Eksklusiv natur med eksklusive arter, i Himmerland

Fredags og lørdag i sidste uge – de to sidste junidage – havde jeg fornøjelsen af en udflugt til det østlige Himmerland, med det formål at opsøge nogle potentielle steder for især Arktisk Smaragdlibel, der i atlasperioden ellers kun har været rapporteret fra Søhøjlandet omkring Silkeborg.

Initiativtageren til satsningen var Erik Dylmer, og da han spurgte om jeg ville med, var jeg ikke i tvivl: det ville jeg meget gerne! 🙂

Områderne i fokus var Lille Vildmose og Stubberubvad ved Rold Skov, da der fra begge lokaliteter tidligere (men ikke i atlasperioden) var blevet rapporteret Arktisk Smaragdlibel. Og da atlasprojektet nu kører på sidste sæson, ville det være godt at få konstateret, om arten stadig fandtes på stederne. Begge steder havde Erik sørget for adgangstilladelser (i Lille Vildmose besøgte vi både områder i den lukkede Tofte-indhegning og i alment tilgængelige områder).

Fredagen bød på flot, men noget blæsende vejr, og selv om vi opsøgte nogle af søerne ude på Tofte Mose-højmosefladen, var det begrænset, hvor mange guldsmede, det gav – udover Fireplettet Libel, Rødøjet Vandnymfe, Lille Kærguldsmed og andre almindelige arter.

Fireplettet Libel, Tofte Mose, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fireplettet Libel, Tofte Mose, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Kærguldsmed, Tofte Mose, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Kærguldsmed, Tofte Mose, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Her var til gengæld spændende botanik, i form af både Rundbladet og Langbladet Soldug, Blomstersiv og meget andet, selv om selve mosefladen fremstod overraskende tør (men det har jo også været en ekstrem tør sommer indtil nu)…

Der botaniseres på højmosen - her vokser der Blomstersiv. Tofte Skov i baggrunden til venstre. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Der botaniseres på højmosen – her vokser der Blomstersiv, en sjælden art i Danmark. Tofte Skov i baggrunden til venstre. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I læ inde i Tofte Skov gjorde vi flere interessante fund, bl.a. flere Siv-mosaikguldsmed (som det desværre ikke lykkedes at få fotos af). Og så stødte vi på flere Vildsvin og Krondyr, og mange steder var der spor og vidnesbyrd i kraft af oprodet skovbund – herligt ved selvsyn at få lov til at opleve, hvor stor betydning sådanne nøglearter kan have i dansk natur, her i landets første og største forsøg med “rewilding” i praksis.

Vildsvin, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vildsvin, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og pludselig var den der – den fantastiske og specielle Arktisk Smaragdlibel, en han som fløj rundt langs et skovbryn, men som heldigvis også var så venlig at sætte sig og hvile på en gren ca. i øjenhøjde. Den mest iøjnespringende karakter, som adskiller arten fra andre smaragdlibeller, er hannens bagkropsvedhæng, der er formet som en knibetang a’la ørentvistens.

Arktisk Smaragdlibel han, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel han, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel han, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel han, Tofte Skov, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og så fremstår bagkroppen meget mørk, nærmest sort, i sammenligning med Glinsende Smaragdlibel, som har nogenlunde samme form (men vedhængene er helt anderledes).

Fredag eftermiddag besøgte vi også bræddestien i Portlandsmosen, også her var forholdene meget tørre – men ved en af de gamle gravebaner var der en Siv-mosaikguldsmed (som blev checket grundigt – stedet ville også være oplagt til Højmose-mosaik – som jeg mangler på min artsliste)…

Fredag aften og lørdag morgen switchede vi til fuglekigger-mode, og dyrkede mængderne af fugle ved den nye Birkesø – her var ca. 80 Skestork, et mylder af lappedykkere (fire arter), specielt mange Sorthalset Lappedykker og Gråstrubet ditto med 1/4-3/4-store unger, en kæmpe Hættemåge-koloni (mange unger), Klyder med unger, Lille Præstekrave og meget andet. I baggrunden Heck-kvæg (urokser) og Krondyr. Et fantastisk nyt fuglested, og som sådan lige nu på sit højeste – hvis det kommer til at følge mønsteret fra andre ny/gen-etablerede lavvandede søer.

