneder inden det er tid for guldsmede og vandnymfer herhjemme, så det var fint at se fem arter af dem: Stor Kejserguldsmed, Brun Kejserguldsmed, Rødåret Hedelibel, Sahara Farvevandnymfe og Flammelibel (fotos af de to sidstnævnte). Sahara Farvevandnymfe (Ischnura saharenis) er næppe officielt navngivet på dansk, men eftersom den hedder noget med ‘Sahara’ både i det videnskabelige og det engelske navn (Sahara Bluetail) ligger det jo lige for… Der er jo som det fremgår ikke meget vand på ørkenøen Fuerteventura, men til gengæld var det imponerende hvor lidt vand der skulle til, før der var guldsmede eller vandnymfer til stede. Især farvevandnymfen og Flammelibel – mens Brun Kejser kunne dukke op hvor som helst (der er nok tale om indflyvning fra Afrika, der var en dominerende østenvind mens vi var på øen). Jeg var særligt glad for at se Flammelibel, en art som af og til dukker op som en sjælden gæst i Danmark (men som jeg hidtil ikke har været heldig at se). Der er ikke meget på dét dyr, som ikke er rødt. Selv benene er røde!

Hvis nogen ved at læse ovenstående (eller af billederne) er blevet inspireret til en tur til Fuerteventura, står jeg gerne til rådighed med flere tips og gode råd.

Østlige insekter

Jeg har været en tur østpå – Bornholm, Falster, Lolland og Sydsjælland – i den seneste weekend og de første dage af denne uge, i forbindelse med NOVANA-arbejde (overvågning af Grøn Mosaikguldsmed). Der blev også set andre interessante dyr når tiden var til det – her kommer et lille udvalg…

Lille Kejserguldsmed, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Kejserguldsmed, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den ekstremt flotte Lille Kejserguldsmed har de seneste år været fast beboer i Safirsøen, en af mange fine søer opstået som følge af råstofgravning på øen. Jeg så et par i æglægning samt et par hanner, der fouragerede langs en skovvej – og af og til satte sig til hvile, hvor det var muligt at studere alle detaljer. Arten har også de seneste år været fast i Sydsverige, og bliver nu set flere steder på Bornholm (og sidste år på Sjælland), så måske kommer vi til at se noget som minder om en gentagelse af Stor Kejser’s indvandringshistorie (for 20 år siden en stor sjældenhed, idag er det svært at finde en lokalitet UDEN arten)…

Lille Kejserguldsmed, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Kobbervandnymfe, Oksemyr, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den anden store specialitet blandt guldsmede og vandnymfer på Bornholm er Lille Kobbervandnymfe, en art jeg virkeligt havde håbet – og satset hårdt – på at få at se. Jeg fandt den ikke ved Bastemose, og efter at have kigget hundredvis af kobbervandnymfer igennem og kun fundet Almindelig og Sortmærket, var jeg ved at opgive håbet. Men ved den fine skovmose Oksemyr ved Paradisbakkerne lykkedes det endelig, dyret materialiserede sig pludselig – ikke i selve sumpen, men i tørt hedeterræn mellem lyngplanter og blåbær. Den Lille Kobber levede fuldt op til mine forventninger – en meget, meget delikat sag, nåletynd, fin og lækker!

Rødåret Hedelibel, Ringedal, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel, Ringedal, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Årets invasion af Rødåret Hedelibel har selvfølgelig også ramt Borholm – jeg så både en han og denne flotte hun, der ser så frisk ud og klar i farverne, at det er lidt svært at tro at den skulle være fløjet fra Sydeuropa…

Tidselsommerfugl, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En anden insekt-invasion, Danmark har været ramt af i år, er formentlig den største masseoptræden af Tidselsommerfugl nogensinde. Der flyver stadig nogle få ekstremt slidte eksemplarer rundt med pergament-tynde stumper af vinger (dennes vinger var næppe over 1½ cm lange)…

Tidselsommerfugl, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

…men nu myldrer det også frem med den nye generation – en meget smuk sommerfugl er det altså!

