Det er med stor glæde og tilfredsstillelse at jeg nu – omsider – kan præsentere rapporten med resultaterne af undersøgelsen: [klik for download].
Med økonomisk støtte fra 15. Juni Fonden og Nationalparkfond Thy var det muligt for mig at bruge det meste af sommeren sidste år i felten i vådområderne i nationalparken – et arbejde jeg ofte har berettet om her på bloggen. Arbejdet gav mange spændende resultater, og det har da også taget megen tid at få det store materiale bearbejdet til publicering. Nu foreligger resultatet, og det er en glæde at invitere andre guldsmedeinteresserede til at læse med.
Med denne undersøgelse har vi har fået en meget større viden om guldsmedefaunaen i Thy. For blot at nævne nogle få af resultaterne: Der er fundet fire helt nye arter for området, samt en rødlistet art, Huevandnymfe, som ikke er registreret i Thy siden 1960. Rødlistearten (ifølge den gamle rødliste som var gældende sidste år) Lille Farvevandnymfe har ikke tidligere været kendt fra det egentlige Thy vest for Vejlerne, men er i undersøgelsens løb fundet otte forskellige steder – bl.a. med en af de største kendte bestande i Danmark. En af de nye arter for området er Brun Kejserguldsmed, med første fund i Nordjylland og tredje i Danmark. Og Thy blev selvfølgelig ramt af 2019-invasionen af Rødåret Hedelibel, bl.a. blev der konstateret reproduktion af arten.
Sammenlignet med den undersøgelse jeg foretog i Vejlerne 2017-18 er denne undersøgelse endnu grundigere, især i den forstand at der er udvalgt nogle faste lokaliteter, som alle er besøgt ti gange i løbet af sæsonen. Det har givet en mulighed for præcist at beskrive fænologien i flyvetiden for de enkelte arter, og sikret at også arterne med kort flyvetid er blevet registreret. En eksempelside fra rapporten kan ses her, med en graf over fænologien:
Undersøgelsens resultater har løbende været kommunikeret til offentligheden via sociale medier og dagblade, nyheden om fundet af Brun Kejserguldsmed blev desuden spredt via en pressemeddelelse fra nationalparken. Alle resultaterne indgår i den igangværende atlasundersøgelse.
Jeg er nu igennem de første fire af fem planlagte måneder (maj-september) i årets guldsmedeundersøgelse i Nationalpark Thy. Det er tid til lidt omtaler af nogle af fundene gjort i projektet…
Siv-Mosaikguldsmed blev slet ikke registreret i Thy under den første atlasundersøgelse (2014-18), så det er en glæde, at jeg har fundet den i år – foreløbigt to steder, men arten kan flyve til sent, så der kan sagtens nå at dukke flere op.
I den undersøgelse jeg de sidste to år foretog i Vejlerne, var der her hen på sensommeren en vis “afmatning” i registreringerne; efter at forårets enorme mængder af vandnymfer var færdige med at flyve, blev arenaen overtaget af især mosaikguldsmede – og dermed kunne mobiltelefonen og app’en Naturbasen i nogen grad hvile lidt, når jeg var i felten.
Jeg havde – nok fordi jeg ikke havde gennemskuet forskellene i guldsmedefaunaen mellem Vejlerne og Thys klitheder – forventet at noget lignende ville gøre sig gældende i denne undersøgelse. Men sådan er det IKKE gået! – der er STADIG masser af registreringer, der skal gøres, når jeg er i felten. Den store forskel i forhold til Vejlerne er, at lokaliteterne i Thy rummer store bestande af “sensommerens vandnymfer” nemlig kobbervandnymferne (først og fremmest Almindelig Kobbervandnymfe) – og så er bestandene af hedelibeller – hele seks arter! – også meget, meget større end i Vejlerne… I Vejlerne registrerer man disse arter – men kun meget sporadisk.
Der er ganske vist mange af hedelibellerne, som det ikke er muligt at artsbestemme i felten, når man ser dem ‘omkringflyvende’ (men de bliver indtastet som ‘Hedelibel sp.’). Men selvfølgelig bliver det også til mange iagttagelser, hvor artsbestemmelse er mulig – så her kommer lige nogle fotos af sensommerens hedelibeller:
Allerede 18. juni så jeg de første af sommerens invasion af Rødåret Hedelibel, bl.a. 2-3 stykker i en fin sø på Lodbjerg Klithede. Igår besøgte jeg denne lokalitet igen, og der var STADIG gang i dem, mindst fire hanner så jeg med sikkerhed, men jeg tror der var flere, da ialt 10-15 røde han-hedelibeller optrådte territoriehævdende langs bredden – netop som det er karakteristisk for denne art. I mellemtiden har jeg også haft hunner, tilmed æglæggende, på denne og andre lokaliteter – og er spændt på om jeg også kommer til at se nyforvandlede eksemplarer her i sensommeren. Ovenstående meget slidte han sad på samme pind, hvor jeg så én i juni – og jeg er ikke i tvivl om, at det må dreje sig om samme individ. Jeg besøger lokaliteterne med ca. 14 dages mellemrum, og flere steder har jeg iagttaget territoriehævdende hanner præcis de samme steder gang efter gang. Gad vide hvor længe de holder sig igang? Ialt er det blevet til ikke færre end 68 observationer af arten i Nationalparken (tilsammen 81 individer), fordelt på seks atlaskvadrater.
Gulvinget Hedelibel er det blot blevet til fire observationer af, én fra Holmesø i Hvidbjerg Klitplantage og tre fra Vang Sø. Det er svært at vurdere om der er tale om lokal reproduktion (efter sidste års influx), eller tilflyvning sydfra. Men en art som det altid er hyggeligt at hilse på!
Sort Hedelibel har vist sig at være rimeligt almindelig de fleste steder; ikke mindst i de helt åbne klithede-terræner. De småbitte guldsmede er meget omkringfarende og faktisk lidt udfordrende at få billeder af. Især når man ser dem sammen med vandnymfer, går det op for én hvor små de virkeligt er – kropslængden er mindre end hos Almindelig Vandnymfe!