Inden vi forlod Lille Vildmose lørdag formiddag var vi også en tur i Porsemosen nord for Portlandsmosen (indgang via “kaffepletten”) – et sted jeg ikke kendte i forvejen. Her var der fire gamle gravefelter omgivet af diger, hvor spagnum-mosen var våd – så det var jo noget af det helt rigtige til nogle af de sjældne arter. Og ganske rigtigt – også her var der Arktisk Smaragdlibel (en omkringflyvende han), adskillige Siv-mosaikguldsmed, og så iøvrigt rå mængder af Sort Hedelibel – en tæthed af hedelibeller som jeg aldrig tidligere har set magen til. Vi vurderede mindst 500 (konservativt), men det reelle tal kan have været meget større.

Sort Hedelibel, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-mosaikguldsmed tørrer vinger, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-mosaikguldsmed tørrer vinger, Porsemosen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Lørdag eftermiddag rykkede vi så en smule vestpå til Stubberupvad, et rigkær og en fantastisk botanisk lokalitet (og måske mest kendt som sådan) ved en skrænt ned til Lindenborg Å. Her fik vi selskab af Thomas Buus Nielsen, og sammen havde vi nogle fantastiske timer med blomster og insekter. Selv om stedet ved første blik oppe fra toppen af skænten så ret så tilgroet ud (meterhøj tagrør dækkede det meste af dalen), viste det sig, når man gik rundt i det, at der stadig var masser af eksklusive arter til stede – og vi fandt endda et par større overraskelser!

Her havde Erik for ca. ti år siden fundet Arktisk Smaragdlibel og Kongeguldsmed. Det var sidstnævnte som først viste sig for os, da vi fandt en af de mange småbitte bække, der springer frem som kilder ved foden af skrænten (“trykvand”). Det er virkeligt nogle overraskende små vandstrømme, den art trives ved!

Kongeguldsmed han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kongeguldsmed han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter min æstetik er det simpelthen den danske guldsmedefaunas flotteste dyr, og så er den tilmed dejligt nem at få lov til at nærstudere, for den sætter sig meget ofte. Ialt mindst otte hanner så vi.

Arktisk Smaragdlibel var der ialt tre af, alle hanner som patruljerede på overgangen mellem rigkæret og den ellesump, der voksede som galleriskov langs åen. Til min overraskelse var den ikke så svær at få flugtbilleder af, faktisk fik jeg mange skarpe fotos “i kassen” – noget som ellers plejer at være tæt på umuligt (eller ialfald kræve stor tålmodighed), når det drejer sig om smaragdlibeller…

Arktisk Smaragdlibel han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den ene af de ovenfor nævnte overraskelser bestod i, at en fjerde smaragdlibel på lokaliteten viste sig at være Plettet Smaragdlibel – en art som i Nordjylland ellers kun kendes fra Læsø og Skagen (-sidstnævnte sted er den fundet som ny art denne sommer). Dén var til gengæld ikke samarbejdsvillig – så ingen fotos af den… Og endnu en markant ny kvadrat-art var Lille Blåpil, ja faktisk var vores observation af et par i parring og en han en fremrykning af artens nordgrænse i Danmark med noget der ligner 50 kilometer!

Lille Blåpil han og hun, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Blåpil han og hun, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Blåpil han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Blåpil han, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stort set alle de guldsmede, vi så på lokaliteten, hørte til i den eksklusive kategori – således sad der tre steder i kanten af kronhjortenes sølehuller Lille Farvevandnymfe – for mig en markant udvidelse af min forståelse for denne fine arts habitatpræferencer.

Som nævnt var der også en fin flora på stedet; mange Sumphullæbe og Plettet Gøgeurt voksede i bunden af dalen – og alt muligt andet, som jeg ikke er i stand til at sætte navn på. Så den tilsyneladende “kedelige” zone med tagrør viste sig at gemme store værdier – men der er vist ingen tvivl om, at lokaliteten godt kunne bruge noget mere (kreatur)græsning – i øjeblikket græsser der kun heste, som synes at undgå de vådeste partier. Men den store Krondyr-bestand på stedet er jo nok med til at holde det delvist åbent.

