Indvandringshistorien for Stor Kejserguldsmed i Danmark er velbeskrevet. Det er gået med en hastighed, siden de første iagttagelser midt i 1990erne, som kom bag på de fleste som beskæftiger sig med insekter. Idag er der stort set ikke et vandhul som ikke har fastboende Stor Kejser.
Nu ser det ud til at historien skal gentage sig med den mindre art Lille Kejserguldsmed. Mogens Holmen (æret være hans minde) fandt tilbage i 2016, altså for kun ti år siden, de første nymfer af arten i Safirsøen på Bornholm. Arten var måske allerede på det tidspunkt veletableret på stedet, og i 2019 var jeg selv derovre og havde lejlighed til at nyde synet af den smukke art – i mine øjne er det faktisk en flottere guldsmed end den lidt “prangende” Stor Kejser…
Senere er arten fundet spredt på flere lokaliteter på Bornholm, dog med en aftagende tendens de senere år – men det tillægger jeg ikke større vægt, jeg formoder at det blot er fordi at Lille Kejserguldsmed nu er blevet “nem” at få at se – ihvertfald for sjællændere og folk på Sydhavsøerne Lolland/Falster (/Møn). I de første år var der en del odonatologer som decideret rejste til Bornholm for at se arten – det behøver man altså ikke mere. Og der er ikke mange fastboende guldsmede-obs’ere på øen. Lille Kejser har været fast på Lolland/Falster siden 2021, og er samtidig fundet på flere og flere lokaliteter på Sjælland. I starten mest Nordsjælland, men efterhånden er den iagttaget stort set over hele øen, inkl. længst mod vest.
2021 lader til at have været et år hvor arten i det hele taget tog et ordentligt “ryk” fremad, den dukkede således også op på Samsø og i Vestjylland helt ovre ved Esbjerg, hvor Inge Nagstrup fotograferede en fouragerende han over et banelegeme. I 2022 sås arten første gang på Langeland.
Jeg har gennemgået Naturbasens observationer som stort set alle er validerede. Derudover kan jeg se på Arter.dk, at Lille Kejser er blevet rapporteret fra nogle få yderligere lokaliteter, inkl. i Jylland – men jeg holder mig i denne omgang til at kigge på observationerne fra Naturbasen. Siden 2024 er den blevet set flere steder i Nordjylland, og det aktuelle kort over fund fra Naturbasen ser sådan ud:

Det helt store “ryk” nordpå er først observeret i år, hvor der 25. juni kom den første melding om flere individer – inkl. en parring – fra en lokalitet tæt på Ørslevkloster Sø nær Skive. Observatørens navn er Casper Katborg, og Pia Odgaard var hurtig til at følge op og få forekomsten dokumenteret med fotos. To dage senere sås den også ved selve Ørslevkloster Sø, og i dagene derefter var vi flere af Jyllands “hårde kerne” af guldsmede-aficionados, som opsøgte stedet og fik os nogle fine oplevelser.

Fra parkeringspladsen i nordenden kan man gå ned ad stien på både øst- og vestsiden af søen – men i første omgang kom jeg slet ikke så langt, for da jeg ankom til stedet var der en “flok” af store guldsmede som fouragerede over en blomstermark – og det var allesammen Lille Kejserguldsmed! Her var der ialfald mindst seks hanner – og senere så jeg yderligere fire hanner og en enkelt hun. Andre observatører har set både parringer og æglæggende par (Lille Kejser er jo som bekendt en art hvor æglægningen foregår i tandem, ganske spektakulært for så stor en art). Den dag hvor jeg var der – den sidste dag i juni – var det kun ganske lidt jeg så dyrene sidde stille, og når de gjorde var det lavt i vegetationen hvor de var besværlige at fotografere…

– eller højt oppe i træerne…

Der var ret få andre større guldsmede, en enkelt Brun Mosaikguldsmed og nogle få Stor Kejserguldsmed.

– her et helt nyforvandlet individ som også var “dumpet ned” i vegetationen. Men Lille Kejserguldsmed var langt den mest talrige guldsmed på stedet den dag! Andre odonatologer har på Naturbasen indtastet op til 15 individer, og da vi har dækket delvist forskellige strækninger er jeg sikker på at det samlede antal dyr er betydeligt større.
Der blev som nævnt også fundet nogle individer lidt væk fra selve søen (lokaliteten Frederiksminde), og senere også et enkelt individ i en mindre sø i Dalgas Plantage små ti kilometer syd for af Kis Boel Guldmann – så der er for mig ingen tvivl om, at Lille Kejserguldsmed for et eller flere år siden har grundlagt en bestand i dette område. Jeg spekulerer på, om den også kunne være etableret ved den nærliggende Hjarbæk Fjord, for ifølge litteraturen skulle den godt kunne tolerere brakvand.
Samtidig er arten først i 2024 og nu igen i år fundet i nogle råstofgrave ved Nørhalne i Vendsyssel – lige syd for Store Vildmose (Svend Erik Mikkelsen). Også her er der set parring og æglægning.

Ørslevkloster Sø er en pænt stor sø med en veludviklet, kraftig rørskov langs store dele af bredden, afbrudt af mindre vige med forskellig sumpvegetation. Det er en meget større lokalitet end Safirsøen på Bornholm hvor jeg ellers kender arten fra, og også i Sverige har jeg mest iagttaget den i forskellige former for råstofgrave – men i øvrigt lader den i meget af sit udbredelsesområde til at være rimeligt bred i sine habitatpræferencer. Så forudsigelserne om, at arten har potentiale til yderligere spredning i Danmark synes jeg virker meget sandsynlige. Det tilskrives klimaforandringerne; men arten synes nu så veletableret – ihvertfald ved Ørslevkloster Sø – at den må være i stand til at klare ret så hårde vinte som den vi havde i 2025/26. Jeg har ihvertfald meget svært ved at tro at den store forekomst lige nu skyldes tilflyvning denne sommer – det må være resultat af en tidligere etablering. Lille Kejser angives at have en 1-2-årig larveudvikling på vore breddegrader.
Til sidst bringer jeg lige et par tabeller som illustration af artens foreløbige indvandringshistorie i Danmark:

