Eksklusiv natur med eksklusive arter, i Himmerland

Fredags og lørdag i sidste uge – de to sidste junidage – havde jeg fornøjelsen af en udflugt til det østlige Himmerland, med det formål at opsøge nogle potentielle steder for især Arktisk Smaragdlibel, der i atlasperioden ellers kun har været rapporteret fra Søhøjlandet omkring Silkeborg.

Initiativtageren til satsningen var Erik Dylmer, og da han spurgte om jeg ville med, var jeg ikke i tvivl: det ville jeg meget gerne! 🙂

Områderne i fokus var Lille Vildmose og Stubberubvad ved Rold Skov, da der fra begge lokaliteter tidligere (men ikke i atlasperioden) var blevet rapporteret Arktisk Smaragdlibel. Og da atlasprojektet nu kører på sidste sæson, ville det være godt at få konstateret, om arten stadig fandtes på stederne. Begge steder havde Erik sørget for adgangstilladelser (i Lille Vildmose besøgte vi både områder i den lukkede Tofte-indhegning og i alment tilgængelige områder).

Fredagen bød på flot, men noget blæsende vejr, og selv om vi opsøgte nogle af søerne ude på Tofte Mose-højmosefladen, var det begrænset, hvor mange guldsmede, det gav – udover Fireplettet Libel, Rødøjet Vandnymfe, Lille Kærguldsmed og andre almindelige arter.

Fireplettet Libel, Tofte Mose, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fireplettet Libel, Tofte Mose, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Kærguldsmed, Tofte Mose, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Kærguldsmed, Tofte Mose, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Her var til gengæld spændende botanik, i form af både Rundbladet og Langbladet Soldug, Blomstersiv og meget andet, selv om selve mosefladen fremstod overraskende tør (men det har jo også været en ekstrem tør sommer indtil nu)…

Der botaniseres på højmosen - her vokser der Blomstersiv. Tofte Skov i baggrunden til venstre. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Der botaniseres på højmosen – her vokser der Blomstersiv, en sjælden art i Danmark. Tofte Skov i baggrunden til venstre. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I læ inde i Tofte Skov gjorde vi flere interessante fund, bl.a. flere Siv-mosaikguldsmed (som det desværre ikke lykkedes at få fotos af). Og så stødte vi på flere Vildsvin og Krondyr, og mange steder var der spor og vidnesbyrd i kraft af oprodet skovbund – herligt ved selvsyn at få lov til at opleve, hvor stor betydning sådanne nøglearter kan have i dansk natur, her i landets første og største forsøg med “rewilding” i praksis.

Vildsvin, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vildsvin, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og pludselig var den der – den fantastiske og specielle Arktisk Smaragdlibel, en han som fløj rundt langs et skovbryn, men som heldigvis også var så venlig at sætte sig og hvile på en gren ca. i øjenhøjde. Den mest iøjnespringende karakter, som adskiller arten fra andre smaragdlibeller, er hannens bagkropsvedhæng, der er formet som en knibetang a’la ørentvistens.

Arktisk Smaragdlibel han, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel han, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel han, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel han, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og så fremstår bagkroppen meget mørk, nærmest sort, i sammenligning med Glinsende Smaragdlibel, som har nogenlunde samme form (men vedhængene er helt anderledes).

Fredag eftermiddag besøgte vi også bræddestien i Portlandsmosen, også her var forholdene meget tørre – men ved en af de gamle gravebaner var der en Siv-mosaikguldsmed (som blev checket grundigt – stedet ville også være oplagt til Højmose-mosaik – som jeg mangler på min artsliste)…

Fredag aften og lørdag morgen switchede vi til fuglekigger-mode, og dyrkede mængderne af fugle ved den nye Birkesø – her var ca. 80 Skestork, et mylder af lappedykkere (fire arter), specielt mange Sorthalset Lappedykker og Gråstrubet ditto med 1/4-3/4-store unger, en kæmpe Hættemåge-koloni (mange unger), Klyder med unger, Lille Præstekrave og meget andet. I baggrunden Heck-kvæg (urokser) og Krondyr. Et fantastisk nyt fuglested, og som sådan lige nu på sit højeste – hvis det kommer til at følge mønsteret fra andre ny/gen-etablerede lavvandede søer.

