Sit on top på Gudenåen

Gudenåen set fra en såkaldt "Sit-on-top"-kajak, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gudenåen set fra en såkaldt “Sit-on-top”-kajak, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Flodguldsmed er landet på pagajen, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Flodguldsmed er landet på pagajen, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som et led i guldsmedeundersøgelsen på Gudenåen har jeg af Randers Naturcenter lånt en såkaldt “Sit-on-top”-kajak med henblik på at give mig adgang til steder i deltaet, hvor det er vanskeligt at færdes til fods.

Jeg har tidligere anvendt både kano (i undersøgelsen i Vejlerne) og havkajak (på Vilsted Sø og andre steder), men jeg må sige at jeg nu har fundet det ideelle fartøj at gennemføre guldsmedeundersøgelser fra, da Sit-on-top-kajakken er både let at håndtere for én person og samtidig ligger den stabilt og roligt på vandet (i modsætning til havkajakken).

Undersøgelsens første runde skulle være foregået i maj måned, men på grund af en lang periode med koldt og blæsende vejr i maj kom den til at strække sig nogle dage ind i juni. Metodisk betyder det ikke så meget, det vigtige er at gennemføre undersøgelsen på dage hvor vejrbetingelserne er favorable for flyvende insekter.

Som jeg nævnte i mit første opslag om Gudenå-undersøgelsen, er Almindelig Flodguldsmed en art som optræder i pænt antal på strækningen ved Randers – altså Hornbæk Enge og Vorup Enge. Da jeg i sidste uge var ved Væth Enge viste det sig at det også er tilfældet dér.

Almindelig Flodguldsmed, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Flodguldsmed han, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Almindelig Flodguldsmed er en flot art som jeg er glad for at få lejlighed til at lære bedre at kende. De er “flinke” til at sætte sig i vegetationen så man kan nærstudere dem, men jeg har nu også oplevet dem jagende over åen, og der er også allerede gang i bestræbelserne på at sikre næste generation:

Almindelig Flodguldsmed han og (delvist skjult) hun, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Flodguldsmed han og (delvist skjult) hun, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I det hele taget går det nu stærkt, efter den træge start på guldsmedesæsonen. Her er det Blå Libel og Flagermusvandnymfe som er i gang – begge arter som er talrige i undersøgelsen:

Æglæggende Blå Libel hun, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Æglæggende Blå Libel hun, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flagermusvandnymfe parringshjul, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flagermusvandnymfe parringshjul, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flagermusvandnymfe par under æglægning, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flagermusvandnymfe par under æglægning, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

To arter som også optræder i store antal ved Gudenåen er – helt som forventet – Blåbåndet og Blåvinget Pragtvandnymfe (sidstnævnte mest talrigt). Territoriehævdende hanner ses stort set overalt.

Blåvinget Pragtvandnymfe han, Vorup Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåvinget Pragtvandnymfe han, Vorup Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har endnu ikke set pragtvandnymfer i parring, men disse arter har en lang sæson hvor man har indtryk af, at det enkelte individ har et meget længere liv som flyvende insekt end det er tilfældet for de fleste andre vandnymfer.

Stor Farvevandnymfe får sig en "snack", Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Farvevandnymfe får sig en “snack”, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover de allerede nævnte er arter som Almindelig Vandnymfe, Stor FarvevandnymfeHesteskovandnymfe, Fireplettet Libel, Stor Blåpil, Rødøjet Vandnymfe og Rød Vandnymfe også til stede ved Gudenåen i pæne antal – for sidstnævntes vedkommende er vi allerede ved at være sidst på sæsonen. Her er der tale om “generalister” man kan finde i mange typer habitat. Rødøjet Vandnymfe ynder rolige vandflader med mange flydeblade, og dem er der også mange af både i små vige på selve Gudenåen og i de “nye” søer ved Væth, Vorup og Hornbæk, så jeg forventer at arten lidt senere på sæsonen vil optræde i store antal – det ser jeg allerede indikationer af.

Og så er der “krydderierne”! Både Kileplet-Mosaikguldsmed og Spidsplettet Libel har været kendt med store bestande længere oppe i åsystemet, mens der ved Randers hidtil kun har været sporadiske observationer. Mine foreløbige resultater tyder på, at Kilepletten kan vise sig at være taltigt til stede, ved et afsnøret flodløb på Vorup Enge havde jeg forleden ikke færre end 11 fouragerende individer – og jeg har også konstateret at den er til stede ved Væth.

