Den fedeste falk

Jagtfalk, Bygholm Nord, september 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Jagtfalk, Bygholm Nord, september 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Den unge Jagtfalk, der i sidste uge blev opdaget på Bygholmengen på et usædvanligt tidligt fænologisk tidspunkt på året, var i morges så venlig at vise sig for mig, da jeg var på vej ad Østre Landkanal-dæmningen på totaltælling som afløser for Henrik Haaning.

Fuglen sad idag øst for landkanalen nord for højspændingsledningerne, hvor jeg i teleskopet kunne nyde alle detaljer – ganske vist i modlys – mens den plejede fjerdragten. Derimod var den lidt for langt væk til gode fotos – men jeg viser alligevel dette for dokumentationens skyld – et oversigtsbillede taget med 400 mm samt indsat et digiscoping-skud.

På dette tidspunkt havde jeg allerede hilst på den første af dagens to-tre Aftenfalke, senere kom der også en Dværgfalk samt selvfølgelig Vandre– og Tårnfalk. Det er ikke hver dag man bliver belønnet med hele fem falkearter på en totaltælling!

Denne Jagtfalk er én i en stribe af observationer fra Vejlerne gennem årene, de fleste fra Bygholm Vejle og adskillige af dem har været “langliggere”, den sidste var vist fuglen som vi havde glæde af fra oktober 2009 til helt hen i juli 2010 – omtalt i dette indlæg. Specielt da vi i foråret mødte den på engen på ynglefuglegennemgangene gav det nogle helt unikke oplevelser hvor man kom virkeligt tæt på den usky fugl.

Man kan jo håbe at også den aktuelle fugl vælger at tilbringe de kommende måneder her – i givet fald er der mange spændende oplevelser i vente!

Influx af Sølvhejrer m.m.

Sølvhejrer, Skestorke og Fiskehejre, Kogleaskssøen, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejrer, Skestorke og Fiskehejre, Kogleakssøen, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejre, Pytodde, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejre, Pytodde, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Lørdagens fantastiske indian summer med grill og bål på plænen til sent blev efterfulgt af en tidlig søndag morgen, som vejrmæssigt også var rigtig fin (og meget bedre end DMI’s forudsigelser!), hvor hele Bygholm Vejle fra nord til syd blev checket fra Østre Landkanal-siden.

Det første syn som mødte os var – som Rolf C. ville udtrykke det! – en kæmpeflok af Sølvhejrer i Kogleakssøen, hele 6 styks, som fouragerede på det efterhånden meget lave vand sammen med Skestorke og Fiskehejrer. Det er den største flok af denne art, som til dato er set i Vejlerne (-og Nordjylland?)…

Ned langs Bygholm Nord var det planen at følge udflyvningen af de overnattende Traner, og det lykkedes meget godt; i større og mindre flokke taltes 175 fugle, som alle trak ud på fouragering på Thorup Fjordholme – eller ialfald i en østlig retning. Det er ikke rekord, men et stort tal – og flere end der maksimalt blev talt sidste efterår.

En gammel Havørn – en af de mindst 5-6 fugle, der huserer i Vejlerne og Hjardemål Klit-området for tiden – skabte ravage blandt Bygholm Nords rastende fugle. Et par unge Vandrefalke gav også lidt dramatik, men mest fordi de gjorde talrige udfald imod hinanden i luften.

Da vi nåede Krapdiget lettede på kort afstand en fed ung, ond Duehøg – en art som er blevet alt for sjælden, selve indbegrebet af power!

Endnu en Sølvhejre var kortvarigt oppe at flyve over Selbjerg Vejle (langs Selbjergdiget), i området hvor Sølvhejrerne de seneste år ofte har holdt til – måske den samme jeg så første gang for tre uger siden.

I Øst- og Midtsøerne ved Bygholmdæmningen var der godt med vadefugle, inkl. flere unge Krumnæbbede Ryler og Dværgryler, og sidstnævne sted også en ung kobberfarvet og kortnæbbet Islandsk Stor Kobbersneppe.

