Tag: guldsmede

Som fortalt i sidste blogopslag er Brasiliens Atlantiske regnskov et endemisk hotspot for fugle. Som det ofte er med biodiversitet, så følges det ad for adskillige artsgrupper – når der er lokale forhold som betinger at der igennem evolutionen er udviklet mange fuglearter, så vil det ofte også gælde for eksempelvis insekter. Og præcis sådan er det ialfald hér – Brasiliens ‘Mata Atlantica’ er lige så berømt blandt odonatologer som blandt ornitologer. Det skyldes ikke mindst hollandske Tom Kompier, som har lagt rigtig meget feltarbejde i at udforske guldsmedefaunaen i dén del af den Atlantiske regnskov som udgøres af bjergområdet Serra dos Órgãos – og specielt REGUA-reservatet og de nærmeste omgivelser. Ja han har ligefrem publiceret en bog, en regulær field guide om områdets vandnymfer og guldsmede – en af de få som eksisterer for hele det latinamerikanske område. Han har dokumenteret over 200 arter i dette område på under 200 kvadratkilometer, og det har været med til at gøre REGUA berømt som et af verdens absolut artsrigeste hotspots – også for odonata. Ja der er ligefrem en nybeskrevet art som har regua som arts-identifikator i sit videnskabelige navn (Forcepsioneura regua)!

Tom Kompier har siden udgivelsen af bogen i 2015 flere gange afholdt internationale “lejre” på REGUA-lodgen hvor han har fungeret som “guide” og delt ud af sin store viden om områdets vandnymfer og guldsmede. Da han sidste år igen udbød sådan et ophold tøvede jeg ikke længe før jeg slog til – ja jeg må indrømme, at selv om også fuglefaunaen trak i mig, så var det i virkeligheden guldsmedene, som var min allerstørste motivation til at foretage den lange rejse.

Men jeg starter lige denne fortælling med indledningsbilledet, Heteragrion rogertaylori (på engelsk Orange-and-black Flatwing). En repræsentant for slægten Heteragrion, Flatwings, en gruppe vandløbstilknyttede store vandnymfer som jeg aldrig tidligere havde set. Jeg håber billedet giver indtryk af, hvilken skønhedsåbenbaring dyret er. Og så er der forøvrigt en sjov historie knyttet til artens videnskabelige navn. Den er først blevet videnskabeligt beskrevet så sent som i 2013, i en større afhandling som beskrev fire nye arter i slægten Heteragrion. Alle fire fik artsnavne efter band-medlemmerne i rockgruppen Queen – de andre var således freddiemercuryi, brianmayi og johndeaconi, og dette flotte dyr fik altså navn efter Roger Taylor, gruppens trommeslager! Dyret er et godt eksempel på den enorme grad af endemisme som præger den Atlantiske regnskov, og er kun kendt fra ganske få lokaliteter. Mine iagttagelser på iNaturalist var således kun nr. 6 og 7, nogensinde!

Den næste vandnymfe jeg gerne vil præsentere er dén, som er opkaldt efter det private REGUA-reservat, Forcepsioneura regua.

Denne slanke vandnymfe findes mest lidt væk fra vand, siddende i skygge inde i skoven. Det engelske navn som Tom Kompier har givet den er Regua Pincertip, og den er i øvrigt først blevet videnskabeligt beskrevet efter udgivelsen af Toms bog. Der foreligger indtil nu under 10 observationer på iNaturalist – så igen er der tale om en yderst lokalt udbredt, meget dårligt kendt art.

Men disse var ikke de eneste – Tom kunne vise os flere arter, som selv om de har været kendt i over ti år endnu ikke er blevet videnskabeligt beskrevet.

Her er det endnu en Heteragrion Flatwing, af Tom kaldet Persimmon Flatwing. På vores morgentur op ad REGUAs ‘Green trail’ (op til vandfaldet) sad der langs stien et større antal af disse, både hunner og yngre hanner (begge køn vist på disse fotos) – jeg vil anslå at vi så ialt mindst 15-20 individer. Dyr med dette udseende er KUN kendt fra denne ene lokalitet – hvor den så til gengæld lader til at være ret så almindelig. Disse Flatwings ser ud til – efter min foreløbigt meget beskedne erfaring – at være ret synlige, så enten ER arten reelt helt extremt lokalt udbredt, eller også må man formode at den findes flere steder i den Atlantiske regnskov, men bliver overset på grund af dens lighed med flere af de andre arter i slægten. Og endelig er der den faktor man ikke kan se bort fra, at entomologer ligesom ornitologer har det med at opsøge de samme, kendte steder, frem for at give sig til at udforske nye…