Kileplet-Mosaikguldsmed deler et tagrørstrå med Fireplettet Libel, Vorup Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kileplet-Mosaikguldsmed deler et tagrørstrå med Fireplettet Libel, Vorup Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kileplet-Mosaikguldsmed, Vorup Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kileplet-Mosaikguldsmed, Vorup Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Kileplet-Mosaikguldsmed har efterhånden bredt sig ganske meget, Randers-egnen er lige nu nordgrænsen for en sammenhængende udbredelse, men den har vist tegn på længere fremrykninger nord- og vestpå i Jylland.

Det samme gælder i nogen grad Spidsplettet Libel – jeg har bl.a. tidligere mødt begge arterne ved Stubbergård Sø, hvor de ikke har været registreret før i indeværende atlasperiode. Alligevel var jeg spændt på om denne lidt mere eksklusive art også skulle vise sig i denne undersøgelse – og det gjorde den! Ligesom Kilepletten var det i det afsnørede flodløb at jeg til min store glæde fandt denne han:

Spidsplettet Libel han, Vorup Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Spidsplettet Libel han, Vorup Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det kunne jo være en enlig strejfer – tidligere er som nævnt kun rapporteret få enkeltindivider så langt nede ad Gudenåens løb – men jeg kan se på Naturbasen at den i går blev fundet i Gudenåparken helt inde i kanten af Randers, så mon ikke også den har en etableret bestand på stedet?

Det (og hvem ved hvilke andre spændende opdagelser?) vil nok blive afsløret i løbet af sommerens undersøgelse!

Han Vejle kan! (igen)

Han Vejle kan (igen)… tilbyde fine forhold til at kigge på guldsmede og vandnymfer!

Tidligere (forud for min store Vejler-guldsmedeundersøgelse 2017-2018) var Han Vejle klart det kendteste og mest tilgængelige sted for guldsmede i Vejlerne, og med rette berømt for forekomster af bl.a. Baltisk Mosaikguldsmed og Huevandnymfe, og tilbage i 2015 fandt jeg også Lille Rødøjet Vandnymfe langs gangbroen der, som det første (og formentlig stadig eneste) sted for arten i Thy.

Siden har der været nogle år, hvor det har været sparsomt med de store guldsmede-oplevelser i Han Vejle, selvom der stadig næsten hvert år bliver set enkelte eksemplarer af Vejlernes “emblem-art” Baltisk Mosaikguldsmed. Sumpen langs gangbroen forandrer sig over tid, og hvor god den er for guldsmede er selvfølgelig først og fremmest afhængig af vandstanden, men også hvor lang tid siden der har været foretaget vedligeholdelsesarbejder på broen, hvor der køres med de store rørhøstervogne med ballonhjul, hvorved vegetationen bliver ryddet i et flere meter bredt bælte langs med broen… Efterfølgende tager det nogle år før sumpvegetationen atter indfinder sig, og det er ofte i overgangen inden at denne zone igen bliver lukket til af tagrør og dunhammere, at der i en periode kan være optimale betingelser for mange arter af odonata (guldsmede og vandnymfer)…

Igår kunne jeg konstatere, at forsommeren 2022 ser ud til at blive et rigtigt godt år for guldsmede – og ialfald vandnymfer – i Han Vejle. Det er jo nu tid for Huevandnymfe, og i frustration over, at jeg i år endnu ikke har fundet arten på nogle af de “faste” lokaliteter i Hjardemål Klit/Blovsgårde-området, opsøgte jeg i går eftermiddags gangbroen i Han Vejle. Fra første øjekast var det tydeligt, at der var godt gang i sagerne, og næsten det første dyr jeg fik øje på var en Huevandnymfe, omgivet af myriader af Flagermusvandnymfer. Hurtigt kom der flere til, bl.a. et æglæggende par.