Der er jo ikke ellers mange vandfugle på Bygholmengen i disse steppeklima-tider, men alligevel sad en gammel Vandrefalk i baggrunden og skulede. Og én til af slagsen fandt vi på Pytodde, hvor dagens sidste – ottende! – Sølvhejre også dukkede op – den fløj senere mod Glombak eller Bygholm Vejle.

Det var en overraskelse at finde så mange Sølvhejrer idag, men det falder jo i tråd med, at arten de seneste år er blevet mere og mere almindelig. Vi har én gang tidligere i Vejlerne, den 9. november 2009, registreret et samlet tal på 8 eller 9 Sølvhejrer – som tidligere fortalt – men dengang var største antal set på én gang 5 eksemplarer. September har ofte været den bedste måned, og det skulle ikke undre mig, at vi i år kommer til at opleve endnu større tal af denne fremadstormende art, der giver sydlige og eksotiske associationer…

Når falke flokkes

-ved fangefolden…

Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når det har regnet og mudderet ved fangefolden på Bygholmengen er godt blødt op, er det et sted, som virker tiltrækkende på diverse vadefugle, vipstjerter, pibere osv. Jeg holder meget af at holde ved lågen, drikke en kop kaffe og se, hvad der er blevet lokket til – som f.eks. denne morgen i august sidste år. Jeg mindes også med nostalgi en majdag for nogle år siden, hvor vi stod en flok i regnvejr og iagttog en Prærieløber på dette sted…

Jeg gjorde også holdt ved fangefolden i dag undervejs på en totaltælling af de Østlige Vejler.

Der var nogle hyggelige Dobbeltbekkasiner, lidt Store Præstekraver, en enkelt Almindelig Ryle, Gule og Hvide Vipstjerter, samt et par Krikænder, som snadrede i mudderet. I baggrunden sad en Vandrefalk og flænsede i et bytte. Nå, det var jo ikke det helt vilde, og da kaffen var drukket, var jeg ved at gøre klar til at tage videre.

Men jeg blev opholdt, da jeg blev opmærksom på et gennemtrængende skrigeri lige i nærheden. Det lød som falke, og det var falke – nærmere bestemt Vandrefalke. Først var der bare et par, og det virkede som sådan nogle territorial-stridigheder, man en gang imellem ser. Men snart dukkede en tredje fugl op, og så en fjerde – og alle fire fugle var vildt optagede af hinanden, der var stor ståhej og megen flyven rundt under højlydt skrigen, de gjorde udfald på skrømt efter hinanden, jagede i “hælene” på hinanden osv…

Det er svært at fotografere hurtige Vandrefalke i flugt, ikke mindst når man sidder inde i en bil og ikke ønsker at stå ud for ikke at gøre fuglene vagtsomme – så det lykkedes mig ikke at få fotos med mere end to fugle. Men adskillige gange jagede tre fugle rundt efter hinanden, og flere gange var alle fire fugle i luften i samme kikkertfelt.

Forestillingen varede et pænt stykke tid, måske 10 minutter, og flere gange kom to eller tre af fuglene lige hen over hovedet på mig – på tre-fire meters afstand. Jeg er sikker på, at de ikke registrerede mig som en trussel – de var kun optaget af deres indbyrdes sociale interageren.

På et tidspunkt slog én af fuglene den ene af Krikænderne lige foran mig – men den slap den med det samme igen. Bagefter så Krikanden temmelig rystet ud, og den fløj ikke videre, så den var sikkert blevet skadet…

Krikand, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krikand, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vandrefalkene var to gamle og to unge, og i betragtning af så meget socialt, de havde for med hinanden, kan jeg ikke lade være med at få den tanke, at det kunne dreje sig om det “lokale” ynglepar, hvorom der vist ikke foreligger anden officiel viden, end at der har ynglet et par et sted ved Limfjorden i år…

Det er første gang jeg har set, hvad der forekom at være en familie af Vandrefalke – og det var ganske underholdende!

