Prærietranen, som nu har opholdt sig på og omkring (øst for) Bygholm Vejle siden første halvdel af juli – altså i over to måneder – har naturligvis påkaldt sig en del opmærksomhed.
Før denne fugl var der jo den velkendte Prærietrane tilbage i 2021, som jeg fandt på Sydsjælland og som derefter turnerede land og rige rundt – inkl. et længere ophold i Vejlerne – inden den 8. maj trak ud ved Skagen. Det var Danmarks andet fund, og som den ekstreme sjældenhed arten er i Europa var den genstand for stor interesse, også fra medierne – og jeg skrev selv en artikel om den til årbogen Nordjyllands Fugle. Denne fugl tilbragte efterfølgende det meste af sommeren højt mod nord på Varangerhalvøen i Norge.
I mellemtiden har der i flere perioder været rapporter om arten flere steder i Nordvesteuropa. Og så var der igen i år en Prærietrane, som i maj trak op over Skagen Odde og formentlig videre mod nord – eller faktisk har der nok været to, for en måned senere, 7. juni, dukkede der en (ny?) fugl op i Skagen. Denne opholdt sig i det nordlige Vendsyssel frem til 18. juni, og det er nærliggende at tro, at det er samme fugl som nu står i Vejlerne. At det vitterligt er en ny fugl i forhold til dén i maj sandsynliggøres af, at den dagen før ankomsten til Skagen blev set nordtrækkende i Nederlandene.
På trods af disse langvarige ophold er Prærietrane fortsat en ekstremt sjælden fugl i Europa, men at den optræder så stedtro har selvfølgelig givet mulighed for rigtigt mange mennesker at stifte bekendtskab med den. At den netop vælger lange ophold i Vejlerne er jo ikke så mærkeligt, eftersom vi her har Danmarks største rasteforekomst af Trane. Prærietranen følger “vore egne” Traner i deres daglige rutiner; overnatter på Bygholm Vejle og benytter i dagtimerne fourageringsområderne øst for Vejlerne – Thorup og Klim Fjordholme, Sløjen, Koldborg Mark, Gøttruphave osv. Selv har jeg flere gange i august fundet den på stubmarker i den østlige del af det, vi på Vejlernes Feltstation traditionelt har kaldt Thorup Fjordholme, men den korrekte stedbetegnelse er nok Sløjen.
I forgårs blev jeg kontaktet af TV2 Nord, som gerne ville lave et indslag om den sjældne gæst. De har været lidt længe om at “få fingeren ud”, kan man sige, men bedre sent end aldrig. Jeg mødtes med dem en lille time før solnedgang ved Kraptårnet, og det var en af disse meget fine skumringstimer man kan opleve netop dér, med Krondyr, Havørne, Sølvhejrer – og de mange Traner som løbende ankom til overnatning i større og mindre flokke. Det endte med at der var mindst 325 af dem. TV-folkene var heldige at få en kort filmstump af netop dén flok som indeholdt Prærietranen. Det var live fjernsyn, så mine forklaringer er “skudt fra hoften” og jeg nåede at blive en smule febrilsk – men jeg håber at begejstringen over oplevelsen alligevel skinner igennem – indslaget kan ses her:
TV2 Nord’s indslag om Prærietrane 11. september 2024.
Noget af det bedste ved Vejler-reservatet er, at her er plads til at naturen kan udfolde sig STORT. Her er MÆNGDER som få andre steder – mængder af fugle, mængder af guldsmede og andre insekter, mængder af planter. Og noget af det mest imponerende, når det gælder floraen, er de kæmpe-forekomster af planten kærfnokurt, som Vejlerne er kendt for. Det har jeg skrevet om i tidligere indlæg her på bloggen – se [Det gule hav], [Gult] og [Fnok!].
Hovedblomstringstiden hos kærfnokurt er månedsskiftet maj-juni, men der er en anden blomstring, som falder senere på sommeren- ialfald nogle år, når betingelserne er opfyldt. Betingelserne handler først og fremmest om blottet, fugtig jord/dynd, hvor der helst skal “mosles” lidt rundt, så frøene kan spire – ofte er det på kreaturafgræssede steder.
