Meget forskellige verdener mødes i Thy

Thorshane, Roshage, november 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Om efteråret, hvor mit arbejde ofte handler om gæs og andre vandfugle, er det ikke så tit at jeg får tid til “hygge”-fuglekiggeri i krat og ved havet, f.eks.

Men i sidste uge lå der i Hanstholm Havn en Kongeederfugl, samtidig med at der ved Roshage rastede en fin Thorshane. Fine fugle på besøg fra det arktiske, som jeg sammen med en god ven var let at motivere til at tage over at hilse på i torsdags. Og fredag var vi i fyrhaverne i Hanstholm, uden at det kastede meget af sig – men der blev snakket og fantaseret om bl.a. Blåstjert og Gråsejler.

Så gik der en dag og der dukkede faktisk en Gråsejler op i Hanstholm! Dén var jeg ikke ovre for at kigge efter, men da der søndag formiddag blev fundet én ved Bulbjerg rykkede jeg dérop så hurtigt jeg kunne – men kom for sent. Eller ihvertfald var den ikke længere at se – men måske har den bare været et smut ved Svinkløv, for i går var den tilbage, og sammen med nogle af Vejler-folkene kunne jeg nyde denne hyggelige tilføjelse til den lokale fugleliste (og min personlige Danmarks-liste).

Thorshanen er en art jeg kender både fra det nordlige (Island, Alaska) og fra overvintringsområder sydpå (México, Galápagos) – og det er ALTID en hyggelig fugl som heldigvis også ofte er ligeglad med mennesker, så man har mulighed for at opleve den på tæt hold. Denne fugl svømmede på vestsiden af Roshagemolen tæt på land, hvor der åbenbart samlede sig nogle fødeemner, bittesmå ting, der bliver samlet op fra havoverfladen med det fine næb. Det er et gentaget mønster, at når en Thors. på efterårstrækket kommer forbi Hanstholm, tager den gerne ophold i nogle dage ved molen – så der må være nogle lokale forhold som gør at fødeemnerne bliver koncentreret her. Jeg kunne ikke se, hvad den spiste – men var tæt nok på til at kunne se de fineste detaljer på fuglen, inkl. “svømmelapperne” på tæerne!

Gråsejler kan jeg ikke sige at jeg er særligt fortrolig med, indtil nu har det været en fugl jeg bare har set ved et fåtal lejligheder når jeg har været ved Middelhavet i sommerhalvåret. Det er en pudsig ting, men denne art som tidligere var en stor sjældenhed, er i de seneste ca. ti år blevet tiltagende regelmæssig, så der nu hvert år i oktober-november dukker nogle stykker op rundt langs vores kyster. Og ofte er det netop ved fremspringende punkter, fyrtårne, havne eller klinter som på Bulbjerg, at de “hænger ud”. Det var en stor fornøjelse i går i det sene eftermiddagslys at nyde fuglen når den – især ved klintens vestlige hjørne – fouragerede helt tæt på. Vi stod oppe og havde den derfor langt det meste af tiden med havet eller klinten som baggrund, men et par gange var den også oppe og vende lige foran os eller hen over hovedet på os, på ned til to-tre meters afstand. Man skulle ikke tro der var mange insekter at leve af sådan en halvkølig novemberdag, men gentagne gange så vi den jage efter en enkelt myg, og hver gang så det ud til at lykkes. Alle sejlere er altid FEDE! – det er luftrummets beherskere over dem alle. Oplevelsen gav lejlighed til at få genopfrisket indtrykket af en meget tyk og kompakt sejler, en anelse langsommere i flugten end Mursejler måske, med dybere vingeslag med svirp!

Vestsøen leverer – igen!

I sådan en sommer hvor vandmængderne fra oven, der har ramt Danmark, har været meget ujævnt fordelt – med langt mere syd for Limfjorden end heroppe – er Bygholmengen i august en sand magnet for vadefugle og andre gode fugle. Vestsøen og de to andre søer langs dæmningen tørrer gradvist mere ud, og vadefladerne som opstår bruges i vid udstrækning som fourageringssted for ryler og andre vadere, og rasteplads for eksempelvis Rovterne.