Gammaugle, Gedser Odde, Falster, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gammaugle, Gedser Odde, Falster, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg havde en morgen ved Gedser, hvor jeg håbede at finde én af de mange Høsommerfugle, der er registreret den seneste tid som tilflyvere sydfra, men selv om der var stor aktivitet blandt diverse kålsommerfugle, Tidselsommerfugle og Gammaugler, lykkedes det desværre ikke…

Buksebi, Gedser Odde, Falster, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Buksebi (og svirreflue), Gedser Odde, Falster, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Til gengæld så jeg, også på Gedser Odde, hvad jeg tror er den første Buksebi, jeg har mødt… Sjovt at se den tøffe rundt med de enorme “pludderbukser” – og sjovt selv at få hilst på et dyr, som i år har været så meget i medierne (efter at kommunale myndigheder har udraderet flere kolonier)…

Moskusbuk, Birket, Lolland, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Moskusbuk, Birket, Lolland, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På Lolland fandt jeg denne Moskusbuk, en ekstremt flot stor bille, som jeg ellers tidligere kun har set i Sverige.

Mere nektarjagt i gule blomster…

Forleden berettede jeg om insekter, tiltrukket af kærfnokurt i Vejlerne.

Andre insekter tiltrækkes af andre gule blomster. På heden ved Lild Klitplantage er der visse partier, hvor planten Gyldenris lige nu optræder ret talrigt.

Gyldenris og andre planter på heden, Lild Klitplantage, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gyldenris og andre planter på heden, Lild Klitplantage, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Går man tæt på opdager man, at der er et mylder af nektar-søgende insekter i blomsterne, især forskellige arter af humlebier, mange svirrefluer og lidt sommerfugle, men også et par andre sjove overraskelser… Den gule farve er selvfølgelig en signalfarve, som mange insekter reagerer på, men det er tydeligvis også fordi Gyldenris-blomsterne har noget at byde på, ser man…

Trængsel på Gyldenris. Stenhumle (formentlig?) og Jordhumle sp., Lild Klitplantage, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Trængsel på Gyldenris. Stenhumle (formentlig?) og Jordhumle sp., Lild Klitplantage, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Agerhumle (formentlig?) på Gyldenris, Lild Klitplantage, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Agerhumle (formentlig?) på Gyldenris, Lild Klitplantage, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg synes humlebierne er svære at bestemme, men har for alvor fået øjnene op for deres skønhed (og betydning som bestøvere) efter at have læst de meget fine bøger ‘Humlen ved det hele‘ og ‘Summen over engen‘ af Dave Goulson her i sommer. Meget anbefalelsesværdig læsning!

Dyndflue på Gyldenris, Lild Klitplantage, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dyndflue på Gyldenris, Lild Klitplantage, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sumpsvirreflue på Gyldenris, Lild Klitplantage, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sumpsvirreflue på Gyldenris, Lild Klitplantage, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nældens Takvinge på Gyldenris, Lild Klitplantage, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nældens Takvinge på Gyldenris, Lild Klitplantage, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Sandhveps og Jordhumle sp. på Gyldenris, Lild Klitplantage, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Sandhveps og Jordhumle sp. på Gyldenris, Lild Klitplantage, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stor Sandhveps er en markant “fætter” som jeg ikke er mig bevidst at have set før. Den er især kendt fra kystnære lokaliteter i Hanherred, Skagens Odde, Djursland og Nordsjælland.

