Han Vejle kan (igen)… tilbyde fine forhold til at kigge på guldsmede og vandnymfer!
Tidligere (forud for min store Vejler-guldsmedeundersøgelse 2017-2018) var Han Vejle klart det kendteste og mest tilgængelige sted for guldsmede i Vejlerne, og med rette berømt for forekomster af bl.a. Baltisk Mosaikguldsmed og Huevandnymfe, og tilbage i 2015 fandt jeg også Lille Rødøjet Vandnymfe langs gangbroen der, som det første (og formentlig stadig eneste) sted for arten i Thy.
Siden har der været nogle år, hvor det har været sparsomt med de store guldsmede-oplevelser i Han Vejle, selvom der stadig næsten hvert år bliver set enkelte eksemplarer af Vejlernes “emblem-art” Baltisk Mosaikguldsmed. Sumpen langs gangbroen forandrer sig over tid, og hvor god den er for guldsmede er selvfølgelig først og fremmest afhængig af vandstanden, men også hvor lang tid siden der har været foretaget vedligeholdelsesarbejder på broen, hvor der køres med de store rørhøstervogne med ballonhjul, hvorved vegetationen bliver ryddet i et flere meter bredt bælte langs med broen… Efterfølgende tager det nogle år før sumpvegetationen atter indfinder sig, og det er ofte i overgangen inden at denne zone igen bliver lukket til af tagrør og dunhammere, at der i en periode kan være optimale betingelser for mange arter af odonata (guldsmede og vandnymfer)…
Igår kunne jeg konstatere, at forsommeren 2022 ser ud til at blive et rigtigt godt år for guldsmede – og ialfald vandnymfer – i Han Vejle. Det er jo nu tid for Huevandnymfe, og i frustration over, at jeg i år endnu ikke har fundet arten på nogle af de “faste” lokaliteter i Hjardemål Klit/Blovsgårde-området, opsøgte jeg i går eftermiddags gangbroen i Han Vejle. Fra første øjekast var det tydeligt, at der var godt gang i sagerne, og næsten det første dyr jeg fik øje på var en Huevandnymfe, omgivet af myriader af Flagermusvandnymfer. Hurtigt kom der flere til, bl.a. et æglæggende par.
I alt blev det til mere end 400 Flagermusvandnymfer langs gangbroen, heraf mange i parring/tandem eller æglægning – et antal som minder om hvad man kunne opleve i “gamle dage” for 5-6 år siden. Og der var også pænt med Huevandnymfer, ialt 12 så jeg langs gangbroen (foruden 1 ved både-ophalingspladsen på Jernbanedæmningen i Lund Fjord).
Ovenstående billede er af en af adskillige hanner som viste tydelig territorial adfærd, hvor de sad med halvt udbredte vinger og hele tiden var parate til at jage nærgående Flagermusvandnymfer og andre væk.
Udover parret som var i færd med æglægning var der et andet par som ikke var nået helt så langt… Her kommer en lille billedsekvens efter at de lige var landet på et tagrørstrå, sammenkoblede i tandem:
Det var sjovt at iagttage hvordan hannen løftede hunnen op, så hun kunne føre spidsen af sin bagkrop op til hans sekundære kønsorgan, så sæden kunne overføres. Jeg holder aldrig op med at forundres over den sofistikerede sexualadfærd indenfor guldsmedene!
Jeg har faktisk gået og været lidt bange for at jeg slet ikke skulle få denne fine art at se i år, eftersom den ikke er dukket op på flere af de kendte steder, og jeg har haft en bekymring om, at det kunne skyldes udtørring af de relativt nygravede småsøer i området omkring vindmølletestcentret i Østerild. Men et besøg derude i går formiddags fik mig på andre tanker, på trods af lav vandstand var der i forhold til i sidste uge “gået hul på bylden”, og søerne bugnede af liv, med Lille Farvevandnymfe, Spydvandnymfe, Månevandnymfe og Hesteskovandnymfe i pænt store mængder – for de to sidstnævnte tror jeg at det var de største forekomster jeg har registreret derude. Iøvrigt en pudsig iagttagelse: hvor der i Han Vejle udelukkende var den ene af “søsterarterne” Flagermusvandnymfe og Hesteskovandnymfe, så var der i Blovsgårde stor overvægt af den anden, nemlig Hestesko-. Tidligere kunne man også i Han Vejle og andre steder i Vejlerne iagttage mange Hesteskovandnymfer, men uvist af hvilken årsag er det som om at de er på retur i selve Vejlerne…
To ud af 19 Månevandnymfer set i tre af småsøerne i Blovsgårde igår.
