Min ven Blåhalsen

Nogle gange går udviklingen i fugleverdenen ufatteligt stærkt. Tag nu for eksempel Sydlig Blåhals. Fra at have været totalt fraværende som dansk ynglefugl, over en periode hvor arten var en sydvestdansk (=marsk-) specialitet, til en situation hvor det nærmest er en ALMINDELIG fugl på egnede biotoper i det meste af Jylland, er der gået meget få år. Først omkring 2010 begyndte arten at “spøge” i Vejlerne, Lille Vildmose og andre steder i Limfjordsområdet – og idag er der MANGE af dem.

Jeg har tidligere skrevet om Sydlig Blåhals  i dette og dette indlæg.

Når arten i dag bliver eftersøgt på egnede steder, dvs. typisk i rørbræmmer langs grøfter og kanaler, ofte i inddæmmede områder – ja så bliver den også ofte fundet.
Nogle af de nemmest tilgængelige, mest “publikumsvenlige” Blåhalse har vi vist her i Vejlerne, specifikt Han Vejle/Lund Fjord-området (Jernbanedæmningen), og ikke mindst fuglen(e) langs gangbroen i Han Vejle må finde sig i ofte at få besøg af interesserede fotografer og almindeligt nysgerrige.

I år ankom flere fugle til Han Vejle og Lund Fjord den 1. april – sidste år var det allerede i marts, det skete.

Der er flere fine ting ved Blåhalsen. Det er selvfølgelig en juvel, en fryd for øjet! -Men også dens sang-ekvilibrisme er en fryd, og selv om sangen ikke er så kraftig, betyder det, at den netop ankommer så tidligt, at det for alvor giver mulighed for at nyde den uden forstyrrelse fra andre mere larmende fuglesange.

Fuglen ved gangbroen i Han Vejle (fotos) har jeg og mange andre haft stor fornøjelse af her i første halvdel af april. Det er en MEGET aktiv han, som i lange perioder – og slet ikke kun i skumring og dæmring – har travlt med at synge, meget ofte fra særdeles synlige sangposter, således at man allerede fra P-pladsen kan konstatere, at ja, han er på plads også i dag. Når den rigtigt fører sig frem og nærmest kommer i affekt, afleveres sangen med halen stående lodret i vejret. Charme og selvtillid er der ikke for lidt af!

Den pågældende han har iøvrigt kun en svagt udviklet hvid strubeplet, diffust tegnet og blot synlig af og til under sangen.

Blåhals, Han Vejle, april 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåhals, Han Vejle, april 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåhals, Han Vejle, april 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåhals, Han Vejle, april 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sortstrubet Bynkefugl pynter hvorsomhelst

Sortstrubet Bynkefugl, Lund Fjord, marts 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortstrubet Bynkefugl, Lund Fjord, marts 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter en lang dag i felten igår med gennemsyn af 10.000 Kortnæbbede Gæs og endnu flere Bramgæs var det en dejlig gang flødeskum på lagkagen at finde en hyggelig Sortstrubet Bynkefugl ved “smørhullet” nordvest for Lund Fjord. Det er jo en god Vejlerfugl, langtfra årlig, og altid hyggelig! Vi skal dog ikke mange kilometer længere nordpå for at finde arten fast, ved foden af Bulbjerg, hvor der de sidste mange år har været et eller flere stationære par – sidste år fik de unger på vingerne deroppe.

Det blev så årets hidtil bedste fugl ved denne fine lokalitet, hvor der ofte i løbet af vinteren ligger Sangsvaner, og om foråret er vandfladen tit fyldt med svømmeænder, og engen gæstes af Viber, Rødben, Store Præstekraver og vipstjerter. Det var også hér, jeg i 1988 (så vidt jeg husker) fandt Vejlernes (og Danmarks) første Amerikanske Krikand i nyere tid – men det skulle jo senere vise sig, at denne art/form optræder ganske regelmæssigt. Således ligger der jo lige nu som bekendt (via diverse melde-systemer) et eksemplar ved Horsodde i Tømmerby Fjords sydvestlige hjørne… Faktisk er jeg lige ved at tro, at Vejlerne har flere fund af Amerikansk Krikand end af Sortstrubet Bynk…

Nå, “smørhullet” ved Lund kommer ialfald til at blive checket på næsten daglig basis de kommende måneder..

