Vejlerne, 15. juli 1998
SU-beskrivelse af Klireryle Micropalama himantopus
Læsvig, Vejlerne 23.4.1998.
Omstændigheder:
Jeg arbejder som observatør på Vejlernes Økologiske Feltstation. Torsdag den 23. april 1998 var jeg på vandfugletælling i De Vestlige Vejler (mens kollega Palle Rasmussen talte i De Østlige). Det var en dag med østenvind af jævn til frisk styrke dagen igennem – om aftenen lagde vinden sig dog næsten. Skyerne hang lavt, og hele formiddagen var det diset. Fra ved 13-tiden nåede sigten over 5 km. Derefter sol og varmeflimmer og tocifrede temperaturer – uden at det blev rigtigt varmt.
Vi fortrød ikke, at vi tog tællingen denne dag, tællebetingelserne var om ikke optimale så i al fald brugbare, og vi fik talt mange fugle. Markante begivenheder på totaltællingen var mange nye grågåsekuld, pænt med svømmeænder, bl.a. 3500 Pibeænder, 5600 Krikænder og 40 Atlingænder. Klyderne satte rekord med 740 fugle, heraf næsten 600 på Bygholmengen alene og 100 på fjorden ud for (hvilket svarede meget godt til de 300-350 par vi senere kortlagde). Ellers taltes kun Hjejle i større tal blandt vadefuglene, men der var begyndt at komme lidt flere Brushøns. Summen blev på 262. Mudderklire var ny årsart, det samme var Bysvale samt syngende Munk.
Fundet:
Dagens begivenhed blev den vadefugl, som jeg fandt kl. ca. 14:30 ved Røde Bro i Læsvig, i en brushaneflok. Ved allerførste øjekast lignede det årets første Tinksmed, med “lange” proportioner, hvid overgump og tydelig øjenbrynstribe, størrelsen passede også – men der var en del ting, som alligevel ikke stemte: den havde lange gule ben (tydeligt selv på 2-300 meters afstand), issen var rødlig (hvilket også måtte være markant, når jeg kunne se det på den afstand), og så syntes jeg bestemt, at jeg kunne ane en krumning på det temmeligt lange næb. Det fik jeg dog ikke konstateret med sikkerhed, da jeg ikke kunne komme tættere på, og også måtte kæmpe med et noget uroligt teleskop, da jeg kiggede lige ind i vinden. Farvemæssigt var fuglen i øvrigt ret grå/lys, men jeg var i stand til at se nogle afvigende rygfjer, som så sorte ud med en tydelig lys rand. Ligeledes kunne jeg akkurat se, at der på undersiden var nogle små fine pletter – jeg kunne dog overhovedet ikke se formen på disse pletter. Efter en times forsøg på at se så meget som muligt, og en intens diskussion med mig selv, om det ikke i virkeligheden blot var en Tinksmed jeg kiggede på, stod jeg dog tilbage med en klar fornemmelse af, at dette her måtte være noget spændende, og jeg mente, at de karakterer, jeg kunne se pegede stærkt i retning af Klireryle. Specielt da jeg til sidst så den flyve – der kunne ikke ses antydningen af vingebånd, og halen så, da den landede og spredte den ud, fuldstændig ensfarvet lys hvidlig ud! Det var således en meget interessant fugl at stå med, men til sidst (ved 15:30-tiden) blev jeg nødt til at forlade stedet og gennemføre resten af tællingen.