I år er der lige nu en kæmpe opblomstring af kærfnokurt i Bygholm Vejle nord for Krapdiget, hvor der jo ikke er kreaturer til stede – men den tørre sommer har givet den nødvendige vandstandssænkning og blotlagt bunden, og så tror jeg at de mange krondyr tramper rundt og fremmer spiringen – ialfald fører mange krondyrspor gennem området.
Jeg har nogenlunde opmålt området som er dækket af det gule blomsterhav på Google Earth, og får det til ca. 8000 m2. Bare for at få en idé om størrelsesordenen af bestanden prøvede jeg at anslå tætheden af planter, som jeg vil mene ligger i størrelsesordenen ca. 15-20 pr. m2 – altså en samlet bestand på den gode side af 100.000 blomstrende individer! Under alle omstændigheder et imponerende skue…
Over tæppet af gult sværmede mange insekter, ikke bare bestøvere men også hvad jeg tror har været døgnfluer (evt. dansemyg), som Landsvalerne nød godt af…
Der hang en tung duft af honning over det hele, og det var da heller ikke nogen overraskelse, at de mange blomster var fyldt med nektarsamlende insekter. Ved nærstudium af billederne kan man se, at kærfnokurten er meget effektiv til at afsætte pollen på de besøgende insekter – både ben, antenner og iøvrigt alle hårede overflader på insekterne var tæt besatte med pollen – i en grad så det nærmest så ud til at genere nogle af dem! Efter blomstringen og bestøvningen er oversået sætter kærfnokurt jo frø i form af “fnok”, som spredes ud i området – og der må være millioner og atter millioner af kærfnokurt-frø, som så kan ligge og vente til næste gang, de rette forhold opstår…
Bemærk på det sidste billede, hvor tæt besat dronefluen er med pollen på de små hår på benene – hvilket det så ud som om den var irriteret over og prøvede at slippe af med…
Fredags og lørdag i sidste uge – de to sidste junidage – havde jeg fornøjelsen af en udflugt til det østlige Himmerland, med det formål at opsøge nogle potentielle steder for især Arktisk Smaragdlibel, der i atlasperioden ellers kun har været rapporteret fra Søhøjlandet omkring Silkeborg.
Initiativtageren til satsningen var Erik Dylmer, og da han spurgte om jeg ville med, var jeg ikke i tvivl: det ville jeg meget gerne! 🙂
Områderne i fokus var Lille Vildmose og Stubberubvad ved Rold Skov, da der fra begge lokaliteter tidligere (men ikke i atlasperioden) var blevet rapporteret Arktisk Smaragdlibel. Og da atlasprojektet nu kører på sidste sæson, ville det være godt at få konstateret, om arten stadig fandtes på stederne. Begge steder havde Erik sørget for adgangstilladelser (i Lille Vildmose besøgte vi både områder i den lukkede Tofte-indhegning og i alment tilgængelige områder).
Fredagen bød på flot, men noget blæsende vejr, og selv om vi opsøgte nogle af søerne ude på Tofte Mose-højmosefladen, var det begrænset, hvor mange guldsmede, det gav – udover Fireplettet Libel, Rødøjet Vandnymfe, Lille Kærguldsmed og andre almindelige arter.
Her var til gengæld spændende botanik, i form af både Rundbladet og Langbladet Soldug, Blomstersiv og meget andet, selv om selve mosefladen fremstod overraskende tør (men det har jo også været en ekstrem tør sommer indtil nu)…
I læ inde i Tofte Skov gjorde vi flere interessante fund, bl.a. flere Siv-mosaikguldsmed (som det desværre ikke lykkedes at få fotos af). Og så stødte vi på flere Vildsvin og Krondyr, og mange steder var der spor og vidnesbyrd i kraft af oprodet skovbund – herligt ved selvsyn at få lov til at opleve, hvor stor betydning sådanne nøglearter kan have i dansk natur, her i landets første og største forsøg med “rewilding” i praksis.
Og pludselig var den der – den fantastiske og specielle Arktisk Smaragdlibel, en han som fløj rundt langs et skovbryn, men som heldigvis også var så venlig at sætte sig og hvile på en gren ca. i øjenhøjde. Den mest iøjnespringende karakter, som adskiller arten fra andre smaragdlibeller, er hannens bagkropsvedhæng, der er formet som en knibetang a’la ørentvistens.