Huevandnymfe og Flagermusvandnymfe par, trængsel om pladsen, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe og Flagermusvandnymfe par, trængsel om pladsen, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I alt blev det til mere end 400 Flagermusvandnymfer langs gangbroen, heraf mange i parring/tandem eller æglægning – et antal som minder om hvad man kunne opleve i “gamle dage” for 5-6 år siden. Og der var også pænt med Huevandnymfer, ialt 12 så jeg langs gangbroen (foruden 1 ved både-ophalingspladsen på Jernbanedæmningen i Lund Fjord).
Huevandnymfe han, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe han, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ovenstående billede er af en af adskillige hanner som viste tydelig territorial adfærd, hvor de sad med halvt udbredte vinger og hele tiden var parate til at jage nærgående Flagermusvandnymfer og andre væk.
Udover parret som var i færd med æglægning var der et andet par som ikke var nået helt så langt… Her kommer en lille billedsekvens efter at de lige var landet på et tagrørstrå, sammenkoblede i tandem:
Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det var sjovt at iagttage hvordan hannen løftede hunnen op, så hun kunne føre spidsen af sin bagkrop op til hans sekundære kønsorgan, så sæden kunne overføres. Jeg holder aldrig op med at forundres over den sofistikerede sexualadfærd indenfor guldsmedene!

Jeg har faktisk gået og været lidt bange for at jeg slet ikke skulle få denne fine art at se i år, eftersom den ikke er dukket op på flere af de kendte steder, og jeg har haft en bekymring om, at det kunne skyldes udtørring af de relativt nygravede småsøer i området omkring vindmølletestcentret i Østerild. Men et besøg derude i går formiddags fik mig på andre tanker, på trods af lav vandstand var der i forhold til i sidste uge “gået hul på bylden”, og søerne bugnede af liv, med Lille Farvevandnymfe, Spydvandnymfe, Månevandnymfe og Hesteskovandnymfe i pænt store mængder – for de to sidstnævnte tror jeg at det var de største forekomster jeg har registreret derude. Iøvrigt en pudsig iagttagelse: hvor der i Han Vejle udelukkende var  den ene af “søsterarterne” Flagermusvandnymfe og Hesteskovandnymfe, så var der i Blovsgårde stor overvægt af den anden, nemlig Hestesko-. Tidligere kunne man også i Han Vejle og andre steder i Vejlerne iagttage mange Hesteskovandnymfer, men uvist af hvilken årsag er det som om at de er på retur i selve Vejlerne…

Månevandnymfe par, Blovsgårde, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Månevandnymfe par, Blovsgårde, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
To ud af 19 Månevandnymfer set i tre af småsøerne i Blovsgårde igår.
Så når tørken ikke har reduceret mængden af andre vandnymfer er det mest nærliggende at tro, at det bare er det vedvarende kølige vejr i store dele af maj måned som har forsinket forvandlingen i år. Måske vil der derfor kunne ses Huevandnymfer et par uger endnu?

Huevandnymferne i Hjardemål Klitplantage

For to år siden kørte jeg mit store guldsmede/vandnymfe-projekt i Vejlerne, hvor jeg fandt nogle meget store bestande af en af mine yndlingsarter, Huevandnymfe. Dengang fandt jeg også arten i Blovsgårde/Hjardemål Klit-området i nogle af de nyanlagte søer (“erstatningsnatur” i forbindelse med Østerild Vindmølletestcentret), som omtalt i dette blogindlæg: Om nyskabte søers potentiale for guldsmede og vandnymfer.

Ialt fandt jeg dengang i 2018 Huevandnymfe i seks af de nye søer, med en samlet sum på 14 individer. Jeg betragtede det som “overskud”/spredning fra den store bestand i nærliggende Tømmerby Fjord, og det var et spørgsmål om arten var i stand til at etablere en egentlig bestand i disse nye søer.

Sidste år fik jeg ikke checket op på det (da jeg var optaget af Nationalpark Thy-projektet), men i år har jeg aflagt søerne derude flere besøg. Sæsonen har været langsom om at komme i gang; men endelig igår var der kommet skub i sagerne; i den største af søerne mellem Klitvejen og Harboslettevej talte jeg ialt 11 smukke Huevandnymfer – ni hanner og to hunner.

Huevandnymfe hun, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe hun, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. Hunnerne kan ved første øjekast være bedragerisk lig Stor Farvevandnymfe, da det blå “baglys” har nogenlunde samme størrelse og placering som på den art.
Huevandnymfe han, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe han, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. Hannen er i mine øjne en af de flotteste guldsmede, med den pastelgrønne grundfarve og den markante “gribetang” bagest.

