marts 2025 – Vejlerornitten

Ekstrovert beboer på matriklen

Det er selvfølgelig en meget subjektiv menneskelig vurdering, men det kan være svært at lade være med at karakterisere fugle og dyr omkring os og tillægge dem forskellige temperamenter. Nogle virker stille og indadvendte, andre energiske og udadvendte, ja nærmest kåde – og i sidstnævnte kategori befinder sig afgjort “min gode ven” Spætmejsen.

Her er det en han som markerer territorium lige udenfor vore vinduer.

Jeg har i tidligere blogindlæg berettet om hvordan der første gang i 2016 indfandt sig en Spætmejse her på matriklen, en fugl som tilbragte en vinter på vores foderbræt. I årene efter så vi stadigt flere og flere, og siden 2021 har det ikke kun været en vinterfugl her; den har helt sikkert også ynglet, for vi har hørt dem syngende/territoriehævdende foråret og sommeren igennem. Og de har været kilde til glæde og smil, det er bare en fugl som har et væsen og et “humør” som smitter og charmerer! Indtil i år har jeg ikke fundet et konkret redested, men vi regner med at det har været i et spættehul inde i naboens gamle løvskovslund.

I år er det totalt eskaleret, nu er der to par til stede, hvilket betyder at energi- og lydniveauet er endnu højere end vi før har oplevet det. Hver gang man stikker hovedet udenfor hilses man af Spætmejse-lyd – og når den synger igennem lige udenfor vinduerne kan det høres ind på kontoret!

At der er to par gør tydeligvis, at det enkelte par bliver endnu mere aktive. Og så ser vi dem ekstra meget, fordi det ene par i år har valgt redested i en hjemme-snedkereret kasse, som hænger i en stor gammel ahorn overgroet med efeu og med masser af mosser og laver…

Spætmejse, Tømmerby, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Kassen har hængt i et par år på stedet uden at vi har set andre fugle være interesserede i den. Et par meter fra den hænger der en stærekasse, som hvert år er beboet – og den ser også ud til at blive det i år. Spætmejseparret er nu i gang med at “indrette sig” og har bl.a. bragt visne blade ind i kassen, og så bliver indgangshullet grundigt bearbejdet med hidsige hak med næbbet. Hullet burde ellers være rigeligt stort og faktisk havde jeg Stær i bagtankerne da jeg hængte kassen op, for det virker som om at her altid bliver fyldt op med Stære – altså at de er begrænsede af mængden af egnede redehuller.

Stær, Tømmerby, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Her er en Stær som kortvarigt lander oven på den nu okkuperede Spætmejse-kasse. Det er endnu kun en lille del af dagen fuglene bruger på reden og der er lange periode hvor de ikke lige er i nærheden – men ellers er jeg sikker på at Stæren nok skulle være blevet jaget bort.

Med denne lille beretning vil jeg blot – endnu en gang – fortælle hvilken fornøjelse det er at have selskab af én af mine yndlingsfugle, den decideret ekstroverte Spætmejse (sådan tolker jeg altså dens temperament; beklager min tendens til antropomorfisme!). Jeg slutter lige med et par billeder mere som forhåbentlig kan gengive lidt af fuglens charme:

Den tid på året

Som ornitolog (eller herpetolog, lepidopterolog, odonatolog osv.) – altså som naturmenneske – hæfter vi os ved bestemte begivenheder i naturen som markerer årets gang. Nogle begivenheder vigtigere end andre – afhængig af personligt temperament, og hvilke naturtyper man færdes i. For os som har Vejlerne som “baghave” kan det f.eks. være årets første paukende Rørdrum, første Rørhøg (men den gælder så ikke så meget længere, nu hvor de oftere og oftere overvintrer), første Citronsommerfugl, første Hugorm, første klækkede Grågæslinger, første Sortterne, første Huevandnymfe osv. osv. Det kan både være såkaldte forårstegn og senere på året også andre ting såsom returtrækket af vadefugle og meget andet.