Hvepseflue på Gyldenris, Lild Klitplantage, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hvepseflue på Gyldenris, Lild Klitplantage, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ligesom sandhvepsen havde jeg denne flotte, lille flue en tur omkring forummet på fugleognatur.dk. Trods det markante udseende kan den formentlig ikke bestemmes til art, men jeg må nøjes med at konstatere, at det er en Hvepseflue i slægten Conops – formentlig mest sandsynligt arten Conops flavipes, ud fra hyppigheden med hvilken de fire forekommende arter i Danmark bliver rapporteret. Men under alle omstændigheder et flot dyr og en ny oplevelse for mig. En kort overgang troede jeg lige, at jeg havde fundet en Hvepsetalje-Svirreflue, men det ville have været sensationelt – og det var det jo så heller ikke…

Eksklusiv natur med eksklusive arter, i Himmerland

Fredags og lørdag i sidste uge – de to sidste junidage – havde jeg fornøjelsen af en udflugt til det østlige Himmerland, med det formål at opsøge nogle potentielle steder for især Arktisk Smaragdlibel, der i atlasperioden ellers kun har været rapporteret fra Søhøjlandet omkring Silkeborg.

Initiativtageren til satsningen var Erik Dylmer, og da han spurgte om jeg ville med, var jeg ikke i tvivl: det ville jeg meget gerne! 🙂

Områderne i fokus var Lille Vildmose og Stubberubvad ved Rold Skov, da der fra begge lokaliteter tidligere (men ikke i atlasperioden) var blevet rapporteret Arktisk Smaragdlibel. Og da atlasprojektet nu kører på sidste sæson, ville det være godt at få konstateret, om arten stadig fandtes på stederne. Begge steder havde Erik sørget for adgangstilladelser (i Lille Vildmose besøgte vi både områder i den lukkede Tofte-indhegning og i alment tilgængelige områder).

Fredagen bød på flot, men noget blæsende vejr, og selv om vi opsøgte nogle af søerne ude på Tofte Mose-højmosefladen, var det begrænset, hvor mange guldsmede, det gav – udover Fireplettet Libel, Rødøjet Vandnymfe, Lille Kærguldsmed og andre almindelige arter.

Fireplettet Libel, Tofte Mose, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fireplettet Libel, Tofte Mose, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Kærguldsmed, Tofte Mose, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Kærguldsmed, Tofte Mose, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Her var til gengæld spændende botanik, i form af både Rundbladet og Langbladet Soldug, Blomstersiv og meget andet, selv om selve mosefladen fremstod overraskende tør (men det har jo også været en ekstrem tør sommer indtil nu)…

Der botaniseres på højmosen - her vokser der Blomstersiv. Tofte Skov i baggrunden til venstre. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Der botaniseres på højmosen – her vokser der Blomstersiv, en sjælden art i Danmark. Tofte Skov i baggrunden til venstre. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I læ inde i Tofte Skov gjorde vi flere interessante fund, bl.a. flere Siv-mosaikguldsmed (som det desværre ikke lykkedes at få fotos af). Og så stødte vi på flere Vildsvin og Krondyr, og mange steder var der spor og vidnesbyrd i kraft af oprodet skovbund – herligt ved selvsyn at få lov til at opleve, hvor stor betydning sådanne nøglearter kan have i dansk natur, her i landets første og største forsøg med “rewilding” i praksis.

Vildsvin, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vildsvin, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og pludselig var den der – den fantastiske og specielle Arktisk Smaragdlibel, en han som fløj rundt langs et skovbryn, men som heldigvis også var så venlig at sætte sig og hvile på en gren ca. i øjenhøjde. Den mest iøjnespringende karakter, som adskiller arten fra andre smaragdlibeller, er hannens bagkropsvedhæng, der er formet som en knibetang a’la ørentvistens.

Arktisk Smaragdlibel han, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel han, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel han, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel han, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og så fremstår bagkroppen meget mørk, nærmest sort, i sammenligning med Glinsende Smaragdlibel, som har nogenlunde samme form (men vedhængene er helt anderledes).

Fredag eftermiddag besøgte vi også bræddestien i Portlandsmosen, også her var forholdene meget tørre – men ved en af de gamle gravebaner var der en Siv-mosaikguldsmed (som blev checket grundigt – stedet ville også være oplagt til Højmose-mosaik – som jeg mangler på min artsliste)…

Fredag aften og lørdag morgen switchede vi til fuglekigger-mode, og dyrkede mængderne af fugle ved den nye Birkesø – her var ca. 80 Skestork, et mylder af lappedykkere (fire arter), specielt mange Sorthalset Lappedykker og Gråstrubet ditto med 1/4-3/4-store unger, en kæmpe Hættemåge-koloni (mange unger), Klyder med unger, Lille Præstekrave og meget andet. I baggrunden Heck-kvæg (urokser) og Krondyr. Et fantastisk nyt fuglested, og som sådan lige nu på sit højeste – hvis det kommer til at følge mønsteret fra andre ny/gen-etablerede lavvandede søer.