Vegetationen i de stadig meget nyetablerede søer udvikler sig hele tiden; i denne store sø er der efterhånden en stor dækningsgrad af vandplanter, og bredzonen er meget sumpet med store partier med sjapvand mellem græs og siv-tuer.

Ynglelokalitet for Huevandnymfe, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ynglelokalitet for Huevandnymfe, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På nedenstående kort er det søen med en gul cirkel omkring; prikkerne angiver fund af Huevandnymfe i de nye søer i 2018.

Søer med fund af Huevandnymfe, Blovsgårde/Hjardemål Klitplantage, 2018 og 2020.
Søer med fund af Huevandnymfe, Blovsgårde/Hjardemål Klitplantage, 2018 og 2020.

Adgang til denne sø er nemmest hvis man parkerer ved den gamle sø ved Klitvejen med borde/bænke-sæt og krydser vejen. Langskaftede støvler er en nødvendighed – bedst er det med skridtstøvler, hvis man gerne vil “gennemtrawle” den sumpede bredzone.

Ialt besøgte jeg igår fem af de nye søer; udover altid fine Huevandnymfer kunne jeg glædes over at den lille bestand af Lille Farvevandnymfe stadig er at finde derude; igår så jeg syv hanner og to hunner – så vidt jeg husker blandt de største forekomster jeg har registreret på stedet.

Lille Farvevandnymfe han, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe han, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. En såkaldt teneral (nyforvandlet) han hvor farven stadig er noget bleg på de ikke-sorte dele.
Lille Farvevandnymfe hun, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe hun, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. Nyforvandlede hunner har orange grundfarve hvor de senere på sæsonen bliver grønne.

Også Månevandnymfe så jeg med et enkelt individ; og adskillige Spydvandnymfe inkl. dette par som allerede var i gang med æglægning:

Spydvandnymfe par, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Spydvandnymfe par, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. Øjeblikket efter billedet blev taget søgte de ned til vandoverfladen og hunnen lagde æg.

Der var også andre guldsmede/vandnymfer til stede; Nordisk Kærguldsmed, Fireplettet Libel, Flagermusvandnymfe, Hesteskovandnymfe, Rød Vandnymfe, Almindelig Vandnymfe og Stor Farvevandnymfe.

Herligt at sæsonen for alvor er i gang igen; selv om jeg denne sommer ikke kommer til at arbejde professionelt med guldsmede, skal jeg ikke undlade at dyrke den odonatologiske interesse!

Og dejligt at se at de nye søer i “erstatningsnatur”-tiltagene stadig er i stand til at tiltrække en varieret og rig fauna!

Om nyskabte søers potentiale for guldsmede og vandnymfer

Sidste år i juni fandt jeg Lille Farvevandnymfe i et nyt vandhul (anlagt i 2014) ved Blovsgårde/Hjardemål Klit – som omtalt i dette indlæg. Jeg kiggede netop efter arten ved nogle af disse nyanlagte søer i forbindelse med Østerild-vindmølletestcentret, da arten er kendt for at indfinde sig hurtigt efter at nye søer er blevet skabt.

Idag var jeg ude for at checke, om arten stadig var til stede, og det var den sandelig – syv hanner og en æglæggende hun ved søen fra sidste år, samt en han i den næste sø af tre søer på stribe – hvor den ikke var sidste år.

Lille Farvevandnymfe han, Blovsgårde, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe han, Blovsgårde, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det var jo godt at konstatere!

I alle tre søer ved Blovsgårdevej var det tydeligt, at der nu var etableret mere vegetation end sidste år, og der var også kommet endnu flere guldsmede, og især vandnymfer.

