Jeg har fundet GULD!

I min søgen efter GULDsmede sker det jo også, at jeg støder på andre insekter, som nok kan vække interesse.

I søndags, hvor jeg havde haft årets første odonata (guldsmede/vandnymfer) hjemme på matriklen i Tømmerby (Flagermus- og Rød Vandnymfe), ville jeg også lige checke situationen ude ved Blovsgårde, hvor nogle af Naturstyrelsens nygravede søer (i forbindelse med vindmølletestcentret) de senere år har været nogle af mine “reference-steder” – lokaliteter jeg opsøger ofte for at følge med i sæsonens udvikling.

Herude var de første Blå Libel fremme i en læ-krog, mens der endnu ingen vandnymfer var at se omkring vandfladerne. Det er jo ved disse søer, at jeg tidligere har fundet Lille Farvevandnymfe (se dette indlæg og dette indlæg), og den skal også nok dukke op i år, når vi lige når lidt længere hen på sæsonen.

I stedet for guldsmede/vandnymfer var der til gengæld et andet markant insekt, som løb (spænede!) rundt i sandet og fangede min opmærksomhed.

Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Guldløber, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det gik stærkt, og jeg nåede kun at få knipset nogle få hurtige skud – på det sidste foto ses, at den på et tidspunkt prøvede at gemme sig – men jeg tror nu ikke at den gravede sig ned.

Som det fremgår var det en meget flot bille med de changerende kobber-, irgrønne og vinrøde nuancer – så meget kunne jeg se, men jeg havde ingen idé om navnet på dyret. Jeg kom i tanker om Naturbasens app, hvor der er en funktion som hedder “Hvad er det?”, hvor man kan oploade fotos direkte i felten, og hvis man er heldig få en eksperts hjælp til at bestemme dyret. Dyret var jo for længst væk, men så tog jeg med mobilen et foto af skærmen på kameraet – og sendte det af sted i cyberspace…

Få timer senere var der svar – tak til Jens Søgaard Hansen! – og det viste sige at være intet mindre end Lille Guldløber (Carabus nitens), en rødlistet billeart (i kategorien “sårbar”), som i det igangværende Billeatlas hidtil blot var registreret i 11 atlas-kvadrater (ud af ialt 650 10×10 km kvadrater, som dækker hele landet).

Kvadrater med fund af Lille Guldløber i det igangværende Billeatlas (www.billeatlas.dk).
Kvadrater med fund af Lille Guldløber i det igangværende Billeatlas 2017-21 (www.billeatlas.dk).

Så det var en stor sjældenhed jeg fandt! – rent GULD! Hvis man går på www.fugleognatur.dk og undersøger, hvad der ligger af tidligere fund, så har den også været registreret på enkelte indlandslokaliteter, men i atlasperioden er fundene udelukkende kystnære. Der står ikke meget at læse om artens biologi, kun at den er knyttet til næringsfattige steder – men jeg kunne have en mistanke om, at de blottede sandflader spiller en rolle for Guldløberen, eftersom den netop ses på sand på flere af de fotos, man kan finde af arten.

Henrik Schjødt Kristensen, som er Naturstyrelsen Thy’s ansvarlige for de nyetablerede søer og vandhuller har fortalt mig, at han netop lægger vægt på at der bliver skabt disse flader med bart sand omkring søerne.

På stedet var iøvrigt også en anden fin bille, Grøn Sandspringer, som ialfald også foretrækker sandede, varme steder – men som åbenbart er mindre krævende end Guldløberen, idet den findes over stort set hele landet… Men den er også fin!

Grøn Sandspringer, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grøn Sandspringer, Blovsgårde, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Solskinshistorie (erstatningsnatur der virker)

Når man selv bidrager til, og følger med i hvordan det går med det igangværende Atlasprojekt Danmarks Guldsmede, kan man ikke lade være med at gøre sig tanker om, hvilke  potentielle nye arter der kunne tænkes at findes i de kvadrater, man følger tættest.