Almindelig Hedelibel er faktisk ikke særligt almindelig i Thy – eller også flyver den først i antal senere på sæsonen. Foreløbigt har jeg set tre gange så mange Rødårede som Almindelige Hedelibeller (!)…
Stor Hedelibel er til gengæld – indtil nu – langt den talrigste af hedelibellerne i Thy. Det var den første på arenaen, fra midt i juni, men der ser ikke ud til at være begyndt en afmatning af flyvningen endnu – jeg finder stadig helt nyforvandlede individer.
Og Blodrød Hedelibel er selvfølgelig også en almindelig art i Thy; det er mit indtryk at den især findes på steder med trævækst i nærheden.
Derudover er, som nævnt, Almindelig Kobbervandnymfe allestedsnærværende, og dét i rå mængder…
Det er mange gange på en dag, at arten bliver tastet ind i Naturbasens app – heldigvis kan den findes frem ved tastekombinationen ‘g ko’, men alligevel er det mange gange pegefingeren skal ramme mobil-skærmen sådan en dag i felten… Almindelig Kobber er for mig en af mest fotogene vandnymfer, så den er stadig i stand til at sprede glæde, selv om den er almindelig!
Disse er ganske vist ikke fotograferede i nationalparken, men ved vindmølletestcentret i Blovsgårde…
Men ellers er det selvfølgelig karakteristisk for årstiden, at de fleste vandnymfearter – ud over de to arter kobbervandnymfer, Stor Farvevandnymfe og Almindelig Vandnymfe – er færdige med at flyve (jeg ser dog stadig enkelte Flagermusvandnymfer, og igår en Lille Farvevandnymfe). Det har været en overraskelse at der stadig flyver enkelte Fireplettet Libel – denne er fra 24. august:
I Vejlerne så jeg aldrig arten efter 1. august – men det har nok i det hele taget været en sen guldsmedesæson i år.
Jeg har fundet Blåbåndet Pragtvandnymfe i både Klitmøller Å og i Hansted Mølleå, men ikke i store antal – og de lader til at være færdige med at flyve for i år – ingen obs. de seneste par uger. Derfor var det en overraskelse igår at finde denne:
Ja beklager billedkvaliteten, men så er fundet da dokumenteret ;-). Det var et lidt uventet sted at finde arten, ved Nagorsaksøen i Hvidbjerg Klitplantage, selv om pragtvandnymferne er kendt for at komme noget omkring. Jeg har også på et tidspunkt tidligere på sæsonen haft et individ omkringflyvende over Nors Bagsø…
Jeg har indtil nu foretaget ikke færre end 7630 registreringer (af ialt over 15700 guldsmede og vandnymfer) i årets undersøgelse. Det er flere end i Vejler-projektet (som tilmed løb over to år). Jeg har fundet 32 arter i nationalparken, heraf fem arter som ikke blev registreret i Atlas I. Dette skema sammenligner mine fund i år med fundene gjort under Atlas I:
Kun én art som tidligere var registreret har jeg ikke genfundet, Blåvinget Pragtvandnymfe. Til gengæld har jeg givet nogle af kvadraterne et virkeligt løft, så de artsrigeste kvadrater har nu op mod 30 arter (hvor det var ca. halvdelen under den tidligere atlasperiode).
Til sidst et eksempel på nogle af mine mange kortlægninger, fra en af de bedste lokaliteter, Kokkær Vand:
Jeg er godt klar over, at farverne på flere af prikkerne ligger så tæt på hinanden at det kan være svært at skelne – det er også bare ment som et eksempel på, hvor overdådig en rigdom af disse fascinerende dyr, der er i Nationalpark Thy!
Siden denne nye bog blev annonceret første gang for et par år siden, har jeg meget interesseret fulgt med i opdateringer om tilblivelsen af bogen – bl.a. i en til formålet indrettet Facebook-gruppe. De prøver på bogens indhold, som har været vist frem, lovede MEGET godt, og derfor sad jeg nærmest klar til at afgive en bestilling, det øjeblik da bogen for ca. fjorten dage siden endelig blev meldt klar fra trykkeriet.
Og jeg må sige, at de tårnhøje forventninger er IKKE blevet skuffede! Her er simpelthen tale om en af de mest gennemarbejdede felthåndbøger til nogen artsgruppe, jeg endnu har haft i hænderne.
Bogens tekst er forfattet af Magnus Billqvist, formand for Trollsländeföreningen i Sverige. Han var også forfatter til forgængeren Svenska trollsländeguiden fra 2012, som også var en meget fin bog. Den var dog layoutmæssigt ikke lige så ”lækker” som den nye bog – og så havde den jo ikke alle skandinaviske arter med. I den gamle bog fik hver art ét opslag – i den nye er det to (altså fire sider pr. art), så bogen er også vokset betragteligt i omfang (formatet er tilmed større, Svenska trollsländeguiden målte 150×215 mm, Nordens trollsländor 160×250 mm). Kun fire arter bagest i bogen må ”nøjes” med ét opslag hver – arter som endnu ikke er truffet i Norden, men som regnes som sandsynlige ”indvandrere” indenfor de kommende år.
Grundlæggende har jeg – både når det gælder fugle-felthåndbøger, floraer og andre guider – altid foretrukket tegnede illustrationer fremfor fotos. Altså forudsat at kunstneren er dygtig! Men efterhånden er der dukket nye bøger op som baseres udelukkende på fotos – som denne – og jeg må sige, at det fungerer fint, ikke mindst fordi der er lagt et kæmpe stykke arbejde i at få fundet pædagogiske nærbilleder, og præsenteret udsnit som fokuserer på de vigtigste karakterer. Der er tale om et meget imponerende udvalg af fotos, ikke færre end ca. 2000 enkeltbilleder (!). Det er ikke mindst beundringsværdigt, at langt hovedparten et taget af bogens to hovedfotografer David Andersson og Christer Bergendorff.
Bogen indledes med 60 siders introduktion, som kommer vidt omkring og bl.a. fortæller om livet som larver under vandet, forvandlingen og mange aspekter af livet som voksen guldsmed/vandnymfe. Her gives også gode tips til feltbestemmelse, og det pointeres hvor vigtigt det er at være opmærksom på, hvor meget guldsmede og vandnymfers farver forandres i løbet af deres levetid. Forskellige habitaters værdi som levesteder for guldsmede gennemgås, og der er tilmed en guide til, hvordan man kan anlægge en havedam specifikt med henblik på guldsmede!