Guldsmedene var heller ikke de eneste interessante insekter – vi så eksempelvis både dagsommerfuglene Iris og Kejserkåbe, og ikke færre end fire arter af køllesværmere.

Engkøllesværmer, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Engkøllesværmer, Stubberupvad, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I det hele taget må udflugten betegnes som en gennemført succes – stor tak til Erik for initiativet! 🙂

Det smukkeste sted i Vejlerne. 864 Huevandnymfer!

Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: <a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: <a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: <a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvis jeg skulle udpege ét sted som det landskabeligt smukkeste i Vejlerne, er det helt sikkert, at Klaringerne i Tømmerby Fjord ville være en af top-kandidaterne – måske det allersmukkeste?

Stedet ligger afsondret i den brede rørskov nedenfor Høbjerget på østsiden af søen – og så alligevel ikke mere afsondret – faktisk er det i luftlinie blot 900 meter fra hvor jeg bor. Men det er et sted, som MEGET SJÆLDENT besøges af mennesker, jeg vil tro det ikke en gang sker årligt – selv har jeg i de 30 år jeg har boet og arbejdet her, kun én gang tidligere været der. Det er besværligt at komme derud, Tømmerby Fjords rørskov er dyb – og der er normalt heller ingen anledning til at opsøge stedet.

Men det har hele tiden været min plan i forbindelse med det igangværende guldsmedeprojekt også at besøge Klaringerne – og mange andre af søerne i Vejlernes rørskove – for det er netop dén slags steder, der kan byde på gode betingelser for nogle af de mere krævende guldsmede og vandnymfer.

Så igår fik jeg indkøbt et par waders, og så begav jeg mig derud. Jeg gik på diget fra Maskinhuset, og hele “ekspeditionen” varede i næsten 8 timer – fra kl. 10 til sidst på eftermiddagen.

Det smukke ved Klaringerne er, at rørbræmmen ikke blot er en markant “afskåret” rørbræmme – her går rørskoven over i en kantzone domineret af startuer, vandskræppe, gul iris og ikke mindst store “tæpper” af bukkeblad – sidstnævnte former også runde holme ude i vandet – så det danner en meget smuk mosaik. Horisonten udgøres bl.a. af Mommer-skrænten, Høbjerget, Østerild Plantage (og testcentret).

“Bagtanken” med at opsøge netop Klaringerne var, at jeg på forhånd vurderede, at det kunne være et godt sted for den rødlistede og sjældne HuevandnymfeSidste år fandt jeg på en strækning af Tømmerby Ringkanal netop ud for Klaringerne en pæn bestand af denne vandnymfe, og det var nærliggende at tro, at den også måtte findes inde i Klaringerne.

Og det skal jeg love for at den gjorde!!!

Huevandnymfe, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: <a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe han, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: <a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe han og hun, æglæggende i bukkeblad, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så snart jeg nåede frem til zonen med “tæpper” af bukkeblad, blev det klart, at her var en habitat, som var ideel for Huevandnymfe. Overalt hvor man lod blikket vandre flintrede de små, bevægelige, grønblå vandnymfer rundt mellem bukkebladene – som iøvrigt var i blomst, så det var nogle fine synsindtryk. Huevandnymfes adfærd virker ret anderledes end de andre vandnymfer i Coenagrion-slægten – dyrene er utroligt aktive, og vimser rundt lavt over vandet (1-20 cm) i en sjov “hoppende” flugt – og de sidder sjældent stille i mange sekunder ad gangen.

De fleste individer jeg så var hanner, ialfald af enkeltindividerne – men der var også mange dyr sammenkoblede i par, og nogle i færd med æglægning. Huevandnymfe er en art med en meget kort flyvetid – litteraturen siger så kort som to-tre uger på den enkelte lokalitet.

