Hvide hejrer bonanza med Kohejre!

Haaning hitter igen! – på totaltælling i mandags fandt Henrik Haaning en Kohejre i  Kogleakssøen, som han fortæller om på Pandion i linket her.

Kohejre, Kogleakssøen, august 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kohejre, Kogleakssøen, august 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg befandt mig på pågældende tidspunkt ved frokosttid på Bygholmdæmningen i søgen efter de to Odinshøns, Henrik havde rapporteret tidligere  på morgenen. Så jeg kunne ret hurtigt være på plads i Kogleaks-skjulet, og sammen med Henrik og blot to observatører til nåede jeg  – i det ikke alt for spændende, kølige blæsende vejr – at se hit-hejren. Først stod den og skuttede sig på en af øerne i søen, ret kedeligt at se i kraftigt modlys, men efter et kvarters tid lettede den og fløj over på en kreaturgræsset mark på Kærup Holme – desværre skjult bag en nåletræsplantage. Det var under denne flyvetur at ovenstående uskarpe dogme-doku-foto blev taget.

Senere vendte den meget kortvarigt tilbage til søen, hvor den bl.a. stod på en hegnspæl i nogle få sekunder – denne gang var der lidt mere nydelse i synet. Kohejre er jo såmænd en fin lille hejre, men dens almindelighed i andre dele af verden taget i betragtning er det jo ikke en art, man som sådan går og har et romantisk forhold til… Men det er ALTID sjovt at få sig en ny Vejler-art, og for Henrik da ikke mindst – “findelønnen” når det uventede dukker op i teleskopfeltet er altid stor!

Resten af mandagen og tirsdag med blev fuglen eftersøgt uden held, men onsdag morgen fandt Henrik Læssøe fuglen igen i Kogleakssøen, og denne dag blev den set flere gange i løbet af dagen frem til om aftenen – dog afbrudt af perioder, hvor den skjulte sig. Der blev også taget væsentligt bedre fotos af fuglen end ovenstående. Det forekommer sandsynligt at fuglen stadig er til stede, så mon ikke den vil blive set flere gange i den kommende tid…

Det er så kun anden gang på godt 100 år, at der ses Kohejre i Vejlerne – vi skal helt tilbage til 1903, hvor en fugl blev skudt i Selbjerg Vejle – dengang det første fund i Danmark, i øvrigt. Og det passer så alligevel (måske) ikke helt – for i 1995 kom min datter Pia en gang hjem og fortalte, at hun havde set en hvid fugl stå på ryggen af en hest ved Tømmerby Fjord – så siger alarmklokkerne jo med det samme Kohejre! Den blev eftersøgt uden held – men senere samme år dukkede der en Kohejre op ved Ove Sø i Thy…

Kohejrens opdukken i Vejlerne falder fint i tråd med at stort set alle Sydeuropas hejrearter igennem mange år har haft fremgang, og nu ses flere af dem regelmæssigt på vore breddegrader. Under Kohejrens ophold i Kogleakssøen i mandags fløj der flere gange en Sølvhejre forbi i baggrunden (én af de ca. 10, der huserer i Vejlerne i øjeblikket), og det er ikke mange dage siden at der også var Silkehejre i Pytodde og på Bygholmengen. Det engang eksotiske er ikke længere helt så eksotisk!

Stubmarker, spover og lidt lommefilosofi

Stor Regnspove, Kærup Holme, marts 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Regnspove, Kærup Holme, marts 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Regnspove, Kærup Holme, marts 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Regnspove, Kærup Holme, marts 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er en kendsgerning, at de vintergrønne kornmarker har gavnet hjorte- og gåsebestande. Men jeg savner stubmarker, som lader jorden ligge uden plov et år ad gangen, hvorved der når at opformeres mere liv i løbet af efterårs- og vinterperioden, til gavn for andre arter end lige hjorte og gæs.
Der findes heldigvis stadig nogle få af slagsen, og på Kærup Holme tiltrækker sådan en stubmark i disse dage en flok Store Regnspover. Og når man har parkeret bilen i vejsiden, lader fuglene efter et stykke tid til at opfatte den som en del af landskabet…

Jeg hører iøvrigt til den generation og det sindelag, der værdsætter det gamle navn Regnspove – tænker tit på en poetisk formulering, Wilhelm Lorenzen Fabricius en gang kom med på Netfugl: “[…] der er klang af spovefløjt inde i regndisen i det navn, af tåget marsk og trækkende fugle dybt inde i fugtigt nattemørke over vore hoveder. Fuglenavne er også poesi.
Selv om man som i dette tilfælde oplever dem på en kulturmark, bærer Regnspover altid denne “duft” af vild natur med sig…