Den sidste del af introduktionen er en række tavler, som sammenligner nøglekarakterer hos nogle specielt udfordrende grupper – kobbervandnymfer, ”blå vandnymfer”, rødøjede vandnymfer, farvevandnymfer, mosaikguldsmede, smaragdlibeller, kærguldsmede, hedelibeller m.fl. Med disse tavler og nøgler vil man faktisk kunne bestemme langt de fleste arter!
Men selvfølgelig er det vigtigste i enhver felthåndbog selve artsgennemgangen, hvor der ikke blot er blevet plads til et rigt udvalg af fotos, men også megen tekst. Det værdsætter jeg rigtigt meget – uanset hvilke dyr man har været i felten og har mødt, er det altid en fornøjelse når man kommer hjem at kunne læse udførligt om artens levevis, specifikke tilpasninger osv. Overskrifterne i artsbehandlingen er Nøglekarakterer, Optræden, Forekomst, Feltbestemmelse, Variation og Dragtdetaljer. Desuden er der til hver art et Udbredelseskort, skema med Flyvetid, Størrelse i mm og arter som udgør Forvekslingsrisiko er nævnt. Artsnavnet gives på alle skandinaviske sprog samt tysk og engelsk. Overskrifterne Optræden (”Uppträdande”) og Forekomst (”Förekomst”) kan være lidt forvirrende, muligvis fordi jeg ikke kender de finere nuancer på svensk – jeg ville have fundet det mere oplysende at kalde det Habitat/Adfærd og Udbredelse. Men indholdet er der intet i vejen med! Både udbredelseskortene og teksten er for øvrigt ganske aktualiseret, også når det gælder danske forhold (checket af Kent Olsen, hvilket jo borger for at det er korrekt).
Der er til hver art MANGE bestemmelsesfotos (oftest 15-25), og hos de meget variable arter er der vist hele variationsbredden af farver og andre dragtafvigelser, opdelt på køn. Desuden er der til hver art et lille billede med en typisk habitat, og et stort billede af en larve i det sidste stadium før forvandling til voksent insekt. Det betyder at disse larve-fotos i nogen grad vil kunne hjælpe ved bestemmelse af exuvier (tomme larvehuder). Der er i øvrigt ikke gjort noget ud af at beskrive karakterer til adskillelse af larver/exuvier, men alene det, at de er vist, udgør et stort plus ved guiden.
Jeg mener selv at jeg på forhånd havde et så godt kendskab til danske guldsmede/vandnymfer, at jeg i felten kan bestemme alt hvad jeg måtte møde (forudsat jeg kan få et godt kig på nøglekaraktererne). Alligevel har denne nye guide efter de første par gennemsyn giver mig nye indsigter, som jeg delvist allerede har afprøvet i felten: forskellen på Stor og Almindelig Hedelibel er ikke kun fravær eller tilstedeværelse af ”overskæg” langs øjenkanterne (og for hunnerne skedeklappens udseende). Det er ialfald en god understøttende karakter, at den gule stribe på benene hos Almindelig er meget kraftigere end på Stor Hedelibel – ja faktisk er den hos sidstnævnte ofte så tynd, at den kan være svær at få øje på. Og så har bogen gjort mig opmærksom på, at den form/race af Højmose-Mosaikguldsmed, vi har i Danmark (”interlineata”), har et meget større og mere sammenhængende gult felt på kropssiden mellem de to diagonale gule striber end det er tilfældet i mere nordlige bestande, hvilket burde betyde, at den skulle være nemmere at adskille fra Siv-Mosaik hos os. Det glæder jeg mig til at verificere, når jeg en gang ser min første Højmose-Mosaikguldsmed!
Jeg har foreløbig kun fundet en enkelt fejl i bogen, under Brun Mosaikguldsmed, hvor bogstav-henvisningerne i teksten og bogstaverne på identifikations-fotos ikke passer sammen – tilsyneladende fordi der i arbejdsgangen er fjernet et af disse fotos. En forståelig fejl, for der har under layout-processen været ufatteligt mange af disse kryds-henvisninger at holde styr på! (og det forstyrrer ikke mere end at man sagtens kan gennemskue sammenhængen)…
Som nævnt er layoutet en fryd for øjet – sagt af én (undertegnede) som selv sysler en del med at ”lege” med layout og finder stor tilfredsstillelse i at nå frem til nogle indbydende sammensætninger af skrifttyper osv. I dette tilfælde er det Magnus Billqvist selv, som har stået for layoutet – han har altså haft fingrene godt nede i ”dejen” i hele tilblivelsen af bogen, hvilket jeg er sikker på har givet et løft til det samlede produkt.
Alt i alt kan jeg ikke lovprise denne bog højt nok – det er virkeligt en guldgrube af viden og æstetisk nydelse vedrørende disse fascinerende dyr!
Jeg har været en tur østpå – Bornholm, Falster, Lolland og Sydsjælland – i den seneste weekend og de første dage af denne uge, i forbindelse med NOVANA-arbejde (overvågning af Grøn Mosaikguldsmed). Der blev også set andre interessante dyr når tiden var til det – her kommer et lille udvalg…
Den ekstremt flotte Lille Kejserguldsmed har de seneste år været fast beboer i Safirsøen, en af mange fine søer opstået som følge af råstofgravning på øen. Jeg så et par i æglægning samt et par hanner, der fouragerede langs en skovvej – og af og til satte sig til hvile, hvor det var muligt at studere alle detaljer. Arten har også de seneste år været fast i Sydsverige, og bliver nu set flere steder på Bornholm (og sidste år på Sjælland), så måske kommer vi til at se noget som minder om en gentagelse af Stor Kejser’s indvandringshistorie (for 20 år siden en stor sjældenhed, idag er det svært at finde en lokalitet UDEN arten)…
Den anden store specialitet blandt guldsmede og vandnymfer på Bornholm er Lille Kobbervandnymfe, en art jeg virkeligt havde håbet – og satset hårdt – på at få at se. Jeg fandt den ikke ved Bastemose, og efter at have kigget hundredvis af kobbervandnymfer igennem og kun fundet Almindelig og Sortmærket, var jeg ved at opgive håbet. Men ved den fine skovmose Oksemyr ved Paradisbakkerne lykkedes det endelig, dyret materialiserede sig pludselig – ikke i selve sumpen, men i tørt hedeterræn mellem lyngplanter og blåbær. Den Lille Kobber levede fuldt op til mine forventninger – en meget, meget delikat sag, nåletynd, fin og lækker!
