Nonnestenpikkeren

Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Henriks røst var mere end sædvanligt febrilsk og ivrig, da jeg fik ham i røret kort før solnedgang i lørdags:
“J-jeg h-har en-n nonnonnon, NONNEstenpikker!!!! Lige her! Kan du se hvor jeg holder?!”

Og det kunne jeg! Henrik var næsten nået frem til obs.-punktet for fugleovervågningen i forbindelse med Østerild-testcentret, hvor jeg befandt mig, da han med sædvanlig held og næse “faldt over” denne mega-sjældenhed.

Jeg kom hurtigt derhen, og sammen kunne vi, i kapløb med det svindende lys, nyde og foto-dokumentere fuglen, der ivrigt fouragerende og omkringfarende bevægede sig i kanten af et nyfældet plantageområde, og lidt ude på en tilstødende stubmark. Indrømmet, jeg havde s’gu ikke lige dragtkarakterer for sådan én present på lystavlen – det var for mig en NY ART, en lifer – men at det var en markant ANDERLEDES stenpikker, var der ingen tvivl om.

Fuglen var meget smuk med kølige afstemte farver, hvor jeg især lagde mærke til et meget lyst felt på vingedækfjerene (fremkaldt af meget brede lyse bræmmer), og ligeledes markante lyse bræmmer på armsvingfjerene, hvorimod håndsvingfjerene virkede som en helt sort “klump”, muligvis fordi de blev holdt tæt samlede. Henrik påpegede, at det var vigtigt at lægge mærke til nogle forholdvis tydelige bræmmer på den brunlige ryg (som forvekslingsmuligheden Middelhavsstenpikker ikke har). Undersiden var fint ferskenfarvet, og det allermest markante var selvfølgelig ansigtsmasken, sort, som bagtil fadede ud i gråt – og så en bred øjenbrynstribe af nogenlunde samme fersken-nuance som undersiden.

Jeg fik ikke set haletegningen godt, men det gjorde Henrik.

Efterfølgende fik Henrik udvirket, at myndighederne var velvillige overfor eventuelle gæstende fuglekiggere i området dagen efter. MEN, som vi nok havde fornemmet (det var en usædvanlig fin træknat med stjerneklart (og -skud)), var fuglen væk næste morgen, og Henrik fik sendt beskeden “nonnepik negativ” (kl. 7:25-8:25) ud på DOFcall, hvilket formentlig betød, at mange valgte at bruge deres søndag på andre ting… (og nogle fik kaffen galt i halsen!)…

Som altid er fuglekiggeri sjovest, når det helt uventede sker – og jeg står tilbage med en lidt uvirkelig fornemmelse – men (dogme)billederne viser jo, at det rent faktisk fandt sted…

Om Vandrefalkes udholdenhed. Drama over Limfjorden.

Under vandprøvetagning i Limfjorden ved Bygholmdæmningen igår blev jeg opmærksom på en ung Vandrefalk, der fløj rundt med store “armbevægelser” ude over fjorden.

Det viste sig, at den var på jagt. Offeret var en Lille Kobbersneppe, der med mange kast til siden gang på gang undveg, når falken kastede sig efter den i imponerede dyk og “hvem-flyver-hurtigst-jagter” lavt over vandoverfladen.

Da der var gået et par minutter, uden at Vandrefalken havde haft held til at slå kløerne i Kobbersneppen, kiggede jeg på uret, for jeg var interesseret i at se, hvor længe jagten ville vare.

Det er min erfaring med Vandrefalke, at hvis jagten ikke lykkes i løbet af få minutter, opgiver falken og lader byttet undslippe.

Men her blev det blot ved og ved. Nogle gange fløj Kobbersneppen højt op i luften for at undslippe, men hele tiden havde den falken i hælene, og hele tiden prøvede falken at komme højere op end sneppen, for at kunne få fart på dykkene, når den slog efter sit udsete bytte. Andre gange var den efterhånden paniske (må man formode) Kobbersneppe helt nede over fjorden, og undslip kun ved at kaste sig i 90 grader bratte ryk ud til siden i sidste splitsekund. Hjertet må have siddet oppe i halsen på den stakkels sneppe…

Men falkejagter er jo altid underholdende at kigge på. Det var denne også; men efterhånden begyndte jeg dog at tænke, at nu måtte de godt snart finde ud af, hvem der var den mest udholdende – jeg skulle jo også videre, og ville gerne nå resten af min tælling inden den annoncerede regn begyndte…

Jeg var ikke så forundret over den Lille Kobbersneppes udholdenhed – her taler vi trods alt om en art, der er kendt for nogle meget lange trækruter, og faktisk er noteret for de længste non-stop flyvninger af alle.

Men det overraskede mig, at Vandrefalken viste sådan en sejhed! Hver gang den havde misset målet, måtte den igen kæmpe sig op til en ny fordelagtig udgangsposition for et nyt angreb. Og Kobbersneppen fløj altså ikke langsomt! Mange gange troede jeg, at NU måtte falken give op, fordi sneppen var nået for langt væk fra den, men hver gang satte den efter med fornyet determination og acceleration.

Det hele udspillede sig over et enormt stort område, nogle gange var fuglene få hundrede meter fra mig, andre gange flere kilometer væk. (Jeg ville godt have haft en laserkikkert ved hånden, det havde været interessant at dokumentere, over hvor stort et område sådan en jagt finder sted)… Kobbersneppen prøvede på intet tidspunkt at søge ind mod land, snarere var det nok den, der forsøgte at undslippe ved at søge længere ud over fjorden.

Men ENDELIG, efter 25 (FEMOGTYVE!) minutter, endte et angreb med, at den Lille Kobbersneppe med et stort plask røg i fjorden – langt ude på dybt vand. Herefter hang Vandrefalken over byttet, og forsøgte gentagne gange at få sneppen til at lette, hvorefter den givetvist med lethed ville have slået kløerne i den.

Denne musen over nedslagsstedet fulgte jeg i yderligere et par minutter. NU måtte Vandrefalken altså være meget træt og syret til i musklerne – men den blev ihærdigt ved, nu var målet jo også så nært.

Til sidst blev det mig, der mistede tålmodigheden og fortsatte på min tælling. Næsten ti minutter senere nåede jeg hen til Midtsøen, hvor jeg til min store forundring så Vandrefalken komme ind ude fra fjorden med den Lille Kobbersneppe i fangerne. Den kunne knapt slæbe den over dæmningen, og jeg tror at den er landet lige på den anden side af det sekundære dige inde på Bygholmengen – desværre lykkedes det mig ikke at finde stedet.

Men hvilken imponerende udholdenhed! Hvis ikke jeg havde respekt for Vandrefalke i forvejen, har jeg det ialfald nu… Blandet med, at jeg syntes det er synd for den Lille Kobbersneppe, der så ihærdigt kæmpede for sit liv…