Så når tørken ikke har reduceret mængden af andre vandnymfer er det mest nærliggende at tro, at det bare er det vedvarende kølige vejr i store dele af maj måned som har forsinket forvandlingen i år. Måske vil der derfor kunne ses Huevandnymfer et par uger endnu?
I onsdags blev vores landsdel hærget af en massiv snestorm, og i går vågnede vi op til en fortryllet verden…
Vintervejret har ikke været ledsaget af så megen frost endnu, så Vejlernes vandflader er stadig isfri – men de kommende dage skulle ifølge YR byde på ned til 5 minusgrader om natten, så det vil sikkert slå igennem som islagte søer. Nye lavtrykspassager er dog “programsat” i næste uge, og så får det hurtigt en ende med det vinterlige…
Hjemme i haven er det tydeligt at snedækket (5-20 cm) har gjort dagligdagen sværere for fuglene, og vores lille “restaurant” udenfor køkkenvinduet er endnu mere velbesøgt end ellers…
Mie har fabrikeret hjemmelavede “fuglekopper” fyldt med fedt og andre gode sager…
Når Spætmejserne har hentet en godbid på foderbrættet, flyver de næsten altid op i en gammel død træstamme, hvor eksempelvis solsikkekernen bliver bearbejdet…
De resterende fotos får lov til at stå ukommenterede…
Rødhals er en af de arter, som virkeligt “svulmer op” når det er koldt og bliver til en kuglefugl!
Vores ydmyge hjem tager sig også ganske fortryllet ud, indsvøbt i sne:
Og de vedbliver med at fylde! Forleden havde Henrik Haaning rekord af begge arter i Vejlerne med 365 Skestorke og 59 Sølvhejrer – de fleste Skestorke i de Vestlige Vejler og alle Sølvhejrerne i de Østlige. Det har været en nærmest eksplosionsagtig udvikling hos begge arter – især Sølvhejre – de senere år, og de ni ynglepar i år må have produceret masser af unger, når vi kan nå så høje tal.
For mig personligt var det næsten uvirkeligt og surrealistisk igår at kunne tælle hele 41 Sølvhejrer i én flok i Han Vejle. De fløj op og landede samlet i sydøsthjørnet af søen.
De kunne ikke alle være på ét billede! 41 er minimumstal – måske var der 43.
Jeg husker i min ungdom hvordan det var et stort ønske at se bare én Sølvhejre, og mens jeg arbejdede på Tipperne blev en sådan meldt fra Gødelen på Værnengene. Hvilken frustration at det ikke lykkedes at se den!
Jeg havde dengang – hvor der var snak om, at Sølvhejre-bestanden i Europa var i tilbagegang og alvorlig krise – aldrig turdet drømme om i Danmark at komme til at opleve syn som disse!
Fokus er flyttet lidt, efter at jeg for nogle år siden begyndte for alvor at interessere mig for guldsmede. Jeg har nu altid været alment naturinteresseret, men det er klart, at fuglene fyldte det meste i mange år. Men efterhånden begynder jeg også at få øje på mange andre sjove dyr, når jeg færdes i naturen – og det kan jo især være en berigelse med insektinteressen midt om sommeren, hvor der oftest ikke sker så meget på fuglefronten.
Og der er en sådan diversitet i insektverdenen, at jeg ikke kommer til at “løbe tør” for nye oplevelser med nye arter i meget lang tid!
Ovenstående to arter traf jeg begge på en tur på Skårup Odde i juli. Sjovt nok var jeg lidt på udkig efter begge, men det var alligevel spændende at få dem at se i virkeligheden, efter at have læst om dem. Blåhat-langhornsmøl er, som navnet antyder, specielt knyttet til planten blåhat. Og da jeg fandt en lille gruppe af denne fine blomst, som altid er god for nektar-sugende insekter, var det bare med at se, hvad de kunne byde på. Selv om jeg var forberedt, var det alligevel overraskende at se hvor mærkelig, dyret er, med de guldfarvede vinger, grønne øjne og bevægelige lange følehorn. Udover et tidligere fund ved Bulbjerg var det faktisk første registrering af arten fra Thy. Jeg kendte i forvejen Løvskovs-langhornsmøl, som jeg også er meget begejstret for. Og Tørve-silkesvirrefluen er bare en af mange fine arter af svirrefluer, som jeg også så småt er begyndt at “tage hul på”. Jeg har nok set arten tidligere, men det var første gang hvor jeg fik den fotograferet, og dermed kunne være sikker på bestemmelsen. Bestemmelsesmæssigt er der mange udfordringer ved svirrefluer, men denne art er en af dem, der er til at bestemme!