Rovterner og vadefugle, Vestsøen, Bygholmengen, august 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som jeg også fortalte om sidste år, bruger Rovterne i stigende grad Vejlerne i sensommeren, indtil nu er der i år talt op til 7 fugle (heraf 2 årsunger), og det skal nok ende med at vi ligesom sidste år kommer op på tocifrede antal…

Der er også hyggeligt mange vadefugle at “bladre” igennem i teleskopet, og imellem mængderne af Stor Præstekrave, Almindelig Ryle, Brushøne, diverse klirer osv. kan man så fornøje sig med at pille Dværgryle, Krumnæbbet Ryle, Islandsk Ryle, Sandløber og andre fine sager ud. I en periode gæstedes Bygholmengen således også af en Odinshøne, og i nogle dage har der været en Kærløber, som det lykkedes mig at se i går.

Kærløber, Almindelig Ryle og Hættemåge, Bygholmengen, august 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ryler og Brushøns, Bygholmengen, august 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I morges under morgenkaffen lød meldingen så, at der nu var dukket et virkeligt hit op blandt de andre vadere i Vestsøen. Det var selvfølgelig Henrik Haaning, der fandt sjældenheden, en Hvidrygget Ryle – og dermed bragte sig i spidsen på listen over folk med den længste liste af “ædelarter” (!).

Hvidrygget Ryle, Dværgryle, Alm. Ryle m.fl., Bygholmengen, august 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvidrygget Ryle er en amerikansk art som jeg kender rigtig godt fra México hvor den opholder sig i bl.a. Yucatán-halvøens laguner i træktiderne. På billedet herover har jeg indsat forskellige situationer med fuglen så man bedre kan bedømme dens “jizz”. Selv blandt de mange andre ryler i morges (tæt på 300) var den påfaldende nem at finde, på kombinationen af de kølige grå farver og den meget “langtrukne” bagdel.

Det er altid sjovt at se sjældne fugle, så en stor tak til Henrik for det fine fund!

Jeg har ikke det totale overblik over hvor mange vadefuglearter som er set i Vejlerne, men med denne er vi i hvert fald over 50!…

 

Gule enge med høje tætheder af ynglefugle

Monokultur har ikke nogen positiv klang, men af og til optræder der også i naturen planter i så store mængder – industrielle mængder – at det farver hele landskaber i én farve, og så ser man (jeg) anderledes positivt på det. Jeg har tidligere ved flere lejligheder skrevet begejstret her på bloggen om Vejlernes karakterplante Kærfnokurt, som danner store gule tæpper på engene.

De seneste tre år har jeg haft en opgave (for Amphi Consult) med registrering af ynglesucces hos nogle af vadefuglene på Mandø i Vadehavet. Her er også et fænomen, hvor botanikken i en periode af foråret byder på én bestemt plante i overflod, så det i dén grad sætter sit præg på det visuelle landskabs-udtryk.

Det drejer sig om planten Stor Skjaller (Rhinanthus serotinus), en lav blomst som har et lidt blakket ry, da det er en såkaldt halvsnylter, der ganske vist har fotosyntese, men supplerer næringsoptaget ved at suge fra græsrødder. Og man må sige, at i de områder af engene, som er dominieret af Stor Skjaller, ser der vitterligt ud til at vokse meget sparsomt med græs.

Sparsom græsvækst kan dog ikke kun tilskrives skjaller-planten, for det tidlige forårs græsning fra Bramgås og Mørkbuget Knortegås sørger også for, at vegetationen ved starten af engfuglenes ynglesæson er meget lav.