Jeg måtte jo i gang med at tælle – men måtte sande at det var en større opgave end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig! Dyrene optrådte i industrielle mængder, det VRIMLEDE med dem. Jeg benytter jo Naturbasens app på mobiltelefon til indtastning under arbejdet, og ved at inddele “bukkeblad-zonen” i sektioner, fik jeg løbende indtastet de dyr, jeg registrerede. Jeg gennemgik kun (det meste af) østbredden af Klaringerne, men der er ingen grund til at tro, at der ikke skulle være lige så mange Huevandnymfer langs vestbredden, samt ude i “øerne” af bukkeblad.

Jeg nåede frem til svimlende 864 Huevandnymfer på denne tælling, og da det under alle omstændigheder kun er en form for stikprøve, må bestanden i dette område af Tømmerby Fjord tælle tusinder af individer. Langt de fleste af dyrene blev fundet i bredzonen langs Klaringerne, men faktisk så var der også dyr inde i rørskoven, specielt i områder med mere spredt vegetation af dunhammer.

"Trekant" af Huevandnymfe (to hanner, én hun), Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
“Trekant” af Huevandnymfe (to hanner, én hun) i bukkeblads-blomst, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fund af guldsmede og vandnymfer, Klaringerne i Tømmerby Fjord, 14. maj 2018. Fra <a href="http://naturbasen.dk/">naturbasen.dk</a>.
Mine fund af guldsmede og vandnymfer, Klaringerne i Tømmerby Fjord, 14. maj 2018. Fra naturbasen.dk.

Kortet ovenfor viser min rute gennem de kortlægninger af guldsmede/vandnymfer, jeg foretog undervejs. Langt de fleste af fundene var af Huevandnymfe, men der var også Flagermusvandnymfe, Stor Farvevandnymfe, Almindelig Vandnymfe, Fireplettet Libel, en enkelt nyforvandlet Grøn Smaragdlibel og – langs diget – enkelte Rød Vandnymfe og Rødøjet Vandnymfe.

Flagermusvandnymfe han, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Flagermusvandnymfe han, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

864 Huevandnymfer er en mangedobling af de hidtil største tal fra Vejlerne, og ifølge hvad jeg ellers har kunnet finde af oplysninger fra artens øvrige danske levesteder er det også en klar Danmarksrekord – kun Lille Vildmose kommer i nærheden med flere registreringer af 200-350 individer.

Når der er tale om en så sjælden og sårbar art er det dejligt at opleve, at der trods alt findes steder, hvor arten virkelig trives!

Jeg har ikke i litteraturen set nævnt, at der skulle være en særlig kobling mellem Huevandnymfe og bukkeblad – og Vejlernes øvrige små bestande findes også på steder uden bukkeblad – men mine iagttagelser igår tyder på, at sådan en åben bukkeblads-sump er en habitat der passer arten godt.

Til sidst lidt andre indtryk fra turen:

Knopsvanerede bygget af bukkeblad og gul iris, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Knopsvanerede bygget af bukkeblad og gul iris, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Knopsvane, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Knopsvane og “bukkeblad-tæppet”, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ikke alt var ren idyl: præderet grågåserede, Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ikke alt var ren idyl: præderet grågåserede, Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og uden fotos kan jeg tilføje, at oplevelsen suppleredes på fineste vis af lyden af Trane og Rørdrum (i mængder!) fra rørskoven, en Fiskeørn passerede indover og vendte en enkelt gang, men gjorde alligevel ingen forsøg på fangst, og tre Sortterner var lige henne ved mig og skælde ud kortvarigt, men virkede ikke etablerede – ellers spændende, for Klaringerne i Tømmerby Fjord har tidligere været yngleplads for arten.

 

Julis fotoglæder

Jeg tror de fleste, som har tilbragt juli måned 2017 i Danmark, har et lidt anstrengt forhold til dette års næsten historisk kolde og regnfulde sommer. Som varmtvejrs-elsker gælder det også mig.

Ikke desto mindre har det også været en måned som har givet mange glæder. Mange timer og dage er tilbragt i felten, og én af måderne at vurdere “resultaterne” af feltindsatsen er jo de billeder, man får med hjem derudefra.

Jeg har netop lagt et mindre “bombardement” af nye fotos på min foto-hjemmeside ornitfoto.dk – klik gerne for at kigge!