Om Vandrefalkes udholdenhed. Drama over Limfjorden.

Under vandprøvetagning i Limfjorden ved Bygholmdæmningen igår blev jeg opmærksom på en ung Vandrefalk, der fløj rundt med store “armbevægelser” ude over fjorden.

Det viste sig, at den var på jagt. Offeret var en Lille Kobbersneppe, der med mange kast til siden gang på gang undveg, når falken kastede sig efter den i imponerede dyk og “hvem-flyver-hurtigst-jagter” lavt over vandoverfladen.

Da der var gået et par minutter, uden at Vandrefalken havde haft held til at slå kløerne i Kobbersneppen, kiggede jeg på uret, for jeg var interesseret i at se, hvor længe jagten ville vare.

Det er min erfaring med Vandrefalke, at hvis jagten ikke lykkes i løbet af få minutter, opgiver falken og lader byttet undslippe.

Men her blev det blot ved og ved. Nogle gange fløj Kobbersneppen højt op i luften for at undslippe, men hele tiden havde den falken i hælene, og hele tiden prøvede falken at komme højere op end sneppen, for at kunne få fart på dykkene, når den slog efter sit udsete bytte. Andre gange var den efterhånden paniske (må man formode) Kobbersneppe helt nede over fjorden, og undslip kun ved at kaste sig i 90 grader bratte ryk ud til siden i sidste splitsekund. Hjertet må have siddet oppe i halsen på den stakkels sneppe…

Men falkejagter er jo altid underholdende at kigge på. Det var denne også; men efterhånden begyndte jeg dog at tænke, at nu måtte de godt snart finde ud af, hvem der var den mest udholdende – jeg skulle jo også videre, og ville gerne nå resten af min tælling inden den annoncerede regn begyndte…

Jeg var ikke så forundret over den Lille Kobbersneppes udholdenhed – her taler vi trods alt om en art, der er kendt for nogle meget lange trækruter, og faktisk er noteret for de længste non-stop flyvninger af alle.

Men det overraskede mig, at Vandrefalken viste sådan en sejhed! Hver gang den havde misset målet, måtte den igen kæmpe sig op til en ny fordelagtig udgangsposition for et nyt angreb. Og Kobbersneppen fløj altså ikke langsomt! Mange gange troede jeg, at NU måtte falken give op, fordi sneppen var nået for langt væk fra den, men hver gang satte den efter med fornyet determination og acceleration.

Det hele udspillede sig over et enormt stort område, nogle gange var fuglene få hundrede meter fra mig, andre gange flere kilometer væk. (Jeg ville godt have haft en laserkikkert ved hånden, det havde været interessant at dokumentere, over hvor stort et område sådan en jagt finder sted)… Kobbersneppen prøvede på intet tidspunkt at søge ind mod land, snarere var det nok den, der forsøgte at undslippe ved at søge længere ud over fjorden.

Men ENDELIG, efter 25 (FEMOGTYVE!) minutter, endte et angreb med, at den Lille Kobbersneppe med et stort plask røg i fjorden – langt ude på dybt vand. Herefter hang Vandrefalken over byttet, og forsøgte gentagne gange at få sneppen til at lette, hvorefter den givetvist med lethed ville have slået kløerne i den.

Denne musen over nedslagsstedet fulgte jeg i yderligere et par minutter. NU måtte Vandrefalken altså være meget træt og syret til i musklerne – men den blev ihærdigt ved, nu var målet jo også så nært.

Til sidst blev det mig, der mistede tålmodigheden og fortsatte på min tælling. Næsten ti minutter senere nåede jeg hen til Midtsøen, hvor jeg til min store forundring så Vandrefalken komme ind ude fra fjorden med den Lille Kobbersneppe i fangerne. Den kunne knapt slæbe den over dæmningen, og jeg tror at den er landet lige på den anden side af det sekundære dige inde på Bygholmengen – desværre lykkedes det mig ikke at finde stedet.