Den varme sommer har i det hele taget givet mange oplevelser med insekter, og her kommer et udpluk af fotos af nogle af de arter, som har gjort størst indtryk – eller hvor det er lykkedes særligt godt at få fotos:
En skorpionsflue sp. stjæler sig til et gratis måltid hos edderkoppen (som jeg heller ikke kender navnet på)…
En Lille Ildfugl fouragerer på røllike. Bemærk edderkoppen gemt i blomsten – lurer måske på at overfalde et af de nektar-søgende insekter…
Denne Lille Ildfugl fouragerer på engbrandbæger, som er kendt som værtsplante for den flotte natsværmer Blodplet‘s larver.
Storplettet Perlemorsommerfugl har optrådt meget mere talrigt end sædvanligt denne sommer. Individet her er en af mange fra vejrabatten på Jernbanedæmningen mellem Lund Fjord og Han Vejle, fouragerende på knopurt.
Også den dagflyvende natsværmer Gammaugle har i år optrådt i store tætheder. Her er snablen midlertidigt rullet sammen, men øjeblikket før og efter suges der fra rødkløverens nektar-depoter…
Der har til gengæld ikke været specielt mange Tidselsommerfugl. Men en flot art er det jo altid, ikke mindst så friskt et eksemplar som dette.
Her er der trængsel på den altid populære blåhat: Seksplettet Køllesværmer, Engrandøje og en bredpande sp.
Også i blåhatten: en blomsterbuk som jeg formoder er Sortsømmet Blomsterbuk (-den er ialfald kendt fra området).
Kæmpefluen Harald er det altid en fornøjelse at møde. Her på egnen træffer jeg ham mest i et bælte ret tæt på Vesterhavskysten. Jeg har tidligere skrevet en lille historie om Harald: [klik her].
Jeg synes ikke at tegningen ligner et dødningehoved (snarere en flagermus a’la Batman) – men Dødningehoved-Svirreflue er en af de mere karakteristisk arter af svirrefluer. Der kører også atlasprojekt for svirrefluer i disse år, og det er jo en tilfredsstillelse at kunne bidrage med observationer, når det som i dette tilfælde viser sig at være en ny art for kvadratet (kvadrat 623_54 ved Tvilum Bro NØ for Silkeborg)…
Håret Dyndflue er en meget almindelig art, men ikke desto mindre ret så flot. Denne er hjemme fra matriklen, på en af de mange tidsler vi er velsignet med…
Også en af de talrige (men den har fået sat sig dekorativt!): Grønåret Kålsommerfugl, også denne på en af matriklens tidsler…
Et specielt fænomen hvert år i juli er døgnfluernes fremkomst. De sætter sig på alle tilgængelige overflader og skifter hud, og specielt er det tydeligt at se på vinduerne i skjulene – som her i Kogleaks-skjulet. Se også en omtale fra sidste år, hvor jeg fortæller om døgnfluer som føde for Skægmejser: [klik her].
Vores sommerferie i år gik til Skåne første uge af august. Her så jeg en stor markant svirreflueart, jeg længe havde ønsket mig at se: Hvidbåndet Humlesvirreflue. Når man tager en ny gruppe ind, som jeg så småt er begyndt på med svirrefluerne, er man jo nødt til at starte med dem, der er til at forholde sig til, bestemmelsesmæssigt!
Og både i Skåne og hjemme i haven fik vi også fornøjelse af denne sommers helt store “publikums-succes” på insektfronten: Duehale, “kolibri-sværmer” eller “sportshveps”, som den også er blevet kaldt! 😉 Arten er kommet tiltrækkende fra Sydeuropa i stort tal, og rigtigt mange “almindelige mennesker” har undrende lagt billeder af de fine dyr op på de sociale medier…
Dette er som nævnt kun et udpluk – så jo: med flyttet fokus er der virkeligt mange oplevelser at hente i den danske/skandinaviske natur i sommermånederne!
Ligesom sidste år er der i Han Vejle udklækket et kuld Rørhøg-unger, der foreløbigt er meget tillidsfulde og opholder sig tæt på vejen (jernbanedæmningen) – i buskene langs vejen eller på selve vejen.
