Hjortespring

Dådyr og gæs, Hannæs, marts 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dådyr og gæs, Hannæs, marts 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På billedet ses et par af de dyregrupper, som i disse år har størst succes i det danske landbrugsland: gæs og hjorte.
Nærmere bestemt nogle af de tusindtallige Bram– og Kortnæbbede Gæs, samt en af flokkene af dådyr på Hannæs.
Hjortene og gæssene har det tilfælles, at de nyder godt af et bugnenede spisekammer i form af især de mange vintergrønne kornmarker – og når vintrene så er grønne som den netop overståede, betyder det tilmed at væksten nærmest ikke stopper på noget tidspunkt.

Mens gæssene jo i overflod er synlige og fylder i landskabet i dagtimerne, så er det normalt mest i dæmring og skumring, at hjortene kommer ud fra gemmestederne i områdets små lunde, hegn og plantager. Men forleden mødte jeg denne flok på ca. 35 individer på flugt henover de åbne marker i fuldt dagslys – så de må være blevet forstyrret på deres dag-rasteplads.

Der er efterhånden gået mere end 5 år, siden den første flok dådyr mere eller mindre bevidst blev sluppet fri på Hannæs, senere suppleret med flere udsætninger fra jagtforeninger både øst og vest for Vejlerne. De fleste af os har vænnet os til denne tredje hjorteart som en del af landskabet, og den instinktive første reaktion med lettere afstandstagen er afløst af accept – på samme måde som der nok heller ikke længere er nogen som sætter spørgsmålstegn ved det rigtige i, at vi skal have krondyr i naturen…

Så man må sige, at rewilding-konceptet så småt er ved at vinde indpas, selv her i Thy… Så nu glæder jeg mig bare til, at vi kommer til at møde elgen – den ville i dén grad pynte i landskabet ved eksempelvis Tovsig – eller Lyngholm/Madsted-området omkring Hvidbjerg Å ved Ove Sø – nå nu løber fantasien vist af med mig…

Iøvrigt har jeg i tidens løb skrevet adskillige indlæg om dådyrene: Tæt på dyrene, De kære dådyr, Dådyrøjne og -ører og Morgenrøde over Skårup Høje.

Bison!

Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

For en uge siden var jeg i det østlige Polen. En tidlig majmorgen med mosekonebryg over en lille eng i den berømte Bialowieza-skov mødte vores gruppe denne granvoksne bisontyr. Et imponerende muskuløst dyr, der udstråler urskov og vildskab, og et held og et privilegium var det at stå 300 meter fra sådan en krabat. Den kiggede os an i nogle lange sekunder, men derefter gav den sig til at græsse videre, uanfægtet.

Maj er en god måned at besøge området for mange andre attraktioner – fire arter fluesnappere, ni arter spætter (vi så Hvidrygget, Tretået og Mellemflagspætte ved redehuller) og selvfølgelig også alle sumpfuglene i de nærliggende Biebrza- og Narew-floddale. Men lige præcis for bison er maj ikke det optimale tidspunkt. Køerne går med kalve hver for sig, og også tyrene færdes for sig selv, og derfor skal man være meget heldig for at finde dyrene.
Da vi var der, var der således ikke set bison nær Bialowieza-byen i flere uger. Men lige præcis den morgen, hvor vi skulle ud og checke de kendte steder, kom en tyr ud af skoven, hvilket vi selvfølgelig var svært tilfredse med!

Vi kan takke zarers og kongers jagtinteresse for Bialowieza-urskoven og den europæiske bisons overlevelse, og det var på et hængende hår, at de ikke helt forsvandt. Der lever idag omkring 2000 dyr i naturen (heraf 450 i den polske del af Bialowieza-skoven) og 2000 i fangenskab, fik vi at vide… Der foregår stadig hugst i store dele af skoven på den polske side, hvilket må give mindre biodiversitet, men det ser ikke ud til at være et problem for bisonen, så længe ulvebestanden er så lille som den er (3 familier i hele den polske del af skoven). I Hviderusland er nationalparken meget større, men grænsen er stadig adskilt af et højt hegn, så dyrene på den ene og den anden side har ingen kontakt med hinanden…