Miss gås

Som én, der i mit professionelle virke beskæftiger mig i umådeligt mange timer med gæs, skal jeg ikke nægte, at visse gæs vækker større interesse end andre!
De er selvfølgelig alle interessante, og de fleste arter har stor succes og buldrer frem, og fylder i landskabet…

Når ét af formålene med de mange timer i felten med gæs er at finde og aflæse fod- og halsmærkede fugle, betyder det at hver enkelt hals og hver enkelt fugl bliver kigget grundigt efter i sømmene. Derfor finder man også med jævne mellemrum overraskende eller afvigende indslag i flokkene, bl.a. en del Tundrasædgæs, nogle få Dværggæs og Grønlandske Blisgæs, diverse fejlfarver og hybrider osv.

En fugl jeg i mange år ikke har fundet – men ofte haft i tankerne – er den fineste af dem alle, den smukke lille Rødhalset Gås. Man har nok en tendens til at tro, at den først og fremmest vil optræde i de efterhånden meget store flokke af Bramgæs – og blandt disse tusindtallige sorthvide tæpper af gæs forsvinder den rødhalsede meget let!

I forgårs blev der imidlertid fundet en Rødhalset Gås i en flok Kortnæbbede ved Lund Fjord. Jeg havde ikke checket hverken DOFbasen eller meldesystemerne inden jeg igår drog på gåseobs., og havde således intet kendskab til fundet, men mødte en fuglefyr på Amstedbrovej, som var ude efter den lille gås og kunne vise mig et kort med hvor den var set om søndagen… Fem minutter senere sad jeg med fuglen i teleskopet, og det var en fryd at gense arten – og endnu en gang blev jeg slået af, hvor lille den er! Jeg havde helt sikkert også fundet den, uden af jeg havde vidst den var der, for selv om den af og til blev væk – når den sov eller fouragerede med hovedet nede i vegetationen – var det alligevel påfaldende, at den var så relativt let at finde i flokken.

Til gengæld var den ikke let at fotografere (selv med 400 mm og crop faktor) eller ialfald at få til at fylde noget i billedet, men her præsenterer jeg alligevel et par doku-skud (det indsatte er digiscopet med lommekamera). (Bemærk iøvrigt en Kortnæbbet Gås med blåt halsbånd R41 til venstre i billedet – en gammel kending mærket tilbage i 2002, som hvert år tilbringer en lang periode sidst på vinteren og først på foråret i området Kærup Holme-Lund Fjord)…

Rødhalset Gås mellem Kortnæbbede og Bramgæs, Lund, februar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Rødhalset Gås mellem Kortnæbbede og Bramgæs, Lund, februar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Iagttagelsen fik mig til i tankerne at genopleve ekspeditionen en vinter for over 30 år siden til Donau-deltaet i Rumænien, hvor vi var en lille gruppe danskere, der fandt nogle hundreder af disse yndefulde små gæs, oplevelser som forbliver levende i hukommelsen – for evt. interesserede kan jeg henvise til Lars Abrahamsens artikel i Fugle: Vinterdage ved Donau – hæfte 1983-1, side 28-29, med fine illustrationer af Jens Frimer.

Kold fugl

Vibe, Lund Fjord, december 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vibe, Lund Fjord, december 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vibe hedder “Avefria” på spansk. Det betyder “koldfugl”.

Der har været mange Viber i Vejlerne denne vinter – fordi efteråret er fortsat lige indtil jul, og vinteren udeblevet. Med kuldeindslaget efter jul har de fået kolde fødder, men nogle af dem holder stand endnu. Denne (og et par stykker til) sås ved “smørhullet” på Lund Fjords vestside igår.

Nu mildnes det igen, og inden længe er der sikkert atter store flokke af Viber i Vejlerne…

Øjenkontakt

Vandrikse og mink, Lund Fjord, december 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrikse og mink, Lund Fjord, december 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Et gammelkendt fænomen, når frosten binder Vejlernes vande, er, at nogle af kanalerne holder åbent vand – og dermed tiltrækker fugle som Rørdrum og Vandrikse (de risikovillige af dem, der satser på at blive og stå frostperioden igennem)…

I eftermiddags var der et “mylder” af Vandrikser langs Østre Landkanals afløb fra Lund Fjord (mindst 5, og formentlig en 7-8 stykker).