Årets invasion af Rødåret Hedelibel har selvfølgelig også ramt Borholm – jeg så både en han og denne flotte hun, der ser så frisk ud og klar i farverne, at det er lidt svært at tro at den skulle være fløjet fra Sydeuropa…
En anden insekt-invasion, Danmark har været ramt af i år, er formentlig den største masseoptræden af Tidselsommerfugl nogensinde. Der flyver stadig nogle få ekstremt slidte eksemplarer rundt med pergament-tynde stumper af vinger (dennes vinger var næppe over 1½ cm lange)…
…men nu myldrer det også frem med den nye generation – en meget smuk sommerfugl er det altså!
Jeg havde en morgen ved Gedser, hvor jeg håbede at finde én af de mange Høsommerfugle, der er registreret den seneste tid som tilflyvere sydfra, men selv om der var stor aktivitet blandt diverse kålsommerfugle, Tidselsommerfugle og Gammaugler, lykkedes det desværre ikke…
Til gengæld så jeg, også på Gedser Odde, hvad jeg tror er den første Buksebi, jeg har mødt… Sjovt at se den tøffe rundt med de enorme “pludderbukser” – og sjovt selv at få hilst på et dyr, som i år har været så meget i medierne (efter at kommunale myndigheder har udraderet flere kolonier)…
På Lolland fandt jeg denne Moskusbuk, en ekstremt flot stor bille, som jeg ellers tidligere kun har set i Sverige.
Når man læser Ole Fogh Nielsens fremragende bog ‘De danske guldsmede’ fra 1998, står der om udbredelsen af Huevandnymfe: “Hue-Vandnymfe har altid været regnet for en af vore meget sjældne guldsmede. Den er tidligere fundet hist og her i Jylland og på Sjælland og Bornholm, men siden 1980 er den kun registreret fra en enkelt lokalitet på Lolland.”
Der er sket en del siden. I det hele taget kunne man godt blive i dårligt humør af mange af bogens artsafsnit – på det tidspunkt var mange arter i tilbagegang og kun kendte fra nogle få lokaliteter. Jeg har indtryk af, at der dengang kun var nogle få håndfulde mennesker, der havde guldsmede og vandnymfer som interesse – og desuden var effekten af vandmiljøplan og sø- og å-genopretningsprojekter stadig ikke slået fuldt igennem. Men Ole Fogh Nielsen skriver i forlængelse af ovenstående, måske for at appellere til andre guldsmedeentusiaster: “Det er muligt, at den er overset på grund af den tidlige og meget korte flyvetid, og måske findes arten stadigvæk flere steder i landet. Man bør lede efter den på egnede lokaliteter i maj måned.”
Det store boost i guldsmedeinteressen kom først for alvor med Atlasprojektet Danmarks Guldsmede I (2014-18), hvor ‘citizen science‘-bidrag fra mange amatør-odonatologer landet over, der rapporterede til databasen på fugleognatur.dk (Naturbasen), mangedoblede vores kendskab til udbredelsen af Danmarks guldsmede og vandnymfer.
Her er den kendte udbredelse af Huevandnymfe efter Danmarks Guldsmede I:
Det drejer sig om ialt 23 (3,5%) af landets 650 10×10 km-kvadrater, på Bornholm og spredt i Jylland – men ingen på Lolland. Sammenlagt er arten fundet på under 30 lokaliteter – ikke mange, men trods alt langt flere end før atlasprojektet. De gule kvadrater i Vejler-området skyldes, at jeg her i mit projekt ‘Guldsmedefaunaen i Vejlerne 2017-18’ fandt nogle meget store bestande med tusindvis af dyr (hvilket jeg ofte har berettet om på denne blog (indlæg tagget huevandnymfe)).
I det nye projekt jeg arbejder på i år, har jeg hidtil fundet Huevandnymfe på fem nye lokaliteter i Nationalpark Thy, fordelt på tre atlaskvadrater. Tidligere har der kun én enkelt gang været fundet Huevandnymfe i det “egentlige” Thy (vest for Vejlerne), tilbage i 1960 i Hanstholm Vildtreservat (men den har jo nok været der hele tiden)…
Jeg er helt overbevist om, at selv om vores kendskab til artens udbredelse er stærkt forøget med atlasprojektet og mine special-undersøgelser af Vejlerne og Nationalpark Thy, så må arten stadig være overset i betydelig grad – sikkert især på grund af den tidlige flyvetid (en del guldsmedeinteresserede kommer måske ikke så ofte ud tidligt på sæsonen, hvor der ikke er så mange arter på vingerne).
Mine mange iagttagelser af arten de seneste tre år har givet mig noget indblik i, på hvilke typer habitat, arten trives. Men faktisk er det svært at komme med et bud på, hvad det er, arten kræver, en fællesnævner for lokaliteterne – udover formentlig klart vand. Men ialfald findes den både i næringsfattige og mere frodige miljøer, og der er iøvrigt kæmpe forskelle i vegetationen – fra Han Vejles høje tætte rørskov over bukkeblads-sump i Tømmerby Fjord, nyanlagte søer i Hjardemål/Blovsgårde-området, Nors Sø og andre lobelie-søer med spredt bredvegetation, til sure lavvandede søer i klitheden (mit sidste fund er fra en sådan typisk klithede-sø ved Vangså).
Hvis jeg skulle pege på en enkelt faktor, som kunne være medvirkende til, at arten måske er overset, er det at den er svær at registrere i almindelige gummistøvler. Stort set alle de steder, hvor jeg har registreret arten, er det på vanddybder mellem 30 og 70 cm vand – steder hvor det IKKE er behageligt at færdes, med mindre man er iført waders eller ialfald skridtstøvler. Jeg har indtryk af, at arten i langt mindre grad end de fleste andre vandnymfer flyver væk fra ynglesøerne – kun enkelte gange har jeg set Huevandnymfer sidde i vegetationen væk fra søerne, og da altid indenfor ti meter fra vandfladen.