Hesteskovandnymfe han laver gymnastiske øvelser, Blovsgårde, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hesteskovandnymfe han laver gymnastiske øvelser, Blovsgårde, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Spydvandnymfe par i "tandem", Blovsgårde, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Spydvandnymfe par i “tandem”, Blovsgårde, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Månevandnymfe par i "tandem", Blovsgårde, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Månevandnymfe han, Blovsgårde, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Specielt var det også godt at konstatere, at den fåtallige Månevandnymfe atter var til stede – sidste år så jeg et par under æglægning, idag mindst to hanner. Ellers var Spydvandnymfe og Hesteskovandnymfe her mere talrige end Flagermusvandnymfe – i modsætning til i Vejlerne, hvor sidstnævnte dominerer blandt Coenagrion-arterne (-bortset fra i den korte periode, hvor det stedvis er Huevandnymfe, der er den talrigste). Og Almindelig Vandnymfe var der selvfølgelig også mange af, samt enkelte Rød Vandnymfe og lidt flere Stor Farvevandnymfe.

Af større guldsmede var der især mange Blå Libel, inkl. et lille område på et par kvadratmeter, hvor der var mindst 15 tomme nymfehuder af arten, og der sad stadig tre helt nyforvandlede individer og var ved at tørre vinger.

Nyforvandlet Blå Libel, Blovsgårde, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nyforvandlet Blå Libel, Blovsgårde, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Selvfølgelig var der også mange Fireplettet Libel (hvor er der ikke det?), samt enkelte Grøn Smaragdlibel og Håret Mosaikguldsmed. -Ja faktisk stort set alle de arter, som lige nu er aktive her nord for Limfjorden.

Dagens største overraskelse var alligevel, da jeg også besøgte en større sø (skabt i 2012) mellem Klitvejen og Harboslettevej. Det er en sø, som bærer meget præg af at blive besøgt at store mængder Krondyr, og iøvrigt lige nu står med så meget vand som jeg aldrig har set før på denne årstid – derfor er meget af vegetationen i søen ikke egentlig sumpvegetation/vandplanter, men derimod oversvømmet klithede/eng-vegetation. Det var ved at være sidst på eftermiddagen, så aktiviteten blandt guldsmede og vandnymfer var ikke længere så høj – men der var dog, udover allerede nævnte arter, en del Nordisk Kærguldsmed – og så  seks hanner (spredt) af Huevandnymfe!!!

Huevandnymfe, Hjardemål Klit, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe han, Hjardemål Klit, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det var så atter en ny lokalitet for Huevandnymfe – desværre ikke i et nyt kvadrat, så det er ikke synligt på kortet i guldsmedeatlas.dk. MEN det er da fantastisk, synes jeg, at der i disse søer, som var skov indtil for 4-6 år siden, allerede har indfundet sig en lang række, heriblandt flere krævende arter – og nu også en rødlistet art! Det er jo nærliggende at antage, at Huevandnymferne er kommet fra den store bestand i Tømmerby Fjord – men det viser ialfald, at ikke bare Lille Farvevandnymfe, men mange arter af vandnymfer og guldsmede har et stort potentiale for at sprede sig og indtage nye steder, når de rigtige forhold opstår.

Hvad angår denne store sø kan jeg dog ikke lade være med at tænke på, om det er lidt af en fælde for dyrene, for hvis de lægger æg øverst i den vanddækkede vegetation nu, så vil de med stor sandsynlighed tørre ud senere på sommeren. Sidste sommer dækkede vandfladen skønsmæssige mindre end en tredjedel af det nuværende areal. Men det er under alle omstændigheder spændende at følge udviklingen, og jeg bliver nødt til de kommende år at checke, om Huevandnymfe for alvor får etableret sig derude…

Solskinshistorie (erstatningsnatur der virker)

Når man selv bidrager til, og følger med i hvordan det går med det igangværende Atlasprojekt Danmarks Guldsmede, kan man ikke lade være med at gøre sig tanker om, hvilke  potentielle nye arter der kunne tænkes at findes i de kvadrater, man følger tættest.

Jeg har igennem nogen tid haft specielt én art i tankerne, Lille Farvevandnymfe, som indtil i dag ikke er fundet ret mange steder nord for Limfjorden, og slet ikke i Thy eller Hanherred. Den siges især at optræde i nyetablerede vandhuller uden megen bredvegetation, og i dag slog det ned i mig, at sådanne søer findes der nogle stykker af i forbindelse med Østerild Vindmølle-testcentret, hvor Naturstyrelsen for ca. 4-5 år siden gravede/skrabede nogle nye lavvandede søer som en form for “erstatningsnatur” som kompensation for etableringen af testcentret.