Inden vi forlod Lille Vildmose lørdag formiddag var vi også en tur i Porsemosen nord for Portlandsmosen (indgang via “kaffepletten”) – et sted jeg ikke kendte i forvejen. Her var der fire gamle gravefelter omgivet af diger, hvor spagnum-mosen var våd – så det var jo noget af det helt rigtige til nogle af de sjældne arter. Og ganske rigtigt – også her var der Arktisk Smaragdlibel (en omkringflyvende han), adskillige Siv-mosaikguldsmed, og så iøvrigt rå mængder af Sort Hedelibel – en tæthed af hedelibeller som jeg aldrig tidligere har set magen til. Vi vurderede mindst 500 (konservativt), men det reelle tal kan have været meget større.

Sort Hedelibel, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-mosaikguldsmed tørrer vinger, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-mosaikguldsmed tørrer vinger, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Lørdag eftermiddag rykkede vi så en smule vestpå til Stubberupvad, et rigkær og en fantastisk botanisk lokalitet (og måske mest kendt som sådan) ved en skrænt ned til Lindenborg Å. Her fik vi selskab af Thomas Buus Nielsen, og sammen havde vi nogle fantastiske timer med blomster og insekter. Selv om stedet ved første blik oppe fra toppen af skænten så ret så tilgroet ud (meterhøj tagrør dækkede det meste af dalen), viste det sig, når man gik rundt i det, at der stadig var masser af eksklusive arter til stede – og vi fandt endda et par større overraskelser!

Her havde Erik for ca. ti år siden fundet Arktisk Smaragdlibel og Kongeguldsmed. Det var sidstnævnte som først viste sig for os, da vi fandt en af de mange småbitte bække, der springer frem som kilder ved foden af skrænten (“trykvand”). Det er virkeligt nogle overraskende små vandstrømme, den art trives ved!

Kongeguldsmed han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kongeguldsmed han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter min æstetik er det simpelthen den danske guldsmedefaunas flotteste dyr, og så er den tilmed dejligt nem at få lov til at nærstudere, for den sætter sig meget ofte. Ialt mindst otte hanner så vi.

Arktisk Smaragdlibel var der ialt tre af, alle hanner som patruljerede på overgangen mellem rigkæret og den ellesump, der voksede som galleriskov langs åen. Til min overraskelse var den ikke så svær at få flugtbilleder af, faktisk fik jeg mange skarpe fotos “i kassen” – noget som ellers plejer at være tæt på umuligt (eller ialfald kræve stor tålmodighed), når det drejer sig om smaragdlibeller…

Arktisk Smaragdlibel han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den ene af de ovenfor nævnte overraskelser bestod i, at en fjerde smaragdlibel på lokaliteten viste sig at være Plettet Smaragdlibel – en art som i Nordjylland ellers kun kendes fra Læsø og Skagen (-sidstnævnte sted er den fundet som ny art denne sommer). Dén var til gengæld ikke samarbejdsvillig – så ingen fotos af den… Og endnu en markant ny kvadrat-art var Lille Blåpil, ja faktisk var vores observation af et par i parring og en han en fremrykning af artens nordgrænse i Danmark med noget der ligner 50 kilometer!

Lille Blåpil han og hun, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Blåpil han og hun, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Blåpil han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Blåpil han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stort set alle de guldsmede, vi så på lokaliteten, hørte til i den eksklusive kategori – således sad der tre steder i kanten af kronhjortenes sølehuller Lille Farvevandnymfe – for mig en markant udvidelse af min forståelse for denne fine arts habitatpræferencer.