De fanger endnu ikke selv deres bytte, men tilbringer det meste af tiden i venten på, at forældrefuglene bringer dem mad.
Hvis man parkerer ud for fuglene og bliver i bilen, vil de i de fleste tilfælde blive siddende, og man kan få sig nogle fornøjelige minutter med de smukke ungfugle, der sidder og følger med i alt, hvad der sker rundtomkring – og ikke mindst om de gamle Rørhøge nærmer sig med mad.
Ungfuglene er endnu usikre, og bare det at balancere i de tynde kviste kan være en udfordring…
Blikket, søsteren sender den balancerende ungfugl, virker næsten overbærende… 😉
I min ungdom som fuglekigger var de eksotiske hvide fugle – hejrer og Skestork – store sjældenheder, som man kunne finde på at køre på tværs af landet for at få at se. Næsten altid drejede det sig om én fugl. Fuglene fik tankerne hen på sydlige himmelstrøg.
Siden Skestork midt i 1990erne begyndte at yngle i Danmark efter en længere pause er det gået stærkt, og som beskrevet i mit forrige indlæg, er Vejlerne her i sommer- og sensommer-månederne “opsamlingssted” for fugle fra ynglekolonierne i Limfjordsområdet. I sidste uge talte jeg det foreløbigt højeste tal for i år, 237.
Det er ret nyt, at det ikke er Bygholmengen, som er den vigtigste lokalitet – i år har de største flokke været i Kogleaks/Lund Fjord-området. Det skyldes sikkert de helt ekstremt tørre forhold på Bygholmengen. Ofte flytter Skestorkene flere gange om dagen mellem Kogleakssøen og Lund Fjord, således også i dag, hvor en Havørn fik alle de knap 100 fugle på vingerne – ved den lejlighed blev disse fotos taget.
Også Sølvhejre eksploderer voldsomt i antal disse år. For fem år siden var seks fugle en “kæmpeflok” som omtaltes som “influx”, for to år siden startede arten på at yngle i fiskehejrekolonien i Øsløs Skov, og i år husede denne koloni hele ni par. Også for Sølvhejre er Kogleaks/Han/Lund-området et “hotspot”, og idag talte jeg 25 deroppe – heraf hele 19 samlet i nogle buske i sydvesthjørnet af Lund Fjord. Ikke alle 19 kunne dog være på tele-fotoet…
Og selv om det er blevet et almindeligt syn med alle disse hvide fugle i Vejler-landskabet, giver det nu stadig et lidt eksotisk præg og får tankerne til af flyve til Doñana, Hortobagy, Neusiedler og slige steder… 🙂
Jeg har for vane at aflægge gangbroen i Han Vejle et besøg mindst én gang om ugen sommeren igennem, ikke mindst fordi det er et godt sted at følge med i sæsonens udvikling for diverse vandnymfe- og guldsmedearter. Således også i eftermiddags – hvor der dog ikke var meget gang i sagerne, specielt større arter var fraværende, sikkert på grund at en jævn til frisk vind. Lidt vandnymfer var der dog – især æglæggende Flagermusvandnymfe og Stor Farvevandnymfe. Den “kanal” som fører langs gangbroen, skabt af det køretøj på “ballonhjul”, som blev anvendt da broen blev bygget, er fyldt med alger og flydeblade, som vandnymferne ynder at lægge æg i. Denne “grød” af vegetation er nu ved at tørre ind i denne exceptionelt tørre sommer – men holder dog så meget på fugtigheden, at det stadig kan tiltrække insekterne.
Jeg blev distraheret i vandnymfe-kiggeriet, da en han Sydlig Blåhals for næsen af mig kom farende ud fra rørbræmmen og snuppede en vandnymfe.
Jeg kunne ikke se hvilken art det var, den fangede – men sandsynligvis en af de to ovennævnte. Og det viste sig hurtigt, at de insekter, som Blåhalsen samlede, ikke var til sig selv – en nyudfløjen, stumphalet unge sad parat med gabet spilet op – der er sket familieforøgelse hos Blåhalse-familien ved gangbroen, nok nogle af de allermest besøgte af arten i Danmark (hvilket hundredvis, hvis ikke tusindvis af billeder på nettet vidner om).
Det var tydeligt, at det dyndede, indtørrende “snask” i “kanalen” rummede mange insekter, og Blåhalse-hannen fik hurtigt fyldt næbbet med både voksne insekter og larver. Ungen sad det meste af tiden lidt i skjul i rørbræmmen, men var altid parat med opspilet næb, når hannen havde fangst.