Jeg har igennem nogen tid haft specielt én art i tankerne, Lille Farvevandnymfe, som indtil i dag ikke er fundet ret mange steder nord for Limfjorden, og slet ikke i Thy eller Hanherred. Den siges især at optræde i nyetablerede vandhuller uden megen bredvegetation, og i dag slog det ned i mig, at sådanne søer findes der nogle stykker af i forbindelse med Østerild Vindmølle-testcentret, hvor Naturstyrelsen for ca. 4-5 år siden gravede/skrabede nogle nye lavvandede søer som en form for “erstatningsnatur” som kompensation for etableringen af testcentret.

Jeg checkede disse søer for et par år siden (men senere på sommeren), og på det tidspunkt var der meget lidt liv, jeg husker blot nogle enkelte hedelibeller.

Nyetableret sø i Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nyetableret sø i Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Idag var der til gengæld masser af liv: jagende (efter hinanden) Blå Libel og Fireplettet Libel, en Stor Blåpil, en Kobbervandnymfe sp. og mange Almindelig Vandnymfe. I den første af søerne jeg checkede var der desuden adskillige æglæggende par af Hesteskovandnymfe, og et enkelt par af Månevandnymfe, der vakte glæde! Det var mine første nord for Limfjorden, og selv om arten er fundet i kvadratet af en anden odonatolog for nylig, så er det stadig en art med sparsom forekomst på disse kanter.

Dette par gav iøvrigt  en pudsig oplevelse. De var sammenkoblede i tandem og i færd med æglægning. Det skete under vandet – i helt bogstavelig forstand, altså både hunnen og hannen var under vandskorpen. Første gang jeg så det “hjalp” jeg dem op af vandet, da jeg tænkte de var i knibe, men øjeblikket efter søgte de hen til en ny plante og forsvandt igen ned under vandoverfladen. Det virkede som om det var hunnen, som “trak” parret ned, og et stykke nede (5-8 cm under overfladen) begyndte hun at søge med bagkroppen, og formentlig afsætte æg på vandplantens stængel. Det virkede som lidt af en kamp, og hannen trak dem flere gange opad, men så trak hunnen i modsat retning! Jeg fik ikke taget tid, men jeg vil mene at de var under vandet i mindst 3 minutter, og måske så længe som 4-5 minutter. Pludselig kom de så op igen, og med det samme fløj de i tandem videre – mod den modsatte bred, hvor jeg ikke længere kunne følge dem.
Det var jo et helt andet billede end det sædvanlige hos Coenagrion-arter, hvor hannen “står” op i luften oven på den æglæggende hun.
Der står intet beskrevet om adfærden i Fogh Nielsen’s “De danske guldsmede” eller i artsbeskrivelsen på fugleognatur.dk.

Månevandnymfe par under æglægning (her er hannen stadig oven vande). Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk">ornit.dk</a>.
Månevandnymfe par under æglægning (her er hannen stadig oven vande). Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Månevandnymfe par under æglægning (både hannen og hunnen under vandskorpen). Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk">ornit.dk</a>.
Månevandnymfe par under æglægning (både hannen og hunnen under vandskorpen). Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det var jo allerede et godt resultat af besøget ved disse søer, men jeg var nok stadig mest interesseret i at checke alle farvevandnymferne – der var nemlig også en del Stor Farvevandnymfe til stede på lokaliteten. Og jeg havde læst mig til, at de to arter ofte optræder sammen – så hvert eneste individ blev checket, ikke mindst placeringen af det blå “baglys” på de yderste bagkropsled…

Og pludselig var der et individ, som var anderledes.