Som nævnt var der også en fin flora på stedet; mange Sumphullæbe og Plettet Gøgeurt voksede i bunden af dalen – og alt muligt andet, som jeg ikke er i stand til at sætte navn på. Så den tilsyneladende “kedelige” zone med tagrør viste sig at gemme store værdier – men der er vist ingen tvivl om, at lokaliteten godt kunne bruge noget mere (kreatur)græsning – i øjeblikket græsser der kun heste, som synes at undgå de vådeste partier. Men den store Krondyr-bestand på stedet er jo nok med til at holde det delvist åbent.

Guldsmedene var heller ikke de eneste interessante insekter – vi så eksempelvis både dagsommerfuglene Iris og Kejserkåbe, og ikke færre end fire arter af køllesværmere.

Engkøllesværmer, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Engkøllesværmer, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I det hele taget må udflugten betegnes som en gennemført succes – stor tak til Erik for initiativet! 🙂

Det hvide W vender tilbage

Efter elmesygens hærgen har vores have og naturgrund stort set været uden elmetræer, kun nogle få unge træer har overlevet (hvoraf de første efterhånden er oppe i 5-6 meters højde). Så fra en situation hvor elmen var det dominerende løvtræ på vores grund (og det samme hos stort set alle naboerne) har der nu i en del år været svært at finde et “voksent” elmetræ i Tømmerby og omegn. Derfor har arter, som er tilknyttet elmen også været væk – det gælder ikke mindst dagsommerfuglen Det hvide W, der har været meget savnet – tidligere (og vi taler mindst ti år tilbage) var det en meget almindelig art, som vi havde daglig glæde af sommeren igennem. Jeg kan ikke sætte dato på dens forsvinden, da jeg dengang ikke noterede insekter ned, men faktum er ialfald, at den har været væk i en årrække.

Stor var derfor glæden i går eftermiddags, hvor jeg så to eksemplarer, som begge fouragerede på blomsterne på de høje Kvan-planter.

Det hvide W, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Det hvide W, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det hvide W, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Det hvide W, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det hvide W, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Det hvide W, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det hvide W, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Det hvide W, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det hvide W, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Det hvide W, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

sommerfugleatlas.dk kan jeg se, at arten også er observeret i 2014 i Han Vejle, men derudover foreligger der ingen observationer fra dette kvadrat (eller nogen af de omkringliggende kvadrater) i atlasperioden. Når den nu igen kan ses må det vel betyde, at en lillebitte lokal bestand har overlevet siden før elmesygen – eller også er der tale om genindvandring fra større bestande længere østpå…

Glædeligt er det under alle omstændigheder!

Ikke særligt sørgeligt!

Det er aldrig sørgeligt at finde en Sørgekåbe – en af Skandinaviens store flotte sommerfugle.

Det skete for mig idag – da jeg kom kørende ind ad indkørslen, så jeg ud af øjenkrogen en stor mørk sommerfugl med hvidlig bagkant på vingerne – og den var med det samme på lystavlen, selv om jeg næsten ikke kunne tro det.

JPK #3_047500.web
Sørgekåbe, Tømmerby, august 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er kun anden gang i løbet af de 26 år vi har boet her, at vi har haft Sørgekåbe på matriklen – første gang var tilbage i 1990’erne, hvor et individ besøgte vores brændestak.

I dag fandt jeg sommerfuglen i vores store vedbend-behængte asketræ. Som jeg fortalte om her på bloggen for nogle år siden, så er netop vedbend en vækst, der har stor tiltrækningskraft på sommerfugle og andre insekter. Det ser dog ikke ud til at blomsterne rigtigt har åbnet sig endnu, og Sørgekåben fløj da også hurtigt videre – og forsvandt.