På et tidspunkt dukkede også hunnen op på arenaen.
Også hunnen samlede føde i næbbet, men jeg så hende ikke fodre denne unge, som regel fløj hun lidt ind ad den “sidekanal”, der fører over mod Østre Landkanal, og forsvandt ind i rørene – så måske var der endnu en unge i familien.
Efter meget fodringsaktivitet i lang tid, mindst en halv time, tog hannen sig en slapper og soignerede fjerdragten.
Fjerplejen var dog hurtigt overstået, og hannen vendte tilbage til sit arbejde – ud at skaffe føde til de yngste i familien…
Det var nogle hyggelige indblik i familielivet hos denne smukke art, vi kun har haft som ynglefugl i Vejlerne siden efter årtusindskiftet, og som hvert år glæder mængder af mennesker.
Det har jo egentlig været endnu en grøn vinter – ialfald indtil en gang i februar… Men senvinteren blev streng, og vi har ventet LÆNGE på at der skulle komme gang i fugle-foråret!
Mange småfugle har haft det lidt hårdt…
Selv om der stadig er nattefrost hver nat og der hidtil kun har været kortvarige mildninger, er der dog alligevel visse tegn på, at det går den rigtige vej… Rørdrummerne pauker, de sidste 14 dage har der været Skestorke i Vejlerne – og Hvid Vipstjert har snart indfundet sig overalt…
En af vinterens store overraskelser har været Tranerne – de har overvintret i hidtil usete antal, og selv igennem de hårdeste frostperioder har der stået flokke rundt omkring i Thy. Nu er de fleste efterhånden udparrede, og der lyder trompeteren mange steder…
Idag mødte jeg flere fugle, som viste at der er ved at være trækbevægelser i gang – først en fin Sortstrubet Bynkefugl ved Vust, som desværre ikke ville fotograferes. Det er sjovt nok anden gang, at jeg i marts møder en Sortstrubet Bynk nær Lund Fjord – første gang var denne: [klik her]. Ellers er det jo mest nær kysten, at man træffer dem. Og så havde jeg en Sort Glente ved Bjerget – tiltrukket af en pløjende traktor – og sikkert bragt hertil af den stabile sydøstenvind, der herskede idag. Det er første gang jeg har set arten i/ved Vejlerne, så den gav glæde – også selvom billederne jeg fik af den ikke var så gode…
Så konklusionen må være: ja, det bliver alligevel også forår i 2018. Den kurrende Tyrkerdue udenfor vinduet lader til at være enig… 🙂
MEN nu hvor kalenderen siger april om få timer, så savner jeg stadig lidt mere skub i sagerne – f.eks. kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst IKKE har hørt Gransanger i marts måned. Og det kan godt – når man mærker temperaturen – være svært at forestille sig, at Blåhalsen synger i nærmeste fremtid – de sidste mange år har den jo faktisk været i gang nogle dage på dette tidspunkt.
I Han Vejle har Rørhøgeparret i vestenden fået et par unger på vingerne.
De sidder ofte og venter på forældrenes fodringer i buskene langs den gamle jernbanedæmning, og især den ene af dem, som har en forkærlighed for en bestemt tjørnebusk, er særdeles menneske-tolerant.
Dagligt giver den smukke fugl gode oplevelser til fuglefotografer og andet godtfolk, som passerer dæmningen. Hvis man stoppe op i bilen 5 meter fra busken bliver den siddende – kun hvis man åbner døren og stiger ud af bilen, letter fuglen.
Pletterne på billedet skyldes ikke skidt på sensoren i kameraet – det er insekter!
Rørhøgen skriger ikke på grund af tilskuerne, men fordi én af forældrefuglene nærmer sig med mad!
Nysgerrigt bliver tilskuerne kigget an (klik på billedet!)…
Det vrimler med døgnfluer for tiden, og mange af dem dør i edderkoppespind rundtomkring. Det er tilsyneladende en fødekilde, som Skægmejserne kan finde ud af at udnytte (-dem vrimler det også med, især store mængder nyudfløjne ungfugle).
Døgnfluerne sidder allevegne, også i stråtaget på skjulet i Han Vejle…
At Skægmejserne dog også spiser andet end insektføde, nemlig tagrørsfrø fra sidste år, ses i det følgende video-klip (-egentlig overraskende, at der stadig er næring i disse frø, men forleden morgen brugte de ialfald megen energi på at tygge i dem)…