Jeg checkede disse søer for et par år siden (men senere på sommeren), og på det tidspunkt var der meget lidt liv, jeg husker blot nogle enkelte hedelibeller.

Nyetableret sø i Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nyetableret sø i Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Idag var der til gengæld masser af liv: jagende (efter hinanden) Blå Libel og Fireplettet Libel, en Stor Blåpil, en Kobbervandnymfe sp. og mange Almindelig Vandnymfe. I den første af søerne jeg checkede var der desuden adskillige æglæggende par af Hesteskovandnymfe, og et enkelt par af Månevandnymfe, der vakte glæde! Det var mine første nord for Limfjorden, og selv om arten er fundet i kvadratet af en anden odonatolog for nylig, så er det stadig en art med sparsom forekomst på disse kanter.

Dette par gav iøvrigt  en pudsig oplevelse. De var sammenkoblede i tandem og i færd med æglægning. Det skete under vandet – i helt bogstavelig forstand, altså både hunnen og hannen var under vandskorpen. Første gang jeg så det “hjalp” jeg dem op af vandet, da jeg tænkte de var i knibe, men øjeblikket efter søgte de hen til en ny plante og forsvandt igen ned under vandoverfladen. Det virkede som om det var hunnen, som “trak” parret ned, og et stykke nede (5-8 cm under overfladen) begyndte hun at søge med bagkroppen, og formentlig afsætte æg på vandplantens stængel. Det virkede som lidt af en kamp, og hannen trak dem flere gange opad, men så trak hunnen i modsat retning! Jeg fik ikke taget tid, men jeg vil mene at de var under vandet i mindst 3 minutter, og måske så længe som 4-5 minutter. Pludselig kom de så op igen, og med det samme fløj de i tandem videre – mod den modsatte bred, hvor jeg ikke længere kunne følge dem.
Det var jo et helt andet billede end det sædvanlige hos Coenagrion-arter, hvor hannen “står” op i luften oven på den æglæggende hun.
Der står intet beskrevet om adfærden i Fogh Nielsen’s “De danske guldsmede” eller i artsbeskrivelsen på fugleognatur.dk.

Månevandnymfe par under æglægning (her er hannen stadig oven vande). Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Månevandnymfe par under æglægning (her er hannen stadig oven vande). Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Månevandnymfe par under æglægning (både hannen og hunnen under vandskorpen). Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Månevandnymfe par under æglægning (både hannen og hunnen under vandskorpen). Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det var jo allerede et godt resultat af besøget ved disse søer, men jeg var nok stadig mest interesseret i at checke alle farvevandnymferne – der var nemlig også en del Stor Farvevandnymfe til stede på lokaliteten. Og jeg havde læst mig til, at de to arter ofte optræder sammen – så hvert eneste individ blev checket, ikke mindst placeringen af det blå “baglys” på de yderste bagkropsled…

Og pludselig var der et individ, som var anderledes.

Lille Farvevandnymfe hun, Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe hun, Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne grønne vandnymfe lignede ikke noget jeg havde set før, og selv om jeg ikke havde en felthåndbog ved hånden, havde jeg læst op på kendetegnene for nylig, og mente bestemt at kombinationen af helt mørk ryg på forkroppen, manglende markeringer på siden af brystet og manglende “baglys” betød, at det måtte være hunnen af Lille Farvevandnymfe. Heldigvis gik der ikke længe, før nogle meget karakteristiske hanner materialiserede sig, og jeg blev helt sikker i min sag…

Lille Farvevandnymfe han, Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe han, Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så hermed kunne arten plottes i et nyt kvadrat, ret så isoleret fra artens øvrige danske forekomster. Det blev iøvrigt til ialt 8 individer på stedet, heriblandt et par i parringshjul og en æglæggende hun – så det vil sikkert være muligt at finde dem på stedet også i den kommende tid.

For mig betyder forekomsten af to i Nordjylland så sjældne arter som Månevandnymfe og Lille Farvevandnymfe, at etableringen af disse nye søer absolut må udnævnes til at være en succes. (At også andre organismer har glæde af søerne ses bl.a. af mange aftryk af klove af Krondyr i sandet rundt langs bredderne).