Men hvilken imponerende udholdenhed! Hvis ikke jeg havde respekt for Vandrefalke i forvejen, har jeg det ialfald nu… Blandet med, at jeg syntes det er synd for den Lille Kobbersneppe, der så ihærdigt kæmpede for sit liv…

Vade- versus rovfugle

Vejlerne og omkringliggende lavvandede fjordområder er i færd med at blive fyldt op med trækkende vadefugle, såsom klirer, røde ryler, spover, m.v. Herligt! Og som et nyt fænomen – jeg husker ialfald ikke tilsvarende – står der for tiden en ordentlig bande Klyder i Pytodde-lagunen. (Hvor mon de i øvrigt kommer fra? De har ialfald ikke ynglet i Vejlerne!!).

De mangre lækre vadeben trækker interesserede fuglekiggere til, på en rundtur igår sås masser af teleskoper rettet mod bl.a. Vestsøen på Bygholmengen.

Men vaderne trækker altså også rovtøj til området! På DOFbasen har Jørgen Beck en malende beskrivelse af en Spurvehøg, der på Hovsør Røn slog en Rødben og pinte livet ud af den. På fugleognatur.dk har Henrik H. Søndergaard lagt denne beskrivelse med fotos af en Vandrefalk i Arup Vejle, der slog en Hvidklire.

Selv så jeg en kæmpe Vandrefalk hun med bytte på Pytodde (troede et øjeblik at det var Jagtfalken, der var kommet tilbage). Desværre satte den sig på bagsiden af odden, så jeg kunne ikke se, hvad det var, den havde slået – men sandsynligheden taler for, at det også har været en vadefugl…

Næsten 600 Knarænder m.m. – tælling af Østvejlerne

Jeg husker dengang, da vi observatører kunne falde i svime over flokke på 40-50-60 Knarænder. De tider er forbi!
På totaltællingen af de Østlige Vejler, jeg foretog igår (som led i ornit.dk’s tællinger for DMU), var der igen-igen rekord af arten i Vejlerne, idet jeg fik talt ikke færre end 574 Knarænder. Der var flere Knarænder end Gråænder (428)!!
For to år siden var der suveræn rekord af Knarænder med 338 eksemplarer – så vil jeg udnævne gårsdagens obs. til sublim rekord!…
Man kan sige, at det er lidt tilfældigt, at jeg nåede op på så højt et tal. Om morgenen havde jeg tilsammen talt 345 Knarænder i Kogleaks og Han Vejle, men da jeg igen besøgte lokaliteten midt på eftermiddagen, fik en Rørhøg over Kogleaks skræmt samtlige ænder ud på vandfladen i Han – og nu kunne tælles ikke færre end 505 fugle – uden sammenligning den største enkeltflok af arten i Nordjylland nogensinde.
Ellers var det mest Glombak, der markerede sig, med 52 individer af arten.
Og hvad angår svømmeænder i øvrigt var det meget tyndt, især for Bygholmengens vedkommende – hvilket ikke er svært at forklare, den lave vandstand taget i betragtning. Jeg kan ikke huske at have set Bygholmengen så tør på dette tidspunkt. Og det er jo ikke fordi vi har manglet nedbør den sidste måneds tid! Der var således flere Skeænder i forgårs i Tømmerby Fjord end i går i hele de Østlige Vejler.
Nå, men derudover bød min tælling på bl.a. en enkelt Sølvhejre, gammel Havørn på engen, godt 1000 Kortnæbsgæs samt 51 Sortklirer, der fouragerede kollektivt i “BNA” og “BNB” (områder nord for Krapdiget i Bygholm Vejle).
Endelig var der – og ikke noget bemærkelsesværdigt i det – 3 Vandrefalke i Bygholm Vejle (den ene ved højspændingsledningerne, de to andre på engen). Altså ikke nogen Jagtfalk til mig idag. Men jeg vil dog alligevel godt give den ene af mine Vandrefalke en lille kommentar med på vejen. Det var en ungfugl, som havde helt lys ustribet isse og en markant “banditmaske” med en tynd skægstribe, der gik ned som et krumt komma fortil. Ansigtstegningen mindede ikke så lidt om en Aftenfalk (!), hvilket den markant skællede brune ryg også gjorde. Og der var en markant kontrast mellem ryggen og meget mørke (sorte?) svingfjer – noget jeg ikke synes jeg ellers har set hos unge Vandrefalke. Jeg så den desværre kun fra ryggen. Jeg har tastet den ind som Vandrefalk, men måske skulle det snarere være “storfalk” sp.? Kan der være noget hybrid-pis involveret? Under alle omstændigheder vil jeg opfordre til at holde øje med fuglen!
Til sidst vil jeg nævne et lille influx af Havterne, ialt 5 fugle på tællingen (og en enkelt Fjordterne). På september-totaltællingen havde jeg ikke en eneste terne i Vejlerne, så det er et tydeligt sent influx – og så er det vel lidt overraskende, at det er Hav- og ikke Fjordterner… Men vi så jo noget lidt tilsvarende for et par år siden (-og sidste år kan jeg se på DOFbasen, dog i mindre målestok). I feltstationens tid var de seneste observationer næsten altid i august (eller enkelte år indtil første uge af september). Kun ganske få gange (under en håndfuld) har der i feltstationsperioden været set Havterner i oktober.