Jeg vil tro, at folk med længere teleobjektiver end mine 400 mm vil have godt chancer for at få nogle hæderlige Vandrikse-skud i “kassen”, når morgendagens snestorm er overstået…

Som billedet viser, holdt også en fin hvid mink til i kanalen. Den styrede tilsyneladende ret målbevidst fra Vandrikse til Vandrikse, men rikserne var alt for vågne til at lade sig overrumpe…

Minken er selvfølgelig uønsket i Vejlerne, og observationen er videregivet til rette vedkommende, så forhåbentlig bliver den snart til pels…

Blåhalsen er en skumringssanger

Inspireret af Jans Skrivers artikel på dof.dk igår om Blåhalsen, der synger i den blå time, måtte jeg lige en tur på Jernbanedæmningen mellem Lund Fjord og Han Vejle i den stille perfekte aften. OG! – kort før solnedgang gik Sydlig Blåhals i gang med sin smukke melodiske sang, i starten tøvende; men efter at det var blevet halvmørkt blev der skruet godt op for volumen.

I alt hørte jeg tre fugle, de to på samme sangposter som sidste år – én i hver ende af dæmningen, på Lundsiden – og den tredje i Han Vejle øst for gangbroen (hvor også Jens Frimer hørte den i påsken).

Lydkulissen bestod som vanligt ellers bl.a. af Rørdrum, Vandrikse, Gråstrubet Lappedykker og Grønbenet Rørhøne med hver deres karakteristiske sumplyd, desuden Spidssnudet Frø og vistnok Strandtudse, og i baggrunden fra en af de få tilbageværende hvidgranhegn en Sangdrossel.

Martin stødte til, og sammen nød vi den aldeles særdeles stemningsfulde aften, mens det mørknede.

Det er overordentligt nice, at Blåhalsen nu også er en del af Vejlernes lydbillede, af Vejlernes “faste stab”, og dejligt at den er på banen så tidligt på sæsonen, så man rigtigt kan nyde den smukke, men forholdsvis spæde stemme, inden det hele drukner i rørsangerpludren…

Det skal blive spændende at se, hvor mange territorier af Sydlig Blåhals vi kommer op på i Vejlerne i år. Det lader i den grad til at være en art i ekspansion!

Opformering

Skægmejser, Han Vejle, juli 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skægmejser, Han Vejle, juli 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De dystre spådomme om, at den forgangne hårde vinter ville føre til uddøen af vores lokale stamme af Skægmejse viste sig heldigvis ikke at holde stik, og nu kan dette syn af store ungfugleflokke igen opleves i Vejlernes rørskove (billedet taget i Han Vejle forleden dag).

Nu lægger Skægmejser ifølge litteraturen adskillige kuld æg i løbet af en sommer, og de tidligste af sæsonens unger skulle oven i købet være i stand til allerede at yngle samme år – her er tale om en art med en ynglestrategi, der hurtigt og effektivt svarer igen oven på de store tilbageslag, bestanden lider efter en hård vinter…

Desværre, til gengæld, lader det til at vore store forhåbninger om et positivt yngleresultat for Kogleakssøens Sortterner – Danmarks største koloni af arten – bliver skuffede. Ialfald var der ingen reaktion igår, da en Rørhøg to gange var inde over koloni-området på lav fouragering. Og trods eftersøgning i Lund Fjord, Han Vejle og Selbjerg Vejle fandt jeg kun to adulte Sortterner i alt. Dværgmågerne har også givet op for et stykke tid siden. Men igår lå der 19 adulte/3K-fugle i samlet flok midt i Lund Fjord, plus 5 fouragerende 2K-fugle.
Der er stadig lidt liv i Fjordterne-kolonien i Kogleaks

Stort Sortterne-show!