Og så fremstår bagkroppen meget mørk, nærmest sort, i sammenligning med Glinsende Smaragdlibel, som har nogenlunde samme form (men vedhængene er helt anderledes).
Fredag eftermiddag besøgte vi også bræddestien i Portlandsmosen, også her var forholdene meget tørre – men ved en af de gamle gravebaner var der en Siv-mosaikguldsmed (som blev checket grundigt – stedet ville også være oplagt til Højmose-mosaik – som jeg mangler på min artsliste)…
Fredag aften og lørdag morgen switchede vi til fuglekigger-mode, og dyrkede mængderne af fugle ved den nye Birkesø – her var ca. 80 Skestork, et mylder af lappedykkere (fire arter), specielt mange Sorthalset Lappedykker og Gråstrubet ditto med 1/4-3/4-store unger, en kæmpe Hættemåge-koloni (mange unger), Klyder med unger, Lille Præstekrave og meget andet. I baggrunden Heck-kvæg (urokser) og Krondyr. Et fantastisk nyt fuglested, og som sådan lige nu på sit højeste – hvis det kommer til at følge mønsteret fra andre ny/gen-etablerede lavvandede søer.
Inden vi forlod Lille Vildmose lørdag formiddag var vi også en tur i Porsemosen nord for Portlandsmosen (indgang via “kaffepletten”) – et sted jeg ikke kendte i forvejen. Her var der fire gamle gravefelter omgivet af diger, hvor spagnum-mosen var våd – så det var jo noget af det helt rigtige til nogle af de sjældne arter. Og ganske rigtigt – også her var der Arktisk Smaragdlibel (en omkringflyvende han), adskillige Siv-mosaikguldsmed, og så iøvrigt rå mængder af Sort Hedelibel – en tæthed af hedelibeller som jeg aldrig tidligere har set magen til. Vi vurderede mindst 500 (konservativt), men det reelle tal kan have været meget større.
Lørdag eftermiddag rykkede vi så en smule vestpå til Stubberupvad, et rigkær og en fantastisk botanisk lokalitet (og måske mest kendt som sådan) ved en skrænt ned til Lindenborg Å. Her fik vi selskab af Thomas Buus Nielsen, og sammen havde vi nogle fantastiske timer med blomster og insekter. Selv om stedet ved første blik oppe fra toppen af skænten så ret så tilgroet ud (meterhøj tagrør dækkede det meste af dalen), viste det sig, når man gik rundt i det, at der stadig var masser af eksklusive arter til stede – og vi fandt endda et par større overraskelser!
Her havde Erik for ca. ti år siden fundet Arktisk Smaragdlibel og Kongeguldsmed. Det var sidstnævnte som først viste sig for os, da vi fandt en af de mange småbitte bække, der springer frem som kilder ved foden af skrænten (“trykvand”). Det er virkeligt nogle overraskende små vandstrømme, den art trives ved!
Efter min æstetik er det simpelthen den danske guldsmedefaunas flotteste dyr, og så er den tilmed dejligt nem at få lov til at nærstudere, for den sætter sig meget ofte. Ialt mindst otte hanner så vi.
Arktisk Smaragdlibel var der ialt tre af, alle hanner som patruljerede på overgangen mellem rigkæret og den ellesump, der voksede som galleriskov langs åen. Til min overraskelse var den ikke så svær at få flugtbilleder af, faktisk fik jeg mange skarpe fotos “i kassen” – noget som ellers plejer at være tæt på umuligt (eller ialfald kræve stor tålmodighed), når det drejer sig om smaragdlibeller…
Den ene af de ovenfor nævnte overraskelser bestod i, at en fjerde smaragdlibel på lokaliteten viste sig at være Plettet Smaragdlibel – en art som i Nordjylland ellers kun kendes fra Læsø og Skagen (-sidstnævnte sted er den fundet som ny art denne sommer). Dén var til gengæld ikke samarbejdsvillig – så ingen fotos af den… Og endnu en markant ny kvadrat-art var Lille Blåpil, ja faktisk var vores observation af et par i parring og en han en fremrykning af artens nordgrænse i Danmark med noget der ligner 50 kilometer!