Inden vi forlod Lille Vildmose lørdag formiddag var vi også en tur i Porsemosen nord for Portlandsmosen (indgang via “kaffepletten”) – et sted jeg ikke kendte i forvejen. Her var der fire gamle gravefelter omgivet af diger, hvor spagnum-mosen var våd – så det var jo noget af det helt rigtige til nogle af de sjældne arter. Og ganske rigtigt – også her var der Arktisk Smaragdlibel (en omkringflyvende han), adskillige Siv-mosaikguldsmed, og så iøvrigt rå mængder af Sort Hedelibel – en tæthed af hedelibeller som jeg aldrig tidligere har set magen til. Vi vurderede mindst 500 (konservativt), men det reelle tal kan have været meget større.

Sort Hedelibel, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-mosaikguldsmed tørrer vinger, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-mosaikguldsmed tørrer vinger, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Lørdag eftermiddag rykkede vi så en smule vestpå til Stubberupvad, et rigkær og en fantastisk botanisk lokalitet (og måske mest kendt som sådan) ved en skrænt ned til Lindenborg Å. Her fik vi selskab af Thomas Buus Nielsen, og sammen havde vi nogle fantastiske timer med blomster og insekter. Selv om stedet ved første blik oppe fra toppen af skænten så ret så tilgroet ud (meterhøj tagrør dækkede det meste af dalen), viste det sig, når man gik rundt i det, at der stadig var masser af eksklusive arter til stede – og vi fandt endda et par større overraskelser!

Her havde Erik for ca. ti år siden fundet Arktisk Smaragdlibel og Kongeguldsmed. Det var sidstnævnte som først viste sig for os, da vi fandt en af de mange småbitte bække, der springer frem som kilder ved foden af skrænten (“trykvand”). Det er virkeligt nogle overraskende små vandstrømme, den art trives ved!

Kongeguldsmed han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kongeguldsmed han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter min æstetik er det simpelthen den danske guldsmedefaunas flotteste dyr, og så er den tilmed dejligt nem at få lov til at nærstudere, for den sætter sig meget ofte. Ialt mindst otte hanner så vi.

Arktisk Smaragdlibel var der ialt tre af, alle hanner som patruljerede på overgangen mellem rigkæret og den ellesump, der voksede som galleriskov langs åen. Til min overraskelse var den ikke så svær at få flugtbilleder af, faktisk fik jeg mange skarpe fotos “i kassen” – noget som ellers plejer at være tæt på umuligt (eller ialfald kræve stor tålmodighed), når det drejer sig om smaragdlibeller…

Arktisk Smaragdlibel han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den ene af de ovenfor nævnte overraskelser bestod i, at en fjerde smaragdlibel på lokaliteten viste sig at være Plettet Smaragdlibel – en art som i Nordjylland ellers kun kendes fra Læsø og Skagen (-sidstnævnte sted er den fundet som ny art denne sommer). Dén var til gengæld ikke samarbejdsvillig – så ingen fotos af den… Og endnu en markant ny kvadrat-art var Lille Blåpil, ja faktisk var vores observation af et par i parring og en han en fremrykning af artens nordgrænse i Danmark med noget der ligner 50 kilometer!

Lille Blåpil han og hun, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Blåpil han og hun, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Blåpil han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Blåpil han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stort set alle de guldsmede, vi så på lokaliteten, hørte til i den eksklusive kategori – således sad der tre steder i kanten af kronhjortenes sølehuller Lille Farvevandnymfe – for mig en markant udvidelse af min forståelse for denne fine arts habitatpræferencer.

Som nævnt var der også en fin flora på stedet; mange Sumphullæbe og Plettet Gøgeurt voksede i bunden af dalen – og alt muligt andet, som jeg ikke er i stand til at sætte navn på. Så den tilsyneladende “kedelige” zone med tagrør viste sig at gemme store værdier – men der er vist ingen tvivl om, at lokaliteten godt kunne bruge noget mere (kreatur)græsning – i øjeblikket græsser der kun heste, som synes at undgå de vådeste partier. Men den store Krondyr-bestand på stedet er jo nok med til at holde det delvist åbent.

Guldsmedene var heller ikke de eneste interessante insekter – vi så eksempelvis både dagsommerfuglene Iris og Kejserkåbe, og ikke færre end fire arter af køllesværmere.

Engkøllesværmer, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Engkøllesværmer, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I det hele taget må udflugten betegnes som en gennemført succes – stor tak til Erik for initiativet! 🙂

En myte aflivet

Jeg har mange gange hørt historien om, at odder ikke bryder sig om at svømme under broer. Det er årsagen til mange trafikdrab af dyrene, når de så i stedet går på land og går over broen, og også årsagen til, at man mange steder som afværgeforanstaltning har placeret gangbroer (to langsgående brædder på flydepontoner) langs bredden af åen/kanalen under broen.