Fotoglæden har været ekstra stor denne måned, fordi jeg har foretaget “systemskifte”!

Fra Canon til Olympus. Systemskifte juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fra Canon til Olympus. Systemskifte juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Uden at gå i en masse tekniske detaljer handler det om et skifte fra et spejlrefleks-kamera til et mindre, lettere (men mindst lige så sofistikeret) spej-løst kamera.

Jeg har ellers været trofast Canon-fotograf i mange år, men efter at jeg fik stjålet min gamle 400 mm F/5.6 og den lige så knivskarpe zoom 70-300 mm, har det været så som så med tilfredsheden over de fotos, jeg har taget. Jeg kunne selvfølgelig for forsikringspengene have købt samme system igen, men valgte så at “opgradere” (på papiret) til zoomen 100-400 mm (markII) –  som vel at mærke har fået tårnhøje karakterer i alle reviews – men  det valg har jeg aldrig rigtigt været tilfreds med. Den er rigtig fin til makro-billeder af insekter, men på 400 mm på større afstande har jeg ikke kunnet opnå tilstrækkelig skarphed.

Så da Henrik Haaning skiftede til Olympus, da deres  E-M1II kom frem sidste år, og jeg kunne se, hvilke fantastiske billeder man kunne opnå med dette kamera påmonteret den også nye 300 mm F/4.0, blev jeg meget fristet til systemskifte, og nu er jeg altså sprunget ud i det.

Og jeg må sige, at jeg er meget tilfreds med springet! De fotos der har været bragt her på siden den sidste måneds tid er næsten alle taget med Olympus’en, og her kommer lige et par eksempler mere…

Almindelig Kobbervandnymfe, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Almindelig Kobbervandnymfe, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Da en større og større del af min fotografering går på insektlivet, særligt guldsmedene, var ikke mindst kameraets evner i dén henseende (nærgrænse og dybdeskarphed) afgørende for mig, og med en nærgrænse på 140 cm med hvad der på  grund af cropfaktoren svarer til en 600 mm, kan man opnå nogle ret fantastiske  nær-studier – faktisk endnu bedre end med min nu “aflagte” 100-400 mm Canon…

Rødøjet Vandnymfe, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rødøjet Vandnymfe, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Et andet argument i mit skifte til det fysisk mindre kamera har været  vægten – jeg har gennem de seneste år også “flirtet” med at tage springet til Full Frame-system, men jeg har fundet det mere og mere belastende at rende rundt og slæbe på tungt udstyr, så “håndterbarheden” har været vigtig for mig. Og når så Olympus har fået proppet et imponerende effektivt billedstabilerings-system ind i et mindre og lettere kamerahus, betyder det, at man kan fotografere håndholdt i stort set alle tænkelige situationer, og glemme alt om stativ. Selv filmoptagelser har jeg været i stand til at lave håndholdt med det nye kamera – se evt. nogle eksempler på min Vimeo-konto. Den del af kameraets præstationer er helt sikkert noget, jeg kommer til at dyrke mere i fremtiden.

Og så  tager det iøvrigt også skarpe skud af fugle, som jo helt sikkert også er en motivverden, der betyder meget for mig.

Hvid Vipstjert, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk">ornit.dk</a>.
Hvid Vipstjert, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøg, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk">ornit.dk</a>.
Rørhøg, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grønlandsk Jagtfalk, Glombak, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk">ornit.dk</a>.
Grønlandsk Jagtfalk, Glombak, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Noget af det, som kræver mest tilvænning, er at søgeren er elektronisk – dvs. det er et digitalt billede, man kigger på under optagelsen af billederne. Lige dén detalje kunne jeg godt have undværet, og specielt ved fotografering af flyvende fugle er det meget anderledes end en optisk søger. Men jeg er imponeret over kameraets evner, og allerede efter at have fotograferet med det i få dage var jeg i stand til at få skarpe fotos, da jeg pludselig stod med en hvid Grønlandsk Jagtfalk over hovedet på mig (selvfølgelig en undsluppet fangenskabsfugl, men alligevel var det da rart at kunne dokumentere det flotte syn).