I dag til morgen var jeg rundt i de Østlige Vejler for at aflæse vandstandsmål og tage saltholdighedsprøver. Turen blev dog også udnyttet til at kigge lidt på fugle, på trods af det våde vejr. Især havde jeg – ansporet af Henriks beretning – lyst til at følge lidt op på Sortterne-situationen. Ved 6-tiden var der ikke så meget liv i Kogleaks-kolonien, blot 14 gamle fugle og 4 ungfugle set – men mange sad givetvis og trykkede i regnvejret. Da jeg nåede ned til den sydlige del af Bygholm Nord, N for Halvkanalen, var der til gengæld en sværm af Sortterner i luften, eller rettere fordelt på to sværme talte jeg ialt 25 adulte og 18 1K-fugle fouragerende, heraf 4 helt friske ungfugle med runde vinger og ekstrem høj vingeslagsfrekvens. Det så jo godt ud! (Jeg tror at disse fugle er svære at checke ordentligt fra Kraptårnet – for stor afstand)…
Well, endnu bedre så det ud, da jeg igen nåede op til Kogleaks – efter at have været rundt om Bygholm Vejle, og undervejs checket Selbjerg Vejle, med negativt resultat. For nu var her nemlig hele 40 gamle fugle ivrigt fouragerende omkring kolonien, og mindst 4 ungfugle, som af og til satte sig (forsvandt af syne) i kolonien.
Det bragte jo totalen pænt i vejret.
Men for at være sikker på at have fået det hele med, checkede jeg også lige Lund Fjord fra jernbanedæmningen. Og stor var min glæde, da der heroppe – i sydøsthjørnet – i en tæt flok fouragerede 11 adulte og 9 unge Sortterner – iøvrigt sammen med 15 adulte og 8 2K Dværgmåger! (Fuglene her ses tæt på, hvis man holder på P-pladsen ved Han Vejle-skjulet, men for at få overblik over flokken er man nødt til at stå på P-pladsen længere vestpå på dæmningen)…
Der var også en enkelt fouragerende Sortterne i Han Vejle. Ialt giver det ikke færre end 77 adulte og 31 1K Sortterner – selvfølgelig med risiko for gengangere, men jeg tror ikke det kan være mange. Det er vist første gang i temmelig mange år, der er talt over 100 Sortterner i Vejlerne.
Spørgsmålet er så, om vi tidligere på foråret, hvor maks-tallet var 46 fugle, altid i Kogleakssøen, simpelthen har overset en koloni et eller andet sted – eller om der er kommet ungfugle (med deres forældre) fra en anden lokalitet til Vejlerne efter udflyvning?
Jeg vil ikke drage nogen konklusion nu, men der bliver lidt at tænke over, når vi skal skrive årets ynglefuglerapport til DMU!

Fra feltstationens dagbog – 20. november 1998

Man fryser tæerne, men det glemmer man, når det er så smukt vejr.

Jeg skal love for, at der er “ommøbleret” på fuglene i forhold til sidste totaltælling – der er nu isdække på store dele af vandfladerne (kun Tømmerby og Lund havde over 50% fri vandflade, de øvrige vandområder var alle stort set lukkede, og hele Bygholm Vejle var så godt som tilfrosset). En del ænder og svaner har allerede lagt sig rastende på iskanter rundtomkring, med hovedet under vingen. Mange fugle lå på fjorden, der er lavvandet. Der er forsvundet rigtigt mange Grågæs, Pibeænder og Krikænder, til gengæld er der kommet flere Gråænder, 5348, heraf knapt 2000 på fjordsiden. Kun en enkelt Spidsand og 2 Skeænder holder stand, og det er selvfølgelig også svundet drastisk ind i vadefuglene – bl.a. sås 0 Hjejler og kun 147 Viber – alle i øvrigt i de Vestlige Vejler.

En overraskelse var det, at der pludselig stod 32 Traner på engen midt på dagen! – og samtidig havde Thomas en flyvende flok på 10 over Tømmerby, mod vest. Tilsammen giver det 42, samme antal som på sidste tælling, inden vi troede de var forsvundet. Så vi fik dem sendt sydpå lidt for tidligt! Om aftenen sås fra Lynge hele flokken (eller mindst 38) gå ned på Bygholmengen.

Og så var det i øvrigt i dag, at Thomas fik sine odder-billeder tilbage fra fremkaldelse! Og selv om han beskedent underdriver deres værdi, er det altså nogle meget, meget flotte billeder – og synd at de ikke nåede at komme med i Vejlerbogen!