En slægt som er meget fremtrædende i de amerikanske troper er Micrathyria (Dashers), og jeg tror vi på turen så mindst 10 arter – selv fik jeg noteret otte. En af disse arter er ubeskrevet (kaldet Powdered Dasher i bogen), den viste Tom os på en udflugt til nationalparken Tres Picos, bjergmassivet som ligger oven for REGUA-reservatet. Det er altså en art som findes i højderne (over 1000 meter). Selv fandt jeg efterfølgende arten ynglende ved en lille sø på Itororó-lodgen (“the pond”), omgivet af bjergregnskov…

Andre virkelige specialiteter vi blev præsenteret for på lejren var bl.a. Macrothemis capitata (White-fronted Sylph), tilhørende en gruppe af meget attraktive mindre guldsmede med mange arter – hvoraf vi også så adskillige.

Et næsten lige så specielt fænomen var Erythrodiplax laurentia (Silver-clouded Dragonlet), der er kendt fra Surinam/Guyana og den allernordligste del af Amazonbækkenet – og så her fra REGUA og nærmeste omgivelser.

Der er tusinder af kilometer mellem de kendte forekomster af arten, så man kunne have en mistanke om, at der også kunne ligge en helt ny art gemt her, hvis det bliver ordentlig undersøgt. Vi så ikke mange individer, og man skulle kigge godt efter blandt den lignende, langt mere talrige E. avittata, der er en af mange arter som optræder med en meget høj tæthed her i REGUAs vådområder – som jo iøvrigt for de fleste vedkommende er genskabte vådområder.

Vi undersøgte på lejren både disse større vådområder og de mindre bække som løber gennem skovene – samt andre søer og damme i forskellige landskaber, og en større flod længere ud mod kysten helt nede i lavlandet. Turen gav på den måde et godt indtryk af hvor stor en diversitet der er, når man besøger forskellige typer af habitat – men stadig indenfor et meget begrænset område.

Her kommer lidt flere fotos af odonata-faunaen fra turen…

Mecistogaster amalia (Amalia Helicopter) er en art fra den fascinerende gruppe af enormt store skov-levende vandnymfer, denne er nok tæt på at være 15 cm lang! Den er også en art med en begrænset udbredelse i det sydlige Brasilien og Paraguay. Ofte ser man disse “helikopter-vandnymfer” flimre forbi mellem trækronerne, men vi var heldige et par gange hvor et individ sad stille i få minutter i en højde hvor det var til at fotografere. I modlyset her gav det en helt speciel effekt, og jeg er specielt glad for billedet, fordi det samtidig er muligt at se den gulgrønne farvetegning på dyret.

Samme sted så vi Staurophlebia reticulata, en enormt stor mosaikguldsmed-type, som også var én af de arter fra bogen jeg på forhånd havde udset mig og som stod på ønskesedlen – måske ikke mindst fordi den på engelsk er blevet udstyret med navnet Magnificent Megadarner – mindre kunne åbenbart ikke gøre det!

Stor og imponerende var den ialfald! Som ‘guldsmede-aficionado‘ håber man naturligvis også altid på at se nogle dyr fra gruppen af “kølleguldsmede” eller “Gomphids” som de kalder det på engelsk. Vi så også adskillige, hvoraf Cacoides latro (South American Tigertail) var langt den mest almindelige, og også den som var lettest at komme til at fotografere…

Den samlede tur-liste fra Toms REGUA-gruppe i januar 2024 resulterede i over 130 arter. Selv så jeg 100 arter (faktisk helt præcist hundrede!), hvoraf over 80 var nye for mig – og langt de fleste har jeg jo heller aldrig tidligere haft nogen chance for at møde. Flere af dem imponerede mere med deres skønhed end deres sjældenhed, og jeg vil lige slutte med lidt flere fotos for at give et indtryk af den enorme diversitet i former og farver som denne fascinerende dyregruppe kan udvise…

Til allersidst vil jeg også bringe lidt fotos af nogle af de andre sjove og smukke dyr, turen til Brasiliens Atlantiske regnskov gav mulighed for at se (så I ikke skal tro at jeg udelukkende har øjne for fugle og guldsmede). Her kan jeg til gengæld IKKE præstere at navngive dyrene, men nøjes med at beundre deres skønhed…