Det blev således en flygtig oplevelse, og det var et noget laset eksemplar – men det er altid glædeligt at se Sørgekåbe, og heldigvis lå kameraet parat på bilsædet, så jeg kunne dokumentere fundet – selv om det er et lidt kedeligt foto…

Ved opslag på sommerfugleatlas.dk kan jeg se, at det blot er det andet rapporterede fund fra Thy i atlasperioden 2014-17 – første var fra Sydthy i april sidste år. Så det er absolut ikke nogen årlig begivenhed at støde på Sørgekåbe på disse kanter.

Ikke særligt sørgeligt, tværtimod et glædeligt gensyn med en sjældent set sommerfugl!

Gang i guldsmedene

Når man har kigget intensivt på fugle i tilstrækkeligt mange år, kan man nogle gange godt få fornemmelsen, at det hele er kendt i forvejen… (nu skal der nok være nogle, som føler sig provokeret!) 😉

Det samme gælder ikke for insekterne, som jeg tidligere har fortalt om. Jeg har i de seneste uger fortsat med at dyrke de seksbenede, specielt guldsmedene, og der er meget nyt at erfare, rent entomologisk!

I år kører der – foruden DOFs ynglefugleatlas – to andre atlasprojekter, nemlig på dagsommerfugle og guldsmede. Og det viser sig, at der er mange hvide pletter på kortet, dvs. at man virkeligt har mulighed for at bidrage med ny viden, hvis man kaster sig over at bestemme – og husker at rapportere! – nogle af disse fine dyr. Man behøver ikke dyrke det på rigtig entomolog-niveau med insektnet osv. – jeg har fundet ud af, at meget kan bestemmes, hvis man er bevæbnet med en god “mellemtele” (i mit tilfælde en 70-300 mm) med tilstrækkelig lav nedre fokuseringsgrænse – bedre end en makro, fordi man ikke behøver at nærme sig dyrene så meget og dermed risikere at skræmme dem væk. Og hvis man efterfølgende er i tvivl om artsbestemmelsen, sidder der gode eksperter på fugleognatur.dks forum som svarer beredvilligt, når man uploader sine fotos.

Æglæggende Brun Mosaikguldsmed, Han Vejle, august 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Æglæggende Brun Mosaikguldsmed, Han Vejle, august 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg havde egentlig en forestilling om, at Vejler-områdets guldsmedefauna var rimeligt godt kendt og dækket, men det viser sig ikke helt at være tilfældet. Derfor kan man altså gøre nye opdagelser, og relativt ofte stå med fornemmelsen af at finde hits, eller i det mindste subhits. Jeg har bl.a. de seneste uger haft fornøjelsen af at finde Grøn Mosaikguldsmed i Hjardemål Klit, en afsindigt flot sag – og samme sted den spændende (store, og også flotte!) Stor Kejserguldsmed, som først indvandrede til Danmark i 90erne, men nu bliver fundet mange steder. Mosaikguldsmedene kan tit være frustrerende, idet de er på vingerne stort set konstant, men det er dog lykkedes mig at bestemme Blå Mosaikguldsmed i en lille sø ved Bulbjerg, og så har jeg fundet ud af, at Brun Mosaikguldsmed (billedet) er rigtig almindelig i vores område. Den er så karakteristisk, at den kan kendes i flugten, men lige nu finder man mange af dem som æglæggende, og så er det jo endnu nemmere. I år har jeg ikke fundet Baltisk Mosaikguldsmed – men ved fra tidligere år, at den findes i Vejlerne… Og der er flere andre arter potentielle mosaikguldsmede for området, bl.a. burde Efterårsmosaikguldsmed flyve netop nu. I samme boldgade som de altid aktive mosaikguldsmede er smaragdlibellerne, som jeg hidtil ikke har haft så megen held med, andet end jeg har konstateret, at de er her – den ene eller anden art. Også de er ufatteligt, utrætteligt aktive og drøner frem og tilbage ustandsteligt – og så er de altså enormt flotte – slægtsnavnet siger det hele! Bl.a. er der adskillige ved Tovsig Sø. Hjælp mig med at sætte artsnavn på, please!

Fire arter hedelibeller er det blevet til, de er til gengæld næsten altid nemme at arbejde med. Det samme var en Stor Blåpil i Han Vejle.

