I 2017 og 2018 foretog jeg en stor guldsmedeundersøgelse i Vejlerne som jeg ofte berettede om her på bloggen.
Forud for den undersøgelse var kendskabet til Vejlernes guldsmedefauna sporadisk og i vidt omfang baseret på, hvad der kunne iagttages fra offentligt tilgængelige steder som gangbroen i Han Vejle. De store sumpområder, som måtte formodes at kunne huse en rig guldsmedefauna, var ikke blevet undersøgt.
Undersøgelsen i 2017/18 var derfor at betragte som et pionérarbejde; aldrig tidligere var guldsmede og vandnymfer blevet eftersøgt og dokumenteret så grundigt i et specifikt lokalområde i Danmark.
Men arbejdet var ikke systematisk lagt an, der eksisterede ganske enkelt ikke en etableret metodik til den type undersøgelser. Alligevel resulterede projektet i en stribe banebrydende resultater, hvoraf den vigtigste var opdagelsen af meget store bestande af den rødlistede Huevandnymfe, som man få år forinden havde troet var ved helt at uddø i Danmark, og som er forsvundet i store dele af sit tidligere udbredelsesområde i Nordvesteuropa.
Desuden kan især fremhæves Baltisk Mosaikguldsmed med Danmarks eneste kendte bestand, som var blevet opdaget i 2005/06. Andre af de mest spektakulære opdagelser var, at Kileplet-Mosaikguldsmed blev fundet som ny art nord for Limfjorden, samt at en af de største kendte danske bestande af Grøn Mosaikguldsmed findes i krebseklo-sump ved Tømmerby Ringkanal.
Styrken ved undersøgelsen var altså mere kvalitativ end kvantitativ – men den viste trods alt, at der udover de sjældne arter fandtes nogle meget store bestande af mange andre, mere almindelige guldsmedearter.
De efterfølgende store undersøgelser jeg har foretaget – i Nationalpark Thy i 2019, Vilsted Sø i 2021 og Gudenåengene i 2023 – har alle været designet med systematik i fokus, så de vil kunne repeteres i fremtiden.
Da der nu var gået så lang tid siden undersøgelsen i Vejlerne, og fordi levestederne med de tætteste forekomster findes i de lukkede dele af reservatet, gjaldt det for de to arter, hvor Vejlerne på landsplan er af afgørende betydning, at det atter svævede lidt i det uvisse, hvordan det går med disse bestande – altså arterne Huevandnymfe og Baltisk Mosaikguldsmed. Jeg foreslog derfor Aage V. Jensen Naturfond, at jeg i denne sæson, 2024, fik adgangstilladelse og foretog nogle målrettede ”nålestiksoperationer” i de lukkede dele af reservatet for at få en fornemmelse for situationen hos de to arter.
Huevandnymfe bliver stort set hvert år rapporteret med nogle få individer i Han Vejle eller Lund Fjord. Den har en meget kort flyveperiode fra midt i maj til en uge ind i juni, og nogle år (som 2023) hvor flyvetiden er præget af køligt og blæsende vejr kan det være svært at ramme. (Det voldte således stort besvær for mig sidste år, hvor jeg havde lovet at vise arten frem for en guldsmedeentusiast fra Tyskland – men det lykkedes akkurat)… De store bestande jeg fandt i 2017/18 var især i Klaringerne i Tømmerby Fjord og langs Krapdiget, men jeg finder det sandsynligt at arten findes de fleste steder i Vejlerne med dybt, klart vand – således forestiller jeg mig at store dele af Bygholm Nord også må være ”besat”.
Baltisk Mosaikguldsmed flyver i juli/august og var i en årrække ”sikker” ved gangbroen i Han Vejle, men den er tydeligvis blevet meget mere fåtallig – ihvertfald dér – og flere år er der gjort ingen eller kun få iagttagelser af arten. I min undersøgelse 2017/18 fandt jeg flest i kanalen i Glombak – men sagen er nok, at den trives bedst i høj veludviklet rørskov på våd bund, så den burde også eftersøges eksempelvis i søerne langs Selbjergdiget i Bygholm Nord.
Min plan var IKKE at forsøge at få et totalt overblik over bestandene af de to arter i Vejlerne (det ville kræve en væsentligt større undersøgelse), men at genbesøge nogle af kerneområderne fra undersøgelsen i 2017/18 i arternes flyvetid for at vurdere, om de fortsat klarer sig godt.
Som kvittering for tilladelsen til at færdes i reservatet har jeg forfattet et kortfattet notat, som kan læses her (klik for at downloade). Så hvis du er nysgerrig på hvordan det går to af Vejlernes ansvarsarter inviterer jeg hermed til at læse notatet.