I de senere år – siden arten genindvandrede til Danmark fra 1990erne, og i Nordjylland særligt de sidste 10-15 år – er ankomsten af Sydlig Blåhals en af de mere markante begivenheder i årshjulet. Det er blot ét af mange eksempler på en art som i min ungdom blev betragtet som yderst sjælden, ja nærmest uopnåelig – men som senere har taget et gevaldigt ryk nordpå og nu er en del af Danmarks faste fauna. De første år skulle man som regel hen omkring 1. april før den første blev hørt – ofte ved Jernbanedæmningen i Han Vejle eller Lund Fjord. Og som det gælder så mange andre naturfænomener i disse år med klimaforandringer er ankomsten af Blåhals også blevet tidligere og tidligere.

Idag er sådan en fin forårsdag i marts med stille vejr og solskin, og efter at jeg havde færdiggjort noget arbejde længere vestpå i Thy kunne jeg simpelthen ikke lade være med at køre op til P-pladsen ved Han Vejle – netop med Blåhals i bagtankerne. Jeg var hele vejen rundt ad gangbroen i Han og efterfølgende ude ved fugle”tårnet” i Lund, uden at jeg hørte andre syngende fugle end Rørspurv, Gærdesmutte og Rørdrum. Jeg var fristet til at afspille en stump blåhalsesang – men afstod (det er ikke “god stil” på et sted hvor der kommer så mange mennesker). I Lund var der godt med liv, Brushøns på engen og mine første Atlingænder i år. I tårnet mødte jeg en anden fuglekigger som kunne fortælle at han ved nedgangen til gangbroen havde haft årets første Blåhals – hvilket jo bekræftede min fornemmelse at det kunne være den rigtige dag. Og ganske rigtigt – på tilbagevejen til P-pladsen kunne jeg nyde den smukke fugl i sang.

Den er formentlig lige ankommet i nat. Det bygger jeg på, at der allerede på DOFbasen (her kl. 14) er indtastet adskillige Sydlig Blåhals fra rundt om i landet idag. Og ellers er den blot registreret pålideligt for en uges tid siden i Sønderjylland.

Som altid er det en fryd at møde fuglen som både er en visuel nydelse og behagelig for øret – det er ikke uden grund at dens skandinaviske slægtninge (Nordlig Blåhals med orange strubeplet) bliver kaldt Nordens Nattergal. Ja faktisk er det min personlige smag at blåhalsesang er én af de allersmukkeste fuglesange vores danske natur byder på.

Udover den lidt rystende optagelse ovenfor præsenterer jeg også lige dagens Blåhals på “stillbilleder” – i medlys og ekstremt modlys:

Sydlig Blåhals, Lund Fjord, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Gensyn med Yucatán

På vores México-tur i januar og februar sluttede vi med et ophold på Yucatán-halvøen, hvor vi ikke har været, siden vi tilbragte godt 5 måneder i Ría Lagartos-reservatet tilbage i 1997.

Det blev derfor til en række hyggelige gensyn med steder og arter, der efterhånden befandt sig langt tilbage i erindringen – så det var godt at få dem genopfrisket. For mig var det specielt “vigtigt” at gense den store endemiske gærdesmutte Yucatán Wren.

Yucatán Wren, Playón Chuburna, Yucatán México, februar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Dengang i 1997, hvor Mie lavede feltarbejde som antropolog og studerede konflikterne mellem naturfredningsinteresser og den lokale fiskerbefolkning, var jeg egentlig med som “det tynde øl”, men heldigt for mig fik jeg kontakt til en feltstation under det mexicanske miljøministerium, som gjorde at jeg også kunne bruge tiden til noget meningsfuldt (ud over bare at suge til mig af nye indtryk – især mange særlige fugle som kun findes på Yucatán-halvøen). Jeg lavede forskellige fugletællinger for feltstationen, og bl.a. havde jeg også et projekt med at ringmærke og kortlægge territorier af Yucatán Wren omkring feltstationen i Río Lagartos. Kortet her viser resultatet af min kortlægning (kortskitse fra min notesbog):

Territorier af ynglende Yucatán Wren omkring lossepladsen, feltstationen og kirkegården i en periode i juli-august 1997.

Og sådan her ser området ud idag:

Området ved lossepladsen, feltstationen og kirkegården som de tager sig ud på Google Maps.