Måske skulle jeg lige tilføje: Vi ornitologer er jo ofte meget fokuserede på tal, rekorder, datoer osv. – og det er faktisk fascinerende. MEN det betyder ikke, at vi ikke nødvendigvis er blinde for mere “bløde” værdier. Så jeg vil lige tilføje, at det OGSÅ har en anden dimension at se så mange Knarænder ligge spredt over Han Vejles vandflade, efter at de er blevet skræmt derover af en Rørhøg: det er nogle fantastisk fine fugle, og meget livlige, megen indbyrdes snakken, ævlen og kævlen, små nabostridigheder på skrømt osv. De har sådan et sjovt udtryk, når de “næbbes”, og overnæbbet bøjer op i en bue. Jo bedre jeg lærer Knaranden at kende, jo mere holder jeg af den. Og så er det jo fantastisk, at den er gået fra at være halvsjælden til at være talrig!…

Venlig hilsen Jørgen Peter, blød mand

Underholdning på engen

Det kan godt være, at de Kortnæbbede Gæs ankom sent i år, men til gengæld har det da været en massiv ankomst! De seneste dage har småflokke kunnet høres stort set konstant i luften over Hannæs (jeg skriver “høres”, fordi jeg det meste af tiden har siddet foran min PC på kontoret).

Men jeg var i Kraptårnet sammen med en gruppe gæster i aftes, og på den nordlige del af Bygholmengen var der nogle meget store flokke Kortnæbbede Gæs – ikke talt, men der var i al fald minimum i størrelsesordenen 4500-5000 fugle. I flokkene var der også en Snegås og en mærkelig “kanelgås”, på størrelse med en Kanadagås, hvidlig med beige anstrøg, stort orange næb og nogle Indisk Gås-agtige tegninger ned ad nakken. Jeg har aldrig set noget der ligner før…

Samtidig gik 100 Traner spredt ud over engen, en Sølvhejre sås tæt på Glombak-diget på stor afstand, og en Vandrefalk jagede Krikænder lige foran tårnet. Nogen havde set en Havørn få minutter før vi ankom.

Så der er mange fugle at kigge på fra Kraptårnet for tiden, det kan anbefales!

Ædelarter på afveje. Falken, kjoven og mågen.

Ja, lige for tiden bidrager jeg ikke med ædelarter til års-ædelart-konkurrencen mod de hårde hunde fra Halsnæs, men forleden havde jeg en dramatisk oplevelse som inkluderede tre gode Vejler-arter.