Og så synes jeg at Olympus altid leverer gode farver, også i vanskeligt, hårdt lys (hvilket ofte har givet anledning til frustrationer med mine Canon-kameraer). Det er som om, at kameraet simpelthen er bedre til at håndtere stor “dynamisk spredning” i billederne – sikkert ikke lige så godt som et Full Frame-kamera, men ialfald væsentligt bedre end hvad jeg har været vant til.

Så jeg er en meget meget tilfreds ny Olympus-bruger, og ser frem til at blive endnu mere fortrolig med det nye legetøj  – men foreløbig er I meget velkomne til at besøge min fotoside og se, hvad det indtil nu er blevet til…

Hurra for Huevandnymfe!

For nogle år siden – inden jeg selv blev hooked på guldsmede og vandnymfer – havde jeg godt hørt om Huevandnymfe, som skulle have en lille bestand i Han Vejle, ret isoleret fra artens øvrige danske kendte ynglepladser. Det var dog først sidste år, at jeg selv fik taget mig sammen til at få set arten i Han (kiggede også i 2015, men da tror jeg ikke at den var der)… Da jeg først fik den at se gik det med det samme op for mig, at det ikke alene var en sjælden art, men den var også PÆN, og ikke mindst meget mere ANDERLEDES (end de andre vandnymfer i Coenagrion-slægten) end man lige forestiller sig, når man ser arten afbilledet i bøgerne…

Det blev dog kun til enkelte ret inaktive individer i Han sidste år, men det blev der rådet godt og grundigt bod på idag, hvor jeg i forbindelse med guldsmedeundersøgelsen i Vejlerne besøgte Tømmerby Ringkanal mellem Maskinhuset og Tømmerby Å’s udløb. Da jeg foreslog projektet havde jeg hele tiden i tankerne at der MÅTTE kunne findes Huevandnymfe andre steder i Vejlerne end i Han Vejle – og i dag måtte jeg sande, at det var rigtigt! På den strækning jeg padlede igennem så jeg ikke færre end 22 individer, og flere af dem oven i købet i parring eller æglæggende.

Det gav mig for første gang mulighed for at få et “forhold” til arten. Da jeg først havde fået mig set “varm” på dem var de faktisk ikke svære at identificere, selv på nogen afstand – overfladisk minder de mest om farvevandnymfer med det blå “baglys”, men de giver et overvejende grønligt helhedsindtryk, og ikke mindst har de mere krop end de fleste andre vandnymfer – så meget at det nærmest giver associationer til rigtige guldsmede. Og så har de en sjov “hoppende” flugt…!

Når man har kigget på guldsmede og vandnymfer et stykke tid finder man ud af, at det er akkurat som med fugle, hver art har sit eget “jizz“, bevægelsesmønster og andre karakteristika, som gør at man  ofte VED hvilken art man har fat i, før man får set de egentlige “dragtkendetegn”. Rødøjet Vandnymfe f.eks. virker stor og mørk, flyver lavt, og sætter sig meget gerne på åkandeblade.

At det så også var en ny opdagelse (for videnskaben!) at finde Huevandnymfe i de Vestlige Vejler og i det pågældende atlaskvadrat gør jo glæden endnu større – og at det ER en sjælden art i Danmark understreges af, at det blot er kvadrat nummer 14, arten er fundet i i Atlasperioden…

Iøvrigt var det i det hele taget en indbringende kanotur på ringkanalen, der også bød på Grøn Smaragdlibel og Rødøjet Vandnymfe – begge faktisk nye arter i Vejler-reservatet (omend ikke i Atlaskvadratet), samt mange Flagermusvandnymfe, Stor Farvevandnymfe og Fireplettet Libel, og årets første Blå Libel.

Her lidt billeder af dagens stjerne, Hue-vandnymfe:

Par af Huevandnymfe, Tømmerby Ringkanal, maj 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk">ornit.dk</a>
Par af Huevandnymfe, Tømmerby Ringkanal, maj 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Æglæggende par af Huevandnymfe, Tømmerby Ringkanal, maj 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk">ornit.dk</a>
Æglæggende par af Huevandnymfe, Tømmerby Ringkanal, maj 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Portræt af Huevandnymfe han, Tømmerby Ringkanal, maj 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk">ornit.dk</a>
Portræt af Huevandnymfe han, Tømmerby Ringkanal, maj 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk

 

Odonatologiske oplevelser

Dette indlæg er en fortsættelse af “Gang i guldsmedene” fra august sidste år…

Vidste I godt, at der i Tømmerby Å er en fin bestand af Blåbåndet Pragtvandnymfe?