Til sommerfugleatlas har jeg været så heldig at kunne bidrage med en Iris fra Tved Klitplantage, desværre en noget slidt hun, men herligt at denne fede art også kan findes på disse kanter! Og når man er fokuseret på de små ting falder der også af og til andre sjove ting af; i går således en Skorpionsflue (sp., men efter al sandsynlighed arten Almindelig Skorpionsflue – som dog ikke er mere almindelig, end at den ikke er rapporteret fra Thy/Hanherred)…

For nogle af guldsmedene og mange af dagsommerfuglene er vi årstidsmæssigt forbi flyvetiden, men der kan stadig findes meget interessant derude (og atlasprojekterne kører fortsat de kommende år) – så herfra en opfordring til at tage ud og kigge – det er fascinerende skabninger!

Insektguf

Overskriften hentyder ikke til den omkringsiggribende populære trend med at spise insekter, eksempelvis chokoladeovertrukne græshopper eller melorme – addr!
Derimod vil jeg blot fortælle om noget af højsommerens fine oplevelsesmæssige guf i form af det rige insektliv, der sværmer omkring i varmen. Og da halvdelen af matriklens omtrentlige hektar (i Tømmerby midt i Vejlerne) ligger ud som natur (sump, sumpskov, tilgroet eng) behøver man i mit tilfælde ikke gå langt efter oplevelserne!

I sidste uge således en dag med flere andengenerations Nældesommerfugle (efter den første førstegenerations for et par år siden).

Nældesommerfugl, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nældesommerfugl, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I går så jeg årets første Sort Hedelibel, en art jeg fandt på stedet første gang sidste år, hvor de parrede sig her…

Sort Hedelibel, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Samtidig sværmer rigtigt mange Blodrød Hedelibel, og så har jeg dykket lidt ned i bestemmelse af kobbervandnymfer, og fundet ud af, at der forekommer både Sortmærket og Almindelig Kobbervandnymfe.
Nyt for mig var det at finde denne flotte Tidselbuk (-men den har jo sikkert været her altid – her er ialfald mange af de høje stauder/urter, som arten holder af)…

Tidselbuk, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselbuk, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er sjældent, at det lykkes mig at få bestemt nogle af de græshopper jeg ser, men med hjælp fra eksperterne på fugleognatur.dk (som også hjalp med kobbervandnymferne) fandt jeg frem til, at detteher må være en Lynggræshoppe – ret fin med gammelrosa hoved og kropssider i kontrast til den friskgrønne ryg…

Lynggræshoppe, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lynggræshoppe, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Blot et lille udpluk… – der er godt gang i insektlivet derude lige nu!

Tilføjelse dagen efter: nogle af de insekter, der har givet flest frustrationer, er mosaikguldsmedene, som i varmen er på vingerne konstant, og derfor svære at fotografere eller bare at få at se ordentligt. Men i aftes opdagede Mie et individ af Brun Mosaikguldsmed, der var drattet ned foran huset (måske fløjet mod et vindue), hvor den lå og sundede sig. Jeg synes de store mosaikguldsmede er overordentligt fede dyr, og det var en fryd at kunne nærstudere dette individ (selv om den nok ikke havde det så godt). Den sundede sig og “varmede motoren”, men jeg så den ikke flyve. Her til morgen er den dog væk…

Brun Mosaikguldsmed, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Mosaikguldsmed, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sommerfugle i engen, 2

Engrandøje, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Engrandøje, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Græsrandøje, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Græsrandøje, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Bredpande, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Bredpande, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Bredpande, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Bredpande, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Opfølgning på indlægget Sommerfugle i engen fra maj i år…

De sommerfugle der dominerer lige nu ved midsommer her på matriklen er randøjer og bredpander, der opsøger engfloraen. Engrandøje har fløjet i en uges tid, og i går så jeg den første Græsrandøje. Samtidig er der godt med bredpander – jeg tror at begge de fotograferede dyr er Stor Bredpande (han og hun) – men ekspert er jeg ikke!