Stort set alle de guldsmede, vi så på lokaliteten, hørte til i den eksklusive kategori – således sad der tre steder i kanten af kronhjortenes sølehuller Lille Farvevandnymfe – for mig en markant udvidelse af min forståelse for denne fine arts habitatpræferencer.
Som nævnt var der også en fin flora på stedet; mange Sumphullæbe og Plettet Gøgeurt voksede i bunden af dalen – og alt muligt andet, som jeg ikke er i stand til at sætte navn på. Så den tilsyneladende “kedelige” zone med tagrør viste sig at gemme store værdier – men der er vist ingen tvivl om, at lokaliteten godt kunne bruge noget mere (kreatur)græsning – i øjeblikket græsser der kun heste, som synes at undgå de vådeste partier. Men den store Krondyr-bestand på stedet er jo nok med til at holde det delvist åbent.
Guldsmedene var heller ikke de eneste interessante insekter – vi så eksempelvis både dagsommerfuglene Iris og Kejserkåbe, og ikke færre end fire arter af køllesværmere.
I det hele taget må udflugten betegnes som en gennemført succes – stor tak til Erik for initiativet! 🙂
Når man selv bidrager til, og følger med i hvordan det går med det igangværende Atlasprojekt Danmarks Guldsmede, kan man ikke lade være med at gøre sig tanker om, hvilke potentielle nye arter der kunne tænkes at findes i de kvadrater, man følger tættest.
Jeg har igennem nogen tid haft specielt én art i tankerne, Lille Farvevandnymfe, som indtil i dag ikke er fundet ret mange steder nord for Limfjorden, og slet ikke i Thy eller Hanherred. Den siges især at optræde i nyetablerede vandhuller uden megen bredvegetation, og i dag slog det ned i mig, at sådanne søer findes der nogle stykker af i forbindelse med Østerild Vindmølle-testcentret, hvor Naturstyrelsen for ca. 4-5 år siden gravede/skrabede nogle nye lavvandede søer som en form for “erstatningsnatur” som kompensation for etableringen af testcentret.
Jeg checkede disse søer for et par år siden (men senere på sommeren), og på det tidspunkt var der meget lidt liv, jeg husker blot nogle enkelte hedelibeller.
Idag var der til gengæld masser af liv: jagende (efter hinanden) Blå Libel og Fireplettet Libel, en Stor Blåpil, en Kobbervandnymfe sp. og mange Almindelig Vandnymfe. I den første af søerne jeg checkede var der desuden adskillige æglæggende par af Hesteskovandnymfe, og et enkelt par af Månevandnymfe, der vakte glæde! Det var mine første nord for Limfjorden, og selv om arten er fundet i kvadratet af en anden odonatolog for nylig, så er det stadig en art med sparsom forekomst på disse kanter.
Dette par gav iøvrigt en pudsig oplevelse. De var sammenkoblede i tandem og i færd med æglægning. Det skete under vandet – i helt bogstavelig forstand, altså både hunnen og hannen var under vandskorpen. Første gang jeg så det “hjalp” jeg dem op af vandet, da jeg tænkte de var i knibe, men øjeblikket efter søgte de hen til en ny plante og forsvandt igen ned under vandoverfladen. Det virkede som om det var hunnen, som “trak” parret ned, og et stykke nede (5-8 cm under overfladen) begyndte hun at søge med bagkroppen, og formentlig afsætte æg på vandplantens stængel. Det virkede som lidt af en kamp, og hannen trak dem flere gange opad, men så trak hunnen i modsat retning! Jeg fik ikke taget tid, men jeg vil mene at de var under vandet i mindst 3 minutter, og måske så længe som 4-5 minutter. Pludselig kom de så op igen, og med det samme fløj de i tandem videre – mod den modsatte bred, hvor jeg ikke længere kunne følge dem.
Det var jo et helt andet billede end det sædvanlige hos Coenagrion-arter, hvor hannen “står” op i luften oven på den æglæggende hun.
Der står intet beskrevet om adfærden i Fogh Nielsen’s “De danske guldsmede” eller i artsbeskrivelsen på fugleognatur.dk.