Til gengæld kan jeg ikke lade være med at blive slået af forundring over, hvordan disse småbitte dyr på tre centimeter er i stand til at finde frem til de nye steder, hvor der pludselig opstår forhold, som passer i deres krav til levested! ???

Ja jeg synes det er fantastisk. Og jeg kan stadig ikke få hænderne ned efter denne succes-oplevelse…

Odonatologiske oplevelser

Dette indlæg er en fortsættelse af “Gang i guldsmedene” fra august sidste år…

Vidste I godt, at der i Tømmerby Å er en fin bestand af Blåbåndet Pragtvandnymfe?

Blåbåndet Pragtvandnymfe, Tømmerby Å, juni 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Blåbåndet Pragtvandnymfe, Tømmerby Å, juni 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Som jeg fortalte i ovennævnte indlæg her på bloggen, kom jeg sidste sensommer i gang med at udforske guldsmedefaunaen i Vejlerne og omegn, og det gav mange fine oplevelser – og bidrag til det Atlasprojekt om guldsmede, som løber af stabelen i disse år.

I år var min ambition så at komme i gang fra starten af sæsonen. At starten trak ud i det ekstreme var ikke lige planen – vi skulle helt hen til omkring 1. juni, før de første vandnymfer dukkede op, efter den ekstremt kølige maj måned i år. Der er dog efterfølgende i løbet af juni kommet rigtigt meget fart over tingene, og jeg har ialfald oplevet mange fine og uventede ting med disse prægtige dyr, og fået tilføjet mange af de tidligt-flyvende arter til listen, således at der nu er registreret 18 arter af guldsmede og vandnymfer i “mit” kvadrat.

Jeg havde håbet på Huevandnymfe i Han Vejle, en klassisk og berømt lokalitet for denne sjældne art; men det lykkedes desværre ikke – og nu er det formentlig for sent. Til gengæld har gangbroen i Han Vejle imponeret med store mængder af Flagermusvandnymfe (bl.a. hundreder af par i parringshjul under æglægning),en anden af de tidligt-flyvende arter, og indimellem lidt Hesteskovandnymfe og Stor Farvevandnymfe. I en lille sø i Hjardemål Klit – kunstigt opgravet, men ikke desto mindre meget rig når det gælder guldsmedefauna (sidste år sås bl.a. Stor Kejserguldsmed derude) – fandt jeg Spydvandnymfe og Rødøjet Vandnymfe, det eneste sted i en større radius nord for Limfjorden, at disse arter er registreret i Atlasprojektet.

En anden kunstig lokalitet, en sø som blev gravet for ca. 25 år siden, har siden også udviklet sig til lidt af et biodiversitets-hotspot – det drejer sig om dammen her på egen matrikel i Tømmerby. Her har jeg haft glæden af den utroligt flotte Rød Vandnymfe, og desuden bl.a.Blå Libel, Fireplettet Libel og ikke mindst den tidligst-flyvende af de fede mosaikguldsmede, nemlig Håret Mosaikguldsmed. I går kom der oven i købet en Blåbåndet Pragtvandnymfe og gæstede mit sted, meget overraskende og glædeligt – det er så absulut en af juvelerne i guldsmedeverdenen. Men ellers var jeg for nogle dage siden på et lille besøg ved Tømmerby Å (efter tip fra Jens Frimer), hvorfra ovenstående foto stammer. På en ca. 100 meter strækning omkring broen ved Langvadvej sås ikke færre end 12 individer af den med rette benævnte pragtvandnymfe, hanner og hunner, som bl.a. yndede at lande på de flydende banker af vandranunkler i åen. Et besøg værd – tippet er hermed givet videre!

Og i det hele taget kan jeg kun opfordre til at deltage i Atlasprojektet – det er nemt; man opretter en profil på fugleognatur.dk og taster sine observationer ind – og da der tilsyneladende er få “rigtige” odonatologer, som besøger området her, er det ikke svært at bidrage med ny viden, som kan ses på udbredelseskortene for de forskellige arter. Der kører i øvrigt også tilsvarende Atlasprojekter med dagsommerfugle og padder og krybdyr – så der er god grund til at komme ud i sommernaturen og registrere nogle af disse hyggelige arter, der hører den varme årstid til…

Flere af mine fotos af guldsmede og vandnymfer kan betragtes på fotogalleriet ornitfoto.dk.