Sumpfugl sort

Sumpfugl Sort
Ibis igen
viser Vejlernes
magnetiske magt.

Sort Ibis, Lønnerup Fjord, september 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Sort Ibis, Lønnerup Fjord, september 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

(Ja, jeg ved godt Lønnerup Fjord teknisk set ikke er en del af Vejlerne – har faktisk selv påpeget det flere gange – men det var jo immervæk en del af feltstationens tælleområde)…

Fuglen her gik fint og fouragerede i kildevældet på Lønnerups vestside i eftermiddags. Så vidt jeg ved er det to år siden vi sidst havde besøg af Sort Ibis – det var også i september.

Den fedeste falk

Jagtfalk, Bygholm Nord, september 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Jagtfalk, Bygholm Nord, september 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Den unge Jagtfalk, der i sidste uge blev opdaget på Bygholmengen på et usædvanligt tidligt fænologisk tidspunkt på året, var i morges så venlig at vise sig for mig, da jeg var på vej ad Østre Landkanal-dæmningen på totaltælling som afløser for Henrik Haaning.

Fuglen sad idag øst for landkanalen nord for højspændingsledningerne, hvor jeg i teleskopet kunne nyde alle detaljer – ganske vist i modlys – mens den plejede fjerdragten. Derimod var den lidt for langt væk til gode fotos – men jeg viser alligevel dette for dokumentationens skyld – et oversigtsbillede taget med 400 mm samt indsat et digiscoping-skud.

På dette tidspunkt havde jeg allerede hilst på den første af dagens to-tre Aftenfalke, senere kom der også en Dværgfalk samt selvfølgelig Vandre– og Tårnfalk. Det er ikke hver dag man bliver belønnet med hele fem falkearter på en totaltælling!

Denne Jagtfalk er én i en stribe af observationer fra Vejlerne gennem årene, de fleste fra Bygholm Vejle og adskillige af dem har været “langliggere”, den sidste var vist fuglen som vi havde glæde af fra oktober 2009 til helt hen i juli 2010 – omtalt i dette indlæg. Specielt da vi i foråret mødte den på engen på ynglefuglegennemgangene gav det nogle helt unikke oplevelser hvor man kom virkeligt tæt på den usky fugl.

Man kan jo håbe at også den aktuelle fugl vælger at tilbringe de kommende måneder her – i givet fald er der mange spændende oplevelser i vente!

Odonatologiske oplevelser

Dette indlæg er en fortsættelse af “Gang i guldsmedene” fra august sidste år…

Vidste I godt, at der i Tømmerby Å er en fin bestand af Blåbåndet Pragtvandnymfe?

Blåbåndet Pragtvandnymfe, Tømmerby Å, juni 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Blåbåndet Pragtvandnymfe, Tømmerby Å, juni 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Som jeg fortalte i ovennævnte indlæg her på bloggen, kom jeg sidste sensommer i gang med at udforske guldsmedefaunaen i Vejlerne og omegn, og det gav mange fine oplevelser – og bidrag til det Atlasprojekt om guldsmede, som løber af stabelen i disse år.

I år var min ambition så at komme i gang fra starten af sæsonen. At starten trak ud i det ekstreme var ikke lige planen – vi skulle helt hen til omkring 1. juni, før de første vandnymfer dukkede op, efter den ekstremt kølige maj måned i år. Der er dog efterfølgende i løbet af juni kommet rigtigt meget fart over tingene, og jeg har ialfald oplevet mange fine og uventede ting med disse prægtige dyr, og fået tilføjet mange af de tidligt-flyvende arter til listen, således at der nu er registreret 18 arter af guldsmede og vandnymfer i “mit” kvadrat.

Jeg havde håbet på Huevandnymfe i Han Vejle, en klassisk og berømt lokalitet for denne sjældne art; men det lykkedes desværre ikke – og nu er det formentlig for sent. Til gengæld har gangbroen i Han Vejle imponeret med store mængder af Flagermusvandnymfe (bl.a. hundreder af par i parringshjul under æglægning),en anden af de tidligt-flyvende arter, og indimellem lidt Hesteskovandnymfe og Stor Farvevandnymfe. I en lille sø i Hjardemål Klit – kunstigt opgravet, men ikke desto mindre meget rig når det gælder guldsmedefauna (sidste år sås bl.a. Stor Kejserguldsmed derude) – fandt jeg Spydvandnymfe og Rødøjet Vandnymfe, det eneste sted i en større radius nord for Limfjorden, at disse arter er registreret i Atlasprojektet.