Det er sikkert rigtigt i de fleste tilfælde at odderen undgår at svømme under, men igår fik jeg en oplevelse som empirisk dokumenterer, at det ikke altid er tilfældet…

Som altid når man passerer én af Vejlernes broer, glider blikket op og ned langs kanalen – og igår fangede blikket med det samme, ved Maskinhuset ved Tømmerby Ringkanal, en odder som en gang imellem havde hovedet oven vande, altimens den langsomt svømmede imod mig.

Odder, Tømmerby Ringkanal, februar 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Odder, Tømmerby Ringkanal, februar 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg skyndte mig at smide hvad jeg havde i hænderne og hive kameraet frem, og med mig siddende på broen kom det smukke dyr tættere og tættere på…

Odder, Tømmerby Ringkanal, februar 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Odder, Tømmerby Ringkanal, februar 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Odder, Tømmerby Ringkanal, februar 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Odder, Tømmerby Ringkanal, februar 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Odder, Tømmerby Ringkanal, februar 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Odder, Tømmerby Ringkanal, februar 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Til sidst var odderen blot 6-8 meter fra mig og vi havde øjenkontakt.

Odder, Tømmerby Ringkanal, februar 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Odder, Tømmerby Ringkanal, februar 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Med et højlydt fnys dykkede den igen, og jeg kunne se på vandets bevægelser i overfladen, at den bevægede sig ind under broen hvor jeg sad – og da kanalen højst er 1½ meter dyb, og broen højst en meter over vandspejlet, har jeg altså været meget tæt på en odder!

Efter nogle sekunder dukkede dyret op igen på den anden side af broen, og arbejdede sig videre mod Mommer gennem kanalen.

Odder, Tømmerby Ringkanal, februar 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Odder, Tømmerby Ringkanal, februar 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

-Og jeg kunne drage videre på min tælling, resten af dagen høj på denne fine oplevelse, jeg fik foræret! Selv om odder er blevet meget mere almindelig end den var for 20-30 år siden, vækker den glæde hver gang man møder den.

(Jeg kan jo ikke vide, om odderen havde gået over land rundt om broen, hvis ikke jeg havde siddet der – højst sandsynligt havde den det – broerne i Vejlerne er ialfald steder, hvor odderen ofte lægger sine velduftende “visitkort”)…

Her er i øvrigt en anden oplevelse med odder fra Tømmerby Ringkanal i februar, for seks år siden hvor kanalen var næsten helt tilfrosset: [klik her].

Med de kortnæbbede på rejse

I mit arbejde med Kortnæbbet Gås for Aarhus Universitet (læs evt. om projektet: klik her) har jeg i snart mange år fulgt gæssene fra ankomsten midt i september, til de drager af sted nordpå – tidligere skete det først i maj, men nutildags sker afrejsen for størstedelen af bestandens vedkommende allerede  kort efter 1. april.

Næste skridt på rejsen  mod ynglepladserne på Svalbard  går til Trondheimfjorden i Trøndelag i Norge, og jeg har længe ønsket at følge “mine” gæs  til disse landskaber, som jo må siges at være noget anderledes end Jyllands  (og Holland/Belgiens, hvor nogle af dem overvintrer) flade vidder.

I år gik dette ønske i opfyldelse, idet jeg for NINA (Norsk institutt for naturforskning) fik til opgave i tre uger fra midt i april og til i søndags at aflæse halsringe  på gæssene i Trøndelag. Det var en opgave jeg virkeligt værdsatte, ikke alene var det en succes i kraft af et stort antal aflæsninger (over 1700), men oplevelserne med fuglene i Vestnorges dramatiske landskaber  gjorde i den grad også indtryk. Heroppe fouragerer fuglene i agerlandet tidlig morgen og sen eftermiddag, mens de i en lang periode midt på dagen hviler på store rastepladser,  de fleste på mudderflader i Trondheimfjordens bugter, som udgør en meget spændende tidevandszone. Og som altså rent landskabeligt er ganske storslået. Men jeg vil lade billederne tale for sig selv.

Kortnæbbede Gæs, Trondheimfjorden, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Kortnæbbede Gæs, Trondheimfjorden, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Kortnæbbede Gæs, Trondheimfjorden, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Kortnæbbede Gæs, Trondheimfjorden, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk

Indimellem alle aflæsningerne af halsbånd (som det på billedet ovenfor) blev der også tid til kig på noget af det, vilde Norge også har at byde på…

Elg, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Elg, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Urfugl, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Urfugl, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Nordisk Lappedykker, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Nordisk Lappedykker, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk

Tilføjelse 8/5 2018: Der er netop publiceret en artikel om min tur til Norge sidste år med samme titel som dette blogindlæg (klik for at se pdf-filen): Med de kortnæbbede på rejse (Fugle & Natur 2018/2).

