Om efteråret, hvor mit arbejde ofte handler om gæs og andre vandfugle, er det ikke så tit at jeg får tid til “hygge”-fuglekiggeri i krat og ved havet, f.eks.
Men i sidste uge lå der i Hanstholm Havn en Kongeederfugl, samtidig med at der ved Roshage rastede en fin Thorshane. Fine fugle på besøg fra det arktiske, som jeg sammen med en god ven var let at motivere til at tage over at hilse på i torsdags. Og fredag var vi i fyrhaverne i Hanstholm, uden at det kastede meget af sig – men der blev snakket og fantaseret om bl.a. Blåstjert og Gråsejler.
Så gik der en dag og der dukkede faktisk en Gråsejler op i Hanstholm! Dén var jeg ikke ovre for at kigge efter, men da der søndag formiddag blev fundet én ved Bulbjerg rykkede jeg dérop så hurtigt jeg kunne – men kom for sent. Eller ihvertfald var den ikke længere at se – men måske har den bare været et smut ved Svinkløv, for i går var den tilbage, og sammen med nogle af Vejler-folkene kunne jeg nyde denne hyggelige tilføjelse til den lokale fugleliste (og min personlige Danmarks-liste).
Thorshanen er en art jeg kender både fra det nordlige (Island, Alaska) og fra overvintringsområder sydpå (México, Galápagos) – og det er ALTID en hyggelig fugl som heldigvis også ofte er ligeglad med mennesker, så man har mulighed for at opleve den på tæt hold. Denne fugl svømmede på vestsiden af Roshagemolen tæt på land, hvor der åbenbart samlede sig nogle fødeemner, bittesmå ting, der bliver samlet op fra havoverfladen med det fine næb. Det er et gentaget mønster, at når en Thors. på efterårstrækket kommer forbi Hanstholm, tager den gerne ophold i nogle dage ved molen – så der må være nogle lokale forhold som gør at fødeemnerne bliver koncentreret her. Jeg kunne ikke se, hvad den spiste – men var tæt nok på til at kunne se de fineste detaljer på fuglen, inkl. “svømmelapperne” på tæerne!
Gråsejler kan jeg ikke sige at jeg er særligt fortrolig med, indtil nu har det været en fugl jeg bare har set ved et fåtal lejligheder når jeg har været ved Middelhavet i sommerhalvåret. Det er en pudsig ting, men denne art som tidligere var en stor sjældenhed, er i de seneste ca. ti år blevet tiltagende regelmæssig, så der nu hvert år i oktober-november dukker nogle stykker op rundt langs vores kyster. Og ofte er det netop ved fremspringende punkter, fyrtårne, havne eller klinter som på Bulbjerg, at de “hænger ud”. Det var en stor fornøjelse i går i det sene eftermiddagslys at nyde fuglen når den – især ved klintens vestlige hjørne – fouragerede helt tæt på. Vi stod oppe og havde den derfor langt det meste af tiden med havet eller klinten som baggrund, men et par gange var den også oppe og vende lige foran os eller hen over hovedet på os, på ned til to-tre meters afstand. Man skulle ikke tro der var mange insekter at leve af sådan en halvkølig novemberdag, men gentagne gange så vi den jage efter en enkelt myg, og hver gang så det ud til at lykkes. Alle sejlere er altid FEDE! – det er luftrummets beherskere over dem alle. Oplevelsen gav lejlighed til at få genopfrisket indtrykket af en meget tyk og kompakt sejler, en anelse langsommere i flugten end Mursejler måske, med dybere vingeslag med svirp!