Jeg havde netop fået sat mig til rette ved bordet på en restaurant med udsigt over Bluefields Bay, selvfølgelig med kikkerten indenfor rækkevidde, da jeg øjnede en større fugl som lavede nogle hurtige dyk ned over vandet og op i luften igen.
Det viste sig, at det drejede sig om en Vandrefalk, som jagede en ung Lattermåge, der så noget sløj ud; den manglede det meste af halen og nogle fjer i den ene vinge og fløj selvfølgelig ikke så godt. Falken forsøgte nogle forskellige strategier, nogle gange steg den til stor højde og slog ned mod mågen, der baksede lavt over vandspejlet, i de tilfælde endte det altid med, at falken tilsyneladende var bange for at blive våd, den fik mågen næsten ned på vandet, men kunne ikke slå kløerne i den. Andre gange tog Vandrefalken en lang vandret flyvning lavt over vandet hen mod Lattermågen, som den forsøgte at overraske ved at komme skråt nedefra – men heller ikke den strategi lykkedes de gange jeg så det.
Vandrefalken havde efterhånden gjort mange forsøg og brugt megen energi og måtte efterhånden være ved at opgive – troede jeg…
Så blev der pludselig stor forvirring, idet en lys Mellemkjove dukkede op på arenaen. Den kastede sig også efter den efterhånden meget udmattede måge, der knapt kunne holde sig fri af vandet. For mig var det meget interessant med en Mellemkjove, da jeg aldrig havde set denne art – eller nogen anden kjove for den sags skyld – her i landet – og jeg kiggede derfor mest på den i nogen tid – måske et lille minut. Da jeg igen fik kikkerten drejet mod Vandrefalken, havde den fået slået kløerne i Lattermågen. Jeg fik således ikke set, hvilken jagtteknik, der til sidst gav bonus. Måske var Vandrefalken bare hurtig til at udnytte forvirringen, da Mellemkjoven blandede sig i dramaet.
Mågen hang nu livløs i fangerne på falken, der derefter havde en lang flyvetur foran sig med en tung byrde – jeg vil tro at der var over en kilometer til land – ikke fra hvor jeg sad, i byen, men til en skovklædt pynt, hvor den fløj hen for at fortære det hårdt tilkæmpede bytte.
Kjoven så jeg ikke mere til…

PS Bluefields ligger ved den karibiske kyst i ”mit andet fædreland” Nicaragua. Mellemkjoven var – så vidt jeg husker – (ædel)art nr. 527 i landet.

Weekendobs.

Var lidt rundt i Vejlerne sammen med Ole Thorup, dog uden den helt store feltindsats. Men vi så bl.a.:

29/10 Arup Vejle (sydøsthjørnet nedenfor skjulet):
Stor Tornskade 1

29/10 Vesløs:
Vandrefalk 1 ad. han som jagede over engene lige N for Vesløs By

29/10 Tømmerby:
Silkehale 40 – så nåede invasionen også min have!

30/10 Bygholm Vejle:
Trane 98 kom ind til overnatning. Vi blev til det var helt mørkt, så det ser ud til, at kulminationen for i år er overstået – hvilket passer med tidligere år, hvor de største tal også ligger midt i oktober måned. Vi fik godt check på ungfugleandelen, af de 98 fugle var 13 årsunger, fordelt på 11 kuld – 9×1 unge og 2×2 unger. Det bliver formentlig det største tal for i år – da max.-tallet på 128 fugle blev talt, gik fuglene for langt væk til at kunne udskille ungerne.

Desuden var vi en tur i Tved Plantage:

30/10 Tved Plantage:
Sædgås 210 overflyvende mod Hanstedreservatet.

Søndag formiddag var vi ved fyrhaverne i Hanstholm:

31/10 Hanstholm Fyrhaver:
Skovsneppe 2
-og iøvrigt temmelig fugletomt…

Søndag aften stod vi i et par timer i skumringen ved skovriderboligen i Vilsbøl Plantage for at checke op på en spændende ugle-stemme, som Carsten havde hørt nogle dage forinden:

31/10 Søholt, Vilsbøl/Vandet Sø:
Spurveugle negativ – heller ingen andre ugler!
-til gengæld et par jagende flagermus…