Perú pattedyr

I starten af året tilbragte jeg seks uger i Perú, et på alle måder fantastisk land, både hvad angår den kulturelle og den biologiske mangfoldighed.

Udover fuglene og insekterne – som jeg sikkert vil skrive om på et senere tidspunkt – var det overvældende med diversiteten og mængderne af pattedyr. Udover storvildtet – jaguar og tapir, ganske vist kun set i form af spor – var det især de mange arter af primater, der gjorde indtryk. Landet rummer ikke færre end mindst 48 arter aber, og på de gode regnskovslodger ser man faktisk rigtigt mange af arterne – de viste her er blot et udpluk.

Flagermus er en anden artsrig gruppe (hvor jeg ikke har gjort noget seriøst forsøg på at danne mig et overblik over hvad jeg har set), og så ser man godt med dovendyr, og vi så en enkelt myresluger.

En stor oplevelse var det også at se mine første ferskvandsdelfiner.

Se fotos af pattedyr fra Perú på galleriet her.

Pattedyr fotograferet i Perú. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk">ornit.dk</a>
Pattedyr fotograferet i Perú. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk

Hjortespring

Dådyr og gæs, Hannæs, marts 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dådyr og gæs, Hannæs, marts 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På billedet ses et par af de dyregrupper, som i disse år har størst succes i det danske landbrugsland: gæs og hjorte.
Nærmere bestemt nogle af de tusindtallige Bram– og Kortnæbbede Gæs, samt en af flokkene af dådyr på Hannæs.
Hjortene og gæssene har det tilfælles, at de nyder godt af et bugnenede spisekammer i form af især de mange vintergrønne kornmarker – og når vintrene så er grønne som den netop overståede, betyder det tilmed at væksten nærmest ikke stopper på noget tidspunkt.

Mens gæssene jo i overflod er synlige og fylder i landskabet i dagtimerne, så er det normalt mest i dæmring og skumring, at hjortene kommer ud fra gemmestederne i områdets små lunde, hegn og plantager. Men forleden mødte jeg denne flok på ca. 35 individer på flugt henover de åbne marker i fuldt dagslys – så de må være blevet forstyrret på deres dag-rasteplads.

Der er efterhånden gået mere end 5 år, siden den første flok dådyr mere eller mindre bevidst blev sluppet fri på Hannæs, senere suppleret med flere udsætninger fra jagtforeninger både øst og vest for Vejlerne. De fleste af os har vænnet os til denne tredje hjorteart som en del af landskabet, og den instinktive første reaktion med lettere afstandstagen er afløst af accept – på samme måde som der nok heller ikke længere er nogen som sætter spørgsmålstegn ved det rigtige i, at vi skal have krondyr i naturen…

Så man må sige, at rewilding-konceptet så småt er ved at vinde indpas, selv her i Thy… Så nu glæder jeg mig bare til, at vi kommer til at møde elgen – den ville i dén grad pynte i landskabet ved eksempelvis Tovsig – eller Lyngholm/Madsted-området omkring Hvidbjerg Å ved Ove Sø – nå nu løber fantasien vist af med mig…

Iøvrigt har jeg i tidens løb skrevet adskillige indlæg om dådyrene: Tæt på dyrene, De kære dådyr, Dådyrøjne og -ører og Morgenrøde over Skårup Høje.

Forstyrret i søvnen?

Pindsvin, Tømmerby, december 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Pindsvin, Tømmerby, december 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Et pindsvin er stået op i utide, og tøffer lige nu rundt på min græsplæne, hvor den meget aktivt stikker næsen i alt, der bare på mindste måde kunne se ud til at gemme på noget spiseligt.

Den virker i øvrigt ved godt huld.

Og, for at komme eventuelle velmenende henvendelser i forkøbet – jeg har IKKE tænkt mig at foretage mig noget for at “redde” dyret… Den skal altså ikke tages ind i huset (eller andres huse)! Naturen kommer til at gå sin gang her – men jeg håber da, at den kommer til “fornuft” og putter sig igen – pindsvin bør sådan set sove om vinteren!