Mørkbuget Knortegås, Mandø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Mørkbuget Knortegås, Mandø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der er ingen tvivl om, at plantesamfundet på de udyrkede enge på Mandø er attraktivt for ynglefuglene – også de områder som farves gule af Stor Skjaller. Det skulle de kommende fotos gerne give et lille indtryk af…

Rødben, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rødben, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødben, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rødben, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødben, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rødben, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødben unge med forældrefugl i baggrunden, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rødben unge med forældrefugl i baggrunden, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødben over Skjaller-eng, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rødben over Skjaller-eng, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Strandskade over Skjaller-eng, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Strandskade over Skjaller-eng, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kobbersneppe, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Kobbersneppe, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kobbersneppe, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Kobbersneppe, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kobbersneppe med unger på Skjaller-engen, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Kobbersneppe med unger på Skjaller-engen, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Selv om Stor Skjaller sine steder kan være meget dominerende er der selvfølgelig på ingen måde tale om nogen monokultur – det er blot en naturligt forekommende art som i disse år tilsyneladende har favorable vilkår på øen, og det gør unægteligt, at det bliver en endnu større nydelse at iagttage ynglefuglene og deres unger – for pænt tager det sig altså ud (set med mine subjektive briller).

Det er da heller ikke alle steder at engene er lige så gule som på ovenstående billeder, men på alle de naturlige enge på øen er der en rig flora – og det er en fryd at arbejde med engfugle i sådanne omgivelser.

Stor Kobbersneppe på eng med bl.a. ranukler og syre, Mandø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Kobbersneppe på eng med bl.a. ranukler og syre, Mandø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kobbersneppe par, Mandø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Kobbersneppe par, Mandø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kobbersneppe, Mandø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Kobbersneppe i typisk Mandø-landskab, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødben over botanisk divers eng, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rødben over botanisk divers eng, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Yngleurolig Brushøne, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Yngleurolig Brushøne, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brushønen på det sidste foto var én af to høner med unger, jeg registrerede i sidste uge. Jeg har i dette opslag ellers ikke kommenteret på resultaterne af undersøgelsen, kun kan jeg nævne at det ser særdeles godt ud for de arter, jeg har fulgt, nu på fjerde år. For eventuelt interesserede i projektets resultater kan jeg henvise til Esbjerg Kommunes hjemmeside, hvor rapporter fra de tidligere sæsoner kan downloades.

Svalbard møder Island ved Limfjorden

Lysbugede Knortegæs og Islandsk Rødben, Nibe, december 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lysbugede Knortegæs og Islandsk Rødben, Nibe, december 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I Nibe Bredning ses om vinteren store mængder af Lysbugede Knortegæs fra Svalbard (og nogle af dem yngler på Østgrønland, så vidt jeg har forstået). Ved havnen i Nibe møder de en fast vinter-forekomst af Rødben af robusta-racen, også kaldet Islandsk Rødben.

Er man heldig, fouragerer Knortegæssene (sammen med Blishøns) helt tæt på parkeringspladsen på havnen, hvorfra disse fotos er taget – for en uge siden mellem jul og nytår.

Lysbugede Knortegæs og Blishøns, Nibe, december 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lysbugede Knortegæs og Blishøns, Nibe, december 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ifølge Danmarks førende ekspert på Lysbugede Knortegæs Preben Clausen, Aarhus Universitet, fouragerer gæssene i dette tilfælde på søsalat Ulva lactuca; men ellers er det ofte ålegræs, man ser gæssene æde.

Blishøns, Lysbugede Knortegæs og Islandsk Rødben, Nibe, december 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Blishøns, Lysbugede Knortegæs og Islandsk Rødben, Nibe, december 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Her ses langs bredden – som mange steder langs Limfjordens lavvandede bredninger – “tæpper” af sammenskyllet ålegræs. Knortegæssene og Blishønsene (og lidt længere fra land også Pibeænder) er herbivorer, dvs. de æder planterne – mens Rødbenene opholder sig langs denne opskylszone for at spise eventuelle tanglopper eller andre smådyr, der tiltrækkes af opskyllet.