Som man nok kan fornemme lever Yucatán Wren i meget tørre områder. Det er en åben habitat præget af tornet krat og buskads tæt på kysten. Den nordlige del af Yucatán-halvøen er domineret af store kystlaguner, og denne specielle art lever både i den oprindelige strand-vegetation ved havet og på “indersiden” af lagunerne i den vegetationstype som kommer, hvor mangroven holder op. Langs kysten bliver presset på naturen konstant større og større på grund af sommerhus- og hotelbyggeri, hvorimod vegetationen på indersiden af lagunerne fremstår mere intakt – hvilket det også ser ud til på ovenstående Google-kort. Men det samlede udbredelsesområde har en størrelse som nogenlunde svarer til, hvis vi havde haft en endemisk fugleart som kun var udbredt langs den jyske vestkyst! På grund af den sårbare status er arten af BirdLife klassificeret som ‘Nær truet’ på rødlisten.

Jeg fik desværre ikke mulighed for at komme til Río Lagartos denne gang, men opsøgte et lille reservat ved kysten nord for hovedbyen Mérida, hvor en bred zone langs stranden så sådan ud:

Playón Chuburna, Yucatán México, februar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og jeg havde ikke bevæget mig mange meter ind i området før jeg hørte den karakteristiske lyd fra Yucatán Wren – det er en stor gærdesmutte med en stor lyd – gærdesmutter er jo ikke ligefrem diskrete fugle! Inden for fem minutter havde jeg kontakt med en fugl med føde i næbbet (et halvspist firben) samt et par og min. 2 fugle mere hørt.

Disse drosselstore gærdesmutter (i Campylorhynchus-slægten) som der er mange arter af i México og Mellemamerika er i mine øjne meget karismatiske og altid en fornøjelse at møde og studere. Men jeg har selvfølgelig et særligt forhold til lige præcis Yucatán Wren, på grund af dens sjældenhed og så det, at jeg brugte så mange timer på at aflure dem deres hemmeligheder dengang for snart 30 år siden. En god del af parrene jeg kortlagde blev bekræftede ved fund af deres ekstremt godt beskyttede reder (“kugler” af sammenvævede grene midt inde i kaktusser og andre tornede vækster) – og som det står på mit kort var der også flere familier med udfløjne unger. Særligt en bestemt familie tæt på feltstationen hvor forældrefuglene var farveringmærkede fik megen opmærksomhed fra min side.

En anden art som jeg på den nylige tur også havde set frem til et gensyn med er kolibrien Mexican Sheartail.

Mexican Sheartail, Playón Chuburna, Yucatán México, februar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Mexican Sheartail lever i den samme biotop som gærdesmutten, og samme morgen traf jeg også et par af kolibrierne, en hun og ovenstående flotte han. Så kommer man til den rette type vegetation, er det ikke fordi de er svære at finde. Hannen her virkede til at opretholde territorium omkring en bestemt busk, som den hele tiden vendte tilbage til. Jeg så den ikke fouragere, den tog nogle ordentlige “display-ture” hvor den steg og dykkede i flugten – helt sikkert med henblik på at dupere en hun og holde andre hanner på afstand. Og umuligt at fotografere, desværre! Når den sad og hvilede mellem turene tillod den mig til gengæld at komme meget tæt på.

Metalglansen i hannernes strubefjer er hos kolibrierne jo helt afhængig af hvilken vinkel lyset falder fra; som fotograf vil man selvfølgelig gerne have dem til at vise sig i deres fulde pragt – men det vil ikke altid lykkes!

Udbredelsen af Mexican Sheartail er kun en smule større end hos Yucatán Wren, og den er ligeledes rødlistet som ‘Near threatened’.

México er et stort land (på størrelse med Grønland!) som rummer enormt mange forskelligartede biotoper og derfor også mange endemiske arter – hvis man tager de nærmeste nabolande mod syd i Mellemamerika (Guatemala og Belize) med i regnestykket, er det faktisk i omegnen af 180 endemer (blandt fuglene)! Det gælder selvfølgelig også hos alle mulige andre grupper af organismer end lige fugle, at der er et stort antal arter med en begrænset udbredelse. Vi besøgte på denne tur flere gode naturområder i adskille delstater i den sydlige del af landet og det vil føre alt for vidt at omtale altsammen i dette blogopslag, men jeg vil dog lige bringe lidt flere fotos af nogle af de andre endemiske arter fra Yucatán-halvøen:

M	Ti	O	To	F	L	S
					1	2
3	4	5	6	7	8	9
10	11	12	13	14	15	16
17	18	19	20	21	22	23
24	25	26	27	28	29	30
31