Øjenkontakt

Vandrikse og mink, Lund Fjord, december 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrikse og mink, Lund Fjord, december 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Et gammelkendt fænomen, når frosten binder Vejlernes vande, er, at nogle af kanalerne holder åbent vand – og dermed tiltrækker fugle som Rørdrum og Vandrikse (de risikovillige af dem, der satser på at blive og stå frostperioden igennem)…

I eftermiddags var der et “mylder” af Vandrikser langs Østre Landkanals afløb fra Lund Fjord (mindst 5, og formentlig en 7-8 stykker).

Jeg vil tro, at folk med længere teleobjektiver end mine 400 mm vil have godt chancer for at få nogle hæderlige Vandrikse-skud i “kassen”, når morgendagens snestorm er overstået…

Som billedet viser, holdt også en fin hvid mink til i kanalen. Den styrede tilsyneladende ret målbevidst fra Vandrikse til Vandrikse, men rikserne var alt for vågne til at lade sig overrumpe…

Minken er selvfølgelig uønsket i Vejlerne, og observationen er videregivet til rette vedkommende, så forhåbentlig bliver den snart til pels…

Åndehul

Odder, Tømmerby Fjord, februar 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Odder, Tømmerby Fjord, februar 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På en strækning af Tømmerby Ringkanal, som er fuldstændig tilfrossen, holdt forleden en odder til. Da jeg først fik øje på den, på isen i kanten af kanalen, i færd med at spise et eller andet, som ikke lignede en fisk, undrede det mig lidt – hvordan klarer den sig uden adgang til vand?

Men det viste sig snart, at den havde adgang til vand – i kanten af rørbræmmen var der et lille hul, hvorigennem odderen fra tid til andet smuttede ned og forsvandt under isen – og i løbet af den times tid, jeg holdt den under opsyn, kom den flere gange op igen, enten med eller uden bytte.

Men det ser ud til, at en odder ialfald midlertidigt kan klare sig med et “åndehul” i isen – som en anden sælhund!

Mikkel på jagt

Ræv, Arup Vejle, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ræv, Arup Vejle, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne flotte røde ræv er den ene af de to, jeg traf under morgenens ynglefugletælling af engene på vestsiden af Arup Vejle. Meget få ynglefugle varslede over rovdyrene – det er jo ikke et godt tegn. En af de sjældne Engryler skældte dog ud tæt på det fotograferede dyr.

Nu er det svært at foretage en statistisk holdbar sammenligning med tidligere tider, eftersom der ikke foretages tællinger med samme frekvens som i feltstationens tid, men det er mit bestemte indtryk, at bestanden af ræv igen er oppe på “fuld størrelse”, svarende til forholdene før ræveskaben hærgede Vejlernes rævebestand i årene omkring år 2000. Og det kan alt andet lige ikke undgå at have en vis negativ konsekvens for ynglefuglene…

Bison!

Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

For en uge siden var jeg i det østlige Polen. En tidlig majmorgen med mosekonebryg over en lille eng i den berømte Bialowieza-skov mødte vores gruppe denne granvoksne bisontyr. Et imponerende muskuløst dyr, der udstråler urskov og vildskab, og et held og et privilegium var det at stå 300 meter fra sådan en krabat. Den kiggede os an i nogle lange sekunder, men derefter gav den sig til at græsse videre, uanfægtet.

Maj er en god måned at besøge området for mange andre attraktioner – fire arter fluesnappere, ni arter spætter (vi så Hvidrygget, Tretået og Mellemflagspætte ved redehuller) og selvfølgelig også alle sumpfuglene i de nærliggende Biebrza- og Narew-floddale. Men lige præcis for bison er maj ikke det optimale tidspunkt. Køerne går med kalve hver for sig, og også tyrene færdes for sig selv, og derfor skal man være meget heldig for at finde dyrene.
Da vi var der, var der således ikke set bison nær Bialowieza-byen i flere uger. Men lige præcis den morgen, hvor vi skulle ud og checke de kendte steder, kom en tyr ud af skoven, hvilket vi selvfølgelig var svært tilfredse med!

Vi kan takke zarers og kongers jagtinteresse for Bialowieza-urskoven og den europæiske bisons overlevelse, og det var på et hængende hår, at de ikke helt forsvandt. Der lever idag omkring 2000 dyr i naturen (heraf 450 i den polske del af Bialowieza-skoven) og 2000 i fangenskab, fik vi at vide… Der foregår stadig hugst i store dele af skoven på den polske side, hvilket må give mindre biodiversitet, men det ser ikke ud til at være et problem for bisonen, så længe ulvebestanden er så lille som den er (3 familier i hele den polske del af skoven). I Hviderusland er nationalparken meget større, men grænsen er stadig adskilt af et højt hegn, så dyrene på den ene og den anden side har ingen kontakt med hinanden…