Lille Farvevandnymfe hun, Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Farvevandnymfe hun, Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne grønne vandnymfe lignede ikke noget jeg havde set før, og selv om jeg ikke havde en felthåndbog ved hånden, havde jeg læst op på kendetegnene for nylig, og mente bestemt at kombinationen af helt mørk ryg på forkroppen, manglende markeringer på siden af brystet og manglende “baglys” betød, at det måtte være hunnen af Lille Farvevandnymfe. Heldigvis gik der ikke længe, før nogle meget karakteristiske hanner materialiserede sig, og jeg blev helt sikker i min sag…

Lille Farvevandnymfe han, Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Farvevandnymfe han, Blovsgårde, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så hermed kunne arten plottes i et nyt kvadrat, ret så isoleret fra artens øvrige danske forekomster. Det blev iøvrigt til ialt 8 individer på stedet, heriblandt et par i parringshjul og en æglæggende hun – så det vil sikkert være muligt at finde dem på stedet også i den kommende tid.

For mig betyder forekomsten af to i Nordjylland så sjældne arter som Månevandnymfe og Lille Farvevandnymfe, at etableringen af disse nye søer absolut må udnævnes til at være en succes. (At også andre organismer har glæde af søerne ses bl.a. af mange aftryk af klove af Krondyr i sandet rundt langs bredderne).

Til gengæld kan jeg ikke lade være med at blive slået af forundring over, hvordan disse småbitte dyr på tre centimeter er i stand til at finde frem til de nye steder, hvor der pludselig opstår forhold, som passer i deres krav til levested! ???

Ja jeg synes det er fantastisk. Og jeg kan stadig ikke få hænderne ned efter denne succes-oplevelse…

Nonnestenpikkeren

Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Henriks røst var mere end sædvanligt febrilsk og ivrig, da jeg fik ham i røret kort før solnedgang i lørdags:
“J-jeg h-har en-n nonnonnon, NONNEstenpikker!!!! Lige her! Kan du se hvor jeg holder?!”

Og det kunne jeg! Henrik var næsten nået frem til obs.-punktet for fugleovervågningen i forbindelse med Østerild-testcentret, hvor jeg befandt mig, da han med sædvanlig held og næse “faldt over” denne mega-sjældenhed.

Jeg kom hurtigt derhen, og sammen kunne vi, i kapløb med det svindende lys, nyde og foto-dokumentere fuglen, der ivrigt fouragerende og omkringfarende bevægede sig i kanten af et nyfældet plantageområde, og lidt ude på en tilstødende stubmark. Indrømmet, jeg havde s’gu ikke lige dragtkarakterer for sådan én present på lystavlen – det var for mig en NY ART, en lifer – men at det var en markant ANDERLEDES stenpikker, var der ingen tvivl om.

Fuglen var meget smuk med kølige afstemte farver, hvor jeg især lagde mærke til et meget lyst felt på vingedækfjerene (fremkaldt af meget brede lyse bræmmer), og ligeledes markante lyse bræmmer på armsvingfjerene, hvorimod håndsvingfjerene virkede som en helt sort “klump”, muligvis fordi de blev holdt tæt samlede. Henrik påpegede, at det var vigtigt at lægge mærke til nogle forholdvis tydelige bræmmer på den brunlige ryg (som forvekslingsmuligheden Middelhavsstenpikker ikke har). Undersiden var fint ferskenfarvet, og det allermest markante var selvfølgelig ansigtsmasken, sort, som bagtil fadede ud i gråt – og så en bred øjenbrynstribe af nogenlunde samme fersken-nuance som undersiden.

Jeg fik ikke set haletegningen godt, men det gjorde Henrik.

Efterfølgende fik Henrik udvirket, at myndighederne var velvillige overfor eventuelle gæstende fuglekiggere i området dagen efter. MEN, som vi nok havde fornemmet (det var en usædvanlig fin træknat med stjerneklart (og -skud)), var fuglen væk næste morgen, og Henrik fik sendt beskeden “nonnepik negativ” (kl. 7:25-8:25) ud på DOFcall, hvilket formentlig betød, at mange valgte at bruge deres søndag på andre ting… (og nogle fik kaffen galt i halsen!)…

Som altid er fuglekiggeri sjovest, når det helt uventede sker – og jeg står tilbage med en lidt uvirkelig fornemmelse – men (dogme)billederne viser jo, at det rent faktisk fandt sted…