
Mit firma ornit.dk har denne sommer stået for en lille undersøgelse af forekomsten af Grøn Kølleguldsmed i det nederste løb af Kongeåen (de sidste ca. 5 km før udløbet gennem Kongeåslusen).
Selv om det var en lille undersøgelse med blot tre feltdage i juli og august var resultaterne overvældende. Jeg fik registreret en meget høj tæthed af arten – meget højere langs selve åen end jeg på noget tidspunkt oplevede da jeg sidste sommer lavede den store guldsmedeundersøgelse i Gudenåen mellem Silkeborg og Kongensbro. Under undersøgelsen ved Kongeåen blev det til 59 registreringer af i alt 66 individer af arten, flest på ét besøg var 55 individer 14. juli – på en ca. 4 km lang strækning. Heraf var halvdelen at finde på blot 900 meter – en strækning nedenfor Vilslev Spang med stærk strøm.

Kongeåen blev for over 100 år siden udrettet på denne strækning for at skabe mere dyrkbar agerjord, hvilket selvfølgelig har medført et stort tab af biodiversitet. Ikke desto mindre huser åen stadig store naturværdier, og et stort EU LIFE-projekt – LIFE Naturprojekt Kongeåen – har til hensigt at forbedre naturforholdene og bidrage til gunstig bevaringsstatus for bl.a. den endemiske og truede fiskeart Snæbel. Baseline-undersøgelserne forud for de projekterede entreprenørarbejder var egentlig overståede sidste sommer, men da projektledelsen blev gjort opmærksom på tilstedeværelsen af Grøn Kølleguldsmed (bilag IV-art) blev det besluttet at der skulle laves en tillægs-undersøgelse af den. Jeg har netop afleveret rapporten, som kan ses her: [klik for download].
Grøn Kølleguldsmed har de seneste 10-15 udvist en bemærkelsesværdig spredning mod syd, til både Varde Å, Sneum Å, Ribe Å og Kongeåen. Det har mest været observationer fra steder med let adgang, som broer og stier langs åerne – men mig bekendt er der ikke tidligere gennemført optælling/kortlægning fra kano eller kajak langs disse vandløb. Det har derfor været rigtig godt at få dokumenteret, at der ved den næst-sydligste af disse åer er tale om hvad der må betragtes som en veletableret bestand!

Når jeg nu alligevel var ude i kajakken var det jo nærliggende at registrere de øvrige arter guldsmede og vandnymfer, og det var selvfølgelig mest Blåbåndet Pragtvandnymfe – men underligt nok kun nogle få Blåvinget P. Sidstnævnte er dog mere talrig længere oppe ad åen. Derudover var der et udvalg af mere fåtallige arter, bl.a. denne smukke Kileplet-Mosaikguldsmed.