Islandske Rødben, Nibe, december 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Islandske Rødben, Nibe, december 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Blå tæer i sneen

Stor Regnspove, nær Binderup Å-udløbet mellem Nibe og Klitgårds Fiskerleje, januar 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Stor Regnspove, nær Binderup Å-udløbet mellem Nibe og Klitgårds Fiskerleje, januar 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Stor Regnspove har i forvejen blå tæer, og i denne kulde må de da blive endnu mere forfrosne. Ialfald virkede fuglene i denne flok noget “stivbenede”, da de rendte rundt på en snedækket mark. Men de var trods alt i stand til at stikke næbbet gennem det relativt tynde snelag – spørgsmålet er så bare, om ikke regnormene er søgt så langt i jorden, at spovenæbbene ikke kan nå dem? Jeg så ialfald ingen hive noget spiseligt op… 42 fugle var der i alt i flokken, og det var ved Binderup Ås udløb nordøst for Nibe forleden dag. Et overraskende syn i dette arktiske miljø.

Ikke Vejlerne, altså – men også Vejlernes spover må være tvunget til at søge alternative “græsgange” – hvis ikke de er stukket af sydpå. Men har de fornemmelse for meteorologi har de måske følt, at det betaler sig at holde ud – ialfald lover såvel DMI som norske YR, at kulden er ovre for denne gang fra en gang i den kommende weekend. Så bliver det lidt lettere at være en langbenet vadefugl igen..

Ø-hopperi!

Amerikansk Lille Regnspove, Puerto Villamil, Isla Isabela, Galápagos, februar 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Amerikansk Lille Regnspove, Puerto Villamil, Isla Isabela, Galápagos, februar 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sandløbere, Puerto Villamil, Isla Isabela, Galápagos, februar 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sandløbere, Puerto Villamil, Isla Isabela, Galápagos, februar 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

For knap et år siden var jeg for “hundredogsyttende” gang på Galápagos (-hvis man trækker hundrede fra, er det ikke helt forkert!).

Det var dog en noget anderledes tur end de 16 andre, som allesammen var krydstogter (hvor man sejler fra ubeboet ø til næste ø, og hver morgen vågner op et nyt sted).

Krydstogter har længe været den foretrukne måde at besøge Galápagos-øerne på, men i de seneste år er en anden rejseform, nemlig den såkaldte “Island Hopping“, blevet meget populær. Her bor man på hoteller på de beboede øer, og bliver sejlet i hurtige speedbåde (ren transport) fra ø til ø.

Det giver naturligvis ikke de samme muligheder for at komme helt tæt på f.eks. Blåfodede eller Rødfodede Suler osv., men mange af de “klassiske” Galápagos-oplevelser får man alligevel med – søløver, kæmpelandskildpadder, havleguaner osv. På denne tur – som i øvrigt var en unik Politiken-læserrejse, som formentlig aldrig bliver gentaget! – var vi også heldige at få meget store oplevelser med delfiner, en flok på 40-50 legende Bottle-nosed Dolphins (“Øresvin”!), der kastede sig 4-5 meter op af vandet lige rundt om båden.

Og så giver “Ø-hop”-rejseformen bedre muligheder for at blive fortrolig med de Darwinfinker, som lever i højlandet på øerne (jeg fik på denne tur “udfyldt” min liste og mangler nu kun Mangrovefinken, som ikke findes på offentligt tilgængelige steder – ja, og så Cocosfinken på Isla Cocos…).

Og, ikke mindst for naturfotografer: da man bor i land, bliver der meget mere tid til at gå rundt på egen hånd og finde motiver. På krydstogterne er man begrænset af de relativt korte ophold i land (som regel højst et par timer ad gangen), hvor man desuden altid skal færdes sammen med sin gruppe.

Især opholdet i byen Puerto Villamil på Isabela, med en lang strand lige foran hotellet, gav mange muligheder for at komme tæt på fugle- og dyreliv. Da vi var der i vinterhalvåret var det især de mange overvintrende vadefugle, man kunne kravle rundt imellem og bl.a. forsøge med nogle optagelser i helt lav vinkel (“på maven for fuglene”). Vandet og sandet er jo dejligt varmt! Og de arktiske vadefugle forekommer på Galápagos lige så tillidsfulde som det indfødte dyreliv. Nogle eksempler på turens fotomæssige udbytte ses her – og mange flere fotos i galleriet her (klik).