Det er en god fornemmelse at have bidraget til et bedre kendskab til denne fine arts udbredelse. Fra stort set ikke at være kendt i Nordvestjylland for 15 år siden ser det for tiden ud til, at området er et af artens kerneområder i Danmark. Og vi kan nu betragte artens status i landet med mindre bekymring end ved udgivelsen af ‘De danske guldsmede’ for 20 år siden. Jeg tænker at det nye Atlasprojektet Danmarks Guldsmede II (2019-23) vil føre til opdagelsen af endnu flere steder, hvor arten trives. På med skridtstøvlerne! 😉
Projektet ‘Guldsmedefaunaen i Vejlerne 2017-18’ blev støttet af Aage V. Jensen Naturfond, og den afsluttende rapport kan hentes her: (klik for download).
Projektet vedrørende kortlægning af guldsmedefaunaen i Thy er støttet af 15. Juni Fonden og Nationalpark Thy.
I guldsmede/vandnymfe-verdenen findes vist de fleste tænkelige farver repræsenteret – men der er ingen tvivl om, at blå – og nuancer af blåt – må være nogle af de mest almindelige og udbredte.
I Danmark har vi en vandnymfe med en af de mere usædvanlige farver – orange. Det drejer sig om unge hunner af Lille Farvevandnymfe, og selv om jeg har set arten en del gange (og ofte skrevet om den her på bloggen), havde jeg indtil igår aldrig set denne form. Når hunnerne ikke længere er helt nyforvandlede skifter de nemlig farve, og de orange partier bliver grønne.
Men da jeg igår besøgte Vang Sø (anden runde af mit guldsmedeprojekt i Nationalpark Thy), havde jeg ikke bevæget mig mange meter ud i sumpen, før den første af disse små smukke orange skabninger viste sig.
Det blæste en del (faktisk frisk vind) igår eftermiddag, men alligevel var der mange vandnymfer at finde, godt gemte i vegetationen. Ialt fandt jeg 14 individer af Lille Farvevandnymfe, spredt over en strækning på nogle hundrede meter. Der må have været mange mange flere, sikkert helt nyforvandlede (bedømt ud fra farven på hunnerne). Det kan under alle omstændigheder kun blive en stikprøve, når denne type af blød sump/hængesæk med mange blottede mudderflader breder sig over så stort et areal (og der er grænser for hvor langt ud på “gyngende grund” jeg vover mig).
De er også pæne i modlys:
Den orange farve springer i øjnene, selv om dyrene kun er tre cm lange. Gad vide om de bevidst vælger at placere sig i forlængelse af visne græsstrå med nogenlunde samme orange/okker-farve, for kamouflagens skyld?
Hanner var der selvfølelig også, og som det næsten altid er tilfældet, ser man lidt flere af dem. De er også fine!
Der var sket en “eksplosion” af vandnymfer siden mit sidste besøg på stedet; udover Lille Farve- var der også en del Flagermusvandnymfe og rigtigt mange Stor Farvevandnymfe, så når man fandt en lille læ-krog (ofte i kanten af pilekrat) var det vigtigt at være hurtig for at få overblik, når man nærmest trådte de to arter farvevandnymfer op imellem hinanden. Ialt registrerede jeg 60 af den store art, men igen – det kan kun være en lille brøkdel, man får registreret.
Nogle Stor Farvevandnymfe var allerede så langt i deres livscyklus, at de var i færd med parring. Når så æglægningen er forbi, har de ikke mange dage tilbage – ja et liv som flyvende vandnymfe er hurtigt overstået! Billedet er fra Nors Sø, som jeg også besøgte igår.
En anden farve som er mindre hyppigt repræsenteret, ialfald hos danske vandnymfearter, er denne:
Rød Vandnymfe er også en af de tidligt flyvende arter, så det er nu den skal registreres. Der var adskillige af dem rundt om Nors Bagsø igår.
Projektet er støttet af 15. Juni Fonden og Nationalpark Thy.
I min søgen efter GULDsmede sker det jo også, at jeg støder på andre insekter, som nok kan vække interesse.
I søndags, hvor jeg havde haft årets første odonata (guldsmede/vandnymfer) hjemme på matriklen i Tømmerby (Flagermus- og Rød Vandnymfe), ville jeg også lige checke situationen ude ved Blovsgårde, hvor nogle af Naturstyrelsens nygravede søer (i forbindelse med vindmølletestcentret) de senere år har været nogle af mine “reference-steder” – lokaliteter jeg opsøger ofte for at følge med i sæsonens udvikling.
Herude var de første Blå Libel fremme i en læ-krog, mens der endnu ingen vandnymfer var at se omkring vandfladerne. Det er jo ved disse søer, at jeg tidligere har fundet Lille Farvevandnymfe (se dette indlæg og dette indlæg), og den skal også nok dukke op i år, når vi lige når lidt længere hen på sæsonen.
I stedet for guldsmede/vandnymfer var der til gengæld et andet markant insekt, som løb (spænede!) rundt i sandet og fangede min opmærksomhed.
Det gik stærkt, og jeg nåede kun at få knipset nogle få hurtige skud – på det sidste foto ses, at den på et tidspunkt prøvede at gemme sig – men jeg tror nu ikke at den gravede sig ned.
Som det fremgår var det en meget flot bille med de changerende kobber-, irgrønne og vinrøde nuancer – så meget kunne jeg se, men jeg havde ingen idé om navnet på dyret. Jeg kom i tanker om Naturbasens app, hvor der er en funktion som hedder “Hvad er det?”, hvor man kan oploade fotos direkte i felten, og hvis man er heldig få en eksperts hjælp til at bestemme dyret. Dyret var jo for længst væk, men så tog jeg med mobilen et foto af skærmen på kameraet – og sendte det af sted i cyberspace…
Få timer senere var der svar – tak til Jens Søgaard Hansen! – og det viste sige at være intet mindre end Lille Guldløber (Carabus nitens), en rødlistet billeart (i kategorien “sårbar”), som i det igangværende Billeatlas hidtil blot var registreret i 11 atlas-kvadrater (ud af ialt 650 10×10 km kvadrater, som dækker hele landet).