Blåbåndet Pragtvandnymfe, Tømmerby Å, juni 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Blåbåndet Pragtvandnymfe, Tømmerby Å, juni 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Som jeg fortalte i ovennævnte indlæg her på bloggen, kom jeg sidste sensommer i gang med at udforske guldsmedefaunaen i Vejlerne og omegn, og det gav mange fine oplevelser – og bidrag til det Atlasprojekt om guldsmede, som løber af stabelen i disse år.

I år var min ambition så at komme i gang fra starten af sæsonen. At starten trak ud i det ekstreme var ikke lige planen – vi skulle helt hen til omkring 1. juni, før de første vandnymfer dukkede op, efter den ekstremt kølige maj måned i år. Der er dog efterfølgende i løbet af juni kommet rigtigt meget fart over tingene, og jeg har ialfald oplevet mange fine og uventede ting med disse prægtige dyr, og fået tilføjet mange af de tidligt-flyvende arter til listen, således at der nu er registreret 18 arter af guldsmede og vandnymfer i “mit” kvadrat.

Jeg havde håbet på Huevandnymfe i Han Vejle, en klassisk og berømt lokalitet for denne sjældne art; men det lykkedes desværre ikke – og nu er det formentlig for sent. Til gengæld har gangbroen i Han Vejle imponeret med store mængder af Flagermusvandnymfe (bl.a. hundreder af par i parringshjul under æglægning),en anden af de tidligt-flyvende arter, og indimellem lidt Hesteskovandnymfe og Stor Farvevandnymfe. I en lille sø i Hjardemål Klit – kunstigt opgravet, men ikke desto mindre meget rig når det gælder guldsmedefauna (sidste år sås bl.a. Stor Kejserguldsmed derude) – fandt jeg Spydvandnymfe og Rødøjet Vandnymfe, det eneste sted i en større radius nord for Limfjorden, at disse arter er registreret i Atlasprojektet.

En anden kunstig lokalitet, en sø som blev gravet for ca. 25 år siden, har siden også udviklet sig til lidt af et biodiversitets-hotspot – det drejer sig om dammen her på egen matrikel i Tømmerby. Her har jeg haft glæden af den utroligt flotte Rød Vandnymfe, og desuden bl.a.Blå Libel, Fireplettet Libel og ikke mindst den tidligst-flyvende af de fede mosaikguldsmede, nemlig Håret Mosaikguldsmed. I går kom der oven i købet en Blåbåndet Pragtvandnymfe og gæstede mit sted, meget overraskende og glædeligt – det er så absulut en af juvelerne i guldsmedeverdenen. Men ellers var jeg for nogle dage siden på et lille besøg ved Tømmerby Å (efter tip fra Jens Frimer), hvorfra ovenstående foto stammer. På en ca. 100 meter strækning omkring broen ved Langvadvej sås ikke færre end 12 individer af den med rette benævnte pragtvandnymfe, hanner og hunner, som bl.a. yndede at lande på de flydende banker af vandranunkler i åen. Et besøg værd – tippet er hermed givet videre!

Og i det hele taget kan jeg kun opfordre til at deltage i Atlasprojektet – det er nemt; man opretter en profil på fugleognatur.dk og taster sine observationer ind – og da der tilsyneladende er få “rigtige” odonatologer, som besøger området her, er det ikke svært at bidrage med ny viden, som kan ses på udbredelseskortene for de forskellige arter. Der kører i øvrigt også tilsvarende Atlasprojekter med dagsommerfugle og padder og krybdyr – så der er god grund til at komme ud i sommernaturen og registrere nogle af disse hyggelige arter, der hører den varme årstid til…

Flere af mine fotos af guldsmede og vandnymfer kan betragtes på fotogalleriet ornitfoto.dk.