Til sidst kan nævnes, at “Island Hopping” er et væsentligt billigere alternativ, hvis man gerne vil besøge Galápagos, især hvis man arrangerer turen selv. Jeg står gerne til rådighed for gode råd, hvis nogen skulle få lyst til at prøve sådan en tur.

Mere mylder ved molen

Stenvender og Strandskade, Roshage, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stenvender og Strandskade, Roshage, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De mange fugle ved Roshage (se foregående indlæg) blev naturligvis ikke kun foreviget på levende billeder, jeg tog også en stribe gammeldags stillbilleder.

Her er Stenvender og Strandskade med muslinger, og flere fotos af vadefuglemylderet ved Roshage kan ses i galleriet her.

Mylder ved molen

Ja, vel er det ikke TV-kvalitet, men jeg syntes alligevel jeg havde lyst til at dele lidt levende billeder…
Forleden var der et mylder af fouragerende vadefugle ved Roshagemolen, hvor der åbenbart var en masse “guf” at finde i opskyllet i læ lige øst for molen. Det så ud til mest at være ilanddrevne muslinger, fuglene fouragerede på. Der var ialt 45 fugle af fem arter, inkl. en Sortgrå Ryle.
Selv om jeg har tilbragt rigtigt mange timer ved Roshage har jeg aldrig før set sådan en koncentration af fouragerende vadefugle på dette sted. Hyggeligt!

Fouragerende vadefugle ved Roshagemolen, Hanstholm af Jørgen Peter KjeldsenVimeo.

Fouragerende Stenvendere ved Roshagemolen, Hanstholm af Jørgen Peter KjeldsenVimeo.

MorgenMad ved FangeFolden

Svaleklire, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Svaleklire, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tinksmed, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tinksmed, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Temmincksryle, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Temmincksryle, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Præstekrave, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Præstekrave, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den megen regn og kreaturernes trampen har rigtigt æltet rundt i jorden ved fangefolden på Bygholmengen, et sted som under sådanne forhold ofte tiltrækker mange fugle.

Således også til morgen, hvor der ud over de afbildede arter Temmincksryle, Tinksmed, Svaleklire og Lille Præstekrave også var fouragerende Dobbeltbekkasin, Stor Præstekrave, Gul og Hvid Vipstjert, Stenpikker, Engpiber, Stær og Landsvale. Se flere fotos fra fangefolden idag i galleriet her.

En fin morgen fik sat prikken over i’et med en Tredækker – det var dog længere oppe langs Østre Landkanal.

Pomeranstid

Pomeransfugl, Revlsbuske, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Pomeransfugl, Revlsbuske, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Pomerans er – ifølge Wikipedia – en lille appelsinlignende frugt fra Indien, muligvis stamformen til mange dyrkede citrusfrugter. Frugtens farve må være det, der har givet navn til den smukke Pomeransfugl, som netop i denne tid gæster Danmark.

Tidligere hed det sig, at man traf Pomeransfuglene mellem den 10. og 20. maj, ofte på sandede og stenede marker med nysået vårsæd eller tyndt spiret vintersæd. Det er som om at tidspunktet for Pomeransfuglens gennemtræk har ændret sig, og nu ses de som regel fra sidst i april.

I Vejler-området – og på de fleste andre kendte rastepladser – er det meget vekslende, hvor mange Pomerans’er, der slår sig ned fra år til år. De bedste steder her plejer at være Thorup Fjordholme og den del af Revlsbuske, der ligger nord for hovedvejen (A11).

Der har i år hidtil kun været rapporteret én (blegt farvet) fugl fra Revlsbuske, men i morges fandt jeg tre smukt farvede individer meget tæt på tværvejen, der går langs diget lige nord for Lønnerup Fjord – altså syd for hovedvejen. Alle tre var travlt optagede af at fouragere, som fuglen på billedet.

Det er sikkert værd at holde øje med marken de kommende dage, ofte bliver sådanne Pomeransfugle-flokke “bygget” op over nogle dage.

Og om en god måneds tid blomstrer så pomerans-høgeurt på diget få meter fra hvor fuglene idag løb omkring og fouragerede…