En anden kunstig lokalitet, en sø som blev gravet for ca. 25 år siden, har siden også udviklet sig til lidt af et biodiversitets-hotspot – det drejer sig om dammen her på egen matrikel i Tømmerby. Her har jeg haft glæden af den utroligt flotte Rød Vandnymfe, og desuden bl.a.Blå Libel, Fireplettet Libel og ikke mindst den tidligst-flyvende af de fede mosaikguldsmede, nemlig Håret Mosaikguldsmed. I går kom der oven i købet en Blåbåndet Pragtvandnymfe og gæstede mit sted, meget overraskende og glædeligt – det er så absulut en af juvelerne i guldsmedeverdenen. Men ellers var jeg for nogle dage siden på et lille besøg ved Tømmerby Å (efter tip fra Jens Frimer), hvorfra ovenstående foto stammer. På en ca. 100 meter strækning omkring broen ved Langvadvej sås ikke færre end 12 individer af den med rette benævnte pragtvandnymfe, hanner og hunner, som bl.a. yndede at lande på de flydende banker af vandranunkler i åen. Et besøg værd – tippet er hermed givet videre!

Og i det hele taget kan jeg kun opfordre til at deltage i Atlasprojektet – det er nemt; man opretter en profil på fugleognatur.dk og taster sine observationer ind – og da der tilsyneladende er få “rigtige” odonatologer, som besøger området her, er det ikke svært at bidrage med ny viden, som kan ses på udbredelseskortene for de forskellige arter. Der kører i øvrigt også tilsvarende Atlasprojekter med dagsommerfugle og padder og krybdyr – så der er god grund til at komme ud i sommernaturen og registrere nogle af disse hyggelige arter, der hører den varme årstid til…

Flere af mine fotos af guldsmede og vandnymfer kan betragtes på fotogalleriet ornitfoto.dk.

Dagligliv i rørdrumreden

Når regnen trommer mod ruden i denne kølige og blæsende maj måned og lysten til at komme ud måske ikke altid er så stor, er det let at lade sig underholde af nogle af tilbuddene på internettet…

Jeg har i flere år med mellemrum besøgt nogle baltiske hjemmesider som viste webcams (live transmissioner) fra reder af Fiskeørne, Sorte Storke, Små Skrigeørne med mere – og har bl.a. flere gange været heldig at være “på”, mens en brun bjørn besøgte en foderplads i en stor dyb skov derovre… Derudover (på foderpladsen) skræmmende mængder af mårhunde…

Der er vel at mærke tale om webcams med en væsentligt højere kvalitet end de lidt “forkølede” tilbud DOF stiller til rådighed i disse år (de meget berømte Havørn- og Stor Hornugle-reder)…

Forleden blev jeg opmærksom på, at der i år også transmitteres fra reden af en rigtig Vejler-fugl, nemlig en rørdrumrede i Letland. Jeg har de seneste dage med mellemrum været inde og kigge på livet i reden med to unger, som jeg vil tro er ca. 14 dage gamle. De er så småt begyndt at udvikle dækfjer, og tilbringer meget tid på reden alene. Når en forældrefugl ankommer til reden (de gange jeg har set det altid vandrende gennem rørskoven), bliver den “overfaldet” af de små, som ofte bider om næbbet på den gamle fugl, hvilket ser ud til at genere den ret meget. Men det er åbenbart sådan det foregår – som hos alle spidsnæbbede fugle kan det godt se ud til at være med fare for at få stukket et øje ud…

Screendump fra rørdrumrede-webcam i Letland
Screendump fra rørdrumrede-webcam i Letland

Føden de får bragt, som forældrefuglen gylper op, er hele, store fisk, og de to små er i stand til at sluge dem hele! Jeg så én gang en sjov situation, hvor der blev lagt en ål på reden, men ålen gled ned i vandet – og fisket op igen af den gamle fugl, slugt – og lidt senere gylpet op igen. Det gentog sig to gange, inden det lykkedes en af ungerne at få gaflet ålen og slugt den!