Så det var en stor sjældenhed jeg fandt! – rent GULD! Hvis man går på www.fugleognatur.dk og undersøger, hvad der ligger af tidligere fund, så har den også været registreret på enkelte indlandslokaliteter, men i atlasperioden er fundene udelukkende kystnære. Der står ikke meget at læse om artens biologi, kun at den er knyttet til næringsfattige steder – men jeg kunne have en mistanke om, at de blottede sandflader spiller en rolle for Guldløberen, eftersom den netop ses på sand på flere af de fotos, man kan finde af arten.
Henrik Schjødt Kristensen, som er Naturstyrelsen Thy’s ansvarlige for de nyetablerede søer og vandhuller har fortalt mig, at han netop lægger vægt på at der bliver skabt disse flader med bart sand omkring søerne.
På stedet var iøvrigt også en anden fin bille, Grøn Sandspringer, som ialfald også foretrækker sandede, varme steder – men som åbenbart er mindre krævende end Guldløberen, idet den findes over stort set hele landet… Men den er også fin!
Som mange insekt-interesserede har bemærket, så har det kølige vejr, der afløste den varme påske, lagt en alvorlig dæmper på aktiviteten, og derfor er det først de allerseneste dage, at der er begyndt at ske noget på guldsmede- og vandnymfe-fronten, her i havnære og vindpåvirkede Nordvestjylland.
Jeg har jo i år et stort projekt med registrering af guldsmede og vandnymfer i Nationalpark Thy, og eftersom første “runde” (ud af ti i sommerens løb) egentlig skulle være afsluttet inden midten af maj, har jeg haft lidt travlt siden jeg kom hjem fra Norge for en uge siden. Men indtil nu har der ikke været megen grund til at dække en masse områder, da der ikke er megen værdi i nul-registreringer. Men igår og idag har temperaturen fået et lille nøk opad (selvom det stadig blæser meget) – så nu er der gået hul på bylden!
Idag startede det fint ved Nors Bagsø med Grøn Smaragdlibel og Rød Vandnymfe, men da jeg så kom til bugten i Nors Sø ud for Isbjerg, var jeg med det samme alert – for vegetationen her var en afgræsset, meget åben rørsump med spredte startuer og en rig blomster- og urtevegetation – og det klare rene vand som søen er berømt for.
Denne vegetationstype, og det klare vand, ledte tankerne hen på Klaringerne i Tømmerby Fjord, hvor jeg sidste år den 15. maj oplevede et “mirakel” hvad angår antallet af Huevandnymfer. Så mine tanker kredsede meget om denne fine art, og jeg kan egentlig ikke kalde det en overraskelse, da de første individer begyndte at materialisere sig…
Men lidt epokegørende kan man nu godt kalde det, for der er ikke i det foregående Atlasprojekt registreret Huevandnymfe i Thy udenfor Vejlerne og nærmeste omgivelser. Der ligger så godt nok et ældre fund fra kvadratet, som dækker Nors Sø, men det er helt tilbage fra 1960’erne! Det er nok sandsynligt, at arten har været til stede “altid”, men det siger lidt om, hvor lille fokus der har været på guldsmede og vandnymfer, når den ikke er rapporteret herfra i den mellemliggende årrække – Isbjerg og Nors Sø hører trods alt til de mest besøgte lokaliteter i Thy! Ialt 7 individer fandt jeg på stedet. Da jeg så kom over på sydsiden af søen, hvor rørsumpen, skønt ugræsset, mindede meget om den på nordsiden, blot uden den rige urtevegetation – men med spredte tagrør og startuer – fandt jeg yderligere 2 Huevandnymfer. Rørbræmmen her var mere vindudsat, og jeg kan sagtens forestille mig, at der på en stille dag vil kunne findes et større antal af arten… Huevandnymfe er for mig en af de fineste danske vandnymfearter, så det vil jeg kalde en god start på den første egentlige feltdag på projektet!
En anden lokalitet, jeg også checkede idag, var Vang Sø, som for få år siden har gennemgået et større naturgenopretningsprojekt. Jeg kendte ikke stedet, og blev meget imponeret over naturkvaliteten, søen er omgivet at en meget bred zone med forskellige typer af sump, inklusive våd spaghnum og hængesæk – så det er besværligt at færdes i, men giver forhåbning om, at her kan vise sig at være nogle af de mere krævende arter. Det varede da heller ikke længe, inden dagens anden rødlisteart viste sig, Lille Farvevandnymfe – en art som ellers ikke kendes fra Thy, bortset fra de fund jeg selv har gjort ved Blovsgårde/Hjardemål Klit i nogle af de nyetablerede søer i forbindelse med vindmølletestcentret…
Det blæste stadig, og der var langt mellem guldsmede/vandnymferne – men stemningen var fin, med spillende Storspover og Tinksmede (formentlig lokale ynglefugle), og adskillige Dobbeltbekkasiner som lettede for fødderne af mig. Over søens vandflade fouragerede nogle hundrede svaler i lav højde (alle tre arter).
Kun én almindelig guldsmedeart sås med nogle få eksemplarer – Fireplettet Libel – men lige før jeg vendte om for at drage hjemad, fandt jeg en hun af Månevandnymfe – dagens tredje rødlistede vandnymfeart!
I dette tilfælde var arten rapporteret fra samme kvadrat i det netop afsluttede Atlasprojekt, dog fra en anden lokalitet end Vang Sø. Og denne lidt kræsne art er nok mest almindelig præcis i klitheder – så mon ikke det blot er den første af flere, jeg kommer til at registrere i projektet?
Under alle omstændigheder er det fedt at komme i gang igen! 🙂
Projektet er støttet af 15. Juni Fonden og Nationalpark Thy.
Inden guldsmedeundersøgelsen i Vejlerne gik i gang (fra sæsonen 2017), var der registreret 29 arter af guldsmede og vandnymfer i de atlaskvadrater, der dækker Vejlerområdet.