Hjemme konsulterede jeg bøgerne, som gav mig ret i min formodning om, at det kun kunne være en Klireryle, men jeg var stadig ikke sikker nok, til at jeg ville alarmere “jungletrommerne”. Jeg ville selvfølgelig være helt sikker i min sag, når det nu var en ny art for landet! Jeg ringede til Henrik Haaning, som desværre til sin egen store fortrydelse ikke kunne tage derud p.g.a. personalemøde. Jeg ventede så på at Palle kom tilbage fra sin totalrute, og vi kørte derud ved 19:30-tiden. Vi fandt fuglen med det samme, nu fouragerende i vand til maven på tæt hold, ned til 50 meters afstand. Med det samme stod det os klart, at det var en KLIRERYLE, Danmarks første, som havde valgt Vejlerne som stedet hvor den visualiserede sig. På den afstand, i flot aftenlys og uden generende vind kunne vi se alle detaljer. Fuglen fouragerede imellem Brushøns, og sås også flyve sammen med Brushøns ved enkelte lejligheder. Kropsstørrelsen var en anelse mindre end Brushøne-hunnerne. Fuglen var en ryle-type vadefugl, men med flere karakterer som alligevel adskilte den meget fra andre ryler. Mest iøjnefaldende var:
- Et langt lige næb med en lille krumning i spidsen (Kærløber-agtigt). Næbbet var tydeligt længere end de længste Brushane-næb.
- Lange gulgrønne ben (som dog ikke var lige så lange som Brushaneben; man kunne se mere af Brushønsenes ben, når de fouragerede på samme vanddybde). I flugten stak benene langt (et par cm eller mere) ud bag halen på Klirerylen.
- Issens rustrøde tone var markant.
- På øredækkerne kunne anes en svag rødlig tone.
- Foran øjet en tydelig sortagtig tøjlestribe.
- Markant lys øjenbrynstribe.
- Ryggen var grålig med undtagelse af nogle enkelte sortagtigt mørke fjer med tynd hvidlig kant. Formen på de mørke tegninger i fjerene var helrandet – ligesom typiske skællede ungfuglefjer, og ikke “takkede” som de skal være i yngledragten.
- Undersiden var lysgrå/hvidlig i bundfarven, med små distinkte pileformede sorte pletter (bagudpegende), som fortsatte helt ud på underhaledækkerne (som iøvrigt dækkede næsten helt ud i den ret lange hales længde).
- Proportioner: når den gik og fouragerede, så halen meget spids ud. Vingerne var en anelse længere end halen. Halsen var underligt lang for en ryle.
- Flugttegning: i godt lys sås det nu, at den tilsyneladende helt hvide hale udviste en kontrast mellem rent hvide overhaledækfjer og selve halefjerene, som var lyst grå.
Fuglens hele udtryk var meget særegent, den lignede ikke nogen anden vadefugl. Ansigtsudtrykket i kombination med de noget aparte proportioner var unikt.
Vi var således ikke i tvivl om artsbestemmelsen, men vi fandt dragten lidt afvigende fra hvad man skulle forvente; den overvejende vintergrå ryg med indslag af ungfuglefjer måtte imidlertid betyde, at der var tale om en 2K-fugl (-som vi desværre ikke har kunnet finde afbildet noget sted). Den distinkte pletning på undersiden så ud som på flere afbildninger af Klireryle i vinterdragt – måske blot endnu mere markant hos denne fugl. En fugl jeg så på Yucatán-halvøen i México den 26.4.1997 var i fremskreden fældning til yngledragt. Hvis vores fugl havde været en adult, går vi ud fra, at den både på over- og underside ville have vist flere af den markante yngledragts karakterer.
Da hverken Palle eller jeg har mobiltelefon, besluttede vi, at Palle skulle blive og “passe på” fuglen, mens jeg kørte over for at hente Helge Røjle, der bor i nærheden. Inden vi nåede tilbage, havde der dog været en Spurvehøg forbi og skræmme flokken væk. Der var også efter at Helge med familie var ankommet en Blå Kærhøg hun, som flere gange skræmte med Brushønsene, så de var meget urolige. Og det var ved at blive mørkt, så fuglen sås ikke mere denne aften.
Dagen efter, den 24. april, var der mødt mange mennesker op for at forsøge at få fuglen at se. Det lykkedes vist også for flere – men vi så aldrig fuglen igen.
Jørgen Peter Kjeldsen
Vejlernes Økologiske Feltstation
Lyngevej 15
7741 Frøstrup
Medobservatør (bedes nævnt ved offentliggørelse): Palle A.F. Rasmussen