Lydbilledet omkring reden minder om Vejlernes med paukende drummer, Vandrikser osv., men der er tydeligvis flere Drosselrørsangere i Letland!

Hvis man ikke passer på kan det godt være ret vanedannende at følge med i disse webcams! Nogle af de andre baltiske webcams i år kan findes via dette link.

De Sortstrubede Bynkefugle har fået unger

Ja jeg fortsætter med en anden af de mindre drosselfugle – en af de hyggeligste artsgrupper!

Det har i en del år efterhånden været velbekendt blandt lokale ornitter, at der ved foden af Bulbjerg (på sydsiden, altså ind mod land) næsten altid har været muligt at finde et par af den smukke Sortstrubet Bynkefugl. Alligevel var det lidt overraskende for mig igår at konstatere, at parret havde to stribede unger med gule mundvige, der konstant tiggende fulgte forældrefuglene rundt i terrænet, dvs. fra den ene busk til den anden i det meget vindblæste, dekorative krat. Det skyldes vel uvidenhed, men jeg var faktisk ikke opmærksom på, at arten yngler så tidligt. Det er de første udfløjne unger af spurvefugle, jeg ser i år (-men det må være et spørgsmål om få dage, før Stærens unger tager luft under vingerne)…

Her ses hannen med den ene af ungerne dekorativt anbragt i en lille forkrøblet æblebusk.

Sortstrubet Bynkefugl han + 1K, Bulbjerg maj 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Sortstrubet Bynkefugl han + 1K, Bulbjerg maj 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

En lille kilometer længere sydpå var der iøvrigt endnu et territorium af Sortstrubet Bynk – en han og en brun fugl (hun eller 1K). Og oven over det hele kredsede et par gamle Havørne, mens de lokale Musvåger og Tårnfalke havde travlt med at fange slanger – om det var hug- eller stålorme kunne jeg ikke se, måske sidstnævnte, da de ikke var ret lange (ca. 25 cm)… Som næsten altid en fed stemning ved Bulbjerg – også selv om østenvinden med eksotiske hits i år er udeblevet indtil nu!…

Det skal lige med, at Sortstrubet Bynkefugl er én af de arter, hvor det er rigtigt interessant at følge med i ATLAS-projektet som kører disse år, en af de arter med mest markant fremgang – den er foreløbig fundet i 106 kvadrater, hvor det i Atlas II (1993-96) var 18 kvadrater og i Atlas I (1971-74) blot 7!

Den mest elskede af matriklens ynglefugle

Vi har i mange år haft fornøjelsen af ynglende Rødstjerter på vores grund, og det er altid en stor glæde når man en aprilmorgen stikker hovedet ud, og den vemodige fløjtende strofe lyder fra de høje træer omkring huset. Velkommen hjem fra Afrika!
Det er som om at de for hvert år bliver mere og mere synlige i mikro-landskabet omkring vores have, og de seneste par år i særlig grad, da der ikke kun har været ét, men to par. Det betyder at der er endnu større sangaktivitet, og at der i det hele taget er en masse leben, med snappen med næbbet og advarselskald.
Ofte udnytter de stolperne i hegnet om køkkenhaven både som sang- og udkigspost – de er gode at fluesnappe ud fra.
Reden har vi aldrig fundet, men i år har det ene par valgt at flytte ind i en gammel stærekasse, der hænger i en af de store asketræer, og hvor spætten har forstørret indflyvningshullet.

Rødstjert han, Tømmerby, maj 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødstjert han, Tømmerby, maj 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødstjert hun, Tømmerby, maj 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødstjert hun, Tømmerby, maj 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hjortespring

Dådyr og gæs, Hannæs, marts 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dådyr og gæs, Hannæs, marts 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På billedet ses et par af de dyregrupper, som i disse år har størst succes i det danske landbrugsland: gæs og hjorte.
Nærmere bestemt nogle af de tusindtallige Bram– og Kortnæbbede Gæs, samt en af flokkene af dådyr på Hannæs.
Hjortene og gæssene har det tilfælles, at de nyder godt af et bugnenede spisekammer i form af især de mange vintergrønne kornmarker – og når vintrene så er grønne som den netop overståede, betyder det tilmed at væksten nærmest ikke stopper på noget tidspunkt.