Nu er antallet 36, og dermed er området uden konkurrence det artsrigeste i Nordjylland.
For mig personligt gav dagen idag to nye til listen (begge var dog registreret af andre tidligere). Jeg havde slet ikke forventet at finde Gulvinget Hedelibel inde i Vejlerne, men idag fandt jeg en fin hun ved Maskinhuset, Tømmerby Fjord.
Som andre hedelibeller er arten specielt tilknyttet næringsfattige miljøer, og jeg havde mere ventet at finde den f.eks. i Hjardemål Klit/Blovsgårde/Glæde-området (-hvorfra den også blev rapporteret for få dage siden). Det er også en art som optræder i stærkt svingende antal, nogle år ses næsten ingen i hele landet (som sidste år) – og det er først anden gang i min odonatologiske karriere, at jeg støder på den. Og med hensyn til habitaten, så er den åbenbart fleksibel – det er jo heller ikke fordi de tre almindelige arter af hedelibeller ikke kan findes i Vejlerne, de er blot mere talrige på mere næringsfattige habitater…
Den anden ny for mig idag var resultatet af en målrettet eftersøgning. Jeg opsøgte søerne vest for hedeområdet ved Glombak, stednavnet er muligvis “Skærpensig” (-ialfald er det dét, jeg har hørt Albert benytte)… Jeg havde nemlig tænkt, at hvis jeg skulle finde Siv-Mosaikguldsmed her i området, så måtte disse søer være et godt bud, ikke mindst fordi det er et “surt” hedeområde, og der er spaghnum/tørvemos i forbindelse med den mindste af søerne. Det meste af spaghnumområdet var dog helt udtørret, men langs søbredden var der stadig en bræmme på nogle meters bredde med vådt tørvemos. Og sandelig! -efter nogle minutters venten dukkede den op, den ønskede art – første en omkringflyvende han, og senere en hun, som lagde æg i spaghnum’en.
Fascinerende, at “søster-arterne” Baltisk Mosaik- og Siv-Mosaikguldsmed her lever så tæt på hinanden – Baltisk fandt jeg jo sidste år i selve Glombak, ca. 1100 meter fra Skærpensig. Siv-Mosaik var desuden kun registreret i området før Baltisk blev fundet i 2006, så jeg havde en mistanke om, at den slet ikke fandtes her – derfor var det ekstra godt at få bekræftet, at det gør den faktisk!
Derudover bød området på bl.a. Sort Hedelibel, Lille Kærguldsmed (nogle af de sidste i år, formentlig), Stor Kejserguldsmed og Brun Mosaikguldsmed (sidstnævnte to er allestedsnærværende!) m.fl.
Lille Kærguldsmed har jeg ikke truffet inde i Vejler-reservatet, det samme gælder flere andre af arterne på listen fra de relevante atlaskvadrater – så listen for reservatet vil være noget kortere. Eksempelvis er også Spyd- og Månevandnymfe kun truffet i mere næringsfattige habitater. Selve Vejlerne er mere til de arter, der trives i frodige miljøer!
Nedenfor kommer listen med de 36 arter, som pt er registreret i det samlede område. Jeg forventer ikke at der dukker flere op foreløbig, men visse arter under spredning kunne udmærket indfinde sig her en dag, arter som Lille Blåpil eller Grøn Kobbervandnymfe, eksempelvis. Dog næppe mens det pågående projekt stadig kører (det slutter med afslutningen af denne sæson i oktober).
Arter registreret i de indrammede kvadrater:
Blåbåndet Pragtvandnymfe, Blåvinget Pragtvandnymfe, Almindelig Kobbervandnymfe, Sortmærket Kobbervandnymfe, Stor Farvevandnymfe, Lille Farvevandnymfe, Almindelig Vandnymfe, Flagermusvandnymfe, Hesteskovandnymfe, Spydvandnymfe, Månevandnymfe, Huevandnymfe, Rødøjet Vandnymfe, Lille Rødøjet Vandnymfe, Rød Vandnymfe, Efterårs-Mosaikguldsmed, Kileplet-Mosaikguldsmed, Brun Mosaikguldsmed, Blå Mosaikguldsmed, Grøn Mosaikguldsmed, Siv-Mosaikguldsmed, Baltisk Mosaikguldsmed, Stor Kejserguldsmed, Håret Mosaikguldsmed, Grøn Smaragdlibel, Glinsende Smaragdlibel, Fireplettet Libel, Blå Libel, Stor Blåpil, Lille Kærguldsmed, Nordisk Kærguldsmed, Sort Hedelibel, Blodrød Hedelibel, Gulvinget Hedelibel, Stor Hedelibel, Almindelig Hedelibel.
Fredags og lørdag i sidste uge – de to sidste junidage – havde jeg fornøjelsen af en udflugt til det østlige Himmerland, med det formål at opsøge nogle potentielle steder for især Arktisk Smaragdlibel, der i atlasperioden ellers kun har været rapporteret fra Søhøjlandet omkring Silkeborg.
Initiativtageren til satsningen var Erik Dylmer, og da han spurgte om jeg ville med, var jeg ikke i tvivl: det ville jeg meget gerne! 🙂
Områderne i fokus var Lille Vildmose og Stubberubvad ved Rold Skov, da der fra begge lokaliteter tidligere (men ikke i atlasperioden) var blevet rapporteret Arktisk Smaragdlibel. Og da atlasprojektet nu kører på sidste sæson, ville det være godt at få konstateret, om arten stadig fandtes på stederne. Begge steder havde Erik sørget for adgangstilladelser (i Lille Vildmose besøgte vi både områder i den lukkede Tofte-indhegning og i alment tilgængelige områder).
Fredagen bød på flot, men noget blæsende vejr, og selv om vi opsøgte nogle af søerne ude på Tofte Mose-højmosefladen, var det begrænset, hvor mange guldsmede, det gav – udover Fireplettet Libel, Rødøjet Vandnymfe, Lille Kærguldsmed og andre almindelige arter.