Det var jo allerede et godt resultat af besøget ved disse søer, men jeg var nok stadig mest interesseret i at checke alle farvevandnymferne – der var nemlig også en del Stor Farvevandnymfe til stede på lokaliteten. Og jeg havde læst mig til, at de to arter ofte optræder sammen – så hvert eneste individ blev checket, ikke mindst placeringen af det blå “baglys” på de yderste bagkropsled…
Og pludselig var der et individ, som var anderledes.
Denne grønne vandnymfe lignede ikke noget jeg havde set før, og selv om jeg ikke havde en felthåndbog ved hånden, havde jeg læst op på kendetegnene for nylig, og mente bestemt at kombinationen af helt mørk ryg på forkroppen, manglende markeringer på siden af brystet og manglende “baglys” betød, at det måtte være hunnen af Lille Farvevandnymfe. Heldigvis gik der ikke længe, før nogle meget karakteristiske hanner materialiserede sig, og jeg blev helt sikker i min sag…
Så hermed kunne arten plottes i et nyt kvadrat, ret så isoleret fra artens øvrige danske forekomster. Det blev iøvrigt til ialt 8 individer på stedet, heriblandt et par i parringshjul og en æglæggende hun – så det vil sikkert være muligt at finde dem på stedet også i den kommende tid.
For mig betyder forekomsten af to i Nordjylland så sjældne arter som Månevandnymfe og Lille Farvevandnymfe, at etableringen af disse nye søer absolut må udnævnes til at være en succes. (At også andre organismer har glæde af søerne ses bl.a. af mange aftryk af klove af Krondyr i sandet rundt langs bredderne).
Til gengæld kan jeg ikke lade være med at blive slået af forundring over, hvordan disse småbitte dyr på tre centimeter er i stand til at finde frem til de nye steder, hvor der pludselig opstår forhold, som passer i deres krav til levested! ???
Ja jeg synes det er fantastisk. Og jeg kan stadig ikke få hænderne ned efter denne succes-oplevelse…
Alle tre hjortearter bliver mere og mere almindelige i Vejlerområdet, og nu kan man oven i købet opleve blandede flokke med flere arter sammen!
I morges forstyrrede jeg 5 krondyr, der havde overnattet på Østre Landkanal-diget; de søgte ned i rørskoven, da jeg nærmede mig. Et rådyr dannede bagtrop i flokken. Rådyret er godt nok lille, når man ser det sammen med krondyr!
Som det nok er de fleste læsere af denne side bekendt, er der jo i disse dage felttræf i Thy – og efterårsferie.
Så der er masser af mennesker, der hver dag ser masser af fugle i området – også i Vejlerne.
Jeg har ikke haft mulighed for at drøne en masse rundt – vi er jo nogle der skal arbejde 🙂 – men vil da alligevel nævne et par hyggelige oplevelser med fine fugle. Mandag-tirsdag havde jeg min store lillebror og hans familie på besøg, og vi var lidt rundt, bl.a. gik vi mandag eftermiddag i blændende vejr en tur på Hovsør Røn, som er en god lokalitet for nogle af de fugle, der udenfor yngletiden bliver forvandlet fra højfjeldsfugle til strandengsfugle – og der var da også både 90 Bjergirisker og 15 Bjerglærker, som vi så rigtig fint – nogle af mine yndlingsfugle. Mandag aften var vi i Kraptårnet og kigge på Tranerne – det var der også rigtig mange andre, der havde fundet på. Det Kraptårn er snart ved at være for lille!
Tirsdag tog vi til Tved Plantage og fugletårnet ved Sårup. Der var ikke så meget at se ude over reservatet, men en fin rudel Krondyr med bl.a. en 14-ender buk blev det da til. Dansk storvildt når det er flottest! Andre så samme dag en Kongeørn derude, og vi kiggede meget efter store vingefang, men fandt den ikke. Til gengæld var der lige foran tårnet i nogle lave fyrretræer i plantagen en flok fine Stor Korsnæb, som det var en stor nydelse at kigge på i teleskopet. Da de lettede viste det sig, at flokken indeholdt ikke færre end 32 individer.