Mens gæssene jo i overflod er synlige og fylder i landskabet i dagtimerne, så er det normalt mest i dæmring og skumring, at hjortene kommer ud fra gemmestederne i områdets små lunde, hegn og plantager. Men forleden mødte jeg denne flok på ca. 35 individer på flugt henover de åbne marker i fuldt dagslys – så de må være blevet forstyrret på deres dag-rasteplads.

Der er efterhånden gået mere end 5 år, siden den første flok dådyr mere eller mindre bevidst blev sluppet fri på Hannæs, senere suppleret med flere udsætninger fra jagtforeninger både øst og vest for Vejlerne. De fleste af os har vænnet os til denne tredje hjorteart som en del af landskabet, og den instinktive første reaktion med lettere afstandstagen er afløst af accept – på samme måde som der nok heller ikke længere er nogen som sætter spørgsmålstegn ved det rigtige i, at vi skal have krondyr i naturen…

Så man må sige, at rewilding-konceptet så småt er ved at vinde indpas, selv her i Thy… Så nu glæder jeg mig bare til, at vi kommer til at møde elgen – den ville i dén grad pynte i landskabet ved eksempelvis Tovsig – eller Lyngholm/Madsted-området omkring Hvidbjerg Å ved Ove Sø – nå nu løber fantasien vist af med mig…

Iøvrigt har jeg i tidens løb skrevet adskillige indlæg om dådyrene: Tæt på dyrene, De kære dådyr, Dådyrøjne og -ører og Morgenrøde over Skårup Høje.

Ankomst af Skestork

Der har været set Skestork i Vadehavet hele februar måned, ifølge DOFbasen, og for et par dage siden sås de første 2015-fugle i Vejlerne (samme kilde).

I går havde jeg fornøjelsen af byde disse tre fugle velkommen, de fouragerede aktivt i panderne på den fine strandeng ved Attrup.

Skestorke, Attrup Enge, februar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Attrup Enge, februar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fra i mange år at være en halvsjælden (men dog næsten årlig) gæst i Vejlerne og Limfjords-området, er arten som bekendt siden 1996 blevet fast inventar på disse kanter i yngletiden – de seneste år med over 50 par.

De netop ankomne fugle er således fortropperne af den lokale ynglebestand, der nu er parate til at tage hul på sæson nr. 20 i træk, og dermed for alvor må siges at have bidt sig fast. Hvor er det herligt at denne skønne fugl i dén grad er blevet hjemmehørende i Limfjordens landskaber i mange måneder om året!

Miss gås

Som én, der i mit professionelle virke beskæftiger mig i umådeligt mange timer med gæs, skal jeg ikke nægte, at visse gæs vækker større interesse end andre!
De er selvfølgelig alle interessante, og de fleste arter har stor succes og buldrer frem, og fylder i landskabet…

Når ét af formålene med de mange timer i felten med gæs er at finde og aflæse fod- og halsmærkede fugle, betyder det at hver enkelt hals og hver enkelt fugl bliver kigget grundigt efter i sømmene. Derfor finder man også med jævne mellemrum overraskende eller afvigende indslag i flokkene, bl.a. en del Tundrasædgæs, nogle få Dværggæs og Grønlandske Blisgæs, diverse fejlfarver og hybrider osv.

En fugl jeg i mange år ikke har fundet – men ofte haft i tankerne – er den fineste af dem alle, den smukke lille Rødhalset Gås. Man har nok en tendens til at tro, at den først og fremmest vil optræde i de efterhånden meget store flokke af Bramgæs – og blandt disse tusindtallige sorthvide tæpper af gæs forsvinder den rødhalsede meget let!