Her var til gengæld spændende botanik, i form af både Rundbladet og Langbladet Soldug, Blomstersiv og meget andet, selv om selve mosefladen fremstod overraskende tør (men det har jo også været en ekstrem tør sommer indtil nu)…
I læ inde i Tofte Skov gjorde vi flere interessante fund, bl.a. flere Siv-mosaikguldsmed (som det desværre ikke lykkedes at få fotos af). Og så stødte vi på flere Vildsvin og Krondyr, og mange steder var der spor og vidnesbyrd i kraft af oprodet skovbund – herligt ved selvsyn at få lov til at opleve, hvor stor betydning sådanne nøglearter kan have i dansk natur, her i landets første og største forsøg med “rewilding” i praksis.
Og pludselig var den der – den fantastiske og specielle Arktisk Smaragdlibel, en han som fløj rundt langs et skovbryn, men som heldigvis også var så venlig at sætte sig og hvile på en gren ca. i øjenhøjde. Den mest iøjnespringende karakter, som adskiller arten fra andre smaragdlibeller, er hannens bagkropsvedhæng, der er formet som en knibetang a’la ørentvistens.
Og så fremstår bagkroppen meget mørk, nærmest sort, i sammenligning med Glinsende Smaragdlibel, som har nogenlunde samme form (men vedhængene er helt anderledes).
Fredag eftermiddag besøgte vi også bræddestien i Portlandsmosen, også her var forholdene meget tørre – men ved en af de gamle gravebaner var der en Siv-mosaikguldsmed (som blev checket grundigt – stedet ville også være oplagt til Højmose-mosaik – som jeg mangler på min artsliste)…
Fredag aften og lørdag morgen switchede vi til fuglekigger-mode, og dyrkede mængderne af fugle ved den nye Birkesø – her var ca. 80 Skestork, et mylder af lappedykkere (fire arter), specielt mange Sorthalset Lappedykker og Gråstrubet ditto med 1/4-3/4-store unger, en kæmpe Hættemåge-koloni (mange unger), Klyder med unger, Lille Præstekrave og meget andet. I baggrunden Heck-kvæg (urokser) og Krondyr. Et fantastisk nyt fuglested, og som sådan lige nu på sit højeste – hvis det kommer til at følge mønsteret fra andre ny/gen-etablerede lavvandede søer.
Inden vi forlod Lille Vildmose lørdag formiddag var vi også en tur i Porsemosen nord for Portlandsmosen (indgang via “kaffepletten”) – et sted jeg ikke kendte i forvejen. Her var der fire gamle gravefelter omgivet af diger, hvor spagnum-mosen var våd – så det var jo noget af det helt rigtige til nogle af de sjældne arter. Og ganske rigtigt – også her var der Arktisk Smaragdlibel (en omkringflyvende han), adskillige Siv-mosaikguldsmed, og så iøvrigt rå mængder af Sort Hedelibel – en tæthed af hedelibeller som jeg aldrig tidligere har set magen til. Vi vurderede mindst 500 (konservativt), men det reelle tal kan have været meget større.
Lørdag eftermiddag rykkede vi så en smule vestpå til Stubberupvad, et rigkær og en fantastisk botanisk lokalitet (og måske mest kendt som sådan) ved en skrænt ned til Lindenborg Å. Her fik vi selskab af Thomas Buus Nielsen, og sammen havde vi nogle fantastiske timer med blomster og insekter. Selv om stedet ved første blik oppe fra toppen af skænten så ret så tilgroet ud (meterhøj tagrør dækkede det meste af dalen), viste det sig, når man gik rundt i det, at der stadig var masser af eksklusive arter til stede – og vi fandt endda et par større overraskelser!
Her havde Erik for ca. ti år siden fundet Arktisk Smaragdlibel og Kongeguldsmed. Det var sidstnævnte som først viste sig for os, da vi fandt en af de mange småbitte bække, der springer frem som kilder ved foden af skrænten (“trykvand”). Det er virkeligt nogle overraskende små vandstrømme, den art trives ved!
Efter min æstetik er det simpelthen den danske guldsmedefaunas flotteste dyr, og så er den tilmed dejligt nem at få lov til at nærstudere, for den sætter sig meget ofte. Ialt mindst otte hanner så vi.
Arktisk Smaragdlibel var der ialt tre af, alle hanner som patruljerede på overgangen mellem rigkæret og den ellesump, der voksede som galleriskov langs åen. Til min overraskelse var den ikke så svær at få flugtbilleder af, faktisk fik jeg mange skarpe fotos “i kassen” – noget som ellers plejer at være tæt på umuligt (eller ialfald kræve stor tålmodighed), når det drejer sig om smaragdlibeller…
Den ene af de ovenfor nævnte overraskelser bestod i, at en fjerde smaragdlibel på lokaliteten viste sig at være Plettet Smaragdlibel – en art som i Nordjylland ellers kun kendes fra Læsø og Skagen (-sidstnævnte sted er den fundet som ny art denne sommer). Dén var til gengæld ikke samarbejdsvillig – så ingen fotos af den… Og endnu en markant ny kvadrat-art var Lille Blåpil, ja faktisk var vores observation af et par i parring og en han en fremrykning af artens nordgrænse i Danmark med noget der ligner 50 kilometer!
Stort set alle de guldsmede, vi så på lokaliteten, hørte til i den eksklusive kategori – således sad der tre steder i kanten af kronhjortenes sølehuller Lille Farvevandnymfe – for mig en markant udvidelse af min forståelse for denne fine arts habitatpræferencer.
Som nævnt var der også en fin flora på stedet; mange Sumphullæbe og Plettet Gøgeurt voksede i bunden af dalen – og alt muligt andet, som jeg ikke er i stand til at sætte navn på. Så den tilsyneladende “kedelige” zone med tagrør viste sig at gemme store værdier – men der er vist ingen tvivl om, at lokaliteten godt kunne bruge noget mere (kreatur)græsning – i øjeblikket græsser der kun heste, som synes at undgå de vådeste partier. Men den store Krondyr-bestand på stedet er jo nok med til at holde det delvist åbent.
Guldsmedene var heller ikke de eneste interessante insekter – vi så eksempelvis både dagsommerfuglene Iris og Kejserkåbe, og ikke færre end fire arter af køllesværmere.
I det hele taget må udflugten betegnes som en gennemført succes – stor tak til Erik for initiativet! 🙂