I forgårs blev der imidlertid fundet en Rødhalset Gås i en flok Kortnæbbede ved Lund Fjord. Jeg havde ikke checket hverken DOFbasen eller meldesystemerne inden jeg igår drog på gåseobs., og havde således intet kendskab til fundet, men mødte en fuglefyr på Amstedbrovej, som var ude efter den lille gås og kunne vise mig et kort med hvor den var set om søndagen… Fem minutter senere sad jeg med fuglen i teleskopet, og det var en fryd at gense arten – og endnu en gang blev jeg slået af, hvor lille den er! Jeg havde helt sikkert også fundet den, uden af jeg havde vidst den var der, for selv om den af og til blev væk – når den sov eller fouragerede med hovedet nede i vegetationen – var det alligevel påfaldende, at den var så relativt let at finde i flokken.

Til gengæld var den ikke let at fotografere (selv med 400 mm og crop faktor) eller ialfald at få til at fylde noget i billedet, men her præsenterer jeg alligevel et par doku-skud (det indsatte er digiscopet med lommekamera). (Bemærk iøvrigt en Kortnæbbet Gås med blåt halsbånd R41 til venstre i billedet – en gammel kending mærket tilbage i 2002, som hvert år tilbringer en lang periode sidst på vinteren og først på foråret i området Kærup Holme-Lund Fjord)…

Rødhalset Gås mellem Kortnæbbede og Bramgæs, Lund, februar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Rødhalset Gås mellem Kortnæbbede og Bramgæs, Lund, februar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Iagttagelsen fik mig til i tankerne at genopleve ekspeditionen en vinter for over 30 år siden til Donau-deltaet i Rumænien, hvor vi var en lille gruppe danskere, der fandt nogle hundreder af disse yndefulde små gæs, oplevelser som forbliver levende i hukommelsen – for evt. interesserede kan jeg henvise til Lars Abrahamsens artikel i Fugle: Vinterdage ved Donau – hæfte 1983-1, side 28-29, med fine illustrationer af Jens Frimer.

(Sne)traner

Flere af de såkaldte vejrtrækkeres forekomst i Vejlerne om vinteren er stærkt afhængig af, hvor streng vinteren viser sig at blive. Et eksempel er Vibe, hvoraf der var nogle hundreder i Vejlerne til langt ind i december, men så fik de kolde fødder med kuldeindslaget mellem jul og nytår. Selv om det senere blev mildt igen, har de ikke indfundet sig i større antal her i januar, hvilket egentlig godt kan undre.

Et andet eksempel er Trane – for godtnok er der vist aldrig Traner som har gennemført en hel overvintring på disse kanter, men i næsten alle de milde vintre har der ialfald været en flok som er blevet i området indtil sent på året. Typisk er de så forsvundet omkring årsskiftet, ofte i forbindelse med kuldeomslag i vejret.

I 2014 blev den sidste egentlige flok i Vejlerne på 17 individer set allerede 2. december, mens der i Sønderjylland stadig her sidst i januar er tale om overvintring af en flok. Siden 21. december har der så holdt et tranepar til i randområderne ved Lund Fjord, som oftest i høstede majsmarker (-som også har tiltrukket flere tusind Ringduer og mængder af gæs). Det ser ud som om, at der er et stort spild af majskerner ved høsten!

Også efter det heftige snefald denne morgen kunne dette overvintrende par findes på markerne ved Lund. Én gang har jeg set parret lette og flyve mod Hjardemål Klit – og der er næppe tvivl om, at det er et par fra den lokale ynglebestand, som forsøger at stå vinteren igennem her, for så at kunne indfinde sig på ynglelokaliteten med fordelen af at være først.

Traner, Lund, januar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Traner, Lund, januar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Traner og gæs, Lund, januar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Traner og gæs, Lund, januar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu lover DMI mildning igen, og man må håbe, at der ikke kommer en meget langvarig periode med frost – men måske ligger der spildte majskorn nok til, at fuglene under alle omstændigheder kan klare vinterens strabadser. Det er jo sjældent kulde som sådan, som slår fuglene ihjel, men derimod fødemangel. Så jeg kan omformulere mit ønske til, at vi må håbe at vi undgår langvarigt snedække, som gør det vanskeligt at komme til føden.

Under alle omstændigheder er det hyggeligt med vintertraner!